Det er for Øieblikket en i Fodfolket temmelig udbredt Mening, at vor Underkorporalsinstitution er uheldig. Mod standerne af den gruppere sig om følgende Hovedpaastande:
1. At man ikke igjennem den faaer brugelige Befalingsmænd.
2. At Sektionsførere gjøre mere Skade end Gavn. Delingen skal være mindste Eenhed og Delingsføreren kun assisteres af Underofficerer, og
3. At det er en Ubillighed mod Aarets bedste Rekruter at tvinge dem til forlænget Tjeneste, netop paa Grund af deres Flid og Iver under Skoletiden.
Hvad denne sidste Paastand angaaer, maae vel de Fleste indrømme, at den i det Mindste tildels er rigtig. Følelsen af denne Ubillighed forekommer os imidlertid ikke at behøve at trykke alt for meget. Egentlig burde jo hele Rekruttilgangen ligge lige saa længe til Tjeneste som den Del af den, der blive Underkorporaler; at nu Nogle slippe billigere, behøve de Andre altsaa ikke at opfatte som Uretfærdighed, men kun som en nødvendig Følge af pekuniære Forhold. — Vil man ikke gaae ind paa dette Ræsonnement, forekommer det os, at man kan trøste sig med, at Ansvaret for Ubilligheden ikke falder paa Hæren, men paa Statsmagten. Ere nu Regjering og Rigsdag blevne enige om, ved Underkorporalsinstitutionen at give Hæren et Middel til Uddannelse og Føring, da have vi formentlig væsentligst Interesse af at undersøge, om dette Middel kan bruges, mindre af at undersøge, om Statsmagten har bragt det tilveie paa en mer eller mindre ubillig Maade. Den Klage, at Frygten for at blive Underkorporal skulde bevirke, at de flinke Rekruter gjøre sig mindre Umage, den viser sig i Praxis sikkert ofte at være ugrundet. Den kan i det Mindste blive det, naar man i høiere Grad benytter forlods Udtagelse til fortsat Tjeneste som Korrektiv mod al slet Villie i Tjenesten. — Vi ville derfor gaae over til at omtale de to andre Paastande, og da først den, «at man ikke gjennem Underkorporalsinstitutionen faaer brugelige Befalingsmænd».
Ja, man kan ganske vist paa en anden Maade faae bedre, nemlig ved at faae Midler bevilgede til at holde et meget stort Antal faste Underofficerer; kunde hvert Kom pagni have en 16 á 20 faste Underofficerer, da var det langt lettere at føre og navnlig at uddanne Folkene, end det nu er. Men vi have nu ikke dette Antal, vi faae detvel sagtens heller aldrig, og Spørgsmaalet bliver altsaa: «Kunne vi ikke i Mangel af Bedre gjøre en Del ud af Underkorporalerne», idet der dog selvfølgelig fastholdes, at jo flere faste Underofficerer, man kan faae, desbedre, og at det navnlig af Hensyn til Uddannelsen af den storeRekruttilgang maa ansees for nødvendigt, at Kompagniets nuværende Antal af faste Underbefalingsmænd forøges. Dette Spørgsmaal mene vi at turde besvare bekræftende, nu da almindelig Værnepligt uden Stillingstilladelse haves. Der vil i hver Afdelings aarlige Rekruttilgang findes en Del, der have Egenskaber til hurtig at kunne sætte sig ind i en Sektionsførers Pligter, navnlig til hurtig at faae en vis Myndighed over deres Kammerater. Allerede i den første og anden Maaned af Uddannelsen vil den op mærksomme Kompagnichef og Delingsførerne kunne frem hæve Enkelte. Det er ikke altid i selve Tjenesten, man faaer det bedste Indblik, i hvem der giver Tonen an, det er undertiden i Hvile- og Fritimerne. Efterhaanden lægger man Mærke til, hvorledes det i Regelen er Til fældet, at det just er dem blandt Rekruterne, der ere de dygtigste til Øvelserne, der føre Ordet blandt Kamme raterne og hurtig betegne sig som skikkede til at være Underkorporaler. Det er jo nemlig den Egenskab «at kunne føre Kommando», det mest gjælder om at finde hos disse. Dernæst Evne til indenfor en vis' Begrænds- ning at finde sig tilrette i Terrænet, men herom skulle vi udtale os senere og prøve paa at bevise, at der i denspredte Fægtning altid vil være Brug for saa stort