Log ind

Tyske synspunkter med hensyn til panserværn

#

 Flankerende indsats og indsats med omvendt front må kræves overalt, hvor den taktiske situation tillader det, og det er i reg­len tilfældet i stillingens dybde. Sådanne stillinger må være dæk­ket i fronten. Da denne anvendelse er i modstrid med det almin­delige kampinstinkt og soldatens vanetænkning, må det derfor kontrolleres, at dette krav ikke blot bliver en intetsigende pa­pirfordring.

Også de ikke panserbrydende våben må inddrages i ildplanen, og alle rådige våben, lette og tunge — såvel de direkte som in­ direkte skydende — må straks, når fjenden angriber med panser, sættes ind mod dette

— for at tvinge kampvognene til at lukke luger og sigfespalter og

— for at skille ledsagefodfolket fra kampvognene.

Passive panserværnsforanstaltninger (spærreplan). Selv den bedste terrainhindring er værdiløs, hvis forsvareren ikke beher­ sker den med ild. Derfor må planlægning af aktive og passive panserværnsforanstaltninger afstemmes. Da det er lettere at finde gunstige ildstillinger for panserværnskanonen end terrain, der er velegnet for indretning af panserhindringer (i det mindste for dem, der kræver større jordarbejder. Miner kan praktisk talt udlægges i ethvert terrain), derfor må udstikning af pansergrave og m ulighed for afgravning af skråninger være afgørende for, hvordan panserværnsskytsets ildstillinger vælges og ikke omvendt. I hindringerne må være åbninger for egne troppers passage, og disse må holdes åbne til sidste øjeblik. Rettidig lukning bør derfor med særlig om­ hu fastsættes ved panserværnsplanen. En vigtig foranstaltning er og­ så, at panserværnsplanen omfatter sikring af kampstader, observa­ tionsstader, kommandostationer m. v. enten ved passive foranstalt­ ninger eller ved passende terrainvalg.

Panserdækningsgraves og tomandshullers betydning er alle­ rede omtalt.

Panserværnets melde- og observationstjeneste var utilstrække­ lig i forrige krig. Det er nødvendigt at have en kæde af meldestationer og et net for observation, der er besat med skolede panserobservatører, som ikke blot tjener til at give en første mel­ ding om fremrykkende panser og kampvognsindbrud, men også magter at følge et panserangrebs forløb.

Alarmeringsplan. Den fart, hvormed et panserangreb forløber, kræver hurtige beslutninger fra føringens side, men i almindelig­ hed vil der ikke være tid til at iværksætte disse gennem befaling. Derfor må der være fastsat en skematisk plan for panseralarm, der udløser bestemte forholdsregler som f. eks. omgruppering og omstilling af dele af artilleriet til panserbekæmpelse.

Den taktiske opfattelse af forsvaret.

Selvom det nok var muligt at foreslå endnu en række prak­ tiske synspunkter vedrørende panserværnet i forsvaret, må vi erkende, at en almengyldig opfattelse af forsvaret som sådan er vanskeligere at opstille, når rimeligt hensyn skal tages såvel til panserværnets som det almene forsvars behov.

Ved den anden verdenskrigs begyndelse var forsvar bygget op på krav om, at angriberen — altså også kampvognsangrebet — skulle bryde sammen og ødelægges foran forreste rand af for­ svarsstillingen i en koncentreret ild fra alle våben.

Skulle dette kunne gøres, måtte hovedmassen af alle panser­ brydende våben sættes ind som perler på en snor i hovedforsvars­ linien, hvorved alle panserværnsvåben straks ville være udsat for fjendtlig beskydning såvel direkte som indirekte og med alle kalibre. I denne forbindelse må vi også holde os for øje, at kamp­ vognen har sat det naturlige forhold mellem angriber og for­ svarer på hovedet. Thi kampvognen er at ligne ved en „vandrende befæstning“, hvis beskyttelse er så meget mere virkningsfuld jo hurtigere den bevæger sig. Panserværnsvåbnet derimod må „af­ dække sig“ for at deltage i ildkampen.

Hvorom alting er, betyder det allerede omtalte kompromis­ forslag: Valg af hovedforsvarslinien på en bagskråning, at der kan ydes fodfolket virksom ildstotte i dets liårde forsvarskamp mod indbrydende panser og dette ikke blot ved lette organisa­toriske tildelte panserværnskanoner, men også fra de længere bag­ ved værende svære panserværnskanoner fra divisionens panser­ værnsenheder.

