Af kommandør kaptajn Anders Gjedde. Forfatterens indgang til emnet er bl.a. 8 års samlet tjeneste i værnsfælles NATO stabe.
Introduktion
I 1998 udkom en udmærket bog (1), hvor forfatterne søger at skildre de forskellige aspekter vedrørende de danske frivillige på Østfronten. Der optræder imidlertid en pudsig tendens i bogen til at hvidvaske Sovjet. Et tema, der vel egentlig ligger udenfor bogens rammer. I denne forbindelse ser man helt bort fra et par enkle, operative principper og nogle militære kendsgerninger. Derved forbliver nogle væsentlige forhold tilhyllet under et slør af marxistisk oprindelse. Disse forhold har ikke været behandlet i anmeldelserne og er nok værd at drage frem. Bl. a. forbigås det i tavshed, at Sovjet i foråret 1941 allerede var i fuld gang med at forberede en angrebskrig. Det kan så skyldes, at de pågældende Sovjet-arkiver ikke var tilgængelige, da forfatterne indledte deres projekt i 1994.
Optakten til krigen
Det tyske angreb på Sovjet fandt sted 22. juni, hvilket var for sent på året. Som allerede bevist af Napoleon, da han i 1812 angreb på samme dato. Hertil kommer, at Tyskland derved pådrog sig en tofrontskrig. Alt i alt en temmelig tåbelig tysk disposition. Nyere forskning har imidlertid nu afsløret, at Sovjet i foråret 1941 var i fuld gang med at forberede et angreb til 1942 for at udbrede den kommunistiske ideologi i Europa. Dette var således den direkte årsag til det tyske angreb. Hvor man hidtil har betragtet Operation Barbarossa som en ren erobrings- og udryddelseskrig, antager den i stedet karakter af en forebyggende operation (preemptive attack) med henblik på at komme Sovjet i forkøbet (2). Den tyske planlægning måtte derfor gennemføres i hast. Disse forhold burde nok reflekteres ved en ajourføring af bogen (3). Og ud fra elementære operative principper burde beskrivelsen af den tyske plan indledes med en redegørelse for den forudgående Sovjet-opmarch.
Tyske problemer med sikring af baglandet
I enhver militær operation indgår også den opgave, det er at sikre baglandet. NATO taler idag om ’’Combat Zone." og "Communications Zone". Tyskland opdelte de besatte områder i "Operationsgebiet" og "Rückwärtiges Heeresgebiet". Og bagved disse militære områder diverse civile områder benævnt "Reichskommissariat" (4). Det fremgår af Værnemagtens Føringsstabs (WFS) dagbog under 3. marts 1941, at Hitler fandt det nødvendigt, at den "Jødisk-Bolschevikiske Intelligentsia" blev sat ud af spillet. En opgave, som Hitler anså for at være så vanskelig, at den ikke kunne overlades til hæren (5). Der må således ligge mere i den end blot at gennemføre en række henrettelser af jøder og kommunister. Optrævling af det sovjetiske partiapparat og systemet med politiske kommissærer og polit-tropper i hæren er en nærliggende tanke. Generaloberst Jodl (CH WFS) fandt det i hvert fald nødvendigt at give SS og politimyndigheder adgang til det militære operationsområde med henblik på ufortøvet at kunne uskadeliggøre ledende Bolsjevikker, politiske kommissærer og polit-tropper i takt med den tyske fremrykning. Opgaven krævede etablering af særlige enheder, "Einsatzgruppen". Af hensyn til det nødvendige efterforsknings- og udredningsarbejde blev disse enheder bemandet med embedsmænd fra kriminalpolitiet og sikkerhedstjenesten. De fik herved et usædvanligt stort antal officerer, langt flere end en almindelig militær enhed af samme størrelse (6). Det er måske værd at bemærke, at der ikke er bevaret noget eksemplar af den endelige ordre med "Einsatz"-gruppemes opgaver (7)! Påstande om eksistensen af "pre-departure" ordrer (d. v. s. fra før 22.juni 1941) til likvidering af jøder på grund af deres herkomst er derfor begrænset til en række beedigede erklæringer fra forskellige SS-officerer. Der er i 1981 sat spørgsmålstegn ved de afhørtes troværdighed (8). Hovedopgaven for den tyske hær og Waffen SS var nedkæmpelsen af den Røde Hær (9). Blandt forberedelserne indgik også instruktion om sikring og forsvar mod partisanoverfald. Soldaterne var bl. a. blevet undervist heri gennem eksempler, hvor der som hovedregel blev anbefalet hensynsløs brug af våben (10). Det skildrede virker meget realistisk og svarer f. eks. til forebyggende ildafgivelse (profylactic fire), der benyttes af alle lande. En venlig engelsk general forklarede mig alt om denne kyniske praksis under min tjeneste i NATO-hovedkvarteret i 1987. Set med læge øjne kan effekten for så vidt godt beskrives som forfatterne har gjort det: ’’- på må og fa at skyde store mængder af sovjetiske civilister og krigsfanger." (11) Allerede fra krigens første dage var de tyske styrker i Sovjet utilstrækkelige til at løse de stillede opgaver i det enorme område. Det betød, at der lige fra begyndelsen sivede større og mindre forsprængte sovjet-enheder ud af de store omringningskedler. Hertil sluttede store dele af civilbefolkningen sig (12). Og det blev efterhånden svært at skelne mellem civilbefolkning og partisaner, idet de, der nægtede at støtte partisanerne, blev likvideret af dem. Ligesom senere i Vietnam.
På dette grundlag opstod snart en ganske slagkraftig og velkontrolleret sovjetisk partisanbevægelse i det tyske bagland. Partisanerne udviklede sig efterhånden til en alvorlig trussel, som der så udmærket er gjort rede for af forfatterne (13). Dermed fik bekæmpelsen af partisanerne hurtigt karakter af egentlige militære operationer. I løbet af 1942 blev bekæmpelsen helt overdraget til Himmlers Reichssicherheitshauptamt (RSHA). Selvom de militære myndigheder blev aflastet for denne opgave, måtte de dog jævnligt afgive regulære militære enheder til støtte for RSHA's bekæmpelse af partisanerne. Det synes givet, at endog usædvanligt mange jøder deltog i partisanbevægelsen og derved mistede livet. Det er måske lidt mere tvivlsomt om tyskerne under disse omstændigheder - hårdt engageret - havde tid, kræfter og lyst til at henrette almindelige jøder blot på grund af deres oprindelse. Hvis der havde været tale om en så ineffektiv prioritering af ressourcerne, havde tyskerne ikke kunnet holde ud så længe på Østfronten. Et interessant eksempel omtales i forbindelse med fremrykningen ved Lvov i Galizien (14). Umiddelbart passer de af forfatterne nævnte to kildehenvisninger ikke sammen. Og måske vedrører de slet ikke den samme begivenhed. Den ene omfatter masser af sekundære kilder. Den anden omfatter kun én primær kilde. Alligevel synes jeg, de giver stof til eftertanke. Det er derimod givet, at der blev foretaget mange gengældelsesaktioner og herunder henrettelser af gidsler. Dette synes i sig selv mere end rigeligt til at belaste de medvirkende tyskeres nerver, således som det fremgår af adskillige erindringer. Bestemmelser for, hvad man må og ikke må, er nedlagt i de internationale konventioner, der eksisterede dengang, og som forfatterne har nævnt. I det omfang, den russiske civilbefolkning ikke var beskyttet af de eksisterende konventioner, indførte de Allierede efter krigen i forbindelse med Nümberg-processen love med tilbagevirkende kraft (15). Uanset konventioner og love må det erindres, at afbrænding af landsbyer og henrettelse af gidsler sjældent har den ønskede virkning på civilbefolkningens moral. Tværtimod! Hvilket bl. a. er bekræftet af såvel tyske officerer som danske frivillige (16). Det svarer iøvrigt til de senere amerikanske erfaringer fra Vietnam. Kun Englænderne løste problemet, da de i sin tid bekæmpede Kommunisterne i Malaysia ved simpelthen at befæste landsbyerne. Men Englænderne kunne koncentrere alle ressourcer om denne opgave, hvor de andre samtidig måtte udkæmpe en regulær krig. Med enkelte undtagelser er der en generel tendens i hele bogen til at undervurdere truslen fra partisanerne. Bekæmpelsen af disse skildres derfor nærmest som et biprodukt af en udryddelseskrig mod den russiske befolkning og jøderne i Sovjet. Udfra en almindelig militær betragtning må det nok antages, at bekæmpelse af partisanerne blev prioriteret højere end udryddelse af befolkningen (17). Men bekæmpelsen gav i sig selv anledning til store tab blandt jøder og den øvrige civilbefolkning. Ikke mindst i forbindelse med gidseltagning. Tabstallene er uhyggeligt store, selv om de kommende års mere lidenskabsløse forskning måske vil bringe dem noget ned.
