Log ind

Tilbageblik over det tysks-russiske Forhold (sluttet)

#

En politisk-operativ Skitse.

(Sluttet).

Ogsaa for saa vidt angaar det yderst betydningsfulde Afsnit af det tysk-russiske Forhold, der udgøres af Tiden fra omkring Aarhundredskiftet og op til den første Verdenskrigs Udbrud, vil det i Fremstillingen være naturligt først kort at skildre de storpolitiske Begivenheder og derefter lidt nøjere at omtale Operationsplanerne og deres Udvikling.

Den fransk-russiske Tilnærmelse i Begyndelsen af 90’erne hvilede paa et saa solidt realpolitisk Fundament, at man fra tysk Side ikke kunde paaregne at bringe nogen Disharmoni deri; Franskmændene betragtede Alliancen som en Garanti imod et tysk Angreb, og ej heller i Rusland, da navnlig ikke med den daværende Hersker, Nikolaj II, bestod der politisk Mulighed for at bringe Alliancen til Ophør. Tyskland maatte derfor tage det fransk-russiske Venskab som en uundgaaelig Faktor i Europa og søge at opretholde et godt Forhold til Rusland ved Hjælp af diplomatisk Behændighed. Bismarck havde i 1892 udtalt, at »Ganske vist kan Gryden koge over imod Vest, men at vi skulde blive angrebet østfra, kan jeg ikke tro, hvis da i øvrigt vort Diplomati er saa dygtigt, som det kunde være.« Efter Bismarck blev det i første Række Bulotv, der skulde varetage det tyske Diplomatis store Opgaver. Der skal ikke her gaas ind paa en Vurdering af denne Statsmands Personlighed — faa Mænd er vel blevet saa haardt kritiseret som han —, men til Belysning af det tysk-russiske Forhold er hans store Memoireværk en uundværlig Kilde. »Jeg erkendte snart«, skriver han, »at det for os afgørende Punkt laa ved Newa.« Det var et Ledemotiv i Bulows Politik, at Opretholdelse af et fredeligt og venskabeligt Forhold til Rusland kun var muligt, hvis Tyskland nøje gjorde sig de Punkter klart, som kunde give Anledning til en kritisk Udvikling. Man maatte gøre Rusland fortrolig med den Tanke, at Tyskland hverken vilde eller kunde ofre Østrig-Ungarn (en nøje Fortsættelse af Bismarcks Teorier, jfr. Artiklen i »Mil. Tidsskrift«, Aargang 1941, Side 464), men samtidig maatte Rusland bibringes det Indtryk, at det var Tyskland, der bestemte Farten i Triplealliancen, og at Tyskland tilstræbte et godt Forhold til Rusland »im friderizianischen und bismarckischen Sinne«. Ganske særligt maatte der, mente Biilow, gives Rusland Sikkerhed for, at Tyskland, trods dets Interesser i Tyrkiet, ikke vilde stille sig i Vejen for Rusland i Dardanellerspørgsmaalet (jfr. ligeledes paa dette Punkt Bismarcks tilsvarende Opfattelse). En Sammenligning med det Svar, den tyske Rigskansler i 1940 gav den russiske Udenrigsminister paa dennes Spørgsmaal om, hvilken Stilling Tyskland vilde indtage til en russisk Aktion imod Stræderne, kaster et skarpt Lys over, i hvilken Grad Forholdene har ændret sig. — Biilow ansaa dette Spørgsmaal for at være det Omraade, hvor Rusland var mest ømfindtligt, og han mente, at det maatte overlades til andre (Italien, Frankrig og England) at bremse den russiske Ekspansion mod Middelhavet. Endvidere maatte de to Landes fælles Interesse i det polske Spørgsmaal fortsat betones, og endelig maatte Tyskland overfor Rusland præcisere Vigtigheden af en dynastisk Enhedsfront overfor de gærende revolutionære eller dog meget frisindede Strømninger; thi det maatte staa alle klart, at en langvarig Storkrig vilde bringe begge Landes monarkiske Statsform i overordentlig Fare. De Bestræbelser, som man fra det tyske Diplomatis Side udfoldede for at bevare det gode Forhold til Rusland, havde paa mange Punkter Sukces. Det mærkedes dog endnu, at det var Kejser Wilhelm, der havde opsagt Reassurancetraktaten, og det var ogsaa Kejserens personlige Holdning, der ved flere Lejligheder senere bidrog til at skabe Friktion, saaledes en mindre taktfuld Tilkendegivelse af Mishag overfor Zarens Afrustningsforslag af 1898. Den russiske