1. KRAVENE TIL VEJTJENESTEN

Omfang.

Det er indlysende, at brugbare veje er af den største betyd­ning for militære operationer. Dette gælder helt frem til nogle få hundrede meter bag forreste linie. Vedligeholdelse og eventuel udbygning af veje så langt fremme som i de forreste divisioners områder kan kun løses af egentlige militære enheder, det vil i praksis sige af ingeniørtropper.

Det er vanskeligt at danne sig et skøn over, hvor stor en ind­ sats der kræves for i passende grad at bolde vejnettet brugbart. To forhold skal imidlertid fremføres i denne forbindelse:

For det første: Det danske vejnet er usædvanlig stærkt ud­bygget. Under fredsforbold vænner dette ingeniortroppenie af med at betragte vejarbejdet som en stor opgave; og det vænner sam­ tidigt førere og tropper til under øvelser at føre en vejmæssig luksustilværelse. Under kam pforhold bliver det ingeniørtropper­ nes sag at holde flest mulig veje brugbare — helst svarende til den standard, man under øvelser har vænnet sig til.

For det andet: Efter amerikanske opgivelser fra sidste krig har divisions-ingeniørenheder i Europa i gennemsnit anvendt 2S r/o af deres arbejdsindsats på vejarbejde (excl. brobygning). Da amerikanerne almindeligvis skyder grænsen for vejarbejde mel­lem division og korps langt frem, er der her tale om vejarbejdet i den allerforreste del af kampområdet. I dette område vil den væsentlige del af vejarbejdet under alle kam pform er bestå i en nødtørftig udbedring af de af fjenden anrettede skader. Da vi formentlig vil komme til at stå over for en fjende, der er over­ legen i artilleri og i det mindste jævnbyrdig i luften, og da vi selv er langt mindre mekaniserede end amerikanerne og i langt mindre grad kan påregne hjælp fra korps- og armetropper, synes der at være grund til at antage, at vore divisionsingeniørbataillo- ner skal anvende mere end 25 % på vejarbejder.

Militær trafiks særlige behov.

Når en vej bliver „militær hovedvej“, bliver den som oftest udsat for en trafik, der i perioder — både i antal vogne og i disses vægt — væsentligt overstiger, hvad den er bygget til. Dette i forbindelse med fjendtlig beskydning, kørsel med larvekæder, urutinerede chauffører, som kører rabatterne op, o. s. v., vil gøre, at antallet af skader under krigsforhold vil være langt større end ellers; og samtidigt vil det sjældent være muligt at spærre en vej for reparation.

For en almindelig god, dansk vej kan man regne med, at den har sin maksimale kapacitet, hvis man anvender en march- hastighed på ca. 40 kin/t, naturligvis forudsat, at denne hastighed overhovedet er praktisk gennemførlig (dagslys, god sigtbarhed, velafmærket o. s. v.). Ved lavere hastigheder passerer færre vogne pr. tidsenhed, og ved højere hastigheder sker der for ofte kørsel ad gal rute, ulykker o. 1.

Med en marchhastighed på 40 km/t og kørsel i begge ret­ ninger angiver amerikanerne, at det antal køretøjer, der inden for et givet tidsrum kan passere et punkt på vejen, stiger 50 %, hvis vejbredden stiger fra 6 til 7 m. Det er herefter klart, at udvidelse til større bredde af korte og særligt smalle stykker af en vej almindeligvis er et arbejde, der vil svare regning. Det samme gælder mindre forbedringer af en vejs overflade, hvis hastigheden herved kan sættes op.

En række rent tekniske forhold kan øve afgørende indflydelse på, hvilken hastighed man kan fastsætte som maksimum; f. eks. er i sving, oversigt, ru overflade, passende hældning på tværs af vejen og tydelig afm æ rkning af stor betydning.

Det er ved veje, der er udsat for militær trafik særlig vig­tigt, at småskader udbedres, straks efter at de er opstået. I mod­ sat fald vil de ofte i løbet af meget kort tid have udvidet sig, således at det er nødvendigt at iværksætte et omfattende vej­ arbejde.

Vejtjenestens mål.

Det er allerede nævnt, at opgaven for vejtjenesten må være at søge at holde vejene i en stand, der svarer til, hvad tropperne er vant til.

Det vil formentlig ofte være umuligt at opfylde dette mål, således at man tvinges til at opgive visse veje. Da kan man imid­ lertid formulere følgende rent tekniske krav til de veje, som man sætter ind på at holde åbne: De skal kunne bære en jævn strøm af køretøjer med en konstant hastighed nærmest muligt ved de 40 km/t, som må anses for maksimum for kolonnekørsel.