Den sovjetiske krigsførelse
Forfatterne betragter kampene på sovjetisk jord som udtryk for en grundlæggende anderledes krig. En konfrontation mellem to totalitære regimer, der kæmpede med henblik på hinandens tilintetgørelse. Hvilket er uomtvisteligt. Mens man fra sovjetisk side i høj grad slog på de nationalistiske og anti-tyske toner, førte man ikke en planlagt udryddelseskrig. Hvorefter forfatterne konkluderer, at de tyske forbrydelser på østfronten fik en helt anden (læs: meget større ?) dimension end de sovjetiske. Man kan undre sig lidt over - i et gedigent værk som dette - hele tiden at møde forsøg fra forfatterne på en hvidvaskning af Sovjet. De glemmer, at selvom Sovjet valgte den nationalistiske linie og slog på kærligheden til moder Rusland, så stod der et intakt kommunistisk partiapparat bagved disse bestræbelser. Det kom ikke mindst til udtryk ved, at de 34.000 politiske kommissærer (18) fik øget deres indflydelse ved at blive løftet fra stabsniveau til chefsniveau, hvor de, som i "de gode gamle dage", blev sideordnet med de militære chefer. Militære chefer, der svigtede, blev udskiftet og henrettet i stort omfang. Det samme galdt desertører og de Sovjet-soldater, der undveg fra tysk krigsfangenskab. Pårørende til krigsfanger blev behandlet som pariaer i henhold til en særlig Stalin-ordre af august 1941 til det lokale borgmesterkontor. Så meget for moralen i Sovjet-hæren i de første krigsår. Iøvrigt kulminerede det daglige antal af Sovjet-overløbere til de tyske styrker først så sent som i marts 1945 umiddelbart før angrebet på Berlin (19). Og på det tidspunkt kæmpede der endnu et helt korps under general Vlassov, to divisioner bemandet med tidligere Sovjet-personel, på tysk side. Med erstatningspersonel ialt ca. 50.000 personer. Hvortil kom 1 Mio. "Hilfswillige", der uden Hitlers vidende var indrulleret som hjælpearbejdere. Samt XV. kavallerikorps - alle Kosakker - i Jugoslavien. Alle - alle - blev naturligvis behørigt likvideret ved krigens afslutning. Dog ikke af tyskerne. Det var ligeså galt blandt civilbefolkningen, der i begyndelsen modtog tyskerne som befriere. For at råde bod på dette udgav Stalin en ordre, nr. o428 af 17. november 1941 til at etablere "Special Forces", der - iklædt tyske uniformer - skulle foretage grove overgreb mod civilbefolkningen (20). Her, i boksen, gengivet i tysk oversættelse. Med datidens udsigter til selv at miste hovedet, var "Nej, det gider vi ikke"- mentaliteten ikke særlig udbredt i den Røde Hær. Derfor har disse aktiviteter utvivlsomt bidraget til det "image", som tyskerne erhvervede sig. De blev derved stærkt medvirkende til at skabe den trussel, som partisanbevægelsen udviklede sig til i løbet af 1942.
