Af oberst Mogens Christensen, der er chef for Flyvevåbnets Officersskole.
Krigshistorie- og anden undervisning på officersskolen er med til at tilpasse flyvevåbnet til den nye sikkerhedspolitiske situation.
De dramatiske ændringer på den sikkerhedspolitiske scene i Europa har naturligvis også medført store ændringer i flyvevåbnets hverdag. Under Den kolde Krig var Flyvevåbnet det værn, som var udset til at holde alt operativt materiel i højt beredskab, med henblik på umiddelbart at kunne imødegå et angreb fra WAPA og dermed skaffe den nødvendige tid til mobilisering primært i hæren og søværnet og samtidig muliggøre en sikker modtagelse af eksterne forstærkninger. Denne rolle hang naturligvis nøje sammen flystyrkers egenskaber, som primært er kort reaktionstid samt en slagkraftig og præcis indsats selv over et stort geografisk område i såvel defensive som offensive roller. Det er min opfattelse, at flyvevåbnet har “leveret varen” og fortsat har de nævnte egenskaber, og at dette også er holdningen såvel blandt vores politiske herrer samt i hæren og søværnet. Værnskulturen i flyvevåbnet er nøje knyttet til kapaciteten til at gennemføre luftoperationer, der kan defineres som evnen til at benytte platforme, som opererer i eller passerer gennem luftrummet med militære formål. Disse platforme er karakteriseret ved at kunne sættes ind med meget kort varsel og med en hastighed, som er langt højere end den, som karakteriserer andre militære platforme. Generelt er overlevelsesevnen høj og indsættelsesmulighederne “globale” for så vidt angår det faktum, at luftrummet dækker jordkloden 100%, mens de land- eller vandbaserede platforme primært må holde sig til de ca. 30% henholdsvis ca. 70% afjordens overflade, der muliggør deres operationer. Den indsats, der skal ydes for at gennemføre luftoperationer, adskiller sig ikke mindst i fredstid betydeligt fra den, der er nødvendig for at indsætte land- eller flådestyrker. Især hæroperationer kræver en omfattende planlægning af mobilisering, sammendragning og indsættelse af store mængder personel og materiel med tilhørende logistik, men maritime operationer er i et vist omfang underkastet samme vilkår. En væsentlig del af officerernes tid bruges af denne grund til planlæggende stabsarbejde, som har en høj prioritet, hvilket er en nødvendighed for at sikre hensigtsmæssig udnyttelse af personel og materiel, når det skal anvendes. Ved flystyrker, hvor alt materiel og personel umiddelbart er klar til at gennemføre operationer i luftrummet, er officerernes tjeneste primært rettet mod en optimal “her og nu” betjening af materiellet Kontinuerlig træning er forudsætningen for en sikker anvendelse af det ofte teknisk komplicerede udstyr, og endvidere også for at udnytte det til det yderste af dets ydeevne. Begge forhold er af vital betydning for succes under kampforhold. Erfaringsmæssigt er flyvevåbnets officerer tiltrukket af miljøet omkring flyvevåbnets udstyr. De vil nødigt forlade dette til fordel for stabsarbejde, og de har en høj grad af ansvarsfølelse for den bedst mulige anvendelse. Sådan er det ikke blot i Danmark, men alle steder hvor der gennemføres professionelle luftoperationer, og stillet over for kravet om opretholdelse af et højt beredskab, kan prioriteringen næppe være ander fedes. Det er min observation, at disse forhold også har påvirket holdningen til den tidligere stort set teoretisk orienterede' officersuddannelse. Det kan i grove træk siges, at flyvevåbnets opmærksomhed ikke primært har været rettet mod officersskolen og dens aktiviteter ud fra en betragtning om, at hvad de kommende officerer eventuelt ikke lærte på skolen, skulle de nok lære “the hard way” gennem mange års efterfølgende ophold i kampenheder med højt beredskab. Grundlæggende kunne det antages, at en dermed opnået ballast af praktisk viden egentlig ville give de bedste betingelser for senere at gennemføre effektivt stabsarbejde, men praksis har vist, at et specialiseret taktisk og teknisk kendskab til et af flyvevåbnets våbensystemer, ikke altid har givet den fornødne baggrund for stabsarbejde. Den pragmatisme, der