Log ind

V-1 og V-2: Hitlers gengældelsesvåben

Syv dage efter de allieredes invasion i Normandiet sendte Hitler et nyt våben mod  London. Dette våben blev kendt som V‐1. Den 8. september 1944 introducerede  man V‐2. Det første våben var et førerløst fly, det andet verdens første operative  ballistiske missil. Historien om Hitlers gengældelsesvåben var i al væsentlighed en  konflikt mellem tysk forskning og våbenindustri på den ene side og britisk  efterretningstjeneste og RAF på den anden side. Dette er kort fortalt historien om  udviklingen af de to våbensystemer, og hvorledes de blev bekæmpet. Selv om  projekterne og indsatsen mod dem stod på i årevis, er det interessant at følge, at  mange af de skelsættende begivenheder hos de to modstandere ofte konvergerer  mod de samme datoer. Under udvikling af våbensystemerne har tyskerne  benyttet andre betegnelser end V‐1 og V‐2, hvilket fremgår af teksten.  

 

Indledning 

For at kunne beskrive udviklingen af Hitlers gengældelsesvåben og den britiske  bekæmpelse af dem, er det nødvendigt at springe i tid og sted. Historien tager  egentlig sin begyndelse omkring afslutningen af Den første Verdenskrig, men  måske kunne det være nyttigt lige at bruge starten på Den anden Verdenskrig  som udgangspunkt. Krigen begyndte den 1. september 1939 med Hitlers  indmarch i Polen. Hitler tog den vestlige del af Polen, og Stalin fulgte op med  at tage den østlige del.

Den 19. september 1939 holdt Hitler en tale med skjulte hentydninger til  briterne, som burde søge fred nu, hvor Hitler havde slået Polen på 18 dage.  Man havde, sagde Hitler ”våben, der var ukendte og med hvilke vi ikke selv kan  angribes!” Den britiske premierminister Chamberlain beordrede  efterretningstjenesten til at undersøge karakteren af dette våben. Man vidste  ikke, om det drejede sig om gas, bakteriologisk krigsførelse eller noget helt  tredje. En finaflytning af udsendelsen gav den nøjagtige tyske tekst: ”Es könnte  sehr schnell der Augenblick kommen, da wir eine Waffe zur Anwendung bringen,  in der wir nicht angegriffen werden können!”  

Nogle uger senere sendte en anonym tysk videnskabsmand og antifascist  et brev til den britiske marineattaché i Oslo, Captain, senere Rear Admiral  Hector Boyes, RN, hvor han tilbød at rapportere om visse tekniske  ”frembringelser”. Han ville fremsende sit materiale, hvis man ændrede indledningen til BBCs udsendelser til Tyskland til sætningen ”Hullo, hier ist  London”. Det fik BBC så besked på. Den 4. november fandt portneren på den  britiske ambassade i Oslo en pakke i sneen på et ubenyttet dørtrin inde på  ambassadens område ‐ og det var et held, at den blev fundet inden der kom  mere sne ‐ for så ville den være gået til i løbet af vinteren. ”Oslo‐rapporten”  som pakken kom til at hedde, rummede et væld af tekniske oplysninger ‐ ialt 7  sider tekst og noget udstyr. Det var forfattet på et perfekt tysk.  

Hvem var ophavsmand til denne pakke? En enkelt videnskabsmand ville  formentlig ikke kunne have skaffet sig så forskelligartede oplysninger fra så  mange projekter. I de første mange år efter krigen har kilden været ukendt. Nu  formoder man, at kilden var ”Schwarze Kapelle”, et antal anti‐nazistiske  officerer, som stod chefen for den tyske efterretningstjeneste, Admiral Canaris,  nær.  

Oslo‐rapporten taler om et ”radiostyret raketsvæveplan” (HS 293) med  hemmelig produktionsbetegnelse Fz 21, en 80 cm radiostyret raketgranat (som  volder styringsproblemer) til Maginot‐linien, 2 slags radar (senere kendt som  ”Freya” og ”Würtzburg”) og langtrækkende raketter. Rapporten nævner  Peenemünde, og det er den første melding briterne modtager om dette sted.  Herefter modtager briterne ikke yderligere efterretninger i 2 år! Dette var  briternes første kryptiske introduktion til problemerne med V‐1 og V‐2, og de  indeholdt meget få facts. Den 29‐årige professor R.V.Jones var 8 dage inden  Hitlers tale blevet udnævnt til teknisk efterretningsrådgiver i Royal Air Force.  Jones kom meget hurtigt til at arbejde med ”Oslo‐rapporten”, og han blev en af  nøglepersonerne på britisk side i bekæmpelsen af de nye tyske våben.  

 

Peenemünde og de første raketter 

Tilbage til Tyskland i 1914. En ung mand ved navn Walter Dornberger blev  student i sommeren 1914 og gik direkte ind i et artilleriregiment i forbindelse  med udbruddet af Den første Verdenskrig. Han blev taget som krigsfange i  krigens sidste år. Senere blev han kaptajn i hæren og læste herunder til  ingeniør i Berlin på et treårs kursus. Han bestod med udmærkelse og blev i  1929 ansat i en nyoprettet stilling af generalmajor Carl Becker, som gerne ville  have undersøgt de praktiske anvendelsesmuligheder for raketter i hæren.  Under Den første Verdenskrig beskød den tyske hær Paris med svært artilleri.  Frankrig fik derfor indføjet i Versaillestraktaten, at Tyskland havde forbud mod  at anskaffe langtrækkende artilleri. Den tyske generalstab mente omkring  1929, at man måske med fordel kunne udvikle raketter, som kunne udføre  tilsvarende former for bombardement. Udviklingen af raketter eller missiler,  blev således påbegyndt, inden Hitler kom til magten. I denne artikel betegnes  de tyske våben som raketter.

Den 1. august 1932 ansatte Walther Dornberger en 20 år gammel ingeniør,  doktor phil. Werner von Braun, på sit ballistik‐kontor i Berlin, som hans  tjenested af hemmeligholdelsesårsager benævntes. Von Braun producerede  kort efter sit ”Aggregat nr. 1” eller ”A‐1”, som havde et tryk (på engelsk:  ”Trust”) på 150 kilo. Han og nogle andre teknikere arbejdede først på en lille  forsøgsraketbane ved Reinickendorf, senere ved Kummersdorf West nær  Berlin.  

I oktober 1933 fik Hitler en demonstration, men han fattede ingen  interesse. Den senere hærchef, feltmarskal von Brauschitz, sørgede dog for, at  der stadig blev anvist midler til projektet. Werner von Braun udviklede derefter  en ny motor med et tryk på 1 ton, som blev monteret på en ny raket, ”A‐2”,  som blev testet fra øen Borkum i december 1934. Den var gyrostabiliseret og  nåede en højde af 2.300 meter.  

Werner von Braun stammede selv fra Pommeren. Peenemünde var hans  bedstefars jagtområde, som han selv kendte fra barnsben af. Peenemünde  ligger på øen Usedom, syd for Rügens østkyst. Han var interesseret i et  ordentligt forsøgsområde – eller en skydebane, hvor man kunne operere uset  for uinviterede observatører. Kummersdorf ved Berlin kunne ikke benyttes som  skydebane for langtrækkende raketter. Fra Peenemünde var der 100 km til den  nærmeste by Stettin, og man kunne etablere en skydebane ved at opstille  telemetriske stationer langs kysten (den nuværende polske kystlinie). Efter at  have studeret området grundigt anbefalede Werner von Braun, at man  anskaffede området ved Peenemünde. Det blev købt/eksproprieret ved en  samlet anskaffelse af hæren og Luftwaffe i april 1936 for 2 millioner Reichmark  (ca. 4 millioner danske kroner på den tid) ‐ og hegnet ind med et kraftigt hegn ‐  barrikaderet mod nysgerrige!

