Af direktør P. Lawætz, chef for Forsvarets Forskningstjeneste.
Indledning
Materiellet, både hardware og software, er en vigtig faktor i ethvert forsvars funktion. Historien viser, at forsvarets teknologiske niveau har været afgørende både under kriser og under egentlige krige. Specielt under den Den kolde Krig indtil 1989 er der derfor på begge sider blevet ofret mange ressourcer på at drive de relevante teknologier frem, så man kunne påregne i det mindste kræfternes balance og helst overlegenhed på egen side. Den vestlige verden anført af USA har haft stor succes med denne strategi. For det første er der foregået en gradvis udvikling inden for området konventionelle våbenteknologier, og denne udvikling regner vi med vil fortsætte, som det er skitseret i næste afsnit. Dertil kommer, at større forsvarsbegrundede støtteindsatser inden for digital elektronik eller informationsteknologi for snart mange år siden satte en udvikling i gang, som drives helt på civile markedspræmisser, og som, omtalt i det følgende afsnit, nu vender tilbage til forsvaret med ret så gennemgribende konsekvenser. Siden 1989, men latent længe forinden, har forsvarsteknologiens udvikling tydeligt fået en etisk dimension, som er diskuteret i det efterfølgende afsnit. Fredsskabende operationer har givet nye erfaringer og politisk opmærksomhed omkring forsvarsteknologi, og bl.a. ser man et stigende antal forslag til konventioner, der vender sig mod anvendelsen af diverse våben. Samtidig med at stoppe en hidtidig udvikling sætter disse politiske tiltag gang i en ny, på vej til “den humane krig”. Endelig bør man nævne den sidste store, amerikanske satsning i form af det såkaldte SDI-program. Det er nu i praksis standset, fordi de fleste militære behov herfor forsvandt med Den kolde Krig, men visse elementer med tilknytning til telekommunikation og strålevåben vil køre videre og vil alligevel danne basis for materiel, der af næste generation kan findes nødvendigt af militære grunde. Dette er berørt i det afsluttende afsnit. Da Den kolde Krig sluttede, blev drivkræfterne bag den forsvarsteknologiske udvikling i Vesten ændret drastisk, omend det måske ikke på alle områder er slået igennem endnu. Mange af de økonomiske ressourcer, som tidligere var til rådighed for forsvarssektoren, ønskes nu anvendt til civile formål. Generelt medfører de reducerede anskaffelsesbudgetter en lavere takt i den decideret forsvarsteknologiske udvikling. Forsvaret er derfor fremover i langt højere grad end hidtil henvist til at bruge kommercielle hyldevarer udviklet med henblik på civilt brug. Dette indebærer både fordele og ulemper, men er uden tvivl en meget markant ændring, som på længere sigt bl.a. kan bidrage til at gøre forsvaret til i fredstid at være en mindre særpræget virksomhed i samfundet.
Militære behov: Ild og bevægelse
På de områder af naturvidenskab og teknik, der ligger til grund for den mere konventionelle militærteknologi, er der i de forløbne 10-20 år ikke optrådt nyskabelser, som kan forventes at danne basis for nogen teknologisk revolution i overskuelig fremtid. Ganske vist har man eksempelvis fundet stoffer med superledende egenskaber ved temperaturer, der nok er lave, men alligevel høje nok til at være teknisk realistiske. Der kunne derfor blive vendt op og ned på mange anvendelser af elektricitet og magnetisme, men det har vist sig at være meget vanskeligt at fremstille og bearbejde disse materialer, så det vil vare længe, inden de slår igennem i større skala. Der går også rygter om opdagelsen af et nyt sprængstof med 50 gange større kraft end TNT, og det ville absolut kunne få afgørende betydning for forsvaret. Det er dog ikke første gang, man hører om sådant, og der er nok grunde til, at det ikke er vist frem endnu, fx at det ikke er stabilt. “Ild” drejer sig ikke kun om at