De evropæiske Stormagters Møde ved dens Bredder.
Af Premierløjtnant O. Olufsen.
Betragter vi det politiske Kort over Afrika, vil vi se, at dette nu gennemkrydses af lutter farvede Linjer; for kun ca. 30 Aar siden indskrænkede disse sig til Kysterne, men nu gennemfurer de hele den store afrikanske Verdensdel og tilkendegiver, at Afrika er parteret, og Befolkningen delt imellem evropæiske Magter. Der er med andre Ord gjort op med de Indfødte og deres fordums Regeringer, og Kampen om Landvindinger maa fremdeles foregaa mellem Evropæerne. Kun paa et Par Yderpunkter har de Indfødte til Dato forstaaet at hævde deres Uafhængighed, nemlig i Marokko, hvor den gamle arabiske Muselmandskultur i Forbindelse med Jalousi imellem de evropæiske Stormagter har sat en Bom for den hvide Mands Erobringslyster, og i det halvkristne Abyssinien, hvor et vanskeligt passabelt Bjærgland, styret af en kraftig indfødt Hersker, har sat en af de mindre evropæiske Stormagter Stolen for Døren.
Væsentlige Forskydninger i Afrikas politiske Forhold kan næppe ventes i nogen nær Fremtid, og dette Resultat skyldes Tyskland. England regerer faktisk i det østlige Afrika fra Ægypten til det gode Haabs Forbjærg; thi det betyder ikke meget, at der paa Stielers Atlas er sat en gul Grænselinje omkring Sudan, hvilken angiver, at Landet er under tyrkisk Højhed, da der udenom den gule Linje er sat en rød, der siger, at det er engelsk Territorium ; Eritrea og italiensk Somaliland vil ingen misunde Italien, og desuden adskilles disse to Dele fra hinanden af britisk Somaliland; heller ikke træder den portugisiske Mosambique-Besiddelse i Vejen for England i Følge det Forhold, der eksisterer imellem de to Magter. Den eneste Anstødssten for England i den østlige Halvdel af Afrika ligger ene i Tyskernes Besættelse af Tysk -Østafrika imellem Victoria-, Tanganjika- og Njassa-Søerne. Hvis ikke denne for Tyskerne lidet indbringende Koloni havde ageret Spærring, vilde det engelske Eksprestog have haft fri Passage fra Kairo til Kapstaden.
Hvis den noget stiltiende Overenskomst imellem England og Frankrig om Marokko var gaaet af uden Tysklands Indblanding, vilde vi have fundet Franskmændene som det vestlige Afrikas fremtidige Herrer; i Nord over Tunis, Tripolis, Algier og Marokko — thi Tyrkernes Herredømme i Tripolis kunde man vel komme lidt let over — i Syd over Sahara til Guineakysten og Kongofloden. Der har vel næppe heller været nogen Tvivl hos de engelske Politikere om, at Meningen med den engelsk-franske Overenskomst i Marokkoaffæren var at give Frankrig den ledende Stilling i Afrikas vestlige Halvdel ; thi vel ligger her de engelske Besiddelser Gambia, SierraLeone, Guldkysten og Nigeria, men maaske kunde det tænkes, at en Del af disse kunde være gaaede over til Frankrig mod dette Lands Anerkendelse af Ægypten som engelsk Besiddelse. Da den lille spanske Besiddelse Rio de Oro i Vestafrika og Republiken Liberia ingen Rolle spiller, vilde de smaa tyske Kolonier i Togo og Kamerun være komne i en ret trykket Situation, omgivne overalt af fransk Territorium. Endvidere maa man huske paa, at den fri Kongostat ligger umiddelbart op ad fransk Kongo, at de fransktalende Belgieres Herredømme i Kongo let i Tidens Løb vilde være blevet afløst af deres mægtigere Sprogfæller Franskmændenes, især da Forholdene i Kongostaten i de senere Tider har været af den Art, at de let gav Anledning til Indblanding fra andre Sider. En Linje fra Bahr el Ghazalprovinsen over Stanleyfaldene til Katanga vilde bekvemt have afskaaret en Provins af Kongo til England, hvorved dettes Besiddelser fra Sudan til Rhodesia kunde række hverandre Haanden bag Tyskernes Ryg i Tysk østafrika, og videre mod Vest vilde Kongofloden da have været fransk Territorium. Tilbage har vi saa Portugisernes Besiddelser i Angola, og dette Lands Betydning i engelsk Politik kender vi, samt Tysk Sydvestafrika, der ikke er saa meget værd, som det Bly har kostet, der er medgaaet til de tyske Kolonitroppers Projektiler. Tysklands Kolonipolitik i Afrika og dette Lands Indblanding i Marokkokonflikten har faktisk hindret en Deling af Afrika imellem England og Frankrig. Tyskland har bragt Stilhed over de store Afrikaplaner; de hviler, indtil et nyt belejligt Tidspunkt for Storpolitik her indtræder.
