At et forøget værnssamarbejde er blevet en nødvendighed, er vel erkendt —- omend i forskellig styrke — overalt inden for forsvaret. Når visse af årsagerne hertil i det følgende vil blive uddybet, sker det ikke så meget for at overbevise eventuelle tvivlende — selv om dette også er taget i betragtning — som for at skabe grundlag for en diskussion af de midler, som kan bringes i anvendelse for at forbedre samarbejdet. Som det vil fremgå allerede af denne artikels overskrift, vil vægten blive lagt på den uddannelsesmæssige side af sagen og alene af denne grund er det følgeligt nødvendigt til indledning at undersøge, hvilket mål man skal give undervisningen.
Af de forhold, som i særlig grad har gjort et øget samvirke mellem værnene nødvendigt, skal følgende fremdrages:
— det operationsområde i hvilket danske styrker — alene eller sammen med allierede — skal virke, er i sin geografiske udstrækning og konfiguration — sådan, at operationerne til lands, til vands og i luften halen snæver organisk sammenhæng. Det er vel muligt teoretisk at konstruere en situation, hvor en eventuel fjendes fremgangsmåde ved et angreh vil være sådan, at hovedansvaret for forsvaret må hvile på et af værnene. Men selv under en sådan forudsætning, altså eksempelvis et »rent« landangreh gennem Slesvig-Holsten eller et »rent« maritimt forsøg på at bryde ud gennem de danske bælter, vil det værn, der bærer hovedansvaret, være nødt til at støtte sig på de to andre. F. eks. må hæren kunne løse ikke alene rene hæropgaver, men må også kunne forsvare de to andre værns installationer på landjorden og i visse tilfælde også yde direkte støtte til el af de andre værns operationer f. eks. artilleristøtte til søværnet.
— de våben, hvormed de tre va-rn virker, er på grund af den tekniske udvikling blevet i stadig højere grad fælles, f. eks. radar, raketter m. v. Mange våben og tekniske hjælpemidler er fælles for de tre værn og med hensyn til den faglige støtte er store dele af denne allerede i dag et fælles anliggende for de tre værn,
— medens forsvaret af Danmark indtil den anden verdenskrig af de fleste betragtedes som et rent »militært« anliggende, må det i dag betragtes som et led i et totalforsvar omfattende alle dele af samfundet. Dette ændrer for så vidt intet i værnenes opgaver — det skulle snarere betyde en styrkelse af det samlede forsvar, at hele samfundet er inddraget — men det betyder organisatorisk, at en simplificering og koncentrering af forsvarets øverste ledelse er blevet en voksende nødvendighed. Altså må også værnene i stadig højere grad optræde under et i totalforsvarsanliggender.
De anførte forhold er på ingen måde udtømmende, men de turde dog være de vigtigste af de årsager, som betinger et øget samarbejde værnene imellem.
Her skal dog yderligere berøres et problem, som har betydning ved behandlingen af problemet, uden at det kan karakteriseres som en af årsagerne. Det øver imidlertid en væsentlig indflydelse på hele sagens behandling og må derfor tages i betragtning. De tre værn har hver for sig en række traditioner og historiske forudsætninger. Disse har i tidens løb ført til undertiden voldsomme meningsforskelle mellem værnene og vil formentlig også vise sig at være en af de alvorligste hindringer for en løsning af problemet. Da traditioner og værnsloyalitet på ingen måde kan betragtes alene som noget negativt, må enhver løsning derfor afpasses således, at den »korpsånd«, som er en nødvendig forudsætning for en militær organisations effektivitet, og som blandt andet bar sit grundlag i traditioner, ikke sættes over styr. På den anden side må disse traditioner og de dermed forbundne værnssynspunkter ikke blive en sovepude, når forslag til en løsning skal behandles. Det er en simpel pligt at søge at tilpasse forsvarets organisation efter tidens operative og tekniske krav, og så må man derunder søge også at tilgodese traditionerne.
