En underafdelingschefs straffemyndighed er jo ret begræn­set, og det hænder derfor hyppigt, at en underafdelingschef ikke mener at kunne afgøre en begået forseelse med disciplinarmidler eller med de indtil 8 dages kvarterarrest, der står til lians rådig­hed, og han må i så fald fremsende sagen til sine foresatte -— til afdelingschefen eller, hvis denne heller ikke mener at kunne afgøre sagen, til rettergangschefen for eventuelt at blive videre­ givet til auditøren. Det samme gælder, hvis sagen ikke har kim­ net opklares fuldt ud ved underafdelingen. Forinden en sag fremsendes, skal den imidlertid være grundigt undersøgt ved un­ derafdelingen. Dette undersøgelsesarbejde påhviler underafdelings­ chefen i medfør af militær retsplejelovs § 32, der siger:

Det påhviler befalingsmændene for et kompagni, en eskadron, et batteri, et fort, en skole eller anden dermed ligestillet afdeling eller in­ stitution eller for en mindre afdeling, der har et fra hovedafdelingen af­ sondret Standkvarter, skibskorps- og afdelingscheferne ved soværnet samt enhver foresat, der har en med de fornævnte jævntstående stilling, såvel som højere foresatte af egen drift og med størst mulige hurtighed at undersøge eller lade undersoge alle strafbare handlinger af den i § 3 nævnte art, når der opstår en rimelig formodning om, at en sådan er begået.

Så snart ske kan, indsendes sagen, hvis den ikke er afgjort ved straf uden dom med alle foreliggende oplysninger til retter-gangschefen, der hvis han finder, at der hor tilvejebringes yderligere op­lysninger, tilstiller auditøren sagen til nærmere efterforskning.

Denne bestemmelse er for liærens vedkommende yderligere uddybet i tjenestereglementets pkt. 465, der omhandler under- afdelingschefens tjenestepligter.

Et efterforskningsarbejde af den her omhandlede art ligger måske nok noget fjernt fra nnderafdelingschefens øvrige virksom­ hed som lærer og fører for sit mandskab, og dette er formentlig årsagen til, at ikke så få af de sager, der fremsendes af under­ afdelingen, er ret ufuldkomment undersøgt fra underafdelingschefens hånd. Det kan derfor være nyttigt at se lidt nærmere på dette efterforskningsarbejde og dets betydning.

Hvad er nu årsagen til, at man således har lagt dette arbejde på underafdelingschefen og ikke på auditøren, under hvem det umiddelbart synes at henhøre?

Ja, for det første vil det være ret umuligt for en auditør at være til umiddelbar rådighed for alle underafdelinger. Når man kun har een auditør for hver 6—7 rettergangschefer ofte i for­ skellige garnisoner, og disse rettergangschefer hver for sig har adskillige underafdelinger og tjenestesteder indenfor deres områ­ der, så er det ret klart, at man ikke kan påregne, at en auditør kan komme til stede, hver gang der foregår noget ulovligt ved en underafdeling.

Men dertil kommer, at det ved enhver efterforskning i an­ledning af en begået strafbar handling er af allerstørste betyd­ning, at det for sagens gennemførelse nødvendige bevismateriale skaffes tilveje aldeles omgående, medens sagen endnu er frisk, og vidnerne endnu ikke har fået sløvet deres hukommelse eller er blevet påvirkede til at afgive en aftalt forklaring, og her er det ganske naturligt underafdelingschefen — den nærmest fore­ satte chef — der skal tage affære med det samme.

Det kan ikke nægtes, at denne efterforskning ved underafde­ lingen ofte lader meget tilbage at ønske, og ikke sjældent må straffesager henlægges „på grund af bevisets stilling“, som man siger, i tilfælde, hvor rettidig tilvejebringelse af bevismaterialet ville have givet et andet og bedre resultat. Måske kan underafde­ lingschefen straks se, at den pågældende sag må fremsendes til højere foresatte, fordi den enten ikke kan afgores med de til rå­ dighed for underafdelingschefen stående straffemidler, eller fordi der kræves en virkelig fagkyndig kriminel undersøgelse, og når auditøren alligevel skal have sagen, så nøjes man med at indbe­ rette om de nøgne fakta og så at lade auditøren om resten. Dette ræsonnement duer imidlertid ikke; thi selv om auditøren måske nok skal have sagen, så vil tiden ofte være forpasset, hvis man venter med afhøringer og anden efterforskning, til auditøren en­ gang kommer. „Engang“ lyder måske lidt ubestemt, men det er en kendsgerning, at vejen ofte kan være lang, før sagen havner hos auditøren. Sagen skal jo normalt passere afdelingen og ret­ tergangschefen, før den af sidstnævnte bliver tilstillet auditøren. Alle de pågældende bor måske i hver sin by, og såvel de nævnte chefer som auditøren kan være optaget af andre sager; kort sagt: det kan ikke undgås, at der går tid, før auditøren får sagen, og når auditøren så efter flere dages forløb kommer til underafde­ lingen, har vidnerne glemt, hvad de har iagttaget, og — hvad der er mere sandsynligt — de har fået aftalt, hvad de skal sige.