Udenrigsminister Murawiews Død i 1900 var et Tab for Opretholdelsen af det gode Forhold mellem Tyskland og Rusland, men ogsaa Efterfølgeren, Lambsdorff, ønskede i hvert Fald i de første Aar Fred og Venskab med Naboen mod Vest. (Kejser Wilhelm undlod imidlertid ikke snart at tilføje Lambsdorff, der var meget ærgerrig og forfængelig, en personlig Krænkelse ved at tildele ham en ringere Ordensdekoration, end Skik og Brug var). Ogsaa Nikolaj II gav ofte Udtryk for, at han ansaa et godt tysk-russisk Forhold for aldeles afgørende; saaledes udtalte han i 1901 til Biilow, at Tyskland og Rusland vilde »skære sig selv i Kødet« ved at føre Krig med hinanden. Det lod sig dog ikke skjule, at en Krig i Europa rykkede nærmere, og lige saa klart var det, at denne Krig, saa snart den kom til at omfatte en Stormagt, da vilde drage de øvrige Magter med ind. Saadan var nu engang Prisen for den Ligevægtspolitik, der i en betydelig Aarrække havde sikret Freden. Den fransk-engelske Entente cordiale i 1904 stimulerede Frankrigs Selvfølelse; men samtidig følte Tyskland sig ved Ruslands Engagement i det fjerne Østen frigjort for Faren ved sin Østgrænse og traadte derfor mere aktivt op i den europæiske Politik. Sikkert var Tidspunktet for en Storkrig nu gunstig for Tyskland, og der var indflydelsesrige Kredse, der, som f. Eks. Krigsministeren, v. Einem, formulerede det, under Marokkokrisen i 1905 nærede »die innige Hoffnung, die ganze Sache mit dem Schwerte zum Austrag zu bringen.« Thi en Krig, hvor Tyskland kun skulde kæmpe mod Frankrig, maatte betragtes som et mindre risikabelt Foretagende. Den tyske Krigsminister erklærede da ogsaa overfor Biilow, at Kansleren kunde stole paa den tyske Hær og basere sin Politik derpaa. Og til Kejseren sagde v. Einem i 1905, at »Jetzt, wo in Russiand die Revolution ausgebrochen ist, kommt uns der Krieg durchaus gelegen.« Han føjer i sine Erindringer til, at »es fehlte auch diesmal der Bismarck, der die staatsmannische Grosse besass, eine neue Emserdepesche zu schreiben.« Naturligvis underforstod man derved, at Rusland — efter at Frankrig havde tabt denne Krig — vilde være ude af Stand til selvstændig Aktion i større Omfang. Kejser Wilhelm ønskede imidlertid ikke Krigen. Han søgte bl. a. ved den ejendommelige Sammenkomst med Zaren ved Bjørkø at fjerne Rusland fra Frankrig, og som bekendt lykkedes det ogsaa at faa Zaren til at underskrive en Alliancetraktat; Kejseren havde imidlertid paa egen Haand foretaget en afgørende Ændring i Biilows Traktatudkast (idet den defensive og offensive Alliance indskrænkedes til alene at gælde Europa), og paa russisk Side var Traktaten kun blevet kontrasigneret af Marineministeren; da Udenrigsministeren (Lambsdorff) fik Traktaten i Hænde, lykkedes det ham snart at overbevise Zaren om, at Alliancen var uforenelig med Forpligtelserne overfor Frankrig, og hele Sagen faldt derpaa til Jorden. 1 Aarene op mod 1914 forstærkedes det fransk-russiske militære Samarbejde, hvis Hovedpunkter findes omtalt i Protokollerne over de aarlige Generalstabsforhandlinger. Under disse gik de russiske Forhandlere i 1912 ind paa i givet Fald at gaa til Angreb allerede den 15. Mobiliseringsdag, idet der herskede Enighed om, at det egentlige strategiske Maal maatte være Tilintetgørelsen af den tyske Hær. Til Gengæld ydede Frankrig Rusland betydelig Støtte til Udbygningen af det strategiske Jernbanenet. I og for sig kan man ikke sige, at det tysk-russiske P'hrhold forværredes i disse Aar. Aarsagerne til Verdenskrigen laa fornemmelig paa andre Punkter. Igennem lange Tidsrum har indsigtsfulde Forfattere paapeget, hvilke Muligheder et tysk-russisk Forbund indebar for begge Parter, og hvilken umaadelig Fare en saadan Sammenslutning med Tiden vilde komme til at betyde for flere af de øvrige Verdensmagter. Forholdene vilde imidlertid — baade dengang og senere —, at det kom til at gaa anderledes.

