Den 31. oktober 1983 holdt chefen for Forsvarsstabens Langtidsplan lægningsgruppe, oberstløjtnant J. Schriver, et foredrag i Det krigsvidenskabelige Selskab om problemområder vedr. værnepligten. Oberstløjtnantens manuskript gengives i det følgende.
Indledning
Emnet er et overordentlig mangehovedet uhyre. Der er masser af krinkel-kroge at fare vild i, og der er masser af muligheder for at fare ud ad tangenter. Området er meget stort og indeholder mange komplicerede forhold og sammenhænge. Der har altid været politik i sagen om værnepligt og anvendelsen af værnepligtige - startende med den almindelige værnepligts indførelse i 1849.
Og da vi i efterkrigstiden tog fat på anvendelsen af stampersonel - d.v.s. menigt personel af konstabelgruppen - viste det sig, at også denne personel kategoris forhold fik politikernes interesse. Den politiske bevågenhed over for emnet har fortrinsvis været dikteret af partiernes forskellige politiske grundholdninger og af forholdene i det samfund, der omgiver forsvaret. I mindre grad har det måske været de rent militære forhold, der har været bestemmende. Politikernes interesse har gennem tiderne været varieret - måske burde jeg sige diffus. Det kan jeg vende tilbage til. Vi militære skal imidlertid ikke beklage den politiske interesse, der har omgivet os. Men derimod skal vi beklage, at det ikke er lykkedes for os at kommunikere til politikerne en klar og fast policy for denne meget væsentlige del af det samlede personelområde.
Vi har herigennem gjort livet for let for politikerne, hvilket måske har bidraget til, at hele området har været lidt diffust behandlet i de forskellige forsvarsordninger.
En vanskelighed med at sige noget om emnet er, at alle er eksperter på området, og at alle har en mening om det. Det gælder os militære, der alle i det mindste har været rekrutter, og det gælder resten af befolkningen, som alle på en eller anden måde har været i berøring med nogen, der har været igennem den militære grunduddannelse.
I det følgende vil jeg ridse nogle væsentlige problemområder op, og vil herunder give udtryk for mine personlige meninger - som ikke nødendigvis falder sammen med FKO holdning.
Jeg vil omtale
- Værnepligten generelt
- Forsvarets krav til de værnepligtige
- Frivillige værnepligtige
- Værnepligtstidens udvikling
- Værnepligt og arbejdsmarked
- Stampersonelordningens udvikling
- Forhold vedr. balance mellem værnepligtige og stampersonel.
Under hensyn til emnets omfang og til at hæren er størstebruger af såvel stampersonel som værnepligtige, har jeg valgt hovedsageligt at beskæftige mig med de generelle forhold og med hærens forhold.
Værnepligten - generelt
Det er ikke helt korrekt, når vi tror, at den almindelige værnepligt blev indført i forbindelse med grundloven fra 1849. Frem til 1867 var det fortsat muligt at betale for at lade en anden »springe soldat« for sig.
Og selvom loven af 1909 indeholdt en klar bestemmelse om, at alle udskrevne, der blev fundet tjenstdygtige skulle uddannes, så blev denne bestemmelse ikke fulgt. Samme lov havde i øvrigt en bestemmelse om betaling af værneskat for de ikke-indkaldte værnepligtige (incl. de kas serede). Heller ikke denne bestemmelse blev overholdt. Skatten blev ikke opkrævet.
Går vi herefter frem til 1983, så er det sådan, at kun 48% af de udskrevne bliver indkaldt til en eller anden form for værnepligtstjeneste. Med »udskrevne« menes en sessionsårgang minus kasserede og minus de forbi gåede. De udskrevne udgør i 1983 i alt ca. 32.000 mand, hvoraf forsvaret får ca. 12.000. Ca. 3.000 går til Civilforsvaret (8 mdr. eller kommunal tjeneste på 1 mnd.) eller overføres til civilt arbejde. Resten, ca. 17.000, indkaldes ikke.
Det er et spørgsmål, om vi med den praksis, der nu føres, og som har været ført gennem mange år, kan hævde, at vi har almindelig værnepligt her i landet.
Intensionerne om, at enhver våbenfør mand skal kunne bidrage til landets forsvar synes ikke opfyldt.
De politiske synspunkter har været, at værnepligten skulle være ligeligt fordelt uanset økonomisk og social stilling, og at det var vigtigt, at det var et bredt udsnit af befolkningen, der bidrog til forsvar af landet.