Stalins Befehl Nr. 0428 vom 17. November 1941
’’Die Stawka des Obersten Befehlshabers befiehlt:
1. Alle Siedlungspunkte, an denen sieh deutsche Truppen befinden, sind auf 40 bis 60 Kilometer ab der Hauptkampflinie in die Tiefe zu zerstören und in Brand zu setzen, 20 bis 30 Kilometer nach rechts und links von den Wegen. Zur Vernichtung der Siedlungspunkte im angegebenen Radius ist die Luftwaffe hinzuzuzichen, sind Artillerie- und Granatwerferfeuer großflächig zu nutzen, ebenso die Kommandos der Aufklärung, Skiläufer und Partisanen-Divisionsgruppen, die mit Brennstoffflaschen ausgerüstet sind. Die Jagdkommandos sollen überwiegend aus Beutebeständen in Uniformen des deutschen Heeres und der Waffen-SS eingekleidet die Vernichtungsaktionen ausführen. Das schürt den Haß auf die faschistischen Besatzer und erleichtert die Anwerbung von Partisanen im Hinterland der Faschisten. Es ist darauf zu achten, daß Überlebende Zurückbleiben, die über “deutsche Greueltaten” berichten können.
2. Zu diesem Zweck sind in jedem Regiment Jagdkommandos zu bilden in Stärke von 20 bis 30 Mann, mit der Aufgabe, Sprengung und Inbrandsetzung der Siedlungspunkte durchzuführcn. Es müssen mutige Kämpfer für diese Aktionen der Vernichtung von Siedlungspunkten ausgewählt werden. Besonders jene, die hinter den deutschen Linien in gegnerischen Uniformen Siedlungspunkte vernichten, sind zu Ordensverleihungen vorzuschlagen. In der Bevölkerung istzu verbreiten, daß die Deutschen die Dörfer und Ortschaften in Brand setzen, um die Partisanen zu bestrafen.”
(National Archives, Washington, Archiv Serie 429, Rolle 461, Generalstab des Heeres, Abtlg. Fremde Heere Ost II H 3/70 Fr 6439568)
Samtidig udspillede der sig en række aktiviteter indenfor Berias ressort. Beria var Himmlers "opposite number" og - ligesom Himmler var øverste chef for hele SS-organisationen - så havde Beria sine NKVD-tropper. Viet rene "politimæssige" opgaver. Ikke noget med "Waffen NKVD"! Den 22. juni 1941 var de f. eks. i gang med at udslette intelligentsiaen i de tidligere baltiske lande og at deportere alle polakker, der boede i det nye sovjetiske opmarchområde ved demarkationslinien, til generalguvemementet Warzaw. Det medførte desværre, at tyskerne bombede togene med de deporterede i den tro, at det var sovjetiske troppeforskydninger. Disse opgaver blev snart suppleret med, at NKVD skulle tage sig af de Sovjetsoldater, der deserterede fra deres enhed eller var flygtet fra tysk krigsfangenskab. De blev henrettet, fordi de havde overgivet sig til tyskerne. Alt i alt en god skole for NKVD, der sluttede op bag Sovjet-hæren og fulgte denne mod Vest igennem Østeuropa og ind i Tyskland. Herunder blev medlemmerne af den polske modstandsbevægelse, der havde bekæmpet tyskerne og dermed bevist deres potentiale, arresteret. I øvrigt ijemede man det polske mindretal i Sovjet ved at udvise dem fra deres hjemstavn i det tidligere østlige Polen til de tidligere tyske egne i Pommern og Schlesien. Men allerede i 1942 mødte danske frivillige en større gruppe civile Letter, der var deporteret til Kuban-området, og nu blev anvendt af Sovjet som et levende skjold (21). Det er næppe almindelig kendt, at lokale baltiske styrker fortsatte kampen mod Sovjet i de baltiske lande i form af militære operationer helt ind i midten af halvtredserne (22). Også her gjorde NKVD god nytte samtidig med, at man fortsatte deportationerne af den baltiske intelligentsia. For slet ikke at tale om deres aktiviteter som besættelsesmagt i Tyskland. Sovjet anvendte således både etniske, politiske og sociale kriterier ved deportationer og henrettelser. Alt til fremme af den ideologisk begrundede kamp for udbredelse af Kommunismen til resten af Europa. Der er derfor god grund til at rette det til tider fortegnede billede af Sovjet, der optræder i dele af bogen (23).