For at skabe muligheder for at opfylde disse mål, er det nødvendigt,

— at troppeføreren (lians stab) træffer en række dispositioner i større eller mindre udstrækning i samråd med de enheder, der er im plicerede i trafikkens afvikling,

— at samarbejdet mellem disse enheder er reglementarisk fast­ sat og gennemprøvet under øvelser, og for ingeniørtroppernes vedkommende,

— at disse er uddannede og udrustede til at bestride vejtje­nesten.

2. TROPPEFØRERENS DISPOSITIONER ANGÅENDE VEJE

Vejenes brug og inddeling.
Vejene deler sig naturligt i tværveje parallelt med fronten og længdeveje vinkelret på fronten.

Jo mere man fjerner sig fra fronten, desto mindre vil behovet for tværveje være. Behovet er uomtvisteligt for de forreste fod­ folksregimenter, artilleriafdelinger ni. m.; det optræder endnu i divisionernes bageste område, men gør sig næsten ikke gældende bag divisionernes baggrænser.

Groft sagt må de enheder (regimenter, artilleriafdelinger), der har direkte brug for tværvejene, anvende eksisterende veje, sålænge de kan holde, for derefter enten selv at udbedre dem (evt. ved støttende ingeniørenheder) eller at anvende andre. Inden for en division vil det ofte være ønskeligt at råde over en tværvej til forskydning af reserve, panserværnsbataillon o. 1. Divisionen må da befale, i hvilken længde og bredde vejen skal vedlige­ holdes, og i hvilken trangfølge (f. eks. efter hovedforsynings- vejen) dette skal ske.

Længdevejene har først og fremmest betydning for fremførsel af forsyninger. Korps og divisioner udpeger bovedforsyningsveje. Divisionen bør normalt udpege een hovedforsyningsvej samt en reserve for denne. Flere bovedforsyningsveje pr. division kan fore­ komme, men vejtjenesten kan ofte kun overkomme at holde een i brugbar stand. Inden for divisionen skal der være forbindelse til regimenternes forsyningsområder og til samtlige artilleriafdelinger. 1 forbindelse med disse endepunkter for hovedforsyningsvejen er det ofte nødvendigt at etablere rundkørsler. Fra regimenternes forsyningsområder til deres kampområder skal i hvert fald een vej være brugbar.

Forholdene må afgøre, hvor stor en del af det beskrevne vej­ net divisionen selv (ved ingeniørbataillonen) vedligeholder. Det afhænger af forhold som

vejnettets udstrækning,
vejenes art,
kampform,
sandsynligheden for ødelæggelse af vejene ved fjendtlig be­skydning,
størrelsen af ingeniørenheder i støtte for f. eks. frontregi­menter.

Som almindelig regel bør divisionen fastsætte en baggrænse for de underlagte enheders ansvar for vejvedligeholdelse. Det vil ofte — forudsat at midlerne er tildelt — være naturligt, at den er sammenfaldende med frontregimenternes baggrænser. I det om­ råde, hvor divisionen selv vedligeholder vejene, kan der — ved blivende taktisk befaling —angives en fast trangfølge, f. eks. således:

„1. Hovedforsyningsvej og forbindelse til divisionens kom­ mandostation og kommandokvarter.

2. Forbindelser fra hovedforsyningsvej til regimenters forsy­ ningsområder og artilleriafdelinger.

3. Forbindelser fra forsyningsområder til frontregimenter.“ Situationer som forskydning af større troppedele (f. eks. di­ vision) kan ikke behandles efter samme skema som ovenfor. De almindelige regler i dette tilfælde vil være:
— trafikregulerede veje vedligeholdes ved divisionens foranstalt­ning,
— ikke-trafikregulerede veje, på hvilke visse enheder dog er beordrede til at marchere, vedligeholdes som oftest af divi­sionen — sjældnere af en af de marcherende enheder,
— veje, som må (men ikke skal) benyttes, vedligeholdes af de marcherende enheder selv.

Som det fremgår af ovenstående, er det nødvendigt, at an­ svaret for vejenes vedligeholdelse til enhver tid er klart fordelt. Ansvarsfordelingen kan i ret lioj grad gores fast og egner sig der­ for til optagelse i blivende taktisk befaling.
Samarbejdet troppefører — ingeniørfører.

