Log ind

Udnytter forsvaret reserveofficerens civile uddannelse?

#

Som et á propos til artiklen „Militærdyrlægen og det moderne forsvar“ i Militært Tidsskrifts februarnummer, har premierløjtnant (R) Leif Lunn ved Bornholms Værn, selv advokat og fuldmægtig i arbejds- og socialministerets institutioner påvist, at stillingen som adjudant i tilfælde af mobilisering bedst måtte kunne bestrides af en reserveofficer med erfaring i juridisk-administrativt arbejde.

I artiklen Militæ r dy rietgen og det moderne forsvar i M ilitæ rt Tidsskrifts februarnummer d. å. påviste forfatteren, premierløjtnant (R), stud. med. vetr. Jørgen Leerhøv, at dyrlægen — eller veterinæren — i dag er den bedst rustede til at varetage opgaverne indenfor ABC-tjenesten. Artiklen var et ganske udmærket bidrag til belysning af spørgsmålet: placering af reserveofficerer således, at deres civile uddannelse og erfaring også kan udnyttes af forsvaret, således, at en speciel, krævende officerspost kan besættes med en på dette område særligt sagkyndig reserveofficer i stedet for, at en linieo fficer skal gennemgå særlige kurser for at kunne bestride stillingen. Fordelen ved den af premierløjtnant Leerhøy skitserede ordning er indlysende: en linieo fficer frigøres til opgaver, der vanskeligt kan bestrides af andre end linieofficerer, samtidig med at forsvaret får en bedre kvalificeret på denne særlige post. A rtiklen udmærker sig også på et andet punkt, idet den fremdrager et eksempel, som de færreste — civile som militære — på forhånd havde gennemtænkt, ganske simpelt fordi de fleste af os ikke har kendskab til, hvad dyrlægeuddannelse er. Den, der kun sætter dyrlægeuddannelsen i forbindelse med snive og surstråle, ville næppe tænke sig muligheden af anvendelse af dyrlæger som ABC-officerer. Der v il utvivlsomt kunne nævnes mange andre opgaver inden for forsvaret, hvor reserveofficerers civile uddannelse ville kunne udnyttes bedre end h id til gjort. Når det ikke allerede er sket, skyldes det igen, at ingen inden for forsvaret har haft tilstrækkelig kendskab til den civile uddannelse til at kunne foreslå en anvendelse inden for forsvaret. Det vil derfor være nødvendigt, at reserveofficerer med en sådan uddannelse selv gør opmærksom herpå. Jeg må her indledningsvis pointere, at jeg på ingen måde tænker på en ny „akademikerordning“ i lighed med polyteknikerordningen eller for den sags skyld den ordning der gælder for læger ved forsvaret. M in hensigt er kun at påpege, at den reserveofficer, der har gennemgået vedkommende våbens almindelige løjtnantsskole og har forrettet tjeneste i geleddet efter sin grad, i mobiliseringstilfælde i mange tilfælde kan anvendes med større fordel af forsvaret i en særlig stilling frem for som kompagnichef, næstkommanderende eller delingsfører. En stilling som adjudant ved en bataillon kræver efter den nuværende sammensætning af bataillonsstaben ikke megen militæ r uddannelse. Stillingen er blevet et sekretariat, efter at forskellige andre områder, der tidligere var henlagt under adjudanten, nu er udskilt til O-officeren, E-officeren, T-officeren og „den udvidede stab“ . Adjudantens opgave er — som bekendt „at varetage personeladministration, holde sig underrettet om bataillonens styrke, forestå fordelingen af erstatningsmandskab, varetage sager vedr. omstrejfere, ulovligt fravær og savnede, krigsfangers bevogtning, tone, ånd og moral, forestå opsøgning og identificering af faldne, varetage disciplinæ re og retslige sager, sager vedr. orlov, pressetjeneste, feltposttjeneste, ceremonier, kurertjeneste, udmærkelser, gejstlig tjeneste m. v. samt være velfæ rdsofficer og kommandant på bataillonens koinmandostation“ . Når der ses bort fra dette sidste, som i sig selv kun er en ganske underordnet del af adjudantens arbejdsområde, er de nævnte opgaver ik ­ ke militære, men overvejende juridiske. Enkelte punkter falder måske ikke ind under, hvad jurister i centraladministrationen sædvanligvis beskæftiger sig med, som f. eks. identificering af faldne [eller pressetjeneste], men det er på den udpræget anden side heller ikke militære opgaver.

Jurister i centraladministrationen er til daglig beskæftiget — inden for de enkeltes arbejdsfelt — med opgaver som personeladministration, herunder ofte også beregninger af lønninger, administration i almindelighed, udfærdigelse af koncepter og skrivelser, samt forhandling med andre administrative organer. Det vil derfor være en nærliggende tanke, at en reserveofficer, der til daglig gør fyldest ved juridisk-administrativt arbejde som tjenestemand i 19.de lønningsklasse i centraladministrationen (sekretær og fuldmægtig) også må kunne udnyttes ved lignende administrativt arbejde i forsvaret i 14. lønningsklasse (løjtnant og premierløjtnant) eller evt. i 17. lønningsklasse (kaptajnløjtnant). Mine betragtninger gælder kun den mobiliserede eller delvis mobiliserede afdeling. Det falder fuldstændig udenfor rammerne for dette indlæg at drøfte adjudanten under fredsforhold. Her spiller selvsagt mange andre forhold ind, navnlig hensynet til stabilitet i tjenesten uden for hyppig skiften af adjudanter. En chef er vel nogenlunde frit stillet overfor, hvem han i mobiliseringstilfælde v il vælge som adjudant, så det v il måske ikke umiddelbart finde gehør, om man ville indføre en undtagelse ved afdelinger, hvor der fandtes reserveofficerer med juridisk-administrativ uddannelse. Udover rent faglig uddannelse må chefen kunne stille særlige krav til sine nærmeste medarbejdere. Det er derfor også kun min hensigt at gøre opmærksom på en mulighed for at få en kvalificeret adjudant, jeg kunne fristes til at sige på en b illig måde. Ordningen kunne etableres på den måde, at en reserveofficer efter at have aftjent rådighedspligt ved alm. geledtjeneste, f. eks. i to perioder, altså ialt i 6 år, blev designeret adjudant- Ved frem tidige indkommanderinger skulle han forrette tjeneste som adjudant. Om man så ville lægge disse indkommanderinger i forbindelse med genindkaldelser eller på andre tider, f. eks. under „den rigtige adjudants“ ferie får være et andet spørgsmål. Der kan næppe herske tvivl om, at forsvaret har brug for reserveofficerer med juridisk-administrativ uddannelse — ikke blot som geledofficerer. Jeg tænker her navnlig på de lid t ældre reserveofficerer, der rent fysisk v il have vanskeligere ved at gøre fyldest ved en underafdeling, men som til gengæld har indhøstet en større civil uddannelse og erfaring.

Leif Lunn