et Antal Førere, at enhver Armeé er nødt til at tye til en lignende Institution som vor Underkorporalsinstitution. De øvrige Egenskaber, der fordres hos Underkorporalerne, tilegne de sig forholdsvis lettere. — Det er derfor ikke altid den aandelige Udvikling, der alene kommer i Betragtning, naar man skal vælge Underkorporaler. Ved Afdelingerne udenfor 1ste sjællandske Brigades 1ste Halvbrigade vil derhos ved den nuværende Fordeling af Udskrivningsmassen Dannelsen være saa lidet repræsenteret blandt Rekruterne, at man maa gaae efter andre Ting, men til Gjengjæld ere ogsaa Folkene der lettere at kom mandere. Det vil da der vise sig, at det snart er en vel havende Gaardmandssøn, ofte en saakaldet «Avls-karl» fra en større Gaard, undertiden en determineret Slagter- eller Smedesvend, der giver Tonen an, og det er da blandt saadanne Folk, man vælger sine Underkor poraler. Man maa ved Valget passe paa ikke at tage altfor stærkt Hensyn til dem, hvis Frakke sidder bedst, eller som med størst Appel kunne afgive Honneur for en Foresat. Forøvrig ere vel Alle enige i, at det vilde være til stor Gavn for Underkorporalsinstitutionen, om Intelli gensen i den aarlige Rekruttilgang blev spredt over hele Hæren istedetfor næsten heelt at samles i to Afdelinger og i Forpleiningskorpset.
Det frivillige Tilbud kan man ved Valget af Under korporalerne meget ofte intet Hensyn tage til, men man er heller ikke tvungen til det ved Bestemmelserne. Det staaer enhver Kompagnichef frit for at stille sine For dringer saa høit, at han kun tager til Underkorporaler dem, der mest egne sig, uanseet om de frivillig melde sig eller ikke. Praxis viser desuden, at selv de, der vise mindst Lyst til at blive Underkorporaler, gjøre sig lige saa megen Umage som de andre, naar de først ere bievne det.
Som noget, der hjælper til at træffe et rigtigt Valg, skal endnu anføres den Omstændighed, at man i den sidste Del af Skoletiden benytter de flinkere Menige som Sektionsførere. Man faaer herved Leilighed til Prøve og Sammenligning.
Har man nu saaledes truffet et rigtigt Valg, vil den Myndighed, Underkorporalerne allerede som Rekruter udøve over deres Kammerater, være bleven betydelig større, naar de Aaret efter møde med den Uddannelse, som Underkorporalskolen har givet; med den sikkrere militæré Optræden, der er en Følge af den længere Tjenestetid, og med den Overvægt, de fører med sig fra den 6 Ugers Rekrutuddannelse, hvor de jo have følt sig som store Matadorer lige over for Rekruterne. Det bliver nu Kompagnichefs og Delingsføreres Sag at fæstne og udvide denne Myndighed i Løbet af Leirsamlingerne. og her kan der gjøres overordentlig meget. Man maa ikke strax forlange for meget af Underkorporalerne, men erindre deres endnu vanskelige Stilling; først efterhaanden som man støtter dem og strengt straffer enhver af Mandskabet, der tillader sig den mindste Uær bødighed mod dem, maa man forlange mere og mere af dem. Mulig blive Underkorporalerne ikke altid støttede paa denne Maade. Det er meget fristende at forlange, at de strax skulle kunne føre fuldstændig Kommando over deres Sektion. Det falder lettere strax at reprimandere Underkorporalen, naar Sektionen er i Uorden, end at undersøge, fra hvem af Mandskabet Uordenen kommer, og man er let tilbøielig til, naar Alting ikke gaaer, som det skal at skyde Skylden paa Sektionsførernes Ubruge lighed. Det er saa besværligt stadigt at gaae og være opmærksom paa Mandskabets smaa Uærbødigheder mod Underkorporalerne, og det er saa kjedeligt at straffe i det Evindelige. Ja, men alle disse Fristelser maae jo allige vel overvindes, hvis ikke Disciplinen skal blive slet og Føring umulig, og Alle ere vel enige om, at i vor korte Uddannelsestid maa alt det Befalingspersonale, der haves, i Regelen være tilstede ved den største Del af Tjenesten.