Saalænge de evropæiske Magter holdt sig ved Kysterne, var Udsigten til Konflikter imellem dem mindre faretruende; man trostede sig med, at der var Flads nok til at æde sig videre ind i Landet, men efterhaanden som Fremmarchen mod det Indre gik videre, maatte disse uundgaaelig fremkomme i en eller anden Form, naar Magternes Blænkere modtes. Enten maatte der gøres Holdt, og Grænsesporgsmaalene afgøres i Mindelighed, eller man maatte kaste hverandre tilbage. Imidlertid er Grænsereguleringen imellem Evropæerne i Afrika gaaet ret rolig for sig, naar man undtager Englændernes K rig med Boerne og Fasehodaaffæren imellem England og Frankrig. Et af de sidste storre Landvindingsspørgsmaal, der har sat Kolonialpolitikerne graa Haar i Hovedet er Tsadsoen og dens omliggende Territorier. Ligesom N ilproblemet, Søsystemet i -Østafrika, Kongoflodens Eksploration og Nigerproblemet i sin Tid lagde Beslag paa Geografernes og Kolonialpolitikernes Opmærksomhed, saaledes har just i vore Dage Tsadsospørgsmaalet været et større Emne i Afrikapolitiken, som let kunde give Anledning til Tvist, da Tyskland, England og Frankrig her mødes, men Tvisten er udebleven og Spørgsmaalet løst ved en fredelig Grænseregulering; maaske netop fordi tre og ikke to Magter her blev Naboer.
Intet Punkt i Afrika har pirret Geografernes Nysgerrighed som Tsadsoen, siden de fornævnte større Problemer har faaet en foreløbig Losning. Der har gaaet mange Rygter om den mægtige Sø, hvis Størrelse rundt er som Nørrejylland; en Rejsende berettede, at den var en mægtig Sø, en anden, at den kun bestod i en Lavning opfyldt af Rør og Sumpe, en tredje, at den havde regelmæssige Oversvømmelser o. s. v., og nogen Ret havde de alle: Lad os da se, hvorledes Sagen i Virkeligheden forholder sig. Ved store Søer eller isolerede Bjærgpartier i Fastlandenes Indre har man altid troetat finde noget mærkeligt, og vi kender nu efter mange Rejsendes Beretninger Soen og dens Omgivelser i Hovedsagen. Ved Tsadsøens Bredder, hvor den Rejsende i sin Tid kun mødte Indfødte i deres Kanoer, saa bikubeformede Negerhytter hist og her, omgivne af brølende Flokke af langhaarede lvøer, Æsler, Heste og Geder, eller øjnede Flokke af Elefanter og andre vilde Dyr, der holdt til ved dette store Drikkekar, hvis Randterræn ogsaa ydede dem Føden, her møder man nu tre Stormagters Militærstationer med deres Vagtposter. A f den aflange Sø, der har Retning fra N V— S-0, har England i det tilstødende Nigeria faaet den største Del af Sydvestbredden, Tyskland et Stykke af Sydøstenden og Egnen langs Scharifloden fra det tilstødende Kamerun og Frankrig Løvens Part i hele den øvrige Bred; men Frankrig har vel ogsaa nærmest fortjent den største Part, da dette Land har gjort sig den største Ulejlighed med Søens Eksploration i de senere Tider.