Krigsforbrydelser
Eksempler på formodede krigsforbrydelser er skildret under den kronologiske gennemgang af de enkelte enheders aktiviteter. En kort, lidt mere samlet fremstilling er også givet (24). Jeg ser dette emne som noget meget centralt i bogen, ikke mindst på grund af den begejstring, som de forskellige anmeldere har hilst disse oplysninger med. Behandlingen af emnet virker dog ikke særligt overbevisende. Jeg er således noget skuffet over, at det store "research"-arbejde ikke har frembragt en mere fyldestgørende dokumentation. Jeg kunne ønske mig et separat kapitel om emnet. Et sådant kapitel skulle indledes med en lidt udførlig oversigt over de dengang eksisterende, relevante konventioner end den, bogen indeholder (25). Derefter definition(er) af krigsforbrydelser samt en sagkyndig (folkeretlig) gennemgang og vurdering af de konkrete eksempler: Afbrænding af landsbyer, behandling af civilbefolkningen, behandling af kommissærer, henrettelser af gidsler og nedskydning af krigsfanger. Alt selvfølgelig kun i det omfang det måtte være relevant for de danske frivillige. Hvis det ligger udenfor forfatternes kompetence, så kan jeg nævne, at det danske forsvar - under hensyn til operationerne i Bosnien - netop har uddannet jurister til reserveofficer med dette speciale.
Danske Frivillige
Spørgsmålet om, i hvilken grad regeringen frygtede et tysk pres for at stille regulære enheder af den danske hær til rådighed for kampen mod Sovjet, er kun behandlet meget kortfattet i bogen (26). Det gælder derfor også den eventuelle indflydelse, dette kan have haft på regeringens stilling til de frivillige og etableringen af frikorpset. Der må da være flere (og senere) kilder end de to anførte ? Det er iøvrigt min opfattelse, at Krigsministeriets cirkulære af 8.juni 1941 med forsvarsminister S. Brorsens underskrift kan have påvirket adskillige af de befalingsmænd, der meldte sig. Cirkulæret er så væsentligt, at det burde indgå som bilag i bogen (27). Omtalen og vurderingen af den danske gesandt O. C. Mohrs besøg hos de frivillige i 1943 er fremragende. Netop sådan må det være forløbet. Besøget har beroliget de frivillige og haft en stor symbolsk betydning. Og som den udmærkede diplomat han var, så har han selvfølgelig ikke lovet nogen noget (28). Ja, der er forskel på skyttegrave og bonede gulve. Men hvad med moralen ? Det er anført, at regeringen i 1941 accepterede, at frikorpset blev opstillet som en motoriseret bataljon med køretøjer fra den danske hærs officielle mobiliseringspulje (29). Det er* imidlertid ikke anført, hvem der efter krigen blev straffet for at have stillet dette materiel til rådighed for de frivillige. Der jo netop blev straffet for at have meldt sig til frikorpset. Forfatterne afslutter de frivilliges skæbne med at skildre fangenskab, retsopgør og resocialisering. Det nævnes, at et antal tilfangetagne, danske frivillige blev objekt for en sovjetisk afpresningspolitik overfor Danmark (30). Den udenrigspolitiske situation, der er så udmærket skildret i bogens begyndelse, udelades imidlertid helt her i slutningen. Det kan der vel også argumenteres for; men hele Kommunismens fremgang og udbredelse er så tæt knyttet til bogens centrale tema, at det kunne være rimeligt med en kort omtale. For eksempel omtaler modstykket - bogen om den danske brigade i Sverige - ganske kort de hjemlige, danske kommunister, hvis holdning efter 1. april 1945 blev langt mere offensiv. Og medførte en langt stærkere betoning af klassekampssynspunkter. Denne holdning var ikke blot et udtryk for et tilfældigt lune eller et isoleret fænomen. Meget tyder tværtimod på, at den var et led i et omfattende sovjetisk fremstød, som havde til hensigt at mindske den vestallierede indflydelse i Skandinavien og svække Sveriges muligheder for at komme broderlandene til hjælp i krigens slutfase (31).
