Denne artikel er skrevet af major Ole A. Hedegaard, der er leder af Hærens Militærhistoriske Arbejder.
I efterårsnummeret 1859 af "Tidsskrift for Krigsvæsen" bragte stabschefen ved 2. Generalkommando oberst P.F. Steinmann (1812-94) - med Krigsministeriets tilladelse - et indlæg om hærens store efterårsøvelse i Slesvig med deltagelse af troppeafdelingeme under Generalkommandoen. Øvelsen, der benævntes "Troppesamlingen ved Flensborg 1859", har oberst Steinmann, der efter rømningen af Als 29. juni 1864 blev generalløjtnant og chef for den aktive armé, skildret på baggrund af afdelingernes officielle rapporter, indsendt til Generalstaben. Obersten har næppe forestillet sig, at denne troppesamling kom til at få en vis krigshistorisk betydning og ca. 136 år senere blive behandlet i "Militært tidsskrift", afløseren for "Tidsskrift for Krigsvæsen" og med undertitel "hærens sidste linearslag". Den krigshistoriske betydning ligger i, at manøvren - der modsvarede senere tiders efterårsmanøvrer - må siges at være det sidste "slag", den danske hær deltog i, hvor principperne for Frederik Vl-tidens lineartaktik stort set var bibeholdt, trods den taktiske udvikling, der trods alt var sket siden slaget ved Waterloo 1815. Kilderne til nærværende indlæg er, foruden afdelingsrapporteme og Steinmanns artikel, en række breve fra deltagere, generalmajor af kavalleriet F.G. von Müllers erindringer, div. kundgørelser, befalinger og øvelsespapirer samt det autoriserede eksercerreglement, der samtidig var feltreglement. Hertil kan - mere diffust - føjes hele den efterfølgende militære udvikling og krigen 1864's forløb, der mundede ud i hærloven af 1867. Den omfattende troppesamling fandt sted fra 6. - 21. september i terrænet omkring Flensborg med flg. styrker, foruden de overordnede stabe:
1) Kavalleribrigaden Müller
- 8. og 9. Batteri, Livgarden til Hest, 3.,
- 4. og 6. Dragonregiment og Ordonnanseskadronen af 5. Dragonregiment.
2) Infanteribrigaden Krabbe:
- Livgarden til Fods, 5., 11. og 12.
- Linie-Infanteribataljon og 4. Jægerkorps.
3) Infanteribrigaden Ræder:
- 2., 6. og 10. Linie-Infanteribataljon og 3. Jægerkorps.
Infanteribataljoneme og jægerkorpsene blev beordret til at genindkalde så mange "permitterede", at styrken for hver afdeling kom op på 400 underkorporaler og menige. At de to garderegimenter, der begge hørte under 1. Generalkommando på Sjælland, deltog, må formodes at være et royalt skrabud for majestæten, som satte de to afdelinger særdeles højt. Dertil kom nonkombattanter, mellemstabe og feltlazarettet i Flensborg, d.v.s. en styrke på i alt 235 officerer, 43 nonkombattanter med officersrang (læger/intendanter). 451 underofficerer, 231 trompetere og spillemænd, 5292 underkorporaler og menige samt 167 nonkombattanter gav en samlet styrke på ialt 6419 personer med 1920 heste, en for danske forhold ganske betragtelig styrke samlet på ét sted i fredstid. De to partiførere var generalmajorerne O. von Krabbe (1789- 1864) og J.P.T. von Ræder (1785-1869), medens chefen for kavalleribrigaden var generalmajor F.G. von Müller (1795-1882). Øverstkommanderende under monarken var generalløjtnant C.J. de Meza (1792-1865), kommanderende general i 2. Generalkommandodistrikt. En særlig kolorit - eller besværlighed - over øvelserne gav tilstedeværelsen af den interesserede Frederik VII, som - bortset fra under sine oldtidsudgravninger - befandt sig bedst tilpas i militære kredse, hvor også loyaliteten over for ham var størst og demonstrationerne mod den som oftest ledsagende gemahnde lensgrevinde Danner var færrest. Han lærte aldrig at forstå, at han siden Grundlovens indførelse i 1849 med en ansvarlig krigsminister under sig ikke længere var den egentlige chef for og fører af hæren, men kun var det af navn som statsoverhoved. Hans indblandinger i stort og småt var utålehge for de højere førere, bl.a. fordi han