Luftwaffes ingeniører byggede her en flyveplads, laboratorier, en  prøvestand for raketter og endvidere beboelse langs den østvendte kyst og  sandstrand. Det samlede område var på 25 kvadratkilometer. Der blev bygget  en fabrik, som kunne producere flydende ilt, og det militære område fik sit eget  kæmpestore kraftværk, som specielt var nødvendigt for iltproduktionen. Hele  området fik sin egen jernbane. Området blev delt i to forsøgsetablissementer  med et til flyvevåbnet og et til hæren. Werk West var  Luftwaffenerprobungsstelle” og Werk Ost var hærens  ”Waffenerprobungsstelle” eller ”Heeresversuchstelle Peenemünde“. Der  arbejdede op til 10.000 fra Organisation Todt (”bygningstjenesten”) på at gøre  anlæggene hurtigt færdige. De samlede anlægsarbejder nåede op på over en  halv milliard Reichmark, det vil sige mere end 1 milliard danske kroner i  samtidens beløb.

Werner von Braun så tingene i et meget langt perspektiv, og han udtalte  den 18. januar 1939, at ”A‐2” kun var en interimløsning. Hans næste model, ”A3” blev udstyret med en motor, som forbrændte 75 % ætylalkohol i flydende ilt.  Den ydede 1,5 tons tryk. Allerede i 1937 havde Werner von Braun i et  memorandum til forsvarsministeriet oplyst, at hans nye militære raket ville  blive designet på de allerede nu indhøstede erfaringer: Den ville blive på 14  meter i stedet for de nuværende 6,75 meter, med et tryk på 20 tons, et  krigshoved (”Payload/nyttelast”) på 1 ton HE (High Explosives) og en rækning  på ca. 250 km. Der var altså kun tale om en raket på tegnebrættet, og i von  Brauns regnskab var det ”Aggregat nr. 4” eller ”A‐4”. Selve raketten ville få en  totalvægt på 13 tons, og den skulle bruge flydende brændstof. Den er identisk  med V‐2‐raketten, som blev den senere betegnelse.  

Der var forskel på at udvikle raketter på tegnebrættet og producere dem.  Det gik ikke så godt med forsøgsskydningerne. Der var problemer med ”A‐3”,  som blev affyret første gang den 4. december 1937 fra Greifswalder Oie, en af  de små øer nær Peenemünde. Mange af de senere raketter forulykkede under  start. Selv om man introducerede nogle små ror af molybdæn i selve  raketudstødet, så lykkedes det ikke at beskytte raketterne mod sidevind under  affyringen. De var meget ustabile i startfasen, hvor de havde ganske ringe fart.  Derfor måtte man lægge ”A‐4” på hylden i et stykke tid ‐ og man blev nødt til at  introducere testmissilet ”A‐5” i programmet.  

Peenemünde moderniseredes løbende, og blandt andet fik man en  vindtunnel med en diameter på 40 cm, hvor man kunne skabe vindhastigheder  over Mach 4, altså over fire gange lydens hastighed. Feltmarskal von Brauschitz  ville gerne have undersøgt mulighederne for masseproduktion af A‐4. Derfor  oprettede man en ”pilot‐fabrik” for A‐4 som kunne producere A‐4 i mindre  antal, men som også skulle tilvejebringe nødvendige tal og erfaringer for en  masseproduktion af A‐4, som von Brauschitz gerne ville have klar fra  september 1941. Her er tale om beslutninger truffet i 1937. I 1939 blev denne  dato for kravet om masseproduktion rykket frem til maj 1941. På dette  tidspunkt var A‐4‐rakettens træffesandsynlighed kraftigt overvurderet, og  raketten var stadig kun på tegnebrættet: Med en rækkevidde på ca. 275 km  regnede man med at nøjagtigheden i længden ville være 1.000 meter og i siden  500 meter.  

Generalmajor Carl Becker var stadig chef for hærens materielanskaffelser.  Han var lidt mere forsigtig, og da han meldte sig hos hærchefen, general  Halder den 26. september 1939, talte han om udvikling af A‐4 inden for 3 ‐ 4 år.  Den 23. november 1939 intervenerede Hitler og skar projektets tildeling af stål  ned til det halve. Efter sin hurtige sejr i Polen konkluderede han, at der ikke ville  blive brug for raketter i denne krig. Peenemünde var herefter slet ikke med i fordelingen af de kostbare ressourcer i de kommende måneder. Efter et år  skete der dog noget. Slaget om England gik ikke som Hitler forventede, og han  pustede atter liv i projektet i november 1940, og nu fik materielleverancerne  markeringen SS, det vil sige ”Sehr Schnell” (meget hurtigt).

Peenemünde havde et ambitiøst budgetforslag for 1942, men det blev  halveret fra 50,4 millioner Reichmark til 25, 2 millioner Reichmark, hvilket  svarer til 47 millioner danske kroner ‐ et fantastisk årsbudget for en  ”eksperimentalstation”. Krigsøkonomien begyndte at stramme. Det var svært  at bedømme, om man virkelig havde brug for A‐4‐raketten, som var blevet  designet i 1937, men man besluttede sig for at indlede testaffyringer i februar  1942 og starte masseproduktion to måneder senere, men mangel på (egnet)  arbejdskraft medførte forsinkelser.  

På det tidspunkt kunne man sende bemandede bombefly ind over fjenden,  ganske vist med betydelige tab blandt fly og besætninger. Hvorfor skulle man  så benytte en raket, som var utrolig dyr i anskaffelse, og som krævede meget  specielle former for brændstof? Det kunne virke absurd i militære kredse, men  man skal huske, at A‐4‐projektet var hærens projekt, og det var udtænkt af  artillerister, som i 1915 havde forsøgt at bombardere Paris med langtrækkende  artilleri. Her havde hæren en ekspertise, som kunne medføre resultater, som  Luftwaffe havde svært ved at opvise. Projektet nød atter fremme efter at  Lübeck var blevet udsat for et ganske alvorligt bombeangreb i februar 1942.  Hitler ville gerne gengælde det på en eller anden måde, men han var stadig  skeptisk over for A‐4. I marts havde Hitler møde med sin rustningsminister  Albert Speer, og de aftalte, at Dornberger, der nu var blevet generalmajor,  skulle udarbejde en vurdering af de industrielle investeringer, der krævedes for  at producere tilstrækkeligt brintoverilte til en produktion af 3.000 A‐4 raketter  pr. måned! Hvis man ikke kunne tilvejebringe en sådan produktion ville den  tyske marine i stedet få anvist de rådige ressourcer.

Den 18. marts 1942 eksploderede en A‐4 motor monteret i en raket under  en test på prøvestanden. Luftwaffe vejrede morgenluft og ville gerne høre lidt  om hærens projekt på nabogrunden, men det blev afslået. Speer fortsatte med  at dykke ned i forsyningsproblemerne. Dornberger var dog i tvivl om de høje  krav til masseproduktion kunne realiseres. Selv om Hitler og Speer sagde nej til  at tildele så mange ressourcer, så ville Speer stadig gerne have foretaget  beregningerne: Hvad ville logistikken til 3.000 raketter om måneden egentlig  betyde for den tyske krigsindustri og krigsøkonomi? Hitlers oprindelige tanke,  da han gik ind for projektet, var at lave en pludselig offensiv mod briterne og  affyre 5.000 A‐4‐raketter i et masseangreb. Dornberger havde sagt lige ud til  ham, at det kunne der ikke blive tale om. Det var ikke brintoverilten, der var problemet. Sådan en offensiv ville kræve 75.000 tons flydende ilt. Projektet  kunne kun tilvejebringe 26.000 tons om året. Flydende ilt var vanskeligt at  opbevare. Andre ressourcer til raketproduktionen var lettere at tilvejebringe.  

