Det har vist sig vanskeligt for ikke at sige umuligt at indpasse mandskabets uddannelse i foring og vedligeholdelse af liærens motorkøretøjspark, hvis de øvrige krav, der stilles til motorkøretøjsførernes almene uddannelse efter gældende bestemmelser blot nogenlunde skal modsvares.
Som forholdene er nu, vil det være muligt ved rationel tilrettelægning at gennemføre den primære uddannelse af motorkøretøjsførerne ved en afdeling indenfor uddannelsens første klasse og begyndelsen af anden klasse.
Ved den primære uddannelse er her forstået opnåelse af førerbevis til de forskellige kategorier af motorkøretøjer, enkelte kolonnekørsler, slæbning af havarerede køretøjer, gennemgang af bestemmelserne for rengøring, vedligeholdelse m. v., forevisning af tekniske films og lignende, medens den taktiske uddannelse samt tilegnelsen og uddybelsen af det i første klasse gennemgåede stof, således at motorkoretøjsføreren kan opnå prædikatet „motormindet“ henlægges til uddannelsens anden og tredie klasse på linie med den specialuddannelse, der iovrigt finder sted her.
Gennemførelsen af den primære uddannelse i første klasse er en nødvendighed, tbi allerede kort inden anden klasse melder behovet sig for motorkøretøjerne, hvis det øvrige mandskabs uddannelse skal finde sted under de gunstigste betingelser.
Gennemførelsen af motorkøretøjsførernes primære uddannelse som ovenfor anført betyder dog, at der lægges et sådant beslag på eleverne til denne uddannelse, at deres almene uddannelse i de øvrige, militære discipliner i denne tid hovedsagelig ligger stille.
Dette forhold er ikke alene meget alvorligt for de egentlige motorkøretøjsførere, men også og i særdeleshed for den del af mandskabet, der uddannes som reservechauffører, og som skal udfylde andre pladser ved siden af.
Indenfor de forskellige kategorier af motorkøretøjer vil førernes uddannelsestid naturligvis være forskellig.
Således vil uddannelsen af motorcvklisterne ikke behøve at give noget kompromitterende afbræk i den øvrige uddannelse.
Endvidere er antallet af forere af lette personmotorkøretøjer ved afdelingerne så lille, at det næppe kan fa indflydelse af betydning ved vurderingen af afdelingens almindelige kampduelighed.
Vanskelighederne melder sig alvorligst ved uddannelsen af lastmotorvognsførere og i særdeleshed ved de mere komplicerede køretøjer, de 4-hjulstrukne samt specialkøretøjerne.
Sættes næsten al anden uddannelse til side, må man regne med, at den primære uddannelse før sidstnævnte køretøjskategoriers vedkommende under gunstige forhold vil tage ea. en fuld måned, hvis den skal gennemføres forsvarligt.
En forsvarlig og grundig uddannelse af motorkoretøjsforerne er en nødvendighed, der er ligeså afgørende for afdelingens anvendelsesmulighed under krig som betjening af våbnene.
Som tidligere nævnt er det ikke muligt i øjeblikket at give motorkoretøjsforerne en tilstrækkelig uddannelse, som omfatter såvel motorkøretøjstjenesten som den øvrige almene uddannelse.
Det vil måske ad åre være muligt gennem rationalisering at gennemføre denne opgave f. eks. ved oprettelsen af velenkadrerede motorskoler indenfor afdelingerne, hvor motorkoretøjsforerne modtager hele deres første uddannelse og derefter tilgår underafdelingerne et stykke ind i 2. klasse. (Forbindelsesfolkene har i 30’erne været uddannet på denne måde). Denne ordning forudsætter, at der rådes over et veluddannet lærerpersonale, samt at afdelingens personel fra chef og nedefter er „motorminded“.
Da afdelingernes øjeblikkelige krigsbrugbarhed må være det afgørende for de dispositioner, der skal træffes idag, vil det ikke va're heldigt at basere sig på en ordning af motorkøretøjsførernes uddannelse, som først en gang ad åre eventuelt vil kunne betegnes som tilfredsstillende.
Udfra denne opfattelse vil det vise sig nødvendigt straks at tilvejebringe en ordning, som kan sikre motorkøretøjernes effektivitet ved pludselig indsættelse. En sådan ordnings varighed vil henset til det foran anførte muligvis kunne gøres midlertidig.
Ved løsningen af opgaven kan man gå to veje.
Den ene er at indkalde motorkøretøjsførerne ca .3 uger til en måned for det øvrige mandskab, således at deres primære motoruddannelse delvis vil kunne være afsluttet på det tidspunkt, da resten af årgangen indkaldes. En fuldstændig afslutning af den primære uddannelse til det tidspunkt, de øvrige indkaldes, vil ikke være ønskelig af hensyn til kørsels- og vedligeholdelsesrutinen.
En tidligere indkaldelse af menige til specialuddannelse har været prøvet før (trainkonstahlerne) og skulle antagelig ikke støde
på principielle vanskeligheder. Det må herved også tages i betragtning, at denne motoruddannelse vil vise sig praktisk anvendelig i det civile liv.
Bibeholdes den nuværende tjenesteomgang, vil der ved denne løsning af opgaven kunne afses et betydeligt større antal kvalificerede lærerkræfter til uddannelsen, end tilfældet er nu.
Den anden løsning af opgaven vil være at fastansætte chauffører til tunge køretøjer og specialkøretøjer. Sådanne chauffører kunne udtages blandt folk, der har aftjent deres første værnepligt, og der bør tildeles dem en militær grad. De bør ved ansættelsen bindes for 1—2 år og derefter stå til rådighed for hæren en år-række, således som reservens befalingsmænd gor det nu. Disse chaufførers ledige tid bør udnyttes på ha-rens motorværksteder ved uddannelsen af reservechauffører m. v. Denne løsning vil naturlig- vis va-re ret kostbar, men det bør erindres, at en del af deres lønning vil kunne indtjenes gennem den besparelse, der vil opstå på motorkøretøjernes driftskonto ved at anvende rutinerede førere af motorkøretøjerne.
Flemming Lerche.