Inden vi gaae over til at omtale den anden Hoved- paastand mod vor Underkorporalsinstitution, skulle vi endnu kun erindre om, at denne jo dog tildels hviler paa det samme Princip som Institutionen «Einjährige Frei willige» i Preussen, nemlig det Princip, at drage Nytte af den Intelligens og Dygtighed, der gjennem den almin delige Værnepligt er kommen ind i Hæren. I Preussen tager man et mindre Antal af de intelligenteste Menige, giver dem en forholdsvis kortere Uddannelse og bruger dem saa til Delingsførere. Hos os tager man et større Antal, giver dem til Gjengjæld en forholdsvis længere Uddannelse og anvender dem kun til Sektionsførere. Skulde alligevel Underkorporalerne hist og her slaae feil, saa turde maaskee Grunden dertil ofte ligge i Mangel paa tilstrækkelig Aandsudvikling og Dannelse hos Delings føreren, men er denne Mangel tilstede, da nytter det virkelig kun lidet, om der end er nok saa dygtige Underbefalingsmænd ved Delingen. Der er en Artsforskjel paa at føre Deling og at føre Sektion.
Hvad den anden Paastand angaaer, nemlig den: »At Sektionsførere gjøre mere Skade end Gavn; Delingen skal være mindste Eenhed, og Delingsføreren kun assisteres af Underofficerer», da turde denne mulig have faaet saa mange Tilhængere paa Grund af det Misbrug, der ofte har fundet Sted med Sektionsinddelingen. Der har ved mange Kompagnier været en vis Tendens til at manøvrere med de 16 Sektioner som med 16 taktiske Eenheder. Den ulykkelige Sektionsfører — Underkor poralen med de 15 Maaneders Tjeneste — skulde kunne gaae paa egen Haand, skulde have Blik for Terrænet i det Større o. s. v. Kompagnicheferne vare undertiden tilbøielige til at glemme Delingsførerne for at manøvrere med Sectionerne; man har seet en enkelt Sektion blive sendt flere Hundrede Alen ud til Siden for at dække en Bataillons Flanke— ja paa den Maade kunde Sektionsind delingen let blive til Skade, Sektionsførerne kunde natur ligvis ikke tilfredsstille det Slags Fordringer i den spredte Fægtning, hvor tilmed Kompagniet ofte ved samme Leilighed kom til at overspænde altfor store Afstande.
Men fordi Sektionsinddelingen saa ofte er bleven misbrugt, er det jo dog langtfra sagt, at den helt bør afskaffes. Delingen skal ganske vist i Regelen være mindste Manøvreled, men for at faae dette Led bøieligt, for lettere at holde det i Orden og for lettere at faae Ordenen tilveiebragt, efterat Uordenen er indtraadt, maa det være inddelt i Sektioner. Sektionerne skulle som Regel aldrig gaae paa egen Haand, hver Sektionsfører har som Hovedopgave i den spredte Fægtning at holde sit Mandskab under Kommando og at vogte paa Delings førerens Tegn. Han behøver i Regelen ikke taktisk at vælge Sektionens Plads, men han skal forstaae at placere sit Mandskab efter Terrænet i det Smaae paa det Sted, Delingsføreren véd Tegn angiver ham. Spillerummet for hans Virksomhed i Henseende til Terrænet maa stærktbegrændses, men nødvendigt bliver det alligevel at have ham. Netop i vor Tid, hvor det gjælder om «im feind lichen Feuer mit möglichst geringen Verlusten zu operiren», hvor hver Tue paa Marken, hvor hver Fold i Terrænet faaer Betydning, hvordan kunne vi undvære Underafdelinger af Delingen? Hvordan kunne vi nu und være dem, naar vi skulle placere Soutienerne bag en Forsvarsstillings Ildlinie, eller sende Smaaafdelinger frem bag en saadan Stillings Front eller Fløie for at tvinge Angriberen til allerede i lang Afstand at tage Hensyn til vor Ild? Hvordan undvære dem i «Demonstrativen», hvor Delingen nødvendigvis ofte maa overspænde større Stræk ninger; hvor det gjælder om at manøvrere; om snart at liste sine Folk frem ad de mindste Folder, snart at vise hele sin Styrke paa en saadan Maade, at den seer langt større ud, end den er; hvor det gjælder om, snart attrueen Front, snart at kaste sig over en Flanke?