Den 14. maj 1942 havde Werner von Braun og hans teknikere den næste  raket klar. Motoren blev testet, og dagen efter kom en enlig  rekognosceringsmaskine fra RAF forbi og filmede ”de heftige  konstruktionsarbejder” i området. Teknikerne arbejde i en måned med den, og  13. juni kl. 11.52 startede nedtællingen. De udenlandske arbejdere blev sendt  inden døre ”for deres egen sikkerheds skyld”. Raketten kom godt fra start, men  efter 90 sek. eksploderede motoren. På det tidspunkt var den kommet op i  5.300 meters højde og havde gennembrudt lydmuren, men sekunder senere  faldt den i havet, 1.500 meter fra Peenmündes kyst. Affyringen af Werner von  Brauns anden A‐4‐raket var mislykkedes.  

 

Hitler var stadig skeptisk ‐ især hvad angår træffesandsynligheden, og han var  nu mere optaget af andre projekter: ”Fritz‐X”, en fjernstyret bombe mod  skibsmål, den lille raketdrevne luftforsvarsjager ”Messerschmidt ME 163”, som  i øvrigt blev testet på Peenemünde flyvestation, og den første operative  jetjager, ”Messerschmidt ME 262A STURMVOGEL”.  

Det skabte travlhed på hærens base ved Peenemünde. Basen var truet af  lukning, hvis der ikke blev skabt resultater i en fart. Tredje forsøgsskud fandt  sted den 18. august 1942: Raketten nåede Mach 2, radiosignalet udeblev efter  4 sek., og den eksploderede 14 sek. før den skulle være brændt ud, men den  nåede en højde af 11.500 meter. Stabens 27 dygtigste teknikere skulle finde  fejlen og ud fra de rådige data kunne de analysere sig frem til den: Da  motoren stoppede, mistede raketten acceleration og herved rev de delvis  fyldte brændstoftanke sig løs og forårsagede en eksplosion. Werner von Braun  var ikke rystet. Han gik ufortrødent tilbage til tegnebordet med ønsker og krav  om endnu større perfektionisme.

Herefter kom Werner von Brauns tekniske gennembrud, som vel egentlig  kan betegnes som starten på den moderne rumfart: Den 3. oktober 1942 kl.  15.58 sendte man den 4. raket af sted: Den forlod prøvestand VII og drønede op  og ud ‐ og landede 190 km borte, kun ca. 3,5 km fra målet. Den havde været  oppe i en højde af 84,5 km og opnået en hastighed på Mach 5. Det hele tog 296  sekunder eller knap 5 minutter. Fra fiasko var projektet nu lige pludselig blevet  en succes. En af teknikerne havde på missilets agterpart malet en ung kvinde  siddende overskrævs på Månen. Werner von Brauns egen kommentar midt i  jubelen var: ”Det eneste problem er, at raketten er landet på den forkerte planet”.

Generalmajor Dornbergers tanker var nu rettet meget præcist mod de  militære specifikationer, som hærens materielstab havde fastlagt, medens Werner von Brauns tanker syntes at være et helt andet sted. Tidspunktet var  ikke velegnet til at foreslå ressourcer afsat til rumforskning. A‐4‐raketten var  ikke bygget til rumforskning, men til transport af sprængstof  

To uger senere troppede Albert Speer atter op i førerhovedkvarteret og  foreslog, at man producerede to versioner af A‐4‐raketten: En version med en  rækning på knap 300 km og en med en rækning på ca. 160 km med et  tilsvarende større sprænghoved. Hitler var med på ideen, men han insisterede  på, at det kun havde interesse, hvis man kunne starte en offensiv med 5.000  raketaffyringer på kort tid. Først da Hitler så filmoptagelsen af raketaffyringen,  kom der gang i sagerne, men det var 9 måneder efter, den havde fundet sted.  Den 9. juli 1943 beordrede Hitler Peenemünde op på førstepladsen blandt  materielprojekter, og fra dette tidspunkt havde man stort set rådighed over  ubegrænsede midler.  

Parallelt med udviklingen af A‐4 fik Werner von Braun også ansvaret for at  udvikle en styret antiluftskytsraket (det første moderne ”Surface‐to‐Air Missile  System”). Første prøveskud fandt sted fra Peenemünde i begyndelsen af 1943.  

I mellemtiden ‐ i november 1942 ‐ var kraftværket blevet færdigt, og  jernbanenettet blevet elektrificeret, og der skulle nu gå regelmæssige S‐tog  rundt i området med S‐Bahn i Berlin som forbillede. Hele området var nu  spærret af fra omverdenen. Fra 1943 tog SS sig af bevogtningen. Der blev  indrettet to KZ‐arbejdslejre i Peenemünde, og desuden var der  tvangsarbejdere fra Polen, Rusland, Tjekkoslovakiet, Belgien, Italien,  Luxemburg, Holland og Frankrig. Senere kom der også krigsfanger fra Frankrig  og Sovjetunionen.  

Der skulle produceres 250 A‐4‐raketter om måneden ‐ senere 300, og i  december 1943 steg kravet til 900 pr. måned. Ganske urealistiske krav ‐ specielt  da teknikerne stadig ikke var færdige med at udvikle raketten, hvilket  medførte, at der løbende kom modifikationer. Det var en kompliceret raket  med 20.000 komponenter. Der var dog et praktisk problem: Man kan ikke  masseproducere en raket, som ikke er færdigudviklet!  

Tyskerne er kendt for at være gode teknikere og for at være grundige.  Under Den anden Verdenskrig blev de også kendt for deres ganske  enestående mangel på at lave enkle organisationer, der virkede.  Kompetencestridigheder er et mildt ord for, hvad der nu skete med de  forskellige projekter og deres ledelse. Nogle syntes, at med den interesse som  Hitler og Speer nu havde lagt for dagen, så måtte ansvaret for A‐4produktionen op på et højere niveau, nemlig ministerniveau under  Reichsluftfartministerium. Herfra indsatte man en formand for den særlige A4‐komité. Han kunne på en gang karakteriseres som både effektiv, hensynsløs,  klodset, stupid og frastødende. Det var direktør Gerhard Degenkolb, som havde fået Hitlers bevågenhed, da han overtog ansvaret for krigsproduktionen  af lokomotiver. Der var tale om en mand, der satte gang i sagerne omkring sig ‐  uanset menneskelige og andre omkostninger. Her startede så en periode, hvor  følgende myndigheder sloges om A‐4‐projektet: Reichsluftfahrtministerium,  SS, SD (Sicherheitsdienst) og Gestapo plus selvfølgelig hæren, som jo stadig  var ”projektansvarlig myndighed”.

Dornberger inviterede i maj 1943 Gauleiter Fritz Saukel til at overvære en  A‐4‐affyring. Han blev meget imponeret, men havde egentlig mest interesse i  masseproduktion af luftforsvarsraketsystemet Wasserfall (en 8 meter lang  raket). Saukel var betydningsfuld, fordi han fordelte personelressourcer i hele  Det tredje Rige. Efter hans besøg fik Dornberger alt det personel, han skulle  bruge.  

Den 26.maj 1943 blev ministre, værnschefer og øvrige militære topfolk  inviteret til en demonstrationsskydning. Den første A‐4 gik som en drøm og  nåede 250 km ud med et nedslag 5 km fra målet. Den anden eksploderede i  luften. Ved samme lejlighed demonstrerede Luftwaffe sine nye ”flyvende  bomber” (den senere V‐1), men begge styrtede ned i forbindelse med  affyringen. Mere om dem i de følgende afsnit. Fra den militære ledelses side  var der nu enighed om, at de to våbensystemer ikke skulle konkurrere mod  hinanden, men anvendes i samme kampagne og komplementere hinanden.  

