Log ind

Vandhindringer før og nu

#

Taktische Anordnungen, die nicht volles Verständnis für die Forderungen und die Leistungsfähigkeit der Technik zeigen, können ebenso unheilvoll sein, wie technische Vorschläge verkehrt sind, die sich den taktischen Forderungen nicht einfügen. Technische Schwierigkeiten lassen sich nicht durch ein Machtwort des Truppenführers beseitigen, und kleinlische technische Bedenken können, wenn sie mitbestimmend wirken, den schönesten operativen Plan über den Haufen werfen.
- Mertens

 

Kampen om og over vandhindringer har altid haft en række særpræg.

Den har altid krævet indsættelse af ofte store mængder af overgangsmateriel, hvis tilvejebringelse, fremføring og anvendelse tager tid og kræver store ingeniørstyrker og meget hjælpemandskab, og som vanskeliggør sløringen.

Vandløb er ofte i sig selv kraftige og let forsvarlige stormhindringer, der, selv når de er overvundet, fortsat vil kunne virke som fremrykkeliin- dringer og umiddelbart lamke angrebets fortsatte næring til få, smalle og sårbare overgangslinier, ligesom forsynings- og signaltjenesten ofte kun vanskeligt lader sig gennemføre.

Såfremt angriberen endelig i hovedsagen er kommet over, kan han ikke røre sig frit, men er ofte klemt sammen i snævre måske usammenhængende områder, og det er svært for ham at fortsætte fremrykningen og forene styrkerne fra de forskellige områder til operativ indsats.

For forsvareren gør sig gældende, at hvis han har styrker opererende foran vandhindringen, vil disse ofte kun med vanskelighed kunne frigøres og trækkes tilbage, såfremt angriberen har formået at tilrive sig initiativet.

Disse særpræg er ikke blevet af mindre betydning efter atomvåbnets indførelse, idet deres indvirkning på operationernes gennemførelse karakteriseres ved en koncentration af såvel personel som materiel i såvel tid som rum, hvilket under ingen omstændigheder kan accepteres på atomkamppladsen.

Fortidens angreb over vandhindringer

Få hære har foretaget så mange overgange over vandløb som den russiske. Under den anden verdenskrig overvandt russerne utallige store vandløb med stor hurtighed uden at være i besiddelse af moderne bromateriel af nogen betydning. Der har været fremført synspunkter om, at intet vandløb — hverken i Europa eller Asien — kan betragtes som en hindring, der vil være i stand til at stoppe en russisk fremrykning. Russerne har et stort talent for improvisation og en fantastisk evne til at kæmme det område, de er i, for enhver form for materiel, der vil kunne anvendes til bygning af flåder, færger eller broer.

Under krigen udførtes bygningen af feltbroer også i den røde hær normalt af ingeniørtropperne, men lige så ofte af infanteriet. Dette skyldtes dels mangel på ingeniørtropper, dels at brobygningsmateriellcts kvalitet ikke var væsentlig bedre ved ingeniørtropperne end ved infanteriet.

Den røde hærs ingeniørtropper har med stort held gennemført bygningen af usædvanlige brotyper. Den røde hær byggede f. eks. den første undervands bro under den russiske borgerkrig, hvilket førte til yderligere forsøg med denne brotype. I kampene i 1938 og 1939 mod japanerne anvendte russerne igen »den skjulte bros taktik« og overraskede på dette grundlag fjenden under adskillige træfninger langs Manchuricts grænse. De har ligeledes bygget utallige broer af træ med flydende mellemunderlag, blandt andet lykkedes det kun fire dage efter generobringen af Kijev i 1943 at genoprette jernbanetrafikken til byen ved hjælp af en svær bro af denne type over floden Dnepr.

Følgende krigshistoriske eksempel skal tjene til at give et billede af den af det russiske infanteri benyttede taktik og teknik samt den røde hærs sans for anvendelsen af improviserede overgangsmidler under gennemførelsen af et indledende angreb til en større flodovcrgang.

Samtidig skal det — netop fordi den skildrede operation var en succes — danne baggrund for de følgende betragtninger over fremtidens angreb over vandhindringer og forsvar støttet til vandhindringer for til fulde at gøre det klart, at ingen hær — ej heller den røde hær til trods for den tekniske udvikling — uden videre vil være i stand til at passere vandløb, der også er karakteristiske for det danske operationsområde, uden at koncentrationen af personel og materiel såvel tids- som stedsmæssig bevæger sig mod det atomkritiske mindste mål.

