Log ind

United Nations Observer Mission in Georgia (UNOMIG)

#

Denne artikel er skrevet af brigadegeneral J. Hvidegaard, der var chef for Observatør Mission UNMIG i tiden august 1993 til august 1995.

FNs etablering af nye niissioner vækker altid en vis opmærksomhed, men da FN for første gang skulle etablere en mission på det tidligere Sovjetunionens territorium, tiltrak det mere opmærksomhed end normalt. I det følgende vil baggrunden for UNOMIGs etablering samt missionens opgave og operationer blive beskrevet.

Område og befolkning: Georgien ligger mellem de to kaukasiske bjergkæder, Store og Lille Kaukasus. Det grænser i vest til Sortehavet, i nord til Rusland, mod øst og sydøst Aserbajdsjan og mod syd Armenien og Tyrkiet.. Landet er ca. halvanden gang så stort som Danmark, men store omiåder er ubeboelige bjergegne. Fra Rusland fører én jernbanelinie ind i Georgien, hvorfra den går videre til Armenien og Aserbajdsjan. Hovedvejen følger stort set banelinien. Der er yderligere kun to veje fra Rusland ind i Georgien, begge i den østlige del af landet. Klimaet er subtropisk kystklima langs med Sortehavet og i det vestlige lavland; inde i landet er det fastlandsklima, men overalt er det præget af højden. Georgiens indbyggertal er 5,5 mio. Befolkningen er multi-etnisk sammensat, hvilket er en naturlig følge af den etniske heksekedel, som Kaukasusområdet er med mere end 50 større eller mindre befolkningsgrupper. I Georgien er de fire største grupper med deres andel i procent georgiere (70), armenere (8), russere (6) og aserbajdsjanere (6). Den nordvestligste del af Georgien udgøres af Abkhazien, der med 8.600 km2 er lidt større end Sjælland. Befolkningen var 1989 på 525.000, og de fire største grupper var georgiere, abkhazere, armenere og russere udgørende hhv. 46, 18, 14 og 14 procent.

Konflikten: Konflikten mellem abkhazere og georgiere er af gammel dato, men blussede op med etniske uroligheder der krævede flere dræbte i Sukhumi i 1989.1 August 1990 erklærede Abkhazien sig som en af Georgien uafhængig republik under Sovjetunionen. Erklæringen blev øjeblikkeligt annulleret af Georgien, men for at opnå et kompromis fik den abkhaziske befolkningsgruppe tildelt et antal pladser i det abkhaziske parlament, der var helt ude af proportion med dens andel af befolkningen, idet abkhazerne fik 28 pladser mod 26 til georgierne og 11 til de øvrige befolkningsgrupper. I August 1992 rykJcede georgiske styrker ind i Abkha-zien, idet nødvendigheden af at beskytte jernbanelinien blev brugt som begrundelse. Det førte til en krig, hvor abkhazerne blev støttet af de øvrige nord-kaukasiske folkeslag, og som over et par brudte våbenhviler i første omgang sluttede med Sochi-aftalen af 27 JUL 93. Den efterlod abkhazerne i kontrol af den nordlige halvdel samt området om TkvarcheU, medens georgieme havde Sukhumi og syd derfor. Våbenhvilen varede til 16 SEP 93, hvor abkhazerne indledte angreb ved Ochamchira og senere på dagen mod Sukhumi. Sukhumi faldt natten mellem 27 og 28 SEP, og de abkhaziske styrker nåede Inguri 30 SEP. Det var slut på de egentlige krigshandlinger på hovedfronten, men krigen fortsatte i Kodori-dalen, hvor den sidste artilleriduel blev udkæmpet 8 JUL 94, og med baghold og rensningsaktioner i den sydlige del af Abkhazien, hvor den sidste større affære var i APR 95.

