Neue Studien iiber die Wirkung des Infanterigewelirs beim gefeebtsmiissigen Abtheilungsschiessen. Afhandling af H. Rohne i „Kriegstechnische Zeitschrift“, første Aargang, 6. — 7. Hefte.
I Løbet af faa Aar har General Rohne skrevet flere Bøger om Fodfolkets Skydning og Skydning i det hele taget. Og det har altsammen været Ting, som har vakt Opsigt, som har pustet nyt Liv i gamle henslumrede Tanker, og som til Dels ogsaa har ført den videnskabelige Behandling af dette store Problem ind i helt nye Baner. Dette vil jo ikke sige, at Spørgsmaalet er løst, saaledes at det nu ligger klart i alle Enkeltheder. Det er endogsaa meget langt fra Tilfældet, ja, man tør næsten paastaa, at General Rohnes Afhandlinger -v hidtil nærmest have skabt adskillig Begrebsforvirring. Imidlertid forekommer det os, at netop denne lille Afhandling om feltmæssig Afdelingsskydning i glædelig Modsætning til de tidligere Skrifter virkelig naar til at uddrage af Undersøgelserne enkelte Resultater, som direkte vilde kunne udnyttes i Praksis. Det vilde vel lyde anmassende at sige, at General Rohne efterhaanden arbejder sig hen til større Klarhed. Man kan maaske mere beskedent sige, at der i den sidste Afhandling ikke findes saa mange geniale Udenomstanker som i de tidligere vidtløftige Undersøgelser. Der synes i alt Fald ikke at være nogen større Fare for, at der kan uddrages rent forkerte Resultater af den foreliggende, saaledes som der jo faktisk er bleven gjort af General Rohnes tidligere Publikationer.
I Indledningen hedder det: „Der turde næppe være noget Spørgsmaal — det skulde da være Spørgsmaalet om Fodfolksangrebet — om hvilket Meningerne ere saa vidt forskellige som om Virkningen af Fodfolksilden under fægtningsmæssig Afdelingsskydning. Grunden hertil ligger efter min Mening deri, at denne Virkning afhænger af særdeles mange Omstændigheder, til hvilke der ved de derom anstillede Betragtninger ikke tages tilstrækkeligt Hensyn, eller hvis Indflydelse bedømmes forskelligt.“ Vi skulle nu i al Korthed vise, hvilken Vej General Rohne gaar.
Var Spredningen Nul, vilde et Maal kun kunne rammes, naar det stod inden for det Rum, hvor Kuglebanen er raserende. For 1000m Visér og et l m højt Maal bliver det f. Eks. kun fra 990— 1009™. Er der derimod en Længdespredning paa f. Eks. 200™, kan Maalet rammes, selv om det staar 100™ nærmere eller fjernere end den Afstand, Visérstillingen angiver. Paa Grundlag heraf kan følgende Sætning opstilles: Den t i l det yder ste forøgede Præcision er kun af Værd saa længe, som det af et Visér bestrøgne Rum er større end den ved Af standsbedømme l sen begaaede Fejl.
Hvor stor en Spredning, man nu maa regne med under feltmæssig Skydning, beror til Dels paa et Skøn. Man kan naturligvis finde Holdepunkter ved at betragte Resultaterne af forskellige Skydeøvelser eller endnu bedre ved at anstille særlige Forsøg. Men det bliver jo i alle Tilfælde kun Fredsresultater. Det vil interessere, at det, som General Rohne regner for god Skydning for det tyske Fodfolk — der regnes at staa over de andre Landes — nøjagtig svarer til det, vi herhjemme almindeligt regne med, nemlig Nedslagsbælter paa 200™ paa alle Afstande. Undersøgelserne indskrænke sig imidlertid ikke til gode Skytter alene, men udstrækkes ogsaa til „mindre gode“ , der tænkes at levere den dobbelte Spredning, og undertiden endog til „slette“ Skytter med den fireeller ottedobbelte Spredning. Det anføres derefter, hvorledes Træfningen paa alle Afstande vilde blive mod paralelle, 1™ høje Skiverækker af tilstrækkelig Bredde, opstillede med 50™ Mellemrum. Med 900m Visér f. Eks. vilde man faa følgende Antal Træffere af Hundrede:
