Af Premierløjtnant Helge Bennike.
Siden den i »Mil. Tidsskrift« Nr. 4T915 givne Fremstilling af Operationerne i Kaukasusegnene er der fremkommet en Del supplerende Oplysninger, hvorved Billedet af, hvad der i Virkeligheden er foregaaet, bliver klarere, og der skal derfor her gives en fornyet Fremstilling af disse paa mange Punkter interessante Kampe. Ligesom under Balkankrigen raadede Tyrkiet ved Krigens Udbrud i 1914 over 14 Armékorps. Disse var i Fredstid samlede under 4 Arméinspektioner paa følgende Maade:
1. Arméinspektion (Konstantinopel).
I Armékorps (Konstantinopel).
II Armékorps (Rodosto).
III Armékorps (Kirkilisse).
IV Armékorps (Adrianopel).
2. Arméinspektion.
V Armékorps.
VI Armékorps.
VII Armékorps.
VIII Armékorps (Damaskus).
3. Arméinspektion (Erzinghian).
IX Armékorps (Erzerum).
X Armékorps (Erzinghian).
XI Armékorps (Van).
4. Arméinspektion (Bagdad).
XII Armékorps (Mosul).
XIII Armékorps (Bagdad).
XIV Armékorps (Yemen) er selvstændigt; tillige findes 5 selvstændige Divisioner.
2. Arméinspektion, samt V, VI og V il Korps var tidligere dislocerede i de Distrikter, som Tyrkiet mistede under Balkankrigene, og de synes ikke siden at have haft faste Garnisoner. Allerede i Slutningen af Juli 1914, da den europæiske Situation blev tilspidset, begyndte Tyrkiet sin Mobilisering. Denne udførtes med stor Langsomhed, men i Slutningen af Oktober var den dog saa vidt fremskredet, at Hæren havde ca. 500,000 Mand under Vaaben og henved 250,000 Mand i Depoterne.
Straks ved Opmarchen gjorde Tyrkiet Front til 3 Sider og holdt Tropper beredt til at itnødegaa et Angreb fra en fjerde Side. Opmarchen foregik saaledes:
1. Armé, I, II, III, IV, V og VI Korps, i Thrakien, ved Bosporus og ved Dardanellerne. Et Detachement af IV Korps besatte Smyrna.
2. Armé, VII og VIII Korps, i Palæstina, rede til et Fremstød mod Ægypten.
3. Armé, IX, X og XI Korps ved den kaukasiske Grænse.
4. Armé, XII og XIII Korps, i Mesopotamien, foreløbigt vistnok som Reserve, men rede til at møde det engelske Angreb fra den persiske Bugt.
X IV Korps maatte forblive i Yemen for at opretholde den indre Ro. E t Armékorps bestaar af 3 Divisioner, 1 Skytteregiment å 3 Batailloner og 1 Maskingeværkompagni, 1 Rytterbrigade å 3 Regimenter å 4 Eskadroner, 1 ridende Artilleriafdeling å 3 Batterier, 2 Bjergartilleriafdelinger å 3 Batterier, 1 Fodartilleribataillon å 3 Batterier, 1 Pionerbataillon, 1 Telegrafkompagni og 1 Trainbataillon. Hn Division bestaar af 3 Fodfolksregimenter å 3 Batailloner og 1 Maskingeværkompagni, 1 Skyttebataillon, 1 Feltartilleriregiment å 4— 6 Batterier, 1 Pionerkompagni, 1 Telegrafdetachement og 1 Trainkompagni. Da Krigen med Rusland brød ud, forstærkedes 3. Armé med et Detachement af 1 Korps, der førtes ad Søvejen til Trapezunt. T il Chef for 3. Armé udnævntes [hiver Pascha.
Efterretningerne om den russiske Hær i Kaukasus er ganske anderledes sparsomme. Da Krigen med T y r kiet begyndte, stod der i Kaukasus vistnok kun 1 Armékorps forstærket med nogle Reservedivisoner. Da E fterretningerne alligevel er saa ufuldstændige, skal der ikke her gøres noget Forsøg paa at give en Fremstilling af, hvorledes disse Enheder har været sammensatte, idet det blot skal anføres, at et russisk Armékorps gennemsnitlig tæller 32 Batailloner, 64 Maskingeværer, 6 Eskadroner, 14 Batterier, ialt i Fægtningsstyrken 30,000 Mand, og at en Reservedivison har henved Halvdelen af denne Styrke. Den russiske Hær i Kaukasus kommanderedes af General Schabilow.
