Log ind

Udviklingen af den nationale Hær i Danmark - I det 17. og 18. Aarhundrede - II. Bind: Tiden 1670-1708

#

Udarbejdet med Understøttelse af og trykt paa Carlsbergfondets Bekostning.

I Kommission hos Det Schønbergske Forlag.

København MCMXVI.

Af Kaptajn Rockstrohs store Værk foreligger nu 2. Bind; ligesom sin Forgænger, der udkom 1909, er det bygget paa flittige og indgaaende A rkiv studie r, b rin ­ ger ad skillig t nyt og samler, su pple re r og ko rrigerer en D el fo rud kendt, men spredt og ofte vanskelig tilgængeligt Stof. I Fo rtale n til 1. B in d udtalte Forfatteren, at han agtede at skrive en O rganisa tionshistorie i K rig og Fred, ikke en egentlig K rig shistorie , h v o rfo r Krigsbegivenhederne kun vilde blive om talte, naar det skønnedes fornødent fo r at kunne følge den nationale Soldat ogsaa under K rig s fo rhold . Dette P rin cip er fasthold t i det foreliggende Bind, der om handle r hele C h ristian V.s og den første halve Snes A a r af F re d e rik IV.s Regering, i hvilke t T id s rum D anm ark var indvikle t i en stor K rig , flere m indre Fe jd e r og i et kortvarig t Felttog, der dannede det saa brat afbrudte F o rs p il til den Store N o rdiske K rig .

Bogens Titel er maaske lid t misvisende; „N a tion alm ilitsen i D anm a rk“ havde vistnok været mere betegnende. D e r var jo dog i det 17. og 18. Aarhundrede kun én Hæ r i Danm ark, men denne bestod ligesom i mange andre Lande baade a f hvervede og udskrevne T rop p e r; da de første — væ sentligt af na tionaløkonom iske G runde — ofte bestod a f U dlæ n din g e*), kaldtes de Udskrevne i Modsæ tning til dem nationale. Skønt det nationale Elem en t til T id e r var stæ rkt repræsenteret i de danske, og saa at (sige var eneherskende i de norske hvervede T roppe r, fald t man ald rig paa at kalde dem nationale. Fo rskellen m ellem nationale og „gew orbne“ T ro p p e r strakte sig im id le rtid langt videre end til N a ­ tionaliteten og Tilblivelsesm aaden . De hvervede Soldater var p ro fessionelle K rig sm an d , der mere eller m indre friv illig t var indtraadte i Hæ ren og laa til stadig Tjeneste, medens de nationale ikke var Soldater af K a ld men i F red s tid kun laa inde i saa lang Tid , deres Uddannelse krævede det; de hvervede sLod udenfo r det borgerlige Sam fund, de nationale derim od delte den civile Be folkning s Kuar; de hvervede betaltes d irekte a f „Kongens Kasse“ , altsaa af hele Riget, de na tionale blev forplejede, delvis ogsaa udrustede, a f deres Lægder, d. v. s. af visse Kla sser af Befolkningen . I D anm ark hvilede Væ rnepligten nem lig ikke som en personlig B yrde paa hele Sam fundet m en som en reel Tynge paa visse Grundejendomm e, det saakaldte „u frie “ H artko rn , som blev inddelt i Lægder, der hvert stillede en Mand. De udskrevne tilh ø rte udelukkende Landbe folkningen , og Væ rnepligten greb i høj G rad in d i Bondens Liv ; Soldatertjenesten blev et land ­ økonom isk Spørgsmaal, og Hensynet til Landbrugets T riv sel fik stor Ind flydelse paa de nationale T rop pe rs O rganisation og Uddannelse. Det foreliggende Væ rk h a r derfor Betydning baade fo r Hæ rens og fo r L a n d ­ brugets H is to rie og yder et væ rdifuld t Bid rag til den Diskussion , der i sin T id førtes i H is to risk T id s sk rift (5. R. IV — V I B.) om dette Emne.

De nationale Soldater dannede som Regel na tionale Regimenter, hvis Ramm er dog næsten altid bestod af pro fessionelle Krigsmæ nd; disse A fdelinge r kom i K rig stid , selv om der o p rin d elig var givet Tilsag n om , at de kun skulde anvendes til Landets Forsvar, i Reglen til at optræde Side om Side m ed de hvervede, ogsaa uden fo r Landets Grænser, og F o rskellen m ellem dem svandl bo rt af sig selv. D e l nationale M andskab blev i vid Ud stræ kning anvendt til at erstatte de hvervede Regim enters Tab, naar Soldaterm arkedet va r stramt; om vendt blev de nationale A fdelingers M andskab jævnlig supplere t med hvervet, naar der var knap T id paa B ønderka rle roen rigelig Tilg ang af Soldater.

C h ris tian V ’s Kongstanke var at oprette de N ederlag, hans Fad e r havde lidt, skaffe D anm ark-N orge de tabte P ro vin se r tilbage og berøve den bols ten-go ttorp-, ske H e rtug den Suverænitet, han havde erhvervet sig ved sit Fo rb u n d med Sverigs Konge; h e rtil behøvede han en stærk Hær, som dog ikke maatte koste fo r meget, da Rigets Fin an se r ikke var i den mest glim ­ rende Fo rfa tning ; det g jaldt de rfo r om at skaffe mange og gode nationale T roppe r. Forfa tteren gør nu Rede for, hvorledes disse blev tilvejebragte, viser, hvorledes m an fo r Fod folke ts Vedkomm ende kunde bygge videre paa del bestaaende, ind føre Fo rb ed ring e r og afhjælpe Mangler, medens man fo r at skaffe R y tte ri maatte begynde A rbe jdet paa bar Bund; de f'aatallige hvervede Ryttere fordelles som „Sogneryttere“ til Landsognene, der 2 og 2 skulde underholde en saadan; men Hovedmassen af Ry tteriet blev stillet a f Krongodset, hvor der blev udlagt et meget stort An tal Ryttergaarde med F o r ­ pligtelse fo r Brugeren til selv at „rid e fo r Gaarden“ eller til at holde en dygtig K a rl og forsyne ham med fu ld U d ru s tning m od til Gengæld at slippe fo r Størstedelen af de Gaarden paahvilende A fgifter og Ydelser. F o rbilled e t var det svenske „R u s th o ld “ , der først i Mands M inde er ophævet; det blev ogsaa ud try k kelig frem ­ hævet, at Ry tterie t skulde organiseres „paa svensk M a ­ né r“ . Komm issioner, bestaaende af Rigets bedste Mænd, udarbejdede Pla n e r fo r de nye T rop p e rs Oprettelse, Organisation, A dm inistra tion og Uddannelse, og deres A rbe jde satte i Aarene 1670— 75 F ru g t i en Ræ kke F o r ­ ordninger, der straks traadte ud i Livet, saaledes at de nationale T ro p p e r kom til al danne en viglig Del af den Erobringshæ r, hvorm ed den unge Konge aabnede Felttoget 1675. F o rh old svis talrigst va r del nationale Rytteri, i hvis R am m er Sognerytterne blev optagne, og Regim enternes An tal blev forøget ved Genoprettelsen af „Rostjenesten“ , det tidligere Adelsrytteri, som nu blev stille t af „P rop rie tæ re rn e“ (Godsejerne) a f den „ frie " Iiovedgaardstaxt. T il Støtte fo r det lokale F o r ­ svar blev der oprettet et Landevæ rn eller rettere en Landstorm , der dog kun var meget løst organiseret og uden synderlig m ilitæ r Væ rdi.

I Bogens 2. A fsnit skild res U d vikling en under den Skaanske Fe jde (1675— 79). De nationale Regimenter, der kæmpede Side om Side med de hvervede, led store T a b i de blodige Slag og de in d til fo r faa A a r siden uundgaaelige K rig sepidem ier; det blev nødvendigt at foretage nye Ud sk rivninger, „h ele “ og „h alve“ , eftersom det var et elle r to Lægder, der stillede en Soldat. I K rigens L ø b blev Fo rskellen mellem de hvervede og de nationale Fod folk sregim en te r mere og mere udvid ­ sket, og efter denne forsvand t de sidste ganske, skønt nogle af de hvervede vedblev at kalde sig efter de Provin ser, der havde stillet de Regimenter, som de havde afløst. R y tter regi menterne derim od vedblev at bevare Skinnet; Folkene var ganske vist „gew orbne“ og skulde endog helst være Udlændinge, men de levede ude paa Landet og forple jedes „paa national F o d “ ; B on ­ den red ikke mere fo r (faarden, „R y tte ren skiltes fra Bonden". Rostjeneslen forsvand t fo r bestandigt. I ide sidste 20 A a r a f sin Regering forte C h ris tian V. ingen større K rig , men af og til trak det op til større K o n flik te r med Naboerne, saa at det blev ønskeligt al forstæ rke Hæ ren; Oprettelsen af nationale T ro p p e r kom da paa Tale , Kom m issioner traadte sammen; der blev lavet Pro jekter, men intet af dem traadte ud i Livet. H ensynet lil Landbrugets T a rv lagde saa store H ind rin g e r i Vejen, al Kongen, skønt Sagen levende interesserede ham, ikke var enevældig nok til at føre den igennem.

Ved F re d e rik IV.s Tronbestigelse (1009) fandtes der saaledes, fraset Bornholm e rne , ingen virkelig nationale T ro p p e r i Danm ark, og den Landstorm , m an op re ttede, da K rigen 1700 b rød ud, kom paa G rund af F e lttogets K ortvarighed ikke stort ud over den em bryoniske Tilstand . Lig e efter Fredsslu tningen blev der im id le rtid fo r A lv o r tagel fat paa Oprettelsen af nationale Regimenler. I de forberedende A rbe jde r deltog baade S torkansleren og Overgeneralen i Felttoget 1700, og allerede den 22. Febr. 1701 udgik „F o ro rd n in g om L a n d ­ m ilitsen udi D anm a rk“ , der gav Regler fo r det nationale F o d fo lk s U d sk riv nin g og Uddannelse; de givne Bestem ­ m elser blev uddybede og supplerede ved F o ro rd n in ­ gerne af 27. Decbr. 1701 og .‘50, Decbr. 1702. af hvilke den sidste søgte at berigtige de M is fo rslaaelser og a fhjælpe de Mangler, som m an allerede i de første A a r va r bleven opmæ rksom paa. D e r blev ikke. udskrevet nationale Ryttere, men ogsaa Ryttergodset blev nu lagt i Lægd, hvora f der blev udskrevet D ragoner, den Gang endnu nærmest beredent Fod folk , sam tidig med at G odset vedblev at underholde Rytterregim enterne. U n d e r den Store N o rdisk e K rig kom L a n dm ilils e n lil at spille en betydelig R olle; men de nye Regim enter blev dog foreløbig kun en tarvelig E rs ta tning fo r de fo rtrinlig e hvervede A fdelinger, som Kongen sam tidig med de nationale T rop p e rs Genoprettelse udlejede lil de mod F ra n k rig forbundne Magter. Skønt selve Øvelserne kun lagde ringe Beslag paa de nationale Soldaters Tid , fø ltes T jenesten dog som en stor Byrde; Land e t var tyndt befolkel, Agerbruget, dets bærende E rh ve rv , havde svært ved al faa A rbe jdskra ft; baade Husbonder og T jenere klagede og søgte ved alle lovlige og ulovlige M id le r at unddrage sig den Trykkende Pligi. M en B y rd e n skulde bæres, og den kunde bæres. Siden K ap ta jn R o ck s troh i 1895 fo r første Gang opIraadle som his to risk Forfa tter, h a r han ihæ rdig t fo rtsat sine Fo rskninge r og beriget vo r historiske Litte ra tu r med el stort A n tal tild els meget væ rdifulde A fh a n d ­ linger. der har bidraget til at forøge Kendskabet lil dansk Historie , sæ rlig i det 17. og 18. Aarhundrede; han har i disse m indre A rbe jde r vist sig i Besiddelse af ikke ringe Perfektibilite t, hans Sprog og F rem s tillin g h a r vundet i F rih e d , han h a r forstaaet al vælge in te ressante Em n e r og h a r erhvervet sig et anset N avn i Landets historisk interesserede Kredse. Det er de rfo r ganske naturligt, at han har ønsket at vinde Ane rken ­ delse som Videnskabsm and ved at knytte sit N avn til et større Væ rk af virk elig videnskabelig Betydning; den Iljelm stjerne-R o senkroncske Stiftelse og C a rlsb e rg foiv den har bidraget deres til, at Arbe jde t h a r kunnet u d ­ komme; med det nye Rind h a r Fo rfa tte ren antagelig ud fø rt H alvdelen af sit Væ rk, og m an maa op rig tig ønske, at det maa lykkes ham at føre det til Ve js Ende; thi han h a r ydet meget, m e n v i l d e h a v e y d e t mere, hvi s han havde give t m ind re ; dette ly ­ der paradoksalt men er i Virkeligheden den fulde Sandhed: der er fo r meget Stof, og det er ikke tilstræ kkelig bearbejdet.

Da 1. B ind var udkommet, udtalte nu afdøde P r o ­ fessor F rid e ricia i H is to risk T id s s k rift (li. R. II B ). at det var paa Enkelthederne, mere end paa H elhedsbilledet, at Bogens Væ rdi beroede; dette gælder ogsaa det nys udkom ne Bind , og Fo rfa tte ren har g jort det alt fo r besværligt fo r Læ seren — elle r rettere fo r Fo rske ren — at finde disse væ rdifulde Enkeltheder, h vø ra f jeg nedenfor skal fremhæve adskillige; han h a r undlad t al forsyne sil Væ rk med en u d fø rlig Indholdsoversigt, der i en „N u ch schlag cb u ch “ som denne er af større Be tydning end det Navneregister, der findes, men som ikke er helt godt. Og saa er der mange af Enkelthederne , der breder sig fo r stærkt; de talrige Komm issionsbetæ nkninger og sæ rlig de dødfødte P ro je k ­ ter kunde nok være læhandlede med noget lettere lla an d ; som den nu foreligger, er Bogen fo r bred, for lang eller rettere for tyk; derved blive r den ogsaa fo r d y r og naar a f den G rund ik ke den Udbredelse, som den fortjener. Næ rvæ rende B ind burde være afsluttet med Chr. V ’s Død eller i hvert F a ld med Felttoget 1700. M ed meget Udbytte følger m an Frem s tilling en af, hvorledes det lykkedes at besejre de mange V an skelig ­ heder, Oprettelsen af C h ris tian V ’s nationale Regim enter stødte paa; det var svært at forlige de mange modstridende Interesser, og det var umuligt at følge en konsekvent Fremgangsmaade, da Fo rh old e n e i de fo rsk ellige Dele a f Riget var saa uensartede; saaledes kendtes Vornedskabet ikke Vest fo r Store Bælt. Fo rfa tteren h a r vistnok Ret, naar han (S. 298) udtaler, at „det er H en syn til den nationale Hæ r, der allerede i det 17. Aarhundrede brød de første B re sche r i det paa den sjællandske Bondestand trykkende Baand(!), og herm ed var der viisl Vej fo r den fuldstændige Ophævelse af Yo rned - skaben (!), da F re d e rik den F je rd e oprettede sin Landm ilits ved Begyndelsen af det 18. A a rhun d rede“ . Med Dygtighed har Fort. udrede! det indviklede F o rh o ld m ellem de op rindelige nationale Fod folk sregim en te r og dem, der frem kom ved de forskellige U d sk riv nin g e r um iddelbart fø r og tinder den Skaanske Fe jde; han har ogsaa spredt K la rh e d over den Metam orfose, de undergik, og paavist, hvorledes de gik ind i K rig en som nationale og traadte ud a f den som hvervede, navnlig fo rdi Læ gderne betalte Penge i Stedet fo r at stille Soldater. N aa r Fo rfa tteren udtaler, at Hæ ren, efler al man havde b rud t med U d skrivning , „ik k e desto m indre vedblivende i Hovedsagen va r en [national Ilæ r“ . kan jeg dog ikke give ham Bet; en national Hæ r skal være udgaael af F o lk el, vedblive at høre til delte, medens den er under Fanerne, og vende tilbage til det efter endt Tjeneste, hvis U d fø relse skal være en Borgerp l i g t ; en h v e r v e t Hæ r er ikke „n a tion al“ , selv om den beslaar a f indfødte. De i øvrig t interessante M eddelelser om N a tionalile ts fo rh oldene i den hvervede Hæ r hører derfor egentlig ikke hjemm e i dette Væ rk. F o r ­ fatteren har aabenhart interesseret sig meget fo r Agrarhis to rien og har sæ rlig i 3. A fsnit ydet gode Bid rag til denne; han paaviser saaledes, hvorledes efterhaanden Byttergaarden og Rytterbonden kom ind under den borgerlige M yndigheds Tilsyn , og fastslaar, at det var m ilitæ re Hensyn, der gav Stødet til (Im m a trikuleringen i Firserne . Med Oprettelsen a f F re d e rik IV ’s La n dm ilits h a r m an vel allerede tidligere vidst ganske, god Besked; men Fo rfa tteren h a r alligevel ad skillig t ny t at m eddele; det er saaledes lykkedes ham at finde Overgeneralen fra Felttoget 1700, H ertug Fe rdin an d W ilh elm af W ürttem bergs grundlæggende Pro jek t, som andre F o r ­ skere, deribland t undertegnede, forgæves har ledt efler, og han behandler indgaaende Spørgsm aalel om Sessionernes Ind flydelse paa, hvem der blev udlaget til Soldat. H an slutter sig ganske afg jort til dem. der h old e r paa, al Lovgivningen ikke gav G od se je rne'R e t til at foretage Udskrivningen , og heri kan jeg ganske give ham M ed ­ hold. M ang foldige T ræ k af kultu rel Interesse og talrige Bidrag til Karakteristikken af bekendte Personligheder finder man i Bogen. Forfa tteren har sam vittigheds fuld t søgt at leve 'sig ind i den Tid . han behandler og at anvende dens Maalestok; han er en selvstændig Natur, har sin egen M ening om Pe rsoner og F o rh o ld og udtaler den med tiltalende D jæ rvhed og F riskh e d ; men han er fo r sub jektiv og fælder undertiden sine Domm e paa fo r spinkelt et G rundlag; han bedømm er ofte sine Personer efter deres F o rh o ld i den Sag, der netop in te resserer ham, og er altfo r tilbø jelig til at p ryde deres Navne med et karakteriserende Ad jek tiv; den intrigante, den havesyge o. s. v. General Jørgen R jelke, I,andsdom ­ m erne Peder Lassen og Y illm n Lange, vel ogsaa G riffen feld o. a. blive r sikkert fo r summ arisk bedømte; paa den anden Side yder han ogsaa Bid rag til en retfæ rdigere Bedømm else a f forskellige Personer, f. Eks. C h ristian V. F rie d ric h v. A renstorff, og han gør sit lil at rehabilite re den gamle danske Adel. Man har dog undertiden Følelsen af. al Forfa tteren har lad el sig forlede til at opponere m od gængse Anskuelser, blot fo rdi de e r gængse.