De første Evropæere, der besøgte Søen, var Englændere, idet en engelsk Ekspedition under Major Denham efter at have gennemrejst Sahara naaede dens Bred i 1823. Det næste Besøg aflagdes ligeledes af en engelsk Ekspedition under llichardson med to betydelige tyske Medrejsende Bartli og Overweg i 1851; dernæst den tyske Astronom Vogel i 1854 — 55, den tyske Rejsende v. Beuermann 18(32—63; begge sidste myrdedes af de Indfødte. I 1866 besøger den tyske Rejsende Rohlfs Soen, og efter ham vandrer den tyske Rejsende Nachtigal omkring den. Herefter begynder Franskmændene at røre sig, og med stor Iver tager disse nu Arbejdet op her ved mange udstrakte geografiske og militærpolitiske Rejser, der alle i Hovedsagen gaar ud med det Formaal at forbinde Kolonierne ved Middelhavet, ved Senegal, ved Guineakysten og ved Kongo med hverandre. I 1892 gaar Oberst Monteil med en Ekspedition fra St. Louis over Kuka til Tripolis, 1897 Gentil, en Embedsmand i fransk Kongo, med Damper op ad Scharifioden u d i Soen, 1899— 1900 gaar tre franske Ekspeditioner, en fra Sehari, en fra Niger over Bornu, og den bekendte Mission Saharienne under Major Lamy og Geografen Fourreau fra Nord igennem Sahara mod Tsadsøen. I Januar sendes en blandet tysk-engelsk Kommission til Tsad for at ordne Grænserne og fastsætte dem ved astronomiske .Stedsbestemmelser; i 1903 arbejder den franske Ekspedition under Kaptajn Lenfant paa geografiske Omraader ved Søen, og desuden har en Del af de ved Søens Militærstationer ansatte Officerer beskæftiget sig med Eksplorationen af den, saa vi ser, at den ikke mere skjuler sig i Hemmelighedens Slør, ja den befares endog nu af en franskmilitær Tsadsøflotille.
Hvorfor man har været saa ivrig efter at faa fat i denne So, falder ret af sig selv. Ganske vist er den i Hovedsagen omgivet af sandede og ofte øde, ørkenagtige Strækninger, men spredt omkring i disse findes mange ret rige Oaser, hvori Agerdyrkning og særlig Kvægavl florerer. Paa Søens østside ligger Sultanatet Ivanem og paa dens Vestside den bekendte Bornustat med Hovedstaden Kuka. Begge disse Stater har fra ældgammel Tid en arabisk eller halvarabisk Kultur og regeres despotisk af Scheiker, som har deres egne indfødte Tropper, af hvilke Bornus pansrede Ryttere før var bekendte. Talrige Fremmede af alle Kategorier indtræffer i Rigerne ved Tsadsoen; der drives stor Handel her, især i Bornu, der er bekendt for sine særdeles lette Sæder. A t høre lidt om den herboende muhamedanske Befolknings Liv i deres af bikubeformede Straahytter eller Lerhuse byggede Byer vilde vel nok interessere, men det ligger udenfor denne Artikels Rammer. Her skal kun bemærkes, at baade Ivanem og Bornu er Lande af Værdi. Forladte Oaser og Ruiner af Byer tyder desuden paa tidligere mere blomstrende Tilstande, og umuligt er det ikke, at Evropæerne er i Stand til atter at fremkalde saadanne, f. Eks. ved mere rationel Vanding fra Soen eller Floderne. Søen selv har desuden Betydning ved det rige Dyreliv, der udfolder sig paa den og ved dens Bredder, og ikke mindst har Tilstedeværelsen af et stort Vand Betydning for Karavanerne, som Ira alle Sider af Kysterne vandrer til det Indre.
