Af kaptajn Claus E. Andersen.
Forfatterens tilgang til emnet er 17 års historiestudier bl.a. på Odense og Aarhus Universitet.
Kommandørkaptajn Anders Gjedde behandlede i Militært Tidsskrift nummer 3/1999 forskellige aspekter af Christensen, Poulsen og Schmidts afhandling om de danske frivillige på tysk side under Anden Verdenskrig. Det er Gjeddes hovedtese, at forfatterne under dække af historisk saglighed med marxistiske sympatier har fordrejet og fortiet dele af de sovjet-russiske forbrydelser under Den 2. Verdenskrig og dermed undertrykt den historiske sandhed. Samtidig udtrykker forfatteren også stor tvivl om jødeudryddelsens motiver, hensigt og omfang. Det skal straks understreges, at såfremt de i artiklen fremførte påstande vil kunne verificeres, står vi vel nærmest overfor en historisk sensation, som vil gøre op med al hidtidig historisk forskning på området. En sensation, som, jf. Gjedde, bl.a. skyldes åbningen af de sovjetiske arkiver. I dette lys skal Anders Gjeddes indlæg nærmest betragtes som et alvorligt opgør med bogens indhold eller en væsensforskellig og korrigerende kritik rettet mod de mange positive anmeldere af Under Hagekors og Dannebrog. (1) Men der kan også være tale om en historisk revisionistisk udlægning af begivenhederne i krigen ml. Sovjetunionen og Tyskland med særlig henblik på de danske frivilliges frontindsats, som man skal være særdeles meget på vagt overfor, og som savner ethvert hold i den historiske virkelighed. Anders Gjedde kritiserer i sit indlæg bl.a., at noget af den behandlede litteratur i Christensen, Poulsen og Schmidts værk af forfatterne er blevet kategoriseret som apologetisk. Forklaringen på dette er imidlertid ikke, at denne type litteratur ikke kan blive inddraget i en kritisk behandling/forskning af emnet men blot, at man skal være overordentlig varsom med at benytte denne litteratur, da den er meget farvet og i mange tilfælde nærmest må anses for at være et endog særdeles partisk partsindlæg. Man kan næsten altid omgå et sådant problem ved at gå til samtidige kilder, som oftest vil give et mere retvisende billede af den historiske virkelighed. Netop Gjeddes (i note 21) anvendelse af eksemplet fra Oluf Krabbes - en tidl. kompagnichef i Frikorps Danmark - bog er et godt eksempel på, at man skal være meget varsom med at anvende argumenter fra et værk med apologetisk tilsnit. Havde Krabbe beskrevet en begivenhed af rent militærfagligt tilsnit, havde dette måske kunne forsvares, men i dette tilfælde fremfører Krabbe, gennem Gjedde, en påstand med helt klare ideologiske undertoner. På grundlag af de for nylig åbnede sovjetiske arkiver, har Gjedde endvidere anført, bør den nutidige historieskrivning vedrørende emnet for en stor dels vedkommende omskrives. Desuden konkluderede Gjedde i sit indlæg,"at følgende “kendsgerninger” træder frem på baggrund af hans egen behandling af problematikken:
at Operation Barbarossa - det tyske angreb på Sovjetunionen - var en rent forebyggende militær operation, samt at de såkaldte “Einsatzgruppen” udelukkende havde til formål at optrævle det sovjetiske partiapparat, og
- at disse ikke indledningsvis skulle foretage etniske udrensninger, og
- at deres reelle opgave reelt var at bekæmpe partisanbevægelsen.
Endvidere at jøder fortrinsvis blev dræbt, fordi de lod sig indrullere i den sovjetiske partisanbevægelse, endvidere
- at enhederne, hvortil de danske frivillige var knyttet, var eliteenheder, som ikke havde til opgave at deltage i folkemord og etnisk udryddelse,
- at den kommunistiske ideologi tematisk er så tæt knyttet til ovennævnte bogs fremstilling, at dette jævnt hen burde have haft en yderligere omtale i bogen og især i slutningen af bogen.
De øvrige af Gjeddes argumenter vil jeg, for ikke at sprænge alle pladsmæssige grænser, ikke kommentere i dette indlæg.