Paa de andre Afstande er Træffergruppernes Udstrækning omtrent den samme, medens Træfferprocenten naturligvis i alle Rubrikker er større for Afstande under 900m, mindre ud over denne Afstand. Det kan heraf ses, hvilken Udsigt man har til Træfning, naar Maalet fjerner sig et bestemt Stykke fra den til Viséret svarende Afstand, og specielt ses det, hvornaar der slet ingen Træfning opnaas. Imidlertid gælder det jo om at faa en saa stor Del af Terrainet under Ild, at man med den Nøjagtighed, hvormed Afstanden kan bedømmes, faar en rimelig Udsigt til Træfning, og kan dette ikke opnaas med ét Visér, maa man bruge flere. Sættes nu den sandsynlige Fejl paa Afstandsbedømmelsen til Vs af Afstanden, har man altsaa med gode Skytter allerede paa 800m kun Udsigt til i Halvdelen af samtlige Tilfælde at faa Træfning over Maalet med ét Visér. Efter en nærmere Udvikling af disse Forhold kommer General Rohne til, at man paa Afstande over G00ln burde bruge to Visérer med 100m Mellemrum og paa Afstande over 1200m to Visérer med 200111 Mellemrum. Som et mærkeligt Eksempel paa, hvor lidt Skydningens „Godhed“ under feltmæssig Skydning har at betyde, anføres følgende: Et Maal paa 850"1 bør efter det tyske Skydereglement beskydes med 800 og 900m Visér. Mod l m høje Skiverækker vilde opnaas følgende Antal Træffere i 100 Skud:
Det er altsaa kun, naar Maalet staar nær 800 eller nær 900m, at de gode Skytter opnaa størst Virkning. I alle andre Tilfælde, selv paa 850m, faa de daarligere Skytter lige saa stor eller større Træfning, og deres Ild fordeles desuden jævnt over en større Strækning. Man kunde nu indvende, at alt dette er graa Teori og specielt, at Spredningen under virkelige Forhold vil blive saa stor, at der i alt Fald paa de kortere Afstande ikke er nogen Grund til at sprede Ilden endnu mere ved at bruge to Visérer. Men denne Indvending slaar General Rohne til Jorden ved at anføre, hvorledes det vilde gaa, naar der blev skudt med ét og med to Visérer mod et Maal paa c. 750m og under Forudsætning af en otte Gange større Spredning end den, der er fastsat for gode Skytter. Træfferprocenterne vilde blive:
Forskellen er saa ubetydelig, at det kan siges, at have de to Visérer ikke gjort Gavn, have de heller ingen Skade gjort.
I Afhandlingens andet Afsnit udvikles nærmere, hvorledes man paa Grundlag af den fastsatte Spredning under feltmæssig Skydning kan beregne Skydningens Virkning under forskellige Omstændigheder. Fremgangsmaaden er ganske simpel, men det vilde dog tage for megen Plads her at gaa nærmere ind paa Enkelthederne. Det skal kun anføres, at da 11 d - hastigheden jo spiller en overordentlig stor Rolle under virkelige Forhold, saa udvikler General Rohne nærmere Begrebet: Skydningens Virkning pr. Minut, og der anføres en Del Eksempler herpaa, dels hentede fra udførte Skydninger, dels beregnede under forskellige Forudsætninger.
I tredje Afsnit behandles et Spørgsmaal, som Forfatteren ikke før, heller ikke i sin „Sehiesslehre fur Infanterie*, er gaaet nærmere ind paa, nemlig Virkn ingen mod bevægelige Maa l. Der dvæles da særligt ved Virkningen med forskellige Visérer mod attakerende Rytteri paa Afstande fra 800m og indefter, idet der skelnes mellem gode, mindre gode og slette Skytter, de sidste med en fire Gange større Spredning end de „gode“. Der gaas ud fra, at Rytteriets Tempo er 500m pr. Minut og Skudhastigheden o Skud pr. Minut. Der kan altsaa afgives 8 Skud under Attaken fra 809m. Virkningen af 100 Skytters lid angives for Visérerne 600, 500, 450, 350 (kleine Klappe) og 250m (Standvisér). Opsummeres Træfferne paa alle Afstande fra 800— 100m, faas:
Det vil ses, at Forskellen ikke er stor for de tre Slags Skytter. Men det bør dog bemærkes, at for de gode Skytter falder næsten hele Træfningen med de tre laveste Visérer paa de korteste Afstande, med 500 og 600m Visér derimod hovedsagelig paa de tilsvarende længere Afstande. Man kan altsaa med gode Skytter med et ringere Ammunitionsforbrug faa samme Virkning ved kun at skyde paa de Afstande, hvor Viséret giver Virkning, specielt kan man med de tre laveste Visérer vente med at aabne Ilden, til Rytteriet er paa c. 500m. Herefter turde man slutte, at vi med Gevær 89 bør benytte 250m Visér, der giver et frit Synsfelt (og færre vilde Skud over Maalet), medens 400m Visér ogsaa teoretisk set godt kan bruges og har den Fordel, at den effektive Virkning føres 100— 150m længere ud. Efter forskellige Detailundersøgelser slutter General Rohne dette Afsnit med følgende Resumé: 1. Fodfolk, der angribes i Fronten af Rytteri, afslaar ethvert Angreb, naar det ikke mister sin Ro; der vælges et af de tre laveste Visérer, og Ilden afgives med Ro og ikke for tidligt. Fodfolkets Fremgangsmaade maa ligne Artilleriets, der afventer Rytterangrebets Nærmelse med lidte Kanoner og gaar over til Hurtigskydning, saa snart Rytteriet er kommet paa virksom Afstand.