Tsadsoen ligger efter de seneste Maalinger i en Højde af c. 290 Meter over Havet; den faar sin Vandmængde fra tre ret betydelige Floder, Sehari med dens Biflod Logone og Floden Ivomadugu fra Sydost og fra Komadugu, der flyder til Vestsiden, samt af Regnfaldet. Da disse Floder strømmer ud i Søen, skulde man tro, at dens Bækken repræsenterede den laveste Sænkning her i Indre-Afrika, men det gør det dog ikke; den dybeste Depression ligger 4— 500 Km. nordøst for Soen i Landskabet Bodele ved Foden af Borku-Bjærgene i 160 Meters Højde. Søen er uden iagttageligt Afløb; man har tidligere troet, at den nu udtørrede Bahr el Ghazal fra Søens sydøstlige Hjørne tjente som Afløb for den, andre, at den var et Tilløb til Søen. Imidlertid løber der ved høj Vandstand Vand fra Søen ud i Bahr el Gahzal, i hvis Seng hist og her findes dyrkede Oaser. A t Søen snart er bleven beskrevet som stor og udstrakt, snart som en Sump, opfyldt af Rør uden aabent Vand beror paa, at dens Vandstand varierer med 1— 2 Meter om Aaret, og da Soens Dybde i Reglen kun i Randen er 1— 11 /a Meter, i det aabne Vand 3— 4 Meter og paa de dybeste Steder 14 Meter, bevirker Af-og Tiltagen i Vandmængde store Forskydninger i dens Areal. Scharifioden leverer ca. 3/a af Søens Vand; den naar sin højeste Vandstand i Oktober, og Søen faar da sin Maksimalvandstand noget senere, nemlig i December og Januar. Vandtabet fra Soen bevirkes af don uhyre Fordampning fra det udstrakte lave Vandbassin og ved Nedsivning i Jorden. Grænserne for Soen er meget vanskelige at fastsætte. Paa Vestsiden vokser der op af de næsten vegetationsløse Omgivelser en vældig Mur af Papyrus, Siv og Marria, som danner en skarp Grænse for det Distrikt, der overspændes af Soen ved boj Vandstand. 1 den tørre Periode staar Vandplanterne ikke mere i Vand, men Pytter og fugtig Grund tyder paa, at man er i Sodistriktet. For at udfore T riangulationer og andre Maalinger ved Sobredden maatte Ekspeditionerne hugge sig Veje ind igennem disse Tykninger, hvilket var baade besværligt og farefuldt. Vanskeligst er det at bestemme Soens Grænser i Regntiden, da Regnvandet fylder utallige Huller og Fordybninger omkring Soen, og Floderne træder ovor deres Bredder, saaledes at man tror sig i Sødistriktet uden dog at være der. Naar Regntiden er forbi, fordamper disse Vandansamlinger, og man kan nu atter trække Grænsen imellem So og Land. I langvarige Tørkeperioder visner Planterne i de yderste Randdistrikter og dækker Jorden med et tæt Lag af Planterester, hvorover der vokser et Net af Slyngplanter, i hvilke Fodgængere sidder fast for hvert Skridt. Bredden af et saadant forvisnet Plantebælte giver i store Træk et Maal for Vandtabet fra Soen i den tørre Tid. Bredden af Bæltet var paa et enkelt Sted ved Sydbredden i 1904 100— 200 Meter. Med Undtagelse af en Række flade, langstrakte Øer tæt ost for Kuka er Vestsiden blottet for Ger, efter hvad man nu ved.
østbredden af Soen ser helt anderledes ud. Her afgrænses Soen af talrige flere Meter høje Sandklitter. K arakteristisk er her talrige Laguner, der gaar dybt ind i Landet og fremkommer ved, at Dalbundene imellem Klitterne ligger i Højde med Soens Niveau og derfor kan oversvommes ved hoj Vandstand, hvorfor de viser en lignende Bevoksning som paa Vestsiden. Soens Vandflade menes at have et Areal af 21000 Kvadratkilometer ved normal hoj Vandstand, og de største Oversvømmelser kan udvide dens Areal med c. 20 0 Kvadratkm. Hele Østbredden fra Syd til Nord viser et Bælte af utallige langstrakte Øer, hvoraf en stor Del er skovog buskbevoksede og tæt befolkede. Da Søen er uden Afløb, skulde man vente, at Vandet var saltholdigt, men det er dog kun i ringe Grad Tilfældet. Kun i enkelte Bugter, hvor Søens Vand vanskeligere blandes med det udstrømmende Flodvand, har det en let Natronsmag. Ligesom det sker med andre Ørkensøer, var det her naturligt at antage, at denne vandrede med den fremherskende Vind fra øst til Vest; dette synes dog ikke at være Tilfældet i nogen maalelig Grad; thi vel driver der en Del Sand ud i den paa Østbredden; men en tilsvarende Forskydning af Vestbredden har ikke kunnet iagttages.
