Log ind

Tilbageblik over det tysk-russiske Forhold (fortsat)

#

En politisk-operativ Skitse.

Ved E.

(Fortsat).

1 en foregaaende Artikel er dels beskrevet Hovedtrækkene af Udviklingen af det tysk-russiske Forholds politiske Side, dels nogle Træk af de Operationsplaner og ledende strategiske Tanker, der var gældende i de to Lande — for saavel de politiske som de militære Anliggender i det væsentlige ført frem til Begyndelsen af 1880’erne. Den efterfølgende Fremstilling, til hvis militære Afsnit Materialet i det væsentlige ogsaa her er hentet fra Major (hinther Frantz’ Studier paa Grundlag af bl. a. de efter Verdenskrigen offentliggjorte russiske Kilder, vil anvende en lignende Systematik for saa vidt angaar Tiden indtil omkring 1895.

Omkring Aaret 1880 havde de mest betydningsfulde storpolitiske Begivenheder, der har Relation til det heromhandlede Spørgsmaal, dels været Afslutningen i 1878 af det tysk-østrigske Forbund, der i 1882 udvidedes til Triplealliancen ved Italiens Tiltrædelse, dels Neutralitetsforbundet af 1881 mellem Statsoverhovederne i Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarn. Ved dette sidste Forbund søgte Bismarck at hidføre en Afspænding i den vanskelige Situation, som Dannelsen af det tysk-østrigske Forbund maatte afstedkomme i Forholdet mellem disse to Magter og Rusland. Dette »Trekejserforbund« kunde dog af mange Aarsager kun være af meget begrænset Bæredygtighed i Storpolitikken; endnu i 1884 lod det sig dog forny, men efter den alvorlige Krise, der i Anledning af det bulgarske Spørgsmaal allerede i 1885 opstod i Forholdet mellem Østrig-Ungarn og Rusland, var Forbundet saa svækket, at det ikke blev fornyet i 1887.

*) Rettelse til Artiklen i Nr. 12/1941: S. 46:5, 4. L. f. n.: „1879", læs: „1878".

Saavel i Frankrig som i Rusland arbejdede imidlertid fortsat stærke Kræfter paa en Tilnærmelse mellem disse to Lande, der ved Triplealliancen saa sig i en isoleret Stilling, ogsaa overfor England, til hvilken Stat baade Frankrig og Rusland paa talrige Punkter stod i Modsætningsforhold. I Frankrig var det fremfor alt Revanchetanken (y pensez toujours, n’en parions j amais), der gærede, i første Række repræsenteret af Gambetta, medens det i Rusland fortrinsvis var den panslavistiske Bevægelse, der i øvrigt var direkte tyskfjendtligt betonet, som arbejdede for en fransk-russisk Alliance. Stærk Indflydelse havde her den russiske General Skobeletv, der havde vundet Berømmelse under den russisk-tvrkiske Krig, og som var en nær Ven af Gambetta. Den politiske og strategiske Fare, der gennem disse Strømninger kunde komme til at true Tyskland, søgte Bismarck paa forskellig Maade at besværge. Heldigt for hans Bestræbelser i saa Henseende var det, at saavel Gambetta som Skobelew døde i 1882, og det lykkedes i flere Aar Bismarck, der tilskyndede Frankrig til at udvide sit Kolonirige, herved at aflede dette Lands Opmærksomhed fra de tabte Provinser. Med Rusland lykkedes det Bismarck at faa afsluttet Reassurancetraktaten, i øvrigt efter at den europæiske Fred havde været alvorligt truet af den Boulanger’ske Aktivitet og fremfor alt af Schnabele-Affæren, hvor Bismarck gav efter. Reassurancetraktaten, der afsluttedes mellem Tyskland og Rusland i 1887, danner et baade ejendommeligt og betydningsfuldt Afsnit i det tysk- russiske Forhold; i den her foreliggende Sammenhæng er det derfor vel Umagen værd at erindre sig dens Indhold: De to Stormagter forpligtede sig til velvillig Neutralitet i Tilfælde af, at den anden skulde blive inddraget i Krig. Traktaten skulde dog ikke gælde i det Tilfælde, at Rusland skred til Angrebskrig imod Østrig-Ungarn, eller at Tyskland rettede et Angreb paa Frankrig. Endvidere anerkendte Tyskland, at Bulgarien var russisk Interessesfære, og i en strengt fortrolig Tillægsprotokol forpligtede Tyskland sig endelig til diplomatisk Understøttelse af Rusland, dersom sidstnævnte Land skulde se sig nødsaget til at besætte Konstantinopel og Stræderne ved Indgangen til Sortehavet; det tyske Standpunkt var her at betragte som en Fortsættelse af den Vurdering af Stræde- og Sortehavsproblemerne, som Bismarck længe havde anstillet, og for hvilken han klart har givet Udtryk i Kapitlet »Zukünftige Politik Russlands« i sine »Gedanken und Erinnerungen«.