Konklusion
Det fremgår af bogen, hvorledes de eksisterende kilder i overensstemmelse med dagens praksis er adskilt. Således er den litteratur, der er skrevet af de, der deltog i begivenhederne på tysk side, klassificeret som "apologetisk", fordi den ikke anses for at være tilstrækkelig dokumenteret eller troværdig. Herved pådrager man sig så risikoen for at havne i den anden grøft, hvor historien, som født af krigens propaganda, blev stadfæstet og nedskrevet af sejrherrerne og videreudviklet og båret frem af den magtfulde "68’er"-elite blandt de vesteuropæiske historikere (32). Her ligger utvivlsomt en stor opgave for morgendagens unge historikere med at gennemgå og revurdere primærkilderne.
Hvis man pirker til det marxistiske slør, træder en række kendsgerninger frem:
• At Operation Barbarossa - hidtil betragtet som en ren erobrings- og udryddelseskrig - i stedet antager karakter af en forebyggende operation (pre-emptive attack) med henblik på at komme et Sovjet-angreb i forkøbet.
• At det indgik som en vigtig opgave at optrævle det sovjetiske partiapparat og systemet med de politiske kommissærer og polit-tropper i hæren og ufortøvet uskadeliggøre ledende Bolsjevikker og politiske kommissærer. Hvilket førte til oprettelse af de såkaldte "Einsatz"-grupper.
• At der ikke foreligger noget eksemplar af den endelige, skriftlige ordre til "Einsatz"-gruppeme. Det må derfor betvivles, at disse grupper allerede før indmarschen i Sovjet den 22.juni har haft ordre til at foretage etniske udrensninger.
• At den oprindelige opgave for "Einsatz"-gruppeme hurtigt gled over i bekæmpelse af den hastigt voksende, meget effektive og velkontrollerede partisanbevægelse. Denne kamp udviklede sig med stor grusomhed og tog ofte form af både terror og modterror. Der opstod herunder uhyggeligt store tab både blandt russere, jøder og tyskere. Sovjet beretter f. eks. med stolthed om, hvorledes partisanerne dræbte fem gange så mange tyskere, som tyskerne dræbte partisaner. At tale om folkemord og udryddelseskrig i denne forbindelse er ganske vist politisk korrekt; men det er ikke særlig sagligt.
• At Sovjet anvendte både etniske, politiske og sociale kriterier ved deportationer og henrettelser. Disse opgaver blev udført af de NKVD-tropper, der fulgte de militære styrker mod Vest.
• At de tre enheder, hvori de danske frivillige var samlet, udviklede sig til eliteenheder, der fortrinsvis blev anvendt ved løsning af særligt kritiske, operative opgaver ("brandslukning"). Her indgik hverken folkemord eller etnisk udryddelse.
• At afbrænding af landsbyer og andre formodede krigsforbrydelser samt de forhold, som enkeltpersoner måtte have involveret sig i, kræver en nærmere redegørelse baseret på fornøden folkeretlig ekspertise. Og ud fra en ren statistisk betragtning künne det måske være interessant at se, om Gauss's kurve over normalfordeling var relevant i spørgsmål om enkeltpersoner.
• At hele Kommunismens fremgang og udbredelse er så tæt knyttet til bogens centrale tema, at det kunne være rimeligt med en kort omtale af den udenrigspolitiske situation ved kampenes ophør.