Under den tyske Generalstabs Arbejder med Planerne for Operationer paa en tysk-russisk Krigsskueplads prøvedes talrige Situationer. Det drejede sig bl. a. om at fastslaa, paa hvilket Tidspunkt der vilde kunne frigøres Kræfter fra Hovedslaget imod Frankrig til Kamp imod de russiske Hære, som man formodede vilde være under stadig Fremrykning. Betingelserne for at føre en Forsvarskamp med underlegne — endog meget underlegne — Kræfter viste sig at være gunstige, bl. a. fordi Russerne ved deres Fremrykning fra Njemen og Narew vilde være adskilt; de masuriske Søer og Befæstningsanlæggene ved Snævringerne mellem Søerne vilde vanskeliggøre Foreningen af de russiske Kræfter, og den Tid, hvor de russiske Hærgrupper saaledes kun kunde yde hinanden ringe Støtte, planlagde den tyske Hærledelse allerede mange Aar før Verdenskrigen at udnytte, saaledes som det bl. a. skete i Slaget ved Tannenberg. Under General v. Moltke, Schlieffens Efterfølger, blev Hovedtankerne i Opmarchplanen fastholdt. Ogsaa Moltke regnede til en Begyndelse med, at de russiske Operationer vilde udvikle sig med en saa ringe Hastighed, at det vilde blive muligt for Tyskland forinden at have opnaaet en Afgørelse paa den vestlige Krigsskueplads. Men Forholdene ændrede sig i Aarene op mod 1914. Man kunde ikke længere gøre Regning paa at klare sig med saa smaa Styrker, som Schlieffen havde udset til Kampen paa Østfronten; thi Ruslands Hær styrkedes øjensynligt (bl. a. gennem Suchomlinows Reformer), og Mobilisering og Opmarch syntes at ville forløbe langt hurtigere end tidligere. Der maatte regnes med en snarlig russisk Offensiv, og til at imødegaa denne bestemtes ikke mindre end 13 Divisioner. Man har sagt, at dette Tal var for stort, og der er Grund til at tro, at Hensynet til at dække Østpreussen imod Krigens Ødelæggelser — ligesom man i øvrigt vilde beskytte Rigslandene (Elsass-Lothringen) var medbestemmende herved. Atter her træffer man saaledes den tilbagevendende Hindring for den absolutte Krigsførelse: de mange sekundære Objekter skal dækkes, og ikke engang Hærføreren (hvor langt mindre da Politikeren) kan kæmpe sig igennem Beslutningen om at sætte alt ind paa det afgørende Sted. Men ogsaa udenrigspolitiske Hensyn — Koalitionskrigens delikate Problemer — spillede ind, idet man maatte sætte relativt stærke Kræfter ind østpaa for at stimulere Østrig-Ungarn; ikke alene var nemlig Donaumonarkiets indre Forhold vanskelige, men det maatte ogsaa regne med ikke alene at have Rusland, men muligvis ogsaa Serbien og Mon tenegro til Fjender. Hertil kom, at ØstrigUngarns Forhold til Rumænien var usikkert, og at ogsaa Forholdet til Italien var ret spændt. Der blev givet den designerede Fører for de tyske Styrker paa Østfronten stor Frihed; han maatte selv afgøre, hvorvidt han vilde føre Operationerne offensivt eller defensivt; men man tilsagde dog Østrigerne, at man vilde rette et Angreb imod Narew, thi dette stillede Østrigerne som Betingelse for deres Angreb mellem Weichsel og Bug. Alligevel maatte enhver Enhed, der transporteredes østpaa, mangle paa Hovedkrigsskuepladsen. Man erstattede derfor 2 Armékorps med Formationer af 2. Linie, men fastholdt Tilsagnet om Angreb mod Narew. Man gjorde sig som tidligere nævnt ikke Illusioner med Hensyn til, at italienske Forstærkninger skulde afbøde den Mangel paa Mandskab, der dybest set var Tofrontkrigens Problem; endnu i 1913 fornyedes det italienske Tilsagn om flere Amiékorps. Men den tyske Generalstab saa Italiens Afhængighed af England i den givne Situation og drog de reale Konsekvenser deraf.

