Uddrag af Generalløjtnant C. F. Trepkas Dagbog over det danske Auxiliærkorps’s Felttog 1813 i Forening med det 13. franske Armeekorps under Prindsen af Eckmühls Befaling.
Indledning.
Ved Napoleons uheldige Krig med Rusland 1812 kom Danmark i en vanskelig Stilling. Det søgte at nærme sig de mod Frankrig forenede Magter, men Underhand lingerne maatte afbrydes paa Grund af de nedværdigende Fordringer, disse gjorde. Danmark forenede sig derfor endnu nøjere end hidtil med Frankrig. Ved Traktaten i Kjøbenhavn 10. Juli 1813 mellem Frankrig og Danmark garanterede begge Magter hinanden deres Besiddelser i og udenfor Europa og lovede hinanden gjensidig Bistand; tillige forpligtede Danmark sig til at erklære Rusland, Sverig og Preussen Krig, medens Frankrig gjorde det Samme med Sverig.
Allerede den 4. Juni var der mellem Frankrig og de allierede Magter afsluttet en Vaabenhvile.
Den i Holsten sammendragne dansk-franske Styrke udgjorde c. 30000 Mand, nemlig 18000 franske Tropper under Prindsen af Eckmiibls Kommando og 12000 danske Tropper under Prindsen af Hessens Kommando. (Den danske Styrke bestod af 14 Batl., 14 Esk. og 4 Batt. á 10 Piecer inddelte i:
Avantgarden, 1. Brigade under Generalmajor v. Schulenburg og 2. Brigade under Generalmajor v. Easson).
Franskmændene benyttede Vaabenhvilen til at befæste Hamburg og Haarburg; de danske Tropper besatte Lübeck og stode iovrigt under Vaabenhvilen opstillede ved Grændsen mod Lauenburg.
Det ligeoverfor staaende fjendtlige Korps (ialt c. 23000 Mand under General Wallmoden) frembød en broget Blanding af svenske, russiske, hannoveranske og hanseatiske Tropper.
Den 17. August begyndte Fjendtlighederne paany. Omendskjøndt den Magt, der stod overfor det dansk franske Korps, ikke var istand til at lægge betydelige Hindringer i Vejen for dettes Fremmarche, og omend skjøndt Napoleon til Operationerne mod Berlin gjorde Hegning paa det dansk-franske Korps’s Medhjælp, ope rerede dette dog med stor Langsomhed. Vel besattes den 24. August Schwerin og Wismar, men da Prindsen af Eckmuhl havde erfaret det for Franskmændene ufor delagtige Udfald af Slaget ved Gross-Beeren den 23. Aug., ansaa han det for rettest at gaa tilbage til en Stilling ved Lauenburg og Ralzeburg for der at dække Holsten og Lübeck.
Stillingen ved Ratzeburg holdtes besat fra 3. Septbr. indtil 13. Novbr., i hvilken Tid der kun forefaldt Rekog nosceringer og Forpostfægtninger. Da der nu i Slutningen af Oktober indløb Efterretning om det for Napo leon saa ulykkelige Slag ved Leipzig, begyndte Prindsen af Eckmuhl at blive urolig. Han vidste, at Fjenden ikke mere var forhindret i at afsende betydelige Stridskræfter imod ham, og holdt det under disse Omstændigheder og særlig paa Foranledning af, at Kronprindsen af Sverig vendte sig imod ham, for raadeligst at opgive sin nær værende Stilling for at komme Hamburg, sit egentlige Støttepunkt, nærmere.
Den 13. Novbr. blev Lejren ved Ratzeburg forladt og stukket i Brand, og en Stilling indtoges bag Stecknitz, hvilken allerede var forberedt ved Sluser, Oversvømmelser og Forskandsninger. Stillingen var nu: De danske Tropper i Lübeck og derfra til Mölln; Franskmændene fra Mölln til Lauenburg; Hovedkvarter i Schwartzenbeck. Den stærke Frost i de sidste Dage af November gjorde Marechallen ogsaa betænkelig ved denne Stilling; paa Efter retningen oin, at svenske og russiske Tropper overskred Elben ved Doitzenburg, og andre indesluttede Hoopte og Haarburg, besluttede han sig 1. Decbr. til at forlade den, først at trække sig bag Bille og derpaa at gaa tilbage til Hamburg og forsvare denne Stad med hele sin Styrke, medens de Danske gaves Ordre til at holde Lübeck og bevare Forbindelsen med Hamburg, to uudførlige Befa linger, og siden sørge for dem selv, saa godt de kunde. Denne for Danmark yderst fordærvelige Beslutning, der tilmed stred imod Traktatens Bestemmelse, ifølge hvilken Frankrig skulde anvende 20000 Mand til at understøtte Halvøens Forsvar, vilde Prindsen trods alle Modforestil linger ikke forandre. Han udtalte kun, at Danmark maatte være betænkt paa at underhandle om Fred, hvilket hverken han eller hans Regering under de stedfindende Omstændigheder vilde lægge Landet til Last. Fra dette Øjeblik var altsaa de danske Tropper overladte til dem selv. Davoust selv holdt sig i Hamburg til Pariser Freden.
Holsten var nu i en farlig Stilling, thi den betydelige Magt, som kunde trænge frem mod dette Hertugdømme, kunde man kun møde med det Korps, Prindsen af Hessen anførte, og dette Korps var ved de Tab, det alt havde lidt, og ved Sygdom sammensmeltet til c. 9000 Mand. Forholdet var saa meget misligere, som Prindsen af Eckmühl ikke i Tide havde underrettet Kongen af Dan mark om sin Plan, hvorved det havde været muligt at lade de paa Sjælland og Fyen staaende Tropper overføre til Holsten.
Saa snart Prindsen af Hessen, der havde sit Hoved kvarter i Lübeck, var bleven underrettet om Eckmühls Beslutning at kaste sig ind i Hamburg, lod han strax alt undværligt Train afgaa til Rendsborg for paa det forestaaende Tilbagetog ikke at hindres af dette. Denne Skyndsomhed var ingenlunde overflødig, thi allerede den 3. Decbr. viste Fjenden sig udenfor Lübeck, og da denne Stad den 5. Decbr. rømmedes ifølge en afsluttet Kapitula tion, maatte Prindsen af Hessen søge med sin Styrke at naa Rendsborg saa snart som muligt. I denne Fæstning vilde lian kunne forsvare sig, indtil der kunde indtræffe Forstærkning fra Jylland eller Øerne.
Men dette Tilbagetog frembød mange Vanskeligheder. Da man i Stillingen ved Lübeck og Oldesloe allerede truedes af Wallmoden i højre Flanke, saa at man fra Oldesloe maatte detachere mod Neritz og Sülfeld, vilde det kun ved at operere med stor Hurtighed være muligt at indslaa den nærmeste Vej til Rendsborg, som fra Segeberg fører over Neumünster og Nordtorf. Hertil var Tropperne imidlertid altfor udmattede, og man valgte derfor fra Segeberg at indslaa den betydelig længre Vej over Bornhøved og Kiel, saa meget mere som den først omtalte kortere Vej gaar gjennem store Heder og over Sletter, der ere hele Mil lange, hvor et retirerende Korps slet ingen Beskyttelse finder, men tvertimod, naar Fjen dens Rytteri er overlegent, bliver udsat for den største Fare.
Det danske Armeekorps tiltraadte altsaa sit vanske lige Tilbagetog ad den længste, men fordelagtigste Vej, og Retræten mod Kiel, under hvilken det den 7. Decbr. kom til Træfningen ved Bornhøved, kronedes med Held; men nu trængte de højst udmattede Tropper til Hvile. Denne kunde dog ikke forundes dem. Den 8. Decbr. om Aftenen modtog Prindsen den foruroligende Efterretning, at Fjenden havde taget Broen ved Cluvensick, og at en Troppestyrke paa flere tusind Mand havde vendt sig mod Eckernförde for at standse Korpset i dets eventuelle Re træte mod Slesvig; Korpset kunde nu let blive afskaaret baade fra Rendsborg og Slesvig. Truet, som det var, i Front og begge Flanker var den lille tapre Skares Undergang næsten uundgaaelig. Alt afhang af Troppernes Hurtighed og Udholdenhed.
