Kaptajn, cand. mag. Ebbe Juul-Heider, fortsætter her sin gennemgang af den tyske værnemagt i perioden 1933-38. Emnet for dette afsnit er forholdet til SS.
Hævdelsen af våbenmonopolet var et absolut kærnepunkt for Reichwehr 1933-38. Dette havde dog på intet tidspunkt været absolut. Politiet i de tyske lande androg ca. 70.000 mand ((Bennecke s. 71)) og var en veluddannet - og velført styrke. »No one who in later years had occasion to observe the Preussian police in action against disturbers of the peace can maintain that it was unable to preserve law and order. It was a wellarmed and highly efficient military force«. ((Carsten: R. and P. s. 24, og ibid. note 1)). Denne styrke blev dog på intet tidspunkt opfattet som en trussel af Reichswehr på samme måde som SA. Dette politi - for alle de tyske lande - understod Himmler, som var Chef der deutschen Polizei fra 17. juni 1936. Heydrich ledede SD - Sicherheitsdienst - og Geheimen Staatspolizeiamtes, samlet i GESTAPO, alt under Himmlers ledelse. ((Erich Pruck s. 444)). Himmler var tillige Reichsfuhrer der SS siden 6. januar 1929, dog under organisation og kommando af SA. ((Buchheim s. 130)). SS - Schutzstaffel - daterer sig tilbage til 1923, men fik først denne betegnelse i sommeren 1925. Opgaverne var først og fremmest at forrette personlig sikkerhedstjeneste for Hitler og andre prominente ns-ledere, udøve efterretningstjeneste med henblik på at imødegå eventuelle anslag på parti og fører, altså alt i alt mere specifikke og eksklusive opgaver end SA’s. ((Buchheim s. 129)). I 1933 bestod SS af ca. 52.000 mand og blev den 20. juli 1934 til en selvstændig partiorganisation på grund af de store fortjenester ved begivenhederne omkring 30. juni 1934. I 1937 var tallet vokset til 210.000 mand. ((Absolon s. 93)). SS var organiseret således:
- die allgemeine SS
- die SS-Verfiigungstruppe
- die SS-Totenkopfverbande ((efter 30.6.1934 bevogtning, ledelse og administration af koncentrationslejrtjenesten. Broszat s. 104)).
- die SS-Junkerschulen (officersskoler). ((Absolon s. 94)).
Ud af SS-Verfiigungstruppe opstod en regulær hær ved siden af Wehrmacht, denne havde sin egen uddannelse og føring og under krigen gjorde den krigstjeneste som selvstændig Waffen-SS side om side med Wehrmachtenheder. Begyndelsen var en parti-prætorianergarde, Leibstandarte Adolf Hitler under kommando af Sepp Dietrich. Denne enhed stod således personligt under kommando af Hitler og blev taget i ed af ham den 9. november 1934. Den var sågar unddraget Reichsfiihrer-SS’ kommandomyndighed. ((Buchheim s. 139)). Senere opstod der Verftihrungstruppe rundt om i Tyskland, organiseret som Leibstandarte Adolf Hitler. ((Buchheim s. 140)). Disse bevæbnede enheder var en magt, der såvel var unddraget partiets som statens indflydelse. De var eksponenter for den absolutte og uindskrænkede førermagt. Det var dengang muligt, at aftjene sin værnepligt i SS-Verftigungstruppe på lige fod med Wehrmachtindkaldte. ((Wehrgesetz, paragraf 8, Absolon s. 15, og s. 16 Anmerkungen: »Die gesetzliche aktive Dienstpflicht galt durch den Dienst von gleicher Dauer in der SS-Verfiigungstruppe (Waffen-SS) als erfullt«)). Dette gjaldt dog ikke for tjenesten i SS-Totenkopfverbande. ((Absolon s. 159, note 18)). Hitlers tidligere udtalelser om våbenmonopolet, der ikke skulle ændres, var ikke i overensstemmelse med det, der faktisk skete. »Es gibt im