I begyndelsen af juli 1944 forfulgte 4 russiske stødarinc de retirerende tyskere, der gik tilbage til forberedte stillinger om floden Drissa*). Den 332 russiske skyttedivision angreb om aftenen den 6. juli tyskernes forposter ved Dworiza og Sbmaki og nåede frem til den østlige bred af Drissa 4 kilometer øst for Borkowitscbi, livor de igen stødte på modstand fra tyske enheder i stilling vest for floden.

Den 6. juli kl. 18oo gav divisionschefen 1119 skytteregiment ordre til om morgenen den 7. juli efter en kort forberedelse at angribe over floden og danne et brohoved i rummet Lugowzy og Gorowzky for at sikre den følgende overgang af divisionens hovedstyrke.

Chefen for 1119 skytteregiment besluttede sig til at anvende natten til for det første at fremskaffe og bygge improviserede overgangsmidler og for det andet at rekognoscere for herefter på dette grundlag den 7. juli om morgenen at lade en bataillon sætte over floden for at skabe betingelserne for en overgang af regimentet.

Kl. 19oo gav han derfor I bataillon, der blev forstærket med en deling 76 mm kanoner og en deling 45 mm kanoner fra divisionsartilleriet, en deling 76 mm kanoner fra regimentsartilleriet, morterer og pionerer, ordre til at gå over Drissa 300 meter nordøst for Dworiza for at tage Lugowzy og Gorowzky. Bataillonens angreb ville endvidere blive støttet af I afdeling af 891 artilleriregiment og II bataillons morterkompagni.

I bataillon bestod på dette tidspunkt af tre kompagnier på 35—40 mand hver, et maskingeværkompagni, et morterkompagni og en deling 45 mm kanoner.

Af overgangsmidler var det foreløbig lykkedes at fremskaffe 18 fiskerbåde, der hver kunne medføre enten en let gruppe eller en maskingevær- gruppe, og tre flåder, der hver kunne medføre en 45 mm kanon med betjeningsmandskab.

Angrebet skulle finde sted fra udløbet af åen nord for Dworiza den 7. juli kl. 12oo.

Drissa var på stedet for overgangen 50—60 meter bred, havde en gennemsnitlig dybde på 2,5 meter samt en strømhastighed på ca. l/2 m/s. Bunden var jævn og sandet, bredderne fra 2—4 meter, enkelte steder 12—15 meter bøje, af forskellig stejlhedsgrad dog overvejende ret stejle, tørre og de fleste steder sandede.

I området Lugowzy havde et tysk kompagni af 31/24 infanteridivision indrettet sig til forsvar i et system af skyttegrave, skyttehuller, maskingevær- og kanonstillinger. Lugowzy, Zwetcnzy, Gorowsky og Klimowsts- china var udbygget som støttepunkter med to rækker skyttegrave samt med enkelte huse indrettet til forsvar. Foran stillingerne var der i de farlige retninger hygget pigtrådsspærringer af een eller to pigtrådsspiraler eller et almindeligt pigtrådshegn.

Russerne havde fra den østlige bred gode muligheder for at observere mod tyskernes forsvarsstillinger på den anden bred. Overgangsmidlerne kunne føres frem på åen, adgangsvejene til stedet for overgangen var dækkede, og der fandtes egnede steder til indladning af tropperne og til den følgende landgang. Terrainforholdenc og bevoksningen gjorde det muligt at sløre såvel angrebsenhederne som de tunge støttevåben, både, flåder m. v. De krav, der kunne stilles for at den planlagte flodovcrgang skulle lykkes, var således for en stor del opfyldt gennem valget af overgangssted.

Den 6. juli kl. 1900—2000 gjorde chefen for I bataillon sig sin opgave klar, foretog de overvejelser og traf de beslutninger, der var nødvendige for iværksættelsen af en påfølgende rekognoscering i området nordøst for Dworiza, hvori deltog samtlige kompagnichefer samt chefer for de organisatoriske og tildelte støtteenheder. Rekognosceringen afsluttedes ca. kl. 2100, hvorefter bataillonschefcn gav den endelige befaling for angrebet.

