Log ind

Vaabenvis Forfremmelse eller Fællesforfremmelse

#

Det er en kendt Sag, at den Tid, der kan hengaa inden Oprykning fra Kaptajnløjtnant eller Premierløjtnant til næste Grad, har kunnet variere en hel Del, og da særligt i de smaa Vaaben. 1 Fodfolket og Artilleriet har Udsvingene ikke været særlig store eller pludselige, men har, naar en Række Aar betragtes, dog været ret betydelige og store nok til, at oprindelige Klassekammerater fra Officersskolen og Sidekammerater i den fælles Aldersordensliste har kunnet skifte Plads et Paj- Gange og havne i Kaptajnstillingen med stor Afstand. Da dette ikke er Lidtryk for en Kvalitetsforskel — her tænkes kun paa Oprykning til Graderne Kaptajnløjtnant og Kaptajn, altsaa de Grader, som den langt overvejende Del af Hærens faste Linieofficerer opnaar — er en saadan Omflytning mindre ønskelig set fra det Synspunkt, der er anlagt ved Fastsættelsen af den militære Rækkefølge og Kommandofølge, og ganske utilfredsstillende set fra personlige Synspunkter, Og Omflytningen kan medføre videre, for den „forbisprungne“ uvelkomne Konsekvenser i Fremtiden, f. Eks. ved Udtagelse til særlig Tjeneste. Nu kan man jo altid diskutere, om den Aldersorden, der indtages indenfor den enkelte Aargang ved Afgangen fra Officersskolens Afgangsklasse, er den rette. Der er hertil at sige, at et saa godt Grundlag, som et Par Aar paa en fælles Skole giver til Sammenligning og Rangering af Elever, der derefter indgaar i forskellige Vaaben, kun med store praktiske Vanskeligheder vil kunne erstattes af et Sammenligningsgrundlag, der f. Eks. ogsaa tog Hensyn til den praktiske Tjeneste ved Afdelingerne før eller efter Skolen, og det er saare tvivlsomt, om Grundlaget alligevel blev retfærdigere. Der er intet som helst, der taler for at lade Aargangene vaabenvis bytte Plads i Aldersordenens Rækkefølge. Man maa i hvert Fald tage den Aldersorden, som foreligger ved Udnævnelse til fast Officer og med Aargangene i naturlig Orden efter hinanden som Udgangspunkt for den videre Opdykning, men som Forholdene har været hidtil, er den saaledes fastsatte Rækkefølge hyppigt efter nogle Aars Forløb blevet afbrudt af den i denne Forbindelse tilfældige Aarsag, at Afgang i Toppen af et Vaaben som Regel medfører Oprykning i den anden Ende af samme Vaaben. Enkelte finder det maaske spændende, at der er lidt Lotteri i Tilværelsen ogsaa paa dette Punkt — om Valgavancementer er der jo praktisk talt ikke Tale under daglige Forhold i de her omtalte Grader -— men de fleste ser dog helst, at man følges saa nogenlunde med sine Klassekammerater, og kun ugerne, at en yngre Kammerat af et andet Vaaben, maaske oven i Købet en yngre Broder eller en, man selv som „gammel“ Premierløjtnant har uddannet som Rekrut eller Kornetelev, rykker forbi, fordi han tilfældig har valgt eller er blevet ansat ved et Vaaben med mere Gang i. Tiden fra Udnævnelsen til Premierløjtnant til Opnaaelse af den almindeligste Slutstilling, Kaptajn, synes efter Hærloven at maatte være ca. 15 Aar, men regnes almindeligvis at ligge paa omkring tolv Aar og burde ingensinde være større, men ikke mindst i de senere Aar har man set betydelige Afvigelser herfra. Det er som venteligt et lille Vaaben, der har Rekorden, endog til begge Sider, henholdsvis 171/2 Aar og ca. 9 Aar. Naar Svingningerne er saa store, er de af ikke ringe økonomisk Betydning og kan ikke paa nogen Maade betragtes med almindelig Tilfredshed. Tanken om fælles Forfremmelse Vaabnene imellem i Stedet for vaabenvis Forfremmelse dukker da naturligt op som en Mulighed for at afhjælpe den opstaaede ulige Stilling af Personellet. En ny Ulempe opstaar dog til Gengæld herved, idet de enkelte Vaaben ikke vil kunne paaregne til enhver Tid at kunne raade over netop det Antal Kaptajner (Ritmestre), Kaptajnløjtnanter og Premierløjtnanter, som er afsat til dem i Organisationen, selv om det samlede Antal Officerer af disse Grader i de forskellige Vaaben naturligvis vilde blive uforandret. Det vil altsaa kunne ske, at der i et Vaaben bliver Overskud f. Eks. af Kaptajner, saaledes at nogle af dem maatte anvendes til Bestridelse af den Tjeneste, der ellers paalægges Kaptajnløjtnanter, medens samtidig et andet Vaaben vilde savne det nødvendige Antal Kaptajner til Besættelse af Underafdelingschefstillingerne. Det er formentlig af saadanne Grunde samt af traditionsmæssige Hensyn, at man ikke for længst er gaaet over til Fællesforfremmelse. Det er imidlertid et Spørgsmaal, om de nævnte Ulemper virkelig vilde blive saa store, at en Overgang til Fællesforfremmelsen af tjenstlige Grunde vilde være utilraadelig. Til Belysning heraf er nedenfor foretaget en Opstilling af, hvorledes det vilde have stillet sig, saafremt man i 1937 efter Vedtagelsen af dette Aars Hærlov var gaaet bort fra den vaabenvise Forfremmelse og over til Fællesforfremmelse, for saa vidt angaar Oprykninger indtil Kaptajn. Udover denne Grad bor Fællesforfremmelse ikke komme i Betragtning. Hærens Flyvertropper, hvor særlige Forhold gør sig gældende, er ikke taget med i Beregningerne, som er ført frem til Udgangen af 1942. Skemaerne viser summarisk, hvilke Overskud og Mangler i Forhold til den normale Tildeling der omtrentlig vilde have været i de fire Vaaben i Graderne Kaptajn og Kaptajnløjtnant hvert af Aarene 1937—1912, saafremt Oprykningerne var sket under eet. I betegner „for mange“ af den paagældende Grad, „for faa“ i Forhold til de i Hærloven fastsatte Tal.