Vi må derfor ikke klamre os til en uholdbar fiktion, men affinde os med den kendsgerning, at vi i dag i bedste fald kan standse et kampvognsangreb i hovedstillingens dybde. I konsekvens heraf må panserværnsplanen omfattende alle tropper og våben på forhånd give panserværnet en tilsvarende dybde. Dette er ikke nogen idealløsning, thi angriberen har mulighed for at slå for­ svareren stykkevis. Efter at fodkolket er blevet første offer for et kombineret angreb af kampvogne og deres ledsagefodfolk, vil det bagvedværende panserværn, som nu ikke længere er beskyttet af fodfolk, blive sønderslået, hvorpå forsvarets materielt vær­ difuldeste element, artilleriet, vil kunne ødelægges i en ulige kamp.

Det er svært at besvare, hvorledes tropper, der angribes af overlegne panserstyrker, skal forbolde sig taktisk rigtigt. Kra­vet om, at de skal lade kampvognen køre lien over sig, er let at opstille i teorien. Krigen har blot vist, at selv kamperfarne trop­ per sjældent er denne opgave voksen. Fordringen er også virke­ lighedsfjern, thi indbrydende kampvogne „kører“ ikke bare hen over stillingerne. De arbejder sig frem fra skudhold til skudhold i snævert samarbejde med ledsagefodfolket, der kæmmer angrebs­ området rent.

Lige så lidt har den i sidste krig ofte omtalte men sjældent (og da ofte med tvivlsomt resultat) anvendte „øtaktik“ vist sig holdbar.

Denne taktik gik ud på, at det fodfolk, der var kastet ud af sine stillinger, skulle klamre sig til panserværnsreder i de rum, der gav betingelser for panserværn, for der at forsvare sig i pind­ svinestillinger.

Selvom der haves erfaringer fra østfronten, der viser, at om­ ringede tropper i selv de mest fortvivlede situationer har kæm­ pet fremragende, må det ikke overses, at dette i almindelighed kun svarer regning, hvor det er muligt ufortøvet at genoprette samvirke i forsvaret ved modstød og modangreb.

Når vi på forhånd må regne med uophørligt stød af fjendt­lige panserstyrker ind i forsvarsstillingens dybde, er det naturligt at stille spørgsmålet, om det ikke var vigtigere at vige ud — for at spare unødige tab af personel og materiel,

— for at vinde tid til modforanstaltninger, og
— for at kunne angribe den indtrængende panserkile i en sår­ bar flanke.

Dette stiller føring og tropper overfor uhørte fordringer, men tanken er værd at overveje, fremfor alt, hvis forsvareren selv rå­ der over såvel panserstyrker som mekaniserede panserværns­ styrker.

Som forholdene ligger i dag med hensyn til våbenteknik, kan der ikke anvises en brugbar fremgangsmåde for forsvar mod pan­ ser. Men dette må ikke betyde en falliterklæring for panservær­ net. Tværtimod må det skærpe vor ansvarsfølelse til i fællesskab med alle våben at soge efter den bedst mulige løsning.

Men panserværnsmanden må afvise enhver løsning, hvor pri­ sen for at udligne panserværnets tekniske eller taktiske svaghe­ der skal betales med tab i fodfolket.

Organisatoriske panserværnsforanstaltninger.

Først når det teknisk-taktiske grundlag for panserværnet er afklaret, kan der opstilles detaillerede organisationsforslag. Nær­ værende kan derfor kun omfatte almengyldige grundsætninger.

Mens det for artilleriet er vigtigt at have en stor ammuni­ tionsmængde, og dette i reglen er vigtigere end at have et stort antal pjecer, er det omvendte tilfældet for panservæmet. Selv om der også under en panserkamp opstår perioder med et stort for­ brug af panserbrydende ammunition, er det samlede forbrug af panseram m unition relativt ringe.

For trukne panserværnskanoner i stilling drejer det sig i almindelighed blot om at oplægge et passende antal granater i umiddelbar nærhed af ildstillingen, selvkørende pjecer kræver derimod særlige organisatoriske forholdsregler.

Omvendt er de angribende kampvognsstyrkers væsentligste svaghed en begrænset ammunitionsbeholdning. Mange panseran­ greb har svigtet, fordi et opnået foreløbigt resultat ikke har kun­ net udnyttes på grund af ammunitionsmangel. Panserværnet må derfor søge at udnytte delte forhold.

Ved opgørelse over våbenbehov drejer det sig ikke så meget om at indrette sig efter almindelige organisatoriske synspunkter, det er mere påkrævet først at gøre sig klart:

— Hvilke frontbredder må en bestemt enhed regne med at skulle forsvare,

— hvor mange kampvogne vil angriberen sætte ind i dette om­ råde, og

— hvor stort er det samlede antal kampvogne, fjenden råder over.

Hvis vi kan gå ud fra, at den praktiske rækkevidde for en panserværnskanon er omkring 500 m i et europæisk gennemsnits- terrain, og at panserværnskanonerne skal anvendes til gensidig støtte ved ildovergribning (såvel flankerende krydsild som over- gribning i dybden), får vi, når vi ikke medregner kortholdspanserværnsvåben, et behov på 8 panserværnskanoner pr. km front­ bredde. Men skal vi have nødvendig dybdegruppering i forsvaret, må dette tal være 3— 4 gange større.