Skærmbillede 2021-06-10 kl. 15.26.48.png

1 kompagni med en deling 45 mm kanoner og en maskingeværdeling skulle som den første enhed gå over floden fra åens udløb i denne for at angribe og tilintetgøre fjenden i mål 24 og 26 samt for at tage og holde den fjendtlige stilling her for at sikre overgangen af bataillonens øvrige enheder. 2 kompagni skulle følge efter 1 kompagni, hvorpå 1 kompagni skulle fortsætte angrebet og tage højdedraget nordøst for Lugowzy for herfra at sikre brohovedet mod fjendtlige modangreb fra Zwetenzy. Kompagniet ville blive støttet af bataillonens morterkompagni. Kompagniet fik tildelt 8 fiskerbåde med pionerer og to flåder samt ordre til at bygge 6 flåder i løbet af natten. Ovcrgangsmidlemc skulle sammendrages på åen, hvor også indskibningen skulle finde sted.

2 kompagni forstærket på tilsvarende måde som 1 kompagni fik ordre til at sætte over floden efter dette for at tage Lugowzy og fra nord- og vest- kanten af denne by at sikre brohovedet mod fjendtlige modangreb fra Zwetenzy og Gorowzky. Der var 8 fiskerbåde til rådighed for kompagniet, der fik ordre til i løbet af natten at bygge 8 flåder. Bådene skulle sammendrages i nordkanten af Dworiza, hvorfra de af de lette styrker skulle transporteres ned til floden, hvor indskibningen skulle foregå. Flåderne skulle sammendrages på åen, hvor kompagniets støtteenheder skulle indskibes.

3 kompagni med en maskingeværdeling fik ordre til at gå over floden i tredie vending under benyttelse af 1 kompagnis både og her være rede til indsættelse på venstre fløj af 2 kompagni. Kompagniet skulle selv bygge 8 flåder i løbet af natten. Under overgangens første fase skulle kompagniets maskingeværdeling fra stillinger i nordkant Dworiza holde fjenden i mål 25 og 26 nede.

Efter at opgaverne var fordelt, samordnede bataillonschcfen sammen med førerne for de organisatoriske og undcrlaglc støtteenheder ildstøtten i terrainet. Det var hensigten, at ethvert fjendtligt støttepunkt skulle tages under ild fra artilleriet og mortererne samt under flankerende ild fra kanoner og tunge maskingeværer indsat til åben skydning.

Eftersom flodbredden var hævet fra 2—4 meter over vandoverfladen, fik alle støttevåben ordre til at skyde overskydning over egne tropper under overfarten. Endvidere skulle alle skydninger va’re forberedt, således at målene kunne tages under ild ved begrænset sigtbarbed (røgslør). Der blev fastlagt fælles udgangspunkter i terrainet for såvel artilleri som morterer samt øvrige støttevåben. Følgende fælles lyssignaler var gældende: åbning af ilden: røde stjerner, forlægning af ilden: hvide stjerner, anvisning af mål: grøn raket eller skydning med lysspor i retning af målet, forreste linie: røghåndgranater.

Ildstøtten var iøvrigt planlagt udført fra ildstillinger som vist på skitsen, idet de enkelte enheder fik tildelt følgende opgaver under ildforberedelsen.

Skærmbillede 2021-06-10 kl. 15.28.06.png

Samtlige støttevåben ville først blive sat over til den anden bred på ordre fra bataillonschefen, efter at infanterikompagnierne havde sikret et passende brohoved her, og når de nødvendige overgangsmidler var blevet frigjort.

Cheferne for såvel infanterikompagnierne som støtteenhederne tilvejebragte i løbet af natten de nødvendige overgangsmidler. Der blev ialt bygget 20 flåder, der hver kunne bære enten en let gruppe eller en tung maskingeværgruppe, og 8 flåder, der hver kunne bære et tungt våben med betjening, heraf var de tre af en særlig svær konstruktion, der ville gøre det vanskeligt at sænke dem.

Disse improviserede overgangsmidler fordelte bataillonschefen som planlagt, idet han beholdt tre fiskerbåde, een svær flåde og to almindelige træflåder, der var fremstillet af 2 og 3 kompagni i reserve.