De russiske Planer traadte fra 1898 ind i et nyt Stadium, idet Kuropatkin blev Krigsminister og samtidig varetog Forretningerne som Generalstabschef. Han beskæftigede sig indgaaende med de operative Problemer ved Ruslands Vestgrænse, men den politiske Situation syntes paa dette Tidspunkt ikke at indebære Mulighed for en tysk-russisk Krig, og den almindelige Interesse hos Frankrig—Rusland rettedes paa Modsætningsforholdet til England, der under Fashodakrisen havde fundet saa skarpt et Udtryk. I 1900 ønskede den franske Generalstab, at en Styrke af op imod 400.000 Mand russiske Tropper i fornødent Fald skulde være rede til Opmarch mod Grænserne til Indien. Samtidig blev for Rusland det østasiatiske Problem stedse mere aktuelt, ikke mindst efter at Russerne i 1897 havde sat sig fast i Port Arthur. Kuropatkin advarede indtrængende mod at indlade sig paa større militære Foretagender i Østen; han maatte som Krigsminister se med den største Bekymring paa, at hele det store Fæstningsog Opmarchapparat ved Ruslands Vestgrænser blev ladet i Stikken; eksempelvis forceredes Banebyggeriet i Sibirien i en saadan Grad, at en Række vigtige strategiske Baneanlæg i Vesteuropa blev skudt i Baggrunden; foruden de imod Tyskland rettede Baner er det værd at notere, at ogsaa Projekterne om en Bane fra Petrosavodzk til Murmansk blev skrinlagt som Følge af Udbygningen af Banesystemet i Øst. Paa denne Baggrund er det klart, at Kuropatkin vanskeligt kunde give friske Impulser til Operationsplanerne imod Tyskland; han var, som man har sagt, lammet af det fjernøstlige Problem, som de førende politiske Kredse vilde forcere. I sin Egenskab af Krigsminister var Kuropatkin ansvarlig for, at Rusland i paakommende Tilfælde kunde opfylde Forbundsforpligtelserne overfor Frankrig, og først og fremmest ønskede han at udbygge de store Forsvarsstillinger langs Njemen og Narew, idet han gik ud fra, at Tyskland, henset til, at saa store russiske Troppestyrker var bundet i Østen, vilde gaa angrebsvis frem, d. v .s. anvende Hovedmassen af sin Hær imod Rusland. Denne Antagelse, der i og for sig logisk var velbegrundet, svarede imidlertid, som man vil vide, ikke til de faktiske Forhold. 1 operativ Henseende frembød Kuropatkins Plan fra Aaret 1900 ikke Nydannelser; saadanne skete i det væsentlige kun paa det organisatoriske Omraade. Afgørende var det, at heller ikke denne Plan betød en virkelig Gennemførelse af den store Beslutning om Forsvar mod Nord og Angreb mod Syd; dette vil fremgaa af Kræfternes Fordeling i Operationsplanen. Til Operationer ved Ruslands Vestgrænse stod der i 1900 følgende Tropper til Raadighed: 1524 Batailloner, 1078 Eskadroner og 4802 Kanoner, tilsammen ca. 95 Divisioner, hvilket var adskilligt mere end i 1890 og dobbelt saa meget som i 1880. Af disse Kræfter disponerede Kuropatkin over en uforholdsmæssig stor Del paa den defensive Front, altsaa imod Nord, hvor 618 Batailloner, 450 Eskadroner og 1944 Kanoner skulde opmarchere, medens kun 540 Batailloner, 459 Eskadroner og 2064 Kanoner indsattes paa Angrebsfronten imod Syd. Fordelingen til og Placeringen af Hæren i 7 Arméer formede sig i Kuropatkins Plan saaledes: 1. Armé (219 Batailloner) skulde med sine Hovedkræfter staa ved Bobr mellem Lipsk og Ossowiec; en højre Echelon, bestaaende af 1 Armékorps, skulde opmarchere ved Suwalki, 1 Division ved Schaulen. 2. Armé (267 Batailloner) skulde forsvare Narew mellem Lomsha og Pultusk. Fæstningstrekanten Nowo-Georgiewsk— Segershe—Warschau skulde besættes med 3 Divisioner. Endelig sikrede 3 Infanteri- og 41/2 Kavaleridivisioner Vest for Weichsel. I Stedet for Njemenarméen optraadte nu en 6. Armé, der med 132 Batailloner skulde staa som Hovedreserve omkring Vilna for enten at kunne fremskydes til Njemenfronten eller i øvrigt indsættes, hvor Situationen maatte kræve det.

Fronten imod Galizien inddeltes i 3 Arméafsnit og saaledes, at 3. Armé med 212 Batailloner opmarcherede ved Lublin—Kowel, U. Armé med 176 Batailloner ved Dubno og 5. Armé med 80 Batailloner ved Proskurow. 5. Armé skulde endvidere forstærkes med 72 Batailloner fra Kaukasus. Foruden den førnævnte 6. Armé omfattede Hærens Reserve 181 Batailloner og 62 Eskadroner, hvoraf 64 Batailloner stod ved Minsk og tilsvarende Styrker ved Kasatin og Brest-Litowsk. Endelig var der til Sikring af Kystomraaderne beregnet næsten 200 Batailloner.