I forbindelse med 1973-ordningen kom frygten for det hvervede forsvar tydeligt til udtryk. Nogle politikere - især på venstrefløjen - var skræmte ved tanken om at reducere antallet af de værnepligtige og at overlade forsvaret til professionelle menige. Denne holdning var formentlig be grundet i nogle udefinerede tanker om »fremmedlegionærer«, professionelle soldaters isolation fra befolkningen, etablering af en »stat i staten« og dermed måske muligheder for kup. Det har næppe været kærlighed til værnepligtsinstitutionen, der har dikteret sådanne holdninger.
Udviklingen har vist, at forsvaret ikke på nogen måde er blevet en »stat i staten«. Forsvarets faste personel (officerer og stampersonel) har forlængst opdaget, at der er en verden uden for kasernerne og tilsvarende har befolkningen opdaget, at det faste personel med fordel kunne integreres i lokalsamfundene.
Fra militært hold har det ønskelige i gennem værnepligten at bevare tæt kontakt til befolkningen været betonet. Forsvaret har set værne pligtens opretholdelse som ensbetydende med, at forsvarsviljen samtidig blev opretholdt - og dermed en slags sikring af bevillinger.
I Generalkommandoens lille folder benævnt »Små vink til den unge befalingsmand« fra 1950 er befalingsmandens ansvar som ungdoms opdrager fremhævet. Det er også anført, at hver soldat, der hjemsendes, mindst kender 10 mennesker (familie m.m.), hvis syn på hæren og dens arbejde afhænger af, hvad soldaten fortæller om sin tjenestetid. Hver af disse kender igen andre 10, hvis syn også påvirkes, d.v.s. at måske 100 menneskers syn på hæren kommer til at afhænge af hver enkelt soldat, som befalingsmanden er foresat for.
Hensigten heri er ganske klar. Og det er vel den samme hensigt, der ligger bag, når nutidens officerer går ind for bevarelse af værnepligten. Men fra militært hold blev bevarelsen af værnepligten tillige begrundet med hensynet til opretholdelsen af en krigsstyrke af en vis størrelse. Det skal jeg vende tilbage til.
På baggrund af disse holdninger kan det undre, at politikerne og vi militære nu i mange år har affundet os med, at der eksisterer en så ulige fordeling af værnepligtsbyrden.
Maksimalt halvdelen af de udskrevne pålægges den byrde det er at blive taget ud af uddannelse eller arbejde - og ingen gør noget alvorligt ved det. Ikke engang den ramte del af de værnepligtige synes at gøre vrøvl.
Det er et spørgsmål, som har optaget politikerne ved behandlingen af flere forsvarslove. Men nogen tilfredsstillende løsning er ikke fremkommet. I betænkningen til 1973-loven blev det foreslået, at et særligt udvalg skulle behandle spørgsmålet om den ulige behandling af de værnepligtige. Det blev foreslået, at tanken om samfundstjeneste for alle unge (mænd og kvinder) og spørgsmålet om værneskat til de, der ikke blev indkaldt, skulle indgå i vurderingerne.
Indenrigsministeren nedsatte herefter et værnepligtsudvalg, der indgående beskæftigede sig med forholdene, f.eks. kassation, fritagelses ordningen, tjenestetidens varighed og forholdene herunder for de for skellige typer af værnepligt. Endvidere samfundstjeneste og værneskat.
I betænkningen (1. del, DEC 1975, nr. 762) finder udvalget, at der vil være store betænkeligheder ved at foreslå en samfundstjeneste. Det begrundes med statens udgifter til aflønning, administrationsapparatet og forholdet til arbejdsmarkedet.
Spørgsmålet om værneskat rejser så mange problemer, at udvalget afstår fra egentlig stillingtagen. Det påregnes dog, at en eventuel værneskat vil komme til at ligne den almindelige indkomstskat.
Sideløbende med dette udvalgsarbejde blev der arbejdet med indførelse af soldaterløn, og ordningen med frivillige værnepligtige blev indført. Resultatet af alle disse lighedstanker kan koges ned til indførelsen af soldaterlønnen med virkning fra 1977.
Det er min opfattelse, at den ulige fordeling af værnepligtsbyrden er et hovedproblem, der bør løses. Som minimum bør der snarest indføres en ordning, der kan sikre de værnepligtige arbejde efter hjemsendelse. Dette spørgsmål synes Folketinget nu at tage fat på.
