Træk af Folkestyrets Forsvar fra Systemskiftet til Besættelsen - Forsvarskommissioner, forsvarsudvalg og forsvarslovgivning i perioden 1902-1937 set fra en militærfaglig synsvinkel

Af oberst Helge W. Gram.

Fra Systemskiftet og til 1. Verdenskrig.

Runde tal påkalder sig opmærksomheden og indbyder til stilfærdig eftertanke. Mens det 20. århundrede hastigt rinder ud, er det vel på mange områder rimeligt at gøre lidt status, og som titlen ovenfor peger mod at fremhæve nogle beskrivende træk omkring dansk forsvars tilrettelæggelse. Da det - en del mere sjældent - samtidig er et årtusinde, der rinder ud, er der vel plads til at erindre om at landets forsvar, som problem, har optaget sindene langt tilbage. Ved årtusindets omtrentlige midte siges de sjællandske bønder at have oplyst Kong Erik d. 7. af Pommern således om loven for Landeværn: "Vi kunde ey rettere finde efter gammel Sædvane og Ret som varet haver tilforn i Landet, at når Fjende kommer for Lande og Bavn brænder, og Videbrand ginge, hvilken som i det sted hjemme sad og til Lovalder kommen var - og man faar ham - han bør at hænges ved sin egen Bielke". Helt så enkelt forholdt det sig ikke på tærsklen til det 20. århundrede. Landets politiske system var under udvikling. Parlamentarismens første spæde plante var en realitet - men de politiske grupperinger var endnu ustabile og under forandring. Og hen over forsvarsspørgsmålet og dertil knyttet uenighed lå den tunge skygge fra Højres 7 år lange politiske enegang i forsvarssagen - og særlig Københavns landbefæstning - i perioden 1886-1893. I ministeriet Deuntzers 2. år - i marts 1902 - nedsattes en forsvarskommission på 18 rigsdagsmænd med formand udpeget af kongen og dertil 4 tilforordnede officerer fra hær og flåde. Nu skulle vor samlede militære stilling tages op til overvejelse så der kunne tilvejebringes en bred enighed om forsvarets tilrette­ læggelse. Arbejdet i kommissionen prægedes de første år i betydelig grad af uenighed mellem krigsministeren, general W.H.O. Madsen og marineministeren, admiral F. Jøhnke. I januar 1905 førte denne forstemmende rivalisering til ministeriets demission. Gennem 6. år sled kommissionen sig frem gennem problemerne. Uden at forenkle for stærkt kan det vel anføres, at der var et flertal for et neutralitetsværn, som kunne være til lige stor beroligelse for Tyskland som for England, men om størrelse, tyngde og midler kunne ikke opnås enighed. Blandt mange andre svære problemer blev Københavns landbçfæstning og dens mulige erstatning med fremskudte forberedte stillinger ved med at udgøre centralt konfliktstof. Det vil her af pladsmæssige årsager ikke være muligt at belyse de såkaldte "Lütken samtaler". Men for enhver med interesse omkring dansk forsvars tilrettelæggelse må Troels Finks bog fra 1959 "Spillet om dansk Neutralitet 1905-1909" fortsat være et udmærket instrument ved studie af dette særlige aspekt. I juli 1908 fremlagde de fire partier deres forslag. Socialdemokraterne foreslog hær og flåde erstattet med en politi - og grænsevagt. De Radikale ville have alle befæstninger nedlagt og udskrivningen af mandskab nedskåret riied 25%. Højre og de Frikonservative foreslog landbefæstningen bevaret og udvidet, samt søbefæstningen styrket. Et flertal i Venstre ønskede landbefæstningen nedlagt og Søbefæstningen udbygget. Tyngden i hæren skulle placeres på Sjælland. Først under den femte regering siden systemskiftet lykkedes det ministeriet Holstein-ledreborg i september 1909 at formulere og få vedtaget et kompromis. Københavns søbefæstning og Sjællands kystforsvar blev besluttet udbygget for henholdsvis 11 og 5 millioner kr. Landbefæstningen blev "levetidsforlænget" frem til 1922. Af den foreslåede ydre kæde af fremskudte forter blev kun de to fløjforter besluttet. Hæren blev udvidet fra 44 til 52 bataljoner. Heraf skulle de 36 bataljoner indgå i det sjællandske forsvar, hvortil der tidligere havde været 20 til rådighed. Til det jysk-fynske forsvar disponeredes 16 bataljoner. Forsvarslovgivningen af 1909 indeholdt tillige mulighed for, at der blandt talrige andre forbedringer til flåden kunne anskaffes 9 store torpedobåde samt 6 ubåde og et kystforsvarsskib.

