Det væsentligste i udskrivningschef Fr. A. Madsens indlæg giver mig anledning til følgende bemærkninger, idet jeg i over skrifterne henviser til mine artikler i de foregående numre:
1) Sessionsalderens og militæralderens nedsættelse (§ 11). (Novemberheftet s. 397 og januarheftet s. 23—27).
Om realiteten: betænkelighederne ved en sessionsalder på 18 år og militæralder pa 18—19 år bar jeg intet at føje til oberst løjtnant Wahlstroms og mine benuerkninger. Om at lovformuleringen her bor være en „elastisk“ rammebestemmelse, er M. og jeg enige. Efter min mening bor dog udgangspunktet være den nuvæ rende sessionsalder (de 20-årige); det er ganske rigtigt ikke no gen stor forskel fra lovforslaget, men giver dog et lidt andet syn på spørgsmålet.
4) Udlændinge (§§ 1— 2). (Nov. s. 398 og dee. s. 450— 51).
M. og jeg er enige om hovedbetragtningen: udlændingene .-om et ofte meget tvivlsomt aktiv. Men jeg henviser til den af mig antvdede tanke at indsætli' en rammebestemmelse, i lighed med den norske og finske, om, at der kan pålægges udlændinge værnepligt. Derved skabes muligheder for at tage hensyn til de skiftende tiders forhold på dette noget vanskelige og ufor- udseelige område, så at der bl. a. bliver udvej for en pagtværnepligt, ..nordisk værnepligt“ o. 1., jfr. også folketingsforhandlingen; hvad nordmamd og svenskere med fast hjem her i landet angår, er forholdet iflg. den nuværende lov jo det, at de er værnepligtige.
5) „§ 3“. Udelukkelse pa grund af straf.
b. Afskaffelse af den 5-arige karensperiode. (Dec. s. 452— 53).
Jeg underkender ikke betydningen af, at også den straffede såsnart som muligt får at vide, om han skal ind til tjeneste eller ikke, og man kan måske ikke helt bortse fra muligheden af, at han i meget sjældne tilfælde vil søge at spekulere i at blive fri for tjeneste ved at begå en forbrydelse; men så kunne man jo også af frygt for sådan spekulation gå imod overhovedet at udelukke fra tjeneste på grund af straf, og det vil dog vistnok ingen. Alt ialt vil jeg anse det heldigt at lade også det offentlige få en adgang til ikke at tage endeligt standpunkt, for der er gået en vis kortere tid efter løsladelsen. Særlig grelt ville det være, om man ikke engang ved prøveløsladelser kunne afvente prøvetidens forlob.
Jeg kan ikke se nogen grund til på forhånd at give de § 3-straffede en slags lovmæssigt løfte om, at de aldrig, heller ikke i ekstraordinære tilfælde, vil blive indkaldt til noget som helst. Hvilke kategorier af dem, der evt. vil kunne blive anvendelse for i en eller anden situation, og til hvad brug, kan ikke siges på forhånd.
c. Ungdomsfamgsel. (S. 453— 54).
Værnepligtsudvalgets forslag er fremkommet ved påvirkning af straffelovskommissionen og justitsministeriet og grunder sig på ønsket om at ligestille løsladte' ungdomsfanger med ikke straffede, oplyser udskrivningschef Madsen. Ja, det fremgår jo både af be tænkningen og af min artikel; men de modgående argumenter forekommer mig at veje langt stærkere ud fra bensvnet til vær nene og de ikke straffede indkaldte og tildels i ungdomsfangernes egen velforståede interesse, navnlig nu når man får den karaktermæssige bedømmelse“.
Erfaringerne om ungdomsfangerne (den store straffeprocent i tjenesten m. ni.) bar jo tydeligt vist, at de i stor udstrækning er uegnede. Hvorfor så ikke benytte det udmærkede middel, den karaktermæssige bedømmelse, også overfor ungdomsfangerne? Det kan de da ikke være for „fine“ til!
d. Minimumsgrænsen ved § 3. (S. 454).