Den 9. Decbr. Morgen brød Styrken op; Tropperne vare udmattede, Vejene bundløse. Styrken beløb sig næppe til 8000 Mand. Den 10. bestodes den hæderlige Kamp ved Sehestedt. Af den danske Styrke deltog kun c. 5000 Mand i Kampen, eftersom de 3000 anvendtes til at dække Bagagen og sikre Flankerne; Wallmodens Tropper udgjorde c. 7000 Mand. Formaalet med Kampen blev naaet, og Fjenden slaaet paa Flugt; Vejen til Rendsborg var fri, og Korpset reddet.
Endnu samme Aften rykkede Korpset ind i Rends borg, hvor det modtoges af Indvaanerne med Jubel.
Kongen tilkjendegav Armeekorpet sin Tilfredshed og Tak for den udviste Tapperhed og Udholdenhed; dets modige Anfører, Frindsen af Hessen, udnævntes til Stor kommandør af Danebrog.
(Kilder: De Danskes Felttog i 1813, udg. 1851, Militært Repertorium, Aargang 1844, o. fl.).
17. August om Natten Kl. 1 brød den 1. Brigade op og kom om Morgenen til Grossensee, hvor den tog Stil ling mellem denne By og Lutkensee, for første Gang i Bivouak. 2. Brigade stod som Reserve i koncentrerede Kantonnements i Omegnen af Ahrensburg. Avantgarden i Omegnen af Trittau, tildels bivouakerende. Samme Aften blev jeg med en Bataillon holstensk Infanteri be ordret til Trittau for at besætte dette Pas, efter at Avant garden med endel franske lette Tropper var skudt frem til Molln. Om Natten bleve nogle fangne'Kosakker ind bragte af den franske Adjudant, Major d’Dondetot.
18. August. Efter at jeg havde ifølge General Schulenburgs Befaling truffet de fornødne Forholdsregler til Forsvaret af Passet ved Trittau, anordnet Feltvagterne og deres Forbindelser, retournerede jeg til Grossensee.
19. August brød begge Brigader op og satte sig i Marche overTrittau gjennem Sachsenwald indtil Schwartzenbeck, hvor jeg blev beordret flere Timer forud for at sætte Slagtekvæg samt Brændsel i Rekvisition til Trop perne, samt for at udse Pladsen til disses Bivouakering og til Trainets. Den franske Division Loison havde været her Natten forud, hvilket just ej var til Fordel for os i Henseende til vort Underhold.
20. August marcheredes til Schwanheide, hvor der bivouakeredes paa Plænen i en vedvarende Skylregn.
21. August marcheredes til Gresse, hvor der ligeledes bivouakeredes; Natten var meget kold, og vi følte derved, hvor vigtigt det er for Feltsoldaten at være forsynet med en god, varm Kappe. Vi fandt her god Ilavre paa Mar ken for vort Rytteri. Terrainet er temmelig kouperet og skovrigt. Ilovedgaarden var aldeles udplyndret ved vore Troppers Ankomst, formodentlig af Divisionen Loison.
22. August blev marcheret til Kamin, hvor begge Brigader bivouakerede paa en stor Plæne, rundt omgiven af Skov. Paa denne Plæne blev vor Avantgarde over rasket af en Kosaktrop, der sprængte ud fra Skoven for at angribe Fortroppen, men strax trak sig tilbage, da samme bemærkede flere Troppers Anmarche.
23. August marcheredes over Wittenburg til Parum, hvor der bivouakeredes paa en overmaade vidt udstrakt Plæne. Vi kunde af Mangel paa Straa og paa Grund af Skovenes lange Frastand ej bygge Hytter her, og vore Tropper maatte staa hele Natten under aaben Himmel. Om Natten Kl. 2 blev jeg sendt til Forposterne, hvorfra der var meldt Støj og Larm i de nærliggende Byer, som lod formode fjendtlige Troppers Nærmelse o. s. v., men jeg fandt ved nærmere Undersøgelse, at det var blind Alarm, og begav mig Kl. 5 igjen til Generalen med Rap port herom. Ved Wittenburg bleve nogle fjendtlige lette Tropper iagttagne i vor venstre Flanke; Hans Durchlauchtighed Prinds Frederik til Ilessen lod gjøre Holdt, begge Brigader opmarchere og detacherede et Par Batailloner, 4 Kanoner samt et Par Eskadroner mod Fjenden, som strax trak sig tilbage i Skoven, hvorfra han igjen kom frem i det Øjeblik, Kolonnen fortsatte sin Marche, dog uden at forurolige Arrièregarden. I Dreilützau stødte vor Avantgarde paa en Kosakpatrouille, der letteligen kunde have været ophævet, naar man havde haft let Rytteri ved Haanden, istedenfor at Fortroppen bestod alene af Jægere.
24. August marcherede begge Brigader til Schwerin, hvor Terrainet ydede os en meget fast Stilling; vore Fløje støttede sig til de derværende Søer, og Hovedvejene til Gadebusch, Rebna, Grevsmühlen og Wismar vare med denne Stilling dækkede. General Schulenburg fik samme Dag du jour i Bivouaken, og som en Følge heraf blev jeg beordret i Forening med Major C. Bardenfleth at beride Terrainet for at bestemme Feltvagternes Op stilling m. m. paa de Dage, hvor Generalen ej havde du jour, laa vi indkvarterede i Schwerin og lod os det smage ret vel efter de foregaaende 8 Dages anstrengende Marcher og Nattebivouaks. Det franske Korps stod foran og paa begge Sider af Schwerin, Front mod Syd, bevogtende Vejene fra Güstrow, Lübz, Ludvigslust og Hagenau. — Til Neumtihlen havde Auxiliærkorpset detacheret et Par Jægerkompagnier og to Husareskadroner for at observere Hovedvejen fra Wittenburg. Det fjendtlige Korps under General Wallmoden stod i Pinnow og havde Forposter i Crivitz. Den fjendtlige General Vegesak stod i Rostock, imod hvem den franske General Loison var detacheret med sin Division, samt vor Avantgarde under Oberst Waldeck i Forening med et fransk Korps under General L’allemand ved Medwege.
2. September. Om Morgenen før Dag bleve de franske Forposter angrebne paa flere Punkter af den fjendtlige General Tettenborns lette Tropper. Omend skjøndt Maaden, hvorpaa dette Angreb skele, lod for mode, at det var et Skinangreb, lod dog General Schulenburg, som havde du jour, strax slaa Generalmarche i Bivouaken og begge Brigader træde i Gevær, hvilket blev udført med en rosværdig Hurtighed, da de fleste Batailloner stode paa deres Samlingsplads 5 Minutter efter, at der var slaaet Alarm. Det viste sig senere, at det kun var Fjendens Hensigt at alarmere den franske Bivouak og tillige derved at hendrage vor Opmærksom hed paa dette Punkt alene; thi under denne Alarmering erfaredes, at Wallmoden havde sat flere Tropper i Marche til Warin og Neukloster for at forene sig med Yegesak, medens han selv med et Korps blev staaende i Egnen af Crivitz. General Loison var nogle Dage forinden bleven nødt til at gaa tilbage til Wismar. Om Middagen brød hele Armeekorpset op og foretog en tilbagegaaende Bevægelse mod Rosenau, hvor der bivouakeredes Natten over. — Prinds Eckmühl havde afvigte Nat erholdt meget ufordelagtige Efterretninger fra den franske Stor-Armee om dens Nederlag ved Gross-Beeren pp.
3. September marcheredes over Gadebusch til Ratzeburg, hvor Tropperne gik i Bivouak paa den østlige Side af Ratzeburger Søen. General Loison gik fra Wismar over Grevsmuhlen til Schönberg.
4. September blev vore Posteringer i Brunsmark og Kogel trængt tilbage af Kosakkerne; Major Bruhn af Fyen Dragoner blev afløst fra denne Post, og Oberstløjt. Moltke af Holstenske lnf. kommanderet i hans Sted. — Vi er holdt den højst ubehagelige Efterretning, at en Forpost- Eskadron ved Dassow var bleven overrumplet, Ritmeste ren falden, og mistet 1 Estandart og 40 Mand af holst. Rytter Regt. Oberstløjt. Moltke tog efter Prindsens Befaling uden stort Besvær Posterne Brunsmark og Kogel igjen i Besiddelse.