altid - som Frederik VI ved høstmanøvreme på fælleden - på en af manøvredagene insisterede på personligt at ville føre det ene parti, en foreteelse, hans efterfølgere har været for kloge til at ønske videreført. Formålet med manøvrerne var selvfølgelig - som det har været, siden Thyra Danebod opførte Dannevirke - at hindre en fra syd kommende fjende i at rykke op i Jylland. Generalkommandoen udtalte i det indledende øvelsespapir, at den "havde hermed specielt havt saadanne Operationer for Øie, som i Krig ikke vilde være usandsynlige, og som passede saaledes til de tilstedeværende Kræfter, at saavel Afdelingerne efter deres Styrke, som de Commanderende efter deres Grad, erholdt den Betydning og Anvendelse, som under slige Forhold kunde blive Tilfældet",
Det indskærpedes endvidere korpskommandøreme, at "alle Bevægelser burde udføres uden Hl, at der med Ro skulde gaaes fra Stilling til anden, at de indtagne Stillinger burde holdes, indtil Omstændighederne bød at forlade dem, og at den større Styrke stedse skulde respecteres, altfor at Øvelserne kunde blive et saa tro Billede af Krigen og saa lærerige som muligt". Til daglig øvelsesplads udpegede Generalkommandoen et terræn, der var velkendt fra Treårskrigen 1848-1850. Det var på 2000 td. land lige syd for Flensborg med alle de fra krigen kendte navne, fx Skovkro, Bilskov Kro, Munkvolstrup, Isted, Oversø m.fl. Ministeriet bestemte, at hver infanterist skulle medføre 60 og hver kavallerist 30 løse patroner og artilleriet så mange skud, som kunne rummes i forstillingskasseme. Endvidere beordredes Rendsborg Laboratorium til at levere 40 løse patroner pr. infanterist samt et yderligere antal løse skud for artilleriet. Særlige manøvrekort over egnen mellem Aabenraa og Slesvig, aftrykt efter Generalstabens kort over hertugdømmet Slesvig i 1:120000, fordeltes til samtlige officerer m.fl. Den 6. september indrykkede i kantonnementerne i og om Hensborg alle de til manøvren designerede afdelinger. Fx ankom fra København hestgarden, transporteret i tre jemtransportbåde, slæbt af dampskibet "Uffe". Til befordring på marchen fra garnisonerne var der ved hver bataljon udskrevet fem tospændige vogne (transport af fx tornystre og post). Af de mange bestemmelser for kommandanten i hovedkvarteret bør nævnes, at der til ordenens opretholdelse og regulær militærpolititjeneste i øvelsesområdet befaledes en løjtnant, to underofficerer og 16 menige fra "Ordonnansescadronen". Efter den 13. september at have holdt en "Liniemaneuvre", hvor kongen kommanderede det ene parti, og som i høj grad havde karakter af, hvad vi populært ville kalde et "spil for galleriet", udførtes den 14. og de følgende dage en "Feltmaneuvre", hvis gennemførelse er essensen i denne fremstilhng. Dens taktiske principper for infanteriets vedkommende baserede sig på infanterireglementet af 1852, der altså samtidig var feltreglement for enkeltmand samt kompagni, bataljon og brigade.. Manøvren byggede på flg. grundlag {"Supposition"): "Arrieregarden af et dansk Corps trækker sig i to Colonner Sydfra tilbage itnod Flensborg ad Chausséen fra og ad Mysundeveien, forfulgt af en ßendtlig Avantgarde, som den søger at opholde hvor Terrainet giver Leilighed dertil, men tvinges til at fortsætte Retraiten til en Stilling ved Bov og Krusaa, hvorfra den, efter at have modtaget Forstærkning, gaaer offensivt frem. Samtidig med den fjendtlige Avantgardes Fremrykning Nord for Flensborg foretages fra denne By en Recognoscering mod Holdnæs, hvor ifølge indløbne Efterretninger danske Tropper ere landede". "Orange" parti blev ført af generahnajor von Müller, medens danskerne førtes af generalmajor von Ræder. Gentagne gange måtte der tages hensyn til kongens dominans. Müller skrev i sine erindringer, at kongen kom til ham og ønskede - med hele sit store følge af danske og udenlandske officerer tilligemed en dehng af