Våbenhjælpen

Vort krigsmateriel er siden krigen kommet til os ad vidt for­ skellige veje. Det første fik vi med brigaden hjem fra Sverige. En del lånte vi af englænderne eller lejede det til en billig pris. En del har vi købt selv, og efter at den amerikanske våbenhjælp er kommet i gang omkring 1949, har vi modtaget stadig mere som gave fra USA. Canada har foræret os noget, og vi har fabrikeret en del.

I øjeblikket er der tre kilder:
1. hvad vi fremstiller og køber for egne midler,
2. hvad vi får fra USA,
3. hvad der for N A T O ’s penge bygges af forsvarsindretninger i Danmark, de såkaldte infrastruktur-arbejder.
Om de sidste gælder, at der næppe tilføres Danmark væsent­ lig mere, end vi selv betaler med vor andel af infrastrukturmidlerne. De pågældende arbejder er ikke snævert lagt til rette på den måde, som de danske værn måske kunne onske, hvis anlæggene udelukkende havde været til eget brug. De laves således, som NATO’s militære planlæggere onsker dem, for at de skal være egnede for den fælles atlantiske forsvars-krigsførelse.

Det er ikke muligt at læse direkte ud af vort forsvarsbudget, hvor meget vi selv bar investeret i våben og militære anlæg i Dan­ mark, siden NATO-perioden indtrådte. Dels er de pågældende po­ ster på forsvarsbudgettet ikke rene anskaffelsesposter, særlig ikke for den del, der hedder transportmateriel. Men opgaven vanskelig­ gøres yderligere af, at forsvarsbudgettet bar undergået struktur­ forandringer to gange siden 1949. Det skyldes bl. a., at man sam­ arbejdede budgetterne for hær og flåde, som indtil da havde været lavet på hver sin måde i hver sit ministerium.

Men hvis man går ud fra visse poster i hærens, flådens, flyve­ våbnets og hjemmeværnets kolonner i statsregnskabet og dertil lægger de byggearbejder, som står opgivet for sig selv under sta­ tens anlægsvirksomhed, kommer man omtrentlig til en bruttoudgift på halvanden milliard kr. i danske midler til våben, krigsmateriel i det hele taget og byggeri. (Det sidste omfatter både kaserner, institutioner, forter, flyvebaser med startbaner og installationer).

I samme periode har amerikanerne vdet os våbenhjælp for over tre milliarder kroner og derudover givet gratis uddannelse af piloter, navigatører og specialister. Omkring 1500 mand har været til uddannelse i USA.

I de sidste tre-fire år har Canada gratis overtaget uddannelsen af vore jetpiloter og navigatører, og indtil nu bar omkring 450 pi­ loter og navigatører været på canadisk skole. En pilots uddannelse kan anslås til ca. ]/2 mili. kr. Desuden har vi i tidens løb modtaget direkte canadiske våbengaver for ca. 100 mili. kr.

Det vil sige, at vore store allierede hinsides Atlanterhavet har ydet for tre og en halv milliard kroner til vort forsvar. Ikke for vore blå øjnes skyld, men fordi disse lande bar betragtet det som en rimelig forsvarsinvestering at sikre fronten i Europa bedst, mu­ ligt. Det har jo liele tiden været klart for politikerne i den nye verden, at Europa næppe havde mulighed for at ofre så meget på sit forsvar, at det blev effektivt, uden at man forringede levestan­ darden betydeligt og dermed gav kommunismen vind i sejlene.

De europæiske NATO-lande, som modtager militært materiel som gave, forpligter sig til at indlemme dette materiel organisk i forsvaret, altså at benytte det efter formålet og i øvrigt sørge for, at forsvaret bar en sådan størrelse, at vægten ikke ensidigt lægges på gaverne, mens alt, hvad der ikke kan fås gratis, forsømmes. V i betragtes som værdigt trængende. Men dette virker igen ind på vore forsvarsbudgetter fremover. Så længe vi bar dette materiel og reg­ ner os for et ærligt medlem at Atlantpagten, er vi moralsk for- phgtet til at holde et forsvar, som svarer til de rammer, der for­ udsattes ved gavens modtagelse.

Det er derfor klart, at vi ikke kan skære vilkårligt ned under påberåbelse af, at vi herhjemme bedømmer situationen til at være så meget mere afspændt, at vi ikke behøver et effektivt forsvar mere.