Den vestlige forskning på området
Så tidligt som i 1989 kunne man i en dansk historiebog læse, at “de tidlige overvejelser om at angribe Sovjetunionen kan føres tilbage til de euforiske uger efter Frankrigs fald i sommeren 1940. Den tyske generalstabschef Halder havde i juni - juli 1940 iværksat en planlægning under indtryk af de ret massive troppekoncentrationer, som den røde hær foretog i grænseområderne. Denne planlægning havde den defensive offensivs karakter, dvs. at krigen, hvis det kom til militære sammenstød, skulle føres ind på sovjetisk territorium.” (2) Motiverne for angrebet på Sovjetunionen og de dertil knyttede historiske tolkninger blev i samme anledning også beskrevet af danske historikere med dette område som speciale. Vi må således konstatere, at vi ikke står overfor overraskende nyt i f.m. de tyske motiver for et angreb på Sovjetunionen. Dette har i virkeligheden i længere tid været genstand for behandling i historiske kredse, Hvorvidt dette så også frikender den tyske stat og hær for at føre en tilintetgørelseskrig er til gengæld meget tvivlsomt. Det er min opfattelse, at det ikke var de militære bevæggrunde for angrebet, der blev betegnende for krigens karakter, men rettere den reelt førte krigs motiver og karakteristika. Hitler gjorde det i taler klart overfor generalerne, at det var en ideologisk krig samt en tilintetgørelseskamp mod kommunismen og den kommunistiske intelligentsia.(3) Der er for mig ingen tvivl om, at hær, politi og SS med baggrund i den nationalsocialistiske ideologi førte en udryddelses- og tilintetgørelseskrig på østfronten sanktioneret af den tyske regering med rigskansleren i spidsen, og dette belægges af den omfattende historiske forskning - med enkelte undtagelser f.eks. repræsenteret ved den useriøse og revisionistiske engelske historiker David Irving - ganske entydigt. Et andet godt argument for, at krigen på østfronten ikke var militært men ideologisk motiveret (førerordre nr. 21 af 18.12.1940), var netop den kendsgerning, at krigen, som påpeget af Gjedde, blev påbegyndt ”for sent på året.” Det må være indlysende, at det var den politiske ledelse, som tog denne beslutning, snarere end den tyske generalstab. Det er ganske korrekt, som Gjedde anfører, at der ikke kan findes en egentlig skriftlig ordre til indsættelse af disse “Einsatzgruppen”, men derfra og så til at konkludere, at disse enheder ikke havde til opgave at udrydde jøder, polsk og russisk intelligentsia etc., er der et meget langt skridt. Såfremt alt, som ikke historisk ville kunne belægges med skriftlige kilder, skulle afvises som utroværdigt, ville megen historie skulle omskrives, hvis den på det grundlag overhovedet ville kunne skrives. På trods af en manglende iværksættelsesordre må det konkluderes, at indsættelsen af “Einsatzgruppen” i Polen og Sovjetunionen og disse specialstyrkers formål er særdeles vel dokumenteret set med historikerens øjne. (4) Det må nærmest betegnes som et lykketræf, at enheder, som de danske frivillige befandt sig i, efter hvad vi vel at mærke har historisk belæg for i dag, ikke blev anvendt i de dengang folkeretstridige aktioner. Sandsynligheden for, at dette kunne være sket og måske er sket, er imidlertid særdeles stor. De tyske myndigheder skelnede ikke mellem tyske hær-, politi- eller Waffen-SS-enheder, når disse skulle indsættes i.f.m. tilintetgørelse og etniske udrensninger af civilbefolkningen i byer og på andre geografiske lokationer, hvilket der findes talrige belæg for. (5) Man kunne fristes til at anføre, at det ikke er kendt i detaljer, at danskere deltog i folkeretstridige forbrydelser, men at en sådan indsættelse på ingen måde ville have været utænkelig, når vi kender det indsættelsesmønster, som tyske myndigheder anvendte for såvel hær- som politienheder mod den sovjet-russiske civilbefolkning. Et sted har Gjedde anført, at “endog usædvanligt mange jøder deltog i partisanbevægelsen og derved mistede livet.” Herved kunne man herved godt fa den grimme mistanke, at Gjedde implicit har den holdning, at det var her jøderne gik til grunde og ikke i de velorganiserede tilintetgørelseslejre i Polen og Tyskland. Og hvor har Gjedde, om man må spørge, disse oplysninger fra? Såfremt man vil kritisere videnskabelige forskere, må man også finde sig i selv at blive kigget i kortene, og derfor er det værd at kaste et blik på Gjeddes egne kilder (især udtrykt ved Geddes noter). I selve teksten finder man Stalins befaling nr. 428 af 17. november 1941, men hvad belyser denne? Efter Gjeddes mening er den et bevis på, at det var forklædte sovjetiske specialstyrker i tyske uniformer, som ødelagde forholdet mellem tyske tropper og den russiske civilbefolkning. Rent kildeteknisk burde Gjedde nok have gået til denne kilde noget mere kritisk. Umiddelbart