6. September blev foretaget en stor Fouragering under General Schulenburg imod Sterlei. Bedækningen bestod af 2 Batailloner Oldenborg, det fyenske Dragonregiment og et halvt Batteri. Jeg blev beordret med et Kompagni Infanteri og 24 Dragoner at dække Fourageringskorpsets højre Flanke. Under Fourageringen selv saavelsom paa Tilbagemarchen lod sig, paa en eneste Kosakpatrouille nær, intet Fjendtligt se. Paa Tilbagemar chen formerte jeg Arriéregarden og blev forstærket med 20 Dragoner, men vi bleve ikke foruroligede af Fjenden.
7. September blev der ligeledes foretaget en Fouragering under Oberst Hedemanns Kommando paa Sterlei og omliggende Byer. Der lod sig ingen Fjende se.
18. September om Morgenen Kl. 5 blev en stor Rekognoscering under Prinds Eckmiihls egen Befaling fore taget. 1 den Anledning udmarcherede følgende Tropper: Et fransk Kyrasser Regmt., to franske Batailloner, Gbnners Batteri, 1/2 Batteri Koye, Fyen Dragon Regt., Jydske Dragon Regt., to Batailloner Oldenborg, to Batailloner Fyen, I Bataillon af Dronningens Regt. samt Jæger Kom pagniet Wegener og to Husar Eskadroner. Vor Avant garde stødte ved Grossen Zeeher paa de fjendtlige For poster, hvilke allevegne bleve kastede tilbage. Hele Ka valeriet med 4 kjørende Kanoner, to franske Chasseur Kompagnier og Jægerkompagnierne Wegener og Jess rykkede imidlertid rask frem og overfaldt en fjendtlig Bivouak ved Zarrenthin. Ved Tesdorf blev Dronningens Bataillon og 2 Kanoner posterede for at dække Hoved korpsets højre Flanke, ligesom en fransk Bataillon blev detacheret med en af vore Dragon Eskadroner i venstre Flanke. De fjendtlige Jægere havde imidlertid besat Skoven og Passet tæt Nord for Zarrenthin og gjorde Teten af vor Kolonne længe hæftig Modstand; men da vore Jægere formerede sig i Kjede og under en levende Ild avancerede, begyndte Fjenden at forlade sin Stilling og kastede sig snart ind i Byen, hvorfra han ved Hau- bits Granater og ved Jægernes velanbragte Ild ligeledes blev delogeret. Da Fjenden var kastet ud af Zarrenthin, og man erfarede, at en fjendtlig Bivouak stod paa den anden eller sydlige Side af Byen, rykkede vort Kavaleri frem i Galop, hvorved flere fjendtlige Eskadroner og Jægertroups bleve overrumplede og kastede tilbage i største Uorden, hvorved 1 Officer, — Grev Westphal — og nogle og tyve Mand tagne til Fange og lige saa mange nedsablede. Oberst Iledemann var med nogle Eskadroner detacberet i vor venstre Flanke paa en Vej østlig om Byen for at gaa i Fjendens højre Flanke og om muligt afskære barn. At denne Hensigt ej blev op- naaet, er at beklage, da den var let at udføre og havde kunnet tilføre Fjenden et føleligt Tab. Fjenden trak sig dels ind i de sønden for Zarrenthin liggende Skove, dels over Schaalmiihlen paa Vejen til Wittenburg. Prinds Eckmiihl gik selv med de to Husar Eskadroner, Chasseurs og vore Jægerkompagnier samt 2 Kanoner frem til be meldte Mølle, hvilken vi beholdt besat, og hvorfra Felt vagterne om Aftenen blev udsatte imod Banlhin og Kolzin. Paa den nordlige Side af Zarrenthin blev 1 Batl. Olden borg, 1 Eskadron Fyen Drag. og 2 Kanoner beordret at tage en Position til Repli for de øvrige Tropper, medens de defilerede gjennem Zarrenthin. Efter den ommeldte Attake af Kavaleriet og Jægerne deployerede Infanteriet og Resten af Artilleriet paa Plænen sønden for Byen. Efter at Tropperne i nogle Timer havde holdt denne Stilling, og Fjenden ej lod til at have Lyst at engagere sig for at vinde Zarrenthin tilbage, blev hele Korpset be ordret at bivouakere og fouragere i Byen for at erholde de fornødne Levnetsmidter. De tjendtlige forladte Bivouaks gjorde vore Tropper her god Tjeneste. Feltvagterne bleve som sædvanligt strax udsatte. Vi havde det Held i denne Affære kun at tælle 2 Døde og 7 Saarede; de Franske omtrent et lige Antal. — Paa denne samme Dag blev General Pecheux, som af Prinds Eckmühl var detacheret med 10000 Mand til Magdeburg, angreben paa den venstre Elbbred mellem Lüneburg og Dannenberg ved Domilz af General Wallmoden, hvis Avantgarde kommanderedes af Tettenborn, højre Fløj af General Dornberg og den venstre af General Armsehildt, — og totalt slaaet.
19. September marcherede hele Korpset tilbage til Ratzeburg.
6. Oktober blev om Morgenen de franske Forposter ved Mustin angrebne, hvorved 2 fjendtlige Officerer og 97 Mand af det mecklenburgske Jæger Korps toges til Fange. Paa begge Sider havdes flere Saarede, de Franske ingen Døde, Fjenden efterlod flere Døde paa Pladsen.
7. Oktober blev vore Forposter ved Weissenhirsch angrebne af en Jæger Bataillon og et Par Eskadroner Husarer, hvorved vi toge 1 Officer og 50 Mand til Fange ved det uforsagte Angreb, som vor Premierløjtnant Ewald med 40 Husarer vidste i et gunstigt Øjeblik at iværksætte. Paa vor Side havde vi nogle faa Saarede og ingen Døde; man erfarede fra de nærliggende Byer, at Fjenden efter denne Affære havde ladet bortkjøre flere haardt Saarede.
12. Oktober. Paa General Vicherys Befaling over faldt det jydske Drag. Regt. Fjenden, som stod ved Gudau, tog 1 Officer, 46 Husarer til Fange af det fjendtlige sorte Husar Regt. og nedsablede 30 Mand.
15. Oktober. Blev af General Schulenburgs Brigade Kaptejn Koyes Batteri detacheret til Mölln og underlagt den franske General Vicherys Kommando.
18. Oktober blev Batteriet Fries, Fyenske Dragon Regt., begge Husar Eskadronerne, 2 Balailloner Olden borg, to franske Infanteri Batl., et fransk ridende Jæger Regt. og 3. Batl. Holsten beordret under Prinds Eckmühls egen Befaling før Dagbrækning at foretage et Overfald mod Grossen Zecher. Til samme Tid skulde General Vichery fra Mölln og over Gudau foretage en lignende Expédition, og man derved muligen blive sat istand til at oprive det fjendtlige, der i Egnen staaende Korps, for inden samme kunde erholde Forstærkning. Ved vort Korps’s Anmarche under Eekmühl fandt vi ved Kogel et fjendtligt Korps af flere Batailloner og Eskadroner op marcheret, hvilket ikke lader nogen Tvivl om, at det enten tilfældigen netop den Dag ogsaa bar været Fjendens Hensigt at overfalde os, eller, hvilket er rimeligere, at vor Expédition har været forraadt. Vort Fortrav var til lige saa uheldigt at falde i et fjendtligt Baghold af 1,5 Eskadron Husarer under Ritmester Simolin og 300 lützowske Jægere, der havde skjult sig, de første i en stor Terrainfordybning, og Jægerne i en liggende Stilling bag et nærliggende Stengjærde ved Skoven, hvorved den franske General Rome nær var bleven taget til Fange, hvis ikke vor Ritmester Sonnichsens Ifjækhed havde reddet ham, og hvorved vi imidlertid maatte beklage Tabet af en Kaptejn de la Fayette, Adjudant hos Prinds Eckmuhl, Løjtnant Lewetzau af Fyenske Dragoner og flere Mand, som bleve, den første skudt, de øvrige tagne til Fange. Imidlertid nødte nogle slrax anbragte, velret tede Skud fra vort Batteri Fjenden til at retirere, og vort Infanteri kom, da Fjenden siden paa alle Punkter gik til bage, ej til at opdeployere, men blev tilligemed de øvrige Tropper beordret at marchere til Ratzeburger Stillingen, eftersom under disse Omstændigheder Prindsens Plan med et Overfald aldeles var mislykket.