For at troppeforeren kan tage saglig stilling til problemerne vedrørende vejenes benyttelse, er det nødvendigt, at han (eller hans stab) med mellemrum (i ny situation, i nyt område) infor­ meres om den rent tekniske status for disse. Det er ingeniørføre­ rens opgave at give disse oversigter, som han kontinuerligt lader indsamle og vurdere. Følgende forhold kan komme til behand­ ling på en sådan konference mellem troppefører og ingeniørfører:

Oplysning om vejenes rent fysiske tilstand. Beskydning, stærk trafik og langvarigt regn- eller snefald kan have ændret denne, efter at den gældende ordning blev fastlagt. Ingeniørføreren må i så fabl eventuelt foreslå en ændret ordning.

I forbindelse hermed informeres troppeføreren om ingeniør- troppernes ydeevne i den aktuelle situation og inden for den af­ satte tid; og der fremsættes i den forbindelse eventuelt anmodning om regulering af ansvarsområdernes fordeling mellem egen enhed (f. eks. division) og foresatte og naboenheder eller om støtte til vejtjenestens udførelse fra foresat enhed (f. eks. korps).

For at løse vejopgaverne rationelt og for at give forslag til, hvor stor en styrke der skal indsættes på vejtjenesten, vil det altid være nødvendigt for ingeniørføreren at få en klar trangfølge for de veje, der skal vedligeholdes (bygges).

Visse tekniske forhold kan diktere indskramkninger, som bør komme til udtryk i troppeførerens befalinger. Eksempelvis skal nævnes:
— broer, hvis bæreevne er så ringe, at kun visse enheder (eller visse køretøjer) kan passere,
— det vil ofte svare regning, hvis man forbyder bæltekøretøjer at komme på t'isse veje (nemlig dem, der skal trafikeres af et stort antal hjulkøretøjer),

• —  det kan være ønskeligt at spærre visse veje i længere perioder for at udbedre dem; (for kortere perioder bør dette kunne gøres uden troppeførerens personlige indgriben),

• —  på visse veje kan der af rent tekniske grunde ikke køres med samme hastighed som på andre,
  — krigserfaringer (såvel engelske som amerikanske) har vist, at det som regel giver gode resultater at instruere motorvogn- førerne om, hvilke manøvrer der virker særlig skadeligt på vejene (f. eks. kørsel i rabatter, hårde opbremsninger). In­ geniørføreren må i givet fald anmode troppeførerens stab om at optage sådanne instruktioner.

  Kommandoforholdet ved enheder, som virker i trafik- og vejtjenesten.

  Militærpolitiet, bjergningstjenesten og ingeniørtroppernes vejtjeneste skal samarbejde med henblik på en gnidningsfri afvik­ling af trafikken. Formen for deres samarbejde bør fremgå af reglementer, men skal tillige i de vekslende situationer reguleres af troppeføreren (hans stab). Opgaverne hører under T-sektionens ansvarsområde. Det vil uden tvivl svare regning, hvis det er en fast mand, f. eks. sektionens NK, der altid varetager trafiksagerne, i analogi med det amerikanske traffic beadquarters.

I situationer, hvor trafikken ikke overstiger, hvad der er nor­ malt for feltmæssige forhold, vil det næppe være hensigtsmæssigt at trække de vejbeskæftigede styrker ud af deres normale kom­ m andoforhold.

MP færdselsregulerer således rent rutinemæssigt efter planer, der normalt vil fremgå af blivende taktisk befaling. Bjergnings­tjenesten virker decentraliseret, idet den søges klaret af de respek­ tive enheder selv, i givet fald med assistance fra værkstedskompagnierne.

Vejtjenestens organisation er nærmere beskrevet senere. Her skal blot fremhæves, at troppeforerens koordination af denne tje­ neste udøves gennem ingeniørføreren.

I praksis må vejtjenesten normalt udføres af et centralt vej­ kommando og af de ingeniørenheder, som er afgivet i D/S eller U/S, og som allerede i kraft af dette forhold har ansvaret for et vist område.

Medens kommandoforholdet ikke bør ændres, må der utvivl­ somt etableres et samarbejde mellem MP og ingeniørtropperne. MP vil ved deres stadige tilstedeværelse på nogle af de mest trafikerede veje kunne bolde ingeniørenbederne (vejkommandoet) løbende underrettet om disses tilstand. Ingeniørtropperne vil — bl. a. gennem den stadige rekognoscering af vejene — kunne give oplysninger om, hvor færdselsregulering er nødvendig; de vil i visse tilfælde selv kunne overtage reguleringen (ved vejrepara­ tioner, brosteder o. 1.) og derved aflaste M P . Form en for sam­ arbejdet bør næppe fylde op i O- eller T-befalinger; det bor være rent rutinemæssigt og kan muligvis optages i de respektive en­ heders (f. eks. ingeniørbataillonens) blivende taktiske befalinger.