Soldater har jo en særlig indstilling og bliver uhyre let bun­det af kammeratlige hensyn, når de har fået lejlighed til at drøfte sagen indbyrdes og eventuelt også med den sigtede. Hvor ofte har en auditør ikke fået en sag angående en disciplinær forseelse, hvor den befalingsmand, der har indberettet om sagen, oplyser, at „hele stuen “eller „hele delingen“ så og hørte, hvad der fore­ gik. Når auditøren så nogle dage efter kommer for at afhøre de pågældende, erklærer de alle, at de intet har hørt, eller at de ikke kan huske det — de har hver for sig været oplaget af at pudse eller lignende, og de erklærer, at de ikke havde opmærk­ somheden henvendt på, hvad der foregik mellem nr. 67 og kor­poralen! Det er jo en kendsgerning, at der er en særlig soldatermentalitet, som man må tage hensyn til, når man skal efterforske i miltære straffesager. Det er jo en uskreven lov for kammerat­ skabet, at man ikke sladrer om en kammerat, og dette kamme­ ratskab bygger man stærkt på under hele uddannelsen — det dan­ ner grundstammen i det sammenhold og det samarbejde, som soldater gerne skal have, hvis de med held skal gennemføre den kamp, hvortil de uddannes. Naturligvis rækker kammeratskabet ikke så vidt, at kammerater er forpligtede til at dække over hin­ andens lovovertrædelser, men man ved jo godt, at det let opfat­tes, som om dette er tilfældet, og soldater er ofte meget uvillige til at vidne mod en kammerat, der er kommen i fedtefadet. Den­ ne uvilje vokser efterhånden, som det går op for de enkelte, hvor alvorlig sagen kan blive for den pågældende, og det mangler jo ikke på henstillinger om i kammeratskabets og solidaritetens navn at have en slet hukommelse. Derfor er det af afgørende betyd­ ning at få afhørt de fornødne vidner straks og uden ophold, in­ den denne kammeratskab- og solidaritetsmentalitet har bredt sig for meget, og derfor er underafdelingschefens grundige første­ håndafhøring ofte af meget stor betydning.

Det er beklagevis ikke sjældent, at en sag fremsendes blot med angivelse af de nøgne fakta, uden at der er gjort forsøg på at tilvejebringe nogetsomhelst bevis. En indberetning om, at den inspektionshavende har antruffet en skildvagt sovende, må, hvis den pågældende da ikke straks overfor sin chef har tilstået for­ seelsen, være ledsaget af en angivelse af, hvem der har været vidne dertil, eller af andre beviser, der stotter indberetningens rigtighed. Det vil i reglen være ret vanskeligt at få dømt den på­ gældende alene på grundlag af den inspektionshavendes ord. Det må være underafdelingschefens opgave at få belyst enhver sag således, at der er et godt grundlag til sagens videre behandling.

Der kræves til denne indledende efterforskning kun alminde­ lig sund fornuft og omtanke ved tilrettelæggelsen af undersøgel­ serne og de dermed forbunde afhøringer. I tvivlstilfælde må un­derafdelingschefen i sagens interesse kunne rådføre sig med audi­ tøren. Auditøren er ganske vist ansat som rådgiver for rettergangschefen, men i alvorlige tilfælde af grovere lovovertrædelser, hvor sagen efter al sandsynlighed alligevel skal fremsendes til højere myndigheder, vil enhver auditør sikkert gerne bistå en underafdelingschef med råd og vejledning.

En særlig stilling intager berigelsesforbrydelser, der begås in­denfor underafdelingens område, idet der her er indført den sær­ lige ordning, at auditøren til hjælp ved efterforskningen specielt i sådanne straffesager har en auditørassistent, der er kriminal­ politimand og netop er specialist i efterforskning i sager af den­ne art.