Det er nok fortrinsvis et politisk spørgsmål, men uligheden kan også have en negativ effekt for forsvaret. Resultatet kan blive, at befolkningen isolerer sig fra forsvaret og betragter forsvaret som noget, man blot betaler sig fra. Forsvaret skulle meget nødigt reduceres til blot at være et økonomisk anliggende.
Forsvarets krav til de værnepligtige
Det er et generelt krav til uddannelsen af de værnepligtige, at de skal kunne indgå i enheder, der skal løse krigsopgaver.
Der er ikke i forsvaret uenighed om dette krav.
Tjenestetidens længde har været stadig faldende, og hver gang en ændring har været på tale, har forsvaret strittet imod og har søgt at fast holde længden.
Nedsættelsen af tjenestetiden til 9 mdr. i 1973 medførte dog, at det blev fastslået, at det herefter ikke var muligt at opretholde en beredskabs styrke i hæren bestående af værnepligtige. Beredskabet og bemandingen af de krævende funktioner skulle overtages af enheder med fast personel - konstabler i de hvervede enheder - og hele værnepligtstiden skulle være uddannelsestid og anvendes til en meget målrettet og intensiv uddannelse. De værnepligtige skulle kun anvendes i enheder med mindre krævende materiel, d.v.s. ikke i mekaniserede eller i pansrede enheder.
For at opnå en bedre friskning af enhederne i den forudsatte krigsstyrke har man dog i indeværende forligsperiode fundet det nødvendigt også at anvende værnepligtige med 9 måneders tjeneste i nogle af panser- infanterikompagnierne. - Denne disposition er jeg ikke enig i. En tilfreds stillende uddannelse af sådanne værnepligtsenheder kan kun opnås, såfremt der tilføres enhederne et betydeligt islæt af konstabler.
Et vigtigt element i opretholdelsen af en mobiliseringsstyrke er mulig heden for at gennemføre mønstringer.
Lad os nu først se på uddannelsen i den første samlede værnepligtstid.
Resultatet af forsøget i 1971-72 med 9 måneders uddannelse af værne pligtige viste, at ingen af forsøgsenhederne havde opnået de uddannelses mål, der var fastsat for en 12 måneders uddannelse. Forsøget hvilede i øvrigt på et diskutabelt grundlag, bl.a. på grund af tidspres ved tilrettelæggelse og derved, at en række forudsætninger ikke var opfyldt.
Forsøget understregede dog nødvendigheden af, at en række foranstalt ninger til effektivisering af mandskabsuddannelsen måtte iværksættes. Det var især spørgsmål om uddannelsesfaciliteter i garnisonerne og instruktører. Det var en forbedring af disse forhold, der indgik som forud sætninger for nedsættelsen af tjenestetiden i 1973.
Og hvordan er det så gået med at opfylde disse forudsætninger?
Det må konstateres, at uddannelsessystemet i form af bestemmelser m.v. for uddannelsen er tilfredsstillende. Men spørgsmålet er, om de eksisterende uddannelsesfaciliteter, herunder øvelsespladser, og uddannelsesvilkår - øvelsesammunition m.m. - er tilstrækkeligt udbygget til en koncentreret uddannelse. Det er tillige et spørgsmål, om vi hidtil har gjort tilstrækkeligt for at styrke enhederne med instruktører, så at en effektiv og målrettet uddannelse kan gennemføres gennem alle 9 måneder.
Kravene til det stof, som enkeltmand og enheder skal gennemgå, er meget omfattende, fordi de er dikteret af krigsopgavernes karakter.
Selv med optimale vilkår er der grænser for, hvor rutinerede værnepligts enheder kan blive på 9 måneder.
Jeg mener, at mandskabsuddannelsen må styrkes såvel enkadrerings- mæssigt som på anden måde.
Det vil blive bekosteligt, og det vil kræve tilførsel af flere midler - i hvert fald, såfremt krigsstyrkens størrelse skal opretholdes.
Mønstringer er en nødvendig og væsentlig del af den uddannelse, der skal sikre mobiliseringsstyrkernes kvalitet.
Den gældende målsætning for hæren er 60.000 dage årligt. 11983 nåede vi 36.000 og i 1984 påregnes 40.000; altså kun 2/3 af målsætningen.
Her er vi igen ved et område, hvor der er behov for styrkelse af indsatsen.
Det er nødvendigt at fastlægge en klar og realistisk målsætning og at afsætte de nødvendige ressourcer. Såfremt vi ønsker at bevare troen på en mobiliseringshær, må der tages fat på en forbedring nu.