hestgarden - at være hos Müller den dag. (" ... Grevinden var med, klædt d ramazone, men langtfra klædelig, paa en hvid Ganger og med store Ømefjer i den flade Hat. Hun saaforb....ud", som erindringerne usminket siger). I modsætning til fx general de Meza, der ikke unddrog sig selskab med grevinde Danner, hvilket selvfølgelig noteredes af en taknemmelig Frederik VII, var den aristokratiske Müller ikke nogen tilhænger af den morganatiske gemalinde. Den kampdommervirksomhed og de udførlige regler for denne, som selvfølgelig har fundet sted, og som burde have været en bærende søjle i denne fremstilling, har det desværre ikke været muligt at efterspore meget om, hverken via reglementer eller ad arkivalsk vej. Der eksisterer tilsyneladende kun én kendt rettesnor for det, vi forstår ved kampdonmiertjeneste. Det er "Om Vaabenøvelser og Fredsmanoeurer, i korte Træk, overeensstemmende med Nutidens Fordringer og Anskuelser". Den er udarbejdet af daværende kaptajn J.T. von Ræder (1798- 1853) i Kongens eget Regiment (det senere Sjællandske Livregiment) og udgivet i 1839. Ræder avancerede siden til oberst og chef for 10. Bataljon under Treårskrigen. Den kan næppe siges at være et reglement, men - som forfatterens andre bøger om militærhistorie - free-lancearbejder. Publikationen har dog sikkert tjent som rettesnor og er fordelt til regimenterne, da det eksemplar, som Hærens Militærhistoriske Arbejder råder over, er stemplet "Kronens Regiments Bibhothek" (det senere Fynske Livregiment). I Ræders sædvanlige pompøse, lidt nedladende stil angives-taktikken, opstillingen af styrker samt i § 4 noget mere forbeholdent om, at man ved "Manoeurer i to Corps, eller imod en Fjende af omtrent eens Styrke" bør udtage nogle højtstående stabsofficerer og "Generalspersoner" og lade dem følge afdelingerne og gribe ind og dele sol og vind lige ved tvistigheder mellem de kommanderende partiførere. Det hedder således ligeud og nærmest med en løftet pegefinger: "... Manoeurer i tvende Corps, er en farlig Øvelse, der saa let udarter til Jagen, Jadsken, Urimelighed, anvendlig og latterlig Bravour, hvoraf atter opstaaer Uenighed, ja! selv Slagsmaal imellem de forskjellige Troppeafdelinger ..." Man har utvivlsomt før hver manøvre i den endelige "kødrand" omknng den øverstkommanderende arbitrært fastsat de øvelsesbestemmelser, de deltagende våbenarter og enheder havde at efterleve. Den 14. september 1859 kl. 0900 stod de to partier opmarcheret i deres kampformationer over for hinanden. I sommeren 1859 fandt krigen i Norditalien sted mellem Frankrig og Østrig. Den mundede ud i det blodige slag ved Solferino 24. juni 1859, der blev anledningen til oprettelsen af Røde Kors i 1863. Danske aviser skrev selvfølgehg udførligt om kampene, og det var i militære kredse også klart, at der her var en del erfaringer og taktiske principper, bl.a. de store, franske skyttesværme og deres brug, der skulle studeres, men intet af dette havde selvfølgelig nået at blive bearbejdet inden den danske efterårsmanøvre. Man må dog sige, at stort set vandt franskmændene over østrigerne ved at anvende den samme taktik som Napoleon I havde sejret med over den samme modstander på samme jordbund i 1796-1797. Det franske infanteri var siden 1858 i kamp opstillet på to geledder "en ligne". Dette princip fulgtes også i 1859 for de danske infanteribataljoner, når terrænet var fremkommeligt og overskueligt. Var det mere kuperet og mindre egnet for store, udviklede formationer, benyttedes kompagnikolonnen med bataljonens fire kompagniers 16 delinger udviklede som regel i to kolonner med otte delinger efter hverandre i hver kolonne. Begge parter indledte meget naturligt med at indøve forposttjenesten, herunder udsendelse af "blænkere" (spejdere), en svag begyndelse til vore dages patruljetjeneste. Herefter udviklede begge partier, og brigaden Ræder angreb Müllers