Kaptajn, cand. mag. Ebbe Juul-Heider fortsætter her sin gennemgang af væsentlige sider af den tyske værnemagts interne forhold og dens forhold til partistaten i perioden 1933-38. Denne artikel beskæftiger sig med forhold mellem værnemagten og partiorganisationen SA. Tidligere artikler i serien er trykt i tidsskriftets nov./dec. 78 og mar. 79-numre.
Af NSDAP’s mange underorganisationer var SA (Sturm Abteilung) en af de oprindelige. Heri levendegjordes i vid udstrækning skyttegravs- og front- kæmpermyten, som hele bevægelsen i stor udstrækning gjorde brug af. De ældre SA-mænd var næsten udelukkende tidligere frontsoldater. (Bennecke: Hitler und die SA, s. 141).
SA var partiets hær og samtidig var ledelsen den venstreorienterede og revolu tionære del af hele bevægelsen og udviklede sig i modsætning til Hitler og den politiske ledelse. I SA spillede partiideologiske faktorer nok en ringere rolle end ønsket om voldelige tildragelser. »Soldatentum« og frikorpsånd var fremherskende. SA-lederne rekrutteredes hyppigt blandt yngre mænd, krigsfrivillige, afskedigede officerer, studenter og tidligere medlemmer af forskellige frikorps. (Broszat s. 53). Der havde før 1933 været nogen forbindelse mellem Reichswehr og SA, således havde et vist samarbejde fundet sted omkring grænsefor svaret i østprovinserne. (Carsten s. 352). Carsten mener her, at samarbejdet i Østpreussen ikke var godt, mens Bennecke angiver, at samarbejdet i netop denne del af riget gik fortræffeligt. Det sidste lyder mest plausibelt, da Blomberg var Wehrkreiskommandeur med Reichenau som sin stabschef. (Bennecke R.u.R. s 13 f).
1tiden omkring regeringsovertagelsen talte S A over 2 mili. medlemmer (Bros zat s. 256) og bestod i al fald i de større byer foren stor del af arbejdsløse; krimi nelle elementer var også repræsenteret i rigt mål. Nok var Hitler formelt øverste chef for SA, men stabschefen Ernst Rohm tegnede linien og distancerede sig mere og mere fra Hitlers linie og mål, idet SA-ledelsen følte, at N S D A P var blevet borgerliggjort og på en vis måde havde forrådt revolutionen. SA skulle være en folkebevægelse, danne kærnen i en folkemilits, der skulle overtage det traditionelt konservativt prægede Reichswehrs opgaver, ja helt afløse det. Reichswehrledelsen og dets officerskorps var stivnet og reaktionært. (Wehr- machtund Politik. Dokumente ... s. 14 og 15). »SA-Fiihrer. Wir wollen nichts und dürfen nichts für uns wollen. Lassen Sie Posten und Ehrenstellen anderen. Wenn die Wenigen von uns, die neben ihrer SA- oder SS-Führerstelle solche stellen übernommen haben, sehen, dass ihre SA-Führeraufgaben darunter leiden, werden sie gerne diese Stellen zurückgeben und stoltz darauf sein, Führer in der braunen Armee zu sein. Denn diese allein hat Deutschlands Geschick gewendet, sie allein wird auch den Sieg des reinen unverfälschlichen Naziona- lismus und Sozialismus gewinnen und gehalten. (Broszat s. 256, se også Carsten s. 370).
Her distancerede Rohm sig ikke blot fra Reichswehriedeisen men også fra Hitler og øvrige NSDAP-organer, idet SA erklæredes for den eneste varetager af den sande nationalsocialisme. Dette så meget mere som Hitler erklærede kamp tiden for forbi, at revolutionen var til ende og skulle ledes ind i den sikre evolu tion. »Die Ideen unseres Programmes verpflichten uns nichts, wie Narren zu handlen und alles umstürtzen, sondern klug und vorsichtig unsere Gedanken gänge zu verwirklichen«. (Broszat s. 259).
SA opfattede 1933 som deres sejr. En sejr, der var vundet gennem utallige sammenstød og gadekampe - altså i langt højere grad en militær sejr over reaktionen end en politisk sejr. Denne opfattelse udsprang også af S A ’s struktur og ideologi. Denne var udpræget maskulin-militant. Stabschefen var afskediget kaptajn fra Reichswehr og der bestod en intim forbindelse mellem politiske og militære/militante mål i ledernes forestillingsverden.
Nok er det lidt uklart, hvad der konkret ønskedes i denne romantisk-nationalistiske bevægelse, men som ledemotiv var. at en national SA-milits skulle ind tage en hovedstilling i den kommende stat. (Broszat s. 251). I 1933 havde N S D A P vel ingen officiel entydig opfattelse af den kommende stats struktur, men kampen indenfor partiet for egne indflydelser og opfattelser var blevet skærpet i forhold til »kampårene«.
I 1933 var SA groft sagt blevet overflødigt set fra partiets politiske ledelse. Kamptiden var ovre og det var ikke på dette tidspunkt trængende nødvendigt at konsolidere styret via SA-magtudøvelse. Gadekampenes tid var forbi. Partiets respektabilitet og troværdighed led under S A ’s voldsomheder, ligesom kontrol len over SA mere og mere gled partiets politiske ledelse af hænde, og Röhms linie, der distancerede sig fra den politiske ledelse, blev mere og mere farlig for Hitler.