Himler kom som den næste på VIP‐besøg den 29. juni 1943. Den første  affyring gik kun godt i nogle sekunder. Så vendte raketten rundt og ramte  startbanen på nabobasen hos Luftwaffe og satte ild til tre parkerede fly. Det  lykkedes for Dornberger og von Braun i løbet af 50 minutter at få hentet en ny  raket, få den klargjort og affyret. Det gik helt som det skulle. Det var  produktionsnummer nr. 40 siden projektets start. Det imponerede Himler.  Blandt staben spredtes den første joke om gengældelsesvåben. Luftwaffe  havde nemlig kort forinden ramt hærens base i Peenemünde med et af dets  nye våben.  

Panikken begyndte nu at brede sig i Dornbergers lejr. Luftwaffes  konkurrerende projekt skred hurtigt frem, selv om man havde gennemlevet en  periode på 6 uger i løbet af sommeren 1943 med mange ulykker. Fra et  økonomisk og teknologisk synspunkt var dette våben meget billigere og mere  simpelt.

Til gengæld var produktionen af A‐4‐raketterne var ikke længere så sårbar.  Der forelå kopier af alt. Produktionen blev spredt over mange steder i  Tyskland, og den rykkede nu langsomt under jorden. De forskellige  myndigheder begyndte til gengæld nu at skændes om de dalende ressourcer.  Et firma, der lavede selve raketskroget til Luftwaffes nyeste luftværnsmissil  Rheintochter, blev udskrevet til kun at producere for A‐4‐programmet. Da Luftwaffes to raketprojekter, Rheintochter og Wasserfall, langsomt blev  nedprioriteret, fik Werner von Braun i stilhed overført de 1.500 ingeniører og  teknikere fra disse to projekter til A‐4‐projektet.  

Udslettelsen af Hamburg den 25. juli 1943 gjorde Hitler rasende, og han  krævede herefter en endnu større produktion af A‐4. Speer fik i princippet en  blankocheck af Hitler dagen efter Hamborgs tilintetgørelse.  

 

Luftwaffes flyvende bomber: Udviklingen af ”V -1” 

Parallelt med udviklingen i Werk Ost skete der en udvikling i et hemmeligt  projekt på Luftwaffes base i Werk West: Under dæknavnet ”Kirschkern”  (kirsebærsten) udviklede man Fi 103, en relativ billig flyvende bombe, som  uden pilot kunne ramme et mål på 250 km afstand med et sprænghoved på ca.  1 ton. Flyet bar også dæknavnet FZL 76, som skulle indikere, at der var tale om  en måldrone med betegnelsen Flakzielgerät 76. Luftwaffe havde med nogen  undren og stigende jalousi set, hvorledes hærens projekt pludselig nød fremme  og fik tildelt ressourcer. Selve A‐4‐affyringerne kunne ses milevidt – også fra  nabobasen. De kunne ikke holdes skjult. Hvorfor skulle det så lige pludselig  være hæren, som bombede London fra luften? Blandt de mange ideer om  våbnets indsættelse var der en, der gik ud på at laste ubåde med flyvende  bomber. De skulle så affyre dem nær den amerikanske kyst og lade dem flyve  mod New York.  

Baggrunden for Fi 103 eller Kirschkern‐projektet fremgår af det følgende.  Firmaet Argus havde udviklet en puls‐jetmotor, som brugte lav‐oktant  brændstof. Flyfabrikken Fiesler i Kassel havde designet selve flyet, og den 19.  juni 1942 gav chefen for Luftwaffe, luftmarskal Milch, grønt lys for projektet.  Dornberger bad Werner von Braun om at spionere lidt og holde ham orienteret  om projektet. Werner von Braun oplyste de tekniske detaljer i en 7 sider lang  rapport en uge senere: Motoren ydede et tryk på 300 kg. Flyet blev affyret fra  en 75 meter lang rampe. Det var udstyret med en tre‐aksial gyro og et  magnetkompas. Det fløj med en konstant hastighed på ca. 750 km/t i højder  mellem 200 og 2.000 meters højde. Aerodynamiske forsøg ville begynde den  10. november 1942 i Peenemünde. Den store trussel for A‐4‐folkene var den  lave pris på Luftwaffes flyvende bombe – og at den var velegnet for  masseproduktion på grund af sin forholdsvis enkle konstruktion. Werner von  Braun regnede dog hurtigt ud, at selv om de to våbensystemer havde nærlig  samme bombelast, så havde missilet den fordel, at det kom bragende lodret  ned med fire gange lydens hastighed. Dette ville i høj grad bidrage til at forøge  skaderne i målområdet.

I december fløj direktør Gerhard Fiesler over Peenemünde og droppede  ved en testflyvning den første ”flyvende bombe” fra et fly. Juleaften blev den  første affyret fra en rampe og fløj uden problemer de 3.000 meter, der var  planlagt. Den indledende succes satte skub i projektet. Tre dage inde i det nye  år mødtes toppen af Luftwaffe for at diskutere den krigsmæssige anvendelse.  Chefen for Luftwaffe ville bygge 8 store bunkers ved Kanalkysten. De skulle  være så tykke, at de kunne modstå alle bomber fra luften, og så skulle man  herfra sende en sværm af førerløse bombefly mod London. Chefen for  luftforsvaret, generalløjtnant von Axthelm, ville i stedet opføre 100 mobile  affyringsramper langs Kanalkysten. Fra sommeren 1943 skred Fi 103–projektet  hurtigt frem, men man var forfulgt af mange nedstyrtninger og andre uheld.  

Dagen efter Hamburgs udslettelse mødte selveste hr. Messerschmidt op  hos Hitler og forklarede, at en månedlig produktion på 80.000 – 100.000  flyvende bomber ikke var urealistisk. Man forventede dog ikke, at mere end  halvdelen ville nå frem til målområdet. Den 17. august 1943 slog Speer fast, at  selv om A‐4 havde høj prioritet, så måtte det ikke gå ud over Luftwaffes  højtprioriterede projekter.  

Efter Hitlers indledende triumfer i Den anden Verdenskrig begyndte  krigsøkonomien snart at stramme til, og de efterfølgende priseksempler  angiver med meget stor tydelighed de store økonomiske og  produktionsmæssige forskelle, som anvendelsen af de to våbensystemer førte  med sig. Produktionsomkostningerne er udarbejdet af briterne efter krigen i  samarbejde med krigsfanger og internerede tyskere fra projekterne.  

Priser: De angivne priser er angivet i Reichmark, britiske pund og danske  kroner, med den værdi de havde omkring krigens afslutning.  

V‐1: £125 = 1.330 Reichmark = 2.500 kr. pr. stk.  

Af de britiske sammenligninger fremgår, at for prisen for 1 Lancaster  Bomber, uddannelse af besætningen samt indkøb af 1 bombelast kunne Hitler  få 300 stk. V‐1.

V‐2:  £12.000 = 119.600 Reichmark = 240.000 kr. pr. stk.  

Med til prissammenligningerne hører også, at V‐2 var et højteknologisk  produkt og dermed også brugte særlige materialer og metaller, som blev  vanskeligere at fremskaffe mod krigens afslutning.  

 

 

Operation Hydra (Peenemünde) og Whitebait (Berlin) 

I løbet af sommeren 1943 var ledelsen i Peenemünde klar over, at man kunne  risikere at blive udsat for luftangreb. Alle tegninger, værktøjssæt m.v. blev  beordret duplikeret, så man ikke ville miste alt ved et angreb. Problemet for  RAF var den lange afstand til målet: Man skulle kunne nå frem og tilbage i  mørke, og det skulle helst være fuldmåne med et skydække over 1.500 fod (ca. 500 meter). Disse betingelser var opfyldt den 17. august 1943. Det vidste man i  Bomber Command, hvor man iværksatte ”Operation Hydra”: Bombningen af  Peenemünde. Ude i eskadrillerne fik man først besked samme formiddag. Alt  var nøje tilrettelagt forinden.  