Den 7. juli i tiden fra kl. 0600—0900 gennemførte kompagnicheferne en afsluttende rekognoscering, hvorunder de traf endelig beslutning om, hvorledes overgangen skulle gennemføres. Opgaverne blev klarlagt for såvel deres egne som de støttende enheder, der blev truffet de endelige aftaler om samvirket under kampen på den anden bred, overgangsstederne blev fordelt og adgangsvejene til disse anvist. De lette grupper og støttevåbnene blev fordelt på overgangsmidlerne under hensyntagen til den kampformation, der skulle indtages på den anden bred.

I løbet af morgentimerne indtog alle bataillonens enheder udgangsstillingerne for angrebet over floden. Der var i løbet af natten gravet dækningsgrave samt stillinger for de tunge våben, der skulle sættes ind til åben skydning. Samtlige overgangsmidler var koncentreret på de anviste steder og var sløret mod såvel jord- som luftobservation.

Den 7. juli kl. lloo begyndte artilleforbercdelsen, der var planlagt til at skulle vare i 20 minutter. I nøjagtig 7 minutter beskød artilleriet og mortererne de anviste mål i tyskernes liovedkamplinie, hvorefter ilden blev forlagt bagud. I dette øjeblik åbnede samtlige tunge våben indsat til åben skydning ilden mod de først anviste mål.

Samtidig med artilleriforberedelsens begyndelse gik 1 kompagni ombord, og i det øjeblik de tunge våben indsat til åben skydning åbnede ilden, begyndte kompagniet transporten til åens udløb i floden. I første vending blev der overført to lette delinger og en maskingeværdeling på 8 fiskerbåde. I stævnen på liver båd var der opstillet såvel lette som tunge maskingeværer klar til ildåbning. En let deling blev overført på fire træ- flåder. 45 mm kanondelingen blev overført på to svære flåder. Ved de øvrige overføringer blev både og flåder fordelt på tilsvarende måde. Umiddelbart før kompagniet nåede floden, blændede artilleriet og mortererne tyskerne ved et 5 minutters ildoverfald med røggranater. For at vildlede tyskerne og for at bortlede deres opmærksomhed fra overgangsstedet og rette den mod et andet sted, blev samtidig områderne om Lugowzy, Go- rowzky og Klimowstscbina belagt med røg.

Da alle skydninger var forberedt, kunne ildstøtten fortsættes uden hensyn til røgsløret, og det lykkedes det forstærkede 1 kompagni under kommando af premierløjtnant Germanow at nå den anden bred. Kompagniet havde kl. ca. 1130 renset landgangsområdet, hvorved der Idev dræbt 10 tyskere og taget et tungt maskingevær, uden at kompagniet selv led tab.

Kl. 1120 nærmede 2 kompagnis støtteenheder sig åudløhet, samtidig med at de lette delinger fra nordkanten af Dworiza med deres både bevægede sig ned mod floden. Kl. 1135 begyndte kompagniet overføringen, og kl. 1140 landede det på den anden bred. Herunder var ilden fra støtteenhederne koncentreret mod mål 23, 25, 27 og 28.

1 og 2 kompagni udnyttede ildstøtten og angreb samtidig. Kl. 1200 tog de bakken nordøst for Lugowzy og selve Lugowzy. Her blev de imidlertid standset af kraftig modstand fra tyskerne i Zwetenzy og Gorowzky, hvorefter de satte sig fast i det indtil nu erobrede område.

Kl. 1230 blev 3 kompagni med en tung maskingeværdeling, en 76 mm kanondeling, cheferne for regimentets og batailloncns morterkompagnier samt observatører fra artilleri og morterer overført til den anden bred. Kl. 1300 angreb kompagniet Gorowzky og besatte østkanlcn af denne, hvor det indrettede sig til forsvar.

Tyskerne holdt området Zwetenzy-vestligc del af Gorowzky-Klimowsts- china-Now Dwor og videre mod sydøst med enheder af 24 infanteridivision. Ved en kraftig beskydning med artilleri og morterer, angreb med styrtbombere og adskillige modangreb med infanteri og kampvogne forsøgte de at tilintetgøre det russiske brohoved.

Kl. 1330 forsøgte tyskerne et modangreb fra Janotschkowo og den vestlige del af Gorowzky med 150 soldater støttet af artilleri og morterild mod 3 kompagnis område. Tyskernes angreb brød imidlertid sammen i den stærke russiske artilleri- og morterild, og de måtte under store tab gå tilbage til udgangsstillingerne.