22. Oktober blev de Franskes Forposter ved Schlags- dorf angrebne af svenske Tropper, hvis Forsøg paa at tage den franske Post aldeles slog fejl og kun kostede dem flere Døde og Saarede. De Franske havde ingen Døde, men 3 Saarede.
8. November. Da der intet militært Kort fandtes over Lauenburg, og Prinds Eckmuhl havde erfaret, at flere blandt Egnens Godsejere besade gode økonomiske Kort, af hvis Kombination man haabede at formere et for de militære Operationer nogenlunde brugbart Kort, saa blev Kaptejn Steffens beordret til at sætte sig i Besiddelse af endel saadanne Kort, der fandtes paa Godset Grossen Zecher, tilhørende en Hr. von Witzendorf. Da imidlertid fjendtlige Posteringer stode i denne Egn, saa blev en Batl. Fyen, Oberstl. Rick, og 80 Mand af Fyen Dragoner samt Husar Eskadronen detacheret fra Ratzeburg for at understøtte denne Expedition. En Avantgarde bestaaende af et Peloton Infant, og 24 Husarer og Dragoner blev kommanderet af Oberstl. Sonnichsen. Ritmester Qualen gik med et lidet kombineret Kommando i Korpsets højre Flanke. Kaptejn Wegener, der med sit Kompagni stod paa Forpost ved Salem, var rykket ud og havde taget en Stilling som Repli for Korpsets Retræte. Hovedkolonnen avancerede uden at støde paa noget Fjendtligt indtil Seedorf, hvor vi traf paa de første fjendtlige For poster, hvilke strax trak sig tilbage. Da det nu var af Vigtighed snarest muligt at komme til Grossen Zecher, forinden Fjenden af bemeldte hans Forposter var aver teret og rykket ud, saa avancerede vor Avantgarde rask frem, og Sonnicbsen okkuperede med sit Kavaleri Detachement Møllebakken sønden for Grossen Zecher, hvor han ogsaa i samme Moment blev engageret med endel fjendtlige Kavalerister, der vare satte af og havde formeret Kjede bag en Grøft, hvorfra vore Husarer og Dragoner bleve stærkt beskudte, skjøndt uden Virkning. Infanteri Pelotonet under Løjtn. Sibbern kom nu efter og tog en Stilling Nordvest af den store Allee, som fører til Kleinen Zecher. Imidlertid havde Fjenden samlet sit Infanteri, der bestod af en let Bataillon og et Kompagni Jægere, hvormed han strax besatte bemeldte Allee og de tilgrændsende Grøfter, og hvorfra han vedligeholdt en levende, men yderst slet rettet Jægerild. Vor Avantgarde blev imidlertid forstærket ved et Peloton under Løjtn. Fremming og 20 Dragoner. Kapt. Sleffens havde strax ved Angrebet paa Møllebakken begivet sig til Grossen Zecher og begyndt sine Efterforskninger, hvilke i første Øjeblik ej syntes at ville lykkes, da Hr. v. Witzendorf var flygtet, og Ingen vidste, hvor hans Kort vare at finde. — Vort Hovedkorps under Oberstlt. Rick og Major Guldberg var bleven noget langt tilbage; ikke desto mindre opholdt vor svage Avantgarde med en rosværdig Fatning det langt overlegne fjendtlige Korps og forhindrede dette fra at trænge frem. Fjenden forsøgte med et Kompagni let Infanteri, dækket af en Skov, at omgaa vor højre Flanke, hvilket imidlertid betimeligt nok blev opdaget, og et Kompagni Infanteri, som blev kastet ind i denne Skov, tilintetgjorde Fjendens Hensigt. Da kort derefter Kaptejn Steffens meldte at have opfyldt sit Hverv, tiltraadte vi vor Retræte med Kjederne en échiquier og understøttet af Kavaleriet, hvilket blev udført med al mulig Orden indtil Grossen Zecher, hvor først Ilden ophørte, og Fjenden, der havde forfulgt os meget varsomt, gjorde Holdt og lod os fortsætte vor videre Marche uden at forurolige vor Arriéregarde, uagtet han havde to Eskadroner Husarer (grønne), der kunde have gjort vor Retræte besværlig. [ denne lille, skjøndt interessante Affære — for saa vidt vore Troppers brave Adfærd angaar, da de næsten Alle for første Gang bragtes i Ilden og desuagtet viste saa megen Orden og Fatning, — havde vi ikkun Saarede 2 Mand og 1 Hest; vistnok kunde denne Expedition have kostet os langt mere, dersom Fjenden var gaaet stærkere paa eller havde skudt bedre.
10. November blev vor Kavaleri Fellvagt ved Kogel Mølle overfaldet af en Eskadron, der i samme Øjeblik, den lod sig se, angreb i Karriere. Vor Feltvagt fik der ved næppe Tid til at sidde op og maatte imod saa over legen Magt, da den kun bestod af 1 Officer og 30 Mand, trække sig tilbage. Da det var Fjendens Hensigt at gjøre Fanger for at erholde Kundskab om vor Styrke og Stil ling, saa forfulgte han meget heftig vore retirerende Husarer, hvoraf han var heldig nok til at tage 2 til Fange, hvis Heste vare styrtede. Lykken føjede det imidlertid saaledes, at just vor ny Feltvagt ankom for at afløse, hvorefter disse to Feltvagter strax forenede angrebe med megen Rravour under Husarløjtnant Ewald og Løjtn. Schielderup af Dragonerne; den fjendtlige Eskadron blev jaget paa Flugten, hvorved een fjendtlig Husar blev ned hugget og een taget til Fange. Da vort Detachement blev en anden fjendtlig Kavaleri Afdeling var i nogen Af stand, hvorhen Eskadronen retirerede, maatte vore brave Ryttere opgive Jagten.
12. November. De for de franske Vaaben ulykke lige Begivenheder ved Stor-Armeen havde allerede længe ladet forudse, at det fransk-danske Armee Korps under Prinds Eckmuhl ej vilde kunne holde Stillingen ved Mölln og Ratzeburg. Ogsaa var denne Egn siden 3. September, da bemeldte Armeekorps havde draget sine Subsistens midler tildels herfra, næsten udtomt og tilbød nu kun liden Udsigt til fortsat Underhold for en Armee. En til Prindsen af Eckmiihl indløben officiel Efterretning om Napoleons Nederlag ved Leipzig samt Visheden om, at Ponto Corvo var i Anmarche imod os med en kombineret svensk-russisk-tydsk Armee, 60000 Mand stærk, ligesom ogsaa Hensyn til vor hele vanskelige Retræte over Defile- erne bag vor Front bestemte nu Prindsen til at forlade Stillingerne ved Mölln og Ratzeburg samt ved Büchen, og tage en ny Stilling bag Stecknitzen og Billen. Om Aftenen Kl. 8,45 erholdt da hele Armeekorpset Ordre at bryde op næste Morgen Kl. 4. Korpsets Styrke og Stil ling før Opbruddet var følgende: Ved Ratzeburg 5000 Franske og 5000 Danske; ved Mölln 2000 Franske og 400 Danske; Lübeck 1300 Franske og 1600 Danske, Summa 15000 Mand. Ved Büchen stod 5000 Franske og i Hamburg en Garnison af henved 8000 Mand. Den hele tjenstgjørende Styrke under Prinds Eckmühl beløb sig altsaa ikkun til 28000 Mand, i hvilket Antal den store Mængde Syge var fradraget, hvoraf alene det danske Korps havde over 3000 Mand og de Franske i Forhold et endnu langt større Antal.