Landet mellem det sorte Hav og det kaspiske Hav karakteriseres af de to Bjergkæder, der strækker sig igennem det fra Nordvest til Sydøst. Hovedkæden (Kaukasus) er vild og uvejsom og gennemskæres kun af 2 brugbare Veje, nemlig Landevejen fra Vladikaukas til 'Fiflis og den noget mindre gode Vej fra Vladikaukas mod Sydvest til Kutais. Der fører ingen Jernbane gennem Bjergkæden; derimod gaar Jernbanen fra det indre Rusland over Vladikaukas langs Kysten af det kaspiske Hav til Baku og derfra gennem Kuradalen til Tiflis. Fra dette Knudepunkt fører der Banelinier til Batum ved det sorte Hav, over Alexandropol til Kars, hvorfra den fører videre hen imod den tyrkiske Grænse indtil Sarikamyseh. Fra Alexandropol gaar en Bane langs den persiske Grænse til Djulfa. — Den anden Bjergkæde gaar langs den russisk-tyrkiske Grænse til Egnen om Bajazid, hvor den deler sig, idet den ene Gren danner Grænsen mellem Rusland og Persien, den anden mellem Persien og Tyrkiet. Hovedforbindelsen over denne Bjergkæde dannes af Landevejen fra Kars til Erzerum. Begge disse Byer er befæstede. Kars er omgivet af en gammel Enceinte, udenom hvilken Russerne efter 1878 har anlagt en ret moderne Fortlinie. Erzerum har ligeledes en gammel Enceinte, udenom hvilken der i 1864 blev anlagt 14 Forter. Disse armeredes i 1893 med ældre og nyere middelsvære Kruppske Kanoner. Overgange over Bjergkæden findes desuden ved Olty. Alaschkerd og Bajazid samt Vest for Choi, hvor Vejen fører til Van. Den russisk-persiske Grænse kan passeres ved Djulfa. I Bjergene Syd for Batum findes kun Bjergstier. Medens Russerne saaledes raadede over et Banenet, der sikrede dem de nødvendige Tilførsler, og som til en vis Grad kunde benyttes ved Troppeforskydninger, maatte Tyrkerne lægge deres Forbindelseslinier gennem et bjergfuldt og uvejsomt Terrain uden Jernbaner, hvor Vinteren tilmed gjorde Transportforholdene endnu vanskeligere. Saa længe den tyrkiske Flaade nogenlunde kunde hævde sig i Sortehavet, foregik Tilførslerne til 3. Armé fra Konstantinopel over Søen til Trapezunt; men siden denne Forbindelse svigtede, har 3. Armé været henvist til Erzerum og den nærmeste Del af Lilleasien.
I Begyndelsen af November stod IX og X Korps samlede om Erzerum, XI Korps stod ved Van. Detachementet af I Korps stod mellem Trapezunt og Batum. Et andet Detachement stod ved Sortehavets Kyst ved Grænsen Syd for Batum. Den 3. November overskred Russerne den tyrkiske Grænse ved alle Overgangene mellem Persiens nordvestlige Hjørne og det sorte Hav, foreløbig vistnok for at skaffe Klarhed over, hvorledes de tyrkiske Stridskræfter var fordelte. De fleste Steder foretoges Fremmarchen med svage Kræfter, medens en større Styrke (vistnok VA Divsion) fulgte Vejen mod Erzerum; den 6. besatte denne Styrke Køprikøj, mictvejs mellem Grænsen og Erzerum. Stillingen besattes med 1 Division, medens en mindre Styrke holdtes i Reserve. Den følgende Dag begyndte den tyrkiske Hovedstyrke sin Fremmarch fra Erzerum. IX Korps angreb den russiske Stilling ved Køprikøj omfattende med venstre Fløj. Det førte til et midlertidigt Tilbageslag, idet de russiske Reserver kastedes mod den omfattende Fløjs venstre Flanke. Men hermed synes Russerne at have givet deres Kræfter ud af Haanden, thi da X Korps nu blev ført frem, afbrød de Kampen og gik tilbage til en Stilling Nordøst for Køprikøj, som de dog tilbageerobrede den 20.