Ved Reassurancetraktaten lykkedes det for en Stund Bismarck at hindre Dannelsen af en Tofront imod Tyskland, i hvert Fald i en saadan Grad, at den franske Ambassader i St. Petersborg nogle Aar senere (i Skrivelse af 24/8 1890 til den franske Udenrigsminister, Ribot) kunde skrive »Le rapprochement de la France et de la Rus sie qui, il y å trois ans å peine, semblait presque å tous une illusion, un trompe-l’æil par Jequel nous nous laissions abriser .......«. Men som bekendt afslog Kejser Wilhelm II i 1890 at forny Traktaten — under stærk Indflydelse af Caprivi og navnlig Holstein; Hensynet til at vise »Bündnistreue« overfor Østrig, for hvem Traktaten var holdt lige saa hemmelig som for alle andre udenforstaaende Magter, var i høj Grad bestemmende for Kejserens Holdning. Omkring det samme Tidspunkt falder Bismarcks Afskedigelse; en af Aarsagerne, som Kejseren paaberaabte sig herved, var de bekendte Indberetninger fra en tysk Konsul i Rusland. Konsulen, der, som det er sagt, led af morbus consularis, d. v. s. en for Udenrigstjenestens Personer ikke altid ønskelig Foretagsomhed, havde i en Række Indberetninger tegnet et Bilede af russiske militære Foranstaltninger, som hensatte Kejseren i overordentlig Ophidselse, der aftegner sig i de Bemærkninger, hvormed han sendte Rapporterne tilbage til Bismarck: »Beretningerne lader ganske klart erkende, at Russerne staar midt i en strategisk Opmarch for at skride til Krig ....... frygtelig truende Fare ....... det er paa høje Tid at advare Østrigerne og træffe Modforholdsregler .......«. At de paagældende Oplysninger i stort Omfang var kendt af Generalstaben, uden at denne havde anset det for nødvendigt at slaa Alarm i den Anledning, skal blot tilføjes for Fuldstændighedens Skyld.

Rusland, der nu følte sig helt isoleret, ligesom Frankrig allerede længe havde gjort, havde da ikke længere noget Valg. Den russiske Kejser, der af nærliggende Grunde maatte nære Uvilje imod den franske Statsform, og som ikke mindst med Skepsis saa paa den Mangel paa Stabilitet i saavel indenrigske som udenrigske Anliggender, der fandt Udtryk i de hyppige franske Ministerskifter, var nu i det store og hele vundet for Forbundstanken, og denne, der foruden at være forberedt ved andre Aarsager ogsaa stimuleredes ved Tysklands ringe og Frankrigs desto større Beredvillighed til at yde Rusland Laan, gav sig hurtigt Udslag i en livlig Drøftelse mellem de to Stormagter — fra 1890 —, i de store Flaadebesøg og endog i en Tagen-Føling mellem Repræsentanter for Generalstabene*). I Korrespondancen mellem Ambassadøren i St. Petersborg og den franske Udenrigsminister vil man allerede den 9. Marts 1891 finde den Vending brugt om Overensstemmelsen mellem de to Lande, at den var »solide comme du granit«.

Russerne nærede dog Betænkeligheder ved at afslutte en i alt for kategoriske Vendinger holdt Alliancetraktat, hvad der først og fremmest havde sin Grund deri, at man ikke ønskede at udæske Tyskland. Næsten 3 Aar hengik, inden Forholdet — uanset den i øvrigt hjertelige Forstaaelse, der bestod imellem Rusland og Frankrig — kunde bekræftes i en virkelig Overenskomst. De franske Forsøg paa at fremskynde en Afgørelse, blandt hvilke man maaske vil erindre en meget omtalt Artikel i »Figaro«, hvor Rusland opfordredes til at vælge mellem »alliance ou flirt«, havde ikke den tilsigtede Virkning. Under Drøftelserne om Alliancens militære Enkeltheder betonede Russerne — som det vil huskes fra Obrutschews tidligere omtalte Opmarchplan —, at de helst vilde anvende deres Hovedkræfter imod Østrig-Ungarn. Aarsagerne hertil var baade af operativ og politisk Art. Medens det operative Hensyn skal nævnes i anden Forbindelse, skal det her bemærkes, at de politiske Motiver bag førnævnte Standpunkt var, at man ved en Sejr over Habsburgermonarkiet regnede med at kunne intimidere Rumænien samt at understøtte de slaviske Folk i Dobbeltmonarkiet og tage Modet fra Polakkerne. Kuropatkin, der var russisk Krigsminister i Aarene 1898—1904, ytrede engang, hvilket bør bemærkes i denne Forbindelse, at et væsentligt Middel til at besejre den østrigske Hær var at finde i en politisk Agitation blandt dennes slaviske Bestanddele.

*) Den mest betydningsfulde Kilde til Belysning af Udviklingen af de fransk-russiske Drøftelser, der paa saa afgørende Maade m aatte faa Indflydelse paa det tysk-russiske Forhold, er den i 1918 udsendte Gulbog „l’alliance franco-russe", der i mere end 100 Dokumenter giver et k lart Billede a f saavel selve Forbundet som dettes m ilitære Enkeltheder.

Fra fransk Side satte man meget ind paa at faa Rusland til ogsaa at gribe offensivt ind overfor Tyskland. At disse Bestræbelser i nogen Grad kronedes med Held fremgaar af den endelige Konventions Bestemmelser, hvis Hovedindhold var følgende:

1. Hvis Frankrig angribes af Tyskland eller af Italien med Tysklands Støtte, vil Rusland anvende alle raadige Kræfter til Angreb paa Tyskland. Hvis Rusland angribes af Tyskland eller af ØstrigUngarn med tysk Støtte, vil Frankrig anvende alle disponible Styrker til Kampen imod Tyskland.

