Værnsfælles doktrin udvikling i Danmark

Af oberstløjtnant L.R. Møller, leder af faggruppe Operationer & Logistik på Forsvarsakademiet.

Det seneste nummer af Militært Tidsskrift dokumenterer, at vi har behov for en debat om doktrin og værnsfælles optræden. Jeg vil tage mit udgangspunkt i det værnsfælles miljø, fordi det er min erfaring, at der mellem de tre værn er en forskellig opfattelse af betydningen af ord som doktrin. Det er min vurdering, at hæren og flyvevåbnet ligger tættere på hinanden i opfattelsen af doktrin, end søværnet gør. Jeg vil lidt senere komme ind på doktrinbegrebet, men det er helt naturligt, at vi opfatter tingene forskelligt, fordi der naturligvis hersker en forskellig opfattelse af visse ord og vendinger på grund af den herskende værnskultur.

Man skal bare tænke på ordet “sikre”. Hvis man fortæller en infanterist fra hæren, at han skal sikre et hus, vil han fare ind i huset, smide med håndgranater, skyde hvad der er af fjendtlige personer, og derefter grave skyttehuller rundt om huset. Fortæller man en orlogsgast fra flåden, at han skal sikre et hus, vil han straks fare ind i huset, lukke samtlige vinduer og døre, fastgøre løstsiddende inventar, sætte skodder for vinduer og døre, og slå nogle reb om husets tag for at det ikke skal lette.

Hvorfor værnsfælles opfattelse?

Jeg vil tage udgangspunkt i kommandørkaptajn T.S. Jørgensens udmærkede artikel om de sømilitære doktriner i et historisk perspektiv. Det beskrives på fremragende vis, at “joint” altså værnsfælles optræden vil blive tillagt større vægt i de kommende år, og at dette begreb også er en integreret del af den gældende amerikanske flådedoktrin.

Årsagerne til at amerikanerne lægger så megen vægt på værnsfælles doktrin er historisk betingede og starter med den amerikanske gidsel redningsaktion, der forliste i den iranske ørken i 1980. Den efterfølgende vurdering a f aktionen pegede entydigt på, at de amerikanske værn ikke var i stand til at koordinere en aktion på det værnsfælles niveau med et tilstrækkeligt professionelt niveau. Invasionen af Grenada underbyggede denne opfattelse, og der blev fra politisk side nedsat en kommission, der afgav en betænkning om, at det amerikanske forsvar nu skulle udarbejde og implementere en værnsfælles doktrin for den koordinerede indsættelse af hele den amerikanske nations væbnede styrker. Denne direktivstyring fra toppen var nødvendig, fordi de enkelte værrnschefer i USA ikke ville lade sig diktere noget 

fra den amerikanske Joint Chief of Staff ligesom man ikke ville afgive suverænitet til det værnsfælles niveau. Dette er en meget forenklet fremstilling af en proces, der i 1996 fejrede 10 års jubilæum, men den amerikanske værnsfælles doktrin blev afprøvet under Golf-krigen, og det er vanskeligt at argumentere mod en sådan succes.

NATO har også en værnsfælles doktrin som, netop er under ratifikation. Den hedder AJP-1 “Allied Joint Operations Doctrine”. og alle NATO’s medlemmer inklusiv Danmark har tilsluttet sig principperne i dette dokument. Nu er det jo en kendt sag, at N A T O dokumenter ikke er de mest skarpe, fordi substansen jo er det, man kan blive enige om. Altså er N A T O dokumenter meget lidt konkrete, fordi de er et produkt af kompromisser. Herudover bør man vel også lige nævne, at udviklingen i N A T O også går mod det værnsfælles niveau. Man er, lidt forenklet udtrykt, igang med at udvikle et doktrinhieraki (AJP/D) under den nuværende AJP- 1. Her er en klar tendens til at tidligere A T P ’er bliver til AJPxx under hoveddoku­mentet AJP-1. Alle tidligere ATP-dokumenter vil formentlig således blive “underlagt” det værnsfælles doktringrundlag, såfremt der blot er en antydning af værnsfælles i dem.

Det er også vanskeligt at argumentere mod en sådan væmsfælles NATO- doktrin, fordi alliancen skal kunne kæmpe effektivt, integreret og koordineret under indsættelse a f dens væbnede styrker - a f alle tre værn - på den mest hensigtsmæssi­ge måde. Doktrinen kan ikke ses uden sammenhæng med den gældende teknologi og organisation, idet disse tre komponenter udgør er. helhed, der gensidigt påvirker hinanden.

