Log ind

Udvigende Kamp

#

Af den henholdende Kamps forskellige Former har den Kampform, der herhjemme betegnes som udvigende Kamp, i de senere Aar været Genstand for en ikke ringe Interesse i den udenlandske Faglitteratur. Da den tillige i visse Hære i hvert Fald indtil den i 1939 paabegyndte Krig er indgaaet som et fast Led i den grundlæggende Uddannelse af Tropperne, turde Emnet ogsaa herhjemme have Krav paa nogen Interesse, saa meget mere som der er Tale om en Kampform, der i langt mindre Grad end baade Angreb paa udbyggede Stillinger og Indretning af saadanne til Forsvar stiller Krav om Udstyrelse med et omfangsrigt og kostbart Specialmateriel, og som derfor med Fordel kan anvendes af enhver almindeligt udstyret Troppestyrke, der er skolet deri. Hvad nu selve Skolingen i denne ingenlunde lette Kampmetode angaar, saa synes der ved Afdelinger og paa Skoler at kunne spores en udbredt Utilbøjelighed til at indøve den, hvorved det jo maa erindres, at det ikke nytter meget, at en Øvelse behæftes med Etiketten »Udvigende Kamp« eller »Henholdende Modstand«, naar hverken Øvelsesforløb eller Gennemgang giver Anledning til Erfaring eller Belæring desangaaende. Sandsynligvis er Grunden hertil den, at Kendskabet til den udvigende Kamps Grundsætninger ikke er saa almindeligt udbredt, som det burde være, og dette maa sikkert atter for en Del tilskrives den Kendsgerning, at vore Reglementer for Tiden kun giver yderst faa og med megen Forsigtighed udtrykte Holdepunkter for den Maade, hvorpaa udvigende Kamp bør føres. Er dette sidste forstaaeligt i Betragtning af de Meningsforskelle, der tidligere ogsaa i andre Lande herskede paa dette Punkt, saa bør det dog ikke for den enkelte tjene som Paaskud til helt at opgive at søge til Bunds i den udvigende Kamps Problemer. Ud fra den i sig selv prisværdige Bestræbelse for at begrænse Antallet af Kampformer mest muligt er der jævnlig blevet slaaet til Lyd for at lade den udvigende Kamp udgaa som særlig Kampform og i Stedet anvende Forsvar af begrænset Varighed med paafølgende Tilbagegang til en ny Forsvarsstilling og saa fremdeles. For en flygtig Betragtning kunde denne Tanke synes tiltalende, idet den opnaaede Forenkling af Begreberne paa en vis Maade vilde komme Uddannelsen til gode. En nøjere Sammenligning røber dog saa store taktiske Mangler ved sidstnævnte Fremgangsmaade, at den næppe kan betragtes som andet end en usikker Nødhjælp. En nærmere Begrundelse heraf kan imidlertid med Fordel opsættes, indtil der i det følgende er gjort Rede for den udvigende Kamps Formaal og for Principperne ved dens Gennemførelse.

Kampens Formaal.

Medens henholdende Kamp f. Eks. i Form af Skinangreb er en ældgammel Foreteelse, saa er det, vi nu forstaar ved udvigende Kamp, et moderne Begreb, idet Forudsætningen herfor dannedes af Infanteriets almindelige Udstyrelse med langtrækkende ildkraftige Vaaben. Derved blev Infanteri (Rytteri, Kamppionerer) og Artilleri i Forening i Stand til at føre en defensiv Kamp paa en saadan Maade, at Angriberens Dispositioner paavirkedes føleligt, længe inden han kom saa tæt ind paa Livet af Modstanderen, at Kampen traadte ind i den afgørende Fase. Og da man samtidig frigjorde sig for Tanken om, at Defensiven nødvendigvis skulde være enten haardnakket (det rene Forsvar) eller en offensiv Defensiv, saa var dermed Forudsætningen skabt for en Kombination af Udkamp paa lange Afstande med en etappevis organiseret tilbagevigende Defensiv. Naar der deraf udviklede sig en ny Kampform, saa skete det naturligvis kun, fordi bestemte taktiske Formaal derved opfyldtes paa mere hensigtsmæssig Maade, end det kunde ske gennem andre Kampformer. Som Hovedformaal for den udvigende Kamp kan opstilles følgende: For det første kan der i stor Udstrækning vindes Tid og sikres Rum ved paa et tidligt Tidspunkt at standse en fremrykkende Modstander og derefter sinke hans videre Fremrykning, idet han efterhaanden tvinges til at gentage Angrebsforberedelser og Angreb samt Opklaring.

For det andet har man Mulighed for at binde langt overlegne fjendtlige Styrker, medens en Afgørelse søges et andet Sted. For det tredje kan man opnaa med en mindre Styrke at trække en angribende Modstander ind i et Omraade og i en Retning, der byder gunstige Betingelser for egne Hovedkræfter ved en forestaaende afgørende Indgriben. Under alle Forhold gælder det, at den udvigende Kamp kan føres med en yderst ringe Indsættelse af Tropper og Materiel i Forhold til Frontbredden og i Forhold til Fjendens Styrke og om fornødent med ganske kortvarig Forberedelse. Som Ledetraad for den udvigende kæmpende Styrke gælder i øvrigt, at den ikke som Helhed maa lade sig indvikle saa stærkt i Kampen, at denne antager en afgørende Karakter, samt at den dog, saafremt ikke særlige Hensyn gør sig gældende, skal søge at bibringe Fjenden saa store Tab som muligt. Dette sidste Forhold maa nødvendigvis fremhæves, fordi de taktiske Hovedformaal undertiden vil kunne opnaas (eller menes opnaaet), uden at der opstaar nogen Ildkamp i større Omfang.

Modstandssystemet.

