Log ind

Vesten kan ikke vente på svaret på om Gorbatovs reformer vil lykkes

#

Redaktionen vil i de kommende numre bringe indlæg om udviklingen i Sovjetunionen og de mulige konsekvenser heraf for den vestlige verden. Journalist Vibeke Sperling, Danmarks Radio, har efterkommet en opfordring fra redaktionen om at gøre status over situationen i Sovjetunionen og Østeuropa samt vurdere de vestlige muligheder.

Under Gorbatjovs sidste store »møde med Vesten« ved FNs generalforsamling i december 1988 var spørgsmålet ikke længere, om han er en seriøs reformmand eller ikke. Nu var spørgsmålet, om han vil vinde slaget om reformer i Sovjetunionen eller ikke. Det er et fremskridt, at selv de mest skeptiske har ladet sig overbevise om, at han vil noget radikalt andet end forgængerne. Selv Franz Josef Strauss lod sig overbevise og nåede før sin død at proklamere, at Vesten ikke længere behøver at frygte Sovjetunionen. Hvad angår Strauss kan indvendes, at han nok i sidste instans tænkte mest på Bayerns økonomiske muligheder i såmspil med supermagten mod Øst. Men hvis det var baggrunden for hans kursskifte, så er det kun et yderligere argument for, at solide business-interesser kan gavne freden. Vi måtte vente længe, før de indflydelsesrige vestlige tænketanke var parate til at konstatere, at det er noget andet med Gorbatjov. Men faren er nu, at Vesten sætter nye betingelser for at tro på, at samspillet med Sovjetunionen kan blive et radikalt andet, til gavn for verdensfreden. På slutningen af 1988 var både Henry Kissinger og Helmut Schmidt ude med analyser af situationen, der bekræftede, at det nu er god latin at se Gorbatjov som en mand, der mener i hvert fald en stor del af det, som han siger. Men begge indflydelsesrige herrer ender alligevel med at konstatere, at Vesten stadig må være afventende.

Ser vi på Helmut Schmidts kommentar, offentliggjort i International Herald Tribune i week-enden 17.-18. december 1988, så fortælles historien allerede i overskriften: »Russia is Changing, but the West Can’t Count on it«. Ja, de er ved at forandre sig derovre, men det er ikke noget Vesten kan basere sin politik på, fortæller den tidligere vesttyske forbundskansler os. Schmidt påpeger med megen rette, at perestrojka er et højst usikkert forehavende, men at det er et projekt, der, hvis det lykkes, vil være til stor gavn for sovjetborgeme, men også for tjekkoslovakker, polakker, ungarere og alle andre indbyggere i det sovjetiske imperium samt for vesteuropæere, fordi det kan skabe stabilitet på kontinentet. Men ifølge Helmut Schmidt er der kun 50% chance for, at det lykkes.

Først sikre med næste mand

Schmidts pointe er, at Vesten nok skal udnytte alle muligheder til det tidspunkt i midten af 90’eme, hvor der efter hans opfattelse er en stor chance for, at Gorbatjov vil blive udskiftet med en anden, »som Malenkov og Khrusjtjov blev det«. Hans baggrund for at opfordre til at udnytte mulighederne er imidlertid, at »efter midten af 90’eme forsvinder de måske. Den nuværende situation kan kaldes et vindue til muligheder - det vil ikke vare evigt«. Hvor meget Schmidt end måtte få ret i analysen, så er konklusionen tendentielt katastrofal. For det, som han siger, er i realiteten, at først når vi har set, hvilken kaliber Gorbatjovs efterfølger er af, kan Vesten basere sin politik på, at fundamentale ændringer af det sovjetiske samfund er mulige. Vi har faktisk set, at de er mulige. Vi har set udspil, der kræver et svar. Og Vesten har faktisk ikke givet svaret. En af grundene er selvfølgelig, at den hastighed, hvormed de sovjetiske signaler har ændret sig, i sig selv må vække skepsis, når det drejer sig om et samfund, som tidligere strukturelt har været ude af stand til at foretage hurtige ændringer. Men et af tidens store problemer er, at vestlige ledere er så optaget af Gorbatjovs ubestridelige propaganda-sejre i Vesten, at de end ikke ser, når disse sejre tages hjem på bekostning af det system, som han repræsenterer, og som er Vestens egentlige fjende. Fjenden er jo ikke Gorbatjovs charme, som igen er noget relativt, fordi den altid kun profileres i forhold til Bresjnev eller andre ucharmerende sovjetledere, aldrig i forhold til de virkeligt karismatiske ledere, som verden har set.