præger flyvevåbnets hverdag, og som i høj grad er identisk med dets værnskultur, kan ikke kompensere for manglende kendskab til brugen af den stabsmetodik og de analysemetoder, som officerer i hæren og søværnet har integreret i deres respektive værnskulturer. Det har ikke forbedret forholdet, at et bredere kendskab til luftoperationer - endsige land- og søoperationer - ikke nødvendigvis har været en naturlig del af en flyvevåbenofficers almene viden. Omstændighederne under Den kolde Krig befordrede dygtige specialister i flyvevåbnet, som dermed fik løst sin primære opgave godt, omend i et vist omfang på bekostning af en bredere og mere langsigtet planlægning af flyvevåbnets rolle i det sikkerhedspolitiske spil. I dag kan alt flyvevåbnets materiel stadig indsættes med kort varsel, men det formelle beredskab er som bekendt stærkt reduceret. Flyvevåbnet udfører stadig lufttransportoperationer og søredningsoperationer, men opgaverne for de våbenbærende platforme er mindre håndgribelige, i og med der for tiden ikke eksisterer en militær trussel mod Danmark. En flyeskadrille og en raketeskadrille er tilmeldt NATOs hurtige reaktionsstyrker, men ingen af flyvevåbnets enheder har som sådanne deltaget i de internationale operationer, som er en væsentlig del af forsvarets opgaver i henhold til den nye forsvarskoncept. Min opfattelse er, at det trods deltagelse i øvelsesvirksomhed må konstateres, at flyvevåbnets rolle i løsning af forsvarets opgaver i dag er mindre synlig end tidligere, hvilket kan give anledning til vanskeligheder med flyvevåbnets placering og styrkestruktur i fremtidige forsvarsordninger.
Dette forhold er såvel Flyvertaktisk Kommando som Flyvematerielkommandoen i høj grad opmærksomme på. Blandt de tiltag , der er iværksat for at styrke flyvevåbnet såvel indadtil som udadtil, er en reelt højere prioritet til officersuddannelserne, og der er fra kommandomyndighedernes side en betydelig, positiv interesse for og medleven i, hvad Flyvevåbnets Officersskole foretager sig. Flyvertaktisk Kommando har foretaget mange justeringer af skolens uddannelser, hvilket har medført udgivelse af nye direktiver for alle uddannelser ved skolen samtidig med, at der er forekommet ganske mange andre ændringer for denne. Omstillingsprocessen har forløbet over nogle år og vil fortsætte med de nødvendige justeringer i den kommende periode. Stort set alle dele af officersskolen har været berørt af denne. Rent fysisk er skolen flyttet fra det tidligere Jonstrup Seminarium til Jonstruplejren ca. 1 km længere mod syd. Her er der dels nybygget en administrationsbygning, og dels er undervisningsfaciliteterne blevet indrettet i nyrenoverede bygninger, hvilket har givet skolen endog særdeles gode rammer for sit virke. Skolens organisation er blevet ændret med henblik på at opnå bedst mulige funktionsbetingelser og herunder styrke den dialog mellem skolestab og elever og kadetter, som må anses for en naturlig del af en moderne lederuddannelse. Skolen arbejder i tilslutning til organisationsændringen med indførelse af et kvalitetskontrolsystem, som skal kunne anvendes på såvel undervisning som stabsfunktioner. Bemandingen af staben er blevet forøget med henblik på at tage højde for den omstændighed, at der på skolen fremover vil være mindst ni klasser fordelt med tre på henholdsvis yngste og ældste officersgrunduddannelsesårgang (OGU) samt tre på videreuddannelsestrin I (VUT I/L). Udover disse uddannelser skal skolen fremover gennemføre det nye Flyvevåbnets Operationskursus (FLYOK), som er et 4-ugers forkursus til videreuddannelsestrin II (VUT-II/L) på Forsvarsakademiet. I FLYOK deltager endvidere Hjemmeværnets elever til VUT II/L. Skolen pålægges lejlighedsvis anden uddannelse, bl.a. konverteringskursus for Hjemmeværnets kommende faste officerer. Endelig er skolen blevet pålagt at deltage aktivt i rekrutteringen af aspiranter til officersuddannelsen, hvilket er en ganske betydelig opgave i disse år. Flyvevåbnets Officersskole er, disse mange positive forhold til trods, i den situation, at for få af skolestabens faste officerer selv deltager i egentlig