Forekom m er der ved underafdelingen tyverier eller andre berigelsesforbrydelser, bør underafdelingschefen, særligt hvor tek­ nisk bistand til undersøgelse af fingeraftryk, indbrudsmærker, fod­ spor o. lign., er påkrævet, altid at sætte sig i forbindelse med audi­ tøren. Ved fremsendelsen af sådanne sager, vil det altid være praktisk at sende en genpart af indberetningen direkte til audi­tøren, hvorved der ofte kan tjenes tid til auditørens videre ar­bejde med sagen, som han måske først modtager ad kommando­ vejen nogle dage senere. Men bortset fra, at underafdelingschefen således søger råd og bistand hos auditøren, påhviler undersøgel­serne altså i første omgang underafdelingschefen.

Til hjælp ved undersøgelserne har underafdelingschefen be­ føjelse til at foretage ransagning, beslaglæggelse og anholdelse. De herfor gældende regler forudsættes bekendt, men det anbefales dog at opfriske reglerne, inden man skrider til anvendelse af disse midler til en sags opklaring.

Når en underafdelingscliefs undersøgelse er tilendebragt, og sagen ikke kan afgøres af vedkommende chef selv, fremsendes sagen altså til afdelingschefens eller til rettergangschefens afgørelse, og her skal underafdelingschefens undersøgelser fremtræde som en fyldig rapport, hvis detailler gør det muligt for vedkom­ mende højere chef at afgøre sagen eller for auditøren at arbejde videre med sagen.

Det kan ikke nægtes, at de efterforskningsrapporter fra un­ derafdelingerne, der tilstilles auditøren til „videre foranstaltning“, meget ofte er så mangelfulde, at det er meget vanskeligt for audi­ tøren at arbejde videre på grundlag af dette materiale. Forholdet er da det, at auditøren faktisk må begynde forfra på bar bund, og som ovenfor omtalt, bliver tilvejebringelsen af beviserne der­ for uhyre vanskelig. Det er nu engang vanskeligt at forlange, at folk skal have en klar erindring om detailler adskillige dage efter, at den episode, hvorom det drejer sig, er passeret. Et hurtigt efter episoden tilvejebragt oplysningsmateriale er af langt større værdi end den mere problematiske afhøring af folk flere dage efter.

Ved et af de regimenter, hvor jeg er auditør, har dette un­ derafdelingschefens efterforskningsarbejde i adskillige år været sat således i system, at jeg kan sige, at jeg faktisk aldrig fra det pågældende regiments underafdelinger modtager ufuldstændige eller mangelfulde efterforskningsrapporter, og det kan måske der­ for være til nogen nytte for andre chefer at se på, hvorledes man kan sætte resultatet af en foretagen undersøgelse op i en vis ske­matisk form, der sikrer, at man ved indberetning om resultatet af undersøgelsen får alting med.

Idéen til denne systematisering af efterforskningsrapporterne stammer egentlig fra søværnet, hvor delte underafdelingschefer­ nes (skibs- og fortchefers) efterforskningsarbejde i mange år har været sat udmærket i system. Forholdet er det, at der ved søvær­ net findes en særlig „afhøringsprotokol“ på hvert skib, fort, ka­ serne eller lignende tjenestested. Det er traditionsmæssigt næst­ kommanderende, der under chefens ansvar har det job at føre denne protokol. Så snart der sker en strafbar handling, foretages der en grundig afhøring af alle de i sagen implicerede og af even­ tuelle vidner. De afgivne forklaringer indføres ordret i afhørings­ protokollen, og denne forelægges da for chefen. Kan chefen ikke afgøre sagen, og denne skal fremsendes til rettergangsehefen, ved­ lægges der en udskrift af afhøringsprotokollen, således at retter­ gangschef og auditør har et særdeles godt grundlag for sagens afgørelse eller for den videre efterforskning.

Ved hæren har man ikke sådanne afhøringsprotokoller, men derfor kan man godt støtte sig til de gode erfaringer, man har fra søværnets mangeårige praksis, og affatte hærens underafde­lingschefers efterforskningsrapporter efter et lignende system.

Nedenfor er angivet to eksempler på, hvorledes man kan af­ fatte en efterforskningsrapport. Ved det af mig omtalte regiment har regimentschefen optaget disse eksempler i regimentets bliven­ de befalinger som rettesnor ved efterforskning i militære straffe­ sager ved regimentet. Det to eksempler omfatter

I. en sag, hvori en bestemt mand er sigtet for en lovover­ trædelse, og

II. en sag — et tyveri — hvor den skyldige endnu ikke ken­des, men hvori der er foretaget de fornødne afhøringer af vidner, foretaget ransagning o. s. v.