Staate nur einen Waffentråger, die Wehrmacht». ((Hitler-tale den 13. juli 1934, Domarus s. 417)). Tilsvarende gælder hans løfte til chefen for Wehrkreis VII (Mlinchen) general Adam, den 30. juni 1934. »Jedermann, sei SA oder sonst wer, steht in Zukunft dem Heer zur Verfiigung. Jeder Deutsche, auf den die Wehrmacht weist, ist ihr verfallen». ((Muller: H.u.H. s. 147, se også ibid. note 27)). Det vil sige, at allerede paragraf 8 i Wehrgesetz udhulede paragraf 2’s ordlyd: »Die Wehrmacht ist der Waffentråger und die soldatische Erziehungsschule des Deutschen Volkes. Sie besteht aus dem Heer, der Kreigsmarine, der Luftwaffe». ((Absolon s. 11)). SS-Verftigungstruppe (eller nogen anden SSorganisation) havde altså intet faktisk med Wehrmacht at gøre, hverken forvaltningsmæssigt, uddannelsesmæssigt eller føringsmæssigt. Hitler rådede over en veltrænet og blindt loyal styrke. »We did not hesitate on June 30, 1934, to do the duty we were bidden and stand comrades who had lapsed, up against the wall and shoot them . . . and yet everyone was certain that if it is necessary and such orders are issued he will do it again». ((Himmler hos Stein s. 7)). SS’s opgaver var at beskytte Føreren samt at garantere rigets indre ro og sikkerhed. ((Stein s. 15)). Hærledelsen fik nogen teoretisk indflydelse på SSVerfiigungstruppens udformning - se dog ovenfor - idet Hitler den 2. februar 1934 bestemte, at disse i henseendet til ». .. Vorbereitung . . . auf ihre Kreigsvervendung . . . bereits im Frieden dem Reichswehrminister unterstånden». Denne overdrog nogle dage senere beføjelsen til hærledelsen. ((Muller: H.u.H. s. 151)). Hærledelsen søgte dels at løse sit reserveproblem ved at lade Verfugungstruppen varetage en del af den formilitære uddannelse, disse nyuddannede skulle da enkeltvis indgå i Wehrmachtenheder og altså netop ikke som samlede SS-enheder; og dels - hvilket hænger nøje sammen med det ovennævnte - at begrænse Verfugungstruppe til en ikke-føringsmæssig- og personelopstillende myndighed, men udelukkende til en uddannelsesenhed. Dette lykkedes ikke, da Hitler i den nævnte forordning af 2. februar 1934 bestemte, at hans private hær i krigstilfælde skulle optræde som en samlet division. ((Muller: H.u.H. s. 152f)). Hossbachs opfattelse, at Hitler skulle have tiltrådt hærledelsens tanke om anvendelsen af Verfugungstruppe er selvfølgelig ikke rigtig. ((Hossbach s. 32)). Forholdet mellem Wehrmacht og SS gik generelt dårligt. Ganske vist havde Hærledelsen inspektionsret over Verftigungstruppen, men Fritsch bedømte virkningerne heraf yderst negativt. »Schliesslich ist es die SSVerfiigungstruppe, die, immer weiter ausgebaut, schon allein durch ihr Vorhandensein einen Gegensatz zum Heer schaffen muss. Sie ist der lebendige Misstrauensbeweiss gegen das Heer und seine Fuhrung. Wenn auch dem Heere ein geweisses Recht zur Uberwachung der Ausbildung bei der SSVerfiigungstruppe zusteht, so entwickelt sich doch diese SS-Truppe vollig abseits und, wie mir scheint, in bewusstem Gegensatz zum Heer«. ((Fritsch, hos Hossbach s. 71f)). General Halders bedømmelse af den indenrigske situation fra den 22. december 1934 var også pessimistisk, hvad angik SS’ forhold. Han angav, at der herskede usikkerhed og spændinger i befolkningen, dels af kirkepolitisk art, samt på grund af magtkampe inden for partiet. Der herskede angst for indre uroligheder, en mistillid