Skærmbillede 2020-07-01 kl. 12.06.03.png

Skærmbillede 2020-07-01 kl. 12.06.07.png

Af Skema I fremgaar, at Fodfolket igennem alle Aarene vilde have haft for mange Kaptajner, i Aaret 1938 ikke mindre end 11, et Antal, som dog sikkert liden Skade kunde have fundet Anvendelse paa Skoler, som Adjutanter ved Regimenter o. 1. De øvrige Vaaben vilde til Gengæld have savnet Kaptajner, for Artilleriets Vedkommende dog kun til 1940, hvorefter der vilde være et ubetydeligt Overskud. Hverken ved Fodfolket eller Artilleriet kan Udsvingene anses for at være af større Betydning. Vanskeligere havde det stillet sig for Ingeniørtropperne og især for Rytteriet, der i 1942 vilde have manglet helt op til 6 Ritmestre, men naar man betænker, at det manglende Antal Kaptajner (Ritmestre) findes som Kaptajnløjtnanter eller Premierløjtnanter, og at den „skæve“ Placering kun er forbigaaende, er Vanskelighederne næppe uoverkommelige. Saafremt Fodfolk og Rytteri dannede eet Vaaben, hvilket ikke er en absurd Tanke, vilde der finde en væsentlig Udligning Sted og Manglen blive ganske betydningsløs. Var endvidere Normeringen af Officerer i det hele taget ikke saa sparsomt udmaalt, vilde disse talmæssige smaa Udsving i endnu ringere Grad være til Ulempe. Af Skema II fremgaar, hvordan Sagen vilde have stillet sig for Kaptajnløjtnanternes Vedkommende. Fodfolket har atter her væsentligst Plusser. Artilleriet har gennemgaaende Minusser, helt op til 7. 1 et enkelt Aar, 1938, vilde Artilleriet have haft 10 Kaptajner og Kaptajnløjtnanter for lidt. Enkelte ældre Premierløjtnanter maatte eventuelt have fungeret som Underafdelingschefer. Ingeniørtropperne vilde bortset fra 1940 have haft 1—2 Kaptajnløjtnanter for mange til Udligning af de manglende 1—3 Kaptajner. ; Af Skemaerne fremgaar tillige, at det, som vist almindelig bekendt, er Fodfolket, der i alle Aarene siden 1937 er sakket bagud med Oprykningerne til næste Grad til Fordel for jævnaldrende og yngre Kammerater, der har været saa heldige at vælge et af de andre Vaaben. I det lange Løb vil en saadan Forskel kunne have en uheldig Virkning paa Tilgangen til Vaabenet. Alt i alt skønnes, at en Overgang til Fællesforfremmelse indtil Graden Kaptajn ind. maa være uden uoverkommelige tjenstlige Ulemper. En fremtidig Overgang hertil for de nævnte Officersgraders Vedkommende — og formentlig ogsaa for saa vidt angaar Oprykningen fra Officiant til Overofficiant — synes en naturlig, og af Hensyn til Personellet paakrævet Foranstaltning, som vil blive hilst med Tilfredshed af dette og derigennem ogsaa være til Tjenestens Tarv.

L.