Skærmbillede 2020-03-06 kl. 15.32.36.png

FNs engagement FN var indblandet i konflikten fra SEP 92 med diplomatiske missioner og fra foråret 93 med humanitært arbejde. Fra dette tidspunkt begyndte også overvejelser i Sikkerhedsrådet om eventuel oprettelse af en observatørmission. Med Sochi aftalen var forudsætningen, en våbenhvile, opfyldt, og med Resolution 854 af 6 AUG 1993 blev oprettelsen af en observatørmission på 88 mand besluttet. 8 SEP ankom så de fire første, danske observatører til Georgien, men inden der nåede at ankomme flere, startede krigen igen. Selv om der efter afslutningen af krigen ikke blev etableret en ny våbenhvile, forblev UNOMIG i området. Frem til 1994 bestod den kun af fem danske observatører, hvoreft(;r den frem til JUL 94 blev trinvis styrket til 45 observatører. FN fortsatte efter afslutningen af krigen sine diplomatiske bestræbelser på at finde en løsning på konflikten og fik etableret forskellige aftaler, men ikke en afslutning på konflikten og heller ikke en våbenhvile. Det sidste opnåede RUsland, der sammen med de to stridende parter underskrev en våbenhvileaftale i Moskva 14 MAJ 1994. Denne aftale dannede grundlag for Sikkerhedsrådets Resolution 937 af 21 JUL 94, der fastsatte det mandat, UNOMIG har i dag og styrken til 136 militære observatører. Hovedindholdet af Moskva-aftalen var oprettelse af en Security Zone (SZ) på 12 km bredde på hver side af Inguri. I zonen måtte parterne ikke have militære styrker, men var ansvarlige for opretholdelse af ro og orden, hvorfor de kunne have politi - i Abkhazien benævnt militia - bevæbnet med håndvåben i området. Efter SZ kom så yderligere en 12 km bred Restricted Weapons Zone (RWZ), hvor tunge våben og pansrede køretøjer var forbudte. De våben, der blev trukket tilbage, skulle sættes i depoter, som skulle overvåges af FN observatører. En fredsbevarende styrke fra Samfundet af Uafhængige Stater (herefter omtalt under anvendelse af den engelskbaserede forkortelse CIS PKF) skulle deployeres i SZ, medens RWZ alene skulle overvåges af observatører.

UNOMIGs mandat: Mandatet, som det gives af Sikkerhedsrådet, er opgaveformuleringen til missionen, hvorfor det er citeret nedenfor. Det givne mandat er bortset fra samarbejdet med og observationen af CIS PKF et typisk eksempel på et mandat til en observatørmission.

a. To monitor and verify the implementation by the parties of the Agreement on a Cease-fire and Separation of Forces signed in Moscow on 14 May 1994;

b. To observe the operation of the CIS peace-keeping force within the framework of the implementation of the Agreement;

c. To verify, through observation and patrolling, that ttoops of the parties do not remain in or re-enter the Security Zone and that heavy military equipment does not remain in or is not reintroduced into the Security Zone or the Restticted Weapons Zone;

d. To monitor the storage areas for heavy military equipment withdrawn from the Security Zone and Restricted Weapons Zone in cooperation with the CIS peacekeeping force as appropriate;

e. To monitor the withdrawal of troops of the Republic of Georgia from the Kodori valley to places beyond the boundaries of Abkhazia, Republic of Georgia;

f. To patrol regularly the Kodori valley;

g. To investigate, at the request of either party or the CIS peace-keeping force or on its own initiative, reported or alleged violations of the Agreement and to attempt to resolve or contribute to the resolution of such incidents;

h. To report regularly to the Secretary-General within its mandate, in particular on the implementation of the Agreement, any violations and their investigations by UNOMIG, as well as other relevant developments;

j . To maintain close contact with both parties to the conflict and to cooperate with the CIS peace-keeping force, and by its presence in the area to contribute to conditions conducive to the safe and orderly return of refugees and displaced persons.

CIS PKF mandat, dislocering og operationer: Styrken har sit mandat fra CISs statsoverhoveder, men på trods af at flere stater har tilsagt at ville deltage, er styrken indtil nu udelukkende russisk, og Rusland afholder også alle udgifter. Mandatet er i store træk som et FN mandat til en fredsbevarende styrke ville have været, omend det giver mulighed for lidt mere håndfaste aktioner, hvis styrken skulle føle sig truet eller direkte blive angrebet. Styrken deployerede i slutningen af JUN/begyndelsen af JUL 94 og var indledningvis på knap 3.000 mand. Efter at have etableret sig er den reduceret i mandskabstal, men består stadig af stabs- og signalelementer, et artilleri- og et ingeniørelement samt fire infanteribataljoner, fordelt med to på hver side af Inguri. Styrkens hovedkvarter er i Sukhumi, og underlagte hovedkvarterer er etableret i Gali for den nordvestlige SZ og i Urta syd for Zugdidi for den sydøstlige SZ. CIS PKF operationsmåde ændres i takt med bl.a. situationen, men har nogenlunde konstant været baseret på et ret stort antal permanente check-points, suppleret med et mindre antal check-points, der oprettes for 6 - 36 timer ad gangen, samt nogen patruljering. Check-points er normalt bemandede med en deling (DEL) eller DEL(-). Styrken er begrænset til operationer i SZ, men optræder mere reaktivt og mindre proaktivt end en dansk FN styrke formentligt ville have gjort.