levere så meget knald som muligt, men også om at ramme. Der forudses en udvikling mod væsentlig forøget præcision, som enten skyldes laserstyring af granater og bomber, satellitnavigation af missiler eller indbyggede sensorer og intelligens, der skelner vildledning fra det sande mål. Modsat “ild” står beskyttelse, hvor der i de senere år er gjort gode fremskridt med kompositter, såvel til hjelme som til egentlig pansring. Der sker også noget med elektrisk styret pansring af kampvogne o.L, hvor flere forskydelige lag kan fordele virkningen af en hulladning. Modsat “ild” står også vildledning, som får angrebsvåbnene til at ramme udsendte attrapmål. Vildledningsteknikkkens effektivitet afhænger af våbnets søgemekanisme, og der løber en evig kamp om at være foran i denne udvikling. “Bevægelse” er et mangesidet begreb, som dækker over fart, manøvredygtighed og undgåelse af stilstand. Der sker næppe noget særligt med farten, mens manøvreevnen hos mange platforme vil blive forbedret. Til lands og til vands kan dette opnås ved direkte elektrisk træk og styring. I luften vil nye kampfly kunne styre med udblæsningen ligesom missiler, og haleroret bliver overflødigt. “Ild og bevægelse” er naturligvis ikke dækkende i nyere tid, hvor observation ved anvendelse af mange forskellige sensorer kan tilvejebringe en omfattende viden om den taktiske situation. Sensorerne er et af de få områder, der spås en udvikling forholsvis upåvirket af de økonomiske beskæringer af forsvarsbudgetterne. Kontrolog varslingstjeneste i bred forstand vil spille en voksende rolle, såvel under beredskab som i mere tilspidsede situationer. Sensorteknik benytter sig af radar, synligt lys, infrarødt lys og lyd i luft og vand. Disse er alle kendte teknologier, så nye landvindinger fås kun ved raffinementer som “farvebilleder” med flere frekvenser/bølgelængder, datamatstøttet billedforbedring, kombination af billedinformationen fra flere slags sensorer og specielle detektionsmekanismer som fx resonans mellem en særlig langbølget radars bølgelængde og karakteristiske dimensioner på den iagttagne genstand. Som modforanstaltning gælder det om at kunne sløre sig, så man bliver usynlig for de sensorer, der kigger. Det kaldes “stealth” og benyttes på både radar- og IRområdet. Radarusynligheden opnås ved særlig formgivning af det ydre, så ingen kanter og flader reflekterer i retning af detektoren. Nye platforme (og visse enkeltvåben) vil derfor fremover se strømlinede ud på en helt ny måde, men virkningen er da også markant. Stealth-fly er helt afrundede og glatte udenpå, og motorer og alt udstyr er indenbords. Kanontårne på sejlende eller rullende platforme vil (uden kanonrør) nærmest ligne gamle dages sneplove foran damplokomotiverne. I det infrarøde område er opgaven værre, og på lidt længere sigt forventes en effektiv løsning at nås i form af overfladebelægning med “smarte” materialer som en særlig plasttype, der skifter farve eller udstråler infrarødt lys tilpasset omgivelserne. I fremtiden vil man heller ikke kunne gemme sig i mørke, da lysforstærkningsudstyr, snart også i bærbar udgave, kan forvandle nat til dag for dem, der vil se. Den vigtigste sensor på en given platform kan gå hen og blive et sæt TV-kameraer, der erstatter synet på den operatør, der sidder et helt andet sted og fjernstyrer maskinen. Den ubemandede platform er et væsentligt element i de fremtidige udvikling af forsvarsmateriellet. En anden foranstaltning vendt mod sensorer er såkaldt elektronisk krigsførelse. Dette begreb omfatter bl.a. teknikker til sporing og jamming af modpartens sensorsignaler, ødelæggelse af sensorer ved blænding med mindre strålevåben og direkte vildledning ved udsendelse af falske signaler. Dette område forventes at udvikle sig i betydelig grad pga. forbedret signalbehandling og hurtige datamater.
Civile tilbud: Kommunikation og viden
Mens der i forrige afsnit var tale om teknologiemner, der stadig påregnes at udvikle sig i kraft af militære behov, skal det her dreje sig om områder, hvor forsvaret fremover bliver helt afhængig af udvikling og behov i den civile sektor. På områderne telekommunikation og informatik, begge dele underafdelinger af informationsteknologi, skyldes dette den betydelige hastighed, hvormed det civile marked udvikler sig. Den hardwaremæssige side af informatikken har som bekendt gennem mange år udvist en eksponentiel vækst i hurtighed og lagerkapacitet, og det er derfor nu muligt at udføre endog meget kapacitetskrævende opgaver på pc- eller arbejdsstationsniveau. Softwaresiden er ikke fulgt med i samme takt, fordi udviklingen af den enkelte opgaves løsning ikke tilsvarende er blevet effektivt systematiseret. Teknologien indeholder således i dag en række uudnyttede muligheder, der også på den militære front kan blive til en hel del spændende udvikling. Nogle af disse er nævnt i det følgende. Informatik på kamppladsen har i varierende grad længe været kendt i luftvåbnet og i søværnet, mens det først nu er ved at trænge sig på i hærens operationer. Under forudsætning af den fornødne kommunikationskapacitet vil man fremtidig kunne bringe relevant kortmateriale og en masse oplysninger om den taktiske situation ud til den stedlige officer, der i sin kommandocentral kan behandle disse data i pc-ere og nå frem til et samlet (og forenklet), lokalt billede af situationen, vel at mærke på ganske kort tid efter at behovet er opstået. Ordreudstedelsen fra centralt hold vil formentlig få en helt anden form end den nu kendte og vil måske i højere grad blive en oplyst dialog mellem det centrale og det decentrale niveau. Centralt vil man have betydeligt større viden om den samlede situation, og teknikken gør det muligt at skalere denne viden fra niveau til niveau uden mærkbar ventetid. Et af de større problemer er forudsagt at blive udvælgelsen af de mest relevante informationer, da man ellers let vil drukne i mængden. Viden er magt, og dette gælder ikke mindst i en kritisk situation. Viden kan også være gamle erfaringer skruet sammen i matematiske modeller. Algoritmer baseret på operationsanalytiske metoder har længe være kendt. Databehandlingshastigheden er nu så høj, at det er muligt at lave krigsspil, der online holder generalprøver på konsekvenserne af den ordre, der lige er ved at blive udstedt, og hvor resultatet så kan medvirke til at optimere den endelige beslutning. Matematiske modeller er også med i forskellige former for kunstig intelligens, der i stadig udvidet form indbygges i en række forskellige våben som torpedoer, miner og missiler. Intelligensen er her med til undervejs at skelne mellem sande og falske mål og forøger dermed sandsynligheden for at opnå det tilsigtede resultat. Matematiske modeller kan sammen med ny teknik omkring “virtual reality” skabe basis for simulatorer, der er i stand til at gengive et virkelighedstro billede af omgivelserne med den animering, som den militære anvendelse nu sigter mod. Der er et stykke vej af udviklingen at tilbagelægge endnu, men der ligger mange sparemuligheder heri, også de positive, der knytter sig til materiellets mindre brug. Informatik er i stigende grad ved at blive interface mellem operatør og maskine, såvel i det civile liv som i forsvaret. Koblingen vil fremover indeholde mere og mere beslutningsstøtte, og i den sidste ende vil systemet næsten kunne fungere autonomt. Så er det kun at vælge program og trykke på startknappen. Endelig er der informationskrig, et begreb der endnu ikke har fundet en generelt anerkendt definition. Her tænkes det at dække krig med information som våben, enten sand information til områder, hvor der ikke er en fri presse, eller manipuleret til områder, hvor det er muligt at demoralisere fjendtlige styrker. Informationskrig er snarere et resultat af forbedret kommunikationsteknik end ny informatik.
Metoderne har jo været praktiseret i mange år på andre og mindre effektive måder. Telekommunikation opererer med transmission af signaler i kobberledninger, koaksialkabler og optiske fibre samt radiokæder og generelle radiospredningssystemer fra punktformede sendere (som offentligt TV m.m.). Det afgørende moment er ofte den tilgængelige båndbredde svarende til den mulige transmissionskapacitet af data pr. sekund. Overførsel af et udsnit af et landkort kan eksempelvis være meget kapacitetskrævende. Både transmissionsnetværkene og terminalerne ændrer karakter i disse år, for at nogle kan tilbyde og andre kan modtage flere typer kommunikationer og programmer end hidtil og med større kapacitet. Forsvaret kan udnytte disse tekniske tilbud med stor fordel, men der skal i nogen grad brydes med indgroede forestillinger om sikkerhed, både i henseende til hemmeligholdelse og til robusthed. Heldigvis er bankverdenen også gode kunder, der efterspørger næsten de samme egenskaber, så måske kan der hentes tilfredsstillende løsninger her. Fremtidens globale kommunikationssystem spås at blive opbygget cellulært med celler af alle tænkelige størrelser og rangordninger, men med mulighed for at tale sammen i et fælles sprog som det er kendt fra internettet. Cellerne kan rent teknisk være organiseret i faste (lednings)net af meget varieret størrelse, i konventionelle mobiltelefonnet eller i satellitbaserede net. Forsvarets særlige behov vil dreje sig om forbindelser i marken med kapacitet til overførsel af billeddata og information til kommando- og kontrolsystemerne. Det vil primært angå mobil- og satellitnet. Det cellulære kommunikationsprincip vurderes at give et mindre sårbart system end de faste netværk.
Etiske krav
I 1864 etableredes den første konvention om humanitære forhold under krig, dengang og i de følgende 50 år dog kun om såredes og krigsfangers behandling. Efter Første Verdenskrig blev anvendelsen af bestemte giftgasser som våben forbudt, men det er først i de senere år, at konventioner af tilsvarende art har taget rigtig fart med virkning på eksempelvis blændende strålevåben, tåregas og antipersonelminer. Arten af disse peger i retning af undgåelse af invalidering af soldater, men der er klart en tydelig forbindelse til den civile baglandsbefolkning, der er til stede uden at være med. Praktisk demilitarisering af det tilbageværende miljø betragtes også som en opgave for forsvaret. Med den nuværende sensorteknologi er det muligt at iagttage jordoverfladen i stor detalje fra satellitter. Beskyttelse af privatlivets fred eller tilsvarende etiske fordringer har bevirket, at der nu er aftalt en nedre grænse på 1 meter for, hvor megen detalje, der må observeres. De etiske forhold kan imidlertid også få en anden drejning, der i den sidste ende kan blive meget betydningsfuld for forsvarsteknologiens udvikling. Freds støttende operationer, der er blevet mere almindelige og med en bredere international deltagelse, skaber opmærksomhed omkring de metoder, der bruges til at skabe roog orden. De skal være effektive, men da de som regel er rettet mod civilbefolkningen, må der helst ikke være alvorligt tilskadekomne. Ikke-dødbringende våben af forskellig art er derfor under stærk udvikling og vil måske en dag også kunne anvendes i mere regulære krigssituationer. Fangnet, dårlig lugt og ubehagelig lyd hører til blandt de simplere metoder, men teknologien vil hurtigt præstere resultater på et andet niveau med fx svagere strålevåben og plastopløsende kemikalier, der er ufarlige for mennesker. Som nævnt er våbensystemerne på vej til at blive meget præcise, og det er da en sidegevinst, at unødige skadevirkninger kan undgås. Våbnene behøver ikke at være så grove og kraftige som hidtil, og specielt er taktiske kernevåben ikke længere interessante. Ved fredsskabende operationer gælder det i stigende grad om at begrænse skader på mennesker, da scenerne med stor virkning videregives af TV til hele verden. Specielt må der ikke være tilskadekomne i egne rækker, og der er bl.a. derfor en betydelig interesse for udviklingen af ubemandede platforme. Disse kendes allerede som små fly til observationsformål eller som sejlende droner og fjernstyrede køretøjer til minerydning. Denne udvikling forventes at fortsætte til de større platforme som kampfly og kampvogne. En afgørende forudsætning er, at der laves effektive og sikre kommunikationssystemer til fjernstyringen, så sensordata fra platformens øjne, ører og andre følere bringes ind på skærmen hos den egentlige operatør. Et sidste skridt er muligvis en autonom enhed programmeret med en eller anden form for “kunstig intelligens”. Det kan så resultere i andre former for etiske problemer: Har det nogen mening, at en krig udkæmpes af robotter?
Afslutning
Af det foregående kan man slutte, at forsvarsteknologiens udvikling vil blive stærkt præget af civilt udviklede hyldevarer på områder, hvor sådanne findes, og ellers forløbe i et betydelig lavere tempo end hidtil. Dette scenario afhænger dog stærkt af de teknologiske behov, og der er her nogle sorte heste, som kan komme til at spille en betydelig rolle. Mens de interkontinentale ballistiske missiler er på vej ud af skræmmebilledet, synes andre mellemdistance missiler med en rækkevidde på 500-1000 km at vokse frem som en reel trussel, også som terrorvåben i hænderne på organisationer o.l. Det skyldes ikke mindst, at fremstilling og håndtering af sådanne ikke stiller så store krav til det teknologiske niveau. Disse missiler er svære at imødegå, og der kræves en betydelig udviklingsindsats for at nå frem til et effektivt forsvar. Det er en lidt anden problemstilling med krydsermissiler, som sniger sig frem i lav højde og ikke let opdages tidsnok til at sende modvåben af sted. Der arbejdes derfor - i kølvandet af stjernekrigsprogrammet - med at udvikle laserstrålevåben, der hurtigt kan rettes ind på målet og er tilstrækkelig kraftigt til at neutralisere det. Fordelen er, at “projektilerne” fra dette våben bogstavelig talt rejser med lysets hastighed. De nuværende forsøgsmodeller er endnu for store og klodsede. Når resultaterne forventeligt er på plads om 15 år, vil man til gengæld stå med et våben, der også kan nedkæmpe kampfly og kampvogne, og som derfor lægger op til en revolution i forsvarsmateriellet til den tid. Udviklingen er bestemt ikke gået i stå. Det er blot lidt mere usikkert, i hvilken retning den vil bevæge sig. Måske vil udviklingen snarere tage mange små skridt end følge klare afstukne linier. Det bliver i hvert fald anderledes, end hvad man har set hidtil.