brigade. Efter at denne i nogen tid havde holdt stand - for at tvinge fjenden til totalt at udvikle og derigennem vise sine styrker - trak forposterne for Müllers brigade sig kæmpende tilbage fra stilling til stilling, til sidst over floden Trenen, hvor de blev optaget af 2. Bataljon, Fodgarden og et infanteridetachement i Aagaard. Hermed var det i reahteten hovedstyrkerne, der nu stod overfor hinanden i det fra Treårskrigen så kendte terræn omkring Bilskov Kro. Brigaderne stod nu med bataljonerne på linie, og straks viste terrænet sin manglende samarbejdsvilje over for regelrette bevægelser med så store samlede formationer. Der er mange levende hegn i Sønderjylland, og sådanne er selvsagt til stor gene for andet end styrker i spredt orden og med en vis dybde, hvor enhver form for overholdelse af formaliserede formationer er Ugegyldig, ja, katastrofal. Man mærkede nu - på papiret! - at de riflede perkussionsgeværer under virkelige forhold ville nå længere og give større tab end i Frederik VI's glatløbede flintelåsgeværers tid. De erfaringer, man havde fra Treårskrigen, hvor mange af geværerne var glatløbede, blev her atter yderligere accentueret, uden at man dog lærte af dem det bydende nødvendige; Opløsning af kompagnikolonnen og de lange linieopstillinger til mere spredte og dybdegrupperede kampformationer. Især blev det klart, at større, masserede indhug af rytteriet - i traditionelt samarbejde med det lette feltartilleri - var ved at have udspillet sin rolle over for ikke-rystet infanteri i intakte enheder. Både generalmajor Müller skriver i sine erindringer og oberst Steinmann i sin rapport, at selv om der blev udført flere "brillante Rytteri-Attaker", så var denne våbenart uhyre problematisk at bruge, hvis man bare indledte et større angreb nogle få minutter for sent. En perfekt timing med alle tre våbenarter infanteri, artilleri og rytteri i samvirke var mere end svær at fastlægge i det meget gennemskåme søndeqyske terræn og krævede i virkelighjeden en stor, udstrakt valplads som fx Waterloo for med held at kunne gennemføres efter sin hensigt. Under manøvren sås det også tydeligt for alle kompentente fra ind- og udland, at de danske værnepligtige og genindkaldte ikke var langtidshvervede britiske kolonisoldater eller napoleonske grenaderer, som kunne arbejde som et optrukket urværk, men var et produkt af en 16 måneders uddannelse med små ammunitionstildelinger. Vi savner desperat atter her viden om kampdommertjenesten - og dennes eventuelle rappporter - og om, hvordan man har bedømt et fingeret angreb, forsvaret herimod, og hvornår en styrke fx har fået ordre til at gå fremad eller tilbage. Når Steinmann således i sin rapport skriver, at “Fjenden angreb nu Stillingen fra Oversø By indtil Sankelmark Sø med elle tre Vaaben; Fjenden, tydeligt erkendende den ringe Styrke langs Afløbscanalen, fordrev Infanteriet derfra og oversteg den nævnte Hindring med et heel Cavalleriregiment, rykkede frem paa Plainen, i min høire Flanke, ja næsten i min Ryg. Vel gik mine to Escadroner ham imøde og foretog et Par Attaquer, men da Styrken var saa forskjellig, maatte Oversø-Stillingen forlades", er vi egentUg ganske ude af stand til at følge begivenhedernes scenario i detaljer, for hans terminologi forstås i virkeligheden kun i store træk af en professionel, militær læserskare, der er uddannet efter helt andre principper. Også for feltartilleriet var de mange grøfter, stengærder og tætte levende hegn til stort afbræk under evolutionerne. Kanoneme væltede i grøfterne etc., og den timede planlagte ildstøtte før et bestemt angreb kunne derfor ofte ikke iværksættes, en tidløs foreteelse under en manøvre og selvfølgelig ikke speciel for manøvren i 1859. Müller skriver om terrænet, at " ... ikkun Vejene kunne passeres, da de levende Hegn, som omgive og adskille alle Marker her, overalt ere saa tætte og findes i en saadan Mængde, at selv Infanteri kun med største Besværlighed vil kunne passere udenfor Vejene. For Artilleri er det ogsaa umuligt at komme frem udenfor disse, for at tage Stilling, naar undtages et Par ganske enkelte Steder. Der findes ogsaa kun faa Positioner for dette Vaaben, da Hækkene dække og forhindre Udsigten i en utrolig Grad". Endehg har der ved beslutningsprocesserne, udgivelsen af befalinger og afdelingernes bevægelser i terrænet gjort sig et forhold gældende, som dengang selvfølgelig fandtes naturligt, men som man i vore dage som regel går let henover eller slet ikke medinddrages, når man skildrer datidens militære operationer på landjorden. Modstanderne har næsten overalt kunne se hinanden. Man kunne ofte høre fjendens kommandoer, tromme- og hornsignaler og se de bagved stående højere stabe og de talrige beredne ordonnanser og adjudanter, der uafladeligt jog frem og tilbage mellem enhederne med meldinger og ordrer. Nærværende forfatter vover den påstand, at Napoleon og Wellington ved Waterloo lejhghedsvis har kun se hinanden i kikkert. Man kunne ofte i grove træk se modstanderens opstilling og herigennem tolke hans hensigter og tage hensyn hertil ved egne dispositioner. Endehg har datidens soldater modtaget et enormt psysisk pres ved det indtryk, det gav at se i tusindvis af fjendüige soldater under musik rykke frem mod dem med opplantede bajonetter, noget, der modsvarer oldtidens og middelalderens krigere, og som jo er ukendt i vore dages krigsførelse. Manøvren sluttede af med den obligate kongerevy med forbidefilering forbi Frederik VII og de mange udenlandske attacheer. Til toneme af Fröhlichs "Riberhusmarch" fra Aug. Boumonvilles ballet "Erik Menveds Barndom" fra 1843, kongens yndlingsmarch, red og marcherede tropperne - infanteriet under strækmarch og med 6-mands front - forbi monarken, ligesom der afholdtes samlet feltgudstjeneste i øsende regnvejr, efter general Müllers mening fremprovokeret af grevinde Danner, der havde ønsket at overvære en sådan. Hele divisionen var opmarcheret i én stor karré i en kornmark for at deltage i den hellige handling, der celebreredes af den senere fra 1864 så kendte feltprovst E. Høyer Møller (1818-1904). Den blev en eklatant skandale, idet alle var gennemblødte og kolde, de omdelte salmer opløstes i regnen, og fra de bageste roder i de opmarcherede kolonner gik man ugenert hen til de bagved holdende marketendere og købte kaffe og brændevin til at styrke sig på under salmesangen. Forbidefileringen var efter Müllers udsagn "til tg", og mange af rytteriets estandartheste var bange under saluteringen, når estandarten sænkedes, og ødelagde derfor sideretningen. Kongen var så nådig til Müller at sige, at "det gik jo ret godt , men Müller vidste bedre, rystede pa hovedet og udbragte på divisionens vegne phgtskyldigst det nifoldige hurra. Naturligvis sluttede det hele med den allerøverste krigsherres nådige tak til hæren. Den 21. september 1859 reskriberede kongen til Generalkommandoen flg. tak, der optoges i generalkommandobefalingen: "Vi ville herved allernaadigst have den commanderende General for 2den Generalcommando, Vor Generallietuenant I. de Meza tilkjendegivet Vor allerhøieste Tilfredshed og Tak for den fortrinlige Orden og gode Tilstand, hvori Vi have forefundet Generalcommandoen, ligesom Vi ogsaa herved allernaadigst tilkj ende give De Herrer Brigade generaler von Krabbe, von Ræder og von Müller, D'Herrer Regimentscommandeurer, Bataillonscommandeurer, Commande uren for Artilleriet, og samtlige Herrer Offtcerer, Vor allernaadigste Tilfredshed og Anerkjendelse af dere gode Commando, og endeligen samtlige Underofficerer og Menige Vor allernaadigste Tilfredshed med den gode Disciplin, Iver og Raskhed som de under denne Troppesamling have givet Os Prøver paa.
Givet paa Vort Slot Glücksborg
den 21de September 1859
Frederik R".