2. Dette Punkt indeholdt en gensidig Forpligtelse til fuldstændig Mobilisering og Opmarch uden yderligere Forhandling i det Tilfælde, at Triplealliancen eller et af dens Medlemmer mobiliserede.

3. De af Frankrig imod Tyskland anvendte Kræfter skulde andrage ca. 1.300.000 Mand, de russiske 7—800.000 (altsaa kun imod Tyskland; Resten af Hæren — en tilsvarende Styrke — vilde Russerne bruge imod ØstrigUngarn). De russisk-franske Hære skulde sættes ind »å fond« og paa en saadan Maade, at Tyskland nødsagedes til at kæmpe saavel mod Øst som mod Vest.

4. De to Hæres Generalstabe skulde nærmere forhandle om de Enkeltheder, der var paakrævet for at bringe de foranstaaende Planer til Udførelse i paakommende Tilfælde; desuden skulde Generalstabene udveksle de Efterretninger, der indsamledes om Triplealliancens militære Forhold.

Desuden indeholdt Overenskomsten Bestemmelser om, at Frankrig og Rusland ikke maatte slutte Separatfred, at Overenskomstens Varighed skulde være den samme som Varigheden af Triplealliancen, og at dens Bestemmelser skulde forblive strengt hemmelige. Den egentlige Vedtagelse fandt Sted omkring Nytaar 1894.

Naar man derefter betragter først de tyske Operationsplaner i dette Tidsrum, maa først anføres, at Moltke fastholdt den i forrige Artikel sidst beskrevne Plan ogsaa efter, at Italien havde tiltraadt det tysk-ostrigske Forbund. Først senere suppleredes Triplealliancen med en Aftale om italiensk Deltagelse i Krigen paa de centraleuropæiske Krigsskuepladser. Moltke regnede her med de italienske Troppers Tilstedeværelse til Sikring af Elsass ved Øvrerhinen — foruden den naturlige Opgave at binde franske Tropper ved den fransk-italienske Grænse —, men egentlig Indflydelse paa Dispositionerne med Hensyn til Forholdet: Styrkefordeling mellem Øst og Vest, fik Tilsagnet om italiensk Hjælp ikke. General Waldersee, der i 1888 efterfulgte Moltke som Chef for Generalstaben, og som i øvrigt allerede siden 1882 havde været hans nære Medarbejder, nærede i alt væsentligt de samme Anskuelser som sin store Forgænger, d. v. s. Angreb imod Øst, Forsvar mod Vest. Forbigaaende omgikkes den tyske Generalstab dog med Planer om den modsatte Losning, d. v. s. Angreb paa Vestfronten med de tyske Hovedkræfter. Disse Tanker dannedes under Indtryk af Røret i Frankrig om Boulanger og den derigennem opstaaende truende Krigsfare. Da det imidlertid snart viste sig, at det krigerske Initiativ snarere vilde udgaa fra Rusland med en senere fransk Tilslutning, vendte man tilbage til de Moltke’ske Principper. Mod Vest vilde Waldersee altsaa kæmpe en henholdende Kamp. Paa Østfronten skulde man i Fællesskab med Østrigerne snarest muligt gribe Offensiven for hurtigt at opnaa en stor Vaabenafgørelse. Under den forudsætning, at Russerne forholdt sig defensivt overfor Tyskland, men gik til Angreb imod Østrig-Ungarn, vilde Waldersee paa den østlige Krigsskueplads opmarchere med 7 Armékorps med tilhørende Reservedivisioner, medens han paa Vestfronten vilde indsætte 14 Armékorps, ogsaa her med de tilhørende Reservedivisioner. I Østopmarchens Hovedtræk foretog Waldersee dog nogle Ændringer, idet Opmarchen forlagdes til Linien Ortelsburg—Johannisburg—Lyck. En relativt svag Styrke skulde saa tidligt som muligt rykke fra Terrainet omkring Soldau imod Pultusk for at tiltrække sig Russernes Opmærksomhed; samtidig skulde de tyske Hovedkræfter, formeret i to tilnærmelsesvis lige store Arméer, gaa til Angreb, den ene fra Linien Ortelsburg— Lyck imod og over Narew i Retning af Lomsha eller Bialystock, den anden fra Gumbinnen imod Njemen ovenfor Kowno. Den nordlige Armé fik ved denne Plan til Opgave at sikre venstre Fløj af Sydarméen mod et Angreb fra den russiske Njemenarmé.