— Vedat udbytte den enkelte Mands Intelligens, er der sagt. Ja, men den enkelte Mands Intelligens er ofte saa sørgelig lille i vor Armee. Ved at Delingsføreren og hans ene Underofficeer paapege Mandskabet deres Pladser, sige Andre. Men Situationen er ikke saaledes, at Delingsføreren kan be stemme hver enkelt Mands Plads. 10 á 12 Mand erabsolut Maximum for mindste Led, naar Delingen skal bøies efter Terrænet. V i faae aldrig 16 á 20 Underofficerer pr. Kompagni, følgelig maae vi have Underkorporaler. Det er dog virkelig en stor Hjælp for en Delingsfører, med den ene faste Befalingsmand han har, naar han har indøvet sine Sektionsførere i at forstaae sine Tegn og faae dem udførte. Vore Folks Uddannelse i Terræn tjenesten er virkelig ikke saa stor, at man let faaer de 50 Mand i en Deling til at lystre og forstaae Delings førerens Vink, til at komme hurtig og enstidig op, til at følge Terrænets Folder, navnlig naar det mere gjælder at skaffe Skjul end Dækning, til at bevare en god Ild disciplin. Hvordan skal en Delingsfører ved forskjellige Ledigheder kunne paasee, at Mandskabet sigter nøiagtig, og at det ikke bortødsler sin Ammunition, naar han ikke har uddannet sine 4 Sektionsførere, sine 4 bedste Mænd, til at assistere sig i saa Henseende ved at føre et om hyggeligt Tilsyn med hver Mand. Vore Reglementers Bestemmelser med Hensyn til Sektionsførernes Indflydelse paa Skydningen ere sikkert i det Hele taget meget heldige. Delingsføreren — hvis Øie og Tanke dog først og fremmest maa være rettede paa Fjenden, dernæst paa Kompagnichefen — og den ene faste Underofficeer kunne ikke overkomme Alt, og naar saa den ene eller begge blive utjenstdygtige, naar Halvdelen af det i Forveien saa svage Befalingspersonale falder fra, hvém skal saa hjælpe til ved Føringen af Massen? Det skal Kjærnen af de Til bageblevne, det skulle de med Omtanke udvalgte, med Dygtighed og Omhu uddannede og støttede Underkorporaler.
Efter ovenstaaende, mere almindelig holdte Betragtninger skulle vi gaae lidt nærmere ind paa Forholdene under Angrebet. Ligeover for det Naturel, en stor Del af vore Folk have, maa man ganske vist troe Noget paa den begeistrende Indflydelse, en Delingsfører vil kunne have, naar det gjælder om at faae Folkene op over et Gjærde og fremad i en levende Ild, men man maa ikke helt glemme de Opmuntringer, Delingsførerens Sabel, Underofficerens og de øvrige Sektionsføreres Geværkolber kunne rette til de Nølende. Den Indvending, at Sektionsinddelingen skulde bidrage til, at Delingsføreren ikke lod sin større Intelligens og Energi virke umiddelbart paa Folkene, men lod den afkjøles ved at gaae igjennem overflødige Mellemled, bliver urigtig, naar man ikke misbruger Sektionsinddelingen. Enhver springvis Frem rykning af Kjæden bør saaledes, naar man er tæt foran Fjenden, som Regel skee delingsvis og ikke sektionsvis — moralischer Einfluss der Officiere, som Scherff sætter i en forklarende Parenthes — altsaa under Indvirkning af Delingsførerens umiddelbart begeistrende Indflydelse, men som sagt assisteret for hver Sektions Vedkommende af den livfulde Students, den myndige Forvalters eller den resolute Smedesvends før omtalte Opmuntringer. Ved Inddoubleringen af Soutienerne i Ildlinien faaer derimod Sektionsføreren een af sine van skeligste Opgaver. Han skal nemlig her holde sin Sektion samlet, uden dog at tillade den at klumpe sig. Vi fast holde dette til Trods for alle Paastande om Umuligheden deraf og om Nødvendigheden af at systematisere Uor denen. Lad os undersøge Spørgsmaalet nøiere og see, om der ialfald ikke skulde være en Mulighed tilstede for at holde Sektionen samlet eller dog for i det Mindste at holde den saa samlet, at Forholdene blive mere ordnede og lettere at beherske, end naar 2 Delingers end sige 2 Kompagniers Mandskab blive blandede aldeles hulter til bulter ind i hinanden.
