Tre fjerdedele af samhandelen mellem de vesteuropæiske lande er fri. Tallet er udtryk for efterkrigsårenes økonomiske fremskridt. Det er imidlertid værd at mærke sig, at det sidste par år er der ikke sket større fremskridt i liberaliseringen. Den sidste fjerdedel omfatter varegrupper, de enkelte lande selv frem­ stiller, skønt de ofte mangler de naturlige betingelser og derfor kun kan holde produktionen i live ved at spærre fremmede va­rer ude.

Dernæst er det vigtigt, at efterhånden som landene har måttet give afkald på at benytte im portrestriktioner som m iddel til at beskytte mindre konkurrencedygtige grene af erhvervslivet, har toldbeskyttelsen fået større betydning. Det er karakteristisk, at en række lande har forhøjet deres, toldsatser mærkbart det sidste års tid.

Endelig må det noteres, at vel er der nu et stort mål af fri­hed i den vesteuropæiske samhandel, men Vesteuropa som helhed (herunder England — og i denne forbindelse det øvrige sterling­ område) opretholder omfattende restriktioner mod dollarområdet. Disse tre forhold viser med al ønskelig tydelighed, at de vesteuropæiske lande endnu ikke har nået økonomisk ligevægt hverken i det indbyrdes forhold eller i forholdet til Amerika.

Inden for den europæiske økonomiske samarbejdsorganisation (OEEC) bar man derfor lagt sig på den linie, at det videre fri­ gørelsesarbejde på samme tid må gribes an med fasthed og tål­modighed. Frigørelsen må ikke hemmes unødigt af de enkelte landes ønske om at beskytte virksomheder, hvis eksistensberetti­ gelse i en fri økonomi er omtvistelig. På den anden side må fri­gørelsen på længere sigt heller ikke hemmes af øjeblikkelige og mere formelle fremskridt uden det fornødne produktionsmæssige grundlag.

Frankrig er et eksempel på de lande, der søger at beskytte mindre konkurrencedygtige virksomheder. Uden told, importre­ striktioner (og omfattende amerkansk hjælp) ville en stor del af fransk erhvervsliv bukke under. Frankrig er det eneste mere be­ tydningsfulde vesteuropæiske land, som ligger langt tilbage med saneringen af sin økonomi. Omkostningsniveauet er meget højt, og franc’en er fortsat overvurderet. Frankrigs politiske vanskelig­ heder er i dag den største hemsko for planerne om større frihed i den vesteuropæiske samhandel. Konsejlspræsident Mendés-France synes at være den af efterkrigsårenes ledende franske politi­kere, der med størst konsekvens søger at styrke den levedygtige franske industri, selv om dette må ske på bekostning af erhvervs­ grene, som ikke vil kunne stå sig under fri konkurrence. I dette arbejde støttes den nuværende regering af betydelige produktions­ stigninger i den senere tid.

Planerne om gennemførelse af snarlig konvertibilitet synes at være et eksempel på fremskridt, der — hvis de føres ud i livet, før de økonomiske forudsætninger er til stede — vil kunne gøre stor skade.

Konvertibilitet er et udtryk, vi har lånt fra angelsaxeme. Det betyder i sig selv ombyttelighed, men bar i den økonomiske debat fået en mere speciel betydning som betegnelse for valutaers ombytteligbed. Det er i dag ikke muligt for en dansker at gå ind i sin bank og veksle danske kroner til dollars. I denne betyd­ ning er danske kroner ikke konvertible i dollars for ham. Dollar’en er heller ikke konvertibel for forretningsmanden, som kun kan købe dollars, såfremt han i varedirektoratet har fået tilladelse til at importere nærmere bestemte varer fra dollarområdet. Som vort restriktionssystem er opbygget, er det kun muligt at få be­ villing til køb mod betaling i dollars, såfremt de pågældende va­ rer er nødvendige for landets okonomi og enten ikke kan skaffes andetsteds eller er væsentligt billigere i dollarområdet.

