Log ind

Ustabil balance - Den militære magtbalance 1974/75

#

Efter en årrække med en tilsyneladende tendens til afspænding og frede* ligere forhold har det forløbne år været en brat opvågnen fra en behagelig drøm. Allerede ved sidste årsskifte kunne virkningerne af en øget spændingstilstand i verden spores. Den 4. arabisk-israelske krig var nok bragt til en foreløbig afslutning, - men den har flere gange været lige ved at blusse op igen, og det iværksatte økonomiske pres fra de arabiske lande var kun begyndt at markere sig gennem nedsatte olietilførsler og deraf følgende aktivitet sned gang i den af den arabiske olie så afhængige vestlige verden. I det forløbne år har vi for alvor mærket hvad det betyder, at standse væksten i et vækstsamfund. I skrivende stund har vort eget land oplevet udløsning af en foreløbig rekord af dyrtidsportioner, som konsekvens af en galopperende inflation, og et arbejdsløshedstal meget nær de 10 %. I England og Italien er situationen endnu alvorligere. De vestlige industrisamfund, der siden 2. verdenskrig havde vænnet sig til en behagelig økonomisk vækstrate, står pludselig i den situation at måtte se økonomisk stagnation eller endog økonomisk nedgang som en alvorlig trussel mod ikke alene deres ydre, men også deres indre sikkerhed. Man må erkende, at ikke blot Financial Times, men også den daværende direktør for Instituttet for strategiske Studier i London, Francois Duchenne, som i januar 1973 udtrykte som sin overbevisning, at bl.a. økonomiske midler ville blive et mere anvendt middel i forholdet mellem det internationale systems aktører, har fået ret i deres spådom. Den kampagne, som ofte med idealistisk baggrund er ført imod den fortsatte økonomiske vækst og udnyttelse af tilgængelige ressourcer i vore vestlige vækstsamfund, synes for nærværende at være trængt i baggrunden over for øgede krav om at holde produktionen igang for at genskabe den fulde beskæftigelse. Man må imidlertid ikke lade denne omstændighed tilsløre det forhold, at netop denne situation af økonomisk depression og den deraf følgende politiske utilfredshed og ustabilitet giver grobund for politisk polarisering og fare for radikalisering af samfundene. Oprettelse af private militsorganisationer, som f.eks. i England, på den ene side, og kommunistisk agitation for folkefrontsbevægelser i en række europæiske lande på den anden side er udtryk for tendenser til denne ustabilitet i de vestlige samfund, rystet som de er af det spring i energiomkostningerne, som olieprisstigningerne er den direkte årsag til. Tingene kan imidlertid ikke adskilles fra hverandre. Begivenhederne i Det mellemste Østen og Det østlige Middelhav gav kort før forrige årsskifte verden en alvorlig og på sin vis ubehagelig påmindelse om at militær magt fortsat spiller en væsentlig, ja afgørende rolle i det internationale systems interaktioner. De omfattende bestræbelser for at erstatte ødelagt eller ineffektivt materiel under og efter den 4. arabisk-israelske krig understreger ikke blot de enorme mængder af våben, der blev forbrugt, men også supermagternes rolle, såvel i muliggørelsen af en sådan kamp, som i dens begrænsning hedder det i den årlige beretning om den militære magtbalance fra Instituttet for strategiske Studier*).

Supermagterne

Rapporten gør videre opmærksom på den begrænsning, der eksisterer vedrørende udviklingen i samarbejdet mellem supermagterne; en begrænsning, der viste sig ved de to parters vanskelighed ved at komme overens om en aftale om begrænsninger i det strategiske rustningskapløb. Efter mødet i Vladivostok i slutningen af november mellem præsident Ford og partisekretær Breshnev synes der dog at være mulighed for nu at komme videre i forhandlingerne om en aftale vedrørende de offensive våbensystemer. Russerne gik under dette møde med til en væsentlig indrømmelse, nemlig at holde de amerikanske fremskudte og atombevæbnede baser i Europa uden for en fremtidig aftale, et spørgsmål de hidtil ikke har været villige til at give indrømmelser på. Dette kan formentlig kun tolkes som en sovjetisk anerkendelse af, at amerikansk tilstedeværelse er væsentlig for bevarelse af en troværdig militær balance i Europa. Alternativet kunne, set med sovjetiske øjne, blive et uønsket snævrere vesteuropæisk samarbejde om også at tilvejebringe og opretholde en atomar kapacitet. Russerne foretrækker øjensynlig hellere det amerikanske alternativ fremfor det europæiske, dvs. at det europæiske atomforsvar forbliver på amerikanske hænder. Spørgsmålet er så, om det i det lange løb også er en europæisk interesse.