Inden for en division vil samarbejdet uden tvivl bedst og hurtigst komme i stand ved, at de officerer, der direkte leder MP- kompagniets færdselsregulering og ingeniørbataillonens vejkom- mando, indbyrdes og automatisk søger forbindelse, idet de

• —  opretter kommandostationer nær hinanden,

• —  hvis de ikke ligefrem bor i samme hus, udlægger telefon imellem sig, og i øvrigt

• —  aftaler samarbejdet.

  For at vejkommandoet kan være en fuldt effektiv partner i dette samarbejde (og af flere andre grunde) er det nødvendigt, at ingeniørbataillonen automatisk og hurtigt lader det tilflyde alt materiale angående veje.

  I situationer, hvor trafikken overstiger det normale, vil det ovenfor skitserede samarbejde næppe slå til. Der tænkes her eksempelvis på forskydninger og overgang over vandlob.

  I disse situationer er det utvivlsomt nødvendigt at oprette et særligt organ til at koordinere al trafik- og vejtjeneste. Dette organ er i det følgende benævnt færdselskommandoet. Til dette må afgives styrker af M P , bjergningsdelinger, ingeniørtropper og eventuelt andre, f. eks. hjemmeværn til færdselsregulering og som vejvisere.

Færdselskommandoet underlægges troppeføreren direkte og bør sortere under T-sektionen (dennes særlige „trafik- og vej- officer“). Inden for en division bør som chef formentlig vælges chefen for MP-kompagniet, undtagelsesvis en officer af ingeniør­ bataillonen, f. eks. dennes N K ; det afgørende må være, at chefen er „vejminded“. Dets kommandostation oprettes nær trafikkens brændpunkt.

Fra M P og værkstedskompagnierne bor formentlig afgives alt disponibelt, d. v. s. henholdsvis et kompagni og tre bjergnings- delinger.

Ingeniørbataillonen afgiver efter forholdene følgende til færd­ selskommandoet :

— eet å to kompagnier, og i hvert fald heri een kompagnichef,

• —  tungt materiel (bulldozers, vejhøvle),

• —  evt. ekstra rekognoscenter,

• —  afhængig af det tidsrum, hvori færdselskommandoet tænkes oprettet: tidligere indsamlede lagre af vejmaterialer og/eller midler til at indsamle disse,

• —  evt. noget signalm ateriel.

  Sammensætningen af et færdselskommando er forskellig fra situation til situation og afgøres af troppeføreren. Det vil alminde­ligvis være hensigtsmæssigt, at de forskellige faglige chefer, der­ iblandt ingeniørforeren, rådspørges desangående inden oprettelsen af kommandoet.

3. SAMARBEJDET I PRAKSIS MELLEM ENHEDERNE I TRAFIK- OG VEJTJENESTEN

Dette samarbejde må formentlig een gang for alle reguleres gennem reglementariske bestemmelser. Nedenfor skal kun berøres de problemer, som angår ingeniørtroppernes del af det.

Vejkort. I talrige situationer — også sådanne hvor færdselskommando ikke oprettes — vil det være nødvendigt fortrinsvis at regulere trafikken ved en stærkt gennemført ensretning og fuld­ stændig lukning af visse veje. Den eneste praktisk gennemførlige måde at bringe sådanne foranstaltninger til samtlige enheders kundskab vil være ved hjælp af vejkort (kalker). De vigtigste tekniske forudsætninger for overhovedet at kunne udarbejde et sådant kort kan kun præsteres af ingeniørtropperne (broers, vejes, rabatters bæreevne, vejes holdbarhed, vejrets indflydelse, mulig­ hederne for at udvide veje og derfor lukke dem midlertidigt o. s. v.). Da de taktiske forudsætninger for kortets udarbejdelse er ganske enkle (enheders dislocering, forsyningers rute), da disse må forudsættes at være kendt af ingeniørføreren og hans stab, og da endelig hele spørgsmålet om veje er en af hans (og hans stabs) hovedopgaver, forekommer det rimeligt at lade ham være primus motor i kortets udarbejdelse, if. eks. med chefen for HP-kompag- niet og en repræsentant for divisionens T-sektion som hjælpere.

Rekognoscering. Selv om ingeniørenheder råder over egne re­ kognosceringsorganer, er det af indlysende vigtighed, at meldinger for vejtjenesten også tilgår fra andre enheder. Alle bør derfor være klar over, at der skal meldes om skader på vejene, samt til hvem, der skal meldes (sædvanligvis til nærmeste ingeniørenbed). Kommer der reglementariske signaturer og forskrifter for sådanne meldingers indhold, vil det sikkert være hensigtsmæssigt, at de -— foruden af ingeniørtropperne — også kendes af M P .