Den øverste Fører for den i Almindelighed blandede Styrke, der skal kæmpe udvigende, befaler Beliggenheden af den Linie i Terrainet, hvorfra den fjendtlige Fremrykning første Gang skal standses. Denne Linie kan i visse Henseender sammenlignes med Hovedkamplinien i det rene Forsvar, men har dog for ikke at afstedkomme Misforstaaelser sin egen Benævnelse »1’ Modstandslinie« (1’ M. L.). Netop med Hensyn til Hovedkravet til denne fremtræder tydeligt Forskellen mellem M. L. og H. K. L.. Medens sidstnævnte i det rene Forsvar af Hensyn til Angriberens Artilleriforberedelse lægges saa lidet iøjnefaldende og dominerende som muligt, hvilket oftest maa ske paa Bekostning af lange Synsfelter og Skudfelter for de forreste Styrker, saa tvinges man hyppigt til at lade en M. L. følge en dominerende eller skarpt fremtrædende Terrainlinie, idet det netop gælder om at tilvejebringe en helst fortløbende Besættelse, foran hvilken der findes nogenlunde sammenhængende, dybe, frie Skudfelter, der tillader en tidlig Ildaabning og helst fuld Udnyttelse af Infanterivaabnenes effektive Rækkevidde. Af denne Grund — og tillige fordi Styrkerne er smaa — maa alle indsatte Infanterienheder med Vaaben af kort Rækkevidde og Størstedelen af de tunge Infanterivaaben vælge deres Stillinger langt fremme, og derved fremkommer særlig i overskueligt Terrain Billedet af en Besættelse i en lang forholdsvis tynd Linie uden det rene Forsvars store Dybde. Nu har jo Dybden været Taktikkens Alfa og Omega siden Verdenskrigen. Det kunde derfor tænkes, at der af Frygt for at lette Angrebsartilleriet Arbejdet og for at risikere et pludseligt totalt Gennembrud paa en begrænset Del af Fronten vilde opstaa Betænkeligheder ved at tilsidesætte dette Princip. Bortset fra den Omstændighed, at den Tid, der levnes Angriberens Artilleri til at blive klar over Besættelsens Art, Omfang og Enkeltheder og til at forberede Skydningerne, er for kort til fuldt ud at kunne udnytte de gunstige Muligheder, den ringe Dybde giver for en Koncentration af Ilden, saa formindskes Risikoen for en uheldig Virkning af den manglende Dybde i Infanteribesættelsen af den Maade, hvorpaa Artilleriet opstilles, og af Løsgørelsesteknikken, hvilke to Forhold vi skal vende tilbage til. Et andet vigtigt Krav til Beliggenhed af en M. L. er Muligheden for uset at kunne forlade den i Tilfælde af Løsgørelse under Kamp paa korte Afstande. Hertil er Højderygge som Regel velegnede, og endnu bedre er Overgange mellem aabent og kuperet eller stærkt bebygget Terrain samt Skovkanter. Endelig skal nævnes en Vandhindrings Tilstedeværelse foran en M. L., der har sin Betydning ved at sinke den fjendtlige Fremtrængen efter Løsgørelsen. Samtidig med, at Tropperne modtager Befaling til at besætte 1’ M. L., skal den øverste Fører — særlig af Hensyn til Artilleriets Valg af Batteristillinger — angive Beliggenheden af den Linie (2’ M. L.), i hvilken der paany skal iværksættes forberedt Modstand, efter at Kampen foran V M. L. er blevet afbrudt, og de derværende Tropper har trukket sig tilbage. Da det undertiden er hensigtsmæssigt at lade de sidst tilbageblevne af disse »gaa igennem« 2’ M. L. direkte til 3’ M. L. for at indrette Stillinger der, bør ogsaa denne fastslægges, saa snart det er muligt. Under Kampenes videre Forløb bør Troppeføreren drage Omsorg for, at de underlagte Led til Stadighed er orienteret om Beliggenheden af de to paafølgende Modstandslinier ud over den nærmest Fjenden værende. Da Angreb mod en M. L. ikke maa kunne fortsættes uden Standsning til den paafølgende M. L., bør Afstanden mellem dem være saa stor, at Angriberen tvinges til i overskueligt Terrain at foretage Stillingsskifte med sit lette Artilleri og i uoverskueligt Terrain til i det mindste at lægge sin Jordobservation et betydeligt Stykke frem. Længere end det under Hensyn hertil er nødvendigt, bør Afstanden ikke være, saa længe der er Tale om Udvigning i Dagslys, idet Formaalet med denne Kampføring jo netop fremmes ved hyppige Standsninger af Modstanderens Fremrykning. Og for Troppeføreren og den kæmpende Styrke selv bliver Udvigning under Kamp vanskeligere og mere risikabel, jo mere Afstanden mellem Modstandslinierne forøges. De taktiske Hensyn modificeres imidlertid i langt højere Grad end ved Fastlæggelsen af en H. K. L. i det rene Forsvar af Terrainhensyn, eftersom de til M. L. egnede Terrainlinier i Reglen ikke ligger saa tæt paa hinanden, at der er noget at vælge imellem. Afstanden er altsaa Resultatet af et Kompromis mellem taktiske Hensyn og visse Terrainejendommeligheder, og Praksis viser, at den i Almindelighed svinger mellem 3 og 6 km. Det Omraade, der ligger mellem to Modstandlinier, og hvorigennem Tilbagetrækningen af Tropperne skal foregaa, bør af praktiske Grunde have en særlig Betegnelse. Man kan f. Eks. kalde det »Mellemfeltet« eller »Udvigningszonen«, og det bør tillige nummereres, saaledes at »1’ Mellemfelt« betegner det Omraade, der ligger bag 1’ M. L. o. s. fr..

Besættelsen af Modstandslinien.