13. November om Morgenen, et Par Timer før Dag, satte alle Tropper sig i Marche dels over Broen ved Ratzeburg, dels over Defileet ved Papirmøllen sønden for Ratzeburger Søen. Allerede i de sidst forløbne 8 Dage havde Prinds Eckmiihl draget alle franske Tropper bort fra Lübeck til Mölln paa et Polsk Lancier Regiment nær, som tilligemed den danske Garnison i Lübeck for blev der under General L’allemands Kommando. Samt lige Bivouaker bleve efter Afmarchen stukne i Brand. Ligeledes blev Broerne ved Ratzeburg og Papirmøllen dels afkastede, dels brændte. Posten ved Weissen-Hirsch tilligemed de øvrige Forposter ved Brunsmark, Horst og Schmilau holdtes besatte, indtil Hovedkolonnen var passeret bemeldte Broer, hvorpaa disse Posteringer i Stilhed trak sig tilbage og formerede en Arriéregarde, hvortil de to Husar Eskadroner og Wegeners Kompagni fra Salem stødte. Den 3. og 4. Bataillon Holsten og 1/2 Batteri Gönner, der udgjorde Ratzeburger Garnisonen, holdt Byen endnu et Par Timer besat.
Fjenden, som ved den stærke ild fra vore forladte Bivouaker var bleven opmærksom og let kunde formode vor Retræte, satte sine lette Tropper snart i Bevægelse for at rekognoscere os og efter Omstændighederne at forfølge og harcellere vor Arriéregarde. Ogsaa var vir kelig denne næppe passeret Papirmøllen, førend Kosakker og fjendtlige Jægere havde besat den østlige Rand af Ratzeburger Søen. Efter at Hovedkolonnen, som var gaaet over Papirmøllen, havde i to Timer boldt en Stil ling paa Højderne Vest for Ratzeburger Sø, fortsatte denne Kolonne, da Arriéregarden var ankommen, sin Marche og tog et Kantonnement bag Stecknilz. Prinds Frederiks Hovedkvarter kom til Rothenhausen, Staben af 1. Brigade til Kronsförd, hvor et stærkt Brohoved allerede fandtes anlagt af de Franske, og til hvis Besætning 4 Batailloner af Schulenburgs Brigade blev bestemt og indkvarteret i Kronsförd og Omegn. 2. Brigades Stab, General Lasson, kom til Bliesdorf. Vor højre Fløj blev dækket af 4. Jægerkompagni og nogle Piecer, der vare placerede ved Donnerschleusse, N. V. for Mölln, samt i Göldenitz, Sirksrade, Kasdorf og Siebenbäumen; Lübeck og Mölln forbleve endnu besatte af vore Tropper indtil nærmere Ordre.
Efter at Garnisonen i Ratzeburg havde vexlet nogle Skud med Fjenden paa den østlige Side af Søen, og da Hovedkolonnen var passeret Harmsdorf, trak Besætningen sig tilbage og sluttede til Arriéregarden, som imidlertid ogsaa var ankommen Vest for Ratzeburg. Det bør endnu bemærkes, at vor Stilling ved Ratzeburg var bleven for vandlet elterhaanden til saa at sige en forskandset Lejr; hele Fronten og især højre Fløj var besat med Redouter og Flecher; Weissen Hirsch var stærkt forskandset, og begge Flankerne dækkede med uhyre Forhug. Det vilde derfor unægteligen have kostet Fjenden mange Folk at tage denne Stilling; men den var dog vistnok helt mis lig, da Retræten i Tilfælde af Overmagt — hvorved dog omsider Posten ved Weissen Hirsch kunde have været forceret — vilde have været yderst vanskelig, om ej al deles umulig at udføre.
14. November foretoges en Rekognoscering med flere Batailloner og Eskadroner fra Lübeck mod Grônau, som fjenden havde besat, og hvorfra han blev fordrevet. Paa begge Sider havdes nogle Saarede, og samme Aften besatte Fjenden Grônau paany. Samme Dag skete tillige et Angreb paa den franske forskandsede Lejr ved Molln. Fjenden bestod af omtrent 2000 Mand Infanteri og nogle Eskadroner. Angrebet med Bajonetten blev 3 Gange for nyet og afslaaet. Fjenden lod mere end 100 Mand Døde paa Pladsen, og 6 Mand bleve tagne til Fange. De Fran skes Tab i denne Affære bestod i 1 Kaplejn død, 4 andre Officerer saarede og 65 Mand Døde og Saarede.
21. November blev atter foretaget en stor Rekog noscering fra Korpset bag Stecknitzen under General Schulenburgs Kommando imod Grônau. Til samme Tid udmarcherede General L’allemand fra Lübeck og tog med et Par Batailloner og et Batteri en Stilling for at dække vor Retræte. Rekognoscerings Korpset avancerede til Taschenbeck og henimod Sarau, hvor Fjenden havde stærkt besat den derværende Skov, men strax ved vor Anmarclie tiltraadte sin Retræte. Langs den østlige Side af Wachenitzen stode fjendtlige Poster og Vedetter. Da Korpset havde holdt en Position imellem Hornsdorf og Taschenbeck, og Hensigten med at erfare Fjendens Styrke og Stilling paa dette Punkt var opnaaet ved flere derom indhentede Efterretninger, marcheredes tilbage til Kan tonnementet.
23. November forlagde Prinds Frederik sit Hovedkvarter til Lübeck og General Schulenburg sit Brigade Stabskvarter til Rothenhausen.
29. November blev begyndt med at demolere Broskandserne ved Kronsförd.
30. November om Natten til 1. December blev Mölln i Stilhed evakueret af de Franske.
1. December blev vor højre Fløjs Kantonnements trukne tilbage til Sandersneben; Centrum og venstre Fløj blev staaende.
2. December tiltraadte det danske Auxiliærkorps’s Centrum en retrograd Bevægelse til bag Traven. Gene ral Schulenburgs Stabskvarter kom til Hamberge. Broerne ved Moislingen og Hansfelde bleve demolerede for at op holde Fjenden, hvis Kosakker og lette Tropper bestandig fulgte harcelerende i Hælene paa vor Arriéregarde, der mistede nogle Folk, som ej kunde følge med. Ligesom vor Arriéregarde var sluppen over den halvt demolerede Bro ved Moislingen, besatte Fjenden Byen og beskød os fra Husene; men nogle velrettede Kanonskud gjorde snart Ende paa denne Affære og fordrev Fjenden til den anden Ende af Byen, hvorpaa Broens Demolering blev fuldført. General Lassons Brigade, eller højre Fløj, havde Ordre at trække sig til Oldesloe, naar samme blev forceret.
3. December. For at være den anden Brigade nærmere i Tilfælde af et Angreb, som for denne var at for mode, marcherede første Brigade til Omegnen af Rheinfeldt, hvor vi forefandt en meget god Position bag Sarpenaue eller Vest for denne Aa.
4. November om Eftermiddagen omtrent Kl. 3,30 blev 2. Brigade angrebet ved Boden af tre fjendtlige Batailloner og et Regiment Kavaleri. Dette Angreb blev med megen Bravour afslaaet af 1ste Batl. Slesvig, 1/2 Batteri Castonier samt 50 Mand Fyen Dragoner under Guldberg og Moltke. Fjendens Tab bestod i Døde 1Oberst, Both, og 100 Mand Døde og Saarede, Underofficerer og Menige. 1 Fangenskab faldt den fjendtlige Major Burghardt, Løjtn. Baron Flemming, begge saarede, og Kaptejn Schleppegrell, hvilke afgave Revers om ej at tjene imod os eller de Franske i denne Krig. Vort Tab bestod i 4 Mand Døde, 15 Saarede og 4 Savnede.
Medens det danske Auxiliærkorps saaledes var gaaet tilbage bag Traven, havde Prinds Eckmiihl med alle franske Tropper, paa Lancierregimentet i Lübeck nær, som fra nu af forblev tilligemed General L’allemand ved det danske Korps, taget en Stilling bag Billen og i Omegnen af Schwarzenbeck. Det jydske Dragon Regiment, som en Tid lang i Molln havde staaet under den franske General Vicherys Kommando, fulgte med de franske Tropper. Om Aftenen indløb Rapport fra Husarløjtnant Bech, som af General Schulenburg var udsendt for at indhente Kundskab om Fjenden, at Ahrensburg var besat af Kosakker, ligesom at den store Landevej fra Hamburg til Liibeck blev stærkt patrouiileret af fjendtligt Rytteri. Kommunikationen med Prinds Eckmühl var altsaa fra nu af helt vanskelig og maatte næsten opgives.