Ser vi omvendt på fjendens kampvognsstyrke, må vi lægge et „normaltilfælde“ til grund for vore overvejelser i stedet for et maximalt ydertilfælde, ellers kommer vi til urimelige tal. Det er på forhånd meningsløst at give en enhed så mange organisatorisk tildelte panserværnsvå ben, at den er i stand til at afslå et stor­ angreb med kampvogne ved egen kraft. En nødvendig ligevægt kan kun opnås ved ufortøvet at tilføre taktiske og operative pan­ serværnsreserver.

Jo mere virksomt fodfolkets og artilleriets tunge standard­ våben kan inddrages i panserbekæmpelsen, des mere kan behovet for de særlige panserværnsvåben begrænses. Hvis en sådan ideal­ løsning opnås, at vi såvel i teknisk som taktisk henseende får våben, der med lige godt resultat kan anvendes både mod panser og mod almindelige mål, kan en særlig panservæmsenhed inden for divisionen undværes. Men så længe disse våben ikke haves, må vi gå ind for opstilling af sådanne enheder.

Panserværnets leddeling vil medføre, at tropperne har orga­nisatorisk tildelt panserværn. Hvordan end den tekniske løsning bliver: rene panserværnsvåben eller våben både til panserværn og til andre opgaver, må fodfolket have et tilstrækkeligt antal lette panserværnskanoner. Disse kan enten være delingsvis i ba- taillonernes tunge kompagni eller samlet i et kompagni ved regi­ mentet, men det er set med panserværnsmandens øjne, af betyd­ ning, at regimentschefen for at kunne give kampen eftertryk be­varer en vis panserværnsreserve i sin hånd. Desuden er det ønske­ ligt, at de ikke kæmpende tropper medfører lette panserværnska­ noner, der skal tjene det tredobbelte formål:

— At være til egen beskyttelse mod kampvogne,

— at tjene til at give panserværnet dybde i forsvaret,

— at være en materielreserve for de styrker, der kæmper.

Divisionens panserværnsbataillon bør have et kompagni mere end divisionen har antal fodfolksregimenter, bl. a. for at „nabo­ hjælp“ kan effektueres.

Det er af afgørende betydning, at også højere enheder har sær­lige panserværnsenheder.

Ud fra en ren praktisk betragtning må en del af divisions­ panserværnet og fodfolkets „reservekanondelinger“ samt korpspanserværnsenlieder være monteret på bæltekøretøjer.

Det generelle panserværn fordrer som allerede omtalt en slags forskningsstab; det er også omtalt, at divisionen har behov for en samordning af panserværnet og en tilsvarende fordring har de højere troppeled.

Under krigen benyttede tyskerne „Stopak“ (Stabsoffiziere für Panzerbekämpfung), men ordningen viste sig utilstrækkelig, da den som så mange improviserede organisationsændringer led af personelle og saglige vanskeligheder. Det er derfor nødvendigt at gå mere rationelt til værks, og her er et af de felter, hvor prin­ cippet om „billighed“ i panserværnet må fraviges. Panserværns­ opgaven griber i den grad ind på alle våbenarters felt og kræver derfor en behandling, der ikke blot forudsætter skolede general­ stabsofficerer, men også at disse er uddannet i og fortrolig med føring af divisionspanserværnsenheder og højere enheders sær­ lige panserværnsformationer.

For divisionens vedkommende synes det i overensstemmelse med anvendelsen af DAF, DIO og DSO naturligt at lade chefen for panserværnsbataillonen være den, der tager føringen af det generelle panserværn i sin hånd. Dette er ikke blot gørligt men ønskeligt i fredstid, da han derved vokser in d i problem erne og ikke blot fører sin enhed. Men i krig er chefen for panserværns­ bataillonen fører for en kæmpende enhed og må derfor være ved denne og ikke ved divisionens kampstade. Det var derfor mere hensigtsmæssigt, at divisionsstaben blev udvidet med en yngre ge­ neralstabsofficer, der som særligt arbejdsområde får det generelle panserværn inden for operationssektionens virkefelt. Denne løs­ ning ville også bedre svare regning, fordi denne „Stopak“ hyppigt må foranledige indgriben i alle enheders og våbens særlige for­ hold. På den anden side behøvede en sådan ordning ikke at ude­ lukke snævert gensidigt supplerende samarbejde mellem stabens repræsentant og panserværnsbataillonschefen.

Uddannelsesproblemer.