Chefen for Bomber Command, den legendariske ”Bomber Harris”, Air  Chief Marshal Arthur T. Harris, RAF, havde selv deltaget i den detaljerede  planlægning. Målet med operationen var at dræbe så mange tyske  videnskabsmænd som muligt – det vil sige bombe deres boliger ‐ og ødelægge  to værkstedsområder. Det første tog sig af produktion og vedligeholdelse. Det  andet var en udviklingsafdeling. Prøvestand VII var ikke udpeget som mål.  Hvorledes gør man bedst det? Og hvorledes reducerer man sine egne tab bedst  muligt? Vildledning var et af svarene. I juli og august 1943 havde Harris sørget  for, at der næsten hver nat blev foretaget angreb på Berlin af en lille styrke på  ca. 7 – 8 Mosquito‐fly. De fløj ind over Danmark eller Nordtyskland, passerede  ”tilfældigvis” Peenemünde, hvor der hver nat så blev blæst luftalarm, og så gik  man mod Berlin, hvor der blev kastet en mindre bombelast. Mosquitoerne fløj  højt og hurtigt. Hermed var de ikke lige så udsatte for tab, som de tunge  bombefly. Til gengæld havde de andre og mere tungtvejende problemer: I  ”Operation Whitebait”, som blev gennemført samme nat som ”Operation  Hydra”, skulle de lokke hele det tyske luftforsvar ud – flere hundrede jagerfly –  og målet var deres egen styrke på 8 Mosquito‐fly!  

Teknikken bag bombningen var ny. Der var udnævnt en ”Master Bomber”,  og han havde to stedfortræder, hvis han skulle få forfald. Mater Bomberen blev  orienteret om sin nye titel dagen før. Angrebet gik ud på, at Master Bomberen  identificerede målet og holdt sig i målområdet under hele operationen. Der var  sat en større styrke af til ”Marking”, dvs. markering af målet. Det gjorde man  med faldskærmsblus i forskellige farver. Der var 97 ”Pathfinder”‐fly, som skulle  tage sig af markeringen. Af dem havde 22 den nye H2S‐radar ombord, som var  velegnet til navigation i kystområder. Bombningen blev foretaget af yderligere  433 Stirling, Halifax og Lancaster bombefly.

Master Bomber var den kun 29‐årige Group Captain (oberst) John Searby,  RAF. Han skulle i 45 minutter kredse øst for målet og lede angrebet kl. 00.15.  Der var afsat to minutter til marking af første mål: Videnskabsmændenes  boliger. Herpå fulgte bombning i 10 min. af dette mål fra 00.17 til 00.27. Så var  der sat 4 minutter af til marking af det andet mål fra 00.27 til 00.31, som  herefter blev angrebet. Den sidste angrebsbølge gik uafhængigt mod det  tredie mål.

Vildledningen (”Operation Whitebait”) bestod af 8 Mosquito‐fly fra 139.  Squadron, som skulle angribe Berlin 23.00 GMT, det vil sige midnat i Berlin. 75  minutter senere fulgte hovedangrebet på Peenemünde. Mosquitoerne fløj lavt over varslingskæden. De gik lidt højere efter at have passeret den danske kyst  klokken 22.00 GMT og kastede så chaff (”Window” eller radarreflekterende  materiale) for at vildlede de tyske radar. De medbragte en reduceret  bombelast, som de kunne kaste over Berlin.

Ved RAF‐briefingen af de mange flybesætninger blev det oplyst, at  tyskerne var ved at udvikle tekniske hjælpemidler til deres luftforsvar – til deres  natjagere. Hvis man ikke gik ind og ødelagde det i aften, så skulle man af sted  igen næste aften og næste aften, indtil opgaven var løst.  

Hovedstyrken skulle forlade den britiske kyst (”Coasting out”) ved Cromer.  Tysk radioopklaring havde knækket en forholdsvis simpel RAF‐kode og nogle  telegrammer, som indikerede, at der ville komme en meget stor styrke denne  aften, og at den ville passere ud og hjem via Cromer (ca. 170 km nordøst for  London, i East Anglia), og at nattens mål derfor antageligt måtte ligge i  Nordtyskland.  

Den tyske luftforsvarsorganisation var beredt til kamp. Samme dag havde  amerikanerne angrebet Schweinfurt for at ødelægge en kuglelejefabrik, men  de havde haft voldsomme tab. For det tyske luftforsvar forestod der efter dette  slag en natkamp. Man ville øve en ny ”vildsvineteknik” udarbejdet af Major  Hajo Herrmann, som selv var leder af den dertilhørende ”vildsvineorganisation”, som gik ud på at lede dagjagere ind mod de britiske bombefly.  De skulle klare sig i lyset fra luftforsvarets projektører, måneskin, brændende  byer – og alt hvad der forbedrede lysforholdene. Hermed fik man mangedoblet  jagerindsatsen.  

Klokken 22.25 gik luftalarmen i Peenemünde. De tyske jagere, som jagtede  Mosquitoerne, kom for sent. Det var jagere fra Jagel i Slesvig. Der blev  ”scramblet” (beordret i luften) jagere fra Belgien, Holland, hele Tyskland og  Danmark, i alt over 200 fly, fordi hovedstaden var truet. Så kom det op på  jagerfrekvensen, at målet var Bremen, derpå Wilhelmshaven og så Kiel.  Klokken 22.42 gik luftalarmen i Berlin, og med Hamburg i frisk erindring tre  uger tidligere måtte man regne med et kæmpeangreb – en katastrofe. På dette  tidspunkt faldt General Kammhubers kommunikation i hovedkvarteret ud,  formentlig på grund af tilstedeværelsen af to mand fra modstandsbevægelsen.  Han var chef for 12. Flyverkorps og ansvarlig for luftforsvarslinien gennem  Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland og Danmark.  

Klokken 22.56 var Moskitoerne over Berlin i månelys. Projektører blev  tændt, luftforsvaret åbnede ild, og 4 millioner borgere blev sendt i  beskyttelsesrummene. Der blev kastet Pathfinder flares, og bomberne  begyndte at falde. Klokken 23.07 fik luftforsvaret ordre til at holde deres ild til  mål under 7.000 meter. Alle major Herrmanns fly blev beordret ind over Berlin  – i højder over 7.000 meter. Klokken 23.35 kunne englænderne høre med på en af frekvenserne: ”Alle natjagere til Berlin”. Flyene fra Kastrup (Messerschmidt  ME‐110) blev beordret i luften klokken 23.57 ‐ og til at vente over et luftfyr på  Falster for så at blive sat ind mod bombeflyene på deres hjemvej.  

I Peenemünde var stemningen høj. Generalmajor Dornberger og Werner  von Braun var i en dybsindig diskussion med testpiloten Hanna Reitsch, som  havde Hitlers bevågenhed, og hun var i øvrigt testpilot på en pilotudgave af  den flyvende bombe.  

Nogle af ”markerne” kunne ikke få radarekko fra den lille ø Ruden, som lå  lige i indflyvningen, og de droppede derfor deres flares ca. 3 km for langt sydpå.  Det blev rettet af Master Bomber Searby. Første bølge bestod af 227 fly. To  tredjedele gik efter det rigtige mål, medens resten ramte Trassenheide‐lejren  tre km længere sydpå. Anden bølge bestod af 113 Lancasters.  

På det tidspunkt hang der 158 tyske natjagere over Berlin, 200 km længere  sydpå – og 55 dagjagere var på vej. Herrmann så flares over Peenemünde, men  da havde han, ligesom resten af jagerstyrken, kun brændstof til 15 minutter  tilbage. Styrken fra Kastrup blev kaldt ind, og de blev noteret for mange  nedskydninger.

Angrebsstyrken bestod af bombefly af typerne Stirling, Halifax og  Lancaster. De kastede 1.593 tons sprængbomber og 281 tons brandbomber  over den nordlige spids af øen Usedom. Kraftværket og Luftwaffes  installationer blev ikke berørt. Baraklejren i Trassenheide blev ramt: 731 blev  dræbt, heraf over 600 KZ‐fanger ‐ heraf nogle luxemburgere, som havde haft  held til at udsmugle detaljer om raketproduktionen til englænderne.  