De enkelte lande indenfor alliancen har opbygget deres nationale doktriner på meget forskellige niveauer. USA, der er den førende nation på dette område, har et omfattende doktrinhieraki både på det værnsfælles, men også inden for de enkelte værns områder. England og Frankrig har også et sådant hieraki, omend mindre udbygget, ligesom Tyskland er ved at udarbejde en værnsfælles overbygning. Nogle af alliancens mindre medlemmer bevæger sig også denne vej, fordi der altid vil være nationale hensyn, der gør, at hver nation gør tingene lidt anderledes henset til deres organisation, teknologi og doktrin.

Man kan argumentere mod en sådan værnsfælles national doktrin under henvisning til at Danmark ikke vil skulle iværksætte selvstændige operationer på det operative niveau, hvorfor vi jo altid skulle optræde i en multinational sammenhæng, og dermed måtte have NATO’s AJP-1 som det nationale doktrin­ grundlag. Jeg vil vende lidt tilbage til dette i det næste afsnit det er jo ingen hemmelighed at alle N A T O medlemslande principielt har lige meget at skulle have sagt, når der udarbejdes NATO-dokumenter. Når Danmark også fremover sidder i AJP-1 working-group og fremlægger det danske nationale synspunkt for vores opfattelse, ville det jo være meget godt, om vi vids:e, hvad vi rent faktisk mente. Dette gøres i dag ved, at FAK indsamler og bearbejder forsvarets forskellige meninger, koordinerer disse og sender den til FKO for godkendelse eller direktiv givning. Når dette arbejde i fremtiden skal foregå på flere niveauer og på flere områder, men stadig med AJP-1 som hoveddokument, vil det være særdeles uhensigtsmæssigt såfremt FKO i hvert enkelt tilfælde skal udstede nationale detaljerede direktiver om, hvad vi mener om operationer på det værnsfælles niveau.

Det vigtigste ved en værnsfælles opfattelse er, at man i fredstid eller uden man er indsat i en anden operation, overvejer hvorledes man skal samarbejde med de andre værn. Der er mange berøringsflader mellem værnene, som skal koordineres, for at man mest hensigtsmæssigt kan indsætte sine midler uden at genere de andre værn og ved at drage mest mulig nytte af deres midler. At opstille retningslinier for, hvorledes felthæren og søværnet samarbejder med flyvevåbnet i den fælles opgave, der består i af forsvare sig mod angreb fra luften, er et typisk eksempel herpå. Og kan man ikke finde ud af dette i fredstid p.g.a. forskellig opfattelse mellem værnene, så er det helt sikkert, at man ikke kan finde ud af det i krigstid.

Har man en væmsfælles opfattelse, bør man ligeledes overveje dette aspekt ved større materielanskaffelser. Det burde være ligegyldigt, hvilket værn, der står for et vist væmsfælles materielprojekt, så længe at de øvrige værn er blevet taget med på råd, og så længe at deres krav til materiellet er blevet tilgodeset. Eksempler herpå kunne være anskaffelser af droner, overordnede kommando- og kontrolsystemer mv. De enkelte værns enheder bør kunne være interoperable i et nationalt forsvar.

Hvorfor doktrin?

En doktrin er ifølge den britiske maritime doktrin et fælles grundlag for, hvorledes man fører væbnede styrker i kamp. Den er resultatet af krigserfaringer, analyser, studier, historisk betingede arv mv. Den må ikke være et dogme, men skal følge udviklingen indenfor det omliggende og internationale samfund, teknologien, de væbnede styrkers organisation, uddannelse osv. Doktrinen er blot summen af praktisk anvendt sund fornuft sat i relation til ens egen situation. I Danmark er det sådan, at hver “ værnschef” , hvis man ellers tør kalde vore operative kommandochefer for dette,er ansvarlig for eget værns doktrin. I hæren har man længe haft et omfattende værnsdoktrinhieraki, i flyvevåbnet har man netop indført en værnsdoktrin på det operative niveau, mens søværnet, hvis jeg ellers har forstået kommandør Elbros artikel i sidste nummer af Militært Tidsskrift korrekt, henholder sig til gældende NATO-dokumenter og Admiraldanfleet “General Operations and Logistic Plan” . Vi har altså i Danmark et doktringrundlag for de enkelte værn. Inden jeg går videre, vil jeg tage udgangspunkt i den amerikanske “Joint Vision 2010”, der ifølge amerikanerne er en vision for, hvorledes man tænker de værnsfællesstyrker indsat i år 2010. Amerikanerne kalder dette for en koncept, der skal konkretiseres i form af en (rettelig flere) Joint Doctrine(s) 2010.