5. December om Morgenen Kl. 3 brød Schulenburgs Brigade op og marcherede til Oldesloe, hvor begge Bri gader indtoge en Position Syd for Byen, hvor nogle Skandser vare opkastede og bleve besatte med Artilleri. I Forventning af et Angreb her af den over Boden frem rykkende Fjende beholdt vi denne fordelagtige Stilling hele Dagen og den paafølgende Nat. Major Berger blev med sin Eskadron, 2 Kompagnier Fyen og 2 Kanoner detacheret til Neritz for at sikre vor højre Flanke, Kaptejn Wegener med sit Kompagni og Jægerkompagniet af 3. Batl. Holsten samt 2 Kompagnier Fyen og 2 Kanoner posteret i Riimpel til Forbindelse mellem Hovedkorpset og Berger, Kapt. Zepelin med 2 Kompagnier af 4. Bataillon Oldenborg, 2 Kanoner og 24 Dragoner i Sidfeldt for at dække Bergers højre Flanke. I samme Hensigt og til dels som Repli for Posteringen i Sidfeldt var Ritmester Bardenfleth med sin Eskadron, 3 Kompagnier Fyen og 4 Kanoner sendt til Niendorf. Jægerne og Grenadererne af Fyen samt 30 Mand fyenske Dragoner bleve detacherede til Seinsdorf i vor venstre Flanke. I Fronten af Stillingen var Rethwischhof og Mølle besat med Grenadererne og Jægerne af Slesvigske Regiment samt Jægerkompag niet Schow. Ligesaa var Pölitz besat af Dronningens Jægerkompagni, et Detachement Fyen Inf. og 40 Husarer under Ritmester Hoffmann.
Om Eftermiddagen blev Rethwisch angreben af en Jægerbataillon; vore Grenaderer og Jægere holdt imidlerlertid deres Post, og Fjenden trængte ikke videre frem. Ligeledes havde Posteringen i Pölitz et meget heftigt Engagement med Fjenden, der vedvarede, indtil Mørket faldt paa. Vi havde i disse smaa Affærer ingen Døde, men nogle faa Mand let saarede. Da Rerger om Formiddagen omtrent Kl. 11 erfarede, at Fjenden havde kastet en af hans Patrouiller og søgte ved et andet Detache ment at afskære den, beordrede Berger 24 Husarer under Løjtnant Schielderup til Soutien paa Vejen til Elmenhorst. Det kom her til en levende Fægtning med Fjenden, som imidlertid havde forstærket sig. Løjtnant Schielderup fik 2 Landsestik, I Husar blev skudt og 2 Husarer liaardl saarede. Berger rykkede derpaa selv frem med et Komp. Infant, og Resten af sin Eskadron og kastede Fjenden ud af Elmenhorst; men da derpaa et nyt fjendtligt Sou tien omtrent paa 300 Heste rykkede frem, og flere In fanteri Troups lode sig se i Bergers højre Flanke, trak han sig i god Orden tilbage paa Neritz, uagtet Fjenden forfulgte ham under vedvarende Blænkren, som først endte om Aftenen Kl. 6. Da vi om Formiddagen erholdt Rap port om, at Fjenden med nogle hundrede Mand Kavaleri var gaaet over Traven ved Wesenberg og havde strejfet til Rheinfeld og Stubbendorf, saa blev Jægerkompagniet af 4. Bataillon Holsten og Lojtn. Juel med 24 Husarer sendt mod Stubbendorf for al observere denne Egn. Ligeledes blev Major Späth sendt til Nütschau.
6. December om Morgenen Kl. 4 forlod Korpset Positionen ved Oldesloe, efter at Posteringerne i Semsdorf, Rethwisch, Stubbendorf, Pölitz o. s. v. vare inddragne med al Forsigtighed, og marcheredes over Segeberg til Bornhöft og Omegn, en meget lang og formedelst de slette Veje meget besværlig Marche for Tropperne, der allerede ved de foregaaende Dages Marcher og Affærer vare meget anstrengte. Tropperne i Lübeck brød op Aftenen forinden, og deres Marche dirigeredes ligeledes over Segeberg. Ifølge en Kapitulation var der tilstaaet dem uforstyrret Afmarche, og at Fjenden ikke førend 12 Fimer efter deres Afmarche maatte afsende Tropper for at forfølge dem. Imidlertid blev dog denne Lübecks Besætning — som fra nu af udgjorde Arriéregardcn for Auxiliærkorpset og stod under General L’allemand — ind hentet af det fjendtlige Kavaleris Avantgarde i Egnen af Segeberg og blev paa hele Retræten derfra til Bornhöft harcelleret af den.
7. December om Morgenen erholdt vi Efterretning om, at to store Kolonner vare i Anmarche paa Eutin og Neumünster. Det var af yderste Vigtighed, at Passet ved Preetz snarest muligt blev besat og forsvaret indtil sidste Mand, saa længe indtil vore Kolonner vare passerede samme, og for ikke herfra at blive afskaaret Retræten. Major Berger blev strax detacheret derhen med 2 Kanoner, 1 Bataillon og sin Eskadron. General L’allemand, der kommanderede Arriéregardcn, som bestod af et Bat teri Gerstenberg og 2 Kanoner af Koyes Batteri, et Landse nerregiment, det holstenske Rytter Regt., de to holstenske Skarpskytte Batl., anden Batl. af slesvigske Jæger Korps og en Batl. af 3. jydske Infanteri Regt., hvilken sidste var stødt til Auxiliærkorpset i Lübeck, havde som om- meldt hele Dagen forinden været foruroliget af den fjendt lige Avantgarde, der bestod af Kavaleri, og bød den længe Spidsen i Stillingen ved Dahldorf. Da imidlertid Fjendens Styrke var voxet til 14 Eskadroner, hvoraf der lod sig slutte til en efterfølgende Infanterikolonne, og begge Brigaderne ogsaa tildels havde sat sig i Marche over Nettelsee og Preetz, saa L’allemand sig nødsaget til at trække sig tilbage imod Bornhoft, hvilket skete i god Orden. Her tog han en Stilling Syd for Byen, Kavaleriet paa begge Fløjene, Artilleriet og Infanteriet i Centrum, og efter at Schulenburgs Brigade havde posteret 2 Ba- tailloner og 2 Kanoner paa den nordlige Side af Born hoft til Ilepli for Arrieregarden, begyndte denne sin Re træte gjennem Byen, først med Kavaleriet. I det samme Øjeblik, da Defileet var bleven fyldt med dette retirerende Kavaleri, gjorde Fjenden med 7 Eskadroner et meget levende Angreb paa hele Linien,. Vort Artilleri fik kun Tid at anbringe nogle faa Skud med Kugler, men en Bataillon af vore Skarpskytter, der havde lagt sig bag en Jordvold, tilføjede Fjenden større Skade. Ikke desto mindre trængte det fjendtlige Kavaleri tilligemed vore Tropper ind i Defileet, bragte Alt i Deroute, huggede Stykkudskene ned fra Kanonerne og. besatte med en Eskadron Husarer Hovedpassagen gjennem Bornhoft, hvor ved vor Husar Eskadron Spåtli, som Prindsen førend Affæren havde sendt L’allemand til Forstærkning, blev bragt i Knibe og vilde have været afs'kaaret, naar ikke nogle velreltede Kanonskud fra Gonners 2 Piecer Nord for Byen havde gjort saadan Aabning i bemeldte fjendt lige Eskadron, at den strax tog Flugten, hvorved da Spåtlis Eskadron fik Luft og kom, omendskjøndt temmelig sprængt, tilbage. — Fjenden trængte med saa megen Hidsighed paa, at han tilligemed vore Tropper kom ud af Bornhoft, men blev godt modtaget af vort Infanteri, som der var posteret, og jaget tilbage i største Uorden, efter at vi havde frataget ham nogle Fanger og saaret liere Folk og Heste. Da paa denne Retræte de to lette Batailloner ej fulgte med de øvrige Tropper, ansaa man dem for tabte. Virkelig vare de ogsaa sprængte og kunde ikke ralliere sig saa hurtig, at de kunde følge med det i Karriere retirerende Artilleri og Kavaleri; dette havde imidlertid den gode Følge, at Fjenden, som efter at være repousseret paa den nordlige Side af Byen, maatte gaa tilbage gjennem Bornhoft, maatte passere disse Batailloners lid, hvorved Fjenden efter de Fangnes Udsigende skal have mistet betydeligt af Folk og Heste. Skarpskytterne formerede sig inde i Dyen, efter at Affæren var endt, og Fjenden kastet tilbage, hvorpaa de siden stødte til L'allemand, der samlede sine Tropper Nord for Byen, dækket af de 2 Batl. af 1. Brigade, hvilke beholdt deres Stilling, indtil det blev mørkt, i hvilken Tid Fjenden afstod fra videre Forsøg paa at trænge frem igjen. — Da Arriéregarden igjen var samlet, trak de to Batl. af Scliulen- burgs Brigade samt de 2 Kanoner sig efterbaanden og ved Hjælp af Mørket uformærket tilbage og begav sig paa Marchen efter Brigaden, som havde taget Vejen til Nettelsee; L’allemand dækkede derpaa igjen Hovedkorpset som Arriéregarde og salte sig i Marche ad samme Vej. Den 2. Brigade var strax førend Angrebet ved Bornhoft marcheret ad Vejen over Perdoel til Preetz under Prinds Frederik af Hessens egen Anførsel. Resten af 1. Bri gade holdt derimod under bemeldte Angreb længe en Stilling Syd for Ruhwinkel for i Tilfælde af det ulykke ligste Udfald at optage de ved Bornhoft fægtende Trop per. I Affæren ved Bornhoft tabte vi to Kanoner af Gerstenbergs Batteri, som Fjenden tog, foruden een Kanon, der paa Retræten gjennem Byen gik itu paa Lavetten og ej kunde transporteres videre. Antallet af Døde og Saarede paa vor som paa Fjendens Side kan jeg ej bestemt angive, men regner det omtrent til en 30 á 40 Mand. Vore lette Batailloner savnede derimod endel Mandskab, hvis Skjæbne ej kjendes, da de ved Kavaleri Attaken blev sprængte fra hinanden.