Hvordan manøvrens faglige forløb og dermed mandskabets uddannelse og disciplin er blevet bedømt af de øverste førere og de mange udenlandske officerer, er uklart. Den svenske general Wergeland og den norske oberst Hoff udtalte højlydt under en kongelig feltfrokost, at "man kan se, at de danske Tropper have været i den virkelige Krigs Ild, for de give sig Tid til at gaa frem, det er ikke som hos os, hvor man jager løs uden at respectere Fjendens Skydning". Det er selvfølgelig en forbindtlig udtalelse til værterne, man næppe skal lægge for meget i. Der har i sagens natur, selv blandt de genindkaldte, ikke været mange menige, som var soldater i Treårskrigen 9-10 år tidligere, så man forstår ikke rigtig udtalelsen om tidligere krigsdeltagelse. Det ville have været rart, om man her kunne have bragt uddrag af de rapporter, de prussiske observatører havde sendt til Generalstaben i Berlin, men det har for nærværende forfatter - selv ved henvendelse til tyske arkiver - ikke været muligt at få rådighed over sådanne, som selvfølgelig er blevet udfærdiget. Disse preussiske observatører har antagelig set længere og dybere ned under overfladen. De har formodentlig set de disciplinære og især uddannelsesmæssige mangler, hæren - sammenlignet med fx den preussiske med tre års værnepligt - utvivlsomt led af, og som de øverste danske førere inderst inde fuldt ud har været klar over.Disse mangler var det forbeholdt den danske hær at præsentere for dem i et mere alvorligt felttog fire et halvt år senere i stort set det samme terræn. Der blev i de følgende år også afholdt manøvrer i det sønderjyske, den sidste i efteråret 1863, hvorunder Frederik VII pådrog sig den kraftige influenza og rosen, som medførte hans død på Glücksborg 15. november. Ingen af dem var dog så store og betydningsfulde som den i 1859. I sommeren 1862, medens den tyske og slesvig-holstenske propaganda mod det danske "åg" og for et frit Slesvig-Holsten i det tyske forbund var i fuld gang, afsløredes på Flensborg kirkegaard H.W. Bissens monumentale Isted-løve over de faldne i Istedslaget 1850. Det skete under udfoldelse af en kæmpemæssig militærparade, musik, sang og svulstige dansk-nationale taler med drabelige udfald mod slesvig-holsteneme og Preussen, og begivenheden blev naturligvis overalt i Tyskland og blandt de tysksindede i hertugdømmerne udlagt som en grov provokation, der ikke glemtes i 1864. Vor meget lidt militært og politisk interesserede digter H.C. Andersen sad på ærestribunen som gæst. Bævende af angst over det storslåede, men nationalt enøjede skuespil, der her med appel mejsledes ind i tilskuernes forsvarsløse bevidsthed, skrev han om aftenen i dagbogen: "Hvad vil skee, hvis en Fjende engang beseirer os her?" Dette spørgsmål fik han og alle danske brutalt svar på kun ca. halvandet år senere!
Bibliografi
Dansk biografisk Lexikon, udg. af C.F. Bricka, bd. I-XIX (Kbh. 1887- 1905) Den dansk-tydske Krig iAarene 1848-1850, bd. I-X, udg. af Generalstaben (Kbh 1867-1887) Exerceer-Reglement for Det Kongelige danske Infanterie 1846 (Kbh. 1846) Exerceer-Reglement for Det Kongelige danske Infanterie 1852 (Kbh. 1852) Excerceer-Reglement for Det Kongelige danske Cavallerie 1854 (Kbh. 1854) Frafire Kongers Tid Geheimeråd J.P. Traps Erindringer, bd. H (Kbh. 1966) Jensen, N.P.: Infanteritaktikkens Udvikling fra Frederik II til Nutiden (Kbh 1882) Krigsministeriets Kundgjørelser for Armeen for Aaret 1859 (Kbh. 1859) Hedegaard, E.O.A.: Generalstabens Guidekorps. Et Bidrag til Generalstabens og Underofficerskorpsets Historie (Helsingør 1968) Hedegaard E.O.A.: H.C. Andersen 1848-1850 og 1864. Et historisk bidrag til litteraturen om digteren og de slesvigske krige (Kbh. 1980) Love, Rescripter og Resolutioner, som angaae Hæren for Aaret 1859 (Kbh. 1860) Lov om Hærens Ordning af 1842 (Kbh. 1842) Ræder, J. von: Vaabenøvelser og Fredsmanoeurer, i korte Træk overeensstemmende med Nutidens Fordringer og Anskuelser (Kbh. 1839) Svundne Tider. Uddrag af Generalmajor Frederik Gotthold v. Müllers efterladte Papirer V. E. Bodenhoff (Kbh. 1912) Tidsskrift for Krigsvæsen, årg. 1859, Det Kongelige Gamisonsbibliotek