2. Fodfolk i en bagved værende Træfning (en Kompagnireserve), der skyder flankerende (skraat) mod et Rytterangreb, vælger dertil Visér 600m; dette Visér vil ogsaa i det Tilfælde, at Reserven selv bliver angreben, give tilstrækkelig Virkning.
3. For Rytteriet gælder den Regel, at det begynder Angrebet fra den kortest mulige Afstand, hvortil det kan naa dækket, og udfører det med bredest mulig Front og i hurtigst muligt Tempo.
C. Q.
kunz: Kriegsgeschicht l i c he Be i sp ie le aus dem deutsch-französischen Kriege von 1870—71. 6. og 7. Hæfte. Beispiele für die Verwendung der Feltartillerie. Mittler und Sohn, Berlin. Pris : 3 Kr. 50 Øre.
6. Hæfte indeholder Eksempler paa Feltartilleriets Masseanvendelse, Overfald paa franske Lejre og Beskydning af Fæstninger.
1 det første Eksempel, Sédan, giver Foifatteren en Oversigt over de store tyske Artillerilinier, der dannedes under Slaget og udtaler paa Grundlag heraf, at, til Trods for den uhyre Mængde Artilleri, naaede dette Vaabens Virkning paa ingen Maade, hvad man kunde ønske. Grunden hertil maa for en Del søges i, at Forbindelsen i Afdelinger og Regimenter ofte blev brudt, sædvanlig allerede ved Indordningen i Marchekolonnerne. Artilleriet savnede altsaa ogsaa ved Sédan gennemgaaende en samlet kyndig Ledelse, men alligevel sparede det Fodfolket for overvældende Tab som ved St. Privat og Gravelotte, navnlig fordi liden kunde rettes koncentrisk mod den fuldstændig indesluttede Modstander. Af de 116 tyske Batterier kom, til Dels fordi der ligefrem ikke var Plads i Stillingerne, 17 slet ikke til Anvendelse, medens 22 kur. afgave faa Skud (gennemsnitlig 56 pr. Batteri); i alt skal der være afgivet 33,344 Skud. Artilleriets samlede Tab beløb sig til 32 OffiAdskillige af de Eksempler, som Forfatteren anfører paa Feltartilleriets Beskydning af Fæstninger, have nærmest kun historisk Interesse. Man møder saa at sige middelalderlige Forhold; saaledes ved det første Angreb paa Toul, hvor Fodfolksangrebet begynder efter at Fæstningen i 1 Vs Time er bleven beskudt med Feltskyts; Fodfolket standses imidlertid af Hovedgraven, som det ikke kan komme over; en enkelt Kanon bringes frem indtil 100 Skridt fra Hovedvolden, og man prøver at skyde Fæstningsporten ind, men maa opgive dette, da Beplantning og Krudtrøg hindrer Sigtning, hvorefter Angrebet foreløbig opgives.
Der belyses mange interessante Enkeltheder, saaledes at man bl. a. faar et bestemt Indtryk af, hvor broget og mangelfuld Besætningen i flere af de franske Fæstninger var. I Toul fandtes saaledes hverken Artillerister eller Pionerer; i Marsal kun en eneste(!) Artillerist, medens Besætningerne i øvrigt, her som mange andre Steder, bestod af en sammenløben Skare Mobil- og Nationalgardister, Marinesoldater, Turkos og Zouaver, Gendarmer, Toldsoldater og Forstembedsmænd samt Flygtninge fra de første Kampe ved Grænsen. Forf. viser, at Beskydningerne af franske Fæstninger med Feltskyts i Virkeligheden kun bar medført et uhyre Ammunitionsforbrug, men ingen Resultater af Betydning. Helt anderledes gaar det, naar Feltartilleriet optræder jævnsides med Belejringsskytset, thi da opnaas som Regel store Resultater. Forfatteren spaar da ogsaa denne Anvendelse gode Frugter i Fremtiden, men alene kan Feltartilleriet, selv med dets i Nutiden stærkt forøgede Virkning, ikke anvendes mod Fæstninger, der have fremskudte Værker.