Derimod kan såvel den private som forretningsmanden i de fleste tilfælde købe vesteuropæiske møntsorter mod betaling i danske kroner. Vor egen valuta er med andre ord konvertibel i forholdet til de øvrige vesteuropæiske valutaer for de fleste prak­tiske formål.

Når man betænker de store økonomiske fremskridt, der har været følgen af frigørelsen af den vesteuropæiske sambandel, er det indlysende, at afvikling af den særlige diskriminering mod dollarområdet ville betyde en meget væsentlig styrkelse af den frie verdens økonom i.

Restriktionerne mod dollarvarer er naturligvis amerikanerne en torn i øjet. De gjorde derfor allerede i 1945 forsøg på at bringe disse restriktioner til ophør. Som et led i den engelsk­ amerikanske finansielle aftale umiddelbart efter krigens afslut­ning blev det bestemt, at England skulle afvikle sterlingområdets restriktioner mod dollarområdet, eller med andre ord: gøre ster­ ling konvertibel i forhold til dollars.

England overholdt aftalens bestemmelse, men eksperimentet brød sammen i løbet af få uger, fordi forudsætningerne for gen­ nemførelse af konvertibilitet ikke var tilstede. Sammenbruddet fik imidlertid alvorlige konsekvenser, idet sterlingsområdet til stor skade for verdenshandelen måtte skærpe importrestriktioner­ne meget væsentligt for at stabilisere økonomien.

Det er derfor forståeligt, at der gennem længere tid var stille omkring yderligere konvertibilitetseksperimenter. De sidste års fremskridt i Vesteuropas økonomi har imidlertid skabt røre om konvertibilitetsspørgsmålet på ny. Sterlingområdet har det sidste par år støt og sikkert øget sine reserver af guld og dollars til ca. S 3.000 mili., og det er et almindeligt indtryk, at en reserve på 5—6.000 mili. dollars vil være tilstrækkeligt til at modstå det første pres i tiden efter sterlings frigørelse.

I juli måned afholdtes et ministermøde med repræsentanter for England, Frankrig, Italien, Vesttyskland, Skandinavien og Benelux-landene. På dette møde synes man at have anlagt en meget realistisk vurdering af såvel mulighederne for at frigøre valuta­ erne som frigørelsens følger. Endnu for tre fire måneder siden blev det ofte nævnt, at valutaernes frigørelse kunne ventes i for­bindelse med mødet i den internationale valutafond i midten af september måned eller i hvert fald i løbet af vinteren. Nu synes det klart, at konvertibiliteten ikke vil blive gennemført det før­ste års tid.

Årsagen til denne ændrede stillingtagen synes at ligge i er­ kendelsen af det tålmodige frigørelsesarbejdes værdi. Ved en pludselig konvertibilitet ville man nemlig let komme til at slå en væsentlig del af de sidste seks— otte års frem skridt i stykker. Valutaernes frigørelse kan ske på to vidt forskellige måder.

Det vil være muligt for Vesteuropa allerede nu at indføre konvertibilitet over for dollars. I begrebet ligger imidlertid, at det ikke længere ville være muligt at opretholde særlige restriktioner over for dollarvarer. De vesteuropæiske lande måtte derfor skærpe deres almindelige importrestriktioner så meget, at de konkurren­cedygtige amerikanske varer ikke importeredes i storre omfang, end dollarindtægterne tillod. Samtidig måtte landene med kon­vertibel valuta være varsomme over for de lande, der ikke havde frigjort deres valuta, men skaffede sig eksportoverskud i for­ holdet til Vesteuropa for bagefter at veksle overskuddet til dol­lars. Gennemførelsen af valutaernes frigørelse vil betyde den europæiske betalingsunions ophør, og man er klar over, at denne union ved at muliggøre kreditydelser mellem deltagerlandene og afvikling af de hidtidige tosidede handelsaftaler er grundlaget for de sidste års stærke udvikling i den vesteuropæiske samhandel. Resultatet af en hurtig konvertibilitet ville således utvivlsomt blive tilbagevenden til tosidede aftaler samt nedgang i produktion og beskæftigelse. Et sådant resultat ville være i åbenbar modstrid med de almindelige politiske mål.