En mands triumf

Gorbatjovs optræden i FN i december var f.eks. en mands triumf og et systems nederlag på en og samme tid. Det, som talen markerede, var på sin vis det, som chefredaktøren for Glasnost-bladet Ogonjok, Vitalij Korotits, sagde lige ud under sit besøg i København kort før rejsen til FN, som han også deltog i: »Vi er på vej ind i det civiliserede internationale samfund«. Gorbatjov havde tydeligvis ikke udarbejdet sit forslag om reduktion af Den Røde Hær med en halv million mand og tilbagetrækning af 50.000 fra Østeuropa i samarbejde med selvsamme Røde Hær. Hvis ikke det var klart i New York, så blev det det under forsvarsminister Jasovs besøg i DDR kort tid efter. Jasov var der angiveligt til »opstillingsmøde« op til valget til det nye og mere magtfulde sovjetiske parlament i marts, men det var klart, at besøget ikke mindst tog sigte på at berolige den militære ledelse i Østtyskland. »Ingen af jer bliver fyrede«, forsikrede Jasov. Gorbatjovs udspil skulle først bagefter udfyldes, som udenrigsminister Eduard Sjevardnadse også gjore klart på et efterfølgende møde for det sovjetiske diplomati i udenrigsministeriet i Moskva. I et interview til Moscow News efter dette møde sagde Sjevardnadse, at det ville være en alvorlig misforståelse at forsøge at give det indtryk, at man fra sovjetisk side allerede havde udarbejdet konkrete planer på alle de felter, som Gorbatjov udtalte sig om. Man skulle f.eks. først til at udarbejde planer for, hvordan man rent faktisk vil gennemføre den store nedskæring i militærapparatet, som Gorbatjov havde lovet. Imidlertid var Gorbatjov-udspillet alvorligt ment, men det viser også hans teknik, som i høj grad er afhængig af Vestens medspil. Han udstikker nogle retningslinier, som diplomatiet, o^ i dette tilfælde også militæret, så må bakse med at få udfyldt. Men hvis udspillet støder på positiv respons i Vesten, så forpligter det også til udfyldelse tilbage i Moskva. På den måde bliver perestrojka i Den Røde Hær til et langt mere udadvendt foretagende end perestrojka i den civile økonomi, selv om det, hærens fortsat lukkede karakter taget i betragtning, forekommer paradoksalt. Men, som nævnt, personen Gorbatjovs triumf i FN modsvaredes af systemets nederlag. For at kræve og tilbyde militær perestrojka måtte Gorbatjov over for FN indrømme, at det ideologiske grundlag for hans samfund er en misforståelse og under total forvandling - altså hvis det står til ham og hans støtter, som afgjort ikke er blevet færre, siden han sidst satte benene på amerikansk jord.

Gorbatjov sagde klart, at denne verdens fremtid må baseres på internationalt anerkendte retsbegreber og internationalt anerkendte normer for individets og samfundets beskyttelse. Han anerkendte klart, at de borgerligt demokratiske samfund havde været bedre til at passe på de universelle værdier igennem de sidste mange årtier. Og anerkendelsen af, at der findes noget sådant som universelle værdier, er den sande revolution i sovjetisk tænkning.

Vestens medansvar

Efter talen hæftede de fleste vestlige kommentatorer sig ved, at Gorbatjovs udspil var en anerkendelse af Vestens argumenter, hvad angår det militære styrkeforhold i Europa. Personligt mener jeg, at anerkendelsen af universelle værdier er en større garanti for virkelige ændringer. Vesten behøver ikke nødvendigvis vente på næste mand for at anerkende dette fundamentale skred i form af egne nye udspil. Sagen er snarere den, at hvis Vesten vil vente og se, hvordan den næste ser ud, så bliver han sikkert sådan, som Helmut Schmidt frygter. Spørgsmålet om Gorbatjovs muligheder for at ændre det sovjetiske samfund er selvfølgelig ikke irrelevant. Der er ikke nogen garanti for, at hans perestrojka vil lykkes. Det afgørende nye i denne sammenhæng er, at den interne udvikling i Sovjetunionen for første gang i dets historie også er lagt i Vestens hænder, og Gorbatjov bevidst knytter den forbindelse. Sjevardnadse sagde i føromtalte interview, at Gorbatjovs møde med den afgående og den tiltrædende amerikanske præsident i New York var mindst lige så vigtigt som de formelle topmøder mellem Gorbatjov og Reagan. Når dette møde måske var endnu vigtigere ifølge Sjevardnadse, så skyldes det, at både Reagan og Bush fremhævede Gorbatjovs perestrojka og glasnost som en forudsætning for de bedrede internationale relationer. Lignende udtalelser fra vesteuropæiske ledere, som Gorbatjov mødte sidste år, fremhæves også flittigt i sovjetisk presse, fra Giriaco De Mitas til Francois Mitterrands og Helmut Kohls rosende omtale af perestrojka i Sovjetunionen. Vestlig støtte styrker helt oplagt Gorbatjov imod de konservative. Og når alt kommer til alt, så er hans bedste chance for at ændre formentlig, at der ikke er nogen konkurrent til posten som parti- og statschef. De mange bekymrede vestlige udtalelser om hans chancer burde ses i lyset af, hvad han faktisk har kunnet udrette alene i det forgangne år.