Her er det væsentligt, at der fastlægges realistiske krav til den friskning, vi ønsker af enhederne. Disse krav fremkommer som funktion af tjeneste tidens længde, uddannelsens kvalitet, mønstringspolicy og krigsopgavernes karakter.
Også til mønstringer må der findes midler, og også her er der behov for en prioritering.
Når værnepligtsområdet, herunder mønstringerne, har været sultet gennem tiderne, skyldes det bl.a., at pludseligt opståede besparelseskrav ofte har medført indgriben her. At reducere indtaget af værnepligtige og antallet af mønstringsdage har været en bekvem og hurtig måde at udspare midler på. Ofte har det været eneste mulighed for hurtigt at opnå besparelser. Men det er meget uheldigt, og der må findes andre veje.
Men hvordan finder vi midlerne inden de for de meget snævre budgetter?
Vi har gennem mange år opretholdt stort set samme krigsstyrke i hæren uanset bevillingernes størrelse. Prisen herfor har været, at bl.a. kravene til friskning, til mønstringer og til nødvendige materielanskaffelser til mobiliseringsstyrken er blevet sænket. Vi er gået på kompromis med de
militære krav for at opretholde en stor krigsstyrke. - Og det er måske forståeligt nok, når vi nu har en trussel, der nærmest taler for en endnu kraftigere krigsstyrke. - Også på andre områder end hærens krigsstyrke er vi i den situation, at truslen efter den militære vurdering stiller krav om flere enheder og våbensystemer end vi har.
Her er vi så ved spørgsmålet om kvalitet kontra kvantitet.
Det var fristende at sige, at kvaliteten skal vi militære nok tage os af og så overlade afgørelsen om kvantitet til politikerne. Men helt så enkelt er det ikke.
For det første vil der altid være usikkerhed forbundet med måling af kvaliteten af enheder og af enhedernes effekt i krig. Det er i høj grad et spørgsmål om den enkelte chefs personlige vurdering. Denne usikkerhed kan måske medføre, at vi foretager forkerte valg.
For det andet har vi som militære også pligt til at gøre politikerne opmærksomme på kvantitetsproblemet, der hænger sammen med truslen. V i må klart lægge frem, hvad den valgte struktur kræver af forudsætninger, f.eks. et varsel af en sådan længde, at der kan gives fornøden tid til mobi lisering - og evt. til uddannelse af enheder. Det må klart lægges frem, at der med det trufne valg er tale om en satsning - at der tages en risiko. Det er så op til politikerne at afgøre, om denne risiko skal tages.
Vi har hermed fået klarlagt ansvarsfordelingen mellem embedsmanden og politikeren. Embedsmanden kommer med sin anbefaling, der må inde holde klare konsekvenser på kort og langt sigt af at træffe beslutning - og af ikke at træffe beslutning. Det er herefter muligt for politikeren med helt åbne øjne at træffe sit valg.
Det forhold, at forsvaret forud for sidste forlig pegede på nødvendig heden af en forøgelse af midlerne og at der fra politisk hold i princippet er givet tilslutning til NATO’s anbefaling af ca. 3% årlig vækst, skulle gøre det nemt for forsvaret nu at dokumentere behov for flere midler - dertil kommer, at der i den sikkerhedspolitiske udvikling ikke kan findes nogen begrundelse for at fastholde forsvarets budget uændret, endsige at sænke det.
Sammenfattende finder jeg det nødvendigt, at der foretages en fornyet gennemgang af alle forhold vedr. uddannelsen af de værnepligtige, vedr. mønstringer og vedr. kvalitet og anvendelse af mobiliseringsenhederne.
Dette arbejde må føre frem til en klar strategi for fremtidig anvendelse af værnepligtig personel.
Behovet herfor understreges af de politiske signaler, der i disse måneder gives vedr. evt. øget anvendelse af værnepligtige.
Lad mig tilføje, at der ikke kan være tale om en reduktion af værnepligts tiden. Tværtimod er der behov for en udvidelse, hvilket jeg kommer tilbage til.
Frivillige værnepligtige
Efter 1973-loven viste det sig, at forsvaret med det fastsatte styrketal for værnepligtige ikke var i stand til at aftage alle tjenstdygtige. Efter politisk ønske og med forsvarets tilslutning blev frivillighedsprincippet herefter indført i 1975. Det betyder, at den værnepligtige, der ønsker at aftjene værnepligt ikke afskæres herfra på grund af fritagelsesordningen for de overskydende værnepligtige.