fagundervisning. Traditionelt har skolen hentet timelærere fra flyvevåbnets og forsvarets enheder, mens en relativt beskeden stab varetog forvaltningen af undervisningen. I dag er situationen den, at skolen har fire faste lektorer, som underviser i de civile fag, hvilket er et stort aktiv, fordi den alment dannende baggrundsviden er et væsentligt privilegium for officersuddannelserne. Faggruppe “idræt” er naturligvis tilsvarende bemandet til at gennemføre den fysiske uddannelse og træning, som må anses for en uadskillelig del áf officersuddannelserne. De meget væsentlige faggrupper “operationer”, ’’militærfaglig uddannelse” og “ledelse og uddannelse” er lige nu i bedste tilfælde bemandet med en enkelt major, hvor normeringen i de to er en major og en kaptajn. De er således ikke bemandet til selv at kunne gennemføre undervisningen, hvilket vanskeliggør en målrettet udvikling af denne, så den kan leve op til de udfordringer og krav, som flyvevåbnet står over for i fremtiden. Foreløbig er situationen på uddannelsesområdet den, at det står klart, at uddannelsesforløbet må sikre, at flyvevåbnets unge officerer fortsat skal være specialister, men med et bredere fundament end tilfældet hidtil har været. Allerede på VUT-I må der sigtes mere mod at uddanne generalister, og dette forhold accentueres yderligere på FLYOK. I den model, som hæren i 1960erne udviklede til at belyse “det militærvidenskabelige grundstudium”, beskrives, hvorledes krigshistorien befinder sig centralt i officersuddannelsen og direkte influerer de store faggrupperinger statskundskab, operationer og teknik samt forvaltning. Det er min opfattelse, at dette stadigvæk er en helt holdbar filosofi, fordi krigshistorien og de heraf afledte erfaringer naturligvis i høj grad er normgivende for hvorledes nutidens taktik, operationer og strategi udvikles og anvendes. Man kan lidt forenklet sammenligne forsvaret med et skib og historien med dets ror. Såvel roret som historien er bagudvendte og usynlige, men uden roret ville skibet ikke kunne holde den rette kurs, og dette er netop også historiens rolle for forsvaret. Det må formodentlig konstateres, at krigshistorie i flyvevåbnet ikke hidtil har haft nogen høj prioritet, og ofte har været forbeholdt nogle relativt få interesserede. Årsagerne til dette kunne være, at flystyrker har en meget kort historie, og at det danske flyvevåben aldrig har været i krig. Centralt i flyvevåbnets 46-årige historie står endvidere 1968-oprøret og de følgende år med den almindelige tendens i samfundet til at forkaste fortidens dyder, herunder dyrekøbte historiske erfaringer. Endelig kan det faktuelt konstateres, at flyvevåbnet operationer altid har været og fortsat er stærkt afhængige af NATOs procedurer, og behovet for selvstændigt at analysere historiske data har ikke været overvældende. Den sikkerhedspolitiske “gråzone”, som vi for tiden befinder os i, sætter imidlertid fornyet fokus på krigshistorien. Mens den mulige luftkamp under Den kolde Krig var forholdsvis forudsigelig, kan vi kun vurdere fremtidens konfliktformer ved at studere historien, krigshistorien og herunder luftkrigshistorien. Heldigvis er der en stor forståelse af denne situation i den generation af kadetter og elever, som i disse år befinder sig på officersskolen, og mens interessen for operationer og teknik altid har været til stede i flyvevåbnet, må det konstateres, at tilbagemeldinger viser, at interessen for undervisningen i krigshistoriefagene og statskundskab nu er tilsvarende stor. I praksis gennemfører officersskolen sin krigshistorieundervisning, som beskrevet i det følgende. På det kommende, første FLYOK er der 6 timers egentlig krigshistorieundervisning omhandlende strategi og doktrinudvikling, men herudover gennemgås en større flykampagne i forbindelse med undervisningen i operationer. Kurset omfatter endvidere en del statskundskab og stabsmetodik, og sigtet er klart en forberedelse til generalistuddannelsen på VUT II/L. Forelæserne på FLYOK er i stort omfang hentet i forsvarets chefgruppe. Hele FLYOK pensum integreres parallelt i VUT I/L, hvilket for krigshistorieundervisningen