Giensvar fra Olav Bergersen.
Hr. Redaktor!
Deres begrænsning av pladsen for mit svar til hr. Roekstroh til 5 å 6 sider gjor at jeg, for at faa det væsentlige med, biir nodt til at forme mit gjensvar som punktvise konklusioner: 1) R. vil ikke indlate sig paa detaljeret gjendrivelse med den motivering at min k ritik er yderst slet begrundet. Jeg forstaar ikke logiken heri. Hvis det var tilfældet maatte det jo være en lett sak for R. at gjendrive min kritik. 2) Generalstaben har intet med det hele at gjore, sier R. En merkelig paastand. Om R. hadde skrevet dette om T., vilde neppe mange ha lagt vegt paa det. Anderledes stiller det sig naar et lands generalstab laaner sin autoritet til fremstillingen ved at gi den ut under sit hoie navn. Den paatar sig derved ikke bare et økonomisk ansvar. Der paahviler en generalstab en agtsomhetspligt saaledes at den ikke sætter helt usakkyndige paa det sjomilitære omraade til at behandle sjomilitære sporsmaal. 2) R. sier at det ikke kræves sjomilitær utdannelse for at lede sjomilitære angrep inden havneomraader. Kanonaden begynder her paa samme maate som ved landbatterier, sier han. Der maa kamp i aapen sjo til for at maale en mands sjomilitære egenskaper, og det er kun de ukyndige som la r sig indbilde noget andet — det viser al verdens sjokrigshistorie, lærer R. os. Har man igrunden yderligere bevis behov? Man kan neppe vente at R. med sin indskrænkede sjomilitære horisont skal kunne skimte et Abukir eller et Teneriffa. Men hvad skal man si om en mand som hver dag i sit liv har Kjobenhavns Red for sine dine, og dog ikke ser den? Er det rigtig at sætte en slik mand til at behandle sjomilitære problemer?
4) Dette er alene kun taktiske sporsmaal. Men end de strategiske forutsætninger for disse angrep? Spiller heller ikke her den sjomilitære strategi ind? Det er i denne forbindelse ganske overflodig av R. at fortælle os at han ikke er generalstabsofficer og at han aldrig har været det.
5) R. nbier sig altsaa fo r Trondhj emsarkivets vedkommende med referater i min bok. Det synes mig at være en litet videnskabelig fremgangsmaate under forhold hvor han ellers kun finder urkilderne gode nok. Men hvad skal man si om en forfatter som noier sig med dette under omstændigheter, hvor han samtidig beskylder vedkommende kilde-referent for at fare med „bevidst forvanskning"? E r det forsvarlig at sætte en slik man til at sysle med saa alvorlige ting?
6) R. forsoker at overfore mig uttalelser om at T. var „som en fader" for sine officerer, og haaner mig for det. Jeg vil ikke beskylde R. for bevidst forvanskning. Men enhver anden vil da (paa side 6) opfatte at det er Hofmans ord jeg anforer. Men som jeg gjentagende gange har dokumenteret, er R.s evne til at omgaas kilder — trykte som utrykte — ikke egnet til at imponere. Her er altsaa et nyt eksempel. Rigtignok uvæsentlig i sin betydning, men dog særdeles karakteristisk for den maate hvorpaa en mand i den danske generalstabs tjeneste arbeider.
7) R. skjonner altsaa endnu ikke betydningen av den sterke protest som kom frem i T.s skrivelse av 10. mai. Det er ikke monstringsrullernes indsendelse T. protesterer mot — de kan jo optas naar som helst av selveste krigskommisarie Alsbach som befinder sig ombord paa eskadren, sier han — nei det er den paabudte monstring foretat av en deputeret fra land ved et fartdis ankomst til og avgang fra havn som T. sier er umulig, hvad den enfoldigste maa forstaa. Jeg henviser til admiralitetets skrivelse av 22. mai som gir klar besked. Men dette forstaar altsaa ikke R. og det er biensynlig haablost at forklare ham dette rent sjdmandsmæssige forhold. Som et sidste forsok vil jeg dog henvise til admiral TopsoeJensens k ritik i sidste hefte av Dansk Historisk Tidsskrift, hvor han gir mig fuld tilslutning i dette sporsmaal, hvad der muligens kan gi R. noget at tænke paa.