UNOMIGs dislocering og operationer: Selv om kun perioden efter vedtagelse af Resolution 937 betragtes, er UNOMIGs dislocering og operationer ændret flere gange. Det har dels skyldtes praktiske forhold, men ikke mindst har det været en udvikling, hvor indvundne erfaringer samt den aktuelle situation, eller måske snarere den forventede situationsudvikling, har været styrende. For øjeblikket er disloceringen med fordelingen af observatører i parentes: Hovedkvarter med chef og operativ stab i Sukhumi (24), administrativ stab (8) i Pitsunda sammen med den civile stab, forbindelsesstab (4) i Tbilisi, to sektorer i Gali (55) hhv, Zugdidi (45). Ansvarsfordelingen er, at Sukhumi er ansvarlig for Kodori Valley, medens sektorerne er ansvarlige for SZ og RWZ på hver sin side af Inguri. Opgaverne, der er pålagt jf mandatet, løses først og fremmest ved hjælp af patruljering. Missionen har ikke egentlige observationsstader, men for at kunne være permanent til stede i områder, der af den ene eller anden' grund er af særlig betydning, for at skære reaktionstiden ned og for at øge synligheden af FNs tilstedeværelse har missionen oprettet i alt seks Team Site Bases (TSB), en i Kodori Valley under Sukhumi - hvilket faktisk er en overtrædelse af mandatet - tre under Gali Sektor og to under Zugdidi Sektor, jf også skitsen. Patruljering foregår fra Sukhumi, Gali og Zugdidi samt fra de seks TSB. Ikke mindst TSB er meget væsentlige for informationsindhentningen. På alle TSB er der særdeles god kontakt til den lokale befolkning, og missionen har oplevet, at befolkningen protesterede, da det en gang blev overvejet at flytte en TSB. Patruljeringen tilrettelægges således, at det sikres, at selv den mindste landsby besøges mindst en gang om ugen, men er i øvrigt fleksibel så der kan tages højde for lokale begivenheder, f.x. markedsdage eller begravelser, og for den lokale situation, f.x. større eller mindre spænding, fordeling af nødhjælp o.a.

Forholdet UNOMIG - CIS PKF: Forholdet mellem de to var indledningsvis reguleret ved en aftale indgået mellem de to chefer. Aftalen er senere erstattet med et dokument underskrevet for FN af Generalsekrætæren og for CIS af Formandet for Rådet af Statsoverhoveder, den russiske præsident. I aftalen slås det fast, at de to "styrker" hver for sig er selvstændige, og at der intet kommandoforhold eksisterer mellem dem. Det fremgår imidlertid også, at de hver for sig er forpligtede til at samarbejde med den anden. Indledningsvis var der nok en vis reservation på begge sider, men med tiden har samarbejdet udviklet sig til at være virkelig godt. Der samarbejdes på tre niveauer, der med fare for at bruge lidt store ord kunne kaldes det strategiske, det operative og det taktiske niveau. Mellem de to chefer holdes normalt en eller to gange om ugen uformelle møder, hvor det er det mere overordnede samarbejde samt situationsvurderinger, der diskuteres. På sektorniveau mødes cheferne og/eller deres stabe næsten dagligt for at udveksle viden om situationen, for gensidigt at informere og for efter behov at aftale fælles operationer eller støtte. Endeligt er der kontakten mellem patruljer og check-points, der dels sikrer informationsudvekshng på det lokale og detaljerede niveau, og dels sikrer mulighed for hurtige fælles aktioner og reaktioner. Gennem det her beskrevne dækkes det ved mandatets pkt. j pålagte samarbejde og også den ved pkt. b pålagte observation af CIS PKF operationer.

Bemærkninger til CIS PKF: Det må først og fremmest slås fast, at CIS PKF optræder i nøje overensstemmelse med sit mandat, og herunder som det væsentligste at styrken optræder upartisk. De enkelte enheder i styrken havde ved ankomsten ikke gennemgået en træning i fredsbevarende op<;rationer, og det kunne i begyndelsen ses, at det var uvant for såvel officerer som mandskab ikke simpelthen at overtage kontrollen i det område, hvor styrken var deployeret. Det har ændret sig, og i det store og hele optræder også enkeltpersoner nu , som man kunne forvente det af soldater i en fredsbevarende styrke. Der har været uheldige episoder, oftest begrundet i overdreven spiritusindtagelse, men ikke anderledes end hvad der er at forvente, når soldater sættes til at forrette vagttjeneste, og der ud over direkte tjeneste ikke er andet at lave end nyde den friske luft. Som tidligere bemærket var CIS PKF operationer forholdvis passivt tilrettelagte og gennemførte. En af grundene hertil var, at styrken havde ret store logistiske vanskeligheder med knaphed på brændstof og mangel på reservedele, ikke mindst efter begyndelsen af Tjetjenien-operationen. En anden grund, som måske kan være forårsaget eller forstærket af knapheden, var nok at chefer/førere på kompagni- /delingstrin tilsyneladende havde meget begrænset frihed til at handle uden først at have indhentet tilladelse. En sammenligning af ting som tjenestevilkår, uniformer, levevilkår - herunder hvad der gøres fra højere myndigheder for at bedre forholdene på stedet - forplejning og løn vil nok få enhver dansk soldat til at glæde sig over at være dansk og ikke russisk soldat. De forhold, de danske soldater har (havde) i det tidligere Jugoslavien, er luksuriøse i sammenligning med de forhold, de russiske soldater har i SZ.

