Tilbage i den militære historie findes talrige eksempler på, at forskellen mellem land- og søkrigere ikke var så stor, som det har været tilfældet i dette århundrede. Feltherrer førte kommandoen over søstyrker og admiraler ledede felttog i land. Landsknægte kæmpede ombord og søfolk landsattes og indtog befæstningsanlæg på kysten.
Samvirket mindskedes imidlertid ved maskinteknikkens indførelse, først og fremmest fordi kravet til fagkundskaber voksede stærkt.
Udviklingen førte til økonomisk rivalisering mellem de to va:rn, og siden har den budgetmæssige fordeling været en dominerende faktor i forsvarsdiskussionen.
I dette århundrede tilførtes flyvevåbenet og civilforsvaret, som senere er blevet suppleret med forskningsvirksomhed; denne sidste er i sta'rk udvikling og har følgelig et stort behov for pengemidler.
Det har derfor været nødvendigt i vor tid at etablere en instans på et højt niveau, som kan afveje værnenes sammensætning og ud herfra komme med forslag til endelig beslutning.
I nutidens krige deltager hele samfundet, og forsvarsproblcmer griber ganske anderledes ind over hinanden, end det tidligere har været tilfældet.
Spørgsmålet om en hensigtsmæssig ordning af samarbejdet mellem værnene har i tidens løb været optaget til drøftelse adskillige gange, det er dog kun delvis lykkedes at få dette samarbejde lagt i faste rammer.
Ved kgl. resolution af sep 1905 samledes krigs- og marineministeriet under én minister, forsvarsministeren. Denne ordnings gennemførelse skyldtes først og fremmest ønsket om at tilvejebringe en administrativ enhed ved værnenes opbygning.
I en forsvarskommissions betænkning af 1908 er bl. a. fremført følgende: »For at opnå den bedst mulige samvirken mellem forsvarets forskellige led vil det være nødvendigt at give disse en fælles overledelse. I administrativ henseende er dette jo allerede sket ved, at vi har en for hær og flåde fælles forsvarsminister, men man bør gå videre og tillige give værnene en fælles overkommando.
I et sådant hovedkvarter vil kunne tages alle de hensyn, som den foreliggende situation kræver, og herfra vil opgaven da være at tilstille de egentlige førere og eskadrechefer i de forskellige landsdele og forsvarsafsnit. De pågældende kommanderende må derefter stilles fuldstændig frit med hensyn til den måde, hvorpå opgaverne skal løses, idet hovedkvarteret sørger for, at det nødvendige samarbejde er til stede«.
Der blev imidlertid ikke i forsvarsloven af 1909 indført nærmere bestemmelser om samarbejdet.
Ved kgl. resolution af aug 1911 blev det bestemt om det direkte taktiske samarbejde, at »regeringen træffer bestemmelse om, når dele af det ene værn skal underlægges det andet, således bl. a. når — under det indirekte kystforsvar — kystbefæstningsanlæg med tilhørende besætningstropper skal underlægges kommandomyndigheder af søværnet, eller når — under det direkte kystforsvar — materiel henhørende til den søgående del af flåden skal underlægges en højst kommanderende i den pågældende landsdel«.
Ved kgl anordning af aug 1923 angående samvirket mellem hæren og flåden bestemtes det i afsnit A, at forsvarsministeren, chefen for general- kommandoen, viceadmiralen, chefen for generalstaben, chefen for marine- staben, direktøren for krigsministeriet og direktøren for marineministeriet mindst én gang årligt skal træde sammen for at behandle vigtigere spørgsmål vedrørende landets forsvar.
I afsnit B fastsættes, at chefen for generalkommandoen og viceadmiralen under såvel freds- som krigsforhold, er sideordnede myndigheder, og at de forhandler om spørgsmålet vedrørende samvirket mellem de to værn.
Vedrørende det taktiske samarbejde fandtes den almindelige regel for de to værns fælles optræden i kystforsvaret, at »samvirket ville være at ordne i overensstemmelse med forholdenes krav, eventuelt ved aftale mellem de højstkommanderende på stedet af begge værn«.
I 1924 ophævedes bestemmelserne i afsnil A, efter et afholdt møde, og i 1932 blev afsnit B annulleret.
Ved kgl. anordning af maj 1934 udsendtes instruks for chefen for søværnskommandoen, heri bestemtes det, at denne forhandler med chefen for generalkommandoen i spørgsmålet vedrørende samvirket mellem de to værn.
I en samtidig udsendt instruks for chefen for inarinestabcn pålægges det denne at samarbejde med chefen for generalstaben.
Ved forsvarsloven af 1950—51 oprettedes en række fælles organer: forsvarsministeriet, forsvarsstyrelscn, forsvarschef med forsvarsstab, forvarets krigsmaterielforvaltning, forsvarets matcriclintcndantur, forsvarets bygningstjeneste, forsvarets intendanturkorps, forsvarets lægekorps, forsvarets auditørkorps, forsvarets fahriksstyrclse, forsvarets materielnævn.
Senere er tilkommet bl. a. forsvarets telegrafforvaltning og fælles værnsskoler.