Kl. 1430 gik 200 tyskere — igen under kraftig artilleri og morterstøtte — til angreb mod 1 og 2 kompagnis områder. De stødte imidlertid på en kraftig og velorganiseret spærreild fra det russiske artilleri i forbindelse med tung maskingeværild og skytteild, hvorpå de trak sig tilbage til deres udgangsstillinger.

Trods de gentagne modangreb og den stærke tyske artilleri- og morterild lykkedes det I bataillon at holde brohovedet. II og III/1119 skytte- regiment udnyttede dette og blev ligeledes overført til brohovedet den

7. juli kl. 1500. 11/1115 skytteregiment, der forgæves havde forsøgt at gå over floden ved Klimowstschina, blev kl. 19oo ligeledes overført til I ba- taillons brohoved.

Om aftenen den 7. juli kl. 23oo og kl. 2330 forsøgte tyskerne to gange med ca. en infanteribataillon under stærk artilleristøttc et modangreb mod enheder af 1/1119 og 11/1115 skytteregiment. De mistede straks over 30 mand i den kraftige spærreild og måtte gå tilbage til udgangsstillingen igen.

Om morgenen den 8. juli kl. 04oo foretog tyskerne med to kampgrupper på hver 150—200 mand forstærket med 10 kampvogne og med kraftig artilleristøtte igen et modangreb fra området om Zwetcnzy og Gorowzky mod de to batailloner for at trænge russerne ud af brohovedet. Under store tab brød de ind ved Lugowzy samt generobrede to bygninger i den nordlige del af Gorowzky, men måtte efter disse begyndelscsresultater indstille angrebet.

Erfaringer

Den russiske bataillon løste sin opgave — at skabe betingelserne for regimentets og hermed for divisionens fortsatte angreh over floden — ved i løbet af 18 timer at tilvejebringe et brohoved på Drissas vestlige bred, der var fra 700—800 meter dybt og 1,5 kilometer bredt, til trods for at tyskerne lier havde indrettet sig til forsvar i en feltbefæstet stilling.

Især fortjener ildstøttens tilrettelæggelse og gennemførelse opmærksomhed. Kampene var meget forbitrede, hvilket antallet af bortskudtc granater vidner om. Alene under ildforheredelsen anvendte de til åben skydning indsatte kanoner over 500 granater, 82 mm morterer ca. 400 granater og 120 mm morterer ca. 200 granater. En endnu større mængde ammunition blev anvendt under afvisningen af de tyske modangreb. Tyskerne anvendte alene den 7. juli ca. 2500 granater af forskelligt kaliber mod overgangsstedet.

Af stor betydning for kampens heldige gennemførelse var den veltilrettelagte anvendelse af røgslør, der for det første tjente til at forhindre tyskernes observation mod overgangsstedet og for det andet ledte deres opmærksomhed i en anden retning.

Forudsætningerne for bataillonens hurtige overgang blev tilvejebragt ved anvendelsen af improviserede overgangsmidler. Der blev i løbet af 15 timer bygget 20 flåder, der hver kunne medføre en let gruppe eller en maskingeværgruppe, og 8 flåder, der hver kunne tage et tungt våben med betjening.

Under kampene forekom et eksempel på, at man ikke altid skal vente, at russerne halstarrig bolder sig til den en gang lagte plan, men at man muligvis også kan forvente en smidig udnyttelse af de eksisterende taktiske muligheder. Såsnart divisionen erkendte, at 11/1115 skytteregiments angreb over floden syd for Gorowzky var mislykket, blev det indstillet, og bataillonen blev i stedet overført til forstærkning af 1/1119 skytteregiments brohoved.

Eksemplet skulle imidlertid også vise, at i en fremtidig krig vil de store floder og andre større vandhindringer komme til at spille en afgørende rolle. Selv under en konventionel krig vil hindringer af denne art igen skabe store tekniske og taktiske problemer, hvis løsning vil kræve en omfattende materielanvcndelse i et forholdsvis begrænset område. Tilvejebringelsen, fremføringen af overgangsmateriel og rekognosceringen af overgangsstederne vil kræve tid — i det foreliggende tilfælde, hvor der var tale om en heldig og vclgennemført, men dog kun indledende overgang over et mindre vandløb, 18 timer — og vil ofte røbe disse.