Inden vi begynder at beskæftige os med de vigtige Problemer, der rejser sig i Forbindelse med Løsgørelsen og Udvigningen, skal vi nærmere uddybe de Forhold, der er karakteristiske for Besættelsen af og Kampen i en M. L.. Det er den samlet kæmpende Styrkes øverste Fører, der træffer Bestemmelse om Tidspunktet for Rømningen af en M. L.. Enhver underordnet Fører maa derfor indstille sig paa at skulle fastholde Stillingen og føre en kortvarig, haardnakket Kamp, selv om den fjendtlige Angrebsstyrke trænger ind over den gunstigste Løsgørelsesafstand. Dette vil sige, at selv Geværskytter skal have tildelt Skudopgaver til Supplering af Ildplanen til Trods for, at deres normale Anvendelse her bestaar i Sikring af de langtrækkende Vaabens uhindrede Koncentration om deres Hovedopgaver, Ammunitionstransport, Supplering af Forbindelsestjenesten og Patruljetjeneste. I den udvigende Kamp vil alt efter Terrainets Art de store Frontbredder, men særlig Føringsvanskelighederne ved Løsgørelse og Udvigning under Kamp ofte gøre et Brud paa den normale taktiske Inddeling paakrævet. Det vil saaledes ikke være ualmindeligt, at en Del af Bataillonen udskilles som en særlig Modstandsgruppe (hvis man ikke vil bibeholde Underafsnitsbetegnelsen). Denne maa da være forsynet med sine egne underlagte langtrækkende Vaaben, idet den skal være i Stand til selv at dække sin Løsgørelse og Udvigning, for hvis hensigtsmæssige Forberedelse og Gennemførelse Føreren for Modstandsgruppen har samme Ansvar som ellers Bataillonschefen. Saafremt Styrkerne er saa svage, at Besættelsen kun kan ske gruppevis, kan det forekomme, at fjendtlige Styrker trænger helt frem til et Mellemrum mellem to Enheder. Dette maa være forberedt imødegaaet ved, at Fløjstyrkerne paa begge Sider af Mellemrummet automatisk sætter flankerende Ild i Virksomhed. Hovedskudretningerne for de som Regel faatallige Vaaben bør i øvrigt principielt lægges vinkelret paa Frontretningen, da man jo ellers i Modstrid med KampensFormaal gør det lettere for Fjenden at komme ind paa de kortere Afstande. Princippet om fuld Udnyttelse af Vaabnenes Rækkevidde maa naturligvis ikke føre til, at Nabostyrker, over for hvilke Angriberen er trængt længere frem end over en selv, ikke støttes ved flankerende Ild eller Skraaild, naar Forholdene tillader det. Et Vaaben maa blot ikke paa Forhaand bindes til saadanne Opgaver. At dette ikke har Gyldighed, naar et Vaabens frontale Skudfelt er kortere end dets effektive Rækkevidde, er en Selvfølge. De tunge Infanterivaaben, der sammen med Artilleriet fører Hovedkampen, anvender saa vidt muligt skjult Skydning. Aaben Skydning bør kun anvendes fra Stillinger, hvorfra Tilbagetrækning kan ske uset. Kræves der til vigtige Skydninger paa de længste Afstande særlig udsatte Stillinger, bør der snarest efter Opgavens Løsning foretages Stillingsskifte til længere tilbage liggende forberedte Stillinger. Alt efter Beliggenheden af gunstige Stillinger for disse Vaaben vil der kunne fremkomme et Billede af en vis Dybdebesættelse. Dette berettiger dog ikke til at tale om Dybdeforsvar, eftersom Opstillingen af disse tunge Vaaben bag ved Rekylgeværgrupperne ikke er sket med det Formaal at føre Nærkamp efter et eventuelt Indbrud. Vil man have Mulighed for Dybdemodstand eller Modstød paa enkelte Steder, hvor Fjenden paa et tidligt Tidspunkt er brudt ind, kan det kun ske ved, at der opstilles Beredskabsreserver; men i Reglen vil der kun være Raad til meget smaa Styrker, og det vil derfor sjældent være hensigtsmæssigt at underlægge dem lavere Led end Batailloner. Bliver disse Reserver, der helst skal være motoriserede eller cyklende, ikke sat ind for at imødegaa Faren for Gennembrud, findes der senere rig Anvendelse for dem som Optagestyrker eller til forberedende Indretning og Sikring af næste M. L. Nu er det jo ikke altid muligt at lade en i store Træk befalet M. L. følge en gunstigt beliggende Terrainlinie i hele sin Udstrækning. Hvis det er det nærmere Forterrain, der er utilfredsstillende, d. v. s. at det enkelte Steder er kuperet, eller at der er stærk Bevoksning eller Bebyggelse, saa maa man i særlig Grad indrette sig paa at føre Nærkamp, altsaa stærkt udbygget Hindringssystem, Skraaildsopgaver, forøget Anvendelse af Geværskytter (Grenaderer) og i det hele en stærk Besættelse af Rekylgeværstyrker og tilsvarende svagere af langtrækkende Vaaben. Men for at formindske Muligheden for at komme til at ligge i Nærkamp i det Øjeblik, Ordren om Løsgørelse kommer, bør der desuden føres en henholdende Forpostkamp foran det paagældende vanskelige Omraade. Saadanne Fægtningsforposters Kamp er et vigtigt Led i hele Modstandsliniens Kamp; men deres endelige eventuelt springvise Tilbagetrækning bør dog kunne befales enten af deres egen Fører eller af den overordnede Fører, der eventuelt støtter deres Kamp med tunge Vaaben. Om der ud over saadanne med særlige Opgaver som de ovenfor nævnte i Almindelighed bør fremsendes Forposter, kan der næppe gives noget almindeligt Svar paa. Naar man endnu ikke er kommet i Fægtningsberøring med Fjenden — saaledes oftest ved Besættelsen af 1’ M. L. — vil det være naturligt at f remsky de Forposter; men da disse skal vige tilbage uden at udsætte sig for alvorlige Tab, vil de i et Forterrain, der frembyder ugunstige Tilbagegangsvilkaar, næppe komme til at spille anden Rolle end den i god Tid at alarmere Hovedstyrken og afvise svagere fjendtlige Opklaringspatruljer. Under den udvigende Kamps videre Forløb vil en principiel Fastholdelse af Kravet om Etablering af Fægtningsforposter let kunne komplicere Føringen unødvendigt og svække Modstandsliniernes Afværgekraft uden at opnaa Sikkerhed for, at Forposterne vil gøre Nytte. Kun hvor Terrainet direkte indbyder dertil, og naar Fjendens Fremrykning synes at være gaaet i Staa, kan Kravet om Sikring af Stillingen ved Fægtningsforposter betragtes som uafviseligt. Muligheden for, at der kun bliver ført en kortvarig Kamp i en M. L. fører let til en Undervurdering af Forstærkningsarbejdernes Betydning. Dette bør modarbejdes af alle Førere. Man maa altid være forberedt paa at skulle paabegynde Kampen i en M. L. efter en saa kortvarig Forberedelse, at kun de mest paakrævede Arbejder ved Anlæg for Ildafgivelse er kommet til Udførelse. Men al den Tid, Angriberen ved nølende Optræden lader komme Modstanderen til gode, bør udnyttes til ihærdigt at arbejde henimod den samme Fuldkommengørelse af Stillingen selv, af Forterrainet og ikke mindst af Bagterrainet (Forberedelse af Tilbagegangslinier og Spærringer af disse), som er Maalet i det rene Forsvar under Bevægelseskrig. Der vil herunder forefalde et Utal af Opgaver for Pionertropper. Men det vil kun være muligt at udnytte disse fuldt ud, saafremt de er motoriserede. Enhver Fører maa sikre sig, at intet af de ham underlagte Vaaben hindres i at aabne Ilden i samme Øjeblik, der er rimelig Mulighed for, at Ilden vil kunne sinke den fjendtlige Fremrykning. Ildaabningen bør derfor paa Forhaand være frigivet helt ud til den effektive Rækkevidde for de Vaaben, der er uden for den paagældende Førers umiddelbare Virkeomraade. Over for ubetydelig fjendtlig Patruljevirksomhed o. 1. bør dog ligesom i det rene Forsvar kun enkelte særligt udpegede Vaaben træde i Virksomhed. Beskydningen skal overvejende koncentreres om Maal under Bevægelse paa Bekostning af Maal paa Stedet.