*) The Military Balance 1974-1975. The International Institute for Strategic Studies, London 1974. £ 1,-.

Hver for sig fortsætter supermagterne imidlertid at konstruere og deployere stadigt mere avancerede våben inden for de rammer, den eksisterende SALT-aftale afstikker. Med udgangen af 1974 vil USA have deployeret 529 Minuteman 3, hver med 3 MIRV, og påregnes at deploy ere yderligere 21 i første halvdel af 1975, således at man kommer op på det programmerede antal af 550 Minuteman 3 med ialt 1650 sprænghoveder. Herudover vil USA råde over 450 Minuteman 2, hver med 3 sprænghoveder. Til søs er 352 Poseidon ved at være operative, hver med 10-14 MIRV i ialt 22 atomubåde. I 1977 vil yderligere 9 ubåde være udrustet med Poseidon, hvorefter kun 10 Polaris A-3 ubåde endnu vil være i tjeneste. I 1978 vil den første Trident-udrustede ubåd kunne påregnes at være operativ, hvorefter der forventes færdiggjort to pr. år til erstatning for de 10 Polaris A-3. Færdiggøres dette projekt vil USA i begyndelsen af 1980’erne råde over 736 SLBM - hvilket er 26 mere end SALT-aftalen forudser, selv når erstatning af 54 Titan 2 ICBM med SLBM tages i betragtning. Gennemføres det forudsete program vil USA råde over ICBM og SLBM med ialt over 9000 målsøgende sprænghoveder. Udover de i SALT-aftalen fastlagte begrænsninger er den amerikanske strategiske bomberstyrke blevet reduceret med to eskadriller B-52, idet den nye B-l supersoniske bomber påregnes at begynde at indgå i de operative styrker tidligst i 1975. Den endelige beslutning om at producere de forudsete ialt 241 bombere skal dog først tages i 1976, og kan derfor blive påvirket af de SALT-forhandlinger, som nu igen synes at være igang. USA har desuden iværksat en række foranstaltninger til forbedring af eksisterende offensive våbens effektivitet. Også Sovjetunionen gennemfører væsentlige foranstaltninger med henblik på forbedring af de offensive våbensystemer. Sovjetunionen har i øjeblikket 1575 ICBM, hvilket er en forøgelse i løbet af det sidste år på 48, og kun 43 fra det ved SALT-aftalen fastsatte loft. Sovjetunionen har videreudviklet sine fire nye ICBM, nemlig SS-X-18, et stort missil med flydende brændstof i SS-9-klassen (det kan placeres i tidligere SS-9 siloer), SS-X-17 og -19, der ligeledes har flydende brændstof og en løfteevne, der er 2-3 gange så stor som SS-lVs. Endelig SS-X-16, der er et missil med fast brændstof i SS-i3-klassen anvendeligt såvel stationært som mobilt. Et byggeprogram for 25 siloer, der startede i 1970, påregnes at være færdigt og siloerne operative i 1975 med SS-X-I8, hvilket vil bringe Sovjetunionens antal af »tunge« ICBM op på det i den midlertidige aftale tilladte antal af 313. Alle nye missiler har større træffenøjagtighed end de nu anvendte. SS-X-18 er afprøvet med et enkelt stort sprænghoved og med 5-8 MIRV i megaton-klassen. SS-X-J7 og SS-X-I9 synes at skulle afløse SS-II. Førstnævnte er afprøvet med et stort sprænghoved i megaton-klassen og med 4 MIRY, sidstnævnte kun med 4-6 MIRV. Såfremt disse fire nye systemer deployeres, vil Sovjetunionens kapacitet stige til 7000 styrede sprænghoveder i megaton-klassen. (Til sammenligning kan USAs nuværende kapacitet levere 2000.) Til søs har Sovjetunionen øget sit antal af SLBM til 720 i 70 ubåde, hvilket er 92 mere end sidste år. Antallet af Y-klasse ubåde er øget med to, hver med 16 SS-N-16, til ialt 33. Af D-klassen er antallet forøget med 6 til ialt 9, hver med 12 SS-iV-8 med en rækkevidde på næsten 8400 km, den længstrækkende af alle eksisterende SLBM. Det er altså disse to ubådstyper, der tæller i forbindelse med SALT-aftalens begrænsning til 62 »moderne« ubåde. Fortsættes i samme byggetempo som nu med 6-8 ubåde pr år, vil loftet være nået i midten af 1977. Sovjetunionen har også en ny bombertype, Backfire, der ventes operativ i 1974/75. Den har en rækkevidde og genoptankningsmulighed, som gør den anvendelig i en interkontinental rolle. For de defensive systemers vedkommende betød topmødet i Moskva 1974 en aftale om at begrænse ABM-systememe til ét pr nation i stedet for de tidligere aftalte to. USA har derfor ikke opbygget et nyt system omkring Washington, og Sovjetunionen har undladt at beskytte en af ICBM-baserne. Det amerikanske ABM-system omkring Minuteman-basen i Grand Forks forventes operativt i midten af 1975 og der arbejdes stadigt på at forbedre systemets komponenter. Sovjetunionen har stadig 64 ABM-ramper omkring Moskva, men har gennemført afprøvning af en ny raket. For så vidt angår de konventionelle styrker er USAs faldet med o. 78.900 til o. 2.174.000 mand, medens Sovjetunionen råder over o. 4.525.000 mand. Begge parter søger at forbedre deres konventionelle våbensystemer. USA har besluttet at allokere midler til et nyt fjerde atomdrevet hangarskib og har 30 nye Destroyers, DD-963, under bygning til levering mod slutningen af 1978. Også fem atomdrevne fregatter og 27 atomdrevne angreb­ ubåde er under bygning. En ny kampvogn, XM-1, samt nye panserværnsmissilsystemer og luftværnsmissilsystemer er under udvikling. Endelig forventes F-I5 jageren at blive operativ i 1976. Sovjetunionen bygger et nyt S/VTOL hangarskib og har taget nye Karakrydsere, med tre missilsystemer, og Krivak-destroyere i anvendelse. Også en ny jagerbomber er under udvikling. De to supermagter synes således ikke at have slækket på tempoet med hensyn til udvikling af nye våbensystemer, hverken strategiske eller konventionelle. I skema 1 er sammenfattet de i den seneste af Instituttet for strategiske Studier udgivne styrkeoversigt anførte oplysninger om styrkeforholdet pr. julr 1974 mellem supermagterne for så vidt angår rådige atomleveringssystemer.