S) M in „grundfalske indstilling" utiedes av forordet i min bok. „Viceadmiral Tordenskiold". Alle andre mennesker som sysler med den slags arbeide vet dog at forordet til en bok er det sidste som sættes i pennen. Forordet biir altsaa et resultat av de i boken nedlagte undersokelser. Omfattende arkivstudier i forbindelse med et aarelangt studium paa sjokrigshistoriens omraade, har altsaa fort til resultater som jeg har fundet i væsentlige punkter avvikende fra tidligere forfattere paa det samme omraade. Folgen herav er at jeg erklærer mig beredt til meningsutveksling, hvad der altsaa er en forfærdelig synd efter R.s opfatning. E fte r R.s uttalelser fristes man til at tro at han gaar den omvendte vei: Oparbeider en instilling og indretter fremstillingen derefter. Ja, da forstaar man jo meget som ellers er uforstaaelig i den danske generalstabs IX bind av Bidrag ti! den st. nord. krigs hist.. Dette er svar paa det væsentlige i R.s merkelige indlæg. Da det for mig gjælder at faa tilstrækkelig belyst T.s rent menneskelige og sjomilitære egenskaper — de som har faat en slik sörgelig medfart i R.s ukyndige haand — skal jeg derfor ta op traaden i mit angrep paa generalstabens arbeide og, gjennem paavisning av hvad R. ikke har kunnet svare paa, söke at komme til klarhet i saken.
0) T. hundset, tin e t og truet sine underordnede, og kaldte trods, det onde op i dem, sier R. Jeg har henvist til de 761 breve fra T. som kjendes, og specielt til hans ordrebok som jo maa gi et klart billede av hans forhold til sine underordnede. R. har intet svar herpaa. Derimot har han henvist til en enkelt uttalelse av admiral Rosenpalm. Men denne var aldrig T.s undergivne, men derimot hans overordnede. Jeg takker forövrig R. for denne assistance; det er endnu et bevis paa at T. blandt de höiere chefer ingenlunde hadde bare velyndere, hvad jo R. selv forsoker at paastaa. Forövrig er vel ikke akkurat Rosenpalm den rette til at forkaste mammon som Gud. Selv fik han kongen til at betale den private gjæld han hadde oparbeidet. Ved en anden anledning sier forövrig R. til Gabel: „T . har gjort mig den ære at se mig i mit kvarter. Han reiser over land og er den samme tous jours en bon humeur i magnefique Eqvipage". Dette ved R., og til overflod kommer nu admiral Topsöe-Jensen og gir mig medhold i mit standpunkt ogsaa paa dette omraade, ja han avslörer endog R. som en perfid dommer hvor det gjælder vurderingen av Rosenpalms forhold til Wedel.
10) Jeg har bestridt R.s paastand om at tonen i marinen forövrig paa T.s tid var urban og hensynsfuld, og har dokumenteret dette, bl. a. ved henvisning til generalstabens egne oplysninger i selvsamme verk. R. har intet at svare til disse dokumentationer.
11) R. paastaar at T. efter ulykken i dec. 1716 skyter skylden over paa Sievers. Jeg har dokumenteret at dette ikke forholder sig saa. Jeg har videre dokumenteret at T. fra Christiania uttrykkelig frakjender Sievers enhver skyld, og at R. maatte kjende til dette da han skrev sin dristige beskyldning. R. har intet svaret paa dette som synes mig at maatte gaa dypt ind paa hans æresfolelse.
12) R. beskylder T. for mot ordre at ha lagt op linjeskibene. Jeg har dokumenteret urigtigheten av paastanden. Intet svar.
13) T. beskyldes for usandliet, da isen hindret ham i at komme ut med linjeskibene. Jeg har dokumenteret at T. var i sin fulde ret. Intet svar.