A‐4‐samlehallen og Werner von Brauns kontorer blev ødelagt, men  produktionen kunne snart genoptages. Forsøgene ved Peenemünde fortsatte  ufortrødent ‐ om end med forsinkelse ‐ og serieproduktionen af A‐4 blev forlagt  til Nordhausen i Harzen, hvor man indrettede en mine til kombineret KZ‐lejr og  raketfabrik ”Mittelwerk”. Desuden blev der produceret A‐4 i Wiener Neustadt  og i Zeppelin‐fabrikken ved Friederichshafen ved Bodensøen. Den sidstnævnte  fabrik blev ødelagt ved et RAF‐angreb den 22. juni 1943, fordi briterne havde  konstateret, at man der producerede Würzburg radar. At man også  producerede A‐4‐raketter der, vidste briterne ikke på det tidspunkt.  

Tidsmæssigt begynder alle handlingerne på begge sider at finde ”et fælles  brændpunkt” – i første omgang ca. 1. august 1943. Hitler ville gerne starte sin  kampagne mod London den 1. august 1943. Det blev så udsat til 1. september  1943. Englænderne ville gerne bombe Peenemünde så hurtigt som muligt efter  den 22. juni, men måtte på grund af lysforhold udsætte det til ca. 1. august eller  første fuldmåne derefter. Det resulterede i det første angreb den 17. august  1943, som er beskrevet ovenfor.  

 

 

Tyske planer for angreb med V-1 og V-2 

Fi 103 blev nu benævnt som ”Vergeltungswaffe 1” (gengældelsesvåben nr. 1)  eller V‐1 og A‐4‐raketten blev herefter betegnet V‐2. Der var tysk uenighed om  våbenindsatsen: Skulle kampagnerne koordineres, så de flyvende bomber og  raketterne kunne sættes ind samtidigt, eller skulle angrebene påbegyndes, når  det første system var operativt? Skulle affyringerne ske fra mobile anlæg eller  fra kraftige bunkeranlæg? Luftwaffes chef, luftmarskal Milch, foretrak 8 store  bunkers, medens generalløjtnant von Axthelm foretrak 100 mobile ramper.  Göring måtte afgøre det, og det blev et kompromis med fire bunkers og 100  mobile ramper.  

Tilsvarende ville Dornberger benytte mobile A‐4‐ramper. Det var  våbensystemets force, at det var mobilt, men projektet løb ham gradvist af  hænde i takt med, at våbensystemet blev operativt. Der var mange, der gerne  ville overtage det – herunder Himler og hans SS‐korps. De ville affyre våbnet  fra en kæmpebunker 1,5 km vest for Watten (nær Cap Griz Nez), 20 km fra  Kanalkysten mellem Calais og Dunkerque. I maj 1943 befalede man, at denne  kæmpebunker skulle være klar 1. november 1943. Den skulle kunne rumme 108  A‐4 missiler, forsyninger til 3 dage, have eget kraftværk og egen iltfabrik.  

Luftangrebet i august mod Peenemünde blev fulgt op af tre mindre angreb  1. oktober, 24. oktober og 2. november 1943. Angrebene mod Peenemünde  kunne i øvrigt følges fra Danmark. Herefter forlagde tyskerne  forsøgsskydningerne til Blizna og Tuchel i Polen. Blitzna var oprindelig en  artillerilejr og skydeområde for den polske hær ‐ etableret i 1930’erne. Det  område overtog SS som ”Heidelager”. Ca. 10 km derfra oprettede man i 1943  en ny skydebane for A‐4. Blizna ligger ca. 200 km syd for Warszawa, nær  jernbanen mellem Krakow og Lvov/Lemberg.  

Den 18. juli 1944 kom der igen bombefly over Peenemünde, men denne  gang et dagangreb udført af amerikanerne. 2.000 mennesker blev dræbt. 4.  august 1944 kom et fornyet angreb, som medførte betydelige materielle  skader. Der foregik forsøg med raketter indtil 31. januar 1945, hvor området  blev evakueret. Russerne indtog basen 4. maj 1945. Her fandt de blandt andet  samlehallen i Peenemünde, som var dimensioneret til 32 meter høje raketter,  det vil sige, at man kunne samle og klargøre A‐9/A‐10, som skulle kunne  ramme New York. Det var en totrinsraket med A‐4 som andet trin og med  vinger til den lange nedfart, men projektet kom aldrig i produktion. Werner von  Braun, generalmajor Dornberger og en del af top‐teknikerne fra staben drog  først sydpå til fabrikken i Nordhausen‐Bleicherode og derefter videre sydpå til  Alperne, hvor de overgav sig til amerikanerne. På grund af deres know‐how  blev de transporteret til USA og senere tilbudt arbejde, først i forbindelse med  missilkapløbet mellem øst og vest, siden med NASAs rumprogrammer. Andre fra A‐4‐projektet kom i sovjetisk varetægt og deltog i den tilsvarende  sovjetiske missiludvikling.

 

Britiske efterretninger og den danske modstandsbevægelse 

Mellem december 1942 og marts 1943 modtog briterne tre rapporter fra  Danmark: De stammede fra en dansk kemiingeniør, som under rejse i Tyskland  havde opsnappet informationer. På en restaurant i Berlin havde han overhørt  brudstykker af en samtale blandt nogle officerer. De omtalte affyringer af store  raketter nær Swinemünde i perioden fra den 30. november til den 2. december  1942. De skulle have ca. 200 km rækning og medføre 5 tons sprængstof. En  anden agentrapport udpeger Peenemünde som stedet.

I løbet af foråret 1943 kom der sikre efterretninger fra polske teknikere om  forsøg med raketvåben ved Peenemünde. Den britiske efterretningstjeneste  var stærkt interesseret i oplysninger om aktiviteter på den tyske Østersøkyst,  og man var klar over, at Bornholm formentlig var lige så god at indhente  oplysninger fra. Derfor bad briterne den 15. juni 1943 de to danske militære  efterretningsorganisationer om at sende en af deres bedste mænd til øen for at  observere og rapportere. Man var specielt interesseret i testaktiviteter,  antenner, både, der opsamlede ting i afspærrede farvandsområder etc. Det var  dog tydeligt, at man havde svært ved at adskille tyske ubådsøvelser og de to  forskellige raket‐ og bombe‐projekter. Tyske styrker på Bornholm blev også  holdt i uvidenhed. Den 18. juli 1943 nedskød tysk antiluftskyts i Svaneke en  ukendt flyvemaskine. Eftersøgningen efter flyet blev stoppet efter ordre fra  ”Suchleitung Swinemünde”. (Afstanden fra Peenemünde til Dueodde er ca. 115  km eller 62 sømil).  

Den 22. august 1943 ‐ altså en uge inden de voldsomme begivenheder i  Danmark 29.august 1943 ‐ skete miraklet, som efterretningstjenesterne kunne  have håbet på. Politiet i Rønne fik oplyst ca. kl. 13.00, at der var faldet noget  der ligner en flyvemaskine ned på en roemark ved Bodilsker, ca. 6 km sydvest  for Nexø. Det var en tidlig udgave af en V‐1. En lokal politiassistent tilkaldte  chefen for Marinedistriktet, kaptajnløjtnant Christian W. T. Hasager  Christiansen, så han kunne tage med ud og kigge få objektet. Danske  myndigheder skulle underrette tyskerne om sådanne begivenheder, men det  gjorde de først det øjeblik, de gik ud af døren. Hermed fik de 10 minutters  forspring og kunne fotografere, hvad de så. Da tyskerne ankom, spurgte de  Hasager Christiansen, om han havde fotograferet, og det benægtede han.  Hasager Christiansen var tekniker og udarbejdede en rapport til  Marineministeriet om hændelsen. Den detaljerede rapport vedlagt  fotografierne udarbejdedes i mindst 5 eksemplarer til fremsendelse med kurer.  Professor R. V. Jones modtog 3 sæt via forskellige kanaler. Han konstaterede tørt, at nogen måtte have været fast besluttede på, at oplysningerne skulle nå  frem til briterne.  

