De amerikanske forskningsinstitutter har store pengemidler til deres rådighed, og deres metallurger arbejder med en kolossal ihærdigbed og grundighed. Man hører derfor jævnlig derovre fra navne, som man ellers kun kender flygt i gt fra håndbøgernes tabeller over grundstofferne. Et navn, som man har bort hyppigt i den senere tid, er Titanium. Dette metal vil efter kyndige folks mening i lobet af S—10 år komme til at spille en stor rolle i teknikken på lige fod med stål og aluminium. Forudseende industrifolk vil derfor allerede nu begynde at kigge lidt på titanet og dets fremtidsmuligheder. Lad det være sagt med det samme, i dag liar metallet ingen praktisk betydning, smedet titanium koster 10 $ pr. pound (ca. 150 kr. pr. kg} og udvalset plade ca. det dobbelte, men fremstillingsprocessen er endnu ikke kommet ud over det eksperimentelle stade, så der kan i de kommende år regnes med en betydelig prisreduktion.
Der skal i det følgende gives et kortfattet resumé af en omfattende rapport, som netop er kommet fra U. S. A. om de resultater, der til dato er opnået på dette område.
Titan er ikke noget sjældent metal. Med en skønsmæssig anslået forekomst på 0,63 % er det nr. 9 blandt de på vor klode forekommende grundstoffer og forekommer således i betydelig større mængder end f. eks. kobber, zink og bly. Titanets vægtfylde er 4,54 eller ca. halvdelen af stålets, og dets brudstyrke er legeret ca. 13.500 kg/cm2 eller lige så meget som de bedste stålsorter. I forhold til sin vægt er titanets styrke således væsentlig bedre end stål og de bedste aluminiumslegeringer. Det er også af særlig be- lydning, at titanet ved højere temperaturer, d. v. s. ved 500—600 0 C. holder både sin styrke og hårdhed bedre end stål. Titanets størse fortrin ligger dog i dets bestandiglied mod korrosion og tæring. På dette punkt overgår det både rustfrit stål og nikkel. Overfor søvand er titanet lige så modstandsdygtigt som platin.
Titan er som førnævnt ret udbredt, og i U. S. A. og Canada forekommer det væsentlig i mineralet ilmenite, i form af titan-dioxyd. Ilmenit er af vulkansk oprindelse og forekommer dels som bjergart og dels som flodsand, og dens udvinding byder ikke på nogen vanskeligheder.
Fremstillingen af det rene titan kan foregå på forskellig måde, den mest anvendte går ud på at reducere mineralet ved hjælp af kul, idet der samtidig tilføres klor, således at man nu får metallet i form af titantetraklorid. Ved behandling af dette stof med magnium får man derefter rent titan som en svampet masse, der danner udgangspunktet for den endelige fremstilling af det metalliske titan.
Dette kan foregå efter forskellige metoder, af hvilke den mest hensigtsmæssige går ud på at smelte metallet til barrer i en elektrisk ovn, der enten kan v;ere en grafilforet induktionsovn eller en speciel lysbueovn. Titanets smeltepunkt ligger ved ca. 1700 oC.
Titanet lader sig udmærket udvalse og smede og i det hele taget behandle i varm tilstand, derimod er det vanskeligere at behandle med skærende værktøjer, og det anses i denne henseende for noget besværligere end rustfrit stål.
For elektrisk svejsning egner metallet sig udmærket, navnlig punktsvejsning og lignende modstandssvejsning. Ved lysbuesvejsning derimod må man bruge afskærmning med argon eller helium, da det smeltede metal har tilbøjelighed til iltning og optagelse af kvælstof.
Det ovennævnte forhold samt andre vanskeligheder gør, at man ikke i øjeblikket er i stand til at fremstille støbegods af titan, men der arbejdes ivrigt med disse problemer.
Der bliver naturligvis også arbejdet intensivt med undersøgelser over titanets legeringer, men selv om der er opnået gode fremskridt, er den øjeblikkelige stilling og de mulige resultater på dette område endnu ikke tilstrækkelig klart aftegnede, og det vil derfor føre for vidt her i denne korte oversigt at komme ind på dette spørgsmål.
Titanets anvendelsesområde er i øjeblikket, på grund af den høje fremstillingspris, begrænset til ganske specielle ting som f. eks. turbineskovle bl. a. i jetmotorer og enkelte dele i flyvemaskiner, bl. a. til beklædningen af maskiner, der flyver hurtigere end lyden, idet titanet bedre end aluminium kan tåle den høje temperatur, som frembringes af luftfriktionen ved disse hastigheder. Endvidere til raketvåben og lignende steder, hvor materialeprisen kun spiller en underordnet rolle, men der er ingen tvivl om, at titanet, efterhånden som dets pris, ved større produktion og forbedrede fremstillingsmetoder, bliver mindre, vil få en stedse forøget anvendelse inden for alle områder af teknikken, hvor vægtbesparelser og modstandsdygtighed mod korrosion og bøje temperaturer er af betydning. Militærteknikkeren bliver jo nok den, der først får lejlighed til i større udstrækning at gøre brug af dette nye metal i praksis.
F. Davidsen.