De anførte tal viser, at USA bar givet os for to millioner kro­ ner materiel, hver gang vi selv har lagt én million kroner på bor­ det, enten til at købe våben for, bygge forsvarsanlæg for eller bi­ drage til infrastrukturen med.

Men dermed er endda ikke alt sagt. Inden for NATO har man også et økonomisk princip, som hedder offsliore-programmet. Det er igen USA, som har sat i scene, og offsliore-programmet fungerer på den måde, at USA bestiller våben produceret i et af de euro­ pæiske NATO-lande til levering enten i dette eller et andet NATO- land. U S A betaler gildet.

På dette program har Danmark bl. a. bygget en serie moderne motortorpedobåde, som USA gav os. V i bar fremstillet ammunition og andre ting, som USA har betalt for. Nu sidst har USA bestilt et par minestrygere til os, bygget på Orlogsværftet i København for USA-midler. Endelig bar det amerikanske flyvevåben givet SAS’ værksteder i Kastrup en stor ordre på eftersyn, reparation og ombygning af alle de amerikanske Canberra-bombere, som findes i Europa. USA har på denne måde tilført vort land hård valuta til et meget stort beløb.

Det vil være rimeligt at se på, hvor store anstrengelser vi selv bar gjort for vort forsvar i denne periode, set med N A T O ’s øjne. Sådanne sammenligninger foretages til tider af N A T O ’s ledelse og af de amerikanske givere. Man udgår fra bruttonationalproduk­ tet som grundlag og udregner, hvor mange procent af det hvert enkelt land investerer i sit forsvar.

Metoden er givetvis behæftet med fejl, og den tager ikke alle vigtige omstændigheder i betragtning. Landenes bandelspolitiske situation og deres valutastilling afspejler sig ikke, og forskelle i statistisk grundlag og pålidelighed kan forvrænge billedet en del. Givetvis vil et lidet udviklet land kunne fremvise et noget for ma­ gert bruttonationalprodukt, fordi en liel del omsætning foregår uden om dets statistiske markedskontrol. De velstående lande får derfor et relativt større produkt frem. Selve værnepligten influerer også forskelligt på økonomien i tilbagestående og moderne lande. Et fattigt land med ringe produktivitet rammes ikke så hårdt, når man tager den unge, mandlige befolkning ud of produktionen en tid. Et højt mekaniseret samfund rammes til gengæld kraftigt.

Det kan ikke afvises, at Danmark med sin prekære handels­ balance, sin råstoffattigdom og sin høje produktivitet er vanskeligt stillet i et regnskab, som baseres på nationalprodukter.

Men vi må trods alt se på dette regnskab, også af hensyn til vor anseelse i N A T O og hos dem, der bestyrer våbenhjælpen.

Her gengives en liste over, livad en række NATO-lande har be­ talt til deres forsvar i 1955. Beregningen er foretaget ved, at man har udregnet forsvarsudgifterne som procenter af bruttonational- indkomsten i kostpris:

Til sammenligning anføres Sverige, der efter samme beregning ydede 5,5 procent til sit neutralitetsforsvar.

Givetvis kan man ikke sammenligne Danmarks anstrengelser med USA og Storbritannien, der har måttet påtage sig helt andre slags strategiske forpligtelser. Frankrig indtager også en særstilling på grund af det nordafrikanske problem, som bar tvunget landet til at sætte sit beredskab stærkt i vejret.

Man kan med nogen rimeliglied sammenligne Danmark og nogle lande, som i størrelse og levefod er på linie med os.

Her bringes en beregning på samme grundlag af fem lande, hvoraf Sverige nævnes til sammenligning for at se, hvad neutralitet koster. Beregningen omfatter denne gang gennemsnittet af forsvars­ udgifter fra 1949 til 1955 i procent af bruttonationalindkomsten i kostpris:

Det er som sagt et spørgsmål, hvor megen vægt man skal lægge på sådanne beretninger. Men uanset hvad man tager dem for, er én ting i hvert fald givet: De er ikke helt uvigtige for vort ansigt i NATO, både fordi blade og kommentatorer bruger dem, og fordi de spiller en vis rolle for dem, der skal fordele USA’s våbenhjælp.

Se også „NATO-hjælp til Norge“, side 122.

Finn Borberg.