14) Vossbein faar R.s tilslutning i sin insubordinære'optræden likeoverfor eskadrechefen. Jeg dokumenterer faren for at han skal bli dömt for krigsret og T.s mellemkomst som redder ham. Intet svar.
15) Angrepet paa Göteborg- og Strömstad laa utenfor hans bemyndigelse som höistkommanderende sjöofficer i Norge, sier R. Jeg dokumenterer gjennem instruksen at han under særlige omstændigheter har saadan bemyndigelse. Dette kan ikke tilbakevises, men R. procederer paa at T. sökte konferance med Wedel istedenfor med den hele generalstab. Paa dette punkt la r det sig öiensynlig ikke gjöre at komme til enighet. Jeg har dok den fordel at det samlede admiralitet enstemmig staar paa min side. Jeg henviser til admiralitetets redegjörelse som R. har stukket under stol.
16) Jeg har imötegaaet R.s undervisning i navigation för angrepet paa Göteborg. Intet svar.
17) R. kunde ikke finde ut hvor T. opholdt sig under kampen paa Göteborgs havn. Jeg har dokumenteret det gjennem journaler og rapporter. Intet svar.
18) T. forsökes overfort halv sand her i sin rapport til kongen efter Göteborg. Jeg dokumenterer det uholdbare heri. Intet svar. Se ogsaa Topsöe-Jensen.
19) I skrivelse til Wedel forsökes han overfort fuldstændig usandhet. Jeg dokumenterer det uholdbare heri ved henvisning til flere breve, bl. a. det av 30, april, og spor om R. ikke kjender dette brev. Intet svar. Se ogsaa Topsöe-Jensen.
20) T. skyter skylden over paa Vossbein for det mislykkede angrep paa Göteborg, sier R. Jeg spor om det er saa at forstaa, at V.s graverende forbrydelser ikke skulde nævnes i eskadreehefens rapport. Intet svar. Se ogsaa Topsöe-Jensen.
21) Jeg kommer nu til det mest graverende i R.s fremstilling, det som har git foranledningen til hans forfærdelige beskyldning om uhæderliglut. Den maa derfor behandles noget utförlig.
Jeg henviser til s. 25 i min fremstilling, hvor jeg hævder at R. har læst T.s brev af 7. juli til Wedel helt galt, slik at han har faat frem det omvendte av hvad der staar. Jeg konstaterer nu at R. indrømmer at jeg har ret og at der i skrivelsen staar „at hvis det ikke hadde været ham uttrykkelig paalagt, saa vilde han ikke ha aabenbaret sit Dessin for andre end o. s. v.".
Jeg hadde ventet at R. hadde tat konsekvensen av denne indrømmelse og korrigeret de forfærdelige slutninger han har trukket derav. Istedet forsöker han at kamouflere indrømmelsen ved haansord mot mig. Jeg biir da nödt til at peke paa hvilke fölger dette har for R.s hele fremstilling:
a) Det forholder sig altsaa slik at R. har dokumenteret ikke at kunne læse indenat. Nogen forklaring paa dette merkelige fænomen har jeg ikke faat.
b) Med indrömmelsen fölger som ubönhörlig konsekvens, at R.s uttalelse om at T. gjennem denne henvendelse vilde forsöke sig „paa at faa tegnet en skriftlig blanko nlukkesforsikring" falder död og magtesløs til jorden, og hvad den efterlater er kun skam og skade for den som har præsteret den.
c) Indrømmelsen medfører videre at det fremgaar av skrivelsen at T. har konfereret med Wedel om offensiven tilsjös, hvad ogsaa Wedels svarskrivelse bekræfter. A t hævde noget andet förer ikke mere frem, kfr. ogsaa admiralitetets utredning desangaaende.