Om lovforslagets forhøjelse af minimumsgrænsen fra famgsel 4 mdr. til 5 lndr. gælder noget lignende som om ungdomsfængsel. M. påberåber sig ganske vist ligesom betænkningen, at kun famg- sel på mindst 5 mdr. afsones i statsfa'iigsel. Men jeg indser ikke, at det behøver at være afgørende for, hvor gramsen skal sa-tles. Selvom det kan være rart at få en udtalelse fra statsfamgslet, må det dog også kunne lade sig gøre at fa erklæring fra andre fængsler - omend deres erklæringer ikke er nær så værdifulde som statsfængslernes — , og famgselserklæringen er i det bele taget kun eet blandt flere oplysningsmidler til brug ved den „karakternues- sige“ bedømmelse. Om gramsen bør sættes ved 4 mdr., eller f. eks. 3 nulr., eller om man som af vpl.-udvalget oprindelig påtamkt bor lade enhversomhelst fængselsstraf varne nok til, at manden efter skønsmæssig bedømmelse kan udelukkes, kan diskuteres. Jo længere man „går ned“, desto mere sikkerhed er der for at få en ef fektiv udskilning af de uegnede; men desto større bliver naturligvis sessionsarbejdet.
Til spørgsmålets belysning: Antallet af straffede marnd inden for et år (1950) var iflg. oplysning fra Statistisk Departement ialt 7.912 (inklusive betingede domme og heftedomme og bødedomme straffesager). Deraf udgjorde:
e. De mange § 3-uklarheder (S. 454— 56)
bør der absolut rådes bod på ved en bedre affattelse.
Størstedelen af den urimelige mængde fortolkningstvivl, som forslagets § 3 frembyder m. h. t. fællesstraf, tillægsstraf, delvis tillægsstraf etc., ville blive bragt ud af verden ved en sammenlægningsregel, hvorved tillige den ikke særlig velmotiverede for skel, der gøres på den mand, der har fået f. eks. fængsel 4 mdr. ved een dom, og den mand, som har fået ialt 4 mdr. ved flere domme, bortfalder.
Forøvrigt er forslagets i; 3 („Den, som for forsætlig lovover trædelse ....... er idømt ubetinget straf af fængsel i 5 mdr. eller derover .......“ ) oven i købet så uklar, at det ikke med sikkerhed kan ses deraf — men kun af motiverne — , at sammenlægning aldrig må foretages.
f. Den uklare og meget betænkelige § 3-overgangsregel 45). (S. 456— 57).
Jeg er ikke enig i, at man kan spare sig rationelle overgangs regler, fordi de kun vil få en kort varighed (dog adskillige år!). Om antallet bliver større eller mindre, véd hverken udskrivningschef M. eller jeg; men selvom det bliver temmelig lille, kan blot nogle enkelte uheldige elementer, som derved slipper ind i tjene sten, gøre temmelig store ulykker. De rent tekniske formulerings- vanskeligbeder, som M. taler om, kan udmærket overvindes (hvilket også skete i det indenfor det tidligere § 3-udvalg udarbejdede udkast). Den „skæren igennem“, som M. så flot opererer med, sy nes ikke på sin plads, når det drejer sig om et så vigtigt spørgs mål. Ganske vist kan der i nogle af de grelleste tilfælde gribes til kassation; men det vil jo være en kunstig udvej, der endda måske tenderer hen imod den såkaldte magtfordrejning („détournement de pouvoir“ ), og lovudkastets § 3 viser jo netop, at kassationsbe stemmelserne ikke er tilstrækkelige til at klare spørgsmålet om de straffede.
Hverken juridisk eller humanitært synes der nogensomhelst grund til at undlade at anvende, også i de måske talrige over gangstilfælde, den udmærkede nyordning: den karaktermæssige bedømmelse.
10) „ Fast session“ §; 7). (Dec. s. 461).
Udskrivningschef M. har vist ret i, at § 12 II giver en adgang til at dæmme op for en uønsket tilstrømning til den faste session. At jeg ikke nævnede denne bestemmelse, hvilket jeg vistnok burde have gjort, skyldes, at betænkningen knn taler om dens anven delse over for en „troende sprængning af sessionens rammer“. Der tænkes altså på at forhindre, at selve sessionsniøderne bliver for mange og lange. Men på den måde synes jo ikke at komme nogen effektiv begrænsning. Thi det vil næsten altid være muligt at for længe den faste session, som er billigere og lettere at afholde end den „ordentlige“ session, der kræver rejser og lokal-repræsentation.
Det, som det efter min mening særlig drejer sig om, er imidlertid at forhindre at få for mange tilfælde af, at folk moder på den faste session, hvor det havde va'ret bedre, at de havde modt på den ordentlige session med dens lokale repræsentation; dennes deltagelse i bedømmelsen og afgivelse af fornødne oplysninger kan navnlig have stor betydning for den psykologiske side af bedømmelsen.