Fem år senere da 1. Verdenskrig var en realitet forelå allerede 5. august en forespørgsel fra den tyske regering, om Danmark påtænkte at spærre Store Bælt for begge krigsførende parter. I statsråd besluttede regeringen at udlægge minespærringer i de danske løb i Sundet, i Store Bælt samt i det danske løb i Lille Bælt. Beslutningen hilstes med tysk tilfredshed og engelsk forståelse. Samme dag mobiliseredes flåden og til hæren indkaldtes en sikringsstyrke på 47.000 mand på Sjælland. I Jylland og Fyn yderligere 10.000 mand. Først 3 år senere var denne anselige styrke nedbragt til 32.000 mand. Styrkens efterfølgende reduktion gennem det sidste krigsår fremkaldte mellem regering og hærledelse uoverensstemmelser, som hærledelsen burde have søgt undgået. Regeringen Zahle havde gennem alle krigsårene valgt at påtage sig tunge byrder for hos de krigsførende at skabe tillid til, at dansk neutralitet ikke umiddelbart kunne væltes omkuld. Forsvarsordningen af 1909 udgjorde et brugeligt instrument.

Forsvarskommissionen af 12. februar 1919

Blot 3 måneder efter 1. Verdenskrigs afslutning fik ministeriet Zahle nedsat en kommission primært til "Undersøgelse og Overvejelse af Hærens og Flådens fremtidige Ordning". I nogle kredse ansås tidspunktet for mindre rimeligt. Den helt ændrede europæiske situation, Tysklands sandsynlige fremtidige rolle, Ruslands muligheder for igen at gøre sig gældende på den europæiske scene, Folkeforbundets mulige formåen - alt syntes for uafklaret til, at det var meningsfuldt nu at analysere og beslutte landets fremtidige værn. Samtidig var der imidlertid stærke indenrigspolitiske motiver til at iværksætte det nævnte kommissionsarbejde. Gennem 4 år havde befolkningen båret ekstra tunge byrder for at opretholde den betragtelige sikringsstyrke. Næppe var kommissionsarbejdet indledt før forsvarsministeren, P. Munch, bragte i forslag at Københavns landbefæstning og de indre søforter blev nedlagt. De konservative tog forbehold vedrørende søforterne, men landbefæstningens nedlæggelse besluttedes i begge ting i december - med virkning allerede fra april 1920. 3 forhold kom vel især til at præge kommissionens virksomhed gennem de følgende godt 3 års arbejde: Danmarks finansielle stilling efter krigen, der gjorde markant tilbageholdenhed med statens udgifter påkrævet, den voksende tillid til, at der med Folkeforbundet var skabt et betydningsfuldt fredsskabende instrument. Endelig prægedes arbejdet af den uenighed, der - stadig - herskede mellem hær og flåde på en række principielle områder. Endvidere forbavsede hæren ved, at generalkommändoerne og generalstaben hver for sig fremkom med indbyrdes afvigende forslag til hærens organisation, omfang og opstilling. Flådens ledelse derimod sikrede sig, at de pragmatiske og velargumenterede grundsyn, der skulle præge flådens virksomhed i den kommende forsvarsaftale blev fremlagt for, drøftet med og bredt accepteret af de tjenstgørende søofficerer. I første omgang vandt flåden Venstres fulde støtte til dens forslag. Senere fulgte de Konservatives tilsvarende støtte.

1922-ordningen - dens tilblivelse og forløb

I maj 1922 kunne kommissionens medlemmer - delt efter politisk linie - fremlægge deres indstillinger. Venstres mindretal (6) udtalte, at der også fremover ville være behov for et egentligt neutralitetsforsvar, selvom’hjælp over for angreb kunne påregnes fra Folkeforbundet. Venstre foreslog nu tyngden i hærens forsvar forlagt fra Sjælland til Jylland, i alt 3 divisioner, heraf de to i Jylland. En samlet hærstyrke på 60.000 mand mod 1909 ordningens 100.000.1 alt 30 bataljoner. Et andet mindretal på 3 medlemmer - Konservative - anså tilsvarende et markant neutralitetsværn for nødvendigt. Der foresloges en noget større styrke fordelt på 4 divisioner med to på Sjælland og to i Jylland. Endvidere støttedes oprettelsen af et flyverkorps, og en landstorm med 2 måneders uddannelse. Et tredie mindretal på 4 medlemmer (Socialdemokrater) foreslog fuldstændig afrustning. I stedet etablering af grænse- og kystvagter. I alt 8 inspektionsskibe samt et "reservepolitikorps" på 6.000 mand. De samlede udgifter ville kunne begrænses til 7.560.000 kr. Et fjerde mindretal på 5 medlemmer (Radikale) fandt at egentlige forsvarsopgaver altid ville være håbløse. Den almindelige værnepligt burde bortfalde, en bevogtningsflåde på 19.500 ton og et bevogtningskorps - mobiliseret - på 30.000 ville kunne dække alle rimelige krav. De årlige udgifter ville kunne holdes på 22 mio. kr. Under de efterfølgende forhandlinger søgte Venstre og Det konservative Folkeparti mod et kompromis. Mens der fra begyndelsen var enighed om et flådebudget på årligt 15 mio. kr. var, for så vidt angår hæren, Venstre indstillet på et årligt budget på 24 mio. kr., Det konservative Folkeparti på 34 mio. kr. Med udgangen af juni var der opnået enighed om et samlet årligt forsvarsbudget på ca. 44 mio. kr. I slutningen af juli vedtog folketinget det venstre - konservative kompromis forslag. Men kun med 73 stemmer mod 70. Det lå således klart, at der ikke eksisterede nogen bred tiltro til, at et konventionelt opstillet neutralitetsværn ville rumme en krigsforebyggende evne. Afrustningsideologien var kommet massivt til orde - ög blot mindre forskydninger i partiernes støtte fra vælgerne ville få grundlaget under 1922-forsvarsordningerne til at smuldre. Landets forsvar var ikke en folkesag. I folketingssamlingen 1925/26 fremlagde forenede radikale og socialdemokrati­ ske kræfter et afrustningsforslag i form af forslag til "Lov om omdannelse af Hær og Flaade til et Vagtkorps og en S tatsmarine, bestemt til Varetagelse af Danmarks Neutralitets- og Folkeforbundsopgaver". Krigs- og marineministeriet skulle ophæves. Værnepligten skulle ophøre og erstattes med frivillig tjeneste. Uddannelsestiden skulle nedsættes til 4 måneder. Til vagtkorpset skulle årligt uddannes 1600 frivillige. I alt skulle korpset i givet fald kunne mønstre ca. 13.000 mand. Fra venstre og konservativ side pegedes på, at ledende politikere inden for Folkeforbundet udtrykkeligt havde betonet, at den enkelte nation havde pligt til selvforsvar. Der pegedes tillige på - med henvisning til 1922 ordningen - "at mens vi altså tilhører de stater, der først har optaget tanken om nedrustning, går det imidlertid ikke an, at vi ved vor lovgivning erklærer, at vi overhovedet ikke vil gøre noget alvorligt for at værge vort landområde". Venstre og Konservative fremhævede samtidig, at Danmark sammenholdt med Sverige, Norge, Finland, Holland og Svejts var det land, der pr. indbygger afså mindst til sit forsvar. Den 12. marts 1926 vedtog Folketinget lovforslaget om Vagtkorpset og Statsmarinen med 75 stemmer mod 71.1 Landstinget nåede forslaget ikke at komme på dagsordenen før regeringen Stauning I efter valget i december afløstes af regeringen Madsen-Mygdal. Foreløbig stod det lysende klart, at 1922-ordningen aldrig ville blive fuldført. Den 30. november 1927 lagde forsvarsminister Brorson venstreregeringens "Forslag til Lov om Rigets Forsvar" frem i folketinget. Det baserede sig alene på regeringens egne overvejelser. Der agtedes heller ikke nedsat nogen ny forsvarskommission. Man fandt det tilstrækkeligt, at ministerielle embedsmænd i forsvarsministeriet havde deltaget ved forslagets udarbejdelse. Måske opmuntret af Tysklands optagelse i Folkeforbundet i september 1926, måske også - eller alene - presset af tidens økonomiske vanskeligheder var det centrale i forslaget først og fremmest et økonomisk loft på ca. 40 mio. kr., hvorved der var skåret ca. 10% af det hidtil bevilligede. Forslagets formålsparagraf søgte fortsat et eksistensforsvar og ikke blot en markerende neutralitetsbevogtning. Generalkommando, generalstab og marinestab kunne enes om at betegne forslaget både utilstrækkeligt og uforsvarligt. Mindre end 50 mio. kr. ville ikke kunne indfri hensigten. Skulle den nu yderligere forfaldne flåde bringes på fode, måtte der årligt tilvejebringes i alt ca. 57 mio. kr. Mens Folketinget gik i gang med behandlingen af forslaget, kom et nyt på bordet fra direktøren i Marineministeriet. Hans grundsyn var, at landet kun havde en bevogtningsopgave at varetage. En krigsopgave i egentlig forstand ville ikke komme til at påhvile dansk militærvæsen. Dette usædvanlige engagement gjorde ikke tilværelsen lettere for regeringen. Som tidligere søgtes et kompromis med de Konservative, men denne gang forgæves. Holdningen hos de Konservative bevirkede kort tid senere Venstreregeringens fald. Efter valget 24. april 1929 var Venstres ög de Konservatives flertal sat overstyr. Forsvaret fik hverken 1922-ordningens henstående elementer eller afklaring omkring en usikker fremtid. I marts 1931 fremlagde forsvarsminister Laust Rasmussen på ny afrustningsforslag og med 77 stemmer for og 66 imod gik forslaget atter til behandling i Landstinget. I det videre udvalgsarbejde påtog Venstre sig formidlerens rolle. På ny drejede øvelsen sig om at formulere et totalbeløb, som et flertal kunne acceptere. Nu hed tallet 31 mio. kr. Et hærbudget på 21,5 mio. kr. og et flådebudget på 9,5 mio. kr. Flådens chef fandt, at der ikke kunne udarbejdes et flådelovforslag på dette grundlag. Hærens chef fandt ikke at kunne udarbejde et sagligt forsvarligt forsvar på det givne grundlag og måtte begrænse sig til ansvar for forslagets tekniske indhold.

De sidste forsvarslove inden besættelsen

I februar 1932 formuleredes en politisk overenskomst om en ny forsvarsordning. Sammenlignet med 1922-ordningen kan man vel groft betegne den ny ordning som udgørende en 33% reduktion. Såvel hærloven som søvæmsloven vedtoges inden udgangen af marts. Lovene trådte ikraft den 1. april. Flådens chef søgte sig afskediget. Han afløstes i stillingen af direktøren i marineministeriet, der i søofficerskredse stod alene med sit radikale neutralitetssynspunkt. 10 år var forløbet siden 1922-ordningen. En samling omkring arbejdet med at få 1932 lovene ført ud i livet var vel nu nærliggende at forvente. Men sådan skulle det ikke gå. Seks måneder senere fremsatte regeringspartierne i Folketinget for 3. gang afrustningsforslaget. Denne gang vedtoges det med 74 stemmer mod 61 for atter at blive afvist i Landstinget. Gradvist gennem 1933, 1934 og 1935 ændredes Socialdemokratiets holdning til forsvarssagen noget. Isoleret dansk afrustning skulle nu vige for en række tekniske forbedringer af værnene. Forsvarsminister Alsing Andersen indtog det standpunkt, at hær og flåde både skulle kunne bevogte grænser og tillige eje evne til at afvise fremmed magts brug af dansk højhedsområde. Endelig ved nytårstid forelå ministeriet Stauning III, s forslag til ændret forsvarsordning. Dette forslag var blevet til i snævert samarbejde mellem ministeren og direktørerne i krigs- og marineministeriet. Betegnende for den manglende gensidige tillid og samarbejdsevne fikgeneralkommandoen kun to uger til at gennemse og fremkomme med bemærkninger til forslagene. Den 4. februar forelagde forsvarsministeren sine lovudkast uændrede i folketinget. Både hærlovsforslaget og søværnsforslaget vedtoges i april i folketinget. Venstre undlod at stemme. De Konservative stemte imod. 5. maj vedtog landstinget forslagene. 1937-lovene gav hæren et driftsbudget på godt 26 mio. kr. Hertil ydedes 10 mio. kr. over 5 år til materiel udskiftning. Søværnet fik godt 14 mio. kr. om året og en ekstra bevilling på 9 mio. kr. til renovering af skibsmateriellet. Der var på en række områder skabt uomtvistelige navnlig tekniske forbedringer. Der var samtidig skabt en forsvarsordning, der klart afspejlede uenighed mellem de politiske partier - også inden for regeringen - og som efterlod megen tvivl om, hvorledes krænkelser eller aggression skulle søges imødegået. I maj 1939 undertegnedes den af Tyskland foreslåede dansk-tyske Ikkeangrebspagt. Da 2. verdenskrig den 1. september var en realitet vedtoges det at indkalde en beredskabsstyrke på 30.000 mand. Der udsendtes successivt direktiver til hær og søværn om forhold ved neutralitetskrænkelser. Herefter måtte det antages, at der i tilfælde af fjendtligt angreb virkeligt skulle ydes modstand, såfremt mulighed for kamp forelå. Beredskabsstyrken hjemsendtes atter inden årets udgang. I slutningen af januar 1940 fik forsvarsministeren bemyndigelse til at foreslå en bevilling på ca. 60 mio. kr. til afhjælp af værnenes mangler. Tidspunktet var imidlertid forpasset, anskaffelsesmulighederne forelå ikke længere. Til gengæld forelå der advarsler om, at tysk aggression mod landet var forestående. Men advarslerne herom forlagdes, fortiedes eller mistydedes. Den 9. april kl. ca. 0415 indledte Tyskland besættelsen af Danmark. Kl. ca. 0550 besluttedes dansk modstand bragt til ophør. I sin bog "Da Danske Ministeriet 1929-1953" skrev professor Tage Kaarsted:

"Dybest set kan dog alt, hvad der skete 9. april 1940 henføres til den forsvarspolitik, man havde ført mellem de to verdenskrige. Den var årsag til, at vi næsten intet forsvar havde, og at vi, når alt kom til alt, ikke var indstillet på at bruge det vi havde."

Inden for denne generelle konstatering synes - set fra en militærfaglig synsvinkel - en række erfaringer at kunne uddrages: Der kan i et demokratisk land ikke tilvejebringes et troværdigt formålsbestemt forsvar, hvis der ikke gennem en længere årrække består et bredt politisk flertal herfor. Hvis forsvarspositive partier ikke i lyset af sagens dybe alvor evner at jævne indbyrdes afvigende synspunkter bliver bestræbelserne på tilvejebringelsen af brugbare værn en grotesk absurditet.

Den alvorlige beslutning om i givet fald at anvende militær magt til imødegåelse af aggression synes alene med rimelighed at kunne træffes af politiske og militære ledere, der har udviklet og vedligeholdt et kompetent og tillidsfuldt samarbejde. Hvis den militære ledelse ønsker og forventer sig rådspurgt, vil tilliden til dens faglige indsigt og dømmekraft alene kunne opretholdes, hvis den evner at fremlægge forslag og synspunkter hvis saglighed er åbenbar og som er i indbyrdes harmoni.

I de nu senest forløbne 50 år synes det oven for påpegede generelt at være blevet rimeligt tilgodeset under arbejdet med at tilrettelægge, opstille og tilpasse dansk forsvar.

Efterskrift - det ny flertal

5 års besættelse - henrettelser - deportationer til dødslejre - Schalburgtage - Hippoterror - Clearingmord og dertil udplyndring. For 700 mio. kr. dansk forsvarsmateriel tvangsafleveret til den nazistiske krigsførelse, svarende til 14 års danske forsvarsbudgetter. Dertil Danmarks betaling for besættelsesmagtens underhold - 5 mia. kr - svarende til 100 års danske forsvarsbudgetter målt i 1939 priser. Efter den 5. maj samledes massiv tilslutning til det centrale fremtidshåb: Aldrig mere en 9. april. Den 4. april 1949 kunne dette håb fra flertallet forankres i dansk NATO tilslutning. I snart 50 år har det forsvarspositive flertal kunnet yde et stabilt bidrag til Europas kontrollerede fredeliggørelse.