S A ’s opgaver var følgelig blevet færre. Hovedopgaven - kampen for magten - var ovre. Dette anerkendtes ikke af SA-ledelsen, hvilket yderligere belastede forholdet til Hitler. Imidlertid kan SA også anskues i forbindelse med arbejdsløs hedsspørgsmålet. Bestræbelserne for at kasernere SA-enheder kan dels ses i forbindelse med ønsket om at koncentrere styrker for at skabe magtcentre, dels som en social foranstaltning. (Bennecke, Reichswehr und Röhm-Putsch, s. 38). Dette også i forbindelse med andre SA sociale ordninger, enkeunderstøttelse, pensioner, klæder, engangsbeløb etc.
På to områder havde SA vigtighed for Reichwehrsledelsen i perioden ca. 1920-1934. 1) I forbindelse med grænseforsvaret og 2) i forbindelse med re serveproblemet. Således vakte da også regeringsforbudet mod SA den 12. april 1932 modstand fra Reichswehrkredse. (Carsten s. 344 ff.).
Ad 1. Problemet var mest aktuelt mod øst i forbindelse med Polen. Rhinlan- dets demilitarisering og den vældige franske militære overvægt gjorde det nytteløst at forsøge at etablere noget videre forsvar i vest. Egentlige væbnede konflikter havde ej heller fundet sted ved vestgrænsen. Anderledes ved østgrænsen. Schlesien og Østpreussen lå yderst udsat for polske regulære- og friskareangreb og adskillige grænsekampe havde da også fundet sted efter 1918, dog mest mellem irregulære styrker.
At den polske generalstab imidlertid også planlagde regulære væbnede opgør med Tyskland - omend formentlig kun i forbindelse med Frankrigs støtte - viser marchal Pilsudskis planer for en præventivkrig i 193 3 og at Reichswehrs frygt for angreb fra øst var berettiget. (Roos s. 544 ff.). At Pilsudski formentlig fejl bedømte franske intentioner i denne forbindelse, hvorfor planen ikke kom til udførelse, falder udenfor rammerne for denne studie.
De aldeles utilstrækkelige Reichswehrstyrker ved østgrænserne behøvede støtte og fandt den i de forskellige »Verbände«, først og fremmest i Stahlhelm. Reichswehr stillede officerer til uddannelse og træning, de såkaldte »Kreisoffiziere«. Da de 500.000 Stahlhelmmedlemmer den 3.juli 1933 blev ind lemmet i SA (Broszat s. 259), havde Reichswehrledelsen ganske vist nu kun ét organ at forhandle med om grænseforsvaret, til gengæld var S A indflydelsen gået væsentlig frem - også nytilgangen til SA var stor. (Bennecke, Reichswehr und Röhm-Putsch s. 39).
Yderligere befæstet blev SA's magtposition ved en intern politibekendtgørelse fra den preussiske indenrigsminister, der bestemte, at ordenspolitiet i fremtiden skulle rekruttere hjælpepolitifolk blandt SA i Preussen (7. juni 1933). Broszat mener, at dette var et forsøg på at indkorporere dele af SA i staten for at denne (partiet) kunne få mere indflydelse over SA. Dette så meget mere som stabschefen og SS-rigsføreren begge udnævntes til preussiske ministerial- kommissærer for hjælpepolitiet. (Broszat s. 258). Bennecke lægger væsentlig mere vægt på hensynet til politiske modstandere, S P D og K P D , partier der ved valget den 5. marts 1933 tilsammen havde over 12 miil. stemmer. Partiaviserne for SPD og KPD lod også vide, at voldelige konflikter kunne finde sted i en nær fremtid. (Bennecke s. 38).
Hjælpepolitiet fik dog ikke nogen lang levetid, allerede den 15. august 1933 blev det officielt opløst som led i afviklingen af den nationalsocialistiske revolution, hvis kræfter skulle ledes ind i opbygningen af det nye samfund. (Broszat s. 259).
Ad 2). Reserveproblemet knytter sig i nogen grad til grænseforsvaret. Et alt overskygende problem for Reichswehrledelsen gennem hele perioden (1919- 1934) var reserveproblemerne. Med en stående hvervet hær var mulighederne for at ny- og genopstille enheder af rimelig kvalitet yderst små. Reserver var en absolut nødvendighed i tilfælde af væbnet konflikt, problemet blev ikke løst tilfredsstillende under hele perioden, omend intimt samarbejde mellem Reichs wehr og forskellige Verbände fandt sted, frem for alt med Stahlhelm. (Carsten s. 264).
Samarbejdet blev besværliggjort dels af Versillestraktatens bestemmelser, dels af den preussiske regering - navnlig i henseendet til grænseforsvaret. Som nævnt gik de forskellige Verbände ind i SA, der nu var alene om at manifestere militstanken.
Problemet med at få trænet og vakt interesse for værneviljen hos de »hvide«, de utjente årgange, var af største betydning. Opgaven kunne kun ufuldkomment løses af Reichswehr selv, ledelsen så hen til SA som basis for reserverekruttering. Dels blev der her givet et paramilitært kendskab, dels var den nationale væmevilje i høj grad til stede, og Reichswehrledelsen ønskede at få kontrol over uddannelsen i og ledelsen af SA og underordne SA i et kommandoforhold.