Scherff, der formentlig udmærket klart beviser, at der overhovedet maa inddoubleres, som og forsøger paa at bevise, at man bør systematisere Uordenen, siger ud trykkelig, at man ikke behøver at inddoublere enkelte Roder, og at man «so weit angängig» ved Forstærkningen af Skyttelinien med Soutienerne skal inddoublere «ein heitliche Unterabtheilungen (Züge, Gruppen) zwischen einheitliche Unterabtheilungen der ersten Linie». Det vil nu imidlertid være umuligt i flere Tilfælde at holde Delingerne samlede ved Inddoubleringen, saaledes ved en Bataillons Frontalangreb, thi som Scherff siger: «Die Grundbedingung, dass Schützen im wirksamen Feuer des Feindes sich ohne zermalmende Verluste seitwärts bewegen können, existirt nicht mehr dem Hinterlader gegenüber.» Med Sektionerne er det derimod en helt anden Sag. Gaae vi med Scherff ud fra, at en Bataillon forbereder et Frontalangreb med c. 200 Geværer — hvor denne første Linie imidlertid sikkert bør dannes af to halve og ikke af et helt Kompagni — og at Normalbfeden, der i aabent Terræn skal overspændes af 200 Geværer, er 300 Skridt — 1,5 Skridt pr. Mand — saa vil en Deling være samlet paa 80 Skridt, Sektionen paa 20 Skridt. Naarnu under de sidste delingsvise Fremrykninger mod Stil lingen, c. 400 Alen foran den ijendtlige Front, Sektionerne blot vise en lille Smule Tendens til at udfylde Hullerne ved at samle sig saa smaat mod Midten — og vore Folk have for megen Tendens til at klumpe sig sammen — saa ville Soutienerne, der allerede nu ere begyndte paa at sende frem til Udfyldning af de mest medtagne Steder af Skyttelinien, kunne inddoublere i Mellemrummene mellem Sektionerne, og efter Ankomsten i den ovenom talte Stilling ville disse være sammentrykkede paa en 12 á 15 Skridt. Skulde nu her ikke selv i det fladeste Terræn Hullerne kunne udfyldes ved en Sammenskyden mod Midten.Hele Bevægelsen bliver jo ikke mere end et Par Skridt, en lille Smule Kravlen henad Jorden. Soutienlinien vil altsaa stadig kunne inddoublere i Sektionsmellemrummene. Delings føreren vil stadig have sin Deling grupperet indenfor 80 Skridt. Ved Hjælp af sine Sektionsførere, der stadig vogte paa ham og som have deres Mandskab samlet, vil han vedblivende kunne holde Delingen i sin Haand. Vore Folk — navnlig Provindsboerne — lade sig langt lettere føre frem mod Fjenden af den Fører, de kjende, som de have Tillid og Kjærlighed til eller Frygt for, end af en dem ubekjendt Delingsfører, selv om denne kan være nok saa begeistrende og vise nok saa megen personlig Bravour, og derhos gaae de bedst, naar de kunne gaae i Selskab med kjendte Ansigter. Vore Folk ville der næst paa Grund af det ringe Uddannelsestrin, de staae paa, og paa Grund af den Ubevægelighed, der karakteri serer dem, være vanskelige at faae hurtig bragt i Orden, naar Uordenen er indtraadt. Hvad man i denne Hen seende kan præstere med den udmærket uddannede tydske Soldat og maaskee med den livlige, krigerske franske, maa man vist indrømme ikke at kunne præstere med vor, der i hele sin Uddannelsestid, navnlig naar han har staaet ved en kjøbenhavnsk Afdeling — vel nærmest paa Grund af de uheldige Terrænforhold omkring Kjøben- havn — maaskee kun har været en 16 á 17 Gange i Alt ude til Terrænøvelser. — Naar derfor det Øieblik er kommet, da det gjælder hos Folkene at udvikle al krigersk Kraft til høieste Potens, naar under et Frontalangreb Skyttelinie, mulig resterende Soutiens og Hovedtrop Alt i Eet — maaskee med Undtagelse af de to Fløidelinger — skal føres ind mod Fjenden med Sikkerhed og Hurtighed, uden Spor af Tøven eller Tanke om Tilbagevigen, med den bestemte Beslutning at ville seire, naar det Øieblik er kommet, da Sværdet skal hugge igjennem eller springe, da vil sikkert i vor Armee den Bataillon være heldigst stillet, der har sine Kompagnier samlede om deres Kompagnichefer, Delingerne grupperede om deres egne Delingsførere, og Sektionerne sluttede omkring deres Førere. Og naar saa Indbruddet er lykkedes, naar Fjenden er kastet, naar Bølgerne efter Stormen endnu rulle vildt og ulige; naar hist Nogle i Ovérmaal af usvækket Kraft og Seiersruus ville styrte fremad mod den vigende Fjende, medens her Andre aldeles udmattede synke sammen, men hvor det er aldeles nødvendigt, at det Hele standser, overryster Fjenden med en velrettet Ild og dernæst hurtigst muligt ordner sig for at møde Kontrastødene — man skal ikke stole altfor blindt paa anden eller rettere sagt tredie Træfning, da vil det være en væsenlig Hjælp, naar Sektionernes bedste Mænd ere saa tæt omgivne af deres Kammerater, at de kunne trække dem med sig hen til det Sted, hvor Delingsføreren har rakt sin Sabel i Veiret. Delingsføreren og Underoffi ceren kunne i et saadant Øieblik ikke alene beherske Situationen; hver Sektion maa have en bestemt Fører, den samme, som den er vant til at lystre i Sikkringstjenesten, under Marchen og i Kantonnementet.
