Af Kaptajn O. B. Schouboe.
Det er mig naturligvis en Glæde at kunne fastslaa, at Kaptajn H o l g e r H e d e ma n n — efter sine Udtalelser i det sidste Indlæg — viser sig at være ganske enig med mig i, at værnepligtige Officerer ere ganske uundværlige for vor Hær. T il Gengæld er Kaptajn Hedemann imidlertid paa andre Punkter saa ivrig efter at notere min Tilslutning, at han noder mig til — for at undgaa Misforstaaelser — at fremkomme med nogle faa Bemærkninger. Under Omtalen af Ritmester Pedersen-Dan's Afhandling udtaler Kaptajnen saaledes: «Ogsaa han kræver en betydelig længere Uddannelse, hvorom alle altsaa synes enige». Denne Udtalelse nødvendiggør for mit Vedkommende et meget bestemt Forbehold.
Som jeg allerede i mit første Indlæg i denne Sag fremhævede, lægger jeg megen Vægt paa, at de værnepligtige O f fi cerer efter O f ficersudnævnel sen faa saa megen Tjenest e som mulig t . Det er jo dog som Officerer, vi faa Brug for dem, hvis det en Gang maa gaa los. Man hører undertiden, at en Chef ikke har villet anbefale en Sekondløjtnants Ansøgning om Tjenestefornyelse, fordi hans Tjeneste ikke har været tilfredsstillende. En saadan Betragtning synes mig dog for «fredsmæssig». Enten er den paagældende Sekondløjtnant umulig som Officer, og saa bør han afskediges, eller ogsaa kan han blive anvendelig som saadan, og i saa Fald har man virkeligt ikke Lov til at berøve Hæren den Mulighed at faa en brugbar Officer ud af ham.
Naar det gælder de værnepligtige Officerers Uddannelse efter Officersudnævnelsen, tiltræder jeg altsaa fuldt ud Ønsket om at faa den saa lang, som muligt. Hvis man uden at indskrænke Antal og Varighed af de senere Indkaldelser kunde naa saa vidt, at m an a f enhver væ r n e pl i g t i g O f f i c e r krævede en vis M i n i m u m s t j e n e s t e som O f f i c e r , vilde jeg selvfølgeligt betragte dette som et meget betydeligt Fremskridt. Naar man imidlertid taler om Uddannelsen for O f fi cersudnævnelsen, er Sagen derimod ikke saa enkel, som D'Hrr. Hedemann, Pedersen-Dan og Faye mene. Hvad enten det gælder Forberedelsen til Premierløjtnant eller til Sekondløjtnant, bør den paagældende militære Uddannelsestid ikke gøres længere og besværligere, end Formaalet med Nødvendighed kræver. Forlænger man den derudover, vil man maaske opnaa, at nogle tvivlsomme Emner lige kunne vinde med; men er der egentligt nogen særlig Glæde ved det, naar adskillige af de bedst egnede samtidigt miste Lysten til at være med. Hvad de fast ansatte Officerer an g a ar, anser jeg det saaledes for et meget stort Gode for Hæren, at det siden 1881 har været muligt for dertil egnede unge Mænd, som inden deres Indtræden i Hæren have forskaffet sig de fornødne Kundskaber, i Løbet af 2% Aar at naa frem til Stillingen som fast ansat Officer. En Fordring til dem om, at de forinden Indtrædelsen i Officerskolen skulle gennemgaa en Sekondløjtnantskole — hvilket man jo fra forskellige Sider har foreslaaet — , vilde efter min Mening betegne et stort Tilbageskridt. En Undersøgelse af «Haandbogen» viser jo desuden meget hurtigt, at den paagældende Gruppe af Officerer ikke i mindste Maade staar tilbage for de paa anden Vis uddannede. For Sekondløjtnanterne er Forholdet ganske vist noget anderledes, idet Frivilligheden jo her langt fra lægger sig for Dagen i det Omfang, som ønskeligt er. Alligevel maa vi være varsomme med at indføre Foranstaltninger, der ville medføre yderligere Formindskelse af den. Vore Bestræbelser bor tværtimod gaa i modsat Retning. Naar de fast ansatte Officerer for Alvor ville tage sig af denne Sag, er det aldeles ikke nogen Umulighed atter at hæve den værnepligtige Officersstand til dens gamle Betydning. Kaptajn Holger Hedemann skriver, at man ved U d tagel sen af Sekon dl ø j tnan t sel ev er «for at opfylde Kravet til et passende Antal, maa medtage alle, der blot synes at have de mindste Betingelser for mulig at blive egnede». Rigtigheden af denne Udtalelse kan jeg paa ingen Maade indrømme. Kaptajn Hedemann afkræfter den forøvrigt selv, idet han senere hen i sit Indlæg siger, at der i Tiden 1899— 1904 er udnævnt 20% for mange Sekondløjtnanter. V æ r n e p l i g t s m a s s e n i n d e h o l d e r et mere end t i l s t r æ k k e l i g t s t o r t A n t a l a f f ul d t ud egnede S eko n dl ø j tn an t s e m n er. Det gælder kun om at fordele dem og udtage dem paa rette Maade. Jeg skal her kun pege paa en enkelt Gruppe indenfor det store Antal Sekondløjtnantsemner. Akademisk Skyttekorps, der jo, som bekendt, har en Kaptajn til Chef og 2 Premierløjtnanter som Laørere, modtager aarligt c. 80 Rekrutter. Disse unge Mænd behøve sandelig ikke nogen lang Militæruddannelse for at kunne gøre Fyldest som værnepligtige Officerer.
Til Slutning skal jeg, ligesom i mit første Indlæg om denne Sag, tillade mig at fremhæve, at Underafdelingschefen, hvem det her først og sidst kommer an paa, under hele Rekrutuddannelsen maa skænke dette Spørgsmaal sin udelte Opmærksomhed. Alle rede ved Mod tagelsen af Rekrutlisten begynder Udtagelsen af Sekondlø j tn a n t s e 1 e v e r.