Der var ingen, selv ikke blandt de mest optimistiske Moskva-korespondenter, der forudså, at 1988 ville blive et år med så bramfrie Gorbatjovinitiativer på hjemmefronten og i udenrigspolitikken.

Gorbatjov improviserer

Når ingen forestillede sig ændringer i den takt, som de skete, så skyldes det blandt andet, at Gorbatjov nok heller ikke selv havde forestillet sig, at han ville få mulighed for at løbe så stærkt. Hans udspil synes at radikaHseres i takt med, at han selv får stadig større indsigt i mekanismerne. Der er ikke tale om, at han har et færdigt politisk projekt. Der er snarere tale om, at et sådant stykkes gradvist sammen, og at han reagerer ad hoc på nye situationer. Hidtil har han udrettet en hel del ad den vej og spiller intelligent på mekanismerne i en offentlig debat under dannelse. Han udtaler sig selv forsigtigt om f.eks. stalinismens rædsler, men lader presse og anti-stalinismebevægelser blotlægge de virkelige begivenheder. Han lader sine allierede blandt de intellektuelle skabe en folkehg konsensus, som gradvist styrker ham selv imod de konservative. Potentielt introduceres nu en helt ny politisk logik med et parlament, der skal gives reelle beføjelser som sådant. Opstillingsprocessen til valget i slutningen af marts har været ladet med skuffelser, idet valgkollegieme mange steder fungerer som filtermekanismer og parlamentet dermed kan ende med et mere traditionelt foretagende end sundt er. Men magtbalancen mellem et relativt åbent parlament og et stadig lukket partisystem kan dårligt andet end udfordre sidstnævnte. Økonomien er en langt mere kaotisk sag. Mange af de gamle planøkonomi-strukturer er blevet helt eller ^elvist fjernet, men der er reelt ikke sat noget færdigt i deres sted. Derfor kan den sovjetiske økonomi meget vel vise nogle af de samme skavanker, som har fået kineserne til at gribe til bremsen. For i det tomrum, som opstår, når den gamle centralistiske styring forsvinder, uden at et reelt marked er skabt som den nye styrende mekanisme, har nye former for korruption og svindel det med at rykke ind. Selv om Gorbatjov afviser at tale om nødvendigheden af en ny form for Marshall-hjælp til at bringe den sovjetiske og de østeuropæiske økonomier på fode, er det formentlig i de baner. Vesten nu bør tænke, hvis man virkelig skal udnytte muUghederne for en radikal ny logik i Europas sikkerhedspolitiske udvikling.