Der synes på mødet i London at være opnået enighed om at nærme sig konvertibiliteten gradvis ved at fortsætte sterlingom­ rådets og især Englands politik. Efterhånden som England bar stabiliseret sin økonomi, er restriktionerne gradvis blevet afvik­lede eller lempede såvel indadtil, f. eks. ved rationeringernes op­ hævelse, som i forholdet til det øvrige Vesteuropa gennem øget liberalisering og i forholdet til dollarområdet. I denne forbindelse er de sidstnævnte skridt de vigtigste.

Før den anden verdenskrig var London midtpunktet for han­ delen med en række råvarer. Under og lige efter krigen fik bør­ sen i New York tiltagende betydning, og der noteredes to verdens- markedspriser, en i dollars og en i sterling. Den verdensomfat­ tende dollarmangel gjorde, at dollarpriserne var de laveste. Med fremskridtene i sterlingområdets økonomi udlignedes forskellen mellem dollar- og sterlingpriserne mere og mere, og England bar kunnet frigive handelen med den ene råvare efter den anden, således at de to priser smeltede sammen til een. Denne politik har haft stor økonomisk betydning, idet handelen med råvarer nu i tiltagende grad sker over London, ligesom den har medvirket til at styrke sterlings betydning som international valuta så meget, at henved halvdelen af den samlede verdenshandel nu afvikles i sterling. Samtidig har England det sidste år på en række om­ råder lempet valuta- og importrestriktionerne for også ad denne vej at berede vejen til fuld konvertibilitet.

Med den dominerende position, sterlingområdet har skabt sig i efterkrigstidens internationale økonomi, er det en given sag, at sterling også må være toneangivende, når spørgsmålet om va­ lutaernes frigørelse behandles. Kan sterlingområdet indføre kon­vertibilitet, vil en række andre lande kunne følge med, men hvis sterlingområdet indtager en afventende holdning, må praktisk taget alle de øvrige lande også gøre det.

Den engelske politik indebærer, at i det omfang, guld- og dollarreserverne tillader det, vil foruden råvaremarkederne også andre varegrupper blive fritaget for de særlige foranstaltninger, der er iværksat for at holde dollarvarerne ude. Det vil have klare økonomiske fordele, idet dollarvareme på en lang række områder er mærkbart billigere end varer af anden oprindelse. Importen af dollarvarer vil derfor betyde en nedsættelse af omkostningsni­veauet og dermed på længere sigt en styrkelse af konkurrence­ evnen.

Det er ikke blot Storbritannien, der er begyndt at lempe re­ striktionerne over for dollarvarer. Schweiz og Belgien har allerede længe ført en forholdsvis lempelig politik i så henseende, og på det sidste har lande som Holland og Vesttyskland slækket på dollarrestriktioneme. Det bør i denne forbindelse nævnes, at den danske regering er langt fremme med planer om gradvis at libe­ ralisere im porten af dollarvarer på samme måde, som im porten fra de vesteuropæiske lande er liberaliseret.

Denne politik vil utvivlsomt føre til målet: valutaernes fri­ gørelse, og den har en meget stor fordel, idet den vil kunne reali­seres så smidigt, at Vesteuropa på intet tidspunkt går længere, end hensynet til dets indre og valutariske stabilitet tilsiger. Det er tvivlsomt, om fuld konvertibilitet vil blive indfort i løbet af det første par år, men det afgørende kan ikke være det forholds­ vis form elle, om valutaerne er fri, men derim od det særdeles reelle, om den førte politik frem m er en stadigt stigende verdens­ handel.