Panserkending er et vigtigt uddannelsesfag, der på den ene side klart og overskueligt må give oplysning om, hvad der er værd at vide om modpartens panservåben, og på den anden side bestemt udelader det stof, der er forvirrende og overflødigt. Forsyndelser mod dette sidste har været mærkbare i tidligere tid.

Panserkending skal ikke blot være teoretisk undervisning, fa­ get må også indpasses i den almindelige uddannelse.

Eksempelvis skal anføres:

  • —  Skivemateriellet såvel til brug ved kaliberskydning som ved salonskydning må være tilpasset efter modpartens kampvogns­ typer,

  • —  nærbekæmpelse af panserkøretøjer må ske med anvendelse af attrapper, der er opbygget som modpartens kampvogne og til­svarende må gennemføres i muligt omfang ved

  •    —  øvelser i to partier og

  •    —  øvelser på terrainbord m. v.

    Målsætning for uddannelsen skal være:

  • —  Hver soldat må kende modstanderens kampvogne som små­ drenge kender de gængse automobilmærker, og

  • —  enhver officer og underofficer, der skal anvendes i observa­ tionstjenesten må være en skolet panserværnsobservatør, og må som sådan være i stand til ud fra en fjendtlig kampvogns optræden at drage sikre slutninger heraf med hensyn til fjen­ dens sandsynlige hensigt og på dette grundlag afgive klare meldinger.

    Skydeuddannelsen må fremmes ved anvendelse af uddannel­ sesmateriel, der så nøje som muligt svarer til det virkelige pan- servæmsvåbens tekniske og taktiske anvendelse ved skarpskydning. Dette materiel må være billigt, men det må ikke som ved det nu­ værende materiel til salonskydning afvige for meget fra virke­ lighedens krav.

    Nærbekæmpelse af panserkøretøjer må drives overalt, så sol­ daten i alle våben og funktioner er lige så fortrolig med kort- holdspanserværnsvåben som med sit personlige våben.

    Desuden må fysisk og psykisk egnede folk uddannes som nær­ kampspecialister.

    Tilvænningsøvelser må omfatte øvelser, hvor soldaten prøver at være i et tomandsliul, som kampvognen kører hen over. Gan­ske vist har vi foran forkastet at henvise tropperne til i taktisk henseende at lade kampvognene rulle hen over sig, men vi kom­ mer ikke uden om, at soldaten har brug for at føle, hvor meget det betyder at kunne skjule og dække sig i et hul, og at han skal helt forstå, at den fare, der truer fra kampvognen, ikke tiltager men aftager, når kampvognen nærmer sig.

Desuden er det nudvendigt at lade enhver soldat prøve at være i en kampvogiisattrap svarende til modstanderens, så lian personligt kan erfare, hvor vanskeligt det er for en kampvognsbesætning

— at orientere sig, når lugerne er lukket og sigtespalteme er blændet,

— at fatte sigtet under kørsel i terrainet,

— at rette de indbyggede våben og

— at forsvare sig mod en angriber, der er inden for de døde vinkler.

Forfatteren slutter sit studie med bemærkning, at han ikke vil hævde, at lians forslag er den eneste rigtige måde til losning af panserværnsproblemet, men at ban derimod mere tilsigter at ruske op i alle ansvarliges samvittighed, så der udfoldes mere mål­ bevidst energi overfor dette livsvigtige probem.

Denne meget klare og nøgterne redegørelse for panservæmets problemer må vække os til eftertanke. Ikke alene mangler vi krigserfaring, men vi bar — gældende for dette særlige felt— ydermere den vanskelige stilling, at de midler, der er til vor rå­dighed gennem våbenbjælpen, næppe er konstrueret på grundlag af samme opfattelse af panserfaren.

Der er ingen grund til her nærmere at komme nærmere ind på tekniske problemer for vort vedkommende; det er derimod nødvendigt at spørge sig selv: Hvad kan vi gøre i dag?

Det var i grunden rationelt at sige: Giv os en generalinspek­ tør for panserværnet og en panserværnsskole. Hvorvidt dette er opnåeligt skal ikke gøres til genstand for spekulationer. Lad os hellere gøre os klart: Der er et sådant behov for, at vort panser­ værn kommer i orden, at en hvilken som helst undersøgelse af dette problem i dag er bedre end det, derkan komme indenfor en uvis frem tid.

Panserværnsvåben bar vi, og de kan også bruges med held, blot vi i højere grad form år at tage sagen op tilstræ kkelig rationelt, hvilket igen forudsætter det snævrest mulige samarbejde først og fremmest mellem fodfolk — pansertropper — artilleri og inge­niørtropper under koordineret ledelse i højeste plan, så hvert vå­ ben inden for sit felt kan arbejde videre — foreløbig især på det ud­dannelsesmæssige område og med hensyn til reglementariske be­stemmelser m. v.

M. Vesterdal.