Nationalitetskonflikter

Gorbatjov står til dumpekarakter med sin ad hoc-fremgangsmåde til løsning af nye problemer, når det gælder nationalitets-konflikterne. Også på det felt blev 1988 et overraskelsernes år. Ingen havde forudset, at tusinder og atter tusinder af tidligere passive sovjetborgere ville gå på gaderne i rigets forskellige hjørner, fra Baltikum til Kaukasus. Styrken bag folkelige krav om større selvstændighed ude i republikkerne var formentlig også en stor overraskelse for Gorbatjov, der med sine afvisende reaktioner har desillusioneret både balterne og armeneme, der potentielt er blandt hans bedste forbundsfæller. Gorbatjovs problem er, at han skal have hele det vældige rige til at fungere, mens driftige republikker som de baltiske vil bruge glasnost og perestrojka til at gøre mere for sig selv. Selvstændighedsbestræbelser er en uønsket side-effekt af Gorbatjovs egen politik. Hvis nye repressive løsninger skal undgåes, så må Gorbatjov indse, at hans egen politik næppe kan føre til andet end en meget løsere sovjetisk føderationsstruktur, end vi kender den i dag. Det er en sådan opblødningsproces i det sovjetiske imperium, som Vesten bør støtte. Og her ligger nye potentielle konfliktflader, hvis ikke Gorbatjov trækker den vej i den stykvise udbygning af et »grand design« for fremtiden. Parallelle konflikter udspiller sig i Østeuropa. Den polske ministerpræsident Mieszylslaw Rakowski har formentlig ret i det, som han for nylig sagde i et interview, at konflikter mellem nationaliteter, demonstrationer og strejker er rykket ind i »det andet Europa« som en del af dagligdagen. Alle de positive udviklinger, som vi nu oplever, betyder ikke harmoni, men disharmoni, for hvad andet kan en reel demokratiseringsproces indebære. Gorbatjov afviser kategorisk, at udviklingen af et flerparti-system er sat på dagsordenen i Sovjetunionen, i Polen og Ungam kan ledelserne ikke længere afvise det, men forsøger at introducere en form for partistyret pluralisme. For blot at nævne nogle af de sprængfarlige bmdflader. Også det er en lidet ønsket side-effekt af glasnost og perestrojka. Og selv om den polske og ungarske ledelse nu synes at være Gorbatjovs eneste reelle allierede blandt de østeuropæiske regimer, så er sandheden nok ikke så enkel. For var det bare for at undgå at udfordre Honecker, at Sjevardnadse sagde under Wien-forhandlingemes afslutning, at Berlin-muren skal der ikke pilles ved, for »ethvert land har ret til at bestemme, hvordan dets egne grænser skal se ud«?

Nej, det var formentlig også, fordi Gorbatjov heller ikke kan se noget alternativ til fastholdelse af status quo i DDR. Når alt kommer til alt, er det fortsat Sovjetunionens vestbastion. Dertil kommer, at DDRs situation er helt særegen blandt de sovjetiske allierede. For ligegyldig hvor meget befolkningerne i Polen, Ungam og Tjekkoslovakiet slækker på socialismen, så er de stadig nationale enheder, som Sovjetunionen kan skabe en forståelse med, om ikke for andet, så fordi de fortsat har brug for økonomisk samarbejde med giganten. Det eneste, der legitimerer eksistensen af DDR, er påstanden om socialismens herligheder og partiet SEDs forvaltning af magten. En Gorbatjovrevolution i DDR er langt farligere for Gorbatjov end lignende udviklinger i andre østeuropæiske lande, for i DDR vil den automatisk stille spørgsmålstegn ved selve staten. Og for så vidt har Moskva Bonns støtte til de forsigtige skridts politik i DDR. Heller ikke i den vesttyske hovedstad spores interesse for en hastig destabilisering af Honecker-regimet.

Vestens chance

Også andre skjulte alliancer mellem Moskva og mere konservative ledere i Østeuropa spores. Gorbatjov har ikke indfriet tjekkoslovakkernes forventninger om at fjerne den ledelse, som Moskva engang indsatte i Prag. Vel pressede han under sit besøg i Prag forrige år på for økonomisk modernisering i Tjekkoslovakiet, men han er heller ikke interesseret i uro i landet. Han har i realiteten godkendt, at Milos Jakes sørger for ro og orden. Det er tankevækkende, at soyjetisk presse er meget i overensstemmelse med den tjekkoslovakiske, når det gælder omtale af nye demonstrationer i Prag. Det er også tankevækkende, at i det Sovjetunionen, hvor man nu tillader alskens demonstrationer, blev omkring 500 mennesker, der på 20-årsdagen for invasionen i Tjekkoslovakiet ville markere deres afvigende holdning til det spørgsmål, arresteret, og de samtidige demonstrationer i Prag - de største siden 1969 - stemplet som udenlandske agenters værk. Relationerne til Østeuropa er fortsat tabu-belagte selv for den ellers så åbenmundede sovjetiske glasnostpresse. Det handler ikke om, at Gorbatjov har en færdig politik for, hvordan Østeuropa skal holdes i snor. Det handler snarere om, at han endnu ikke ved, hvordan østeuropæiske Gorbatjov-revolutioner skal tackles. Også det bør Vesten hjælpe ham med at finde ud af, ikke mindst gennem en bevidst politisk og økonomisk indsats i samarbejde med de pågældende lande, som nævnt, en form for Marshall-hjælp. Heller ikke den kan vente, indtil vi er helt sikre på, at der ikke kommer nogle konservative i den sovjetiske ledelse og render med kassen om nogle år. Det er nu chancen er der for at medvirke til at skabe modgiftmekanismer, der blokerer vejen tilbage. Og det handler jo som bekendt om hele Europas sikkerhed.

Sperling.