Kaptajn Volmer Gyth fra hærens E‐sektion afleverede en af de fem kopier  af Hasager Christiansens rapport til styrmand Benny West fra  Helsingør/Helsingborg‐overfarten. Han blev taget af tyskerne og underkastet  voldsomme forhør, men han røbede ikke forbindelsen til hærens E‐sektion.  Med fotografierne i hånden kunne den tyske sikkerhedstjeneste afhøre  Hasager Christiansen. Han blev overført til København og underkastet voldsom  tortur og vågnede efter 6 dage op i en tysk celle på Frederiksberg Hospital. En  måned senere blev han befriet af en gruppe frihedskæmpere fra søværnet og  arbejdede herefter i efterretningstjenestens kontor i Stockholm. Han modtog  senere ”Distinguished Service Cross” af briterne for sin indsats. Hermed bidrog  Danmark med afgørende brikker i et stort puslespil ‐ og det var formentlig den  vigtigste enkeltbegivenhed, som blev rapporteret af de danske  efterretningstjenester under krigen. Som et kuriosum til historien om de tyske  gengældelsesvåben hører også, at et medlem af modstandsbevægelsen fra  søværnet, søkadet Hans Knabe, blev taget af GESTAPO i 1944 med lister over  tyske skibsbevægelser i danske farvande. Han blev sendt på slavearbejde i et af  raketproduktionsanlæggene i Tyskland, men kom hjem i live i 1945.  

Tidsmæssigt ligger begivenheden med V‐1‐flyet på Bornholm den 22.  august altså lidt over 4 døgn senere end ”Operation Hydra”, bombningen af  Peenemünde ‐ hvor det gik mest ud over den tyske hærs A‐4/V‐2‐produktion  og ikke Luftwaffes tilsvarende installationer.  

 

Den britiske efterretningstjeneste reaktioner 

Briterne fik kun langsomt kendskab til de tyske projekter, og med de dråbevise  informationer og de mange uklarheder var de svære at skelne fra hinanden. Fra  den 9. februar 1943 pålagde Army Intelligence sine fototydere at se efter  byggeri på Kanalkysten – inden for ca. 200 km fra London ‐ som evt. kunne  anvendes til bombardement af London. Der var meget stor usikkerhed om  våbensystemerne, og man vidste ikke præcist, hvad man skulle kigge efter.  

Den 22. marts 1943 fik man et gennembrud. To tyske generaler, som blev  taget som krigsfanger i Nordafrika, blev holdt isoleret i 4 måneder og blev så  anbragt i samme celle. Det er et af efterretningstjenestens ældste trick. Cellen  var spækket med fintfølende mikrofoner. I løbet af samtalen mellem de to  fortæller general von Thoma med meget dæmpet stemme, at han undrer sig  over, at angrebet på London endnu ikke begyndt. Han har selv overværet  raketaffyringer i Peenemünde. Afhøringer af andre krigsfanger giver ikke  noget. Der er ingen med erfaringer fra Peenemünde.

Da professor R. V. Jones ikke kunne få de oplysninger, han gerne ville have,  så kom ingeniøren op i ham. Så må man regne baglæns. Hans ræsonnement  var: Hvis tyskerne vil ”tracke” (spore) disse raketter i deres bane, så vil det være  deres tekniske elite, der skal gøre det. Ingen andre kan. Derfor pålagde han  efterretningstjenesterne at holde øje med 14. og 15. kompagni af Luftwaffes  eksperimentale signalregiment. Efter 6 måneders venten gav det pote. Dele af  enhederne blev sporet til Rügen, til Dueodde og til Svaneke, og enhederne  havde netop modtaget den nyeste version af Würzburg‐radaren.  

Churchills svigersøn, Duncan Sandys, var i mellemtiden blevet sat i spidsen  for en kommission, der skulle indsamle oplysninger om truslen fra de ukendte  våben, træffe forholdsregler mod dem og herunder altså også reducere civile  tab, evakuere London, foretage modangreb på de rigtige tider og steder etc.  Det var en blanding af et politisk og et militært job, som bragte ham i berøring  med videnskabsmænd, efterretningstjenester, den øverste militære ledelse og  ikke mindst premierministeren personligt. Et væsentligt problem for briterne  var, at deres videnskabsmænd ikke selv var i stand til at konstruere en raket,  som kunne løfte noget i retning af de nævnte sprængstofmængder over så  lange afstande – og de kunne ikke få beregningerne til at passe. Derfor  konkluderede de, fordi naturlovene gjaldt for begge parter, at så kunne  tyskerne heller ikke. De kunne ikke forestille sig de forskellige tekniske  gennembrud, som Werner von Braun og hans team havde opnået.  

Sandys ledte også efter stedet, hvor udviklingen foregik. Han benytter  også metoden med at regne baglæns, og af det sluttede han: Tyskernes  ukendte våbensystemer må udvikles på et øde sted, det må være ved kysten af  hensyn til affyringerne, det må være langt fra en by – og det må være ved  Østersøkysten.  

På det tidspunkt havde der været nogle antydninger i retning mod  Peenemünde, og der blev beordret fotorekognoscering over området. Man  konstaterede aktivitet på Usedoms nordspids, især arbejde med  uddybningsmaskiner. Der gik dog temmelig lang tid før, man fandt ud af, at det  man troede var en uddybningsmaskine, var en affyringsrampe til den flyvende  bombe.  

Fra modstandsbevægelsen i Frankrig modtog man meldinger om et  kæmpeanlæg i Watten, som var ved at blive lavet. Hullet var 80 meter dybt, og  her blev der bygget et stort betonanlæg.  

Professor R. V. Jones bad også alle andre om at holde øje med noget, som  havde relation til Peenemünde. En dag fik han et af de knækkede  kodetelegrammer i hånden af en dygtig efterretningsmedarbejder, som gik op  i detaljer. Det var et temmelig ligegyldigt telegram om fordeling af  benzinrationer til Luftwaffes myndigheder, men det, som medarbejderen har fundet ud af, har noget med tysk grundighed at gøre: Alle Luftwaffes  myndigheder var opført i prioritetsorden. Luftwaffes forsøgsanstalt i Rechlin  stod som nr. 1 – og det ukendte Peenemünde var anført som nr. 2! Her var et  gennembrud i argumentationen for at kigge på Peenemünde – og ødelægge  anlæggene. Samme konklusion nåede Sandys frem til den 18. juni 1943: Han  anbefalede premierministeren bombning så hurtigt som muligt. Der blev nu  foretaget mange affyringer fra Peenemünde, og det tyske luftforsvar blev  udbygget. Der er nu 30 antiluftskytsstillinger i området. For ikke at påkalde sig  unødig opmærksomhed fra tyskerne reducerede man luftrekognosceringen  over Peenemünde til et minimum.

 

 

Tekniske data og andre relevante tal og oplysninger 

V-1 eller Fi-103 eller FZG 76 

Træffesandsynlighed: 7 km  

(Det betyder, at 50 % vil falde inden for 7 km af sigtepunktet).  I perioden fra den 13. juni til den 6. september 1944 blev der affyret 8.617 stk.  V‐1. Heraf nåede 2.340 frem og eksploderede i målområdet. Hovedmålet var  London, men enkelte andre byer, så som Norwich og Southhampton med  koncentrationer af skibe til Normandiet, var i perioder udpeget som mål.  

V‐1 blev affyret fra en rampe med katapult drevet af brintoverilte eller et  sprængstof eller båret frem af et to‐motorers let bombefly af typen Heinkel  HE‐111.  

Skaderne medførte følgende britiske tab: 6.000 dræbte, 15.000 sårede.  