SA kunne altså benyttes som et reservereservoir, men dette skulle ske på Reichswehrs betingelser. Her var modsætningen til SA-ledelsens opfattelse klar, idet Reichswehr efter dennes opfattelse overgangsvis skulle stille instruktører og faciliteter til rådighed for uddannelsen af SA, der så skulle overtage Reichs wehrs opgaver som en SA-folkehær. (K. J. Müller s. 91). ».. . Eine neue Disziplin. Ein neues Ordningsprinzip. Die Generäle sind alte Schuster. Denen komt keine neue Idee . . . Aus altem preussischen Kommiss machen wir kein Revolutionsheer . . . (Wehrmacht und Pol. Dokumente s. 14). Men Reichswehrledel sen - von Blomberg og von Reichenau - søgte at samarbejde med SA, der også var imødekommende forsåvidt som der dannedes Ausbildungswesen der SA, hvischef(ChefAW) var SA-ObergruppenführerF. W. Krüger. Chef AW søgte at koordinere den formilitære træning under betegnelsen Wehrsport. Instruktører kom for en stor dels vedkommende fra Reichswehr. (Bennecke s. 27, se også note 5 på samme side, om træningsprogrammet).
Forbindelsesofficerer fra Reichswehr var tilkommanderet Krüger, hvis op gaver anvistes af Ministeramt (Reichenau). Dette gav tillige kompetancestridig- heder indenfor SA, idet kontrollen med den formilitære uddannelse i højere grad blev unddraget stabschefen, samt fik en retning, han ikke kunne sanktionere. Krügers embede var således en nøglestilling, idet han var den eneste varetager af tjenstlige forbindelser til Reichswehr. (Bennecke s. 30).
I midten af august 1933 fandt et mode sted mellem højere Reichswehrofficerer og SA-ledere i Bad Gotesberg. Anledningen var talrige uoverens stemmelser og gnidninger mellem SA-medlemmer og soldater/enheder fra hæren. Anklagen mod Reichswehr var, at det ikke var nationalsocialistisk nok. (Foertsch s. 46). Hitler var også til stede, ogien 2Vi time lang tale den 19. august gjorde han rede for princippielle betragtninger over Reichswehr og S A ’s opgaver og forhold. »Alle Organisationen müssen ihre Funktionen klar gliedern und gegeneinander abgrenzen. Das Verhältnis der SA zur Armee sei das gleiche wie das der politischen Führung zur Armee. Beide seien nicht Selbstzweck, sondern dienten nur dem einen Zweck, der Erhaltung unseres Volkes«. (Domarus, Hitler-reden, 19. august 1933, s. 293).
Her erklærede Hitler altså temmelig entydigt, at Reichswehr var og skulle være nationens eneste våbenbærer. Samtidig søgte han at knytte SA nærmere til partiet, til den politiske ledelse. Det er her to-søjle ideen. Hitler talte om (og som han i en tale den 30. januar 1934 uddybede nærmere). Uden at overfortolke, kan man sige, at Hitler overfor de forsamlede SA-førere afviste tanken om en SA- folkehær.
Forholdene mellem hær og SA forværredes imidlertid mere og mere. Talrige enkelttilfælde gjorde den gensidige mistillid større, (se f. eks. O ’Neill s. 35 - om Leutnant Lindwurm).
I oktober 1933 udgav Blomberg en anvisning om samarbejdet mellem hæren og lokale SA-enheder (O'Neill s. 35). Denne lagde vægt på reserveproblemet. Reichenau søgte at vinde mere kontrol over SA gennem et kompromisforslag (Müller s. 94, note 31 og O'Neill s. 36), hvilket blev afvist af Rohm. Dennes indflydelse steg 1. december 1933 i nogen grad, da han blev udnævnt til minister på grundlag af Gesetzes zur Sicherung der Einheit von Partei und Staat (Broszat s. 263). Således var SA på en måde blevet institutioneret i staten, dette måtte virke truende på Reichswehrledelsen. Samtidig søgte Blomberg at undgå konflikten, dels for at bevare Reichswehrs integritet, dels for at hævde en naiv og romantisk forestilling om partiets og Reishwehrs enhed. ». . . Alle Spannungen können und müssen beseitigt werden. Mit bestem Gruss und Heil Hitler«.(Brev fra Blomberg til Rohm 18.januar 1934, K-J. Müller, dok. nr. 6, s. 599).
Alligevel gik forholdet stadig dårligere. Röhms Denkschrift til Reichswehr- ministeriet den 1. februar 1934 blev opfattet som en åben krigserklæring. »Ich betrachte die Reichswehr nur noch als eine Ausbildungsschule für das deutsche Volk. Die Kriegfürung und daher auch die Mobilmachung ist in Zukunft Sache der SA«. (Müller s. 97, note 53). Reichswehrministeriet udarbejdede et temme lig detailleret program for samarbejdet med SA, 27. februar 1934. Det må knytte sig til Röhms skrift af 1. februar 1934, da det aldeles modsiger Röhms opfat telse. »Aufgabe der Wehrmacht: Militärische Vorbereitung der Reichsverteidi gung, Mobilmachung, Führung im Kriege«. (Müller, dok. nr. 7, s. 599-602). SA-opgaver skulle være formilitær og vedligeholdende uddannnelse samt (afsnit c) i nogen grad deltagelse i grænseforsvaret, men alt under Wehrmachts abso lutte kommando og ledelse, (ibid. s. 600).
Röhms tanker og planer blev imidlertid afvist af Hitler i et møde i Bendlerstrasse (Reichswehrministerium) den 28. februar 1934, hvor såvel SA som Reichswehrledere deltog. På dette tidspunkt synes Hitler at have endeligt beslut tet at afvise Rohm. Hitler nævnede mulighederne for væbnede konflikter i øst og vest, tanken om Lebensraum blev fremsat, den almindelige værnepligt skulle genindføres og Reichswehr skulle være nationens eneste våbenbærer, mens SA skulle varetage den for militære uddannelse. Ved denne lejlighed faldt ordene »die neue Armee müsse nach fünf Jahren für jede Verteidigung, nacht acht Jahren auch für den Angriff geeignet sein«, (generalfeldmarschall von Weichs, hos Müller s. 99. note 62 og Domarus, bd. 1, 28. februar 1934, s. 368).