Fremtidens angreb over vandhindringer

Angriberen kan ud fra den betragtning, at ban bar initiativet, vælge tid og sted og koncentrere sine atomvåben mod de styrker, der er placeret på en sådan måde, at de udgør en trussel mod den angribende styrke. Han vil imidlertid være nødsaget til at gennemføre operationen med stor hurtighed, eventuelt i ly af mørket eller på tidspunkter med nedsat sigtbarbed og over en bred front med såvel tids- som stedsmæssig adskilte angreb henset til faren for selv at blive angrebet med atomvåben.

Under selve overgangen vil ban være henvist til brugen af konventionelle våben, såfremt der findes styrker klar til at optage kampen på den anden bred. Hvis man vil eliminere denne mulighed, må der forud for overgangen anvendes et stort antal atomvåben mod måske små mål. Antallet af anvendte våben vil selvfølgelig afhænge af det antal, der er til rådighed, og det antal der må boldes i reserve for at kunne sættes ind til støtte for angrebets fortsættelse eller til anvendelse mod opdukkende mål.

Hvis angriberen skal opnå de maksimale fordele af de anvendte atomvåben, må lians forreste enheder hurtigt søge bort fra den anden bred og frem til mål anvist i dybden af operationsområdet. For at kunne løse en sådan opgave kræves ikke alene infanteri men også kampvogne. Infanteri vil forholdsvis let kunne overføres — eventuelt ved hjælp af helikoptere — men det svære materiel i form af kampvogne, pansrede mandskabsvogne, selvkørende artilleri o.s.v. kræver broer, landgangsbåde, færger eller improviserede overgangsmidler, hvis det skal være muligt at overføre et kampafgørende antal af disse midler.

Broer med flydende mellemunderlag er meget sårbare overfor angreb med atomvåben. I dag vil hverken luftværn, mørke, nedsat sigtbarbed eller røgslør være tilstrækkelig til at beskytte en bro af denne art effektivt. Et enkelt fly eller en raket med selv en meget lille atomladning vil straks ødelægge en sådan bro, uden at det er nødvendigt at opnå en direkte træffer.

Angriberen vil derfor være tvunget til at træffe en række meget tidsrøvende forholdsregler, inden ban kan løbe den risiko at anvende broer af denne type.

Henset til at brostedet hurtigt vil kunne stedfæstes, såfremt det placeres i tilknytning til permanente bro- eller færgesteder, der normalt er meget markante og iøjnefaldende områder selv på kort, bør stedet for overgangen vælges i en passende atomsikker afstand fra sådanne naturlige for anvendelsen af atomvåben indbydende mål.

Dette medfører en omfattende rekognoscering af brugbare til- og frakørselsveje, der i de fleste tilfælde må være beliggende fjernt fra permanente veje. Rekognosceringen og de forberedende ingeniørarbejder vil også i fremtiden kun kunne udføres med et tilfredsstillende resultat i dagtimerne, hvilket vil kræve en absolut og meget tidsrøvende feltmæssig optræden og sløring af den styrke, der skal udføre dette arbejde. En sådan optræden er imidlertid en forudsætning for den følgende af fjenden ubemærkede broslagning.

Selve broslagningen kan først finde sted efter mørkefald. På dette tidspunkt må de færger (underlag), der i dagtimerne over en bred front har sejlet i fast rutefart over vandløbet, sammendrages til et passende sted i nærheden af brostedet, således de på kald, med ganske kort varsel og på samme tid kan sejle ind i brolinien. Overgangen af personel og materiel må tilrettelægges i de mindste detailler i et nøje samarbejde mellem troppeføreren og føreren for ingeniørlropperne, således at den sættes i værk straks efter broens færdiggørelse og fortsættes i en kontinuerlig strøm. Maksimalt vil broen kun kunne anvendes i to timer, hvorefter den må brydes ned så hurtigt som muligt, og underlagene under anvendelse af alle til rådighed værende slæbemidler sættes i bevægelse til det i atomsikker afstand i strømretningen rekognoscerede, afmærkede og forberedte alternative brosted, hvor broen etableres igen uden ophold.