Antal testaffyringer fra Peenemünde: I alt 282 A‐4 missiler.

Styresystem: Ballistisk missil med ”Guidance” via tre gyroskoper, som  sendte signaler til styrefinnerne, holder kroppen lodret i startfasen etc. Når  raketmotoren er brændt ud, falder raketten ballistisk ‐ uden styring.  

Da A‐4‐raketten brugte flydende brændstof, var det let at transportere.  Det havde letvægtstanke og kunne påfyldes brændstof i felten. Et lille hold  teknikere kunne klargøre tre raketter, det vil sige påfylde, sigte og affyre dem  på under to timer. De kunne affyres fra de medbragte køretøjer.

Det tekniske gennembrud for tyskerne, i forhold til andre, var  turbopumperne til brændstoffet, så det ikke skulle være under tryk samt  grafitrorene, som var anbragt i udstødningen. Disse ror sørgede for at styre  raketten i startfasen, hvor den havde ringe fart. Fordelen ved grafitrorene var,  at de kunne tåle de høje temperaturer og påvirke rakettens balance i kraft af de  store luftmængder, som motorforbrændingen sendte forbi rorene. De to  turbopumper blev drevet af en dampturbine. Dampturbinen på 5.000  omdrejninger/minut (580 HK) brugte 129 kg brintoverilte (80 %) og en blanding  af to tredjedele natriumpermanganat (15,8 kg) og en tredjedel vand.

Raketmotorens ydelse: 24,947 tons tryk ved start og 72,574 tons tryk når  den maksimale hastighed blev opnået. Motoren brændte typisk i 60 sekunder  ind til en hastighed på 1.341 m/sek. blev opnået = 4.828 km/timen. Når  motoren brændte ud, faldt missilet uden styring. Motoren satte ud i 35 km  højde, og herefter fortsatte missilet opad til den maksimale højde (97 km var  rekorden) blev nået. Her vendte det og faldt ballistisk og ramte jorden med en  hastighed mellem 3.240 og 3.600 km/timen. De seneste raketter fik mere  ”Guidance” via en ”Leitstrahlstellung” (radio).

Der blev produceret i alt 10.000 stk. A‐4/V‐2‐raketter. Der blev affyret 3.325  A‐4‐raketter mod fjendtlige mål:

Ca. 1.000 mod London og Norwich. Ca. 500 nåede frem til London.  Desuden blev der affyret ca. 2.000 A‐4‐raketter mod mål på kontinentet.  

V‐2‐mål på kontinentet: Antwerpen  

• Bruxelles  

• Liege  

• Lille  

• Paris  

• Maastricht  

• Broen ved Remagen (over Rhinen)  

• Luxembourg

Under V‐2‐angrebene mistede ialt 15.386 mennesker livet. Under  bombeangrebene rettet mod A‐4/V‐2‐produktionen mistede ca. 20.000 KZfanger, tvangsarbejdere og andre livet.  

 

 

Afslutning: V-1 og V-2-kampagnerne og deres afslutning 

Da den allierede invasion fandt sted i Normandiet den 6. juni 1944 blev det  magtpåliggende for Hitler at demonstrere, at Tyskland ikke var slået.

Hitler lagde vægt på gengældelse, og han ville udslette London som hævn  for angreb på de tyske byer, især Hamburg. Den 13. juni kom det første angreb,  og den første V‐1‐kampagne varede i ca. 3 måneder. V‐1‐bomberne blev dels  sendt af sted fra ramper nær kanalkysten, dels ført frem til kanalområdet af  bombefly af typen Heinkel HE‐111. Herefter var A‐4/V‐2‐raketten klar til  operativ indsættelse. Den blev affyret første gang den 8. september 1944, og  målet var atter Londons centrum.  

V‐1 kunne bekæmpes med antiluftskyts og hurtige jagerfly. Til gengæld var  der ingen våben at sætte ind mod en A‐4‐raket, når først den var affyret. Her  kom professor R. V. Jones atter på banen. Han vidste, at tyskerne gerne ville  rapportere nedslagene for at korrigere måldata. Han vidste også, at de britiske  sikkerhedsmyndigheder havde godt fat i den tyske spionageorganisation i  Storbritannien, hvor de tilfangetagne agenter fik tilbud om at samarbejde eller  blive hængt. De styrede agenter blev så sat til at rapportere hjem. Jones havde  regnet ud, at hvis man blandede de til rådighed værende data lidt, så kunne  man flytte tyngdepunktet i træfningen fra det centrale London og nogle km ud  i yderkvartererne, således at det fortrinsvis var rækkehuse og ikke højhuse,  som blev ramt. Måden han gjorde det på, var at finde tidspunktet for et  nedslag, der var for langt og stedet for et nedslag, der var for kort. Hermed blev  tyskerne vildledt til at reducere banelængden.  

De allierede blev nødt til at afse op til 40 % af bombestyrken til at jage V‐1  og V‐2 stillinger i Frankrig, Belgien og Holland. Tyskerne havde mistet luftherredømmet, og de kunne dårligt transportere sig i dagslys, og der var  mangel på brændstof. Tysklands sammenbrud stod klart, men tyskerne rådede  stadig over betragtelige mængder af materiel, men de opererede under meget  vanskelige forhold. V‐1 truslen varede i 3 måneder. V‐2 truslen døde ud efter et  par måneder, og den sidste V‐2/A‐4 raket blev affyret i marts 1945, men  tabene, som det fremgår af afsnit 8, havde været ganske betydelige.  

Da russerne erobrede Blizna, ville englænderne gerne se basen. Det var  samme dag, som den første V‐2‐raket blev affyret mod London. Stalin gav  langt om længe grønt lys, men efter flere ugers forsinkelse nåede den engelske  delegation frem til V‐2‐skydebanen, men da havde russerne fjernet hver en  møtrik.

Tøjhusmuseet har et flot eksemplar af en V‐1, som hænger oppe under  loftet lige efter indgangen. Det var et eksemplar, som faldt af et fly (Heinkel  HE‐111) over Sønderjylland i 1944. Det svævede ned og landede på en mark,  hvor den pågældende landmand dyngede det lidt til med halm og lod det ligge  til besættelsens afslutning. Der er nogle enkelte buler underneden, hvor det  ramte marken, men bomben eller flyet ‐ hvad man nu vil kalde det ‐ er i fin  form.

Peenemünde er nu åbnet for offentligheden, og det er muligt at se nogle af  de originale bygninger og anlæg, blandt andet basens kraftværk.  Werner von Braun er formentlig det eneste menneske, der både har fået  diplom og anerkendelse af Adolf Hitler og efterfølgende tillige fået det samme  af den amerikanske præsident. Han var en nøgleperson i opbygningen af den  amerikanske missilteknologi, og den amerikanske satiriker Tom Lehrer  begrundede på følgende måde, hvorfor amerikanerne var overlegne i forhold til  russerne: ”That is because our Germans are better than their Germans”.  

 

 

Literaturliste  

”V 2”, Walter Dornberger, London 1958.  

”The Mare’s Nest”, David Irving.  

(Ordspil: ”The mare’s nest” = ”Det var en skrøne”).  

”The Secret War”, Brian Johnson.  

“For FLAGET og FLÅDEN”, om marinens personel og dets virke 1943 ‐ 45,  udgivet af Søværnet 1995.  

”Most Secret War”, Proffessor R. V. Jones.  

“Ligaen ‐ Den danske militære efterretningstjeneste 1940 ‐ 1945 Bind 1 og 2”,  Hans Christian Bjerg, Gyldendal 1985.  

”Die deutschen Waffen und Geheimwaffen des 2. Weltkrieges und ihre  Weiterentwicklung“, 2. Auflage, Rudolf Lusar 1958.  

„Manden der reddede“ London, George Martelli, Hasselbalch 1960.

“German Secret Weapons”, Purnell’s History of the World Wars Special.