I Kuropatkins Plan fremtræder for første Gang en klar Sondring mellem to Hærgrupper: Hærgruppe Nordvest og Sydvest. Han havde selv ønsket at lede Operationerne imod Østrig-Ungarn og havde til Generalstabschef for sig udset General Suchomlinow, den senere Krigsminister, der dengang var Stabschef hos Chefen for Militærdistriktet Kiew. Den Hærgruppe, der skulde virke paa den tysk-russiske Front, skulde underlægges Storfyrst Nikolaj Nikolaj ewitsch med General Palizyn som Generalstabschef. Et Led i Planen var det, at de designerede Hærgruppeførere allerede i Fredstid skulde have en betydelig Indflydelse paa Forarbejderne til Opmarchen, men Krigen i Østasien hindrede denne Foranstaltning i at blive realiseret i større Udstrækning. Saa vidt det kan skønnes, bestod der paa væsentlige Punkter Uoverensstemmelse med Hensyn til Principperne for Krigens Førelse. Det fremgaar af Kuropatkins Dagbog fra 1903, at Storfyrsten lagde stærk Vægt paa Terrainet omkring Grodno og derfor bl. a. ønskede en stærkere Udbygning af denne Fæstning, medens Kuropatkin vilde øge denne Fronts Forsvarsværdi ved Bygningen af Bobr— Narew-Banen fra Ossowiec over Ostrolenka til Segershe, en Bane, der dog ikke naaede at komme til Udførelse. Med Henblik paa 3. Armé ved Lublin maatte Kuropatkin ogsaa udtale sig imod Storfyrstens Planer om at prisgive Narewlinien Ostrolenka—Segershe. I øvrigt var Kuropatkin klar over, at en defensiv Indstilling var fremherskende hos en Række af de til de højere Kommandoposter designerede Førere, og at Tanken om et strategisk Tilbagetog i større Udstrækning ikke var fremmed for dem. Ogsaa her gives der Udtryk for de traditionelle russiske Opfattelser om Defensiven som den for Rusland ideelle Kampform og om Udvigen og Tilbagegang. Fra russisk Side har man henvist til, at Kuropatkin havde til Hensigt saa snart som muligt at lægge Operationerne frem til venstre Bred af Weichsel, idet, hævdedes det, Weichselfæstningerne vilde give fuld Operationsfrihed og Mulighed for straks efter, at de første gunstige Resultater var opnaaet, at føre Hæren over paa venstre Weichselbred. Men Forudsætningen var altsaa, at man opnaaede store Begyndelsesresultater. Tyskland var dengang — efter russiske Beregninger — klar til at paabegynde Operationerne den 12. Mobiliseringsdag, Østrig-Ungarn den 16. Mobiliseringsdag. Samtidig kunde Russerne ikke være i Stand til at gennemføre større Operationer før den 32. Mobiliseringsdag. Det er af tyske Kritikere senere anført, at man vel maa formode, at den russiske Hærledelse da vilde se sig stillet overfor en helt ny Situation, hvor ogsaa Udviklingen af Begivenhederne paa andre Krigsskuepladser maatte tages i Betragtning. Men det maatte i øvrigt ikke lades ude af Betragtning, at den anførte, meget sene Termin for det russiske Operationsberedskab maatte betragtes med Forbehold af Ruslands Modstandere. Thi Russerne havde klart erkendt de Farer, der fulgte af de mangelfulde Kommunikationer, og havde paa en Række Punkter søgt at opveje Ulemperne derved; dette var sket dels ved alt i Fredstid at lægge store Dele af Hæren frem til Grænseomraaderne, dels ved stadig at forhøje Afdelingernes Styrke og endelig ved det udstrakte Fæstningsbyggeri. I de sidste Aar før Verdenskrigen kom hertil Anordningen af en Krigsforberedelsesperiode. Disse Foranstaltninger havde omkring 1900 ført til det Resultat, at paa den 12. Mobiliseringsdag — d. v. s. det Tidspunkt, hvor Tyskerne paaregnedes at være operationsberedt -— kunde Russerne paa deres Vestfront raade over 336 Batailloner og 222 Eskadroner. Efter russiske Beregninger vilde Infanteristyrkerne talmæssigt være de tyske Styrker jævnbyrdige, medens Kavaleriet vilde være Tyskernes noget overlegent. Et