til utilstrækkelige politiske ledere og til GESTAPO. »Die SS strebt nach Geltung als staatliches Machtmittel. Sie halt sich ausserlich zuriick. Offenbar befindet sie sich in einem latenten Bereitschaftszustand. Gegenuber der SA ist sie kuhl, gegenuber dem Heer zuruckhaltend, fast misstrauisch. Die SS fiihlt sich anscheinend als Trager kunftiger innerpolitischer Aktionen und als Vollzugsorgan der geheimen Staatspolizei. Indiskretionen junger SS-Leute lassen annehmen, dass fur den Fall von Attentaten gegen leitende Månner der Bewegung automatisch Vergeltungsaktioneri vorbereitet sind, deren Opfer - es wird von »Tausenden« gesprochen - bereits namentlich bestimmt sind und deren Tråger die SS ist«. ((Halder, hos Muller: H.u.H. dok. nr. 14, s. 610)). Disse attentatrygter - formentlig sat i gang af SS - bekræftes hos Fritsch, nemlig at SS forventede et kup fra hærens side. ((Fritsch, hos Hossbach s. 70f)). Også udenlandske pressemeddelelser afspejlede den overophedede spænding og videregav rygter om et nærtforestående opgør mellem SS og Wehrmacht. Dette blev så påfaldende, at statsledelsen så sig nødsaget til at dementere rygterne den 28. november 1934. ((Krausnick s. 247f)). Dette viser, at det hele må have været en hetz, da Fritsch aldrig ville eller kunne lave et kup. Alligevel følte Hitler sig nødsaget til at indkalde lederne fra Wehrmacht og parti til et møde i statsoperaen i Berlin den 3. januar 1935. Han søgte her at genoprette tilliden til ns-ledelsen. Han gentog to-søjle princippet og udtalte sin ubegrænsede og aldrig svækkede tillid til Wehrmachts kunnen, villighed til at bringe ofre, og fremfor alt, dens loyalitet. Han gik endog så vidt i sine bestræbelser på at indgyde officererne tillid, at han desavouerede dele af sin egen bevægelse ved at give indtryk af, at Wehrmacht kunne skelne mellem hans person, som den ansvarlige statsmand, og partiet, »Dann kommt aber vielleicht einer von der Partei und sagt zu mir: Alles gut und schon, mein Fuhrer, aber der General Soundso spricht und arbeitet gegen Sie. Dann sage ich: Das glaube ich nicht, und wenn dann der andere sagt: Ich bringe Ihnen aber schriftliche Beweise, mein Fuhrer, dann zerreisse ich den Wisch, denn mein Glaube an die Wehrmacht ist unerschiitterlich». (Krausnick s. 251 ff)). Indholdet forfejlede ikke den tilsigtede virkning, talen blev yderst positivt modtaget af de tilstedeværende. »Der Fuhrer hielt einen Vortrag, der ein einziges Bekenntniss zur Treue der Armee und ihres Fiihres war«. ((Fritsch hos Hossbach s. 71)). Forholdet mellem Wehrmacht og SS gik dog fortsat dårligt, med overgreb, gnidninger etc. omend Hess og Blomberg sluttede en overenskomst, der skulle bilægge stridighederne, 4. november 1937. ((Se Muller: H.u.H. dok. nr. 19, s. 616)). At Hess intervenerede, hang til dels sammen med interne partistridigheder, der ikke skal behandles her. Wehrmacht - og vel i særdeleshed hærledelsen - blev stedse mistænkeliggjort, telefonaflytninger af hærtelefoner fandt sted, der var daglige gnidninger, overfald på Wehrmachtsoldater osv. Himmlers magtområde udvidedes yderligere gennem en bekendtgørelse af 13. november 1937, der bestemte, at ordenspolitiet, sikkerhedspolitiet og SS i hver Wehrkreis blev understillet én leder, HSSPF - Die hoheren SS - und Polizeifiihrer. Dise var da direkte underlagt Himmler. ((Bucheim: Die Hoheren SS- und Polizeifuhrer, s. 362)).
Denne statsfinancierede ((Broszat s. 338)) private hærs - Verfugungstruppe - opgaver blev egentlig først klarlagt officielt af Hitler i en bekendtgørelse fra 17. august 1938, altså på et tidspunkt hvor Hitler personligt udøvede kommandoen over Wehrmacht, og Fritsch ikke mere var hærchef. Kommandoretten og bestemmelsen for anvendelse og indsættelse af Verfiigungstruppen var Hitlers alene. »... Die SS-Verftigungstruppe ist wederein Teil der Wehrmacht noch der Polizei. Sie ist eine stehende bewaffnete Truppe zu meiner ausschliessenden Verftigung«. Om anvendelsen i mobiliseringstilfælde siges: »... Im Bedarfsfalle im Inneren nach meinen Weisungen...« ((Buchheim die SS. s. 145f)). Dette var udtryk for en gennemført førerabsolutisme og hele SS/Himler og hans funktioner var et væsentligt grundlag for Hitlers magtudøvelse.
Den ed, som SS-soldaterne aflagde, understregede atter Verfugungstruppes eksklusive karakter, idet den ikke var den samme som den officielle Wehrmachtsed. »Ich schwore Dir, Adolf Hitler, Treue und Tapferkeit. Ich gelobe Dir und den vor Dir bestimmten Vorgesetzten, Gehorsam bis in den Tod, so wahr mir Gott helfe«. ((Absolon s. 95, note 86)). Ved denne ed, udbygningen af SS og den nævnte forordning af 17. august 1938, havde Hitler gjort to-søjle princippet og Wehrmachts våbenmonopol endeligt illusorisk. Hans takkebrev til Blomberg 20. august 1934, »... getreu meinem eigenen Willen, die Armee als einzigen Waffentråger in der Nation zu verankern«, gengav næppe hans egentlige opfattelse, idet hans forsikringer til Wehrmacht om beskyttelse af våbenmonopolet ikke var i nogen overensstemmelse med det, der faktisk skete. Nemlig udbygningen af Verfugungstruppe til en fuldt krigsduelig styrke. - Ved krigens slutning 1944/45 talte Verfugungstruppe eller Waffen-SS, som det blev kaldt fra 1939, ca. 580.000 mand fordelt på 38 divisioner. ((Absolon s. 96)).
LITTERATURLISTE
Absolon, Rudolf: Wehrgesetz und Wehrdienst 1935-45. Das Personalwesen in der Wehrmacht. Schriften des Bundesarchivs, bd. 5, 1960 Boppard am Rhein. Bennecke, Heinrich: Hitler und die SA. 1-62, Munchen. Buchheim, Hans: Die Hoheren SS- und Polizeifuhrer, i: Vierteljahreshefte flir Zeitgeschichte, Jahrgang 11, 1963, Stuttgart. Buchheim, Hans: Die SS in der Verfassung des dritten Reiches, i: Vierteljahreshefte fur Zeitgeschichte, Jahrgang 3, 1955, Stuttgart. Broszat, Martin: Der Staat Hitlers. dtv-Weltgeschichte, 1971, Miinchen. Carsten, F. L.: The Reichswehr and Politics, 1918-33. 1966. Oxford. Hitler. Reden und Proklamationen. 1032-45. bf. 1. Udgivet af Max Domarus. Hossbach, Friedrich: Zwischen Wehrmacht und Hitler. 1949, Wolfenbiittel. Krausnick, Helmut: Stationen des nationalsozialistischen Herrschaftssystems. (30. Juni 1934 - Fritschkrise 1938 - 20. Juli 1944) i: Stationen der deutschen Geschichte 1919-1945, udgivet af Burghard Freudenfeld. 1962, Stuttgart. Muller, Klaus-Jurgen: Das Heer und Hitler. Armee und nationalsozialistisches Regime 1933-40. Udgivet af Militårgeschichtlichen Forschungsamt. 1969. Stuttgart. Priick, Erich: Heydrichs SD, i: Politische Studien, 10. Jahrgang, Hefte 111, Juli 1959, Miinchen. Stein, Georg H: The Waffen-SS - Hitler’s Elite Guard at war 1939-45. 1966, Ithaka-New York.