Hvis vi overfører dette til danske forhold, kunne vi kalde vores forsvarskoncept for vores vision, idet forsvarskoncepten tegner forsvarets udvikling i den kommende årrække. Der foregår en række delkonceptarbejde indenfor de enkle værn, der knytter sig til forsvarskoncepten og omhandler forskellige fremadrettede aktivi­teter.

Vi har altså vore nationale væmsdoktriner, vore delkoncepter og vores koncept, men vi mangler en national væmsfælles doktrin, der burde være bindeledet mellem vore væmsdoktriner og vores delkoncepter, idetjeg antager, at ingen er uenige i, at man i fredstid burde skitsere retningslinier for samarbejde mellem værnene, og at man burde anskaffe materiel, der kunne operere med materiel i andre værn, hvor dette ellers er muligt. Hertil kunne man argumentere, at vi jo har en væmsfælles doktrin i form af NATO’s AJP-1, men dels er denne ikke særlig konkret og på engelsk, dels tager den ikke hensyn til nationale danske forhold, teknologi, organisation og uddannelse.

Jeg er således grundlæggende uenig med kommandør Elbro, når denne mener, at “ formålet med en national “Doktrin” må være at dække hele nationen og forsvarets samlede opgaver. Den må spænde over alle situationer fra daglige rutine til en erklæret krig uanset om vi er alene eller i alliance med andre.”

Doktrinen må, hvis vi sammenligner os med andre, primært dække det område, der hedder indsættelse af enheder i krig, ligesom man også kunne argumentere for, at vi i doktrinen dækkede det doktrinære område for fredsstøttende operationer. Jeg kan i denne forbindelse oplyse, at flyvevåbnet snart kommer med et sådant kapitel i flyvevåbnets doktrin. Herudover kan jeg ikke se grundlaget for at beskrive forholdene omkring Grønland mv, når maritime operationer jf. kommandør Elbro hævdes at være identiske uanset i hvilken del af verden de måtte finde sted. Det er ikke stedet, men opgaverne, der er grundlaget for doktrinen.

Personlig vurdering

Jeg føler mig opfordret til, efter at have læst de tre artikler om maritim doktrinud­vikling, at komme med en personlig vurdering, fordi jeg finder nogle af oplysnin­ gerne interessante.

Indledningsvis må jeg oplyse om, at jeg troede, at anførselstegnene om ordet “ Indoktrinering” i kommandørkaptajn Johansens artikel var gledet ud, men efterjeg har læst artiklen må jeg konstatere, at overskriften efter min vurdering er helt korrekt.

Som faggruppeleder på Forsvarakademiet har jeg ofte undret mig over, at ca. halvdelen af mine VUT-II elever fra søværnet ikke har haft noget særligt kendskab til søværnets måde at operere på, men kommandørkaptajn Johansen kaster i sin artikel lys over sagen. Det fremgår, at søværnets officersgrunduddannelse ikke entydigt har formuleret, hvorvidt forståelse for doktrin og - udvikling, som basis for undervisning i taktik og operationer, også ønskes tilgodeset. Det beskrevne udannel­sesforløb beskriver glimrende forholdene for den operative officer i søværnet, men mindst halvdelen af eleverne på VUT-II fra søværnet udgøres af administrativt og teknisk personale, der ofte kun har et perifert kendskab til eget værns operative forhold. Dette bevirker, at Faggruppe Operationer og Logistik helt korrekt beskrevet giver alle elever på VUT-II et operativt grundkursus, men under beskrivelsen af dette er der faldet et enkelt ord ud, idet der “gives en opdatering af operative doktriner og udvalgte taktiske procedurer for indsættelse af hær-, sø- og luftstyr­ ker.” Nogle af eleverne fra søværnet er i samme båd, som flyvevåbnets elever var for to år siden, men efter at flyvevåbnet har indført et flyoperativt kursus for alle kommende VUT-II elever, møder eleverne fra flyvevåbnet med et godt kendskab til eget værns operationer, og de er dermed istand til at fungere som ressourcepersoner i diverse syndikat- og projektarbejder. Jeg er klar over at søværnet introducere­ de en mindre udgave af et forkursus for kommende elever på VUT-11 i 1997, men målet med dette kursus var ikke primært at give eleverne et kendskab til eget værns operationer. Det er en forudsætning, at man kender sit eget værns måde at operere på før kaster sig ud i værnsfælles operationer.

