Når forsvaret skal reduceres, er det en god ide at give officererne nye uniformer. Det giver dem andet at tænke på og afleder deres opmærksomhed fra, hvad der foregår. Som det vil erindres, stammer khakiuniformen fra omkring 1922. Men selv om ideen er god, går den ikke hver gang. Vi så godt, hvad der skete i 1969, selv om hæren fik en ny, grøn uniform - med spidshue! Hvordan skal vi møde denne nye situation, hvor så at sige alle politiske partier tilsyneladende har slået hånden af forsvaret? Først og fremmest bør vi vel forsøge at holde hovedet koldt. Det, der sker, er en tilbagevenden til normalen, som den har set ud siden Estrups dage, da forsvarsspørgsmålet første gang og ganske bevidst blev gjort til politisk kastebold. Når de hårde kendsgerninger gør det umuligt at skændes om andet, er forsvaret altid et taknemligt emne, ved hvis hjælp man måske endda kan flytte nogle stemmer. Man kan kalde det en noget letsindig omgang med et så vigtigt sikkerhedsinstrument9 men sådan er nu engang vilkårene i de demokratisk styrede samfund i fredstid. Dernæst bør vi selv atter tage forsvaret op til debat. Vi har længe kørt på frihjul. Siden krigen har vi været med til at bygge op, og det er altid tilfredsstillende og beroligende; siden 1961 har der været fred om forsvaret som samfundsinstitution, og den fred er måske skyld i, at vi har haft tid til at gå så meget op i klima og andre personelproblemer, der er både vigtige og interessante, men som ikke må tage luven fra det egentlige. Måske har også glæden og tilfredsstillelsen ved at iagttage de enkelte enheders voksende kvalitet bidraget til, at vi en tid lang ikke har diskuteret forsvaret som helhed. Vi har haft travlt med at blive dygtigere på bataljons-, skibs- og eskadrilleplanet og har ikke haft behov for at diskutere, hvilken rolle forsvaret spiller som sikkerhedspolitisk instrument. Men det får vi nu. Vi må atter til at spørge, hvilke forventninger det danske folk nærer til sit forsvar, og om vi er i stand til at opfylde disse forventninger. Det står klart, at det primære formål med vort forsvar er sammen med vore allierede at forhindre krigens komme9 men hvis dette formål ikke opfyldes, hvad så? Det er ikke nok at sige9 at så skal vi selvfølgelig slås. For at give kampen mening9 for at kunne styre den rationelt, må den tage sigte på en bestemt9 ønsket slutsituation. Hvilken? Vi må have en doktrin. Som det sidste - men ikke mindst vigtige - bør vi bevare humøret. Vi er uddannet og opdraget til at overveje og handle ud fra skiftende - både gunstige og ugunstige - situationer. Hvis vi lod os gå på af en smule modgang i fredstid9 ville vi være dårligt egnede til at løse vore krigsopgaver. Lad os tage det roligt og professionelt i bevidstheden om en god samvittighed. I håbet om at det må lykkes os at holde hovedet koldt og bevare humøret, ønsker Det krigsvidenskabelige Selskab alle sine medlemmer og alle abonnenter på Militært tidsskrift et godt nytår.
Mogens Rosenløv