§ 12 II om „personer, der endnu ikke er pligtige at møde på session“ og betænkningens udtryk om „modeberettigede ....... (der) går forlods på session“ passer i det hele taget ikke videre godt på den faste session — forslagets ordlyd er taget fra nuværende lov, der ikke kender til fast session — og lieller ikke på tidligere udskrevne, de-r blot „begærer sig undersøgt“ for at få tjenstdyg- tigbedsbedommelsen ændret. Men måske lader bestemmelsen sig trods den m indre gode affattelse praktisere også i disse tilfæ lde.
En forenkling af den faste session ville forøvrigt fremkomme ved at lade den kommunale repræsentation ikke bestå af bade et byråds- og et amtsrådsmedlem. En af delene må være nok, og i hvert fald på 1. kreds" session vil det ofte forekomme, at der samme dag behandles enten kun sager fra bvlægder eller kun fra landlægder. — Et stort medlemstal er langt fra altid en fordel.
9) Udlandsdanske (§ 10. jfr. § 13). IS. 460— 61).
Udskrivningschef Madsen erklærer det for at være med hensigt, at den gamle regel om, at selv en kort og tilfældig tilstede værelse på sessionsstedet i sessionstiden medfører pligt til at mode på session, er udgået af forslaget.
Denne nugældende bestemmelse (vpl.-lovens § 43 11), som har været gublende i hvert fald i ca. 100 år, er jeg tilbøjelig til at finde naturlig som et udslag af den danske indfødsret, og som en vis praktisk foranstaltning til at undgå omgåeiser; dersom manden efter sessionsbedømmelsen virkelig vil tage bopæl i udlandet, vil han jo let kunne få de fornødne tilladelser, ja iflg. forslagets S 34 behøver han for at komme afsted ikke andet end at melde afrejsen, hvilket jo er til at overkomme. Men hele dette spørgsmål er jo ikke synderlig væsentligt. Det, jeg først og fremmest har ønsket, er at få klarhed over, om den omtalte bestemmelse skal være fortsat gældende eller ikke, hvilket spørgsmål betænkningen har undladt at omtale.
8) Rejser til udlandet (§ 34). IS. 460).
Ja, dersom bestemmelsen utvetydigt rummede den af udskrivningschef M. hævdede forståelse, at ved retten til udlandsrejse — blot mod at melde rejsen — er underforstået pligt til at vende tilbage igen på mødedagen for militærtjeneste, ville jeg slet intet have mod bestemmelsen. Men det er uheldigvis noget usikkert, om den kan forstås således. Ikke engang betænkningen siger udtrykkeligt. at manden skal vende tilbage til tjeneste, hvilket dog havde været naturligt at sige, hvis det var meningen. (Betænkningen taler kun, som af mig nævnt, om straffetrusel over for den, der ved bortrejse fra landet „ulovligt søger at unddrage sig sin værne pligt“ ; men disse upræcise ord hentyder jo nærmest til et virke ligt forsøg på at slippe helt for værnepligten, og ikke til en blot og bar udlandsrejse, der strækker sig lidt ud over mødetiden). — Desuden forstås den ganske tilsvarende bestemmelse i CB-bekendt- gørelsen (Bkg. 5/5 41 § 3) om meldepligt ved udlandsrejse således, at selv om der i mellemtiden indtræder mødedag til CF-tjeneste, kan manden blive i udlandet, så længe han lyster. — Og kgl. an ordn. 16/11 25 og .23/4 46 om adgang for hjemsendte af ældre år gange til at rejse ud af landet uden særlig tilladelse, blot mod at melde afrejse og hjemkomst, bestemmer udtrykkeligt, at manden skal vende tilbage til eventuel mødedag (til „fortsat øvelse“ ), med mindre han får udsættelse. — Altså: De af bestemmelserne, som kræver, at manden skal være tilbage til mødedagen, udtaler dette udtrykkeligt, hvorimod den af bestemmelserne, som intet udtaler derom, forstås således, at han må blive borte.
Forslagets § 34 tiltrænger altså en klargørelse. Blandt nogle ildskrivningsfolk, som har læst forslaget og betænkningen, har ad skillige holdt på den opfattelse, som af M. uden videre erklæres „ikke rigtig“. En vigtig lovbestemmelse bør være så utvetydig, at borgere og myndigheder ikke føres på glatis. Selv om den „rigtige“ (d. v. s. ønskelige) forståelse kan presses ind i bestemmelserne ved hjælp af udskrivningsvæsens-mæssige finesser og terminologier, er det selvfølgelig ikke tilstrækkeligt.