Hovedformålet med oprettelse af ovennævnte instanser har været: at militære kommandomyndighedcr så vidt muligt fritages for admimsira' tivt arbejde, og dette udføres centralt,
at værnenes samarbejde og spørgsmål af principiel betydning for det samlede forsvar drøftes på et højt niveau, at ledelsen af landets samlede forsvar pålægges én person, al alt grundlæggende stabsarbejde vedrørende forsvaret udføres ét sled, at koordinering og centralisering af ensartede funktioner finder sled ved oprettelse af faglige institutioner og korps.
Ved disse rationaliserings- og samarbcjdsbcstræbelscr er der siden da stort set kun sket ændringer ved forsvarschefens og værnsclicfemes beføjelser.
I lov om forsvarets organisation m. v. af mar 1960 er der i sam- arbejdsmæssig lienseende kun sket ændring ved lokalforsvaret, idet »operativ ledelse af styrker m. v. af flere værn, der af disse afsættes til lokalt forsvar, udøves gennem et af de pågældende værn efter nærmere af forsvarschefen efter forhandling med værnene fastsatte retningslinier«.
Det væsentligste bidrag til samvirket mellem værnene må utvivlsomt siges at være fremkommet gennem NATO samarbejdet ved:
— fælles øvelser,
— fælles stabe,
— fælles skoler og kursus, og
— fælles doktriner og publikationer.
Inden for det nationale forsvar er samarbejdet formentlig længst fremskredet inden for luftforsvaret. Det må utvivlsomt betragtes som en tilbagegang inden for samarbejdet, at NIKE-forsvaret i administrativ henseende er overført til flyvevåbenet.
De administrative og uddannelsesmæssige krav, som igen var funktioner af de operative krav, førte i sin tid til opdeling i forsvarsgrene med våbentyper, der var særegne for det enkelte værn.
Der bar imidlertid i den senere tid været tendens til, at denne materiel- linie går mere på tværs af forsvarsgrenene.
I dec 1960 afgav en svensk kommission en betænkning vedr. »Enhetlig ledning av krigsmakten«. Det er heri vurderet, at man i overskuelig fremtid fortsat må regne med en inddeling af forsvaret i forsvarsgrene, men at forslaget vil medføre en fortsat integrering af forsvaret.
Selv om udviklingen indenfor det civile område går mod nedlæggelse af de mindre virksomheder til fordel for de større, og vort land og vort forsvar er af en størrelsesorden, som kunne gøre tanken om yderligere rationalisering aktuel, så vil det formentlig ikke være hensigtsmæssigt eller muligt indenfor en overskuelig årrække at organisere det danske forsvar i 1 eller 2 forsvarsgrene.
En analyse af problemet kunne imidlertid være ønskelig, fordi der herved kunne foretages nogen fremtidsplanlægning, og evt. ville der samtidig være mulighed for at løse visse spørgsmål vedr. samarbejdet. Det kan i denne forbindelse nævnes, at den svenske forsvarschef har til hensigt at undersøge, om det vil være muligt at organisere et for det svenske forsvar fælles stabsoffieerskorps.
Den anden verdenskrigs erfaringer peger tydeligt på værdien af et samarbejde mellem forsvarets forskellige komponenter og med samfundets øvrige funktioner. Dette samarbejde, der er en nødvendighed i det fredsmæssige planlægningsarbejde, vil få en øget betydning i krigstid, primært forårsaget af kommunikationernes afbrydelse og uforudsete begivenheder med deraf følgende krav om hurtige beslutninger.
Det er muligvis vanskeligt at fastlægge og opnå enighed om taktiske samarbejdsformer; men det er absolut nødvendigt og af fundamental betydning for samarbejdet, at hvert værns stabsofficerer bar kendskab til og forståelse af de andre forsvarsgrenes muligheder og begrænsninger.
Det er derfor ønskeligt, at der snarest muligt etableres en fælles højere militær skole.
Der blev imidlertid ved forsvarslovene af 1951 oprettet et forsvarsakademi, livis formål det var at give værnenes officerer en videregående militærvidenskabelig uddannelse. I bemærkningerne til loven er anført, at forsvarsakademiet skal være en fælles institution for værnene bl. a. for at officerer gennem personlig kontakt kan lære de forskellige værns vilkår at kende, hvorved et bedre samarbejde i fælles stabe muliggøres.
Forsvarshøjskoler er stort set oprettet i alle lande, en af de få undtagelser er Danmark. I dette tidsskrifts marts nr. 1957 er gennemgået den svenske og den norske forsvarsbøjskole. Der er i Sverige siden da yderligere sket en udvikling, idet højskoleuddannelsen fra oktober 1961 foregår på en for alle forsvarsgrene fadles »Militårhogskola«. Kommissionsarbejdet i forbindelse hermed står omtalt i »Kungliga Krigsvetenskaps Aka- dcmicns Handlingar och Tidskrift« hæfte 2 og 8 af 1961.
I vort land er forsvarsakademicts virksomhed desværre ikke blevet gennemført som forudsat i forsvarsloven. Grunden hertil kan formentlig kun skyldes personelmangel inden for søværnet og flyvevåbenet; men da denne situation tilsyneladende fortsat vil bestå, bør der indenfor de to værn foretages en prioritetsændring af stabsofficerers arbejdsopgaver, således at personel kan afses til den for forsvaret så væsentlige uddannelse.
E. Bloch.