Frivilligheden er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med positivitet over for forsvaret. En stor del af de frivillige har utvivlsomt på sessionen trukket så lavt et nummer, at de under alle omstændigheder ville være blevet indkaldt. Og hertil kommer, at også arbejdsløsheden i de senere år har bidraget til det store antal frivillige. Den frivillige værnepligtige giver afkald på chancen for at anvende sit lodtrækningsnummer mod til gengæld at få indflydelse på tjenestested og indkaldelsestidspunkt.
På figur 1 vises antallet af frivillige fra ordningens indførelse. Der synes at være gode erfaringer med frivillighedsprincippet. Der synes ikke at være sket noget skred i sammensætningen af de indkaldte med hensyn til civil baggrund. Dette kan måske tages som udtryk for, at arbejdsløsheden rammer bredt hen over alle de unge. En effekt af frivillighedsprincippet har tillige været et fald i antallet af militærnægtere. Faldet må tillige tilskrives det reducerede behov for værnepligtige.
Denne effekt er ret klar, idet militærnægterne jo fortrinsvis findes blandt de tvangsudskrevne, hvis tal er faldet med frivillighedens indførelse. Alt i alt synes denne ordning med frivillige værnepligtige at fungere udmærket, og det er da en rimelig måde at fastholde værnepligtsbegrebet på.
Værnepligtstidens udvikling
Med de følgende 2 figurer vil jeg vise udviklingen med hensyn til værne pligtens længde.
Danmark ligger altså i den dårlige ende. Vedr. Belgien skal dog bemærkes, at værnepligtige til tjeneste i Tyskland kun har 8 måneders tjeneste.
Værnepligt og arbejdsmarked
Herefter vil jeg berøre en mulig sammenhæng mellem politisk stilling tagen til værnepligt og situationen på arbejdsmarkedet.
Af figur 4 fremgår arbejdsløshed i pct af arbejdsstyrken.En arbejdsløs hedsprocent på omkring 2 anses for fuld beskæftigelse. De stiplede linier viser prognoser for udviklingen under forudsætning af forskellige vækst forløb. Den centrale fremskrivning anbefales af Budgetdepartementet anvendt til langsigtede planlægningsaktiviteter.
Jeg viser denne figur for at stille spørgsmålet: »Er der eller har der været e'n sammenhæng mellem arbejdsløshedens størrelse og forsvarets størrelse, anvendelse af personel samt værnepligtens længde«?
Nogle politikere har besvaret dette spørgsmål i forbindelse med be handling af 1973-loven, der er vedtaget i en periode med fuld beskæftigelse. Preben Steen Nielsen (regeringspartiets ordfører) beskæftigede sig således under 1. behandling af forslag til lov om ændring af lov om forsvarets organisation m.v. den 25/10 1972 med den økonomiske forskel på en fri villig og en værnepligtig. Han mente, at denne forskel indsnævredes yderligere af to faktorer: »Den ene er, at en reduktion af tjenestetiden frigør arbejdskraft til vore produktive erhverv, hvilket er væsentligt, ikke mindst i en tid, hvor erhvervslivet råber efter arbejdskraft. For det andet vil der ved en tjenestetidsreduktion på grund af de unges øgede erhvervs indtjening tilflyde det offentlige væsentlige beløb i form af skatter og afgifter«.
Ved denne lov gik forsvarets fredsstyrke ned fra ca. 52.000 indtil 1973 til ca. 41.000 fra 1975. Værnepligtsstyrken reduceredes fra ca. 25.000 mand til ca. 11.000 og værnepligtstiden fra 12 måneder til 9 måneder.
Man kunne spørge sig selv, om politikerne havde truffet den samme beslutning, hvis udviklingen fra 1975 og frem havde været kendt.
I lyset af dette kunne man så spørge: »Hvad vil politikerne i 1984«?
Hvis fremskrivningerne af arbejdsløshedens størrelse holder, vil vi i begyndelsen af 1990’eme være i samme beskæftigelsesmæssige situation som i begyndelsen af 1970’eRNe. Erhvervslivet taler om, at der på dette tidspunkt vil være mangel på unge til lærepladserne. Det vil derfor være betænkeligt at vælge en struktur baseret på en drastisk større indkaldelse af værnepligtige her i slutningen af 1980’erne, blot for at bedre arbejdsløshedssituationen.