Lad mig slutte med denne lille replik fra en nylig studietur til kampområdet foran Berlin. Mens vi andægtigt betragter et af de mange Sovjet-mindesmærker, en kampvogn fra 1945, cykler en pæn ældre dame forbi. Med en rask bevægelse slår hun håret til side, som var det et slør, sender os et stort smil og råber: "Årh, vær sød at tage den med, når De går !"
Noter
1. Claus Bundgaard Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Schmidt: Under Hagekors og Dannebrog (1998) (ISBN 87-11-11256-6).
2. Militært Tidsskrift Nr. 3/98. A. Gjedde: Nye kilder om Sovjet 1941-45. Side 321-324.
3. Se Claus Bundgaard Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Schmidt: Under Hagekors og Dannebrog (1998) (ISBN 87-11-11256-6), bl. a. side 13 linie 9-10, side 64 linie 1, side 68 linie 13-21, side 78 linie 10-12, side 80 linie 1-2 fra neden (fn) og side 93 linie 14 og linie 2-3 fn, side 126 linie 1.
4. Raul Hilberg: The destruction of the European Jews (1985), (ISBN 0-8419- 0832-X), side 347.
5. Ibid, side 281. Ordet "beseitigt" i WFS's krigsdagbog er af Raul Hilberg oversat ved "eliminated".
6. Ibid, side 287.
7. Ibid, side 286, Note 12.
8. Ibid, side 290, Note 26.
9. Claus Bundgaard Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Schmidt: Under Hagekors og Dannebrog (1998) (ISBN 87-11-11256-6), side 70.
10. Ibid, side 92 og 94.
11. Ibid, side 94 linie 6-9 fn.
12. Ibid, side 73 og 75.
13. Ibid, side 159 og 272.
14. Ibid, side 96 linie 12-14, eventuelt sammenholdt med linie 6-10 fn. Se også opsummeringen side 435.
15. Ibid, side 72.
16. Ibid, side 205.
17. Ibid, side 54 lin. 4-5 fn, side 67 linie 13 fn, side 76 linie 7-13, side 96 linie 6-7 fn, side 159 linie 6-7 fn, side 160, side 248, side 270, side 272 linie 1-2 og 6-7 fn, side 274 linie 3.
18. Tallet er fra 1939. Da jeg ikke har bidt mærke i kilden, burde jeg måske slet ikke nævne det.
19. Interview med dansk oberst (maj 1999).
20. National Archives, Washington, Archiv Serie 429, Rolle 461, Generalstab des Heeres, Abtlg. Fremde Heere Ost II H 3/70 Fr 6439568. Her gengivet i tysk oversættelse.
21. Krabbe, Oluf: Danske soldater i kamp på Østfronten 1941-1945, side 97.
22. Militært Tidsskrift nr. 5/90. OL Tuomo Hirvonen: Også Estland kæmpede for sin frihed i 2.Verdenskrig. Side 165-170.
23. C. Bundgaard Christensen m. fl.: Under Hagekors og Dannebrog, side 67 linie 20-25, side 68 linie 4 fn, side 78 linie 12, side 80 linie 1-2 fn, side 81.
24. Ibid, side 66-81.
25. Ibid, side 72.
26. Ibid, side 367 og 377.
27. Ibid, side 48 linie 19 og side 52 linie 1-5 fn.
28. Ibid, side 374. Se også brevet på side 375.
29. Ibid, side 133.
30. Ibid, side 392.
31. Knud J. V. Jespersen: Brigaden (1993) (ISBN 87-00-14924-1), side 170-171.
32. Berlingske Tidende, 17. februar 1999,1. sektion, side 14. Henrik Gade Jensen: Ukritisk hyldest til Marxismen. Kronik om det marxistiske miljø på RUC. og Berlingske Tidende, 12. marts 1999,1. sektion, side 12. Christopher Arzrouni: Opgøret, der udeblev. Kronik om den marxistiske indoktrinering ved et dansk universitet.