kunne det se ud til, at dette skriftstykke har befundet sig, indledningsvis ved den tyske efterretningstjeneste i de tyske arkiver, og det er så senere blevet overført til arkivet i Washington af den amerikanske hær. Netop i lyset af de genåbnede sovjetrussiske arkiver kunne man spørge sig om, hvorvidt dokumentet er blevet genfundet der i sin originalform? Dette giver Gjeddes artikel ikke svar på. Men selv om dette var tilfældet, beviser det i virkeligheden slet ingenting! Det er allerede ganske velkendt, at det dårlige forhold mellem den tyske besættelsesstyrke og den sovjet-russiske befolkning på stedet skyldtes den elendige og brutale behandling, som disse erklærede “undermennesker” blev udsat for af den tyske okkupationsmagt, hvilket var kendetegnet ved såvel planlagte som vilkårlige aktioner af såvel den tyske hær som tyske specialstyrker. I virkeligheden forspildte de tyske myndigheder og den tyske værnemagt her en god chance for at skabe sig et tåleligt forhold til civilbefolkningen. Her kan man atter henvise til den hidtidige og nyere forskning, som vel at mærke ikke har mistet sin relevans på baggrund af de nyåbnede arkiver i Rusland. Man må altså konstatere, at Gjedde forbløffende nok intetsteds i sin artikel har henvist til dokumenter fra de nyåbnede sovjetiske arkiver. Men hvilke kilder bygger Gjedde så på? I note 19 finder man en henvisning til en dansk oberst og i teksten (på side 254) henvises til en engelsk general. Disse kilder er umulige at efterprøve, og en kvalifikation som historisk kilde viser sig for en udenforstående helt umulig at kontrollere. Jeg vil dog umiddelbart gætte på, at de pågældende næppe har været øjenvidner til de omtalte begivenheder. Dernæst henviser Gjedde i stor stil til Christensen, Poulsen og Schmidts værk, men man kan vel næppe finde argumenter imod forfatterne i selve afhandlingen, med mindre den bugner med modsætningsfyldte oplysninger, hvilket imidlertid ikke er tilfældet. Hvis dette var tilfældet mangler Gjedde i så fald fuldstændigt at redegøre for de uoverensstemmelser, som han eventuelt måtte have fundet i bogen. Hver gang, der udkommer nye historiske fagbøger, beklager anmeldere, at dette og hint ikke er blevet behandlet i udgivelsen. Ofte drejer det sig om et særligt aspekt, som har den pågældende anmelders helt særlige interesse. Dertil er vel kun at replicere, at selv de tykkeste bøger har deres pladsmæssige begrænsninger, og at det, også for en kritisk indstillet anmelder, er nødvendigt at respektere forfatternes tematiske begrænsninger så længe, at dette ikke går ud over værkets saglighed og konklusioner eller direkte berører resultaternes troværdighed, og dette sidste synes imidlertid ikke at være tilfældet i Christensen, Poulsen og Schmidts udgivelse.
Konklusion
Det er således, efter min mening, på intet tidspunkt, med begrundelse i åbningen af de sovjetiske arkiver, lykkedes for Anders Gjedde at påvise afgørende nyt i vort syn på krigen på østfronten. For det første, fordi Gjedde ikke afslører kilder fra de sovjetiske arkiver, som afgørende kunne rykke ved vor hidtidige opfattelse af krigen på østfronten, og for det andet fordi den forskning vi allerede kender, stadig er fuldt dækkende for det historiske billede, vi har af det, som reelt foregik. I virkeligheden er det uhyre sjældent, at åbningen af hemmelige arkiver rykker afgørende ved det billede, som seriøse historikere forlods har kunnet tegne af begivenhedernes forløb. Det er således ikke nødvendigt med et slag at feje al hidtidig forskning på området af bordet. Gjeddes artikel kan vel nærmest karakteriseres som et eksempel på udokumenteret mytedannelse par excellence, som den altid vil forekomme, når man ikke går til kilderne med den rette kritiske indgangsvinkel. Og det er vel i virkeligheden det vægtigste belæg for faghistorikerens eksistensberettigelse. Afsluttende må det således konkluderes, at en hvidvaskning af marxismen og Sovjetunionen, hverken eksplicit eller implicit forekommer i Christensen, Poulsen og Schmidts bog om Hagekors og Dannebrog.
Noter
1. Militært Tidsskrift 3/99 side 253-262 og Christensen, Poulsen og Schmidt Under Hagekors og Dannebrog. 1998 - anmeldt i Militært Tidsskrift 1/99, side 92-94.
2. Aage Trommer Den anden Verdenskrig 2. Den store alliance 1941-45 (1989) side 9.
3. Trommer p. 14.
4. Helmut Krausnick Hitlers Einsatzgruppen. Die Truppen des Weltanschaungskrieges 1938-1942 (1985). Her skal især henvises til side 129 ff. “Der Auftrag der Einsatzgruppen.”
5. Hannes Heer og Klaus Naumann Vernichtungskrieg. Verbrechen der Wehrmacht 1941-1944 (1995). Omer Bartov Hitler ’s Army. Soldiers, nazis, andwarinthe Third Reich (1991) samt af samme forfatter The Eastern Front 1941-45, German Troops and the Barbarisation o f Warfare (1985/86).