Den struktur vi må stræbe efter skal være fleksibel, så den i en periode kan indeholde mere personel. Men strukturen må ikke baseres på så stort et personelantal, at vi om få år igen risikerer, at forsvaret - og primært hæren - sættes på den anden ende.
En bestemmende faktor for værnepligtsstyrkens størrelse er det rådige antal unge. Dette fremgår af figur 5.
Figurens øverste kurve viser sessionsårgangene (antallet af 19-årige mænd i perioden 1965-2000. Næste kurve viser antal egnede til udskrivning efter kassation, idet den gennemsnitlige kassationsprocent har været ca. 20. Den tredie kurve viser antal til rådighed efter fradrag af værnepligtige
til andre styrelser m.v. Der er for fremskrivningen anvendt et gennemsnitstal på 4000 til Civilforsvar og civilt arbejde (stort set som i dag).
Endelig viser nederste kurve forsvarets årlige forbrug af værnepligtige angivet med antallet af mødte værnepligtige inkl. elever antaget gennem Forsvarets Rekruttering.
Det fremgår, at der i 1973 sker store ændringer. Det fremgår tillige, at det ikke kan have være antallet af rådige værnepligtige, der i 70’erne fik politikerne til at ændre forsvarets sammensætning. Det var som tidligere nævnt snarere arbejdsløshedsforholdene.
Siden 1973 har vi ikke brugt de rådige værnepligtige. Figuren viser også, at vi, set mere langsigtet, ikke bør lægge op til anvendelse af mere end ca. 18.400 forudsat uændret antal til Civilforsvar m.v.
Under den nuværende forsvarsordning forventes der i 1985 at møde ca. 14.300 værnepligtige ved forsvaret. Til en eventuel langsigtet udvidelse af antallet af værnepligtige vil der således maksimalt være ca. 4.100 værnepligtige til rådighed til fordeling mellem forsvaret og civilforsvaret. Det er min opfattelse, at de her omtalte forhold bør indgå i overvejelserne af den kommende forsvarsordning.
Stampersonelordningens udvikling
Med MATH-ordningens indførelse i 1951 tog forsvaret hul på anvendelsen af hvervede menige soldater. Denne ordning blev aldrig accepteret. Matherne var ugleset i store kredse i og uden for forsvaret. Årsagerne hertil var nok dels at værnepligten var så vel forankret i alles bevidsthed, dels at forsvaret som arbejdsgiver ikke rigtig levede op til ansvaret.
Ordningen blev i 1960 afløst af konstabelordningen.
Men det var først med 1973-loven, at det store indtag af konstabler begyndte.
Ved lovens behandling var der forskellige indvendinger mod en hvervet dækningsstyrke. Der var den tidligere nævnte frygt for, at forsvaret skulle blive en stat i staten. Der var betænkelighed vedr. personeludgifternes stigning.
Og så var der, bl.a. under hensyn til den fulde beskæftigelse, stor betænkelighed ved, om det overhovedet var muligt at skaffe det til strækkelige antal frivillige.
Forsvaret havde forudset store problemer med hvervningen, og der blev sat kraftigt ind herpå. En særlig arbejdsgruppe med militær og civil deltagelse blev nedsat. I gruppen indgik bl.a. en reklamemand som særlig hvervekonsulent, og der blev iværksat kampagner både centralt og lokalt. Det lykkedes i løbet af et års tid at komme nogenlunde op på det forud satte antal.
Det viste sig imidlertid vanskeligt at fastholde de hvervede. Der var for stort gennemtræk i enhederne til skade for uddannelse og beredskab. Der blev nedsat en arbejdsgruppe til at se på spørgsmålet, seminarer blev afholdt, og Militærpsykologisk Tjeneste iværksatte undersøgelser.
Der blev fundet frem til mange grunde til den store afgang, bl.a. forhold vedr. kontrakter, lønvilkår, sanktioner og den lave ansættelsesalder, der dengang var 16 år, men nu er hævet til 17 år.
Men det er min opfattelse, at en hovedårsag til den store afgang var den spinkle enkadreringssituation ved mange af hærens enheder. Dels var der mange ubesatte befalingsmandsposter, bl.a. på grund af fravær til civiluddannelse, dels var der blandt det faste officerspersonel stor ud skiftning. Ikke mindst påvirker det en stampersonelenhed med de hyppige chefsskifter. Det skaber uro og usikkerhed i enheden.