Det er efter al Sandsynlighed Meddelelser om eller Tegn paa Fremkomsten af den russiske Plan af 1887 (der vil blive beskrevet i det følgende), der bestemte General Waldersee til at foretage disse Ændringer i Moltkes Plan; man vilde altsaa ikke længere rette Hovedangrebet imod Narewafsnittet Ostrolenka—Pultusk, men nordligere, hvorunder Tyngden skulde lægges i Retning af Bialystock. Netop denne Front, der dækkedes af den i Reglen meget sumpede Bobr-Lavning, var omkring 1890 særlig kraftigt sikret, nemlig med 118 Batailloner. Om Angrebet havde faaet noget heldigt Resultat, tilmed saa hurtigt, at det havde kunnet hindre en Indgriben af de stærke russiske Reserver, har man ved senere Betragtning anset for tvivlsomt. Hverken Moltke, Waldersee eller Schlieffen (der allerede i 1891 afløste Waldersee som Chef for den tyske Generalstab) var uvidende om de betydelige Vanskeligheder, der vilde være forbundet med en Forcering af Linien Njemen—Bobr—Narew. I hvor høj Grad Waldersee forudsaa disse Vanskeligheder fremgaar af en Udtalelse af ham fra Aaret 1890:

»Opgaven for den Armé, der sættes an paa Lomsha— Osowiec, er meget vanskelig og maa præciseres paa forskellig Maade alt efter Aarstiden. Lettest vil den kunne løses i Maaneder med stærk Frost og dernæst i den tørre Tid af Sommeren, d. v. s. i Maanederne Juli, August og September. I fugtige Perioder, navnlig i April og Maj — vel ogsaa i Juni og September, der plejer at være regnfuld, vil man overhovedet ikke kunne tænke paa Offensiv. ....... I det hele taget vil Operationerne paa Østfronten — i Modsætning til den vestlige Krigsskueplads — afhænge af Vejrliget, og der vil hvert Aar være Perioder, hvor Operationerne ganske vil stagnere. Skulde en Krig udbryde i den fugtige Aarstid, vil man derfor maatte tage op til alvorlig Overvejelse, om vi ikke gjorde vel i at svække vore Kræfter i Øst og da optræde stærkere paa Vestfronten. Lykkes det os ikke ved Felttogets Begyndelse at gennembryde den Forsvarslinie, som Russerne besidder i Vandløbene Njemen, Bobr og Narew, har vi ingen anden Udvej end at afvente den russiske Offensiv for da at gaa over til Angreb, naar Russerne overskrider Flodlinien ...«

Endnu stærkere end General Waldersee havde Schlieffen erkendt saavel de terrainmæssige Vanskeligheder, som i hvilken Grad den hele strategiske Situation blev paavirket af den Oprustning, der i 80’erne fandt Sted ved Ruslands Vestgrænse*).

*) Bismarck, der i sine sidste A ar som Rigskansler paa forskellige Maader stod ret skarpt overfor militære Kredse i Tyskland, anstiller i „Gedanken und Erinnerungen" nogle ejendommelige og optimistiske B etragtninger om det samme Problem. E fter at have drøftet, hvorledes Rusland ikke kan ses a t have større Fordele a f en K rig med Tyskland — en saadan K rig vikle haade være for farlig samt, hvis den førte til Landudvidelser, bringe Rusland et stort Antal besværlige U ndersaatter — fortsæ tter Bismarck: „Jeg tro r heller ikke, at Rusland, n aar det er fæ rdig (med sine Rustninger), uden videre vil angribe Østrig, og jeg er endnu i Dag (Begyndelsen a f 90’erne) af den Opfattelse, at Troppesamlingerne i Vestrusland ikke h ar nogen direkte agressiv Tendens imod Tyskland, men derimod er beregnet paa Forsvar i det Tilfælde, a t Ruslands Frem m arch imod Tyrkiet skulde bestemme V estm agterne til Intervention". I Fortsæ ttelse heraf fulgte da Bismarcks B etragtninger om det naturlige og berettigede for Rusland i a t udøve et faktisk Protektora t over Tyrkiet. De af andre F orfattere skildrede Betingelser for en fredelig Udvikling af det tysk-russiske Forhold og Mulighederne for en Udbygning af et saadant til et virkeligt Forbund vil senere blive omtalt.

I den tyske Generalstab maatte Udbygningen i Polen af Baner, Fæstninger og Kaserner samt den tiltagende Tæthed af de russiske Fredsgarnisoner naturligvis vække Opmærksomhed. Der opstod saaledes det Spørgsmaal, om en resultatrig Offensiv, der som første Forudsætning havde et Gennembrud over Linien Njemen—Bobr—Narew, overhovedet endnu var mulig, og om da Opfattelsen af Situationen som Helhed berettigede til et Angreb paa Rusland i den hidtidige Forstand og til at tro, at man kunde paaregne straks at tilføje den russiske Hær et stort Nederlag. General Schlieffen besvarede disse Spørgsmaal benægtende. I hans Memorandum af 1892 hedder det saaledes:

»Udførelsen af denne Plan syntes allerede betænkelig, da Russerne begyndte paa Befæstningen af Narewovergangene og navnlig efter, at der blev bygget Værker ved Lomsha. Selv om disse Fæstningsanlæg ikke er af særlig stor Modstandsværdi, vil Overvindelsen af dem dog kræve, at der føres svært Artilleri frem, samt kræve en Beskydning, en Storm og dermed et Tab af Tid, der vil gavne Fjenden ved Koncentrationen af Stridskræfter imod det truede Punkt. Den Antagelse, at der paa det Tidspunkt, hvor vi rykker frem imod Lomsha, ikke vil kunne være større fjendtlige Styrker imod os, lader sig ikke længere opretholde......... Da Rusland desuden er tilstrækkelig forsigtig til at lade sin Opmarch finde Sted bag en befæstet Flodlinie, behøver det i mindre Grad end nogen anden Magt at frygte en Overraskelse eller Overrumpling. Dertil kommer, at Rusland kender vore Planer temmelig nøje og nylig har fordelt sine Styrker paa en derefter afpasset Maade. Tidligere havde Russerne til Hensigt at angribe ØstrigUngarn med den største Del af deres Hær og at søge at afværge vor Indblanding i denne Kamp, idet der til sidstnævnte Opgave kun skulde anvendes faatallige Styrker. Da dette skulde finde Sted bag den ca. 50 Mil lange Njemen-Linie, er det indlysende, at en saadan Opstilling maatte blive spredt, selv om den ogsaa paa lange Strækninger var dækket af impassabelt Terrain. Nu skal den største Del af den russiske Hær opmarchere imod os, og Hovedkræfter og Reserver vil være at finde bag Lomsha, altsaa netop bag det Punkt, imod hvilket vi vilde rette vort Angreb.......... Under saadanne Omstændigheder er det ikke muligt at fastholde en Plan, der allerede oprindelig — under temmelig gunstige Forhold — var vanskelig og indebar alvorlig Risiko. Men dette Afkald maa ikke alene begrænses til Foretagendet imod Lomsha, men maa omfatte enhver Offensiv over Narew.«

Schlieffen lod altsaa Waldersees Plan falde, eftersom der ikke mere var Forudsætninger tilstede for hurtigt at opnaa et Resultat, og han afstod tilsidst helt fra Tanken om en stor koncentrisk Fremrykning i Øst. Men medvirkende hertil var i høj Grad ogsaa den i Mellemtiden stedfundne Udvikling af Forholdene ved Tysklands Vesigrænse. Efter Krigen 1870—71 kunde man, som det tidligere er udviklet, i de første Aar med Sikkerhed paaregne, at Franskmændene vilde forholde sig defensivt. Det afgørende for Frankrig var at skabe sig nogen Beskyttelse imod nye Angreb, og en saadan Sikkerhed søgtes navnlig tilvejebragt ved Anlæg af Fæstninger. Paa Grundlag af Forslag af General Riviéres befæstedes Nordøstfronten efter en samlet Plan. Forreste Linie bestod af Spærreforter, støttet af de fire store Fæstninger Verdun, Toul, Epinal og Belfort. Disse Arbejder var i det væsentlige afsluttet henimod 1885. (Senere maatte der — som andetsteds — foretages Udbygning med Panser og Beton som Følge af Brisantgranatens Indførelse). Men herefter var det blevet tvivlsomt, om der kunde opnaas en hurtig Afgørelse imod Vest, og deraf — i Forbindelse med Vurderingen af Russernes Planer og Evner — kommer da Planen om Offensiven imod Øst. Men Styrkelsen af den franske Krigsmagt indskrænkede sig ikke til at være af rent forsvarsmæssig Karakter; Mobilisering og Opmarch fremskyndedes stadig og naaede i Hastighed og Effektivitet op paa Højde med den tyske. Tilsvarende voksede Angrebskraft og offensiv Aand. Hvis man i Tyskland derfor paa Vestfronten indskrænkede sig til at føre rent Forsvar, maatte man nu paaregne et fransk Storangreb paa et tidligt Tidspunkt. Frankrig havde et ganske bestemt Maal: Det vilde tilbageerobre de tabte Provinser. Derfor maatte dets Hære gaa til Angreb, ganske vist under den Forudsætning, at Russerne i Øst kunde fastholde stærke tyske Kræfter. Den Erkendelse brød sig derfor Vej, at Frankrig nu var den stærkeste og farligste Modstander, dobbelt farlig paa Grund af sin nære Beliggenhed ved saa mange af de for Tysklands Krigsførelse livsvigtige Omraader. Paa denne Front, mente Schlieffen, kunde det nu komme til Afgørelse indenfor en rimelig Tid, d. v. s. til Slag, før de russiske — og i øvrigt ogsaa de østrig-ungarske — Hære havde afsluttet deres Opmarch. Med Hensyn til Defensiven i Lothringen, der havde dannet en saa væsentlig Del af Moltkes Plan, rejstes der nu tungtvejende Indvendinger. Thi vel kunde denne Plan passe under Forholdene paa Moltkes Tid. Men nu var Fjenden utvivlsomt tilstrækkelig stærk til at kunne udvide Fronten betydeligt og omfatte den tyske Fløj (ved Saarunion). Hele Gennemførelsen af et Forsvar imod Frankrig, hvis Hær foruden at være talmæssigt stærk ogsaa i operativ og taktisk Henseende maatte skønnes at være dygtigere end Russerne, maatte synes problematisk under disse Forhold. Moltke havde villet lade det komme an paa et afgørende Defensivslag; men et saadant vilde under de ændrede Forhold kræve langt stærkere Kræfter, og det vilde under de beskrevne Vilkaar blive yderst tvivlsomt, om der da vilde være tilstrækkelige Kræfter til en stor Offensiv paa Østfronten, hvor — som det nævnes i Schlieffens tidligere gengivne Memorandum — desuden de russiske Befæstninger (nemlig Ossowiec, Lomsha, Ostrolenka, Roshan, Pultusk, Segershe og Nowo Georgiewsk) nu vilde skabe Vanskeligheder. Der var altsaa stærkt Grundlag for at søge Afgørelsen ved et Angreb imod Vest og paa Østfronten at indskrænke sig til Forsvarskamp. Men valgte man denne Løsning, maatte den gennemføres med ubøjelig Konsekvens: Alle Kræfter, der paa nogen Maade kunde frigøres, maatte anvendes til Angrebet paa Frankrig, og imod Øst maatte man kun efterlade et Minimum. Paa sidstnævnte Front maatte om fornødent Frederik den Stores Anvisning følges: Midlertidigt give Dele af eget Territorium til Pris for Fjenden, for at man til Gengæld kunde sammenfatte alle Kræfter imod det afgørende Punkt (»den, der forsvarer alt, forsvarer intet«). Mod Frankrig maatte det dreje sig om at opnaa en hurtig Afgørelse; dette var utænkeligt, hvis man angreb det franske Fæstningssystem. Heraf opstod den berømte Schlieffenplan — Angrebet med Tyngden paa den nordlige Fløj gennem Belgien. En Undersøgelse af de Forhold, der gjorde Antagelsen af denne Operationsplan til en Nødvendighed, falder i øvrigt uden for Rammerne for nærværende Fremstilling.

Naar man derefter gaar over til at undersøge de russiske Operationsplaner i det tilsvarende Tidsrum, da er det tidligere nævnt, at den ledende Tanke i Obrutschews Operationsplan fra Begyndelsen af 1880’erne i en længere Aarrække kom til at beherske Opfattelsen i Rusland. Aaret 1887, der prægedes af store politiske Begivenheder —- Boulanger, det østrig-russiske Modsætningsforhold i Anledning af Balkan og den deraf flydende Ikke-Fornyelse af Trekejserforbundet, Afslutningen af Reassurancetraktaten — gav Anledning til en Revision af Planens Enkeltheder. Ogsaa Rus-

Skærmbillede 2020-07-20 kl. 12.01.11.png

lands øgede militære Evne tilskyndede hertil, bl. a. Dislokationsændringer omkring dette Tidspunkt, Udbygningen af Fæstningen Ossowiec samt Bygningen af Banelinien Gomel—Pinsk. Større Ændringer skete ikke, men den operative Grundtanke fik et skarpere Udtryk. Denne Plan af 1887 forelaa i to Varianter, der havde det tilfælles, at Hæren var inddelt i 3 Arméer, nemlig Njemen-, Weichsel- og Sydvestarméerne. Forskellen laa i Arméernes Størrelse og Opgaver og dermed ogsaa i Grænserne for Opmarchomraaderne.

Skitse 1. Variant Nr. 1 forudsaa følgende Leddeling og Opgaver for de tre Arméer:

— Njemenarméen med 118 Batailloner, 53 Eskadroner og 276 Kanoner skulde i Rummet Schaulen—Kowno—Grodno— Bialystock sikre russisk Territorium og Vejene til St. Petersborg imod Angreb fra Østpreussen. Alt efter Tysklands Holdning skulde Njemenarméen forholde sig defensivt eller offensivt.

— Weichselarméen: 486 Batailloner, 321 Eskadroner og 1410 Kanoner, i hele den centrale Del af Polen og med 10 Infanteri- og 3 Kavaleridivisioner i Vestpolen. Denne Armé skulde dække Nord- og Vestpolen imod Preussen og — i Retning Brest-Budapest  — i Forbindelse med Sydarméen deltage i den afgørende Offensiv imod Østrig-Ungarn.

— Sydvestarméen: 272 Batailloner, 274 Eskadroner og 886 Kanoner i Rummet Luck—Dubno—Proskurow. Angreb mod Østrigerne sammen med Weichselarméen, Retning Lemberg—Budapest. En Echelon af denne Armé skulde — paa venstre Fløj — over Karpaterpassene operere imod Fjendens Flanke og Ryg. Skitse 2. Variant Nr. 2 havde følgende Hovedtræk:

— Njemenarméen med 177 Batailloner, 96 Eskadroner og 476 Kanoner var betydelig kraftigere end ved Variant Nr. 1. Imod Syd udstraktes dens Opmarchrum dog kun til Grodno (Variant Nr. 1 til Bialystock, ca. 100 km S.V. f. Grodno). Njemenarméen skulde gaa til afgørende Angreb, hvis Fjenden med sine Hovedkræfter vendte sig imod Weichselarméen, og hjælpe med til at kaste ham ved Bobr, Narew og Bug.

— Weichselarméen var til Gengæld af ringere Størrelse, nem-

Skærmbillede 2020-07-20 kl. 12.02.20.png

lig 294 Batailloner, 180 Eskadroner og 778 Kanoner. Hovedmassen af denne Hær opmarcherede lidt nordligere end Variant Nr. 1 og havde kun 3 Infanteri- og 2 Kavalleridivisioner Vest for Weichsel. Arméen skulde dække Weichselomraadet ved et haardnakket Forsvar af Bobr—Narew —Weichsel Linien fra Ossowiec over Nowo Georgiewsk— Warschau til Ivangorod. I Nødsfald skulde den gaa tilbage imod Nordøst, d. v. s. nærme sig Njemenarméen. Angrebet paa Østrigerne blev saaledes overladt til

— Sydvestarméen, der i denne Variant omfattede 405 Batailloner, 378 Eskadroner og 1318 Kanoner, og som koncentreredes i Rummet Lublin—Cholm—Luck—Dubno—Proskurow. Østrigerne skulde angribes ved San og i Østgalizien. - 