Hitler gav altså her Reichswehriedelsen (og hærledelsen) sin fulde støtte, samtidig med at han desavouerede sin partifælle, SA-stabschefen. Tilliden til Hitler i Reichswehrkredse som ansvarlig statsleder måtte følgelig uvægerlig stige. Om ikke af andre grunde så af den. at han som partileder gik imod den stærke, mili tante del af sin egen bevægelse, muligvis endog sin magts eksistensgrundlag for at vedkende sig hærens (de væbnede styrkers) nationalhistoriske opgave som vogter af rigets fred og sikkerhed, ja som Tysklands kontinuitetsbærer.
Tilsyneladende bøjede Rohm sig for Hitlers afgørelse, omend han efter mødet skulle have udtalt til nogle SA-mænd, at »er denke nicht daran, dieses Abkom men einzuhalten, Hitler sei treulos und müsse mindestens . . . auf Urlaub«. (Foertsch s. 48).
12. marts 1934 udgav han en instruks til SA-lederne Ost, Südost, Mitte og West. I afsnit 2 siges: »Die Leitung der Landesverteidigung und ihrer Vorbe reitung liegt im Händen des Reichsverteidigungsministers (Reichswehrmini sters). Seine Weisungen und damit auch die der örtlich zuständigen Wehrkreis - und Wehrgaubefehlshaber sowie der Grenzschutzabschnitts - Kommandeure
sind auch für die SA bindend. In Ziffer 3 wird festgestellt: Die Inspekteure Ost. Südost. Mitte und West sollen die reibungslose Zusammenarbeit zwischen RW und SA sicherstellen«. (Bennecke s. 45).
Rohm fortsatte imidlertid offentligt med at give udtryk for den voksende afstand mellem SA-ledelsen og partiets politiske ledelse samt til Reichswehr. Hans bekendtgørelse fra slutningen afjuni 1934 i anledning af SA 's sommerferie viser ingen forsonlighed. »Ich erwarte, dass am 1. August die SA wieder voll ausgerüstet und gekräftigt, bereit steht, um ihren ehrenvollen Aufgaben zu dienen, die Volk und Vaterland von ihnen erwarten dürfen.Wenn die Feinde der SA sich in der Hoffnung wiegen, die SA werde aus ihrem Urlaub nicht mehr order nur zum Teil wieder einrücken, so wollen wir ihnen diese kurze Hoffnungs freude lassen. Sie werden zu der Zeit und in der Form, in der es notwendig erscheint, darauf die gebührende Antwort erhalten. Die SA ist und bleibt das Schicksal Deutschlands«. (Foertsch s. 52 f). Denne proklamation kan vel også opfattes som en formaning til de enkelte SA-medlemmer. hvorfor den næppe kan frakendes et vist propagandistisk-manende sigte. Men tonen er uforsonlig og måtte fremkalde ængstelse og uvished hos den politiske ledelse og Reichswehr.
Som tidligere nævnt var SA stort set blevet overflødigt for partiets politiske ledelse efter at regeringsmagten var opnået, hertil kom at SA for en stor del fortsatte de terrorhandlinger og gadekampe, som efter SA's egen opfattelse havde været nødvendige for sejren, der i højere grad opfattedes som en militær end en politisk sejr. SA var blevet et farligt tegn på en strukturkrise med fundamentalt forskellige politiske opfattelser indenfor partiet. Von Papens tale den 17. juni 1934 i Marburg konkretiserede dette, idet han angreb radikalismen og de ukontrollerede voldelige tendenser i ns-bevægelsen, nok hovedsagelig i SA. (Bennecke s. 43). Dette kunne Hitler ikke sidde overhørig, da v. Papen og de national-konservative kræfter han repræsenterede evt. i forbindelse med Reichs wehr kunne danne en farlig front imod ns-bevægelsen, i første række manife steret af SA: (Krausnick: Vorgeschichte, s. 225 og Bracher s. 954 f).
Rohm havde dog ikke en enig SA-ledelse bag sig. Hans chef for »Ausbildungs wesen«, Obergruppenführer Krüger havde i kraft af sit job - samarbejde med Reichswehr om den formilitære træning - nær kontakt til Reichenau, og forsynede denne med informationer og stemninger og planer i SA-ledelsen. (Bennecke s. 47). Således rådede Reichswehrledelsen til stadighed over sikre efterretninger om SA-ledelsens planer, samtidig søgte den bevidst at knytte Hitler og den politiske ledelse nærmere til sig i fælles front mod SA. Blombergs artikel i »Völkischer Beobachter« fra 29. juni er et illustrerende eksempel herpå. »Die Rolle der Wehrmacht ist eindeutig und klar. Sie dient diesem Staat, den sie aus innerster Überzeugung bejaht. . .Wehrmacht und Staat sind eines gewor den . . . In enger Verbundenheit mit dem ganzen Volke steht die Wehrmacht, die mit Stolz das Zeichen der deutschen Wiedergeburt an Stahlhelm und Uniform trägt, . . . und dem Führer des Reiches, Adolf Hitler, der einst aus ihren Reihen kam und stets einer der Unseren bleiben wird«. (Foertsch s. 55 f). - Zeichen der deutschen Wiedergeburt refererer til hojhedstegnet, der blev anlagt ved bekendt gørelse af 17. februar 1934. (Absolon s. 75).