Som jeg fremhævede for værnepligtsenhedeme er det for stampersonel- enhederne nødvendigt at styrke enkadreringen. Herved skabes der bedre vilkår for uddannelsen, og der gives mere stabilitet og ro i enhedens daglige liv.
Antagelse af konstabler finder sted centralt ved Forsvarets Rekruttering og ved de lokale tjenestesteder i hæren.
Den centrale antagelse har gennem de seneste år haft 5-6000 ansøg ninger, og frem til 1980 antog man alle egnede. Fra 1981 og frem til nu er behovet for antagelse faldet - og dermed er kvaliteten af de antagne steget. Det er min vurdering, at kvaliteten af de antagne er god, og at konstablerne i øvrigt kommer fra et bredt udsnit af befolkningen. Til svarende vurderes at gælde for den lokale rekruttering.
Det må herefter konkluderes, at det menige personel - såvel værnepligtige som konstabler - repræsenterer et bredt udsnit af dansk ungdom. Der er her i landet således ikke grundlag for at tro, at det hvervede personel afviger fra resten af samfundets unge - og der er dermed ikke større fare for en særlig kastedannelse. - På dette område adskiller vi os nok væsentligt fra andre landes hvervede styrker, f.eks. England og USA.
Generelt har der i de seneste år ikke været fastholdelsesproblemer, hvilket i det væsentlige skyldes situationen på arbejdsmarkedet. Den gennemsnitlige kontraktlængde har været ca. 4 år.
Dog kniber det med fastholdelse til tjeneste i de mere trivielle jobs, f.eks. i kamptroppeme. Nogle jobs er mere interessante og prestige betonede end andre, og de mange forskellige konstabelposter i enhederne har deres egen kongerække.
Hele jobrotationsspørgsmålet for konstablerne bør underkastes en nær mere vurdering og må ses i sammenhæng med kontraktlængden og hen synet til produktionen til mobiliseringsstyrken.
Det må være målet, at konstablen i løbet af en kontrakt på f.eks. 33 måneder bliver så alsidigt anvendelig inden for sin underafdeling som muligt. Dette betyder, at arbejdsgiveren først og fremmest må tage hensyn til enhedens muligheder for at løse opgaverne, og at personlige ønsker om flytning til andet job eller anden enhed må tillægges mindre vægt.
Hensynet til uddannelsens gennemførelse, til enhedernes effektivitet og til mobiliseringsstyrken taler for, at rotationen mellem de forskellige enhedstyper begrænses meget væsentligt.
Befolkningsudviklingen i 1990’erne kan også få indflydelse på forsvarets muligheder for hvervning af stampersonel - og officerspersonel. De små årgange sammenholdt med efterspørgslen af unge til erhvervslivet og til den offentlige sektor betyder, at vi vil komme til at konkurrere om arbejdskraften. Forsvaret må derfor sikre sådanne løn- og arbejdsvilkår for personellet, at det fortsat vil være muligt at rekruttere kvalificeret fast personel i det nødvendige antal.
Forhold vedr. balancen mellem værnepligtige og stampersonel
Tilbage står nu at finde den rette balance i anvendelsen af stampersonel og værnepligtige. Dette er et kompliceret problem, idet alle de tidligere omtalte forhold også har indflydelse herpå. Jeg skal ikke her fremkomme med konkrete forslag, men vil pege på de forhold, der primært har betydning for afgørelsen.
Meget groft vil dette indebære, at en styrke på f.eks. 10.000 mand med stampersonel vil betyde en samlet styrke på 10.000 mand i en stående styrke og ca. 24.000 mand i mobiliseringsstyrken, det vil sige i alt ca. 34.000 menige pladser i krigsstyrken. (Der er regnet med 12 år i mobiliseringsstyrken (MOB) efter hjemsendelsen.) En styrke på 10.000 værnepligtige under uddannelse vil betyde O mand i stående styrke, altså intet beredskab, og ca. 80.000 mand i mobiliseringsstyrken, det vil sige i alt ca. 80.000 menige pladser i krigsstyrken (10 år i M O B efter hjemsendelse). Beregningerne er baseret på, at ca. 20% afgår fra hver årgang.
Ingen af disse yderpunkter er hensigtsmæssige, bl.a. fordi ikke alle funktioner kan bestrides af værnepligtige. I visse funktioner vil det - selv med en vis forlængelse af værnepligtstiden - være nødvendigt at anvende stampersonel, af uddannelses- eller materielmæssige årsager.