Forholdet til befolkningen: Det ligger næsten i sagens natur, at en mission, der skal forholde sig upartisk, vil blive kritiseret, og både UNOMIG og CIS PKF er jævnligt udsat for kritik. Langt det meste af denne kritik kan sagligt tilbagevises som hvilende på et forkert grundlag, men det hjælper ikke ret meget. Grundlaget for befolkningens vurdering af UNOMIG er ikke Sikkerhedsrådsresolution 937, men den almindelige opfattelse af, hvad formålet med UNOMIGs tilstedeværelse er. Her er de to parter ikke enige. Georgierne ser det som direkte og aktivt at sørge for, at Sikkerhedsrådets resolutioner, der alle bekræfter Georgiens territoriale integritet, snarest muligt bliver implementerede, og ikke mindst at sørge for at de ca. 250.000 flygtninge, hvoraf hovedparten er georgiere, snarest kan vende tilbage til Abkhazien og overtage deres retmæssige ejendom der. Abkhazerne ser det lige modsat; UNOMIGs fornemste opgave er at sørge for, at den militære sejr de vandt, kan udnyttes til at holde den georgiske del af befolkningen i Abkhazien på et ubetydeligt antal. I diskussioner med enkeltpersoner eller få ad gangen kan man som regel forklare sammenhængen, men ikke i større grupper og slet ikke hvis der lige har været et sammenstød af en eller anden slags. I sådanne situationer rettes frustrationerne mod de fremmede FN observatører "der ikke gør, hvad de er sendt for at gøre", hvilket kan medføre særdeles ubehagelige og til tider farlige situationer. Hvad der her er skrevet for UNOMIG gælder måske endnu mere for CIS PKF, for de har i kraft af antal og i at være bevæbnede i højere grad end UNOMIG mulighed for at "gøre hvad de skulle". Erfaringen fra Georgien er også, at man ikke kan forlade sig på, at de involverede parter giver korrekte oplysninger om missionen. Dels er det tilsyneladende begrænset, hvor mange der er i besiddelse af oplysningerne, og dels udnytter begge parter missionen i den propagandakrig, der føres. Det bekræfter endnu en gang, at et vigtigt led i en FN-operation er den tilknyttede oplysningskampagne.

Det generelle indtryk er dog ikke negativt, hvad ovenstående måske kan give indtryk af. Befolkningen i Kaukasus-området har, uanset etniske tilhørsforhold, ry for at være gæstfri og meget venlig over for fremmede. Gæstfriheden kan nærmest være overvældende, ikke mindst når man ved, at der kun i de sjældneste tilfælde bydes af overflod, og taknemmeligheden over for en lille smule omsorg, hjælp eller bare interesse er rørende.

Vurdering: UNOMIG vakte opmærksomhed i to omgange, først i AUG 93 ved at være den første FN-operation på det tidligere Sovjetunionens område, dernæst i JUL 94 ved at skulle samarbejde med en ikke-FN fredsbevarende styrke. Erfaringerne til dato ved UNOMIG er klare; Det er muligt at etablere et frugtbart samarbejde mellem en FN observatørmission og en ikke-FN fredsbevarende styrke, også når denne består udelukkende af russere, og missionen finder sted i det tidligere Sovjetunionen. Har UNOMIG som fredsbevarende mission opfyldt sit formål? Hvis vi ser på det lidt mere overordnede formål er svaret nok et "både og". FNs samlede indsats med politiske forhandlinger, humanitær hjælp, og indsættelse af en observatørmission har ikke bragt en afslutning på konflikten f.s.v.a. det politiske stridsspørgsmål eller løst det store humanitære problem, som flygtningene udgør. Tilbage står imidlertid, at UNOMIG har bidraget til at forhindre en genopblussen af fjendtlighederne og dermed til, at der ikke er dræbt eller såret endnu flere, at antallet af flygtninge ikke er øget, og at der ikke er sket yderligere ødelæggelser, og det alene må siges at være anstrengelserne og udgifterne værd.