7. Hæfte indledes med Fremdragelsen af nogle af de Episoder,. hvor det tyske Feltartilleri kom Modstanderen paa ganske nært Hold. Snart er det de franske Skyttesværme eller Rytterregimenter, der storme frem indtil et Par Hundrede Skridt fra de tyske Batterier, snart er det disse sidste, der køre frem og protse af 500 — 1000 Skridt fra Modstanderens Skyttekæder; ja, der er endog Eksempler paa, at Artilleriet rykker indtil 1000 Skridt frem foran egne Skytter (Noisseville), og paa at det tyske Feltartilleri erobrer de franske Kanoner ! Det lykkes dog langtfra altid at holde disse fremskudte Stillinger, ret ofte maa man gaa tilbage med betydelige Tab, især naar Batterierne optræde enkeltvis; derimod have Afdelinger som Regel kunnet hævde deres Stillinger, naar de vare understøttede af Fodfolk. Manglede eller svigtede dettes Hjælp, maatte ogsaa Afdelingerne gaa tilbage igen. Alle disse Episoder bære Vidne om, hvad en fortrinlig Uddannelse og Personlighedens Magt betyder, saavel naar det gælder om at overvinde Terrainvanskelighederne, som naar det gælder om at faa Resultat af sin Skydning. Dernæst behandles Spørgsmaalet om Feltartilleriets flankerende Virkning og dets egen Følsomhed overfor Beskydning fra Flanken. De fire Eksempler antyde, at Feltartilleriet er ligesaa følsomt overfor flankerende Beskydning, som dets egen flankerende Virkning er frygtelig overfor Modstanderen. Forfatteren anbefaler indtrængende enhver at studere dette Spørgsmaal og anbefaler særlig hertil Slaget ved Gravelotte — St. Privat.
Yderligere indeholder dette Hæfte nogle Eksempler paa Artilleriets Forberedelse af Fodfolksangrebet paa befæstede Stillinger og Landsbyer. Der vises bl. a ., hvorledes c. 15 Batterier forberede Angrebet paa Froschweiler og derved bane Vejen for de stærkt blandede tyske Batailloner og Regimenter. En saadan Forberedelse anser Forfatteren altid for mulig, naar man kan se Fjenden, men derimod ikke, naar Modstanderen, som Eksemplet Moscou Ferme— Point du jour viser, gemmer sig i næppe synlige Skyttegrave eller i Vejgrøfter. Naar i vore Dage hertil kommer Anvendelsen af røgfrit Krudt, mener Forfatteren, at man maaske, trods al Artillerivirkning, kan komme til at forny Erfaringerne fra sidstnævnte Kamp og fra St. Privat, thi Haubitser eller Morterer have lige saa lidt som Kanoner tilstrækkelig Virkning over for moderne Skyttegrave. Ved Gennemlæsningen af disse Hæfter faar man et forstærket Indtryk af, at Fodfolket lige saa lidt kan undvære Feltartilleriets Støtte som omvendt, og man stifter Bekendtskab med en Række Episoder, som ellers let- gaa tabt under det overvældende Indtryk, som fremkaldes af de store Forhold. Den tyske Forfatter kan sluttelig ikke undlade med Stolthed at anføre, at der efter Krigen kun fandtes 4 tyske Kanoner i fransk Besiddelse, af hvilke endog kun een eneste var erobret under Kamp, medens Tyskerne hjemførte 1915 franske Feltkanoner og 5526 Fæstningskanoner, deraf 255 Feltkanoner tagne i aaben Kamp! Til Eksemplerne slutter sig en Række Opgaver, til hvis Løsning Kilderne angives.
Oven: Taktiske Ausbildung der Sanitåts offiziere. — Eisensehmidt, Berlin 1898. Pris: 1 Kr. 45 Øre.