Skilte. Spørgsmålet om skiltes fremstilling og opsætning er foreløbig uløst. En fremkommelig vej vil være:
— skilte til enheders eget interne brug fremstilles og opsættes af disse (materialer kan i givet fald skaffes af ingeniør- tropperne),

— skilte til brug på veje, som af troppeføreren skønnes at have større og mere alm indelig betydning, frem stilles af ingeniør­ tropperne efter anvisning fra MP (art og antal) og opsættes af MP for de almindelige skiltes vedkommende (ensrettet færdsel o. 1.) og af ingeniørtroppeme ved broer, omkørsler i anledning af vejarbejde o. ].,

— er færdselskommando oprettet, kan dette rekvirere skiltene og lade dem opsætte af de underlagte enheder. Ingeniørtroppernes deltagelse i trafikreguleringen.

Ingeniør­ soldater må være nødtørftigt uddannet i trafikregulering, bl. a. for at kunne regulere ved broer — såvel under bygningen som senere hen — , ved vejreparationer og ved hindringer. Da uddan­nelsen alligevel må gives, forekommer det rimeligt, at der i nøds­ fald — hvor MP ikke kan overkomme opgaverne, og hvor de rå­ dige ingeniørenheder ikke er fuldt udnyttet — kan trækkes på disse også til den alm indelige trafikregulering.

4. DE TEKNISKE OPGAVER OG DERES LØSNING

Opgavernes art.

I området tæt bag fronten forekommer egentlig bygning af veje kun i form af ganske korte stræk (indkørsel til en kom­ mandostation, til en faglig enhed) eller i form af til- og fra­ kørselsveje i forbindelse med brobygning uden for eksisterende vejlinier.

De arbejder, der skal udføres i kampområdet, kommer derfor til at bestå af:

(1) Forstærkning af broer og gennemløb.
(2) Udførelse af vigepladser på veje, hvor trafik i to retninger ikke kan foregå uden gene.
(3) Udvidelse af veje i bredden, således at trafik i begge ret­ninger kan foregå. En sådan udvidelse vil sædvanligvis kun forekomme, hvor vejen i forvejen er næsten bred nok til at bære den ønskede trafik. Drejer det sig om en væsentlig ud­ videlse af bredden, kom m er arbejdet i enhver henseende i klasse med bygning af nve veje.

(4) Udførelse af korte strækninger af nye veje (indkørsler til kommandostationer, til faglige enheder o. 1.).

(5) Udførelse af til- og frakørselsveje i forbindelse med brobyg­ning uden for det eksisterende vejnet. Der kan her blive tale om længere strækninger, men man tilstræber ved valget af brosted at undgå dette.

(6) Reparationer, normalt kun af vejenes overflade, kun i sjældne tilfælde af fundamentet. Det vil være en fordel, hvis repara­ tionerne kan udføres, før vejen bliver udsat for kraftig tra­fik. Dette kræver, at vejen udpeges, nogen tid før trafikken kommer, og derefter straks rekognosceres og udbedres. Dette vil ofte være umuligt; reparationerne må da udføres under ophold i trafikken, eller denne må ledes udenom. Det er en selvfølge, at man må søge den slags arrangementer nedsat mest muligt.

Rent teknisk vil de almindeligst forekommende repara­tioner være:

— lapning af huller, der er slidt i overfladen. — fyldning af kratere (fra nedslag),
— udbedring af itukørte rabatter og
— sjældnere: udbedring af en vejs afvandingssystem.

(7) Rydning af veje for ødelagte køretøjer, murbrokker og forhindringer.

(8) Om vinteren kommer hertil yderligere snerydning, grusning o. 1.

Opgavernes løsning.

Til opgavernes løsning rådes der inden for en division over — eet eller flere vejkoniniandoer,
— øvrige ingeniørtropper og
— andre våben.

Særlige problemer i forbindelse med løsningen af opgaver­ne er,

— hvilket materiel der skal bruges, og
— hvorledes de fornødne materialer fremskaffes.

Vejkommandoer.

Opgaverne for et vejkommando er ikke ubetinget alt fore­ faldende vejarbejde inden for enhedens (divisionens) område. De normale opgaver må formentlig fastsættes i ingeniørbataillonernes blivende taktiske befalinger. Som eksempel:

„Styrker, der udskilles som vejkommando har, når andet ikke befales, følgende opgaver:

— at holde de vigtigste veje inden for divisionens område far­bare. Områder, der er tildelt enheder, som har ingeniørkom­ pagnier i støtte, undtaget. Forret for vedligeholdelse af hovedforsyningsvejen,

— inden for det samme område at rekognoscere for og forberede arbejder på de veje, der er reserve for de ovenfor nævnte, — inden for divisionens område at optegne og i fornødent om­ fang samle og oplægge grus- og stenmaterialer m. m. til brug for vejtjenesten.“

Placeringen af vejkommandoerne og tvperne (se afsnittet: opgavernes art) på de opgaver, de skal løse, er noget forskellige efter kampformen:

I forsvaret kan samtlige nævnte opgaver undtaget til- og fra­ kørselsveje i forbindelse med brobygning, forekomme. Når op­ gaverne her er så mangeartede, Skyldes det, dels at kam pform en er stationær, så det kan betale sig at igangsætte arbejder, der tager nogen tid, dels at andre ingeniørenheder normalt er stærkt engageret af andre opgaver. Vejkommandoets placering vil nor­malt være tæt ved hovedforsyningsvejen og på højde med eller lige bag artilleriets stillinger.

Under tilbagegangsbevægelser vil mest forekomme reparatio­ ner og rydninger af veje, men også — sjældnere — forstærkning af broer og gennemløb samt udførelse af vigepladser. Den rådige tid er her kort; og bag frontenhederne er det — bl. a. af spær­ ringstaktiske grunde — nødvendigt kun at holde sig til få — men til gengæld fortrinsvis de større — veje. Arbejderne i front­ enhedernes områder, hvor mindre veje også må benyttes, på­ hviler normalt andre ingeniørenheder. Bl. a. derfor bør vejkom- mandoet placeres ret langt tilbage, almindeligvis bag midten af det område, enhederne i løbet af perioden (f. eks. den pågældende dag) skal passere.

I angrebet hjælpes fodfolket normalt frem af direkte støt­ tende ingeniørenheder. Vejkommandoets opgave er derfor fremfor alt hjælp til artilleriet og til forsyningstjenesten. Hvis den sidste opgave antager et stort format, vil det ofte være hensigtsmæssigt at dele kommandoet i to dele, hver med sin opgave — den del, der støtter artilleriet, normalt langt den største. Opgaver for ar­ tilleriet er reparationer, forstærkning alf broer og gennemløb og rydning af hindringer, eventuelt udførelse af korte vejstrækninger; for faglige enheder mest reparationer og udførelse af vigepladser.

Placeringen: i nærmest mulig kontakt med de enheder, der as- sisteres. Det bemærkes, at egentlig brobygning med dertil hø­rende til- og frakørselsveje samt udvidelse af veje i bredden nor­malt udføres af andre ingeniørkompagnier.

Under forfølgning vil det som regel være nødvendigt at stykke væsentlige dele af det tunge m ateriel ud til ingeniørenhedem e ved opfølgningskommandoerne. De resterende dele samles i et vejkommando, hvis væsentligste opgaver bliver assistance til for­ syningstjenesten (am m unition) og udførelse af de arbejder (ryd­ ning af hindringer), som de forreste enheder ikke har kunnet overkomme. Placering: nær divisionens reserver.

Under forskydninger vil en decentraliseret vejtjeneste (min­ dre vejkommandoer på hver vej) ofte være at foretrække. Op­gaver: rydning af hindringer og reparationer. Inden forskydnin­ gen bør der udføres rekognoscering og forebyggende reparationer, eventuelt tillige forstærkning af broer og gennemløb og udførelse af vigepladser. Arrangementerne kan i øvrigt være meget forskel­ lige afhængig af vejenes tilstand og forløb og hele situationen.

Vejkommandoets kommandoforhold til ingeniørbataillonen afhænger af, hvad divisionen har befalet. Når det forbliver under­ lagt bataillonen, kan dets forhold ordnes på forskellig måde:

I almindelighed kræver et vejkommando meget vekslende styrke. Det vil derfor ofte være praktisk at lade en større en­ hed, end man i gennemsnit regner at få brug for til arbejderne med vejene, have denne opgave. Et ingeniørkompagni vil ofte være en rimelig størrelse. Der bør da tildeles enheden andre, sekundære opgaver. I forsvar og under tilbagegangsbevægelser kan de sekundære opgaver f. eks. være hindringer i forbindelse med en 2. panserstandsningslinie. (Dette skal ikke forstås sådan, at denne linies udbygning som helhed regnes at have sekundær betydning. Flere andre enheder kan have udbygningen som ene­ ste opgave). I andre kampformer vil det ofte forekomme, at der ikke findes passende sekundære opgaver til et vejkommando. Man må da enten fiksere dets størrelse eller binde dets overflødige styrker som (en del af) bataillonsreserve(n).

Øvrige ingeniørtropper.

Disses indsats er kort berørt ovenfor.