Det vil altid være nødvendigt at give et Holdepunkt for, hvor megen Ammunition der skal være i Behold ved Løsgørelsen.

Panserværnet.

Medens Motoriseringen, de forøgede Infanteriskudvidder og Indførelsen af let transportable Radiosendere begunstiger Anvendelsen af udvigende Kamp, saa kan det samme ikke siges om Indførelsen af Panservaabnet. Det gælder om saa længe som muligt at holde Angriberen i Uvished om, hvilken Kampføring der anvendes over for ham — et Formaal der i øvrigt paabyder alle Særbetegnelser vedrørende udvigende Kamp erstattet med Dæknavne overalt i Meddelelsestjenesten. Han maa ikke, naar han standses, vide, om han i Øjeblikket kæmper med et tyndt Spærreforsvar, med et Dybdeforsvar, med Fægtningsforposter eller mod en fremskudt Stilling. Men i det Øjeblik, han er sikker paa at staa over for en udvigende kæmpende Styrke, vil det være fristende for ham at vove et Gennembrudsforsøg med Kampvogne mod Modstandslinien. Lykkes det, vil den moralske Virkning let kunne afstedkomme en for tidlig Opgivelse af Stillingen efterfulgt af en Udvigning under Forhold, der vil medføre større Tab, end der normalt regnes med for en udvigende kæmpende Styrke. Konsekvensen heraf er, at der over for en tidssvarende organiseret Modstander ikke kan føres udvigende Kamp med rimelig Sikkerhed mod Bagslag, uden at Panserværnets Styrke svarer til, hvad der kræves i det rene Forsvar. Da det nu ved Panserværnet i mindre Grad kommer an paa Størrelsen af den Styrke, der skal beskyttes, end paa Udstrækningen af de Terrainlinier, der skal spærres, og da samtidig større Infanterienheder i udvigende Kamp kan spænde over i hvert Fald det dobbelte af det rene Forsvars Frontbredder, saa maa det kræves, at hvert Regiment i kampvognsfarbart Terrain forstærkes med 1 Panserværnskompagni ud over dets eget og yderligere støttes ved rigelig Indsættelse af Pionertroppernes passive Panserværnsmidler.

Artilleriet.

Artilleriet er i udvigende Kamp den øverste Førers Middel til:

1) allerede paa de længste Afstande at tvinge Fjenden til forsigtigere og langsommere Fremrykning samt imødegaa Angrebsf oi'beredelserne.

2) ved koncentreret Ild foran enkelte særligt truede Dele af Modstandslinien at hindre Angriberen i ved et partielt Angreb at fremtvinge en Opgivelse af Modstanden over hele Fronten.

3) at lette Løsgørelsen paa de mest udsatte Steder.

Da det er af Vigtighed til enhver Tid at kunne koncentrere Ilden fra et saa stort Antal Batterier som muligt, og da Gennemførelsen af Udvigningen for Artilleriets Vedkommende nødvendigvis maa centraliseres, bør det principielt staa direkte under den øverste Fører og kun i særlige Tilfælde underlægges Afsnit eller Underafsnit. Fordelen ved under udvigende Kamp at raade over et stærkt Artilleri er indlysende. Det er saa velegnet hertil, at man fristes til at kalde det Hovedvaabnet. Alligevel maa der, fordi en Kamp af denne Art er saa udpræget ikke-afgørende, regnes med en Tildeling, der ligger under, hvad der ellers er almindeligt ved tilsvarende Frontbredder i Bevægelseskrigens rene Forsvar. Skønsmæssigt maa der nok regnes med en Reduktion paa i hvert Fald y3, som maa antages fortrinsvis at falde paa de tunge Batterier. I Modsætning til Infanteriets Vaaben bidrager Artilleriet til at skabe Dybde i Opstillingen. De lette Batteriers Ild opfylder bedst Kravet om gode Koncentrationsmuligheder foran Fronten som Helhed og om fuld Beherskelse af det Omraade, hvorfra Angriberens tunge Infanterivaaben kan virke, ved alle at søge Stillinger i en Afstand fra Modstandslinien, der svarer til den halve Maksimumsvidde, og med en ikke for uregelmæssig Fordeling over hele Fronten. Praksis bevirker natuidigvis forskellige Afvigelser fra dette teoretisk begrundede Krav. Men i Almindelighed vil de lette Batterier fordelagtigst tage Opstilling i en Afstand af mindst 4 km fra Modstandslinien, idet der her er regnet med moderne Skyts, der under alle Forhold kan række 9—10 km. En saadan Afstand rummer da ogsaa rimelig Sikkerhed for rettidig at kunne faa skiftet Stilling bagud med Artilleriet, selv om Kampen om Modstandslinien tager et uforudset Forløb, og den er ikke afskrækkende stor for den fremskudte Observation i Betragtning af det sikkert virkende Tornysterradiomateriel, som vor Tids Teknik giver Adgang til. Det er tillige en Nødvendighed, at Artilleriets Stillinger har en saadan Afstand fra Modstandslinien, at alle Batterierne ikke nødvendigvis maa foretage Stillingsskifte i det Øjeblik, hvor de sidste Styrker skal løsgøre sig. I øvrigt vil det med et svagt Artilleri ofte lønne sig at skyde halvbatterivis og, saafremt Kampen trækker i Langdrag, at anvende Skiftestillinger. Det vil naturligvis være en uvurderlig Støtte blot at have et enkelt langtrækkende Batteri til Raadighed til Fjernskydning. Er dette ikke Tilfældet, maa enkelte motoriserede lette Batterier midlertidig gaa i Stilling tæt bag Modstandslinien og efter at have løst deres Opgaver i Kampens indledende Stadier skifte Stilling bagud saa tidligt, at de kan naa at deltage i Hovedkampen sammen med Artilleriets øvrige Styrker.