Skærmbillede 2020-04-21 kl. 10.42.14.png

Den konventionelle styrkebalance

Medens der, som nævnt, efter Vladivostok-mødet er mulighed for at der igen kommer gang i SALT-forhandlingerne, forekommer der ikke at være udsigt til foreløbig væsentlig fremgang i de sideløbende drøftelser om gensidige reduktioner af de konventionelle styrker i Centraleuropa. Den fra foregående år konstaterede tendens til forskydning af styrkebalancen til fordel for Warzawapagten er, som det fremgår af nedenstående skema 2, stadig til stede.

Skærmbillede 2020-04-21 kl. 10.42.39.png

Problemet er imidlertid, at styrkebalancens sving til fordel for Warzawapagten i kommende år meget vel kan blive mere markant. England har bebudet nedskæringer på forsvarsbudgettet der, iflg. Military Balance’s opgivelser er på 3.654 mill. pund. En nedskæring på 10 % er næppe urealistisk at forestille sig under Englands nuværende økonomiske situation. Det kan for Danmarks vedkommende få alvorlige konsekvenser, såfremt dette kommer til at gå ud over de styrker, England har stillet til rådighed for Europakommandoen som strategiske reserver, og som bl.a. kan forudses anvendt til støtte for et dansk forsvar. Også andre europæiske NATO-lande har under indtryk af de økonomiske konsekvenser af de stigende oliepriser overvejelser igang vedrørende begrænsninger af de til forsvaret rådige midler. Alt i alt må det derfor konstateres, at nok eksisterer der i øjeblikket en militær magtbalance, men udsigterne til at den kan gå hen og blive ustabil - til ugunst for Vesten - forekommer her ved årsskiftet at være til stede.

K. V. Nielsen.