Bevoksningen af Søbredderne er alt andet end tropisk, skriver den tyske Oberleutnant Marquardsen, der har besøgt Soen. Kommer man fra Landet Bornu paa Vestsiden, hvor Vegetationen er kummerlig (udenfor Oaserne), frydes vel øjet ved at se den grønne Papyrus, Marriaens gule Blomster, Vandliljernes og Slyngplanternes blaa Blomster, men den Del af Bredden, som Soen kan oversvømme, er absolut uden Trævækst; hvorfor vides ikke med Sikkerhed. Den, der lejrer i Nærheden af Søen, ligger uden Spor af Skygge for Tropernes brændende Sol. Først udenfor Oversvømmelsesdistriktet begynder Trævæksten, der paa Vest- og Sydkysten mest holder sig til Klitdannelserne og dybt indskaarne Bredder, hvortil Oversvømmelsen ikke kan naa. Vi linder saaledes ved Floderne Komadugu paa Vestsiden og Schari paa Sydsiden tropisk Plantevækst, dog kun i smalle Striber, og kun Akacien danner egentlige Skove. Omkring Byerne findes prægtige Eksemplarer af Figentræer og Tamarinder etc. Østbredden er gunstigere for Vegetationen, der findes hist og her Skove af Delebpalmer og talrige Dadelpalmer. Sandjord er imidlertid fremherskende overalt; hvor der findes Humus, overrisles den i den tørre Tid fra Floderne, og paa saadanne Pletter har de Indfodte pragtfulde Haveanlæg omkring deres Byer. Syd for Søen ligger udstrakte Lersletter, den saakaldte Firki-Jord, som er ufrugtbar; i Regntiden staar den under Vand, og i den tørre Tid bliver den stenhaard og slaar utallige Revner. E t Græsstraa vokser vel hist og her paa denne Firki, men som Regel er den vegetationsløs; den synes at være en Aflejring fra Flodoversvømmelserne. I orografisk Henseende er Bredderne overordentlig ensformige, endeløse Sletter overalt, kun nu og da afvekslet med c. 15 Meter høje Bakkedrag, og kun et Par Steder paa Sydsiden findes enkelte Granitblokke; ellers mangler der ganske haarde Stenarter
Efter de franske Rejsendes Beretninger kan øerne paa Østkysten deles i to Klasser, dem der kun er c. 5 Meter over Vandfladen og dem, der rager c. 10— 20 Meter op. De sidste er ret tæt befolkede og skovrige, øerne synes atvære K lit - dannelse, der er afskaarne fra Fastlandet; de adskilles af smalle Kanaler med indtil 5 Meters Dybde. Øerne synes geologisk at hore til Fastlandet, og hele Soen at være en ung Dannelse, der, som nogle mener, maaske er fremkommen ved at Bahr el Ghazal er bleven tilstoppet, hvorved Afløbet fra Depressionen er hindret. A f de Floder, der fører Vand til Søen, er Schari den vigtigste, idet den altid fører en betydelig Vandmasse selv i den tørreste Tid. I Slutningen af Juni begynder den at oversvømme Egnene omkring den flere Kilometer ud til Siderne; den fører en Mængde Aflejringer ud i Soen og danner Barrer ved sin Munding, der, hvis de ikke fjernes, muligvis vil tvinge Floden ud i et andet Leje, og da sandsynligvis mod øst over i Bahr el Ghazal. Hvad Floden Komadugu paa Sydsiden af Soen angaar, da er man ikke rigtig klar over, om den muligvis er en Del af Schari med dens Biflod Logone, eller om den er selvstændig. Den synes hele Aaret at føre Vand, men Strømmen i den er meget ringe, da dens Seng omtrent ligger i Niveau med Soens Bund. Undertiden løber endog i den tørre Tid Vandet fra Søen tilbage i Floden. Floden Komadugu paa Vestsiden af Soen er derimod en Del af Aaret fuldstændig tør. I November eller i Begyndelsen af December naar den sin højeste Stand og oversvømmer Bredderne, i Februar kan man vade over den, i Slutningen af Februar hører Strømmen op, og fra Maj er den ganske udtørret; nogle faa andre Smaafloder forholder sig her paa lignende Maade.
Alt i alt vilde man maaske ikke anse Tsadsoen med dens Bredder for særlig attraaværdige, og dog lever talrige Negere, Arabere og Halvarabere her i deres Byer og Landsbyer. Man kan vel imidlertid nok gaa ud fra, at hvad disse primitive Folks Hjærner ikke har kunnet faa ud af det store Vand med dets Fioder og delvis dyrkelige Jord, det kan Evropæerne. Soen er desuden et godt Jagtrevier; der findes talløse Mængder af Fugle, særlig Pelikaner, der i store Flokke ofte dækker betydelige Dele af Bredderne; men ogsaa næsten ethvert andet tænkeligt Dyr. Jeg skal blot nævne i Flæng: Elefanten, Flodhesten, Krokodillen, Løven, Strudsen, Gazellen, Haren, Vildsvinet, Hyænen, Schakalen, Gribben, Giraffen, Storken, Hejren og Mængder af Ænder og Gæs etc.