Det var to principielt forskellige Opfattelser, der kom til Udtryk i de beskrevne Varianter af Operationsplanen. Medens den første Variant ubetinget lægger Tyngdepunktet mod Syd (bortset fra den Dobbeltopgave, der var tildelt Weichselarméen, og som maatte medføre, at denne vilde blive splittet i to Dele og altsaa maatte tabe i Stødkraft mod Galizien), vilde Obrutschew i Variant Nr. 2 angribe paa begge Fløje og med et svagt Centrum — altsaa Angreb saavel imod Tyskland som mod Galizien. Man har med Rette rejst Spørgsmaalet om, hvornaar den russiske Hærledelse i en alvorlig Situation vilde træffe et Valg mellem de to Varianter, samt hvilke Forudsætninger der var knyttet til dette Valg. Dette Spørgsmaal har imidlertid ikke kunnet besvares. — Aaret 1890 bragte nye Kombinationsmuligheder. Af vidtrækkende Betydning var Reassurancetraktatens Bortfald og Udnævnelsen af Freycinet, der var en varm Talsmand for det fransk-russiske Forbund, til Krigsminister i Frankrig. Den russiske offentlige Mening blev vundet for Forbundstanken. Kejseren ligeledes; endvidere var nu Bygningen af Fæstningerne Ossowiec og Kowno afsluttet, Libau under Forberedelse; ved Olita og Grodno etableredes store Feltbefæstningsanlæg. Bobr—Njemen Liniens passive Forsvarsværdi var vokset overordentligt. I Fæstningstrekanten Nowo Georgiewsk—Warschau —Segersche havde man nu en kæmpemæssig befæstet Vaabenplads. Fredsgamisoneme i Vestrusland var i Løbet af det sidste Tiaar blevet væsentligt forstærket — alt i alt var hele Krigsberedskabet betydeligt forbedret. Kun Jernbanenettet lod endnu noget tilbage at ønske. Obruschew, der vedblev at virke som Generalstabschef lige til 1898, forstod at vurdere de Fordele, som denne nye Situation skabte for Rusland, men erkendte efterhaanden ogsaa de Mangler, der havde klæbet ved hans hidtidige Planer, og det lykkedes ham at finde frem til en virkelig klar Beslutning: Angreb paa Galizien, Forsvar paa den

Skærmbillede 2020-07-20 kl. 12.02.56.png

nordlige Del af Grænserne. Man gav nu ganske Afkald paa en Offensiv med Njemenarméen. Til Gengæld greb Opmarchen — støttet paa den befæstede Linie af Vandhindringer — dristigere ind over Søomraadet mellem Grænsen og Njemen. Til Anvendelse i Vest raadede man over betydelig flere Kræfter end i 1880, nemlig 1115 Batailloner (mod i 1880 764), 869 Eskadroner (483) og 3116 Kanoner (2376). Desuden fandtes i Landets Indre samt i Kystomraaderne mobile Styrker med 209 Batailloner, 108 Eskadroner og 230 Kanoner, foruden Gendarmeri, Ingeniørtropper og Fæstningsartilleri. Njemenarméen skulde herefter med 209 Batailloner, 84 Eskadroner og 488 Kanoner — ligesom tidligere — opmarchere mellem Schaulen og Grodno med 88 Batailloner ved Olita og 48 ved Wilna. Kavalleriet skudt frem til Grænsen i Linien Wilko wy szki—S u walki. Ved Nareiv skulde den stærkeste Gruppe — 324 Batailloner, 238 Eskadroner og 814 Kanoner — opfange det farlige Angreb fra Nord. Af denne Armé stod en Afdeling ved Bialystock (73 Batailloner), medens Hovedkræfterne, den egentlige Weichselarmé, stod i Vinklen Narew—Weichsel med 48 Batailloner ved Ossowiec og 160 Batailloner samt Hovedmassen af Kavalleriet ved Narew mellem Lomsha og Flodens Udmunding i Weichsel. Imod Galizien skulde Bugarméen med 112 Batailloner, 81 Eskadroner og 372 Kanoner operere fra Linien Lublin—Cholm, medens den wolhynske Armé med 284 Batailloner, 324 Eskadroner og 952 Kanoner skulde operere fra Linien Luck—Proskurow, deraf 144 Batailloner i Retning Rowno—Lemberg. En Hærreserve paa 188 Batailloner, 142 , Eskadroner og 490 Kanoner koncentreredes ifølge denne Plan om Bielsk for hurtigst muligt at kunne understøtte de mest truede Afsnit ved Narew. Desuden stod der Reserver (op til 150 Batailloner m. m.) ved Minsk, Kiew og Moskva. Som et Led i denne Plan besluttede Obrutschew at ofre Vestpolen, som han ikke mente at kunne holde i Betragtning af Tyskernes større Opmarchhastighed. Kun 2 Kavalleridivisioner med 2 Skyttebrigader skulde bevogte Terrainet Vest for Weichsel; den befæstede Weichsellinie gav tilstrækkelig Dækning for den opererende Felthær. Denne Opmarch af 1890 betyder med sin klare Beslutning om Forsvar i Nord og Angreb paa Sydfronten et ikke ringe Fremskridt, men Beslutningen drager ikke de nødvendige Konsekvenser med sig, idet Tyngdepunktet ikke talmæssigt forlægges til Sydfronten. En sammenlignende Betragtning af den tyske og den russiske Operationsplan omkring dette Tidspunkt viser da, at Russerne har tillagt de —- endog underlegne — tyske Kræfter, som man ventede ved Nordfronten, en overmaade stor Betydning. Thi mere end Halvdelen af den russiske Hær var bundet af Truslen om et tysk Angreb.