Lægetjenesten i Krigstid er saa vidt forskellig fra Fredstjenesten , at Lægerne, hvor dygtige Fagmænd de end maatte være, ikke kunne gore Fyldest i Krigstid, hvis de ikke i Tide sætte sig ind i de paagældende ny Forhold. Ovennævnte Bog er et Vidnesbyrd om, at dette sker i Tyskland. Forfatteren, der er Bataillonskommandør ved et tysk Garderegiment, fremstiller nemlig paa en meget tiltalende Maade Undervisningen paa et Kursus i Taktik, som han efter højere Befaling gav en Del Læger ved det tyske Gardekorps. Kursuset begyndte med et Foredrag i Krigskunst, hvorunder Lægerne bl. a. bleve sat ind i Hærdelenes Sammensætning og hvor der gjordes Rede for, hvilke Folk, Køretøjer m. m. hver Afdeling medfører af Hensyn til Lægetjenesten. Der blev dernæst givet Opgaver i Kortlæsning, Marcheorden, Udregning af Marchetider for forskellige Hærlegemer, Forhold ved Marchens Ophør og ved Opbrud samt Fjernelse af syge og saarede fra Krigsskuepladsen. Derpaa gennemgik Forfatteren paa Kortet Lægetjenesten ved et Armékorps, der rykker frem og indvikles i Kamp: Korpsrytteriet iler i Forvejen, samlet i en Brigade, Lægevognene følge efter paa Vejene. Efter et sejrrigt Sammenstød med fjendtligt Rytteri oprette Lægerne uden Befaling, — thi Rytterføreren er i Hælene paa de flygtende — et Forbindingssted- paa aaben Mark. Da Afdelingernes Sygebærere ere i Geleddet, maa Lægerne foreløbig hjælpe sig selv. Senere kommer Fodfolket og Artilleriet i Kast med Fjenden; Forbindingssteder og Ambulancer træde i Virksomhed. Her drøfter Forfatteren de Hensyn, hvorefter Pladsen for saadanne vælges, Sygebærernes Forhold, indre Tjeneste paa Forbindingspladserne m. m. og Fjernelsen af saarede (Ægtvogne, Jernbaner). Der gøres opmærksom paa, at Afdelingerne vel skulle følges i Ilden af nogle Læger m. fl., men at Lægerne og Materiellet til de syges Behandling saa vidt muligt bør samles paa større, fælles Forbindingssteder.
Det lærte blev derpaa gennemgaaet i et Krigsspil og endelig opfriskedes det yderligere under et 3 Dages Øvelsesridt i Marken, som ogsaa i legemlig Henseende gav Deltagerne en Forsmag paa Feltlivets Strabadser. Ved enhver Lejlighed indskærpedes Nødvendigheden af at sætte de taktiske Hensyn over de faglige, naar de ikke begge kunne ske Fyldest, og af at handle paa egen Haand, naar Befalingen fra de overordnede udeblev. En Aften føres Lægerne saaledes hen paa Torvet i den By, hvor den supponerede Troppestyrke overnatter. Det foregives, at der blæses Alarm, at der høres Skud fra de mod Fjenden vendende Tilgange til Byen, og at Tropperne — ogsaa Lægerne m. fl. — samles paa Alarmpladserne. En Regimentslæge ved Fodfolket, Chefen for en Ambulance og Chefen for et Feltlazaret adspørges , om hvad de ville gøre. Regimentslægen og Feltlazarettets Chef ville gaa til henholdsvis Regimentschefen og Divisionsstaben for at faa nærmere Ordre. Denne Mangel paa Selvstændighed hævner sig. Troppecheferne have nok at gøre med selve Afdelingerne, og Resultatet bliver, at hele Feltlazarettet og de fleste af Regimentets Lægevogne falde i Fjendens Hænder. Ambulancechefen, der derimod straks paa egen Haand var afmarcheret ad den sandsynlige Tilbagetogslinie, slipper lykkelig bort med sin Ambulance. Det til Bogen hørende Kort viser desværre ikke Højdeforholdene saa tydelig som ønskeligt. Man kan derfor ikke altid afgøre om de forskellige Forbindingssteder, Ambulancer og Feltlazaretter i hvert enkelt Tilfælde ligge heldigt. Forbindingspladserne vælges gennemgaaende nær ved Ildlinien; derimod synes Forfatteren i Modsætning til andre Forfattere (Verdu du Vernois, Griepenkerl, Devaureix, Lilzmann) tilbøjelig til at holde Hovedforbindingspladserne (Ambulancerne) og Feltlazaretterne i betydelig Afstand fra Fjenden. Bogen vil sikkert kunne læses med lige stor Interesse af Officerer og Militærlæger og vil sikkert hos de fleste Læsere fremkalde Ønsket om Afholdelse af lignende Kursus herhjemme, hvor da bl. a. ogsaa Forholdene under en Fæstningskrig burde gøres til Genstand for Drøftelse og Øvelse i Marken.