Ingeniørkompagnier i A/S for divisionen vil enten være be­ skæftiget som vejkommando (jfr. ovenfor) eller have andre klart afgrænsede opgaver (udførelse af hindringer i et bestemt område, bygning af en eller flere broer, vejstykker e. 1.), hvorved de vil være unddraget den almindelige vejtjeneste (selv om bygningen af en bro naturligvis er til bedste for vejtjenesten).

Ingeniørkompagnier i D/S eller U/S for divisionens disposi­ tionsenheder vil derimod have alle ingeniøropgaver inden for et bestemt område (amerikansk: area-responsibility), deriblandt også vejtjenesten. De opgaver, en sådan enhed er i stand til at løse, vil i hovedsagen være forstærkning af broer og gennemløb, ud­ førelse af korte strækninger af nye veje, reparationer og rydning af hindringer.

Frem skaffelse af de fornødne m aterialer kan ofte være et problem for disse enheder, dog næppe i forsvaret, hvor ingeniør- kompagnier i D/S for frontenhederne i forvejen vil være indstil­ let på en ret omfattende virksomhed til forsyning af de støttede enheder. I andre kampform er kan det derim od være en fordel at lade „øvrige ingeniørenheder“ trække på de forsyninger, som vejkommandoet eller ingeniørbataillonen selv (dens stabs- og park­ kompagni) har oplagt.

Andre våben.

Disse våben er hverken udstyret med materiel eller uddan­ nelse, der tager sigte på vejarbejder. Det er derfor naturligt, at et givet arbejde kræver større indsats (mere mandskab, mere tid) af dem end af ingeniørtropper. Disse må derfor i alle situa­ tioner løse så mange af vejopgaverne, som de overhovedet kan overkomme.

Følgende vejarbejder bør dog kunne løses uden hjælp af ingeniørtropper:

Af fodfolket: bygning af indkørsler o. 1. til kommandostationer og mindre faglige enheder (mest i forsvaret, fordi situationen er stationær, og fordi ingeniørenbederne ofte vil kunne an­ vendes mere hensigtsmæssigt på andre felter (hindringer, for­ syninger, større vejarbejder).

Af artilleriet: Dette våben må i alle kampformer, og når betin­ gelserne ikke er alt for dårlige, selv kunne bringe sine bat­ terier fra stilling til stilling. I de kampformer, hvor stillings­ skifter hyppigst foregår (tilbagegangsbeva'gelser, angreb, for­følgning), bør tyngden af ingeniørtroppernes vejtjeneste gan­ske vist lægges til fordel for artilleriet; men trods dette bør den næppe betragtes som andet end hjælp til selvhjælp.

Af forsyningstropperne: Tilsvarende som for artilleriet må disse i nødsfald selv nødtørftigt kunne udbedre veje om TAO, AUS o. 1. Ingeniørtropperne kan og bør som regel udføre disse arbejder. Men det må ikke overses, at en troppefører, der har mangel på ingeniørtropper, naturligt vil anvende dem, han har, med tyngden fremme.

Materiellet.

Andre våben end ingeniørtropper samt ingeniørenheder med almindeligt ansvar for et vist område (ingeniørkompagnier i D/S eller U/S) må normalt klare sig med det organisatorisk tildelte materiel. For ingeniørenheders vedkommende kan man dog tildele tungt materiel (bulldozers, vejhøvle, ingeniørkraner).

Vejkommandoet vil normalt få tildelt stabs- og parkkompag­niets maskinsektion eller en væsentlig del af denne, samt et antal tippevogne, normalt fra samme kompagnis parkdeling. Materiel- tildelingen til et vejkommando afhænger i øvrigt af de opgaver, det påregnes at skulle løse, og disse vil — som det fremgår af det foregående — i høj grad være afhængige af kampformen.

I mere stationære situationer, f. eks. forsvar, vil man ofte kunne undlade at tildele transportmidler for vejmaterialer, idet vejkommandoet kan lade en del af sin styrke sidde af og an­ vende dens vogne til transporterne. I bevægelige kampformer vil . i tildeling af tippevogne derimod være ganske nødvendig.

Det vil som regel være rigtigt, at vejkommandoet råder over bromateriel til korte spænd (indtil ca. 12 m) herunder også rør til etablering af gennemløb. Større broer bør derimod normalt etableres af andre enheder.

Det vil være regelen, at et vejkommando er ret rigeligt for­ synet med tungt materiel som bulldozere, vejhøvle o. 1. I situa­ tioner som f. eks. forfølgning hør tyngden i dette materiel dog ofte lægges ved de ingeniørenheder, der direkte støtter opfølg- ningskommandoerne, således at vejkommandoet må klare sig med een å to dosere og vejhøvle. Ingeniørkranerne vil i disse situatio­ ner ofte være ved enheder, der skal slå bro.