I den nærmeste Tid herefter blev den tyrkiske Hær staaende, vistnok for at afvente Begivenhedernes Gang før den bestemte sig for afgørende Operationer. XI Korps synes stadig at have staaet i Egnen om Van, medens Detachementet ved Sortehavets Kyst marcherede frem mod Batum. Det synes, som om man har haft svært ved at bestemme sig for, hvilken Opgave der skulde tildeles XI Korps. I Terrainet Øst for Van sikrede det godt mod et eventuelt russisk Fremstød over Djulfa— Kotur. 1 denne Egn kunde der ogsaa behøves nogen Sikring mod de ved den persiske Grænse boende Kurderstammer, der ingenlunde skal have været tyrkervenlige. Den Tanke synes ogsaa at have været fremme, at Korpset eller Dele af det skulde trænge frem over Djulfa mod Kuradalen og afbryde Jernbanen. For at et saadant Fremstød, der i betænkelig Grad maatte have splittet de tyrkiske Stridskræfter, skulde kunne true den russiske Flærs Forbindelser alvorligt, var det tillige nødvendigt, enten at den tyrkiske Flaade opnaaede det fulde Herredømme i Sortehavet, eller at Detachementet ved Kysten kunde besætte Havnene ved Sortehavet, saaledes at der blev stoppet for Tilførsel ad Søvejen. Ingen af disse Betingelser syntes imidlertid at skulle blive opfyldte, og henimod Midten af December forenede XI Korps sig med IX og X i Egnen ved Erzerum. XI Korps var blevet forstærket med en Division af XIII Korps og talte saaledes 4 Divisioner. 3. Armés Styrke skal herefter have været noget over 150,000 Mand. Paa dette Tidspunkt synes den russiske Hærs Hovedstyrke at have staaet i Egnen om Kars; en stærk Avantgarde var fremskudt til Køprikøj; Ardahan og Sarykatnysch var besat med Detachementer. Hæren havde vistnok faaet nogen Forstærkning, thi under de paafølgende Kampe indeholdt den foruden de kaukasiske Tropper baade turkestansk Fodfolk og sibirisk Rytteri. Den skal herefter have haft en samlet Styrke paa ca. 100,000 Mand. Den kaukasiske Krigsskueplads er for Rusland kun af sekundær Betydning, og Opgaven paa dette Sted er løst, naar det blot kan lykkes at hindre Tyrkerne i at trænge langt ind paa russisk Territorium. Dette i Fo rbindelse med den talmæssige Underlegenhed bestemte den russiske Hær til en afventende Holdning. For Tyrkerne maatte Formaalet være at binde saa store russiske Troppemasser i Kaukasus som muligt, og følgelig maatte Hæren gaa frem til Angreb. Den tyrkiske Hær stilledes beredt saaledes: XI Korps Øst for Erzerum, X ved Id, IX Korps midt imellem X og XI. Detachementet af 1 Korps ved Chorokfloden. For Fremmarchen gaves følgende Direktionspunkter: XI Korps Køprikø.i, IX Korps Sarikamysch, X Korps Jernbanen mellem Kars og Sarikamysch, Detachementet af I Korps Ardahan, efter hvis Indtagelse Detachementet skulde marchere mod Kars. Fremrykningen begyndte noget over Midten af December. I det b.iergfulde Terrain, hvor de daarlige Ve.ie var opfyldte af Sne, maatte Artilleriet cg det meste af Trainet efterlades. Efter de trufne Dispositioner har det øjensynligt været Tanken, at XI Korps skulde binde saa store Styrker som muligt i Bjergene mellem Køprikøj og Sarikamysch, medens de øvrige Korps skulde foretage et stort anlagt omfattende Angreb. Dette vilde rimeligvis være lykkedes, hvis den russiske Hovedstyrke, saaledes som Tyrkerne vistnok havde antaget, stod ved Køprikøj og tæt Nord derfor, saaledes at den virkelig kunde fastholdes af XI Korps; men Planen maatte strande, naar den russiske Hovedstyrke stod ved Kars, manøvredygtig og rede til at kaste sig over de fra Sydvest' fremrykkende tyrkiske Kolonner, der var indbyrdes adskilte af uoverstigelige Bjergrygge.
(Fortsættes).