Løsgørelsen.

Som allerede nævnt, maa det af Sikkerhedshensyn og af Hensyn til Opnaaelsen af Kampens Formaal være den øverste Fører for den samlet kæmpende Styrke, der bestemmer, hvornaar der skal viges ud paa næste M. L. For i Nødssituationer at forebygge et pludseligt truende Gennembrud bør det dog være Underafsnitskommandører og højere Førere tilladt paa egen Haand at befale en begrænset Udvigning paa et mindre Stykke af Modstandslinien. At Udvigningen er begrænset, betyder i denne Forbindelse, at den nye Besættelse bag ved det opgivne Stykke skal være saa tæt derpaa og have en saadan Ildkraft, at den kan hindre den indbrudte Fjendes videre Fremtrængen ud over Modstandslinien. Nu kan man naturligvis ikke fastsætte et bestemt Tidspunkt, hvor alle de forskelligartede Enheder skal afbryde Kampen og trække sig tilbage. Saa ukompliceret lader en Udvigning selv over kortere Strækninger sig ikke gennemføre, naar der først er opstaaet snæver Kampføling, rent bortset fra Spørgsmaalet om Optagelse. Det egentlige Løsgørelsestidspunkt gælder derfor umiddelbart kun de Enheder, der til det sidste befinder sig fremme i selve Modstandslinien. Og det vil normalt kun være Rekylgeværgrupper. For at kunne vælge det gunstigste Tidspunkt for Løsgø reisen maa den øverste Fører holde sig nøje underrettet ikke alene om Angrebets Fremadskriden, men ogsaa om Styrkeforholdene hos Fjenden, saaledes at en Trusel om Angreb eller en svagt understøttet og løst tilrettelagt Fremtrængen ikke bevirker en Opgivelse af Modstanden. Til det Formaal maa Føreren ikke nøjes med den Fægtningsopklaring, der udgaar fra de underordnede Led. Han maa organisere sin egen Opklaringsog Observationstjeneste paa en saadan Maade, at den koncentreres om dette vigtige Formaal og lynsnart bringer ham de Oplysninger, det i denne Forbindelse kommer an paa, i Hænde. Meddelelsestjenesten maa ligeledes sættes ind med det Hovedformaal for Øje at sikre Føreren rettidigt Kendskab til de Oplysninger, der danner Grundlaget for Fastsættelsen af Løsgørelsestidspunkterne, samt at meddele disse til de underlagte Led. Under visse Forhold, nemlig naar Afstandene til næste M. L. afviger væsentligt for forskellige Dele af Fronten, kan det blive nødvendigt, at Løsgørelsen iværksættes til forskellige Tidspunkter. Dette reguleres i mange Tilfælde bedst ved, at den ene Fløj eller Styrken paa en fremspringende Del af M. L. indleder Løsgørelsen, hvorefter de øvrige løsgør sig i Tilslutning dertil. En anden Metode, der kan anvendes ved Udvigning paa en M. L., der ligger skævt i Forhold til den foranværende, bestaar i at angive en Terrainlinie, der er parallel med førstnævnte M. L. og har kortest mulig Afstand fra sidstnævnte, og som skal passeres paa Klokkeslet. Hos de Førere, der har Lejlighed til at befale en Styrke til at løsgøre sig, efter at Kampen er indledet — altsaa ogsaa Førere for fremskudte Styrker, for Styrker, hvem der paatvinges Kamp i Mellemfeltet, samt Underførere, hvem den øverste Fører befaler at indlede Løsgørelsen i en M. L. — opstaar der Overvejelser vedrørende den gunstigste Løsgørelsesafstand, d. v. s. en Afstand til Fjendens forreste Styrker, der er saa kort, at man faar Lejlighed til mest muligt at sinke Fjenden og bibringe ham Tab, men dog ikke kortere end, at det paagældende Vaaben rettidigt og i relativ Sikkerhed kan naa at komme i Stilling paany i næste M. L. eller paa et Sted, hvorfra det kan løse de Opgaver, der vil blive stillet det under eventuel Optagevirksomhed i Mellemfeltet. For de Styrker, der som de sidste forlader en Stilling, bestemmes denne Afstand desuden af Ønsket om at sikre de først udvigende Enheder det nødvendige Forspring og tillige at skabe Mulighed for eventuelle Optagestyrkers Virksomhed til Lettelse af Løsgørelsen i de sidste kritiske Momenter, hvor Fjenden paa kort Hold kan tage de sidst udvigende Styrkers tilbagegaaende Bevægelser under observeret Ild. Naar forskelligartede Vaaben er opstillet paa tilnærmelsesvis samme Højde, er det de tungeste og mest langtrækkende, der indleder Undvigningen, for det første fordi de da senere under fuld Udnyttelse af den Fordel, den store Skudvidde medfører, vil kunne støtte de sidst tilbagegaaende Styrker under disses Løsgørelse og Udvigning, for det andet fordi det tager dem forholdsvis lang Tid, inden de paany er skudklare, for det tredje fordi de frembyder store Maal under Bevægelsen, og for det fjerde fordi de i det hele er uegnede til at kæmpe under hyppig Vekslen mellem Skydning og Bevægelse (Kamp i Mellemfeltet under Udvigning haardt trængt af Fjenden). Det er saaledes indlysende, at jo tungere og jo mere langtrækkende et Vaaben er, desto længere er dets specifike gunstigste Løsgørelsesafstand. Og dette gælder selvfølgelig ogsaa under Kamp i Mellemfeltet. Tænker man sig den Mulighed, at Kampen efter Løsgørelsen i en M. L. maa føres under stadig Skiften mellem tilbagegaaende Bevægelse og Skydning og for de forreste Styrker tillige som en i 2 Led til gensidig Optagelse organiseret overspringende Indsættelse bagud, altsaa de ugunstigste Vilkaar hvorunder en Kamp gennem et dybt og overskueligt Mellemfelt overhovedet kan tænkes at blive ført, saa kan der gives følgende Holdepunkter for, hvilke Løsgørelsesafstande der kræves for at kunne gennemføre denne Kampmaade i nogen Tid, idet man erfaringsmæssigt kan regne med, at den udvigende Styrkes Bevægelser kan gennemføres op imod dobbelt saa hurtigt som den fremrykkendes:

For    Maskingeværer     =       ca. 1000 m

  »      Morterer                =       ca. 1000 m

  »      Trefodsgeværer     =       ca. 600 m

I selve Modstandslinien vil de gunstigste Afstande for Løsgørelse dog kunne ansættes ca. 10 pCt. lavere, da Modstanden herfra og Forberedelserne til Udvigningen er bedre organiseret end under den ofte improviserede Kamp i Mellemfeltet. For de Enheder, der kan drage Fordel af Motortransport eller særlig effektiv Optagelse, ligger Forholdene naturligvis endnu gunstigere, og det samme kan i Reglen siges om Tilbagegang i uoverskueligt Terrain eller ved indtrædende Mørke. Det har ingen praktisk Betydning at regne med Begrebet gunstigste Løsgørelsesafstand for Geværskytter som saadanne. De hører organisk sammen med Gruppens Hovedvaaben ogbør af føringstekniske Grunde normalt ikke optræde som selvstændigt Led. Skal f. Eks. en Rekylgeværgruppe løsgøre sig haardt trængt af Fjenden, saa kan Geværskytter allerhøjst dække Rekylgeværholdets Tilbagetrækning, indtil det har faaet et Forspring paa 100 m, da der ellers opstaar Fare for, at Dele af Gruppen kommer uden for Gruppeførerens Syns- og Raabevidde. For Panserværnsskytset vil det heller ikke have nogen Betydning at regne med særlige Løsgørelsesafstande, eftersom disse Vaaben over for en fjendtlig Angrebsbevægelse blot skal følge de Enheder, hvis Beskyttelse er dem befalet, inden for saadanne Afstande, hvor deres Virkning mod Pansermaal er effektiv. For Artilleriet vil med Hensyn til Løsgørelsesafstande principielt tilsvarende Synspunkter som for de øvrige Vaaben være gældende; men da Batterierne oftest paa Forhaand vil være placeret i betydelig Afstand fra Fjenden — undertiden tæt bag næste M. L. — har Føreren her langt friere Spillerum med Hensyn til Mulighederne for deres Indsættelse og Virksomhed under Udvigningen. Som Følge af, at de langtrækkende Vaaben kun sjældent er opstillet i saadanne Afstande fra selve Modstandslinien, der svarer til den Forskel, der er paa deres og de letteste Vaabens gunstigste Løsgørelsesafstande, maa den øverste Fører enten befale Rømningen af Modstandslinien i saa god Tid, at Underenhederne kan naa at faa deres tunge Vaaben trukket tilbage rettidigt, eller han kan for hver enkelt Vaabenkategori befale, naar den tilbagegaaende Bevægelse skal paabegyndes, regnet fra Modstandslinien. Den første Metode er naturligvis i kommandomæssig Henseende den mest korrekte og i uensartet Terrain ofte den eneste anvendelige, medens der ved den sidste — særlig naar Førerens Synspunkter og Metoder ikke er indarbejdede hos Enhederne — kan opnaas større Sikkerhed for et gnidningsløst Forløb af Udvigningen, ligesom Føreren har bedre Føling med de enkelte Led og derfor paa mere hensigtsmæssig Maade kan gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Mange andre Forhold end de gunstigste Løsgørelsesafstande kan naturligvis indvirke paa den øverste Førers Afgørelse af Tidspunktet for Modstandsliniens Rømning. Først og fremmest maa der tages Hensyn til Angrebets Karakter og det gensidige Styrkeforhold. Ligeledes kan Terrainets Ejendommeligheder muliggøre mangfoldige Variationer i Løsgørelsesteknikken. Ligesom Underafsnitskommandører som nævnt i Nødsfald kan befale en begrænset Udvigning fra en Del af en M. L., bør det ogsaa være dem tilladt, saafremt Angrebet med større Styrker naar væsentligt ind under de gunstigste Løsgørelsesafstande, at foranledige en Tilbagetrækning af tunge Vaaben til Stillinger, hvori de er mindre udsatte, men hvorfra de dog er i Stand til at deltage i Kampen om Modstandslinien. Derimod er det ikke tilladeligt paa egen Haand at befale de tunge Vaaben til at foretage den endelige Udvigning. Medens en Underafsnitskommandør kan beordre Tilbagesendelse af Personale til Forberedelse af Besættelsen i en bagved værende M. L., saa bør kun den øverste Fører kunne beordre en tidlig Tilbagetrækning af hele Enheder til samme Formaal eller som Sikkerhedsbesætninger. Dette sidste bør dog absolut undgaas, saafremt det vil medføre, at den forreste Besættelse af Rekylgeværstyrker bliver saa svækket, at den ikke er i Stand til at holde igen over for et fjendtligt Forsøg paa at bryde ind i Modstandslinien, efter at Udvigningen er indledet, og Ilden fra et Antal tunge Vaaben derved er faldet bort.

Udvigningen gennem Mellemfeltet.