betyder, at timetallet udvi-des fra 30 til 36 timer. De 30 timer er generel krigshistorie og gennemføres for tiden af en oberstløjtnant fra hæren. De 6 nye timer påregnes afviklet med en lærer fra skolestaben. Der er i dette tilfælde tale om en af Kongehusets adjudanter, som er til tjeneste ved officersskolen ved siden af havende tjeneste. Dette er et nyt initiativ, som skolen håber at kunne fastholde, idet den pågældende også vil blive fast luftkrigshistorielærer på OGU og eventuelt på hærens og søværnets officersskoler. Militær- og krigshistorien på flyvevåbnets OGU omfatter 30 timers krigsførelse med majorer fra hæren som timelærere. Tilsvarende underviser en orlogskaptajn 16 timer i søkrigshistorie, og endelig har skolen indtil nu gennemført de sidste 30 timers luftkrigshistorie med timelærere fra flyvevåbnet. På såvel OGU som VUT-I/L udgør undervisning i militær- og krigshistorie ca. 3 % af det samlede antal lektioner (for OGUs vedkommende den teoretiske del, kaldet fase III, som i øvrigt er på 22 måneder og dermed udgør ca. halvdelen af den samlede OGU) på uddannelsen. Undervisning i statskundskab omfatter ca. 7 % af undervisningstiden på begge uddannelser, og tilsammen anvendes der således ca. 10 % på det centrale emneområde militær- og krigshistorie/statskundskab. Erfaringen med brug af timelærere er generelt meget positiv, idet disse som regel har påtaget sig undervisningen ud fra en personlig interesse og viden på området. Til gengæld er det vanskeligt at koordinere undervisningen, simpelt hen fordi timelærere er vanskelige at samle til fælles uddannelsesmøder. Forholdet lettes ikke af den omstændighed, at undervisningen i militær- og krigshistorie, operationer og statskundskab på skolen organisatorisk henhører under tre forskellige faggruppe/fagområdeledere. Dette er et forhold, som skolen vil forsøge at forbedre, lige som det anvendte undervisningsmateriale bør struktureres yderligere. Som tidligere nævnt, har undervisningen i krigshistorie traditionelt ikke haft specielt høj prioritet på Flyvevåbnets Officersskole. Dette forhold er nu klart ændret, men det kniber fortsat med at afse den nødvendige tid til en egentlig optimering af faget, og skolen ser derfor frem til et aktivt samarbejde med den nyoprettede Krigshistoriske Konsulent ved Forsvarsakademiet, som vi har en klar forventning om vil kunne bidrage til denne proces f.eks. med hensyn til undervisningshjælpemidler og måske oprettelse af en pulje af mulige lærere. Skolen er også opmærksom på, at der forventeligt kan opnås en synergieffekt, ved i endnu højere grad at koordinere sprogundervisning med krigshistorieundervisningen. Endelig kan det nævnes, at skolecheferne for de tre værns officersskoler i deres samarbejde blandt andet undersøger mulighederne at kompensere for, at VUT-I/L uddannelsen har mistet sin værnsfælles dimension. Man kunne i den forbindelse forestille sig, at lade officersskolernes VUT-I elever mødes til samlæsning og gruppearbejde i en periode, og her forekommer det at være en oplagt idé, som tema at lade eksempler fra krigshistorien illustrere indflydelsen på værnenes aktuelle operative doktriner. Sammenfattende kan det fastslås, at flyvevåbnet har et behov for at tilpasse sig den nye forsvarskoncept, der reflekterer de nye sikkerhedspolitiske vilkår. Disse er stort omfang ugennemsigtige, og for at sikre at flyvevåbnet under disse omstændigheder fungerer og udnyttes optimalt, er det vigtigt, at være bevidst om flystyrkers egenskaber og muligheder, således som de er dokumenteret gennem historien. Kendskabet til forsvarets anvendelse som politisk værktøj og menneskets vilkår under kampforhold er også temaer, som er blevet aktuelle, og som derfor har en betydelig interesse i officersuddannelsen. Undervisningen i krigshistorie og statskundskab står helt centralt i denne sammenhæng, og på Flyvevåbnets Officersskole arbejder vi med en optimering af denne - et forhold der lettes og begunstiges af en stor interesse hos elever og kadetter såvel som en positiv holdning til undervisningen generelt fra flyvevåbnets kommandomyndigheders side.