Marchen af Brigaden og Arriéregarden fortsattes hele Natten, og først henimod Dagbrækningen naaede de fleste, skjøndt ikke alle Tropperne deres Bestemmelse, nemlig 1. Brigade et Kantonnement mellem Raisdorf, Ronne. Wellsee, Moorsee, Meimersdorf, Gr. og Kl. Flintbeck; Arriéregarden ved Honigsee. Passet ved Hammer blev besat med 2 Kanoner, 1 Eskadron og 1 Jægerkompagni. General Schulenburgs Kvarter i Sieverskrug.
8. December rykkede 1. Brigade ind i en Position ved Dorfgarten. Den 2. Brigade var endnu ikke ankom met. Om Aftenen Kl. 10, da man ved 1. Brigade havde truffet Anstalt til Folkenes Bespisning i Dorfgarten saaledes, at 1/3 af Alandskabet havde Hvil og kunde bespises, medens Resten af Tropperne forblev i Positionen, mod toges Ordre fra Hovedkvarteret, at forlægge hele 1. Brigade til Kiel, strax efter at være bleven afløst af den imidlertid ankomne 2. Brigade. Følgen heraf var, at mere end det halve Alandskab hverken fik Mad eller Drikke, men maatte vandre hele Natten i den stærkeste Regn om kring i Kiels Gader for at finde de dem anviste Kvarterer, som de for Størstedelen først fandt om morgenen, da Generalmarchen sloges, og Alt igjen skulde marchere; hvilket atter foranledigede megen Uorden, da Kompagni erne ej vidste at finde deres Folk; Generalmarchen blev ikke slaaet af bele Regimenters eller Batailloners Tam- bourer, men af en enkelt Tambour, saa mange vare uvi dende om, at der skulde brydes op. Det var under disse Omstændigheder forbunden med de største Vanskeligheder at faa Tropperne samlede og ud af Kiel, medens for mentlig al Uorden kunde have været undgaaet, naar 1. Brigade var bleven staaende i Dorfgarten, 2. Brigade derimod strax efter Ankomsten om Aftenen var rykket ind i Kiel, hvorved den Tid havde været vundet for begge Brigader, som behøvedes til Afløsningen ved Positionen omkring Dorfgarten, og Tropperne havde været indkvar terede, førend Alørket og Regnvejret indtraadte. Hvis Fjenden den Alorgen havde angrebet os i Kiel, vilde for mentlig Alt liave været tabt; thi den almindelige Uorden vilde havde gjort ethvert planmæssigt Forsvar umuligt.
9. December om Alorgenen kom begge Brigader lykkelig i Alarche, den 1. over Kronshagen, Ottendorf og imod Kanalen og videre over Konigsford til Lindau — den 2. tilligemed Bagagen med dens Bedækning paa den store Chaussee til Gettorf. Achterwehr var af 1. Brigade besat med 2 Kanoner, 1 Eskadron og et Jægerkompagni, hvortil endnu var stødt et Detachement af Hertug indens Livjæger Korps. — Jeg blev detacheret til Avantgarden af vor Brigade, som kommanderedes af Major Berger og bestod af 1 Eskadron Husarer, 2 Jægerkom pagnier og det altonaiske Grenader Jægerkompagni. — General L’allemand førte Arriéregarden og marcherede til Rcvensdorf. Da vi ankom til Kanalen, blev jeg af General Schulenburg beordret at paase, at den derværende Bro blev forsvarlig afbrændt, efter at alle Trop perne vare komne over, og begav jeg mig derpaa igjen til Teten af Kolonnen, som jeg dog først indhentede tæt ved Lindau, hvor Brigaden bivouakerede den paafølgende Nat. De fornødne Sikkerhedsvagter og Poster bleve som sædvanligt udsatte.