Når balancen skal fastlægges, må der tages stilling til bl.a.:
- krav til beredskabet,
- længden af den første samlede uddannelse for værnepligtige, - antal funktioner, der ikke kan bestrides af værnepligtige med den gældende værnepligtslængde,
- stampersonellets kontraktforhold og - hensynet til krigsstyrkens størrelse.
Beslutningen om beredskabets størrelse eller intet beredskab vil helt klart fastlægge et evt. behov for stampersonel. Det kan næppe forventes, at værnepligtstiden vil blive så lang, at beredskabet kan opretholdes med værnepligtsenheder.
Uden at gå ind på de faktorer, der vil være bestemmende for fastlæggelse af beredskabet, vil jeg pege på, at et differentieret beredskab kunne være en mulighed. Jeg tænker bl.a. på en differentiering i forhold til krigs- opgaverne, der er forskellige, og principielt vil foreligge på forskellige tidspunkter i landsdelene. Og jeg mener ikke, at hverken beredskabet eller bemandingen med stampersonel eller værnepligtige nødvendigvis skal være ens for de samme enhedstyper overalt i hæren.
En nærmere overvejelse heraf må anbefales.
Længden af den første samlede uddannelse er også bestemmende for balancen mellem de to personelkategorier. Det må slås fast, at 9 måneders tjenestetid ikke er tilstrækkelig i en lang række af de funktioner, hvori værnepligtige i dag anvendes. F.eks. burde tjenestetiden i kamptropperne være 12-18 måneder. Det vil kræve nærmere undersøgelse at fastlægge det nøjagtige behov, der bl.a. er en funktion af uddannelsesvilkår og krigsopgaver. Løsningen må formentlig være en differentieret værnepligts længde i de forskellige våbenarter. Såfremt der ønskes samme værnepligt overalt i hæren, må den fastsættes under hensyn til de mest krævende funktioner.
En tjenestetid på under 9 måneder er næppe mulig i nogen funktion, idet den grundlæggende kampuddannelse for enkeltmand kræver mindst 3 måneder, hvortil kommer en funktions- og enhedsuddannelse.
Når længden af den første samlede uddannelse for værnepligtige er fastsat, kan det antal funktioner, der nødvendigvis skal bestrides af stampersonel, fastlægges.
Er en forlængelse af værnepligten ikke gennemførlig, eller kan tilstrækkelig længde ikke opnås, kan en ændring af stampersonellets kontraktforhold være en mulighed. Med de nuværende gennemsnitlige kontraktlængder besætter stampersonellet en funktion længere end der uddannelsesmæssigt er behov for. Ved en nedsættelse af kontraktlængden kunne produktionen til krigsstyrken øges uden at uddannelseskvaliteten blev forringet. Lige så vel som, der kan tales om differentieret længde af værnepligten, kunne der tales om differentierede kontrakter, afpasset efter de forskellige funktioners behov. Fastlæggelse af sådanne kontrakter vil kræve nøjere overvejelse, idet der heri bl.a. skal indgå en vurdering af omkostningerne ved en øget uddannelsesfrekvens.
Alle disse nævnte forhold skal nøje vurderes - primært med krigsstyrkens størrelse og kvalitet for øje - før vi kan finde frem til den rette balance med stampersonel og værnepligtige.
Afslutning
Hermed er jeg ved slutningen af min gennemgang af en række problem områder i forbindelse med det store spørgsmål: »Værnepligtige eller stampersonel«. Spørgsmålet må besvares med, at vi i forsvaret har behov for begge kategorier af personel.
Jeg har ikke ønsket at komme nærmere ind på en mere detaljeret og konkret besvarelse af spørgsmålet.
Der foregår i FKO i disse måneder et omfattende arbejde med for beredelse af materiale til brug for et kommende forsvarsforlig. Og heri indgår også vurderingen af forhold omkring balancen mellem de to kategorier af menigt personel.
Det er meget vigtigt, at alle forhold bliver nøje afvejet og vurderet, herunder de mere langsigtede problemer. Ikke alene fordi personel området er så ressourcekrævende, men også fordi beslutninger på dette område rækker langt frem i tid og har stor betydning for samfundets syn på forsvaret.
Jeg håber, at resultatet af arbejdet må føre til, at vi kan gøre det helt klart for politikerne, hvad vi som sagkyndige mener, der skal gøres på kort og langt sigt.
J. Schriver.