6) Aldersmaximunm (§§ 77 og 24). (Dec. s. 457).
Selvfølgelig kan det diskuteres, hvor aldersgrænsen bør sættes. Men trods udskrivningschef M ’s bemærkninger synes jeg stadig, at forslaget maske gar fur vidt ved at nedsætte maximum til 30 år for udskrivning på session og 32 år for begyndelse af militær tjeneste. (IVrs trøstende henvisning til, at grænsen ved den langt mindre byrdefulde hjemmeværnstjeneste sættes til 40 år, synes ikke at have nævneværdig betydning for spørgsmålet om egent lig militærtjeneste og CF-korps tjeneste; forøvrigt burde vist også de 40 år ved hjemmeværnstjeneste sættes noget op).
Det drejer sig både om hjemvendende danske og om folk, der bliver nationaliseret, samt om folk, der simpelthen her i landet vinddrager sig værnepligten. For de sidste bar maximumsgrænsen hidtil været helt oppe på 40 år (når sessionsbehandling er sket inden det 37. år), så den foreslåede nedsættelse må jo kaldes me jet kraftig. Det må ikke overses, at et så lavt maximum som 30— 32 år ikke alene vinddrager folk på lidt over denne alder fra tjene sten, men også indeholder en stærk fristelse for folk i en noget yngre alder til at bolde sig i salveten, idet de hurtigere end nu kommer ud af farezonen (bortset fra den lempelige og f. t. uaktuelle tvungne hjemmeværnstjeneste m. m.).
Der er ikke givet nogen forklaring på, hvad den tilsynela dende unødvendige opstilling af hele to stop'er (session: 30 år og militærmøde: 32 år) og deraf følgende chancer for at undgå tjenesten skal gøre godt for; det bor vist under alle omstændig heder ændres.
7) Fritagelse (§ 28). (S. 459— 60).
1 dette vigtige spørgsmål har jeg kun, som af M. nævnt, udtalt betænkelighed ved adgangen til bevilling af hel fritagelse, men tør ikke ligefrem fraråde en sådan adgang. Noget andet er, om bestemmelsen liar fået en heldig form. Dels ville det måske være ønskeligt at give en bedre indsnævring end det ubestemte „af afgørende betvdning for ........... velfærd“. Og dels bør bestemmel sen måske ikke knyttes så ufravigeligt til det stive udsættelses system nved 3 udsættelser å 1 år.
Forøvrigt synes det ikke belt heldigt at lade udsættelser (efter det 26’ år) og fritagelser afgøre af et såkaldt værnepligtsnævn (§ 9), af hvis 9 medlemmer de 4 udpeges af rigsdagen. Det giver en uheldig og tilsyneladende unødvendig sammenblanding af lov givningsmagt og administration (jfr. også Arntli Jensens udtalelse under folketingsbehandlingen), navnlig dersom rigsdagen udpeger blandt sine egne medlemmer.
Eu artikel af don amerikanske hærchef 97
14) Straf for vpl.-overtrædelser. (Kap. X II). (Jan. s. 29— 31).
Udskrivningschef Madsens henvisning til, at der, når nødvendigheden ligefrem påtrænger sig, „altid kan udstedes en mindre tillægslov“, synes ikke fyldestgørende. Det giver altid mere nro og vanskelighed at udstede sådanne specielle tillægs-straffelove end at have en straffebestemmelse tilstede for påkommende ikke usandsynlige tilfældes skyld. At lade det være forbundet med an svar at give forsætligt urigtige oplysninger, synes ingen at kunne beklage sig over, og en sådan straffebestemmelses generalpræventionelle betydning bør ikke undervurderes. Netop når loven er tænkt at skidle vare en måske temmelig lang årrække, og det er umuligt at forudse, hvilke vanskeligheder der kan frembyde sig, synes meget at tale for at få forholdet bragt i orden i tide.
Men spørgsmålet hører naturligvis ikke til de helt oplagte, hvorfor jeg også har henstillet det til overvejelse.
Om dette (ligesom om andre) spørgsmål gælder, at den om stændighed, at det har været „genstand for drøftelse“, måske end da været „nøje drøftet“ i vpl.-udvalget, naturligvis ikke afskærer videre drøftelser andetsteds.
E. Sand.
