Af Kaptajn O. B. Schouboe.
Toldkontrollør, Løjtnant H. G. Faye har i Tidsskriftet NT. 18/1905 under ovenstaaende Overskrift skrevet en Artikel, der vidner om stor Interesse for Hæren. Denne Artikel har fremkaldt et Svar fra Kaptajn Holger Hedemann, i hvilket denne blandt andet slaar paa, at det kunde være rart at komme ind paa «en Undersøgelse af Spørgsmaalet, om en Bibeholdelse af de værnepligtige Officerer kan anses for praktisk, eller om man ikke hellere skulde søge at erstatte dem gennem en Udvidelse af de faste Rammer». Det er dette sidste' Indlæg, der giver mig Anledning til at fremkomme med nogle faa Bemærkninger. A f Hensyn til de Overvejelser, der foregaa andet Sted, skal jeg lige saa lidt som Kaptajn Hedemann komme nærmere ind paa Organisationsspørgsmaal. Da denne imidlertid har rejst Spørgsmaalet om de værnepligtige Officerers B ibeholdelse eller Afskaffelse og efter min Mening gjort det paa en saadan Maade, at han i hvert Fald synes at være stemt for det sidste, saa vil jeg dog tillade mig at fremkomme med en indtrængende Opfordring til ved Afgørelsen af et for Hæren og hele Forsvaret saa indgribende Spørgsmaal ikke at lade sig lede af øjeblikkelige Stemninger eller halve Overvejelser. Hæren er nu engang til for at kunne forsvare Landet, og ikke for Fredstjenestens Skyld. Hvorledes skulde man egentlig kunne have alle de til den mobiliserede Hær nødvendige Officerer og Underofficerer til Stede under Fanerne til enhver Tid ? Og ere de ikke det, blive de jo værnepligtige, selv om man ogsaa vilde benytte andre Navne for dem. Og hvorledes skulde man skaffe dem noget at bestille ? o. s. v. For ikke, af de allerede anførte Grunde, at komme nærmere ind paa disse Organisationsovervejelser skal jeg her standse denne Tankerække for derefter at gaa over til en ganske kort Undersøgelse af, om vi virkelig faa det ud af vor nuværende værnepligtige Officersklasse, som vi burde, og som har været tilsigtet med den. Efter min Mening er dette ikke Tilfældet. Jeg giver til Dels Toldkontrollør Faye Ret, naar han udtaler: «De faste Officerer ere imidlertid ikke ganske sageslese i den nuværende Misère». Ved Undersøgelsen af denne Sag frembyde sig bl. a. Fordelingen af Emnerne, Udtagelsen, Uddannelsen og Anvendelsen til nærmere Prøvelse.
Hvad først Fordelingen af de blandt de værnepligtige til Officerer muligt egnede til Afdelingerne angaar, da forekommer det mig unægteligt, at der fra Udskrivningsmyndighedens Side maatte kunne gores langt mere, end det nu er Tilfældet, for at bringe det rette Forhold til Stede. For at faa saa mange Muligheder til Raadighed, som gørligt, vilde det selvfølgeligt være overmaade heldigt, om man kunde ophore med at overføre de bedst egnede til Forplejningskorpset, hvis Regnskabsassistenter i mange Henseender have Brug for ganske andre Egenskaber end de værnepligtige Officerer. Ved Udtagelsen af den vordende værnepligtige Officer bør det hovedsagelig komme an paa Underafdelingschefen. Det er denne, som kan og bor kende den paagældende fuldt ud. Mon det, staar alle Hærens Underafdelingschefer klart, hvor stor Betydning det har for Hæren som Helhed og for Officersstanden i Særdeleshed, at de ved denne Udtagelse gribe rigtigt? Mon det altid holdes klart for ø je , at jo kortere Tid, man har til at opdrage den paagældende i, desto strængere maa man være ved Udtagelsen? Det synes i hvert Fald ikke over alt at være saa. Det kommer her for en stor Del an paa Aspirantens Stilling og Udvikling ved Modet som Soldat. Personlighed , Dannelse og T a k t er her det a fgørende; Pletskud og Spring over Hesten med 3 Saddelpuder er godt, hvis det kan følge med; men det er absolut underordnet. Akademikerne og de med dem i Dannelse og Takt jævnbyrdige bør have Fortrinet. Have Sekondløjtnantskolerne dygtige Lærerkræfter, og faa de fra Underafdelingerne fuldt ud egnede Elever, ville de trods den korte Tid- kunne udrette meget betydeligt. Bevis herfor er bl. a. de udmærkede Resultater, der Aar efter Aar naas med de mange polytekniske Kandidater, der gennemgaa Fæstningsartilleriets Sekondløjtnantskole. Den vigtige Uddannelse efter Udnævnelsen til Officer vanskeliggøres jo i høj Grad derved, at saa mange af de uddannede Elever efter denne kun møde til Tjeneste under de korte Genindkaldelser. Men kunde der ikke gores noget for at bevæge flere af dem til at paatage sig den frivillige Tjeneste? Sekondløjtnanten koster jo nu Staten i det første Tjenesteaar som Regel 1400— 1500 Kr.; men de GOO Kr. af disse faar han kun, hvis han bliver hele Aaret til Tjeneste. Tilbyder der sig i Aarets Løb en Plads for ham, maa han enten give Afkald paa denne eller paa Orlovspengene. Dette i Forbindelse med den betydelige Ekviperingsudgift afholder vistnok adskillige fra at tage Tjeneste. Kunde man ikke ved at benytte Orlovspengene, hvis Betydning som «Belønning for god Tjeneste« vist er saare ringe, til at forøge Maanedslonnen og Udrustningshjælpen med, skabe saadanne pekuniære Forhold for den tjenestegorende værnepligtige Officer, at det blev Umagen værdt at tage Tjeneste som saadan, selv om Hensynet til den civile Fremtid skulde kalde vedkommende bort, inden Aaret var omme. Angaaende Anvendelsen af den tjenestegørende værnepligtige Officer skal jeg indskrænke mig til at fremhæve, at det ledende Moment for den maa være Hensynet til hans egen fortsatte Uddannelse. Han bør derfor som Regel altid virke, det vil sige virkelig bestille noget, under en fast ansat Officers Vejledning og Kommando. Derimod bør han, saa vidt muligt, ikke optræde som Oveisesleder eller Inspektionshavende. Det vil han som Regel ikke lære noget af, og dertil vil han ogsaa i Almindelighed savne den fornødne Erfaring.