Vender vi nu tilbage til de tidligere anførte forhold, der betinger et forøget værnssamarbejde, skal det til indledning siges, at der allerede er taget en lang række skridt til forbedring af dette samarbejde. Som det blev anført af orlogskaptajn Bloch i artiklen i januar nummeret, bar der været en generel tendens til at samle forsvarets ledelse. En tendens som har ført til oprettelsen af et fælles forsvarsministerium og en fælles forsvarschef. Det er tildels også de samme forhold, som nu bar ført til gennemførelsen af enhedskommandoen. Imidlertid kan det næppe være for meget at sige, at gennemførelsen af disse foranstaltninger ikke overalt i værnene er blevet modtaget med lige stor glæde. Det er ikke alle steder, man bar kunnet se nødvendigheden af den hermed gennemførte integrering af forsvarets komponenter, og det må nok også erkendes, at selv på de steder, livor personel fra de tre værn nu i nogen tid bar arbejdet sammen, bar de »værnsvise« synspunkter af og til stukket hovedet frem. Så beklageligt dette er, kan det ikke komme som nogen overraskelse. Selv om man har måttet erkende, at tiden til en integrering på visse punkter har været inde, og selv om man bar gennemført en del deraf i praksis, bar værnenes selvstændigbed og traditioner endnu været for stærke til belt at kunne overvindes.
Men er det da kommet dertil, at udviklingen kræver værnenes totale integrering? Er det kommet dertil, at vi må lægge hele vor tankegang om og begynde at glemme opdelingen i tre værn og i stedet tage fat på at konstruere »et værn« med en af opgaverne betinget opdeling i mindre enheder?
Dette spørgsmål — som jo også blev berørt af Statsministeren i dennes foredrag i Krigsvidenskabeligt Selskab den 6/11 1961, er for tiden fremme til diskussion og undersøgelse i praktisk taget alle lande. Der er dog intet sted, livor man i dag har taget et så radikalt skridt. Medens visse lande som f. eks. USA og England til en vis grad er gået udenom problemet ved at forøge de styrker med fællesværns træk eller egenskaber, man i forvejen besad, nemlig Royal Marines og US Marine Corps, har man andre steder gjort problemet til genstand for analyse. Det må i denne forbindelse være tilladt at citere et stykke af den svenske kommissionsbetænkning over »Krigsmagtens högsta ledning« fra 1960 (den såkaldte »Kolmodinrapport«), til hvilken også orlogskaptajn Bloch i sin artikel henviser. Det hedder her (pag. 14 f.f.):
»I tilslutning til det anførte synes det praktisk nærmere at belyse, hvorledes komiteen ved opstilling af undersøgelsens forudsætninger har set på spørgsmålet om værnenes stilling. Dette er så meget mere nødvendigt, som spørgsmålene om værnenes fortsatte eksistens og om en udjævning af grænserne mellem værnene har tiltrukket sig en betydelig opmærksomhed i den offentlige diskussion. Det må erindres, at en for de tre værn fælles hovedopgave — og det er den eneste, det er nødvendigt at tage i betragtning i denne sammenhæng — er den, at opstille krigsbrugbare enheder. Denne opgave løses gennem virksomhed inden for områderne taktik, organisation, udrustning, mobilisering, uddannelse, øvelser og personeltjeneste. Det er åbenbart, at der stadig må findes en eller anden form for organisation til dette. Man kan da stille spørgsmålet, om man skal regne med en sammensmeltning af de nuværende værn til en organisation eller om man skal forudsætte, at der også i fremtiden må findes flere fra hinanden temmeligt klart afgrænsede organisationer til gennemførelse af den nødvendige virksomhed.
Om en fuldstændig sammensmeltning af værnene kan komme på tale, beror først og fremmest på den militærtekniske udvikling. Denne medfører en stadig voksende komplicering og specialisering af de enkelte våbensystemer. Den medfører samtidig et stadigt voksende behov for samvirke mellem forsvarets forskellige dele i den operative virksomhed og for samordning under forsvarets tekniske udvikling og afvejning mellem forskellige våbensystemer.
For at kunne opstille krigsbrughare enheder må såvel udrustningens tekniske beskaffenhed og formål som de forskellige forudsætninger for dens anvendelse under krig, til lands, til vands og i luften, tages i betragtning. Det primære mål er her ikke ensartethed, men evne hos hver enkelt enhed til at løse sin opgave så effektivt som muligt.
Forholdene inden for raketvåbenet er i denne henseende belysende. I den offentlige diskussion synes man ofte at være gået ud fra, at indførelse af raketvåben i forsvarets forskellige komponenter skulle medføre, at styrkerne blev så ensartede, at opretholdelsen af forskellige organisationer til deres opstilling ikke længere skulle være motiveret. Ved en sådan argumentering ser man imidlertid bort fra dels, at raketenlieder ikke inden for en overskuelig tid vil komme til at dominere nogen af vore nuværende værn og dels, at man under betegnelsen raketter sammenfører våben, som vel bar fælles, karakteristiske træk i teknisk henseende, men som i kampteknisk henseende er artsforskelligc. Raketter til kamp på søen og til kamp i luften må tilpasses helt forskellige forudsætninger for kampens førelse. Heraf følger hl. a., at kravene til uddannelse af det personel, som skal betjene materiellet, også bliver forskellige.
Den militærtekniske udvikling har ikke medført, at det nu eller inden for den tid, som komiteen mener at kunne overse — en periode på ca. 10 år — findes tilstrækkeligt tungtvejende årsager til at sammenlægge al den virksomhed, som tilsigter at opstille enheder i en organisation under direkte ledelse af en fælles topmyndighed eller af en enkelt myndighed under denne. Da videre et sådant system sikkert ville hlive alt for kompliceret og tungt at arbejde med — og derfor lidet effektivt — er det efter komiteens mening ikke noget praktisk alternativ til den nuværende ordning.«
I denne konklusion kan man næppe være uenig med den svenske undersøgelse.
Imidlertid har forholdene såvel i Sverige som i Danmark som allerede nævnt ført til en koncentration af ledelsen af forsvaret. Set på baggrund af det foran anførte om årsagerne til en øget nødvendighed for samarbejde mellem værnene kan det slås fast, at den skete koncentration af den øverste ledelse først og fremmest har haft operative årsager, medens andre forhold — samordning af den faglige støtte, rationalisering af kræfterne m. v. — har været medvirkende.
Erkender man nødvendigheden af de allerede gennemførte ændringer, bliver da spørgsmålet, om man har taget de fulde konsekvenser af disse eller om der endnu — inden for den afstukne ramme — mangler noget. Som tidligere nævnt har gennemførelsen af koordinering i forsvarets »top« ikke været hilst med lige stor glæde alle vegne. Traditionsprægede værnssynspunkter har spillet og spiller en rolle. Vejen til at få disse ud af verden er et yderligere kendskab de tre værn imellem samt en opstilling af doktriner for gennemførelsen af landets forsvar. Doktriner, som baserer sig på en erkendelse af de tidligere nævnte hovedårsager til samarbejde værnene imellem.
Hele spørgsmålet er nu ved gennemførelsen af enhedskommandoen blevet yderligere aktualiseret. Denne treværnsstab vil kræve en fortsat tilgang af officerer uddannet i og kendt med treværnsproblemer. Og det er ikke alene i selve enhedskommandoen, delte vil gøre sig gældende. I de under enhedskommandoen hørende værnsstabe vil forståelse af tre- værnsproblemer blive en nødvendighed, og i sin yderste konsekvens kan vel enhedskommandoen med tiden komme til at betyde, at vi må betragte landets forsvar i et andet lys end i dag. De dage er vel snart talt, da tre værn med hver sin operative ledelse overhovedet kan anses for en mulig løsning af vore føringsproblemer. Og det vil kræve treværnsforståelse hos os alle.
Der er med andre ord lier tale om et uddannelsesspørgsmål med uddannelse taget i ordets videste betydning, og det er vel derfor rimeligt at se på, hvor vi står i dag.
Betragter man forholdene, må man konstatere, at nogen egentlig treværnsuddannelse ikke finder sted i Danmark. Vi mangler den i de fleste lande eksisterende fællesværnsstabsskole. Årsagerne hertil er mange, men det skal nævnes, at den herskende mangel på personel er den vigtigste. Forudsætningen for en fællesværns stabsskole er nemlig ikke blot dennes eksistens med deraf følgende krav til afgivelse af lærere og elever, men også at den forudgående uddannelse inden for hvert af værnene har stort set samme indhold og omfang. Her er det i dag således, at stabsuddannelse for søvæmcLs officerer udelukkende finder sted i udlandet, og for flyvevåbnets vedkommende liar kun et meget lille antal elever modtaget denne uddannelse og da på bærens gcneralstabsklasse.
Medens den formelle ramme for en treværnsstabsskole gennem oprettelse af et forsvarsakademi er i orden, har det derfor — på grund af personelmangler — ikke været muligt på dette punkt at give forsvars- akademiet sit reelle indhold.
På en ra-kke felter har der dog i de forløbne år været fremskridt. Del forhold, at et efterhånden ret stort antal officerer af alle tre værn har gjort tjeneste i integrerede NATO-stahe, har øget disses treværnsforståelse, uden at det dog kan siges, at de herved liar fået en egentlig uddannelse i treværnsforhold. Desuden har forholdene i de forskellige stabe og de opgaver, de pågældende officerer liar fået, sat visse grænser for udbyttet. Tilsvarende forhold har gjort sig gældende for de officerer af de tre værn, soin i de forløbne år siden oprettelsen af Forsvarsstaben — indtil i dag landets eneste treværnsstab — har gjort tjeneste i denne.
På øvelsesområdet er udviklingen gået i retning af et stedse stigende antal treværnsøvclser eller dog øvelser, hvori to eller tre værn har taget del samtidig. Planlægning og ledelse af sådanne øvelser har givet en vis treværnserfaring til en række oflicercr, men det skal dog siges i denne forbindelse, at det også har været mærkbart under disse øvelser, at man savner en egentlig uddannelse som baggrund for samarbejdet. Resultaterne har alt for ofte været tilfældige eller utilfredsstillende.
Der har hidtil i alt væsentligt været tale om uddannelse af stabsofficerer eller rettere om den treværnsprægede del af disses uddannelse. Imidlertid må dette betragtes som en specialuddannelse, meddelt et efter behovet for stabsofficerer afpasset antal elever. Der er herudover brug for en egentlig treværnsuddannclsc af alle øvrige officerer. Denne undervisning — der må forudsættes at finde sted på værnenes officersskoler — er i dag ikke tilstrækkelig. Dels er den dertil afsatte tid for kort og dels liar undervisningen hidtil i højere grad haft karakter af en generel orientering om de andre værns forhold end af en egentlig undervisning. Det er fristende her at pege på en løsning, som indebærer en sammenlægning af værnenes officersskoler. Dels er i forvejen en lang række fag fælles, sprog, idræt og gymnastik, matematik m. v., og dels kunne man herved opnå en helt rationel treværnsuddannelse. Denne løsning må dog nok være forbeholdt den fremtid, hvor værnene smeltes helt sammen, og selv da vil måske de »værnsspcciellc« dele af undervisningen have et sådant omfang, at løsningen ikke er fuldt gennemførlig.
Skal man nu — på baggrund af det ovenfor anførte — søge at nå frem til forslag, der er praktisk gennemførlige, så må disse da rette sig mod de to områder, den almindelige undervisning, der meddeles alle officerer på officersskolen, og den specielle uddannelse, som må bibringes de officerer, der forudsættes anvendt i egentlig treværnsarbejde. Om den første, almindelige uddannelse kan det siges, at der gennem den allerede eksisterende undervisning i de andre værns forhold på samtlige 3 officersskoler er skabt en vis basis for en ordning. Det vil dog sikkert være nødvendigt at udvide undervisningstiden og også at gøre fagene land-, sø- og luftkrigslære til eksamensfag. En mulig løsning ville det da være at lade de 3 officersskoler afslutte samtidig, for derefter at samle eleverne fra dem alle til en fællesværnsundervisning af ca. 3 måneders varighed. Undervisningen hør forbindes med besøg ved de 3 værns enheder, stabe og faglige installationer. Gennem en sådan fælles undervisning må det være muligt at skabe dels et rimeligt kendskab til de to andre værns forhold og dels at skabe et brugbart grundlag for en senere videregående uddannelse.
En sådan videregående uddannelse bør finde sted efter gennemgået stabsuddannelse i eget værn, også selv om det endnu i en tid må accepteres, at denne værnsstabsuddannelse finder sted under væsentligt forskellige former i de 3 værn. Også her gælder det, at et væsentligt led i uddannelsen må være, at officerer fra de 3 værn samles i undervisningen. For denne videregående uddannelse gælder, at den bør finde sted ved Forsvarsakademiet, bør have en varighed af mindst 3 måneder og meddeles eleverne — så vidt det er muligt — umiddelbart før de tiltræder tjeneste på steder, livor treværnsuddannelse er nødvendig.
Med de her fremførte forslag synes de eksisterende personelle muligheder ikke overskredet. Økonomisk må det være overkommeligt at gennemføre de to forslag og en begyndelse ville da være gjort, således at de 3 værns officerskorps ville komme til at stå bedre rustede over for de kommende års problemer. Det er derefter at liåbe, at de personelle forhold — inden for en overskuelig fremtid — må gøre det muligt at få oprettet ikke blot en egentlig fællesværnsstabsskole, men også værnsstabsskoler for søværnet og flyvevåbnet. Men det haster, hvis vi i de kommende år skal kunne hævde os i samarbejdet med vore allierede.
H. L. Stubbe Teglbjærg.