Ogsaa efter Afslutningen af det fransk-russiske Forbund vedblev Planen af 1890 at være i Kraft — indtil Aar 1900 —, fra 1897 dog med den Modifikation, at Njemenarméen med sine Hovedkræfter skulde rykke til Linien Kalwaria—Suwalki —Augustow, og at Hærreserven forlagdes tættere til Angrebsfronten — nemlig til Brest. Den Maade, hvorpaa man agtede at bringe Planen af 1890 i Samklang med det fransk-russiske Forbund, fremgaar i store Træk af den tidligere omtalte franske Gulbog. Begge Generalstabe regnede, som det fremgaar af Korrespondancen af 1892, med, at 6 tyske Korps meget hurtigt fra Insterburg vilde støde frem mod Kowno—Wilna imod Banelinien St. Petersborg— Warschau, og at 4 Korps fra Egnen S. f. Posen vilde rykke mod Warschau. Obrutschew mente at kunne afværge Angrebet i Nord og at binde Fjenden her saaledes, at han ikke kunde afgive Kræfter andetsteds hen. Denne Del af Operationerne skulde understøttes af et Fremstød med 2 Kavalleridivisioner gennem Østpreussen i Retning mod Danzig, hvorved man haabede at kunne genere Opmarchen ved Insterburg i væsentlig Grad, bl. a. ved at afbryde Banelinierne. Ogsaa Angrebet igennem Vestpolen haabede Obrutschew at kunne afvise, støttet paa den befæstede Weichsellinie. Saavel Franskmænd som Russere vurderede det eventuelle Forløb af saadanne Forsvarskampe gunstigt, navnlig henset til den i de foregaaende Aar stedfundne betydelige Udvikling af Fredsstyrken i de vestrussiske Garnisoner. Franske Rapporter betoner, at af de 1.600.000 Mand, som Rusland vil kaste imod Centralmagterne, vil en betydelig Del kunne forsamles »assez rapidement« (1892), og i 1893 hedder det, at ca. 650.000 Mand stadig er rede ganske nær ved Grænsen. Medens de egentlige Defensivoperationer fandt Sted, skulde da Opmarchen tilendebringes og derefter 2’ Fase af Operationerne følge. Denne var Offensiven med Tyngdepunkt imod Oders øvre Løb indtil Breslau, samtidig med at den wolhynske Armé angreb Østrigernes højre Flanke i Galizien og at store Rytterenheder brød ind imod Ungarn over Karpaterne. Ved Offensiven imod Øvreschlesien vilde Obrutschew, idet man omgik Fæstningslinien Posen—Thorn—Danzig, naa ind paa en Operationsretning, der tillod ham at true de vitale tyske Centrer. Ligeledes haabede han herved at kunne tvinge den tyske Insterburg-Armé til at gøre omkring. Njemenarméen skulde da følge efter, lade nogle Divisioner detachere imod Königsberg, i øvrigt overskride Weichsel nedenfor Thorn og derefter dreje imod Sydvest for at dække Hovedhærens højre Flanke. Det Resultat, der vilde blive hele denne Operation beskaaret, afhang i væsentlig Grad af den Virkning, hvormed den wolhynske Armé, der dengang stod under General Dragomirows Kommando, kunde ramme Østrigerne i Galizien. (I øvrigt regnede Russerne her med, at Italienerne vilde stille tre Korps — ialt ca. 95.000 Mand — som Forstærkning omkring Lemberg). Franskmændene havde hellere ønsket, at al Kraft var blevet sat ind paa en Offensiv imod Tyskland, men maatte som før omtalt akkviescere ved, at Russerne anvendte ca. Halvdelen af deres Tropper hvert Sted, navnlig som Følge af Obrutschews politiske Argumenter, der er omtalt tidligere.

Allerede i det korte Tidsrum, der hengik efter Afslutningen af Krigen 1870—71, ser man — som det i skitsemæssig Form er beskrevet ovenfor (en egentlig systematisk Fremstilling vilde kræve langt mere Plads,end Forholdene her tillader) — hvorledes baade de ledende Personligheders Karakter, de storpolitiske — urolige og hastigt skiftende — Forhold sætter sig Spor i Operationsplanerne. Som Ledemotiv i hele Udviklingen staar Tysklands Stræben efter under det stedse voksende Tryk, som Hærorganisationerne i Frankrig og Rusland betyder, at finde de strategiske Udveje. Endnu præges det fransk-russiske Forhold ogsaa af den fælles Frygt for og Mistillid til England, men det kommende Tiaar fjerner denne Bekymring og fuldbyrder saavel den politiske som den strategiske Indkredsning af Centralmagterne. En følgende Artikel vil behandle disse Forhold op til Aaret 1914 og dermed de Planer, som var gældende ved den første Verdenskrigs Udbrud.

(Fortsættes).