I lyse eller lange nætter kan der eventuelt blive tale om en yderligere forlægning af broen, hvorfor færgernes (underlagenes) indsejling i brolinien og udsejling inden daggry — livor de igen alt efter situationen fortsætter færgefarten over en bred front eller sløres lige så omhyggeligt som brostederne — må reguleres på en sådan måde, at enliver form for spildtid undgås.

Ved dag vil etableringen og benyttelsen af broer med flydende mellem- underlag kun være forsvarlig i undtagelsestilfælde og kun under beskyttelse af et stærkt luftværn og i tilfælde af egen lokal luftoverlegenhed.

I alle tilfælde består truslen om den øjeblikkelige ødelæggelse af såvel personel som materiel.

Det nyeste russiske bromateriel, der ikke alene er egnet til brobygning, men også kan anvendes til bygningen af færger, siges at kunne bære 50 tons. Til sammenligning kan det anføres, at den russiske svære kampvogn Josef Stalin III vejer ca. 50 tons. De pontoner, der anvendes som underlag, transporteres på lastvogne — y2 ponton på en lastvogn — der bakker ned til vandløbet, hvorefter lasten tippes ned på vandoverfladen. Herefter bliver to J/2 pontoner forbundet, og brodækket kan anbringes. Broslagningen eller bygningen af færger siges at kræve meget personel, men skulle ikke tage lang tid.

Konstruktionen af broer med faste mellemunderlag, der er mere modstandsdygtige overfor atomvåbnets virkninger, tager lang tid, med mindre der er tale om et smalt vandløb, d.v.s. under 100—200 meters bredde, hvorfor de i reglen ikke kan være færdige, så de vil kunne udnyttes på det taktisk rigtige tidspunkt. Det vil endvidere altid være muligt at ødelægge en sådan bro og ligeledes en permanent bro med atomvåben, det kræver blot en mere detailleret målanalyse eller et tilstrækkeligt stort våben.

Tilbage står anvendelsen af landgangsbåde, færger, improviserede overgangsmidler og amfibiekøretøjer af enhver art, der ganske givet gør det muligt over en bred front at sætte et stort antal mindre enheder over et vandløb.

Russerne anvender en stor del af deres forsvarsudgifter til en modernisering af den røde hær, der allerede nu bar gjort gode fremskridt. Bevæbning og udrustning udskiftes med det ene formål at sætte hæren i stand til at kunne kæmpe såvel en konventionel som en atomkrig, idet der tilstræbes tilført maksimum af ildkraft og bevægelighed. Uden tvivl er den røde hær i dag den bedst udrustede i verden i kraft af, at de moderne typer ikke blot findes som prototyper, men befinder sig i serieproduktion og som følge lieraf for en stor dels vedkommende i aktiv tjeneste ved tropperne.

Skærmbillede 2021-06-10 kl. 15.30.53.png

Selvfølgelig besidder adskillige af de vestlige hære våbentyper, der er de russiske typer overlegne, men de findes endnu ikke i tilstrækkelig antal i aktiv tjeneste. Under alle omstændigheder er den røde hærs mekanisering og uafhængighed af terrainet meget udpræget, og forøgelsen af amfibie-transportmidlerne og brobygningsmateriellet såvel som udbygningen af lufttransportmulighederne fortjener den største opmærksomhed, idet den gør det muligt at overvinde vandhindringer af næsten enhver art på kort tid.

Helikoptere, hvis lastekapacitet siges at variere fra 2—80 mand eller 11 tons, tillader transport af infanteri og et begrænset antal af støttevåben over kortere afstande, ikke alene over vandhindringer men også over andre svært tilgængelige terrainområder eller områder inficeret med radioaktivt nedfald.

Skærmbillede 2021-06-10 kl. 15.33.49.png

Russerne har gennem længere tid arbejdet med en forøgelse af deres kampvognes vadedygtighed, og i følge amerikanske og tyske kilder er det nu lykkedes dein ved hjælp af periskop og snorkel at sætte T 54, der foi første gang blev taget i brug i 1955 og bl. a. blev anvendt i Ungarn i 1956, i stand til at forcere en vanddybde på 4 meter. En af de mest interessante konstruktioner er amfibiekampvognen PT 76, der ligeledes blev taget i brug i 1955. Den er bevæbnet med en forboldsvis kortløbet 76 mm kanon, vejer ca. 16 tons og er fortrinsvis beregnet til brug for opklaringsenheder, men den vil også kunne anvendes til en hurtig pansret fremrykning til udnyttelse af en gunstig situation, såfremt modstanden er svag.