d) Med denne indrömmelse bortfalder ogsaa R.s beskyldning mod T. for forfalskning av kjendsgerninger; ti netop denne sætning staar i umiddelbar forbindelse med Wedels skrivelse av 6. Juli, hvis kjendsgjerninger T. skal ha forfalsket. I)et samlede admiralitet har fortolket Wedels skrivelse paa samme maate som T. Jeg savner svar paa mit spörsmaal om beskyldningen om forfalskning av kjendsgjerninger i konsekvens hermed ogsaa rammer admiralitetet.
e) Grundlaget for paastanden om at T. vilde fore ansvaret over paa Wedel bortfalder ogsaa med denne indrømmelse. Fo r dermed er det git at han konfererer med Wedel kun fordi han har instruks om det.
f) Videre bortfalder ethvert fornu ftig grundlag for paastanden om at T. ved den senere undersökelse av hans forhold hadde stukket denne skrivelse under stol. I mit indlæg har jeg forövrigt paavist, at avskrift av skrivelsen ligger i det danske riksarkiv sammen med sakens dokumenter. Jeg savner svar paa dette.
g) Og endelig tilslu t bortfalder med denne indrömmelse grundlaget for den forfærdelige beskyldning mot T. for uhæderlighet. Det er feillæsningen a f T.s skrivelse av 7. juli som har fort til dette aldeles utilstedelige skridt. Jeg spor i min frem stilling hvad generalstaber. vil gjöre naar misforstaaelsen biir opklaret. Nu er den opklaret men jeg savner fremdeles svar.
22) R. spor, hvorfor jeg ikke i konsekvens med min frem stilling ogsaa kan gi Wedel nogen andel av hæderen. Ja, men det har jeg da gjort. Paa side 42 staar der: „Og naar nu Wedel har været gjort bekjendt med og endog har git sin tilslutning til T.s offensive dispositioner — ja, saa maa der vel falde hæder istedenfor skyld paa Wedel ogsaa". Kan det sies tydeligere — jeg kan det i allefald ikke. E lle r kan R. fremdeles ikke læse?
23) Denne merkelige mangel paa evne til at læse skandinavisk sprog har jeg ogsaa paavist forsaavidt angaar R.s omtale av mit standpunkt til Lagermarks uttalelse. Jeg savner svar paa min dokumentation.
24) Jeg kjender ikke admiralitetets sammensætning, sier R. En merkelig paastand, al den stund jeg medtar in extenso admiralitetets redegjörelse om Strömstad og dermed samtlige medlemmers underskrift. Kan R. fremdeles ikke læse?
25) Admiral Råbens syn paa angrepet paa Strömstad skal svække mit og det samlede admiralitets opfatning, mener R. Men er virkelig R. uopmerksom paa at Raben er med paa at undertegne adiniraliteU ts senere fremstilling, en frem stilling som er utarbeidet efter en indgaaende undersökelse av forholdet, mens Råbens fürste uttalelse faldt für han kjendte tilstrækkelig til saken. Raben staar endog som forstemand av underskriverne, og er altsaa den ledende i denne straalende opreisning som T. fik efter Strömstad. Det synes som det er R. som ikke kjender admiralitetets sammensætning, ellers kunde lian ikke uttale sig slik. Men nu naar han kjender den, falder iallefald beviset til jorden, eller hvordan?
26) Jeg har ogsaa stillet det spörsmaal i mit indlæg, hvorfor det overordentlig vigtige dokument som admiralitetets lange redegjörelse i virkeligheten er, av generalstabens betrodde mand er stukket under stol med nogen höist vildledende bemærkninger. Det er en „merkelig kjendelse" sier R. nu. I sandhet en forunderlig maate at drive historisk forskning paa. Opdager man et dokument som ikke passer ind i ens kram, saa stikker man det ganske enkelt bort.
27) Og endelig har jeg konfronteret generalstaben med hvad den tidligere har sagt om T., altsaa med hvad den höit ansete general Tuxen har hat at si om hans karakter og hans dygtig'het. Jeg har ikke faat noget svar, uten forsaavidt som R. selv henviser til Tuxen som en udmerket krigshistoriker. Hvor er da forklaringen paa denne absolutte forskjel i opfatningen av en og samme ting, hvis begge de to herrer er udmerkede krigshistorikere? Se ogsaa Topsøe-Jensen. Dette var altsaa spörsmaal som var behandlet i mit indlæg, indtat i Norsk Tidsskrift for Sjøvæsen, men, ogsaa utsendt som særtryk gjennem Gyldendal, Oslo. I len omhandler som man vil se væsentlig den a rkivmæssige side av generalstabens fremstilling. I januarheftet av Norsk Tidsskrift for Sjøvæsen har jeg imidlertid behandlet den sjomilitære side av saken. Hvorfor har ikke R. berört den i sit svar? E r det fordi den ikke som „pieren" er „omtalt adskillige steder" i Danmark og at der derfor ingen fare er? Jeg har i allefald sendt særavtryk av artikelen til den danske generalstab, saa jeg gaar ut fra som givet at ogsaa R. har faat anledning til at se den. Og da det lier gjælder at faa klarhet i sporsmaalet skal jeg fortsætte min punktvise behandling av stoffet, saaledes at R. ogsaa her kan faa anledning til punktvis at slaa mig ned, hvis han kan.
28) R.s replik til kaptein Krebs er folgende: „ Naar det er klokt og ret ved Göteborg i rnai at holde orlogsskibene, der dog var rette kampskibe, utenfor kampen, maatte det være uklokt og uret at lade dem delta i juli vel Strömstad". Jeg spurte dengang om det virkelig var mulig at: folk som syslet med disse ting ikke var klar over den væsensforskjel som raader mellem disse to angrep. En væsensforskjel i maal som nødvendigvis ogsaa maa medføre en væsensforskjel i midler. Hvorfor faar jeg ikke svai' paa. dette beskedne spörsmaal? Det gjælder jo bare kamp i havn og da rækker jo infanteriet til. V ar det ikke saa?
29) Og nu selve angrepet paa Göteborgs havn. Der lærer infanteriet os at det var en feil av den sjomilitære leder ikke at sætte linjeskibene ind ved angrepet paa N y Elfsborg, da en undladelse herav „vilde være en uhjemlet undervurdering av disse krigsprøvede besætningers dygtig'het". Jeg dokumenterte at disse uttalelser røbet den ting at forfatteren absolut intet forstod av angrepets art. Hvis dette angre]) skulde sættes ind fra. linjeskibenes side saa maatte selve hovedformaalet — antændelse av den sammenpakkede svenske flaate i hokken — opgies, da man hertil netop skulde benytte linjeskibenes chalupper og mandskaber. Jeg savner fortsat belæring paa omraadet.
30) Et andet overordentlig vigtig sjømilitært problem er dette, om forholdene laa slik an at man skulde følge den offensive linje, eller om man skulde søke problemet løst gjennem blokade. Ved vurderingen av den sidstnævnte metode meldte der sig i disse indelukkede farvand mange vanskeligheter som klæbet ved seilskibsticlen paa dette omraade. Det er dette spörsmaal som T. tok op til drøftelse med Wedel, idet han stillet problemet slik: Skal der ageres defensivt eller offensivt? T.s diskusion i krigsraadet for angrepet paa Strømstad av dette steds betydning, viser ogsaa tydelig hans syn paa disse alternativer. Kan svenskene faa sat sig ordentlig fast her, saa kan han ikke hindres i sit dessin mot N orge. Dette spörsmaal blev ogsaa drøftet av admiralitetet i dets betænkning efter angrepet. Men disse spörsmaal av fundamental sjømilitær art har R. ingen forstaaelse av. Jeg efterlyste det derfor i min artikkel, men faar altsaa intet svar. Hvad kan grunden være?
31) Situationen efter Rosenpalms overtagelse av overkommandoen faar vi liten eller ingen redegjorelse for hos R.. Saavel offensiv som blokade er opgit. Rosenpalm opgir sin egen plan efter en temmelig skarp k ritik fra T.s side. R. præsterer en usakkyndigs forbauselse og svak protest, hvad der ikke er egnet til at klare situationen. Jeg har spurt om veiledning. Intet svar. Dette er altsaa de sporsmaal som jeg her om svar paa. A l den stund min opfatning efter R.s uttalekser er saa slet begrundet, maa det jo være ham en let sak punktvis at slaa mig ned. Det er derfor med bævende hjerte jeg avventer svaret. En trost har jeg dog i min bitre nod, og det er den omstændighet at mine synspunkter har faat sterk tilslutning av min danske medsakkyndige, orlogskaptein H. K. Krebs i decemberheftet 1982 av Dansk Tidsskrift for Sjovæsen, og av admiral Th. Topsoe-Jensen i det netop utkomne hefte av Dansk Historisk Tidsskrift. Fo r mit vedkommende vil jeg si at jeg ikke noier mig med blotte paastande, „der skjdnnes" o. s. v., eller med utskeielser i form av „nonsens" og den slags ting. Jeg forlanger argumenter og dokumentation. Hensynet til Tordenskjolds minde kræver her i al anstændighers navn en forsvarlig behandling. Trondhjem i august 1933.
Olav Bergersen.
Redaktionen a f Milt. Tidsskr. har venligst tilstillet mig Hr. Bergersens Manuskr. til foranstaaende „Gjensvar" og spurgt, om jeg ønskede at imødegaa Gensvaret. En egentlig Imødegaaelse anser jeg for overflødig, og jeg skal indskrænke mig til nogle almindelige Bemærkninger. I Bergersens skriftlige Udfærdigelser om Tordenskjold, fra hans uhyre vidtløftige og kritikløse Værk om denne, gennem et Antal Avisartikler o. 1. (forsaavidt jeg har set disse) indtil det foreliggende Gensvar, aabenbarer sig en stigende Lidenskabelighed og Voldsomhed; men Vrede og L idenskabelighed gør et Menneske uegnet til saglig Drøftelse. A t den ene a f de stridende Parter vil paadutte Modstanderen fuldstændig Ukendskab til det foreliggende Emne, gør sædvanlig kun ringe Virkning paa tænkende Mennesker, og de evindelige Gentagelser a f slet begrundede eller helt urigtige Paastande er ikke ensbetydende med Bevis. Søfolk, Sémænd er efter almindelig Opfattelse hyppigt rare, gode Mennesker og ofte naive, men samtidig jævnlig voldsomme og ubeherskede, naar „retfærdig" Vrede blusser op i dem. Hr. B. synes at have nogle af disse Egenskaber. I Gensvaret har han opslaaet 31 „Theser", hvoraf en med 7 Underafdelinger, og i Lighed med de gamle Tiders litterære Kamphaner opfordrer han til at disputere med ham — han vil have „Svar", Imødegaaelse. Hvor mener Hr. B., at en saadan Tvekamp om 31 ( I 7) Theser med mindst 4 Gange saa mange Anti-„Theser" fra mig til ham kunde finde Optagelse? E t Tidsskrift vilde sikkert med A fsky vise den „dokumenterede" Imødegaaelse fra sig. Dette veed Hr. B. sikkert. Saa staar den elendige Modpart dér, og B. vil triumferende kunde udraabe: „Saa I Børn! Han kunde intet svare! Jeg har pulveriseret ham!" Den R isiko vil jeg dog med Sindro imødese.
Jeg mindes herved den gamle militære Bestemmelse, at man skal vise Besindighed og Ro overfor Folk, der befinder sig i ophidset Tilstand og se det an, indtil Ophidselsen har sat sig. Jeg skal derfor nu afholde mig fra yderligere at ophidse Hr. B., men anbefaler ham at vente, indtil det afsluttende Bind a f „Den store nord. K rig " udkommer — antagelig ved Nytaar. Saa bliver der nok Anledning for ham til at dyppe Pennen dybt i Blækhuset — forhaabentlig uden „Vrede og Lidenskab", som det hed i vore gamle Reglementer.
Rockstroh.
Hermed er denne Diskussion afsluttet i Militært Tidsskrift. — Red.