tysk »strategisk Overfald« vilde man altsaa kunne lade ude af Betragtning. — De tyske Forfattere, der har beskæftiget sig med de her omhandlede Problemer, har i denne Forbindelse ogsaa gjort General Dragomirows Tanker til Genstand for Omtale. Denne Fører var i Aarene omkring Aarhundredskiftet Generalgouvenør og Øverstbefalende i Militærdistriktet Kiew og nød stor Anseelse, ogsaa ud over Ruslands Grænser. Han fremsatte en skarp Kritik af den Mangel paa Energi og Aktivitet, der havde præget Operationsplanerne i Aarene før 1900, og han ønskede, at alle de Midler, der anvendtes til Udbygning af Forsvarsorganisationen, specielt Fæstningerne, i Stedet skulde bruges til at gøre Hæren egnet til en voldsom Offensiv ind i Tyskland, som, hævdede han, burde angribes med Kraft samtidig af Rusland og Frankrig. Dragomirows Plan var, at man skulde etablere en Defensivflanke ved Grodno—Bialystock— Lomsha og i øvrigt rykke direkte fra Warschau imod Berlin, altsaa udnytte de operative Fordele, der frembød sig i Vestpolen. Han vilde ikke koncentrere 6. Armé (Reservearméen) omkring Wilna, men ved Warschau, og her vilde han forene den med 2. Armé til en kraftig Stødgruppe, der, under Sikring af en stærk strategisk Avantgarde skulde gribe Offensiven mod Posen—Berlin. Saaledes vilde, mente Dragomirow, det forventede tyske Angreb fra Østpreussen imod Njemen bedst kunne afværges. Som det fremgaar af det tidligere anførte, var der imidlertid ikke gunstige Vækstbetingelser for offensive Planer med Hensyn til Ruslands Vestgrænse. I Kuropatkins Korrespondance findes der bl. a. en Pasus, der tydeligt viser, hvorledes Indstillingen var. Han skriver (November 1902): »Hans Majestæt Kejseren har i Gaar, da jeg holdt Foredrag om vore Arméers Opmarch efter Plan Nr. 18, paany drøftet Spørgsmaalet, om vi ikke burde gaa tilbage til paa Højde med Minsk, samle vore Hære og saa gaa Fjenden i Møde. I saa Fald vilde ogsaa vore Fæstninger gøre Nytte ved deres Beliggenhed bag Fjendens Front. Efter mine Bemærkninger om Farerne ved en saadan Beslutning tiltraadte Zaren dog min Opfattelse ... Men hvis Spørgsmaalet paany skulde afgøres, vilde han sandsynligvis til vore Arméers Koncentration vælge en Linie, der ligger langt bag de nuværende Opmarchomraader.« Det menes at være udenfor enhver Tvivl, at Zarens Synspunkter i saa Henseende var opstaaet under Paavirkning fra Storfyrst Nikolaj Nikolajewitsch. Under en Samtale med denne i Aaret 1902 havde Kuropatkin konstateret, at Storfyrsten, der jo var designeret som Chef for den nordvestlige Hærgruppe, nærede Anskuelser gaaende ud paa at ofre hele Polen uden Kamp, at undgaa Kamp ved Narew, Bialystock eller i Højderne S. f. Lomsha og muligvis gaa tilbage til Baranowitschi eller endog helt til Minsk. Aabenbart var disse Anskuelser opstaaet under Indvirkning af Situationen i det fjerne Østen. Men som tidligere nævnt maatte det være overordentlig ubelejligt for Kuropatkin at se Planerne krydset fra saa indflydelsesrig Side, og han argumenterede i et Memorandum til Kejseren indtrængende imod Planer om en Tilbagerykning af Opmarchen, ligesom han gav Udtryk for en Opfattelse gaaende ud paa, at man maatte forberede Offensiv ikke alene mod Østrig-Ungarn, men ogsaa imod Tyskland. »Kun saaledes«, hedder det, »kan vi udnytte den strategiske Fordel i, at Polen ligger fremskudt i Tyskland, og kun saaledes kan vi opretholde Riget, bevare Ro og Tillid hos den polske Befolkning, og i Angrebet finder vi, hvad der er det afgørende, det virksomste Middel til Sejren, idet vi selv griber Initiativet.« Men de Forhaabninger, der kom til Udtryk paa denne Maade, maatte svinde gennem Forløbet af det østasiatiske Felttog, hvor endda Kuropatkin selv var Øverstbefalende.

Krigen i Østasien satte for flere Aar Rusland ganske ud af Spillet. Om en Aktion paa den vestlige Krigsskueplads kunde der foreløbig slet ikke være Tale; hele Mobiliseringsorganisationen var bragt i Uorden, Tropperne var i stor Udstrækning trukket bort, og Statens øverste Myndigheder var kun i ringe Grad i Stand til at afhjælpe Skaderne. I 1908 fremkom et Memorandum, hvis Hovedindhold stammer fra den daværende Overkvartermester, senere Generalstabschef, General Alexejews Haand. Det er fra tysk Side gjort gældende, at dette Memorandum afgiver et Bevis for, at Ruslands Hær ikke var i Stand til at operere under den bosniske Krise 1908—09. Alexejew gør Rede for, hvorledes enhver Opmarch ved Weichsel kan tages i Ryggen fra Østpreussen eller (og) Galizien, og han drog heraf den Slutning, at Forsvarssystemet i Vestrusland maatte udbygges til stor Dybde. Han betragtede Weichselstillingen med Narew og Wieprz som en fremskudt Stilling, der vel ikke skulde rømmes uden Kamp, men som heller ikke maatte binde Hærens Hovedkræfter. Han vilde lægge Opmarchen tilbage til Linien Njemen—Bug. Hovedkrigsskuepladsen maatte ligge i Nord, eftersom det var her, at Forbindelserne fra Vest førte imod Set. Petersborg og Moskva. Olita skulde være Brohovedstilling, medens Grodno og Rowno skulde udbygges yderligere til stærke Fæstninger. Luck og Dubno betragtedes som Fæstninger af anden Rang. Bag denne første Linie skulde en anden, stærk Stilling forberedes ved Duna, Beresina og Dnjepr med Fæstninger ved Diinaburg, Witebsk eller Orsha, ved Bobruisk og Kiew. Imod Rumænien skulde Dnjestrlinien befæstes. — Kort sagt foreligger her en Række Tanker, der vidner om ringe operativ Kraft, og som, i Fald de var blevet bragt til Udførelse, allerede gennem de umaadelige Summer til Fæstningsbyggeriet vilde have bundet en russisk Operationsplan gennem lange Tidsrum. I Aaret 1908 — d. v. s. efter at der ved Aftalerne med Japan og England var hidført en Afspænding i Situationen i Østen — traadte en ny russisk Opmarchplan i Kraft. I Princippet adskilte den sig ikke væsentligt fra tidligere Planer, men man kan, henset til Ruslands Svækkelse i det østasiatiske Felttog, ikke frakende det overvejende defensive Element i Planen en vis Berettigelse. Hvad angaar Opmarchen, da viser den her følgende Billede: Der er givet Afkald paa et Forsvar af Bobr—Narewlinien. Mellem Grodno og Kowel samles en Styrke af 23 Divisioner (den samlede Styrke til Kamp ved Vestgrænsen androg dengang ca. 85 Divisioner). Denne store Gruppe dækkes i Fronten af 11 Divisioner ved den befæstede Weichsellinie, i Flankerne af Arméer ved Njemen (ca. 12 Divisioner i Terrainet Kowno—Olita—Vilna) og i Linien Rowno—Proskurow (her 15 Divisioner). En Reserve, bestaaende af 6 Divisioner skulde opmarchere i Rummet Wolkowysk—Lida—Baranowitschi, medens endelig stærke Kræfter — 13 Divisioner — holdtes tilbage i Rummet om Set. Petersborg og i de baltiske Lande, foruden at 6 Divisioner paaregnedes anvendt imod Rumænien. Weichselarméen, der vilde komme til at staa noget udsat, mente man at sikre ved Weichselfæstningerne og Segershe i det Tidsrum, der vilde hengaa, indtil Hovedkræfterne fra Brest kunde gribe ind. Efter gennemført Koncentration tænkte man sig at gaa angrebsvis frem. Efter denne Plan var Arméen i Rummet Bielsk—Brest—Cholm—Kowel operationsberedt paa 33. Mobiliseringsdag, medens Reservearméen og den sydlige Armé vilde være klar fra den 35. Mobiliseringsdag. De russiske Akter, der bl. a. er indgaaende behandlet i Saiontschkowskis Værk, omfatter Memoranda fra betydende Personligheder, nævnte Operationsplan vedrørende, bl. a. fra Oberst Danilow, der siden 1908 var Overkvartermester i Generalstaben. Danilow regnede med et stærkt tysk Angreb over Njemen og ønskede derfor, at der skulde koncentreres 50 Divisioner i Rummet Wilna—Olita—Grodno—Kolkowysk—Baranowitschi, medens kun 14 Divisioner skulde staa i Linien Bialystock—Brest —Kowel. Ogsaa General Alexejev havde knyttet Bemærkninger til denne Plan; hans Anskuelser kan sammenfattes derhen, at han vilde ofre Grænseomraaderne, for at man til Gengæld kunde opmarchere relativt uforstyrret; man skulde vige ud og undgaa Nederlag i Starten og derpaa, naar alt var samlet, lade »Damptromlen« rykke frem. Den storpolitiske Situation var imidlertid ikke gunstig for et saadant Foretagende. Forbundet med Frankrig stillede, som tidligere omtalt, sine Krav til Handling og til at binde tyske Kræfter, og der maatte, som altid under Planlæggelsen af Koalitionskrige, rejse sig en Række Problemer, hvoraf det altoverskyggende var, om Frankrig kunde undvære den russiske Hjælp saalænge, indtil den russiske »Damptromle« fra sine langt tilbageliggende Opmarchrum var naaet frem til Tysklands Grænser; og kunde den russiske Føring med det til Raadighed staaende strategiske Jernbanenet overhovedet med fornøden Hurtighed og Kraft føre de store Styrker frem til en egentlig Operation? Efteraarsoperationerne i Vestpolen gav, som det er udtalt fra tysk Side, et benægtende Svar paa dette Spørgsmaal. Alexejew havde overvurderet den russiske Hærs Manøvreevne og undladt at tænke paa de Krav, som Forbundet med Frankrig stillede. Der er ikke Tvivl om, at Opmarchens Forlæggelse til langt bag Grænsen bragte Russerne en værdifuld Tidsgevinst. Men samtidig maatte Franskmændene i maanedsvis være overladt til sig selv; det maa dog ikke underkendes, at Aareladningen i 1904—05 og vel ogsaa de derpaa følgende kritiske indrepolitiske Forhold har nødsaget Russerne til at tage vidtgaaende Hensyn i Retning af at undgaa større Tilbageslag ved en Krigs Begyndelse. Det var først Suchomlinows Reorganisationsarbejde, der op til 1912 skabte Mulighed for at gaa videre, end de hidtidige Planer havde forudset. Planen af 1912, der — med uvæsentlige Ændringer — var den, hvormed Rusland gik ind i Verdenskrigen, opstillede ligeledes 7 Arméer. Disses Sammensætning, Opmarch og Opgaver, der klart viser den Ændring i de russiske Hensigter, som var foregaaet i de nærmest foregaaende Aar, var følgende:

— 1. Armé, 4 Armékorps + 7 Reservedivisioner og 5% Kavaleridivisioner, skulde koncentreres ved Njemen mellem Kowno og Druskeniki (der ligger midtvejs mellem Grodno og Olita). Opgave: Offensiv N. om de masuriske Søer.

— 2. Armé, 5 Korps + 4 Reservedivisioner og 4 Kavaleridivisioner, Rummet Grodno—Bialystock—Lomsha. Opgave: Offensiv imod Vest S. om de masuriske Søer. Disse 2 Arméer — »Armégruppe Nordvest« — var altsaa bestemt til Kampen imod Tyskland. Mod ØstrigUngarn opmarcherede »Armégruppe Sydvest«, bestaaende af

— 3. Armé, 8 Korps + 5 Reservedivisioner og 9 Kavaleridivisioner. Arméen skulde koncentreres i 2 Grupper, en omkring Dubno—Rowno, en om Proskurow. Arméen skulde gribe Offensiven i Retning af Lemberg.

— 4. Armé, 4 Korps + 3 Reservedivisioner og 4% Kavaleridivision, i Rummet Ivangorod—Lublin—Luck, skulde angribe i Retning mod Przemysl.

— 5. Armé, 4 Korps + 5 Reservedivisioner og 5 Kavaleridivisioner, i Linien Cholm—Kowel, Offensiv imod Linien Linien Lemberg—Przemysl. Endelig var 2 Arméer uafhængige af disse Hærgrupper, nemlig:

— 6. Armé, 2 Korps og en Række Formationer, der først kunde opstilles paa et lidt senere Tidspunkt. Arméen skulde sikre de baltiske Provinser og Petrograd. Endelig

— 7. Armé, 1 Korps og en Række Formationer svarende til de ved 6. Armé nævnte, med Opgave at sikre imod Rumænien og bevogte Sortehavets Kyst.

Kræfternes Fordeling var saaledes: Mod Tyskland 19 Liniedivisioner, 11 Reservedivisioner, 9 l/z Kavaleridivisioner. Mod Østrig 33Va Liniedivisioner, 13 Reservedivisioner og I8 V2 Kavaleridivisioner. Som Reserve tænktes anvendt de Korps, der mobiliserede langt inde i Landets Indre. Afgørende var, at der ikke var tilstræbt Dannelse af et virkeligt Tyngdepunkt. Man ventede op imod 25 tyske Divisioner og lod her overfor kun ialt 30 Divisioner opmarchere. Og Generaloffensivens Begyndelse var som tidligere omtalt fastsat til omkring den 15. Mobiliseringsdag; men først mellem den 36. og 41. Mobiliseringsdag vilde de 5 egentlige Angrebsarméer naa fuld Styrke. Principperne i denne Plan af 1912 ændredes ikke; men en Række Forandringer foretoges i 1913 i Arméernes Angrebsmaal, ligesom 3. Armé deltes i 2 Arméer, 3. og 8., Angrebsretning for begge mod Lemberg. — Som bekendt bør en Operationsplan kun i sjældne Tilfælde disponere udover de første Sammenstød med Fjenden. Man kan vel næppe sige, at den russiske Operationsplan gik for vidt i denne Henseende; derimod var dens Indhold paa en Række Punkter, som det her vil være for omstændeligt at drøfte, mindre gunstigt for Opnaaelsen af de operative Maal, man havde sat sig. Det afgørende var, som allerede nævnt, Manglen af et egentligt Tyngdepunkt samt det for tidlige Tidspunkt for Offensivens Begyndelse. Det var her de politiske Forhold i Forbindelse med Koalitionskrigens Krav, der greb ind og skabte en Situation, der under de givne Forhold ikke lod sig løse uden ved et Kompromis — og nogen Fordel for en Strategi har et saadant ingensinde været.

E.