O rganisationens H is to rie synes at have interesseret Fo rfa tteren mere end Adm inistra tionens. Hæ rstyrelsens F o rh o ld lil de øvrige Grene af Statsstyrelsen er ikke kla rt frem stille t og helle r ikke altid rigtigt; den læge Læ ser kan ikke finde sig til R elle m ellem de fo rsk ellige K ollegie r og K an cellier. F ø rs t paa Side 28!) gives der en F o rk la rin g af, hvad K rig skan celli e l var, efter at dets Tilvæ relse flere Gangp har været omtalt. D e r siges — hvad der er rig tig t nok — , at d el er Kongen, der gennem K rig sk an cellie t a fgør Spørgsmaal og udgiver O rd re r; men det er urigtigt, naar K rig skan ­ celliel 2 Sider senere kaldes et K rig skollegi u m ; det var ingen Regeringsm yndighed, kun et E k sp edition skontor. E n ganske anden Sag er det, at Krigssekretæ ­ ren, eller, som han fra 1688 kaldes, O verkrig ssekretæren, gennem sin Pe rsonlighed kunde erhverve sig stor Indflydelse. Dette F o rh o ld er kla rt nok frem stille t i 1. B in d af Generalstabsvæ rket: B id rag til den Store N o r ­ diske K rig s Historie . Benævnelsen „G eneralitet“ om Krigskollegiet og, efter at dette de facto var ophævet, om Hæ rens Generaler var i hvert F ald ikke o fficiel, selv om den under T id e n brugtes. Det er um ulig t i et saa stort Væ rk at undgåa Fe jl og M is fo rstaaelse r; men ad skillige synes dog at kunne være sparede. Gang paa Gang nævnes saaledes S kippund i Stedet fo r Skaalpund; man tænke sig en In fanterist slæbe paa 320 Pd. K rud t, og man fo re stille sig en Fu rage ra tion paa 1920 Pd. H ø og 1280 Pd. H alm ; h v o r fo r Fo rf. kalde r denne Del a f Furagen „R u g fod e r“ uden at gøre den læge Læ ser opmæ rksom paa, at dette er en Fo rvan skning af „R au ch fu tte r“ , er lige saa u forstandig t, som naar han (S. 337} sk riv e r „lid e rlig “ fo r „lid elig “ , eller (S. 422) „A lb u e “ fo r „A lb um “ , eller alle Vegne Læ g fo r Lægd. Jørgen Ran tzau var ikke Næ stkomm anderende men uheldigvis Hø jstkomm anderende i Slaget ved H elsing ­ borg (S. 441); disse Indvendinger, som godt kunde fo r ­ øges. er dog kun lidet va-gtige; væ rre er det, at de to Mangler, som jeg allerede paapegede fo r 22 A a r siden i m in Anm eldelse af Kapt. R o cks troh s første A rbe jde i Hist. Tidsskr. 6 R. V I B.), genfindes i det nu fo relig ­ gende: Sprogbehandlingen er ikke sikker; man kan f. Eks. ikke gifte en K vinde elle r bryde B resche i et Baand, og m an m na ikke give en saa u k la r F rem s tillin g af Rytteriets Angreb som den. der findes Side 237; Bogen er tungt ^skrevet, hvad der kUn tildels skyldes Emnet. End elig ankede jeg allerede i 1895 over, at F o r ­ fatteren af „ E t dansk K o rp s’ H is to rie “ „saa at sige ald rig henviser til sine Kild e r. Herved h a r im idle rtid det i øvrig t sam vittighedsfulde og interessante Arbe jde mistet en ikke ganske ringe Del a f sin Væ rdi og har friv illig renonceret paa at betragtes som et videnskabeligt Væ rk “ . Saa mange var Ordene, og de passer desvæ rre endnu. Kildehenvisningerne bag i Bogen er ganske utilstræ kkelige; vel er Kap ta jnen ikke nogen debuterende Forfa tter, og vel nyder han med Rette Anseelse som Forsker, men lian er kun en „B ea rb e jd e r“ , ikke en historisk K ild e ; han maa ikke um uliggøre al K o n ­ trol og ikke undlade at lette Arbe jde t fo r andre F o r ­ skere, der kunde ønske at underkaste Dele a f hans Arbe jde en dybere gaaende Behandling. Den Indvending, af Kildehenvisninger i Fodno te r generer Lasso i ugen, gælder ikke et Væ rk som det foreliggende, der ikke er og ikke kan være underholdende Lek ture; det kunde im idle rtid være bleven lettere læseligt, hvis Stoffet var bleven mere bearbejdet, og Resultaterne af Undersøgelser stærkere præ ciserede; nu hindres Overskueligheden af de talløse Enkeltheder, Helheden mangler, man kan ikke se Skoven fo r bare Træ er. F rem s tilling en vilde have vundet meget, hvis der var draget P a rallelle r med Tils tand en i Udlandet, sæ rlig i de to andre nordiske Riger.

Trods alt, hvad der endnu kan indvendes mod K a p ­ ta jn R o cks troh s Væ rk, maa det im idle rtid betegnes som et meget fortjenstfuld ! Arbejde; Bogen er en Berigelse fo r vo r historiske Littera tu r, og jeg kan ganske slutte mig til, hvad P ro fe sso r F rid e ricia i sin T id udtalte om dens første Bind : „frem tidige Fo rske re og frem tidige H is to rike re vil stedse søge tilbage til Væ rket med betydeligt Udbytte .“

A. Tuxen.