10. December om Morgenen Kl. 4 brød hele Briga den op og satte sig i Marche mod Holtzsee, hvor 2. Bri gade stødte til os. Undervejs blev gjort Holdt, og Gene ral L’allemands Korps defilerede imidlertid frem for at for mere Avantgarden. Ved Ankomsten til Holtzsee erfarede man. at Fjenden holdt samme besat, at det hele Wallmo- denske Korps var Aftenen tilforn og om Natten ankom met til Omegnen af Cluwensick og Osterrade og holdt Sehestedt stærkt besat, samt at en stærk Kolonne svensk Infanteri var i Anmarclie og vilde indtræffe i bemeldte Egn endnu samme Dag. Vor Avantgarde stødte paa Fjenden i Holtzsee, drev ham tilbage og gjorde 60 Fanger foruden flere fjendtlige Bagagevogne samt to Ammunitions vogne. Fjenden havde flere Repliposter; alligevel blev han af vor Avantgarde kastet tilbage fra en Post i en anden, og Hovedkolonnen fulgte saaledes efter indtil Sehestedt, som Fjenden havde besat med tre Batailloner, souteneret af hans Artilleri, der under Bedækning af flere Infanteri Batailloner var opmarcheret Syd for Byen paa de derværende Højder. Artilleriet og Infanteriet af vor Hovedkolonne marcherede ligeledes op Nord for Sehe- stedt, og nu begyndte en levende Kanonild fra vor Side, som blev besvaret af det fjendtlige Skyts, hvis Antal jeg anslog til 15 Piecer. Da et fjendtligt stærkt Detache ment viste sig i vor højre Flanke, saa beordrede Gene ralmajor, Grev Schulenburg et Batteri, Fries, en Eskadron Husarer under Berger og 3 Batailloner af sin Brigade under Direktion af sin Adjudant, Kaptejn og Divisionskvarter mester Romeling, frem for at holde dette fjendtlige Korps i Respekt og sikre os for at blive tourneret; hvilket ogsaa under den hele Dags Affære blev udført af dette Flanke korps med ligesaa megen Indsigt som Bravour. Efter at Kanonaden ved Sehestedt ikke havde tilvejebragt Fjen dens Delogering af nævnte By, hvis Besiddelse var nød vendig for os, da den store Vej til Rendsborg fører der- igjennem, saa blev General Schulenburg beordret med 2 Batailloner af oldenborgske Regiment at tage Byen med Bajonetten, hvilket Angreb ogsaa blev udført med Kjæk- hed og Orden, uagtet det kostede megen Anstrengelse at bringe Fjenden ud af sin fordelagtige Stilling bag Gjærder og Huse. Efter en halv Times Fægtning lykke des det at kaste de fjendtlige, Størstedelen lette Tropper; men paa den sydlige Side af Byen erholdt de Forstærk ning, og vore Tropper tabte igjen en Del af de tilkæm pede Fordele. Man sloges saaledes henimod en Time med Forbitrelse og Anstrengelse, uden at vi vandt meget Terrain; endelig lykkedes det vore brave Batailloner under General Schulenburgs personlige kjække Anførsel at kaste Fjenden helt ud af Byen. Fjenden opbød nu Alt for ved Hjælp af sin Overmagt at fravriste os Sehestedt, hvis Besiddelse han kjendte Vigtigheden af for os saavelsom for ham. Fjenden lod formere en stærk Infanterikolonne af flere Batailloner. Da vi bleve dette var, lod General Schu lenburg et Par Kanoner beordre frem paa den Vej, ad hvilken Kolonnen maatte passere; næppe var en af disse Piecer placeret her, førend Kolonnen rykkede frem i Stormskridt. (At den opplantede Kanon formedelst dens slette Betjening og Mandskabets Dekontenance ikke kom til at afgive et eneste Skud paa den fjendtlige Kolonne, der paa denne korte Afstand af 2— 300 Skridt vilde have følt Kardætskernes hele Virkning, er uforsvarligt). — I dette kritiske Øjeblik lod General Schulenburg tre Eska droner fyenske Dragoner beordre at rykke hurtig frem. Vort Infanteri, som her paa dette Punkt, hvor den fjendtlige Kolonne rettede sit Angreb paa, ikkun bestod af omtrent 3 Kompagnier, blev imidlertid bragt til at vige, og alle rede havde Fjenden bemægtiget sig den forommeldte Kanon, da vore Dragoner ankom og gjorde, understøttet af vort Infanteri, som forstærket igjen rykkede frem, og det slesvigske Infanteri Regiment, der ogsaa nu var an kommet Og havde taget en Stilling sydvestlig for Sehesledt, en saa levende Attake paa det fjendtlige Infanteri, at hele dets Kolonne blev sprængt, nedsablet eller jaget paa Flugten, 600 Mand gjorte til Fanger, vor tabte Kanon tilbageerobret, 2 fjendtlige Kanoner og 2 Ammunitions vogne tagne. Iblandt Fangerne var Prinds August af Mecldenburg og 25 andre Officerer. — Til samme Tid, da den fjendtlige Kolonne angreb Sehestedt, gjorde et fjendtligt Detachement Mine til at gaa i vor venstre Flanke, men afstod fra videre Forsøg herpaa, da samme bemærkede det uheldige Udfald af Kolonneangrebet; nogle Kompagnier vare imidlertid detaclierede for at iagttage hint fjendtlige Detachements Bevægelser paa denne Fløj. — Omtrent et Kvarter efter det fornævnte Angreb viste sig nogle fjendtlige Eskadroner en colonne ved Oster- rade, hvorfor Husareskadronen Spåth og et Detachement af omtrent 60 Mand Fyen Dragoner blev beordret frem for at iagttage det fjendtlige Rytteri. Da vort Rytteri med Husarerne i Teten nærmede sig Osterrade, rykkede allerede de fjendtlige Eskadroner over Broen og huggede i samme Øjeblik ind paa vort Rytteri, førend dette kunde formere sig til at imødegaa Attaken; under saa ufordel agtige Omstændigheder, indesluttet i en snever Vej, der var bedækket med Døde og Saarede, der gjorde enhver Bevægelse endog paa Stedet vanskelig og foraarsagede Uorden, blev vort Rytteri, der ikkun formaaede at gjøre liden Modstand, trængt tilbage paa Sehestedt. Under denne Tilbagegang sad det fjendtlige Hytteri vore Husa rer, der udgjorde Queuen, uafladelig paa Halsen med Sablen i Nakken og forfulgte med saadan Heftighed, at mange fjendtlige Ryttere sprængte midt ind i Byen, hvor dog vort Fodfolks lid satte Grændser for deres videre Fremtrængen. Det saaledes forfølgende Rytteri, der be stod især af det mecklenburgske ridende Jægerkorps, om trent 100 Mand stærk, og af noget Mandskab af de efter følgende Husareskadroner, blev uagtet den umiskjendelige Bravour, hvormed det udførte denne Attake, ikke under støttet af de i Queuen værende fjendtlige Eskadroner, hvis Styrke allerede halvvejs, ved at bemærke vort Infan teris Stilling og Styrke, vendte om, gik tilbage over Broen og saaledes lode deres brave Kammerater i Stikken. Medens den anførte Attake paa vort retirerende Rytteri stod paa, var en Bataillon Fyen blevet posteret bag Grøfterne langs med den Vej, som maatto passeres af Fjenden under en Tilbagegang. Da Fjenden var kastet tilbage af vort Infanteri i Sehcstedt, blev Resten af de fjendtlige ridende Jægere, som ej her fandt Dod eller Fangenskab, paa Tilbagevejen saaledes medtaget af Musket ilden fra Bataillonen Fyen, at ikke een Mand kom tilbage, og dette Korps saaledes var oprevet. Blandt de ved denne Lejlighed fangne fjendtlige Officerer befandt sig den kjække Kavaleriobcrstløjtnant, Baron Goltz. — Siden gik et Par Eskadroner af holstenske Rytter Regmt. frem i Defileet ved Osterrade og faldt saaledes i den krydsende Ild af de fjendtlige Skarpskytter og Jægere, hvorved Eskadro nerne tabte benved 50 Mand.
Vort Tab ved Sehestedt bestod i 66 Mand Døde og 319 Aland Saarede, hvoriblandt 18 Officerer. Fjenden havde mindst 400 Mand Døde og Saarede. Selve Angrebet paa Sehestedt varede fra om Formiddagen omtrent Kl. 10 til om Eftermiddagen Kl. 4.
Efter at Sehestedt var taget, stod os nu Vejen aaben til Fæstningen Rendsborg, saafremt Fjenden ej havde ødelagt Broen ved Schiernau, hvilket han imidlertid til vor store Lykke havde forsømt at gjøre; rimeligvis har Fjenden dog selv passeret Broen, eftersom det andet Defile mellem Ejderen og Wittensee, nemlig Biinsdorf, ja endog Sorgbrück samme Dags Formiddag var besat af fjendtlige Tropper.
Oberst Waldeck besatte om Aftenen, efter at Affæren var endt, Sehestedt med to lette Batailloner og afløste Infanteriet af Scliulenburgs Brigade, som derpaa satte sig i Marche paa Rendsborg. General L’allemand af marcherede fra Sehestedt, da begge Brigaderne havde sat sig i Marche, og formerede igjen Arriéregarden. Ogsaa Trainet med dets Bedækning af nogle Jæger Kompagnier havde hele Dagen været engageret med Fjenden og kom tilligemed Armeekorpset samme Nat lykkelig til Fæst ningen Rendsborg. Paa Marchen dertil blev vore højre Sidepatrouiller harcelerede af fjendtlige Patrouiller ved Moor og Lehmbeck, men da en stærk Husarpatrouille blev sendt imod dem, trak de sig tilbage. — Det jydske Regiment lette Dragoner, der var fulgt med det franske Korps til Hamburg, var marcheret den 8. December fra Wandsbeck over Pinneberg og Itzehoe for at støde til Auxiliærkorpset, og den 9. December om Eftermiddagen ankom dette Regiment lykkelig til Rendsborg efter en meget forceret Marche. Fjenden, der havde Nys om dets Marche, forfulgte og indhentede Regimentet ved Jeven- stedt, men da dette Pas var besat med Infanteri og Ar tilleri af Rendsborg Garnisonen, undgik Regimentet Fjen dens videre Forfølgelse.
De ved Sehestedt gjorte Fanger vare af efternævnte Regimenter og Korps: