Vejen til dygtigere førere og enheder går igennem instrumenteret simulation.

Billedetekst: "Indgangen og velkomsten til National Training Center i Fort Irwin" (Arkiv: 1BDE)

Hæren har i de seneste årtier haft et skarpt fokus på at udvikle og optimere enhedernes uddannelses- og øvelsesaktiviteter. Godt hjulpet på vej af erfaringer fra Hærens mange internationale operationer har mantraet og ambitionen været: ”Train as you fight”. Bestræbelserne har været og er fortsat rettet mod at gennemføre realistiske og udfordrende uddannelsesaktiviteter, der sætter vores førere og enheder i stand til at kæmpe og vinde. Vi er nået langt, og vores resultater fra de mange års internationale operationer taler for sig selv. Den danske hær er kendt og respekteret i internationale kredse for at levere varen uden forbehold. 

I dag er tid til rådighed til uddannelse en kritisk ressource blandt Hærens enheder. Mængden af højt prioriterede opgaver er stort set konstant og i nogle tilfælde svagt stigende, og samtidig er den teknologiske kompleksitet i tidssvarende våben- og kommunikationssystemer også opadgående. Det kræver mere tid for soldater og enheder at blive uddannet, og dermed opnå en tilfredsstilende rutineringsgrad på organisatoriske våbensystemer og materiel. Der er med andre ord ikke råd til ineffektivitet og dårlig udnyttelse af den rådige tid, når førere og enheder skal uddannes. Derfor er det en konstant udfordring at optimere vores uddannelses- og øvelsesaktiviteter, så vi får mest mulig ”bang for the buck”.

Spørgsmålet er nu, hvor vi har skiftet fokus fra stabiliseringsoperationer til kollektivt forsvar i rammen af NATO, om vi kan komme længere af den kendte vej, eller om der er behov for at satse mere målrettet på instrumenteret simulation i lighed med vores samarbejdspartnere fra USA, Storbritannien, Holland, Norge, Tyskland m.fl. Det skal allerede her afsløres, at det er 1. Brigades (1 BDE) klare opfattelse, at sidstnævnte udgør vejen frem, hvis vi vil forblive en kampklar og troværdig partner, der kan stå last og brast med vores allierede i mindre operationer såvel som i de mest krævende kampoperationer.

For at blive klogere på dette spørgsmål har 1 BDE haft et hold på fact finding tour ved United States Army National Training Center (USAR NTC) i Fort Irwing og ved United States Marine Corps Air Ground Combat Center (MCAGCC) i Twentynine Palms. Dette blev gjort med henblik på at blive klogere på, hvorledes vi optimerer udbyttet af vores enheds- og samvirkeuddannelse under anvendelse af instrumenteret simulation i Hæren i almindelighed og i 1 BDE i særdeleshed.

USAR NTC ligger ved Fort Irwin i den sydøstlige del af Californien. NTC råder over et øvelsesterræn på ca. 3.000 km². Øvelsesområdet minder på mange måder om det terræn, der af mange kendes fra dele af Afghanistan. Det er sammensat af ørken, bjerge, udtørrede flodsenge og en række mindre landsbyer.

NTC’s hovedopgave er at uddanne Brigade Combat Teams (BCT), der består af pansrede og mekaniserede enheder. I løbet af et år gennemgår 10 BCT eller Rotational Units (RTU) et uddannelsesforløb af ca. fire ugers varighed i NTC. Alle BCT skal igennem NTC eller et tilsvarende center[1] hvert andet år. I NTC gennemgår RTU et fast forløb/program, som består af en fuldstændig deployering fra hjemgarnison med efterfølgende ”reception, staging, onward movement, and integration” (RSOI), handlebaner, en BCT force-on-force feltøvelse af 9 dages varighed, en BCT samvirkeskydning af 4 dages varighed samt den afsluttende re-deployering.

NTC ejer og kontrollerer såvel cyberspace som luftrum over øvelsesområdet. Derved skal der ikke koordineres med civil luftfart eller andre instanser og myndigheder ved anvendelse af fly, helikoptere, droner, artilleri og elektroniske midler. Det skaber optimale betingelser for at øve air-land-integration herunder anvendelse af UAS og EW.

NTC råder over en fast ”opposing force” (OPFOR) i form af 11^th Armored Cavalry Regiment (Blackhorse), der kan indsættes mod RTU i overensstemmelse med RTU uddannelses- og øvelsesmål. Blackhorse råder blandt andet over egne helikoptere og fastvingede fly.

Alle deltagere, militære og civile aktører (personel og køretøjer), anvender fuldt integrerede laserduelsystemer, hvorved det er muligt dels at foretage præcis kampdømning, dels at give nøjagtige og retvisende tilbagemeldinger på ild og bevægelse samt egenbeskydning. Laserduelsystemet kombineres med et omfattende netværk af OC (Observer Controllers) og OR (Observer Reporters), der inddækker samtlige niveauer fra gruppe til brigade.

MCAGCC ligger i Twentynine Palms i den sydøstlige del af Californien og har også tilknyttet et øvelsesterræn på ca. 3.000km². Terrænet adskiller sig ikke nævneværdigt fra landskabet i USAR NTC.

I dette øvelsesområde råder USMC over USA’s største nærkampsøvelses by med flere hundrede bygninger og huse.

USMC råder ikke over samme budget som USAR, og MCGACC disponerer blandt andet ikke over en fast OPFOR, ligesom ikke alle køretøjer udrustes med laserduelsystemer.  OPFOR opstilles derfor typisk af en anden USMC enhed, der indgår som ”co-equal training unit” (to ligeværdige, primære øvelsestagere).

I lighed med NTC har MCAGCC eget cyberspace og luftrum.

RTU – typisk et USMC Regiment – gennemgår ved MCAGCC en samlet uddannelsespakke sammensat af:

• Mountain Exercise (MTX) - bjergøvelse/-træning.
• Integrated Exercise (ITX) – samvirkeøvelse.
• Adversary Forces Exercise (AFX) – feltøvelse.
• Maneouvre Warfare Exercise (MWF) – topartsøvelse af fem dages varighed.

Begge simulationstræningscentre er kendetegnet ved, at der kan gennemføres uindskrænkede øvelsesaktiviteter inden for fuldspektrum operationer på troppeenhedsniveau med korrekte doktrinære afstande. Øvelsesaktiviteterne vurderes at ligge så tæt op ad regulære kamphandlinger, som det er teknisk og menneskeligt muligt i fredstid.

Kampdømning er kontant og knivskarp, og tilbagemeldinger er præcise samt dokumenterbare. Uddannelsen bliver ganske enkelt meget realistisk, udfordrende og særdeles udbytterig for førere og enheder. Under samtale med chefen for den indsatte BCT, udtalte han blandt andet, at i hans optik svarer én dag i NTC til 30 dages uddannelse i hjemgarnisonen.

1. BDE havde under besøget ved NTC lejlighed til at overvære både fuldt instrumenterede force-on-force øvelsesaktiviteter samt dele af den efterfølgende After Action Review (AAR) for RTU chefgruppe.

Når samtlige deltagende enheder (materiel, køretøjer og helikoptere) og soldater er udrustet med instrumenteret simulationsudstyr, er ingen i sikkerhed for modstanderens våbenvirkning. Førernes evner og enhedernes dygtighed udfordres og testes konstant til det yderste. Dårlige taktiske beslutninger og løsninger samt forsøg på smarte genveje straffes hurtigt og ubarmhjertigt, og de får hurtigt mærkbare konsekvenser i form af betydelige tabstal. Vi oplevede en bataljonschef, der blev nedkæmpet (og dømt ude af kampen i 36 timer!), fordi den fremskudte kommandostations efterretningsbillede var mangelfuldt, hvorved den ikke var klar over, at en fjendtlig kampvognsenhed var brudt igennem deres forsvarslinjer og var kommet på skudhold af kommandostationen. Stationære og dårligt skjulte/slørede enheder blev identificeret af modstanderens droner og efterfølgende nedkæmpet af artilleri samt helikoptere og fly, mens andre enheder led svære tab, fordi de kørte hovedkulds ind i modstanderens hindringer. I det hele taget lærte mange førere på den hårde måde og ved anskuelighedsundervisning, at sunde og rettidige taktiske løsninger og beslutninger samt kræfternes samspil er af afgørende betydning for at kæmpe og ikke mindst vinde. En fører påpegede, at det ikke var sjovt at begå fejl i NTC, men dette bevirkede til gengæld, at man aldrig gentog de samme fejl i fremtiden.

Under AAR blev udvalgte sekvenser vist på storskærm for chefgruppen, og de valgte (dårlige) løsninger blev drøftet, idet et medlem af kontrolstaben fra NTC faciliterede drøftelserne. Eksempelvis kunne kontrolstaben påvise, hvorfor RTU havde mistet stort set samtlige af sine ingeniørressourcer i forsøget på at passere en hindring uden tilstrækkelig sikring og kendskab til modstanderens opstilling.

Eksempler blev anvendt til at vise, hvornår enheder havde bevæget sig uden ildstøtte, hvorledes enheder til tider havde opereret uden et opdateret og fyldestgørende efterretningsbillede, og hvorledes modstanderen havde delvist paralyseret enheder ved at jamme deres kommunikation. Eksemplerne var talrige, og de blev suppleret med grafiske fremstillinger og statistik dækkende de udvalgte øvelsessekvenser. De ledsagende drøftelser var meget åbne og ærlige. Alle deltog aktivt i AAR i erkendelse af, at AAR ikke var et ”blame game”, men derimod et led i en læringsproces, hvor det drejede sig om at lære, og om at blive dygtigere. En fører formulerede det ved at sige, at det er gratis at begå fejl i NTC i modsætning til i kamp, hvor tabstallene er reelle, og enheder derfor ikke blot kan ”genoplives” ved et tryk på reset knappen. Efter AAR overdrager NTC det indsamlede materiale til RTU, der så kan anvende dette til at skræddersy og målrette den efterfølgende uddannelse i hjemgarnisonen med henblik på at udbedre erkendte mangler og svagheder.

Den danske Hær er i skrivende stund ved at udvikle et længe efterspurgt koncept for det samlede simulationsområde i Hæren. Der er i de seneste årtier indkøbt adskillige simulationssystemer, men det er foretaget uden blik for at kunne etablere et samlet system, der muliggør effektiv uddannelse af Hærens enheder på tværs af våbenarter. Kampvogne og infanterikampkøretøjer er udrustet med simulationssystemer, men der er eksempelvis ikke indkøbt systemer til infanterienheder, der muliggør bekæmpelse af pansrede køretøjer.

Frem for alt er systemerne indkøbt uden, at der samtidig har været vilje og ressourcer til at investere i etablering og drift af et simulationscenter i lighed med principperne for USAR NTC, dog naturligvis i langt mindre målestok og tilpasset danske forhold og muligheder. Et sådan center udgør det helt centrale og afgørende element, hvis potentialet for instrumenteret simulation skal udnyttes fuldt ud.

Konsekvensen er, at vi ikke udnytter det meget store potentiale, der ligger i at gennemføre uddannelses- og øvelsesaktiviteter i et fuldt instrumenteret uddannelsesmiljø.  I stedet baserer vi os på ressourcekrævende kontrolorganisationer med kontrolpersonel, der baserer deres tilbagemeldinger på, hvad de ser og oplever med det blotte øje. Det kan selvsagt aldrig måle sig med effekten af et fuldt integreret simulationssystem, hvor tilbagemeldinger baseres på dokumenterbare fakta suppleret med traditionelle observationer og rapporteringer fra en fast, rutineret kontrolstab. Vores aktuelle model til gennemførelse af kontrol- og tilbagemeldingsvirksomhed under bataljonernes og brigadens feltøvelsesaktiviteter er ganske enkelt ikke tidssvarende og tilstrækkelig effektiv. Dermed udnytter vi heller ikke tiden optimalt. Med det rigtige simulationsmateriel, forankret i et simulationscenter, kan vi opnå et større uddannelses- og øvelsesudbytte på kortere tid.

Hvis vi vil forblive en kampklar og troværdig partner, er vejen frem at investere de nødvendige ressourcer i et landsimulationscenter, hvor førere og enheder kan testes og udfordres i realistiske fuldspektrum operationer i overensstemmelse med princippet om ”Train as you fight”. Instrumenteret simulation koster ressourcer – men vi har ikke råd til at lade være!

"Den danske delegation repræsenteret ved BG Henrik Lyhne (i midten), brigadebefalingsmanden CSG Anders Markussen samt udvalgte dispositionsenheder" (Arkiv: 1BDE)