Skærmbillede 2021-06-10 kl. 15.45.40.png

PT 76’s undervogn anvendes ligeledes til den russiske BTR 50 P amfibie-mandskabstransportvogn, der opfylder et længe næret ønske fra den røde hær om et bæltedrevet køretøj beregnet til brug for infanteriet, der gennem indføringen af denne type vil blive endnu mere bevægeligt. Køretøjet har plads til 14 mand, der er beskyttet af et antagelig ret svagt panser. Hastigheden ligger på ca. 40 km/t. Aktionsradius er ca. 250 kilometer. Indtil dette køretøj fremkom i 1957, blev hovedparten af de russiske mekaniserede enheder transporteret på hjulkøretøjet BTR 152, der i hovedsagen er et 6 X 6 køretøj, der i udseende meget ligner den amerikanske half- truck. BTR 152 er imidlertid også en efterkrigskonstruktion, idet den røde bærs infanteri i 1945 enten blev transporteret opsiddet på kampvogne eller på lastvogne. I dag findes BTR 152, der dog ikke har amfibicchassis, ikke alene ved den røde hærs mekaniserede divisioner men også ved de motoriserede infanteridivisioner. Dette russiske standardkøretøj opfylder alle betingelser for en billig masseproduktion, men det kan ikke længere betegnes som tidssvarende, fordi mandskabsrummet ikke kan lukkes.

Skærmbillede 2021-06-10 kl. 15.46.59.png

Den russiske version af Honest John med en rækkevidde på ca. 30 kilometer findes ligeledes monteret på et amfibiechassis. Våbnet blev første gang vist under novemberparaden i 1957 i Moskva.

Sammenfatning

Angriberen har et stort antal amfibiekøretøjer til sin rådighed — der findes også andre typer end de eksempelvis nævnte — hvilket gør det muligt at reducere varigheden af den indledende overgang over ethvert vandløb.

Der bar derfor i efterkrigsårene ofte været rejst tvivl om vandløbs reelle bindringsværdi, idet man har henvist til, at under første verdenskrig var ildkraften så overlegen i forhold til de tekniske overgangsmidler, der var til rådighed, at overgange over vandløb kun sjældent lykkedes, medens udviklingen af disse midler under den anden verdenskrig nåede så langt, at bevægeligheden havde vundet et sådan forspring i forhold til ildkraften, at de fleste overgange over vandløb blev gennemført med held.

Gennem anvendelsen af atomvåben vinder ildkraften igen terrain i forhold til bevægeligheden. Mulighederne for forsvarets gennemførelse forbedres proportionalt med ildkraftens forøgelse, men eftersom angriberen har rådighed over tilsvarende våben, må forsvareren gennem sit bedre kendskab til terrainet og gennem den rigtige udnyttelse af dets beskyttende muligheder opveje dette forhold og forsøge at tiltvinge sig fordelen.

De synspunkter, der er gældende for et vandløbs bindringsværdi under en konventionel krig, er ligeledes gældende under en atomkrig, hvor de endog får øget betydning, eftersom en koncentration af personel og materiel i såvel tid som rum, under ingen omstændigheder kan accepteres på atomkamppladscn.

Det indledende angreb over vandhindringcr er ikke det største problem, hvilket erfaringerne fra anden verdenskrig viser. Det er derimod angrebets fortsatte næring, der skaber vanskelighederne, og det amfibiemateriel, der skal skabe betingelserne for en bevægelighed, der kan sikre fuldstændig mod et angreb med atomvåben, er endnu ikke konstrueret, eller det find es ikke i et så varieret udvalg af typer, at det vil være muligt at sammensætte en angrebsstyrke på en sådan måde, at det svære materiel i form af kampvogne, selvkørende artilleri m. v. umiddelbart vil være til rådighed i et kampafgørende antal på den anden bred under en overgang over vandløb.

Det kan generelt siges, at de tekniske fremskridt har forbedret mulighederne for overgang over vandløb, men ikke i så bøj grad, at det formår at opveje forsvarerens fordele ved en udnyttelse af de større vandløbs hindrende værdi i forbindelse med en anvendelse af atomvåben.

(fortsættes)