Herudover må jeg konstatere, at det må være en national dansk maritim doktrin, der er udgangspunktet, når både kommandør Elbro og kommandørkaptajn Johansen mener, at det operative og det taktiske niveau næsten er smeltet sammen sømilitært. Udenlandske maritime og værnsfælles doktriner opererer helt klart med en sådan adskillelse. British Maritime doctrine (der i øvrigt er skrevet af Royal United Service Institute) beskriver som eksempel, at beslutningen om placering af de britiske hangarskibe i forhold til Falklandøerne var en beslutning på det operative niveau, mens de enkelte eskorte fartøjers manøvrering var et spørgsmål om taktiske dispositioner. Jeg har også vanskeligt ved at se, at Admiraldanfleet beslutninger om indsættelse af forskellige task groups eksempelvis i Østersøen, ikke skulle være på det operative niveau, men jeg kan godt forstå at deployeringen afde enkelte fartøjer sker på det taktiske niveau. Jeg kunne godt forestille mig, at der i søværnet var behov for at gøre sig nogle tanker om, hvorledes man agter at designe en sømilitær kampagne med anvendelse af flere forskellige task groups mv. Jeg har også vanskeligt ved at forstå, at de principper, der skal anvendes ved et sådan kampagne, næsten er de samme, som det at indsætte en enkelt eller to enheder i rammen af en task force eller lignende. Det virker i kommandør Elbros artikel som om, at han med doktrin forstår noget, der beskriver en taktisk indsættelse på det lokale niveau, idet der sættes lighedstegn mellem standard operating procedures, taktisk indsættelse og doktrin. Dette ville vel svare til, at flyvevåbnet kaldte landing af fly på en flyvestation en doktrin ligesom det, at flytte en bataljon i hæren fra et sted til et andet også kunne kaldes en doktrin. Som antydet ovenfor er jeg ikke enig i denne opfattelse, ligesom jeg tør postulere at jeg ikke er alene om denne opfattelse.

Jeg er heller ikke enig i at et specifikt våbensystem, her søminevåbnet, som hævdet i kommandør Elbros artikel på side 471, automatisk kan henføres til et af krigsføringens niveauer, måske med undtagelse af ABC-våben. Det, der er afgørende for, hvor våbnet kan placeres, afhænger helt af den sammenhæng, hvori det bruges - hvilket er gældende for alle værn. Hvis en kampvogn åbner ild på nogen under en FN-operation, kan dette fa strategisk betydning, ligesom hvis en torpedobåd sænker et skib i forbindelse med en krise.

Ovennævnte betragtninger tilkendegiver tydeligt problemet inden for det værnsfælles miljø, jf. min indledning. Jeg hævder ikke, at jeg entydigt har ret i alle mine postulater, men skal vi videre på det værnsfælles niveau, er det afgørende, at vi drøfter problemerne, taler samme sprog og bruger de samme definitioner.

V i er ikke ret mange officerer i det danske forsvar, og er derfor meget afhæn­gige af at kunne stole og samarbejde med hinanden - også på det værnsfælles område. I det daglige er vi afhængige af andre værnsrepræsentanter med forskellig uddannelsesmæssig baggrund, idet vores tre værn er godt integreret overalt i vores værnsfælles institutioner og myndigheder. Da korvetten blev sendt til Goflen, skrev da værnende orlogskaptajn T.S. Jørgensen og major L.R. Møller lovforslaget og betænkningen, hvilket er et godt eksempel på, at officerer fra andre værn kan have en vis indflydelse på, hvad der sker værnsspecifikt. V i har en god værnsintegration i de danske væbnede styrker og en fornuftig værnsfælles opfattelse, men det er utroligt vigtigt, at vi selv stiller os det samme spørgsmål som kommandør Elbro gør i sin artikel: “Er det vi gør godt nok?”. Som det fremgår af ovennævnte mener jeg, at vi i Danmark har et omfattende behov for at drøfte doktrin på det operative niveau - også værnsfælles doktrin. Hvis vi ikke selv vil gå i spidsen og koordinere vores indsats værnsfælles, er risikoen for en top-down proces å la den amerikanske tilstede, ligesom vi internationalt risikerer at sakke bagud i forhold til de nationer, der satser på dette.

Skulle man være i tvivl, går jeg altså fortsat ind for en dansk værnsfælles doktrin byggende på AJP-1, men tillempet nationale forhold. Forhåbentlig vil vi høre mere om dette i et kommende nummer af Militært Tidsskrift.