I enkelte Tilfælde, især naar Terrainet bag Modstandslinien i stor Dybde er uoverskueligt, og der tillige er gode Betingelser for Anlæggelse af Fremrykningshindringer, og Fjenden trods Overlegenhed er lidet aktiv, samt naar Mørkefald er nært forestaaende, kan Udvigningen fra en M. L. til den næste gennemføres efter samme simple Metode, som anvendes, naar en Styrke i Ly af Mørket foretager en længere Tilbagegang under Sikring af et efterladt Slør. Men naar Kampen forud har antaget en saadan Karakter, at der med det forhaandenværende Udvigningsterrain og Sigtbarheden for Øje maa antages at være Mulighed for Indgriben fra Fjendens Side ved observeret Ild mod de udvigende Tropper, maa disse bl. a. ved Anvendelse af egnede Formationer have forberedt sig paa i Nødsfald at optage en improviseret Kamp til gensidig Støtte. Først og fremmest maa et gunstigt Forløb af Udvigningen dog sikres ved forud gennemført Besættelse af Optagestillinger. Befalingen til Indretning af saadanne kan udgaa fra den øverste Fører; men desuden er det enhver Førers Pligt inden for sit Omraade paa samme Maade at drage Omsorg for, at de sidst udvigende og derfor mest udsatte Enheder kan faa den nødvendige Støtte. Det maa betones, at disse Optageforanstaltninger ikke har til egentligt Formaal at sinke den fjendtlige Fremtrængen gennem Mellemfeltet, men udelukkende at formindske Faren for de sidst udvigende Styrker. Modstanden skal koncentreres om Modstandslinierne, og Udvigningen, saa vidt gørligt, gennemføres uden Kamp i Mellemfeltet. Derfor bør Optagestyrkerne heller ikke gøres større end strengt nødvendigt, og de bør trækkes tilbage i samme Øjeblik, det fremgaar af Situationen, at deres Tilstedeværelse ikke længere er nødvendig. En Optagestyrkes Opgave bestaar i fra en forud befalet Stilling at lette Løsgørelsen for Styrker, der er haardt trængt af Fjenden. Den maa derfor være udstyret med Vaaben af en saadan Rækkevidde, at den kan lægge sin Ild over de forreste fjendtlige Styrker og derved hæmme deres Ild og Bevægelsesfrihed i det kritiske Øjeblik, hvor Udvirkningen fra egne forreste Styrker ophorer, og disse, medens de søger at faa Forspring eller at naa skjulte Tilbagegangslinier eller Indladningssteder, muligvis frembyder større Maal end hidtil. En Optagestyrkes Hverv vil herefter ofte være løst, hvorpaa den bør trække sig tilbage. Kun naar de Styrker, der skal optages, er af betydelig Værdi, og deres Tilbagegangslinier ligger stærkt udsat for Ilden fra de forreste fjendtlige Styrker, kan det blive nødvendigt at lade dem gaa igennem (eller forbi) Optagestillingen, saa vidt muligt ad forud bestemte Linier. Men Optagestyrkerne kan derved let selv faa Optagelse behov og bør da for at klare sig nogenlunde helskindet tilbage til næste M. L. bestaa ikke alene af de til Optagelse særlig egnede langtrækkende Vaaben, men tillige af Rekylgeværenheder. Naar Mellemfeltet har ringe Dybde, vil Optagestyrkerne muligvis kunne løse deres Hverv fra næste M. L., og Artilleriets eventuelle Medvirken ved Optagelse vil naturligvis meget ofte kunne ske fra Stillinger bag denne. Ellers er en Optagestilling ikke — saaledes som det ofte fejlagtig antages — ensbetydende med en Stilling, bag hvilken de tilbagegaaende Enheder kan regne med at være i fuld Sikkerhed, ligesom det sædvanligvis heller ikke er en Stilling, der ligger saa langt tilbage, at de først kan støttes derfra, naar de nærmer sig den paa den tilbagegaaende Bevægelses senere Stadier. Ilden derfra maa i de fleste Tilfælde kunne lægges over det Omraade, der rømmes, idet det oftest er herfra, en efterfølgende Angriber aabner den direkte afgivne Ild mod vigende Styrker. Og da Afstanden fra det Omraade, der rømmes, til Optagestillingen paa den anden Side ikke maa være saa kort, at det fjendtlige Angreb uden Standsning kan føres videre til Optagestillingen, vil de tunge Maskingeværer være de Vaaben, der bedst kan løse de Opgaver, der tilfalder en Optagestyrke. Medens Besættelsen af en M. L. er uden Dybde af Betydning, saa ændres Billedet, efter at Udviklingen er indledet af de langtrækkende Vaaben, idet disse paa et Tidspunkt, hvor Situationen fremfor alt stiller Krav om Formering i Dybden, netop findes fordelt i Mellemfeltet, hvad enten de nu er i Stilling som forud bestemte Optagestyrker, eller de blot er under Bevægelse bagud. Ogsaa disse sidste maa til enhver Tid være klar til eventuelt paa egen Haand fra nærmeste til Optagelse egnede Stilling hurtigt, men ikke længere end nødvendigt, at gribe ind i Kampen i Tilfælde af en faretruende fjendtlig Indtrængen i Mellemfeltet. Rekylgeværenheder, der som de sidste skal forlade en M. L. og til Fods vige tilbage gennem et overskueligt Mellemfelt, maa, medmindre Løsgørelsesforholdene er usædvanlig gunstige, sikre sig paa følgende Maade. Delingerne deler sig i 2 lige store Led. 1 ’Led gaar til en Ildstilling paa en Afstand af 300—400 m og afventer der 2’ Leds Løsgørelse, der eventuelt støttes med Ild, saa længe dette er strengt nødvendigt. Saa snart Fjendens Udvirkning tillader det, fortsætter begge Led den tilbagegaaende Bevægelse samtidig, men med stor indbyrdes Afstand (helst mindst 300 m). Saafremt de efterfølgende fjendtlige Styrker senere kommer ind paa saa kort Afstand, at Ilden fra deres Vaaben bliver virkningsfuldt, gør 1’ Led Holdt i den nærmeste anvendelige Stilling og hjælper nu igen 2’ Led ud af den fjendtlige Ilds Virkningsomraade. Terrainet kan ogsaa være saa aabent, og Fjendens Pres saa stærkt, at 1’ Led maa optage 2’ Led ved at lade det »gaa igennem«. Rollerne er herefter byttet om. Det er nu 2’ Led, der om fornødent skal optage 1’ Led, naar de har faaet en passende indbyrdes Afstand. Denne gensidige Optagelse ved overspringende Indsættelse bagud er naturligvis en udpræget Nødtaktik, der repræsenterer den sidste Chance for at redde sig ud af en umulig Situation, og som gerne skulde undgaas ved, at den nærmest højere Fører lader Trefodsgeværer følge Bevægelsen i en Afstand af 800—1000 m fra forreste Led klar til straks at gaa i Stilling, naar dette kræves, medmindre Terrainet opfordrer til en Besættelse af forudbestemte Optagestillinger. Føringen af smaa Styrker, der selv skal kæmpe sig tilbage, vanskeliggøres ved, at der ofte hurtigt og pludseligt skal handles af 2 langt fra hinanden fjernede Led. Et aftalt Tegnsystem er herunder nødvendigt for i det mindste at kunne tilkendegive det enkelte Led, naar det skal standse og ildstøtte, og naar det skal fortsætte Bevægelsen bagud. Da det undertiden vil være vanskeligt for Optagestyrker paa de ofte lange Afstande at skelne mellem egne og fjendtlige Tropper, vil man desuden med Fordel kunne anvende aftalte Signaler (Lyskugler, Tegn med hvide Tørklæder) afgivet fra forud bestemte Steder til Angivelse af egne forreste Gruppers Passage af bestemte Punkter eller Linier i Terrainet. Faren for Maskering af egen Ild kan mindskes ved Anvendelse af smalle Formationer og ved, at de tilbagegaaende Grupper er opmærksomme paa at undgaa at krydse Linierne Ildstilling—Maal. Bevægelser af denne Art kræver i det hele af alle Førere den mest intensive Opmærksomhed over for Forholdene paa Fjendens Side og Forudseenhed med Henblik paa Terrainets Anvendelighed, saaledes at enhver Fører til Stadighed har gjort sig klart, hvorledes han i Tilfælde af pludselig fjendtlig Indgriben vil drage de bedst mulige Fordele af Terrainets Egenart.