Selve begivenhedsforløbet omkring 30. juni 1934 falder udenfor rammerne af dette studie.
At Rohm næppe havde planlagt et nærforestående kup synes sikkert. (Mau s. 132, Müller s. 118). Aktionen var altså præventiv, følgelig rejser der sig en række spørgsmål, nemlig: Hvad opnåede Hitler overfor a) Reichswehr og b) par tiets politiske fløj og samfundet i det hele taget? Hvad opnåede Reichswehr over for Hitler? Hvem gennemførte aktionen? Reichswehrs rolle og hærledelsens rolle?
Som tidligere anført var Röhms kærnetanke at den kommende arme skulle være national-socialistisk. Den skulle dannes af SA. Samtidig ville han ikke indordne sig under partiets politiske floj, men ville fortsætte revolutionen. »Adolf ist gemein, er verrät uns alle. Er geht nur noch mit Reaktionären um ... Was ich will, weiss Adolf genau. Ich habe es ihm oft genug gesagt. Keinen zweiten Aufguss der kaiserlichen Armee. Sind wir eine Revolution oder nicht? Wenn wir es sind, so muss aus unserem Elan etwas neues entstehen, wie die Massenheere der Französischen Revolution. Wenn wir das nicht sind, gehen wir vor die Hunde. Da muss etwas Neues her. .. Eine neue Disziplin. Ein neues Ord nungsprinzip. Die Generäle sind alte Schuster. Denen kommt keine neue Idee . . . Aus altem preussischen Komiss machen wir kein Revolutionsheer . . . Ich bin der Scharnhorst der neuen Armee«. (Wermacht u. Politik, s. 14). Röhms ideer var mere revolutionære end Hitlers, samtidig havde hans organisation og ledelse af SA været en absolut betingelse for Hitlers politiske succes. (Mau s. 126).
Samtidig voksede SA med ca. 500.000 mand ved indkorporering afStahlhelm den 3. juli 1933 (Broszat s. 259) og offentliggjorde direkte og utvetydige trusler: »Ob es ihnen passtoder nicht. - wir werden unseren KampfWeiterführen. Wenn sie endlich begreifen, um was es geht: mit ihnen. Wenn sie nicht wollen: ohne sie. Und wenn es sein muss: gegen sie«. (Broszat s. 257), hvilket i høj grad foruroligede Hitler. Der var altså såvel tale om magt- og strukturstridigheder indenfor partiet som om væsensforskellig opfattelse af den politik, der skulle føres. Endvidere ville systemet og regeringen, ja hele ns-ideen vinde i omdømme
og respektabilitet i samfundet, hvis Hitler som ansvarlig statsleder bragte SA's fortsatte ofte meningsløse og brutale voldshandlinger til ophør.
Skulle Hitler følge Röhms hovedkrav og udlevere Reichswehr til SA, der så som en folkemilits skulle overtage Reichswehrs opgaver, ville Röhms linie have sejret samtidig med, at han ville have haft den reelle magt i Tyskland gennem kommanden over landets væbnede styrker. Dette ville være en uholdbar situation for Hitler i sig selv. men samtidig ville Reichswehrs hævdelse af det absolutte våbenmonopol blive tilintetgjort, hvilket næppe ville være sket uden væbnet opgør. Risikoen for en åben konflikt mellem Reichswehr og SA i en tid, hvor N S D A P 's ubetingede enhed ingenlunde var sikret, ville være for stor for Hitlers magtgrundlag (se Hossbach s. 55 f).
Det er tidligere påvist, at Hitler havde besluttet at afvise Röhms tanker om en folkemilits og tværtimod udbygge Reichswehr. Ved det allerede omtalte møde i Bendlerstrasse den 28. februar 1934 lagde han netop stor vægt på armeens gen opbygning og arbejdsro, idet: »die neue Armee müsse nach fünf Jahren für jede Verteidigung, nach acht Jahren für den Angriff geeignet sein«. (Weichs, hos Müller s. 99, note 62). Ligemeget om Hitler på dette tidspunkt havde planer for aggressiv, angrebsvis optræden udenfor rigets grænser, eller om han blot bedømte den internationale situation mørkt, kunne ingen effektiv opbygning af en armee foretages uden aktiv og direkte medvirken og ledelse af de allerede eksi sterende troppeenheder og føringsorganer. Ej heller ville det være muligt for Hitler at stille sig i opposition til rigspræsidentens embede og prestige ved at optere for SA imod Reichswehr.
Den politiske ledelse kunne altså kun profitere af en væsentlig decimering af SA's magt og dermed dets mulighed for at gennemføre sin revolutionære linie. Reichswehrledelsen måtte naturligt - som tidligere påvist - betragte Röhms aspirationer med mistro og afvisning. Våbenmonopolet måtte ikke bringes i fare.
- Af samme grund havde v. Seeckt været imod frikorpsene. (Carsten: Reichs wehr and P., s. 149, sammenlign Ibid s. 74).
At en for militær træning, og intimt knyttet hertil reserveproblemet, for en stor del kunne løses af SA, var accepteret af Reichswehrledelsen. Blot skulle det ske på dens absolutte betingelser og under dens uindskrænkede kommando. Blomberg og Reichenau søgte stedse at forsikre Hitler om Reichswehrs fulde loyalitet. Man kan ligefrem tale om et loyalitetsvæddeløb. Blombergs bekendtgørelse fra 21. april 1934 er et udmærket eksempel herpå.
»Die heutige Zeit macht eine verstärkte Propaganda für die Wehrmacht in der deutschen Öffentlichkeit zum dringenden Gebot. Die Wehrmacht muss im öffentlichen Leben mehr als bisher in Erscheinung treten, als alleiniger Waffen träger der Nation, als im Sinne der Regierung Hitler absolut zuverlässig, als im nationalsocialistischen Denken planmässig erzogen . . . (Müller, dok. nr. 9, s. 603). Heri gøres op med Seeckts eksklusive afskærmelsespolitik, våben monopolet understreges og loyaliteten til Hitler og den nye stat forsikres. Altså alt i direkte modsætning til Röhms tanker.
I en anden samtidig bekendtgørelse udgav Blomberg bestemmelser for under visningen i poltiske emner og understregede atter våbenmonopolet og loyalite ten til Hitler. »Das erste Jahr der nationalsozialistischen Staatsführung hat die Grundlagen für den politischen und wirtschaftlichen Neubau der Nation gelegt. Das zweite Jahr stellt die Notwendigkeit der geistigen Durchdringen der Nation mit der Zeitgedanken des ns-Staates in der Vordergrund. Eine entsprechende Schulung ist darum auch eine wichtige Aufgabe aller den neuen Staat mit ihrem Willen tragenden Organisationen. Dies gilt im besonderen Masse für die Wer- macht. die der Hüter und Schützer des ns-Deutschland und seines Lebens raumes nach aussen ist...(Offiziere im Bild von Dok. aus drei Jahrhund., nr. 96, s. 254).
Reichswehr havde altså en klar interesse i at forsikre Hitler ubetinget loyalitet og i at bringe SA-truslen til ophør. Dette kunne ske enten sammen med SS eller som støtte for SS. Reichenau havde i dagene op til den 30. juni aftalt samvirke med Himmler (Mau s. 133. note 15) og det kan muligvis antages, at Reichenau har sogt at presse Hitler til en afgørelse, men tidspunktet og metoden har ifølge Foertsch (Foertsch s. 54) været Hitlers egen. Men på grund af samarbejdet mellem Reichenau og Himmler kan omfanget af og tidspunktet for aktionen ikke have været ganske ukendt for Reichswehrledelsen. Den 28. juni fik Wehrkreis kommando VII (München) melding om. at et nærtforestående SA-kup ikke kunne udelukkes. (Müller: Reichenau u. Röhm-Affäre, s. 124 0- Det oplystes endvidere, at der var etableret forbindelse til politi og SS, og hæren skulle indtage en strikt defensiv holdning.
Reichswehr understøttede hele aktionen, der udførtes af SS. »SS befreundete Seite, SA aber nicht etwa allgemeiner Feind, Aktion richtet sich nur gegen einzelne ... SA-Führer«. (Müller: R. u. Rö.-Af. s. 129). Der var tale om våben. (Müller: R. u. R. s. 134 f) omend »keine übertriebene Bewaffnung der SS« måtte finde sted. General Henrici angav: »An SS Waffen abgeben, wenn sie diese will. Später muss sie wieder hergeben«. (Foertsch s. 51).
Hæren sørgede for underbringelse (Müller: R. u. R. s. 133), og transport kapacitet. »Die SS hatte es nur der Reichswehr zu danken, dass sie über haupt . . . in Wiessee erscheinen konnte«. (Müller: Heer u. Hitler, s. 120, note 201). Også direkte fysisk støtte blev ydet. idet et kompagni fra hæren havde besat
particentralen »das Braune Haus« i München. (Bennecke s. 58). Troppeafde linger var sat i alarm, og marchberedskab for det tilfælde, at »dass Ordnung wieder hergestellt werden muss Strecke Schliersee-Tölz-Tegernsee« (i nærhe den af Bad Wiessee, hvor begivenhederne fandt sted). (Müller: R. u. R. s. !29og note 140). Disse troppers opgave var altså at støtte de SS-enheder, der skulle gennemføre aktionen netop i det område, hvor Rohm befandt sig. Direkte aktioner fra Reichswehrenheder er næppe forekommet, muligvis dog i enkelt tilfælde, men belæg savnes. Alligevel ville hele SS-aktionen have været væsent lig besværliggjort uden Reichswehrstøtten og formentlig uigennemførlig, så fremt Reichswehr var gået imod. Hossbachs opfattelse, »Der zweifellos bis zu schärfster Gegensätzlichkeit vorhandene Dualismus zwischen Heer und SA ist am 30.6.1934 durch Hitler, Göring und Himmler ohne Zutun der Armee beseitigt worden« var følgelig ikke rigtig hvad hærens rolle angår (Hossbach s. 56).
Kielmannsegg bedømmer Fritsch’ rolle i aktionen forsigtigt. »Aus dem, was bisher bekannt geworden ist, lässt sich kein ausreichender Hinweiss darauf entnehmen, was für eine Rolle Fritsch hierbei gespielt hat. Sicher keine treibende und auslösende«. (Kielmansegg: Der F. Proz. s. 27). Det kan fastslås, at ingen af Fritsch’ dispositioner gik imod Reichenaus. Tværtimod. »Chef Heeres- Leitung befiehlt: Truppen in den Kasernen, Urlauber nicht zurückrufen, keine neuen Beurlaubungen«. (Müller: R. u. R. s. 130).
Fritsch og Beck synes endvidere at have været klar over, at SA ikke havde planlagt et nærtforestående kup, samt at et opgør ville blive provokeret frem på falske præmisser. General v. Kleist meddelte den 29. juni til Fritsch, at han på grundlag af samtale med en SA-Obergruppenführer Heines var af følgende opfattelse: »Ich habe den Eindruck, dass wir - Reichswehr und SA - von dritter Seite, ich dachte an Himmler, gegeneinandergehetzt werden und dass viele Nachrichten von ihm ausgehen. Darauf liess Generaloberst Freiherr v. Fritsch den General v. Reichenau kommen und bat mich, diesem noch einmal das Ausgeführte zu berichten. Reichenau sagte darauf. . . das mag stimmen . . . Jetzt aber ist es zu spät«. (Bennecke, Anlage 4, s. 85). Dette betyder, at Reichenau formentlig har været vidende om SS’s kommende aktion og at SA ikke havde kupplaner, hvorfor opgørets grundlag var forkert. Tilsvarende har Fritsch og Beck i al fald senest den 29. juni været klar over det samme.Dette støttes også af hærens direkte hjælpefunktion overfor SS, som tidligere anført. Carstens opfattelse: » The generals were taken completely by surprise by the events of June 30th 1934 . ..« er ikke rigtig. (Carsten: The German Generals and Hitler, in History Today, august 1958, bd. 8, s. 558). Ej heller er Hossbachs vurdering korrekt: »An der Herbeiführung und Durchführung dieses Tages ist die Heeres- fürung unter General von Fritsch völlig unbeteiligt gewesen«. (Hossbach s. 56). Hvorvidt Hossbachs antagelse er mod bedre vidende er i denne sammenhæng mindre betydningsfuldt. Muligvis har han ville dække overen viden om Fritsch'/ hærens rolle, altså en slags frikendelse efter krigen. Det må imidlertid under streges, at belæg herfor savnes.
Fritsch søgte - omend ikke særlig energisk - at formå Reichswehrledelsen til at foranstalte en undersogelse omkring mordene på generalerne v. Schleicher og v. Bredow. (Müller: H. u. H. s. 130 og Kielmansegg s. 28). Også de civile myn digheder var yderst tilbageholdende med undersøgelserne. (Th. Eschenburg: Zur Ermorderung des Generals Schleicher, Viertelsjahreshefte f. Zeitg. Jahrg. 1, 1953, s. 77). Det er meget tænkeligt, at den ringe reaktion på mordene hos Fritsch og i officerskorpset i øvrigt skyldtes en mistillid til Schleicher og hans politiske manipulationer, der var fremmede for en stor del af officerskorpset. (W. Bussmann: Zur Entstehung und Überlieferung der Hossbach-Niederschrift, Viertelj. für Zeitg. bd. 16, 1968, s. 376). Hossbachs yderst negative bedøm melse af Schleicher: ». . .dieser General der aussenmilitärischen W elt. . . während er in der Truppe, vor allem im Offizierskorps, nur geringes Vertrauen besass, sogar Ablehnung erfuhr«, har sikkert været repræsentativt for officers korpset. (Hossbach s. 89). Blomberg afviste en militærundersøgelse med en hen visning til, at drabene var politiske, og at generalernes (Hærens) ære var uantastet. (Müller: H. u. H. s. 606, dok. nr. 12). Denne bekendtgørelse var ikke til offentliggørelse, men blev læst op afden gamle generalfeldmarschal v. Mack ensen ved et møde i Schlieffen-foreningen den 28. februar 1935. Dens indhold blev formentlig dikteret af Blomberg: »Lediglich für Vereinszwecke war den Schlieffen-Verein die folgenden Wortlauts gestattet. . .«. (Eschenburg, Vier telj. für Zeitg. Jahrg. 1, 1953, s. 75 f, note 8, og konferer Krausnick s. 241. note 10).
Blombergs bekendtgørelse fra l.juli 1934 var en tydelig bekræftelse af loyalitetsforholdet til Hitler og tilkendegivelse af en tilsyneladende sejr for generalitetets bærende tanke, våbenmonopolet.
»An die Wehrmacht. Der Führer hat mit soldatischer Entschlossenheit und vorbildlichen Mut die Verräter und Meuterer selbst angegriffen und nieder geschmettert. Die Wehrmacht, als der Waffenträger des gesamten Volkes, fern vom innerpolitischen Kampf, wird danken durch Hingeburg und Treue. Das vom Führer geforderte gute Verhältnis zur neuen SA wird die Wehrmacht mit Freude pflegen im bewusstsein der gemeinsamen Ideale. Der Alarmzustand ist überall aufgehoben«. (Bennecke s. 65). Atter må det understreges, at hæren ikke havde stået fjernt fra indrepolitiske kampe. Blomberg skrev mod bedre vidende. Den nye SA-ledelse under stabschef Lutze blev ikke på noget tidspunkt senere opfattet som en trussel mod Wehrmacht.
Af de tre komponenter, der udgjorde modsætningerne, Hitler/den politiske le delse. Reichswehr og SA, havde de to første alt at vinde ved at decimere/eliminere den tredie. Et klart interessefællesskab bestående af flere allerede nævnte dele var basis for samarbejdet omkring den 30. juni. Rohm havde næppe planlagt et nært forestående kup, men hvis han ville søge at fortsætte revolutionen og afskaffe Reichswehr i dens daværende skikkelse, kunne dette kun ske gennem væbnede opgør, da såvel Hitler som Reichswehrledelsen afviste virkeliggørelsen af Röhms tanker.