Vi udtalte før, at vore Folk — og da navnlig Provindshoerne — have en vis Tendens til at klumpe sig sammen, at de i høi Grad sætte Pris paa at gaae i kjendt Selskab og under kjendte Førere, samt at de paa Grund af deres Uddannelsesstandpunkt ere meget van skelige at faae hurtig i Orden fra Uorden. Vi troe der for, at man, for ikke at blive hindret af disse Egenskaber, systematisk skal benytte dem; at man altid saa vidt muligt skal holde Sektionerne samlede, f. Ex. saavidt mulig altid marchere i Sektionskolonner, nødig i doublerede Roder; at man ved enhver Indkvartering skal tage Hen syn til Sektionsinddelingen, at Sektion og Korporalskab altid skulle falde sammen; at selv i en Lade skal der være Adskillelse mellem Sektionernes Liggepladser; at man saa lidt som muligt skal forandre den oprindelige Inddeling af Kompagniet, hvorved man tillige undgaaer, at i en Fægtning »der Officier, der die ganze Compagnie kennt, zu behalten braucht, ob der Kunz eben heute in seinem Zuge gestanden». Ved disse Forholdsregler kan man hjælpe Underkorporalerne meget i deres til enkelte Tider saa vanskelige Hverv at holde sammen paa deresSektioner. Forøvrig maa Førerne naturligvis passe paa, at Samlingen i den spredte Fægtning ikke bliver saa stærk, at Folkene udsættes for meget for den fjendtlige Ild. — Endelig maa ved hver Sektion itide være design neret Næst- og Trediekommanderende til at træde til, naar Sektionsførerne falde fra.
Vi ville endnu tillade os at erindre om, hvor nøie vort i det Hele taget saa gode Felttjenestereglement er knyttet til Sektionsinddelingen, og hvor vigtig denne er for Marchen. Iler kan da Delingen ikke være mindste Eenhed, men maa inddeles mindst i Sektioner, der hver maa have en Fører, der paaseer, at Afstandene mellem dem holdes, og at hver af dem marcherer i Orden. Ellers kommer det uheldige Forhold frem, som man jo desværre en Gang imellem kan see, at de, der marchere og synge bedst, trænge frem i Téten af Delingen, medens de, der ere mest medtagne, derimod komme i Queuen, hvor der er mindst Luft og mest Støv, og hvor fra de snarest gaae over til at blive Marodeurer. Denne delingsvise Sammenklumpning er det første Skridt hen mod den Tilstand, hvor Een møder med, Een uden Hals bind; Een med Stok, Een uden o. s. v., mod en Tilstand, der ikke sømmer sig for disciplinerede Tropper.
Til Slutning skulle vi tillade os, at henlede Opmærksomheden paa en Artikel: Die Kampfform des Zugsschwarmes i Österreichische militairische Zeitschrift, 1872, 4de Bd. og citere en Sætning af den: «Der Zug ist daher die letzte Einheit in der organischen Gliederung des Heeres; der Schwarm nur eine Unterabtheilung, in der die Unterofficiere die Befolgung der Befehle durch ihre Einflussnahme sichern und deren Ausführung über wachen», samt endelig endnu en Gang gjentage, at det er Kompagnichefs og Delingsføreres Sag at tilveiebringe og vedligeholde en saadan Disciplin, at Sektionsførerne kunne udføre deres Hverv.