Ud over det her nævnte materiel må det kunne påregnes, at vejkommandoer har materiel og materialer til reparation af over­ fladebehandlede veje, til stabilisering („cementering“) af jord samt til afmærkning m. m.

Fremskaffelse af materialer.

De materialer, der kan blive tale om at skaffe, er følgende:

• —  sand, sten og grus,

• —  træ,

• —  rør,

• —  tjære,

— forskelligt såsom tagpap (til underlag for kolonneveje i fug­ tige områder), sandsække, cement (til stabilisering) m. m.

De sidste tre kategorier må fremskaffes ad de normale for­syningskanaler, d. v. s. at ingeniørbataillonen angiver, om det kan skaffes ovenfra, eller om stabs- og parkkompagniet eller vejkom­ mandoet selv må skaffe det i området. Det er normalt at fore­ trække at lade stabs- og parkkompagniet gøre det, da dette kom­pagni i forvejen er indstillet på lignende virksomhed for andre effekters vedkommende.

Noget lignende gælder for træ. Vejkommandoet vil altid have mulighed for selv at skaffe sig noget træ. Men det er bedst, hvis det kan undlade at ofre opmærksomhed på denne del af opgaven. Ingeniørbataillonen eller stabs- og parkkompagniet, må da angive, hvilke oplag vejkommandoet kan trække på, idet der ved forde­ lingen af disse bør tages rimeligt hensyn til dettes ønsker. De ste­ der, hvor det vil have størst og mest presserende behov for træ, vil sædvanligvis være ved knudepunkter, som kan forventes udsat for kraftig artilleriskydning eller bombning (broslagning over større kratere).

Sand, grus og sten er de eneste materialer, der kun bruges i vejtjenesten. De må altid fremskaffes i området. Da fordelingen er en sag, der som regel kun angår vejkommandoet, vil det være naturligt at lade dette varetage forsyningen. Andre (enheder, der bygger bro, enheder med „area-responsibility“) kan og bør selv­ stændigt få tildelt midler til at skaffe sig gruset; men de bør altid kontakte vejkommandoet for at få oplysninger om, hvor det kan hentes.

Den smidigste ordning af forsyningerne med disse materialer er at have dem på tippevogne, som kan følge de patruljer, der med mellemrum udsendes over vejene, eller i et passende antal kan afgives til større arbejder. Tomme vogne kan afhente flere materialer i grusgrave, hvortil der afgives fast betjening (in­ geniørkran, evt. bulldozer). Oplægning giver dårlig økonomi med arbejdskraften, fordi der skal læsses flere gange. Den kan imidlertid blive aktuel i stationære situationer, når der er man­gel på tippevogne, når der er langt til de nærmeste grusgrave, og når der forestår store arbejder. Oplagene bør placeres nær de (sandsynlige) store arbejder, medens forsyningen til repara­tionspatruljeme altid bør foregå med ledsagende tippevogn.

5. VEJKOMMANDOETS VIRKEMÅDE Vejkommandoets arbejde deles naturligt i rekognosceringen, arbejderne og fremskaffelsen af materialerne. Dette sidste spørgs­mål er behandlet ovenfor.

Rekognosceringen foretages normalt af personel fra vejkoin- mandoet selv; men der må nødvendigvis også gøres brug af mel­ dinger fra andre enheder. Når vejkommandoet overtager et nyt område, gælder det først og fremmest om at få dette gennem­ gribende rekognosceret. Når grunden er lagt, vil en periodisk rekognoscering over de vigtigste veje som regel være tilstræk­kelig.

Vejarbejderne udføres på forskellige måder afhængig af si­tuationen. Er der mange skader, bør kommandoets enheder (grup­ per og delinger) have tildelt hver sit område (vejstrækning) at bringe i orden. Når området er under kontrol, vil en sådan fremgangsmåde som regel være for uøkonomisk. Man bør da gå over til at stationere faste hold i særligt udsatte områder, medens man i andre områder klarer sig ved periodisk at udsende re­parationspatruljer til de skader, hvorom der er modtaget mel­ dinger.

Det er altid nødvendigt for et vejkommando at holde en re­rserve, bestående af såvel mandskab som materiel. De opgaver, reserven skal løse, er ofte af stort omfang; det er nemlig de uforudsete skader, der som regel skyldes beskydning o. 1. Det vil derfor næsten altid være hensigtsmæssigt i reserven at have rigeligt med tungt materiel.

J. Gerstoft.