Hitler vandt Reichswehrs loyalitet og tillid ved at fjerne den væsentligste trussel mod våbenmonopolet, og vel at mærke uden hærens direkte intervention. NS-styret vandt i omdømme og respektabilitet ved at fjerne det voldelige og uansvarlige element i bevægelsen, selvom metoden blev mødt med betænke lighed i mange kredse, også i officerskorpset. Reichswehr opåede sikring af vå benmonopolet - således opfattedes det - samt vel et vist taknemmelighedsfor- hold fra Hitler. »Mein ihm gegebenes Versprechen, die Armee als unpolitisches Instrument des Reiches zu bewahren, ist für mich bindend aus innerster Über zeugung und aus meinem gegebenen Wort. Es wäre mir aber weiter eine solche Handlung auch menschlich unmöglich gewesen gegenüber dem Wehrminister des Reiches«. (Hitler, den 13. juli 1934. Domarus, bd. 1, s. 417).
Som nævnt deltog hærenheder nok ikke direkte i kamphandlinger, men en omfattende støtte i form af underbringelse, transport og levering af våben og ammunition fandt sted. SS' aktion havde kun været yderst vanskelig at gennem føre, om denne direkte hærstøtte ikke havde fundet sted.
Beslutningen om aktionens gennemførelse har sikkert været Hitlers. Hvorvidt generalitetet har presset på, er vanskeligt at sige. Det er imidlertid muligt, da Reichswehr ville have en interesse i at blive holdt udenfor et opgør, at lade Hitler fjerne truslen alene; dog ville støtten kunne gives. Dette er blot en hypotese, der ikke er søgt belæg for. Den divergens mellem Wehrmachtsledelsen og hær ledelsen som er hovedproblemet i perioden, savnes omkring begivenhederne den 30. juni. Hærledelsens befalinger og foranstaltninger var aldeles på linie med Blombergs/Reichenaus. Reichswehr har næppe været udløsende faktor, men ledelsen har været orienteret om det forestående begivenhedsforløb, herunder Fritsch og Beck. Fælles interesser nødvendiggjorde enigheden mod Röhms trussel.
LITTERATURLISTE
Absolon. Rudolf: Wehrgesetz und Wehrdienst 1935-45. Das Personalwesen der Wehr macht. Schriften des Bundesarchivs, bd. 5.
1960 Boppard am Rhein.
Bennecke. Heinrich: Hitler und die SA. 1962
München.
Bennecke. Heinrich: Die Reichswehr und der
»Röhm-Putsch«. i: Beiheft 2 der Zweimo natsschrift Politischen Studien. 1964 Mün chen-Wien.
Bracher. Karl Dietrich. Saui.Wolfgang. Schulz. Gehard: Die Nationalsozialistische Macht ergreifung. Studien zur Errichtung des total- tären Herrschaftssystems in Deutschland 1933-34. 1960. Köln und Opladen.
Broszat. Martin: Der Staat Hitlers. dtv-Welt- geschichte. 1971 München.
Bussmann. Walter: Zur Entstehung und Über lieferung des »Hossbach-Niederschrift«, i: Vierteljahreshefte für Zeitgeschichte. Jahr gang 16. 1968. Stuttgart.
Carsten. F. L.: The German Generals and Hit ler, i: History today. bd. 8, nr. 7. july 1958. London.
Carsten. F. L.: The Reichswehr and Politics 1918-33, 1966. Oxford.
Hitler. Reden und Proklamationen. 1932-45. bd. l.udgivetafAFa.vDoman«, 1962.Würz burg.
Eschenburg. Theodor: Zur Ermorderung des Generals von Schleicher, i: Vierteljahreshefte für Zeitgeschichte. Jahrgang 1. 1953. Stutt gart.
Foertsch. Hermann: Schuld und Verhängnis. 1951 Stuttgart.
Hossbach. Friederich: Zwischen Wehrmacht und Hitler. 1949. Wolfenbüttel.
Kielmannsegg. Graf: Der Fritschprozess 1938. Ablauf und Hintergründe. 1949. Hamburg. Krausnick. Helmut: Stationen des nationalsozia listischen Herrschaftssystems, i: Stationen der deutschen Geschichte 1919-45. udgivet
af Burghard Freudenfeld. 1962. Stuttgart. Müller. Klaus-Jürgen: Das Heer und Hitler. Armee und nationalsozialistisches Regime 1933-40. Udgivet af Militärgeschichtlichen
Forschungsamt. 1969. Stuttgart.
Müller. Klaus-Jürgen: Reichswehrund »Röhm-
Affäre«. Aus den Akten des Wehrkreiskom- mandos/Bayer VII. i: Militärgeschichtlichen Mitteilungen, udgivet af Militärgeschichtli chen Forschungsamt. 1/68. 1968. Freiburg.
Mau. Hermann: Die Zweite Revolution - Der 30. juni 1934, i: Vierteljahreshefte für Zeit geschichte. Jahrgang 1. 1953. Stuttgart.
Offiziere im Bild von drei Jahrhunderten. Udgi vet af Hans Meier-Welcker. 1964. Stuttgart. O'Neill. Robert: The German Army and the
Nazi Party 1933-39. 1966 London.
Ross. Hans: Die »Präventivkriegspläne« Pil
sudskis von 1933. i: Vierteljahreshefte für
Zeitgeschichte. Jahrgang 3. 1955, Stuttgart. Wermacht und Politik 1933-45. Dokumente mit verbindendem Text. Udgivet af Frede, Günter, und Schüddekopf. Ernst. 1953.
Braunschweig.