Det er derfor et opmuntrende træk ved det nylige London- mode, at der var enighed om at fortsætte arbejdet med afvikling af restriktionerne mellem de vesteuropæiske lande indbyrdes. Be­stræbelserne vil samle sig om afvikling af Englands dobbeltpri­ser, Vesttysklands eksportpræmieordning, Hollands og Danmarks dollarpræmieordninger samt de øvrige eksportfremmende foran­ staltninger, der på urimelig måde begrænser andre landes kon­ kurrencemuligheder. Desuden er det tanken snarest at udvide libe­raliseringen ud over de nuværende 75 pct.; de sidste måneders vesteuropæiske højkonjunktur skulle lette mulighederne for en sådan liberalisering, men det må ventes, at de fleste lande vil kæmpe en hård kamp for deres kunstigt udbyggede erhvervsgrene.

På mødet fremhævede repræsentanterne for Skandinavien og Benelux, at disse lande med deres forholdsvis lave toldsatser er stærkt interesserede i, at liberaliseringsbestræbelserne også tager sigte på at nedbryde toldmurene, der efterhånden på flere om­ råder udelukker konkurrencen lige så effektivt, som direkte im­portrestriktioner gør det.

Et af de store spørgsmål i forbindelse med valutaernes gennemførelse drejer sig om forholdet mellem de lande, der gør de­res valutaer konvertible, og de lande, som ikke i første omgang tør tage dette skridt. Hvis den sidstnævnte gruppe af lande ikke skal se sig nødsaget til at skærpe restriktionerne, fordi kreditmulighederne gennem betalingsunionen falder bort, når de be­ tydende lande frigør deres valutaer, må der skabes et andet or­ gan, der kan yde kredit til landene i denne gruppe, og måske også til de „konvertible“ lande, for hvem overgangsvanskelighe­ derne viser sig at være betydelige. Dannelsen af dette nye organ må ventes at blive et kernepunkt i den kommende debat om spørgsmålet. Fra alle sider anerkender man den store værdi, den europæiske samarbejdsorganisation (OEEC) har. Man ser gerne dette arbejde fortsat, men det vil utvivlsomt være vanskeligt at omplante denne vesteuropæiske institution til at omfatte hele ver­ densøkonomien. For den frie verden findes der to organer, som tilsammen har samme opgaver som OEEC. På det handelsmæs­ sige område er det GATT (General Agreement on Tariffs and Trade), der især har haft betydning ved at definere rammerne for den internationale handel samt til en vis grad ved at tilveje­bringe binding af toldsatserne. På det valutariske område findes den internationale valutafond, hvis rolle i efterkrigstidens inter­ nationale problemer har været meget beskeden. Det er forståeligt, at adskillige vesteuropæiske lande nærer betænkeligheder ved at udskifte den effektive OEEC med GATT og valutafonden.

Det er sandsynligt, at valutaernes frigørelse vil ske langsomt og gradvist, således at hverken de enkelte lande eller verdenshan­ delen udsættes for unødige vanskeligheder. Den mere dramatiske gennemførelse af konvertibilitet synes opgivet til fordel for en såre realitetsbetonet linie. Især den britiske finansminister, R. A. Butler, har ved flere lejligheder betonet, at en fuldstændig fri­ gørelse af valutaerne forudsætter en liberal amerikansk handels­ politik og måske endda en amerikansk garanti for det tilfælde, at lande, der gor deres valuta konvertibel, kommer ud for van­ skeligheder i overgangsperioden. Hidtil har de vesteuropæiske opfordringer mødt en lidet opmuntrende holdning hos ledende amerikanske politikere og erhvervsfolk. Det er derfor tænkeligt, at den amerikanske holdning vil tvinge de vesteuropæiske lande til at nedsætte tempoet i frigørelsesarbejdet mere, end ønskeligt er.

Sven Reiermann.