Som indledningsvis berørt har man nu og da tænkt sig Muligheden af en Overførelse af Principperne og Terminologien for det rene Forsvar og for den simple Tilbagegang paa en Kampføring, der skulde opnaa samme Formaal som den udvigende Kamp. Derved vilde man dog komme til at arbejde med et fuldstændig usmidigt System, fordi Troppeføreren i Tid og Rum vilde være bundet af forud fastsatte Dispositioner, hvis Hensigtsmæssighed var betinget af et bestemt Forløb af Kampen, fortrinsvis dikteret af Fjendens Optræden. Man vilde saaledes for at kunne gennemføre en Tilbagegang efter Kampens Indledning uden Risiko for katastrofale Tab være tvunget til at vente med at rømme Stillingerne til efter Mørkets Indtræden uden at kunne vælge det for Kampens Formaal gunstigste Tidspunkt, og Bestræbelserne for at sikre sig mod de uheldige Følger heraf vilde rimeligvis enten føre til en Indsættelse af saa store Styrker, at man ikke vilde opnaa den Styrkebesparelse, der er et saa vigtigt Aktiv ved udvigende Kamp, eller man vilde ved et Forsøg paa haardnakket Fastholdelse af Stillingen risikere et Gennembrud, hvis katastrofale Følger man ikke vilde være i Stand til at afbøde med Tropper og Føringspersonale, der kun mestrede det rene Forsvars usmidige Kampmetode. Adskillige vigtige Enkeltheder ved Kampens Forberedelse og Gennemførelse som f. Eks. Stillingsvalg, Styrkefordeling og Ildens Anvendelse vilde, som vi har set, heller ikke altid blive hensigtsmæssige. De gængse Principper vilde derfor alligevel blive modificeret paa saa mange Punkter, at det let kunde medføre en skæbnesvanger Uensartethed i Anskuelserne. Medens de taktiske Ulemper maaske ikke paa Forhaand vilde være iøjnefaldende for den menige Soldat, saa vilde det dog medføre en Begrebsforvirring for ham, dersom man forbandt Begrebet Forsvar, hvor den enkelte Mand og det enkelte Troppeled lærer, at det skal forblive paa det anviste Sted og værge sig der til sidste Blodsdraabe, med den henholdende Fægtnings væsensforskellige Natur. Saa vidt det paa nærværende Tidspunkt kan skønnes, har den sidste Tids Krigsbegivenheder ikke givet noget Holdepunkt for en Formodning om, at den udvigende Kamp nu skulde have mistet sin Eksistensberettigelse. I hvert Fald har det rene Forsvar kun kunnet modstaa det moderne Angrebs Kraft saa kort Tid, at en Formodning om, at der ved udvigende Kamp i mange Tilfælde kunde være opnaaet større tidsmæssig Fordel, ikke vil være uberettiget. Ikke desto mindre kan det meget vel tænkes, at man i en og anden Hær, paavirket af Bevidstheden om dennes alt overlegne offensive Slagkraft, vil finde det unødvendigt at ofre Tid paa en særlig Uddannelse i Kamparter, der som udvigende Kamp er uegnede til umiddelbart at hidføre en Afgørelse. I talsvagere og mindre slagkraftige Hære vil dog andre Synspunkter end dette med større Ret kunne gøres gældende, naar engang de hidtil fulgte Anskuelser vedrørende Taktik og Uddannelse skal underkastes Revision. Man maa da tillige tage i Betragtning, at en gennemført Uddannelse i udvigende Kamp i særlig Grad opøver Troppernes Evne til selvstændig, smidig og bevægelig Kampføring i Almindelighed og til altid at faa det bedst mulige ud af en katastrofal Situation, hvilket i sig selv maaske fuldt ud opvejer den Tid og det Arbejde, som denne Uddannelse kræver.

O. Krabbe.

Artikel
Publiceret den 4. aug. 1940
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner