En politisk-operativ Skitse*). *) Et almindeligt Atlas kan anvendes til Kortstudiet.
Ved E.
I Europas Historie danner Forholdet mellem Preussen og Rusland, senere mellem Tyskland og Rusland, en af de mest betydningsfulde Faktorer. Nu, hvor disse to Stormagter atter staar i Kamp med hinanden, er det ikke uden Interesse at følge Forløbet af den Udvikling, dette Forhold har gennemgaaet, og at betragte, hvorledes den politiske Harmoni eller Spænding mellem disse Stater afspejler sig i Operationsplanerne og (eller) de militære Lederes Betragtninger. Det vil være Formaalet med den efterfølgende Fremstilling at give en Skitse af det tysk-russiske Forhold i den nyere og nyeste Tid og samtidig at opridse, hvorledes den militære Situation mellem de to Lande, saaledes som den navnlig fremtræder i Operationsplanerne, har udviklet sig. Et Par Forhold er det dog hensigtsmæssigt at omtale, inden der gaas over til den egentlige Fremstilling. Først dette, at Generalstabene stedse maa have liggende udarbejdet Planer for enhver Krigssituation, ogsaa for det Tilfælde, at den tilsyneladende venligtsindede Magt skulde komme i et mindre venskabeligt Forhold til En. Thi kan end Fredstidens Alliancesystemer gennem lange Tidsrum vise en stabil Karakter, kan Billedet — ikke mindst under urolige indre- eller udenrigspolitiske Forhold — snart skifte og Begivenhederne paa Dage gøre Vennen til Fjende eller omvendt. Selv Bismarck har skrevet, at »man kan ikke kigge Forsynet i Kortene og efter egen Beregning foregribe den historiske Udvikling«, hvilken Bemærkning sigtede til hans Opfattelse af, at man kun burde tilskynde til Krig, naar det var tvingende nødvendigt til Gennemførelsen af store statslige Tanker. Dette Forhold forklarer den Stivhed, der gennem lange Perioder vil ses at præge Operationsplanerne. Dernæst maa man mærke sig, at Operationsptønrø som bekendt ikke kan eller i hvert Fald ikke bør disponere udover Opmarchen og de indledende Sammenstød med Fjenden; Strategien er kun til en ringe Grad en eksakt Videnskab, og Fjenden udfører kun sjældent den Rolle, som kunstfærdige Operationsplaner tiltænker ham. Dette maa dog ikke hindre, at den øverste Fører stedse for sit »indre Øje« ser ikke alene Krigens, men ogsaa den enkelte Operationsrækkes Maal — det strategiske Objekt i henholdsvis videre eller snævrere Betydning — ; men Midlet til at naa det strategiske Objekt: Beherskelsen, Kombinationen af de krigerske Handlinger, bliver stedse »das System der Aushülfen«. Alligevel er Studiet af Operationsplanerne Umagen værd. Thi i disse afklares i mangt og meget Tidens strategiske Tanker og afspejler sig i store Træk Udviklingen af Magtpolitikken. — Foruden nogle officielle Dokumentsamlinger har der ved Udarbejdelsen af nærværende Fremstilling bl. a. været benyttet følgende Kilder: Bismarcks »Gedanken und Erinnerungen«, Moltkes »Militärische Korrespondenz«, v. Bülows »Denkwürdigkeiten«, Suchomlinows »Erinnerungen«, Recoulys »De Bismarck ä Poincaré«, Kuhls »Der deutsche Generalstab«, Major Günther Frantz’ Afhandlinger om Østfrontstrategi, forskellige Artikler i »Vierteljahrshefte für Truppenführung und Heereskunde«, den russiske »Russlands Rüstung zum Weltkriege« m. fl.
Den 5/1 1762 afgik Kejserinde Elisabeth af Rusland ved Døden. Hun fulgtes paa Tronen af Peter den III, der var en ivrig Beundrer af Frederik den Store, og som derfor straks sluttede Fred, ja endog indgik et saavel offensivt som defensivt Forbund med Preussen, der derved undgik en katastrofal Udgang paa Syvaarskrigen. Og naar bortses fra de preussiske Kontingenter, der i 1812 maatte deltage i Toget til Rusland, hengik der derefter mere end halvandet Aarhundrede, før de to Lande atter kom i Krig med hinanden. I sit Testamente havde Frederik den Store skrevet: »Af alle Preussens Naboer er Rusland den farligste, saavel i Kraft af sin Styrke som takket være sin Beliggenhed. De, der efter mig skal regere Preussen, har al mulig Grund til at pleje Venskab med disse Barbarer«. Og Frederik den Stores Efterfølgere fulgte igennem lange Tider hans Raad. Under Kampene imod Napoleon stod Rusland og Preussen oftest ved hinandens Side, i den russiske Generalstab og i øvrigt i de ledende Kredse af Officerskorpset var der talrige tyske Officerer — Navne som Bennigsen, Barclay de Tolly, Sacken,Wittgenstein, Prins Eugen af Württemberg, Toll og Diebitsch vil være kendt —, og alt i alt beherskedes ikke alene Slutningen af det 18., men ogsaa hele den første Halvdel af det 19. Aarhundrede af et venskabeligt Forhold mellem de to Lande. I nogen Grad skete dette dog paa Bekostning af Preussen, der efter mange af de ledende preussiske Statsmænds Opfattelse i for høj Grad havde underordnet sig den store østlige Nabo. Adskillige Aar før Bismarck blev preussisk Ministerpræsident, foreslog han, at det store Opgør mellem Rusland og Vestmagterne kunde benyttes til at hæve Preussens Prestige; men Krimkrigen blev ikke udnyttet hertil; Preussen indgik med Østrig det saakaldte »Schutz- und Trutzbündnis« og undgik i øvrigt at irritere Rusland. Østrig, der tilmed i 1849 havde modtaget den værdifuldeste Hjælp fra Rusland ved Bekæmpelsen af det ungarske Oprør, kom derimod ved sin i høj Grad tvetydige Holdning under Krimkrigen i et Modsætningsforhold til Rusland, der derved saa sig nødsaget til at holde store Troppestyrker, der haardt savnedes paa Krigsskuepladsen paa Krim, i Beredskab ved Vestgrænsen. Dette Modsætningsforhold skulde faa meget stor Betydning i det kommende halve Aarhundrede. Krimkrigen efterlod Rusland i en saadan svækket og forarmet Tilstand, at der i den første Aarrække ikke kunde blive Tale om nogen virkelig Deltagelse i Magtpolitikken. Hovedparten af Soldaterne blev hjemsendt, og Kejseren samlede sig om indre Reformer, hvorved bl. a. det i Aarene efter Napoleonskrigene indførte System med Militærkolonierne, der i enestaaende Grad var forhadt af saavel Officerer som Mandskab, blev afskaffet. Krigen i 1859 ændrede intet i det preussiskrussiske Forhold, og i 1863 kom der for Bismarck, der Aaret forinden var blevet preussisk Ministerpræsident, en Lejlighed til at bringe Rusland i Gæld til Preussen, der ydede sin østlige Nabo virksom Støtte under dennes Bekæmpelse af den polske Opstand. 1 det hele taget var de to Landes fælles Interesse i det polske Spørgsmaal en Omstændighed, der i høj Grad befordrede det gode Forhold; en fransk Forfatter (Vandal) har kaldt Polens Delinger for det tysk-russiske Venskabs »berceau sanglant«! Foruden de forskellige økonomiske og strategiske Forhold, der vil blive nærmere omtalt i det følgende Afsnit, var det for Forholdet imellem de to Stormagter ogsaa af stor Betydning, at der mellem Kong Wilhelm og Alexander den II., der var Kong Wilhelms Søstersøn, bestod et inderligt personligt Venskab. Under de Krige, hvorved Bismarck skabte det tyske Riges Enhed, maatte det for Preussen være en afgørende Forudsætning at være dækket i Ryggen. De førnævnte naturlige Forudsætninger udnyttedes af Bismarck saaledes, at Rusland i 1864 forholdt sig i det hele passivt; den Uro, Kejseren en Overgang syntes at føle, beroligede Bismarck let under en Sammenkomst i Berlin. I 1866 saa Rusland ingen Grund til at støtte det siden Ivrimkrigen forhadte Østrig; kun Frankrig søgte efter Evne at dryppe Malurt i den preussiske Sejrsglæde. Ogsaa under Krigen 1870—71 holdt Rusland sig tilbage. Thiers’ Rejse til de europæiske Hovedstæder, hvorunder han ogsaa fik Zaren og den russiske Udenrigsminister, Fyrst Gortschakof, i Tale i St. Petersborg, blev uden Resultat. Thi det store politiske Resultat, Rusland ønskede at opnaa, lod sig realisere langt lettere end ved Indskriden imod Tyskland. Hvad Rusland tilsigtede og — med tysk Billigelse og Støtte — ogsaa opnaaede var at frigøre sig for de for et saa stort Land utaalelige og ydmygende Bestemmelser om dets Forhold i Sortehavet, som Pariserfreden af 1856 havde indeholdt. Som enhver politisk Forstaaelse havde dog ogsaa den tyskrussiske sin Begrænsning. I klar Forstaaelse heraf skriver Moltke flere Steder i sine Memoranda før Krigen 1864, hvorledes det er i høj Grad ønskeligt, at Operationerne bringes til snarlig Afslutning, for at ikke de neutrale Magter, hvoriblandt ogsaa Rusland, skal blive fristet til at benytte sig af Lejligheden til er intervenere. Bag Bismarcks Ønske om under Krigen 1870—71 at forcere Belejringen af Paris ved et Bombardement af Byen laa der tilsvarende Aarsager. Thi ganske vist havde Gorschakof overfor Thiers afvist enhver Tale om saavel en isoleret russisk Intervention som om russisk Deltagelse i en kollektiv, omend blot politisk, Aktion til Fordel for Frankrig, og Zaren havde endog sagt, at han vilde erklære Østrig Krig, hvis dette Land vilde støtte Frankrig militært; men vide Kredse ved de europæiske Hoffer ønskede, hvad da ogsaa klart er fremgaaet af den følgende Tids Memoirelitteratur, at man skulde intervenere, og Bismarck vidste meget vel, at det bedste Middel til at hindre en saadan Udvikling var at stille Europa overfor en fuldbyrdet Kendsgerning. — Allerede i 1860 havde Moltke beskæftiget sig med Problemerne angaaende en østlig Krigsskueplads. (En russisk Operationsplan vil man, som det senere skal omtales, først finde henimod Aaret 1880). Allerede i et af de første Memoranda herom arbejder Moltke med Problemet om Tofrontskrigen; han saa, hvorledes dette vilde blive et centralt Spørgsmaal i hele det kommende tyske Riges Fremtid, men mente dog, at det endnu vilde vare nogen Tid, inden det blev for Alvor aktuelt. Han skrev herom: »For Rusland er Tiden endnu ikke kommet, hvor et Samarbejde mellem det slaviske Østeuropa og det romanske Vesteuropa kan ændre Verdenskortet. En saadan Aktion vilde nemlig bringe alle de germanske Stammer til Enighed og vilde hos alle vore Naboer kræve fuld og fri Kraftudvikling, hvis de skulde kunne gennemføre en saadan Jættekamp.« Ogsaa med Henblik paa den forestaaende Konflikt med Østrig om Hegemoniet i Mellemeuropa havde Moltke i 1860 betragtet det russiske Spørgsmaal. Thi det var indlysende, mente han, at en afgørende Sejr for en af de tyske Stormagter vilde bevirke, at der dannedes en homogen Stat i Europas Midte, en Stat, der som Følge af sin Beliggenhed, sit Folketal og andre Forhold vilde være enhver af de tilstødende Stormagter jævnbyrdig, maaske endog overlegen. I denne Sammenhæng vilde, mente Moltke, Rusland formentlig være at finde paa Preussens Side, navnlig fordi Ruslands Interesser i det væsentlige gik i Retning af Balkan og den nære Orient. En direkte militær Hjælp fra Rusland ansaa Moltke imidlertid ikke for ønskelig; thi dels vilde den først kunne indtræffe, efter at Hovedafgørelsen var faldet, dels vilde den da, i det Tilfælde at Preussen havde sejret, være unødvendig; i den Situation, at Preussen blev den underlegne, vilde, mente Moltke, den russiske Hjælp være for mægtig, saaledes at det svage Preussen kunde blive nødsaget til at finde sig i, at Rusland tog sig rigeligt betalt (i Form af Landomraade) for den ydede Hjælp. Problemet fik imidlertid, takket være den bismarck’ske Udenrigspolitik, ikke Aktualitet under de tre Krige i 64, 66 og 70—71. Men efter den store tyske Triumf i 1871 og ved Dannelsen af det tyske Rige begyndte snart en Ændring at aftegne sig. Man har ment, at personlig Misundelse fra Gortschakofs Side overfor Bismarck skulde have spillet en vis Rolle herved; det er muligt, at den Misstemning, der efterhaanden kom til Orde i de to Udenrigsministres Forhold, har kunnet befordre, at Stormagterne begyndte at glide fra hinanden; men det afgørende har utvivlsomt været den netop af Moltke omtalte Forskydning i den europæiske Ligevægt, der fandt Sted ved det tyske Riges Grundlæggelse. Den første Lejlighed, hvor dette kom til Udtryk, var under den saakaldte Krieg-inSicht Affære i 1875. Man mente i Frankrig at have faaet Beviser for, at Tyskland, der med Forbavselse og vel ogsaa med noget Ubehag var Vidne til den hastige franske Genrejsning efter Nederlaget, vilde skride til Præventivkrig; den direkte Aarsag hertil skulde være, at man i Frankrig vedtog en ret betydelig Hærudvidelse (13/3 1875), hvilket ikke mindst i den tyske offentlige Mening vakt stærk Ophidselse. Bismarck selv betegner i sine Erindringer Krisen som værende opstaaet uden Tysklands Skyld og omtaler den endog som »Cirkusforestilling« ; men der var dog den Realitet deri, at Generalstaben, hvis Chef jo Moltke var, faktisk ønskede at skride til Præventivkrig. Den russiske Kejser rejste selv til Berlin, hvorfra han efter Forhandlingerne lod udsende Meddelelse om, at »Freden var sikret«, hvilket selvsagt ikke fornøjede den tyske Rigskansler. Kejser Alexanders Ord til den franske Gesandt i Berlin, Gontaut-Biron, viser klart, hvad der var i Gære: »Jeg haaber, at Frankrig vil fortsætte sin Genrejsning. Vi har fælles Interesser. Vi bør forblive »unis«.« Berlinerkongressen, der paa engelsk Initiativ traadte sammen den 13/6 1878, skulde danne Skuepladsen for en Revision af St. Stefanotraktaten af 3/3 1879; ved denne Revision maatte Rusland give Afkald paa en Række af de Fordele, som det med store Ofre havde tilkæmpet sig i Krigen med Tyrkiet, og selv om det faktisk mere var England end Tyskland, der var Skyld heri, rettedes det russiske Nag imod Tyskland og i Særdeleshed mod Bismarck. Man paastod, at denne havde undladt at vise Gortschakof det fornødne Hensyn, og denne lagde ikke Skjul paa sin Ærgrelse. Selv om man, som før nævnt, vil være utilbøjelig til at tilskrive dette personlige Modsætningsforhold en overvejende Betydning, er der dog nok nogen Rimelighed i, hvad den franske Historiker Raymonå Recouly har skrevet i denne Anledning: »I de storpolitiske Sager spiller Følelserne hos de Mænd, der leder Forholdene, en meget stor Rolle, hvad enten det drejer sig om Venskab, Sympati, Uenighed eller Skinsyge.« Bismarck erklærer sig ogsaa her for sagesløs; men hans Holdning har dog sikkert været præget af Begivenhederne i 1875 samt ikke mindre af den ubelejlige Episode, der i 1876 indtraf, da den russiske Kejser lod forespørge, om Tyskland vilde forblive neutral i en Krig mellem Østrig og Rusland, og hvor Bismarck maatte bekende Kulør og erklære, at Tyskland ikke vilde kunne tolerere, at en af de to Magter blev saa eftertrykkeligt slaaet, at dens Stilling som uafhængig og medbestemmende Faktor i de europæiske Anliggender blev kompromitteret; dette kunde kun betyde, at Tyskland vilde støtte Østrig.
Den 7/10 1879 afsluttedes der mellem Tyskland og Østrig et Forbund, der, efter at Italien i 1882 havde tiltraadt det, blev til den saakaldte Triplealliance. Ved dette Forbund traf Bismarck et Valg, der skulde bestemme Europas Skæbne for mange Aartier. Ruslands Holdning i Særdeleshed (som havde givet sig et meget klart Udtryk i et Brev fra Zaren til Kejser Wilhelm, i hvilket der faktisk indeholdtes Krigstrusler for det Tilfælde, at Tyskland ikke tilpassede sig til det russiske Standpunkt i visse af de Spørgsmaal, der berørte den nære Orient; ifølge Bismarck skulde Gortschakof endog -— omend først nogle Maaneder senere — i Baden-Baden have udtalte, at »j’aurais voulu faire la guerre, mais la France a d’autres intentions«) og Magtforholdene i Almindelighed bestemte denne Disposition, der som første Følge maatte have en ogsaa i det Ydre synlig Forøgelse af Afstanden mellem Rusland og Tyskland. Det kostede ogsaa Bismarck stor Vanskelighed at faa den gamle Kejser Wilhelm med; for denne syntes Forbundet med Østrig at være, som han skrev, »Troløshed overfor Rusland«, og han paatænkte endog at abdicere, men gav dog efter for Bismarcks (og Ministrenes) indtrængende Forestillinger og Trusler om at gøre Sagen til et Kabinetsspørgsmaal. Forbundstraktatens Artikel 1 forpligtede hver af Magterne Tyskland og Østrig til straks og med alle Midler at komme hinanden til Hjælp, hvis en af dem skulde blive angrebet af Rusland; af Hensyn til dette Land blev Bestemmelsen hemmeligholdt. Bismarck, der lededes af sin Frygt for Indkredsningen — den politiske Parallel til det strategiske Tofrontskrigsproblem — maatte naturligt søge længst muligt at forsinke den fransk-russiske Forstaaelse, og det lykkedes ham ogsaa ved en Udbygning af det saakaldte Trekejserforbund (18/6 1881), der var grundet i 1872, at opnaa en Overenskomst med Rusland, der tilsyneladende sikrede en velvillig Holdning fra dette Lands Side. Forbundets vigtigste Bestemmelse var, at de tre Stormagter forpligtede sig til velvillig Neutralitet i Tilfælde af, at en af dem kom i Krig. Forbundet blev strengt hemmeligholdt. Begge disse storpolitiske Overenskomste var udsprunget af Bismarcks Realitetspolitik; i denne maatte Hovedtemaet være, hvad Grev Schuivalow havde sagt til Bismarck, nemlig at denne led af »le cauchemar des coalitions«.
Det Tiaar, der var hengaaet siden Krigen 1870—71, havde altsaa været præget af meget betydningsfulde politiske Begivenheder. I hvilken Grad disse Begivenheder havde afspejlet sig i de operative Hensigter, der næredes af den militære Ledelse, er, for saa vidt angaar dette Tidsrum, ikke ganske klart. Derimod staar det fast, at den tyske Generalstab straks efter Krigen, den russiske vel først i Tiden efter Berlinerkongressen, har beskæftiget sig med Planer for en Krig mellem de to Lande. Moltke mente umiddelbart efter 1871, at Tyskland var tilstrækkelig stærkt til at kunne angribe baade imod Øst og Vest. Han var paa det rene med, at der ikke i Fremtiden vilde kunne regnes med en Krig, der kun førtes paa een Front. En strategisk Opfattelse, der havde en saadan tysk Tofrontsoffensiv for Øje, kunde ogsaa fuldt ud forsvares, naar man tog Frankrigs gennem Krigen stærkt svækkede Stilling i Betragtning. Men da dette kun var et Overgangsfænomen, der tilmed afvikledes paa uforudset kort Tid, kom det hurtigt til at staa Moltke klart, at der maatte træffes en Afgørelse i det Spørgsmaal, der skulde blive de kommende 70 Aars vanskeligste, nemlig hvor der skulde angribes, og hvor der skulde forsvares. Herefter vilde Moltke først angribe imod Frankrig, medens man overfor Rusland skulde forblive i Defensiven. Frankrig vilde, mente han, meget hurtigt være opmarchklar (formentlig den 12. Mobiliseringsdag) og vilde næppe være tilbøjelig til at føre en større, udvigende Kamp; det kunde derfor paaregnes, at de afgørende Kamphandlinger vilde finde Sted faa Uger efter Krigsudbruddet. Hvis disse Handlinger forløb heldigt for Tyskerne, skulde — da Tiden af Hensyn til Østfrontoperationerne ikke vilde tillade en Fortsættelse af Forfølgelsen til og udover Paris — Diplomatiet træde til og sikre Freden ved en status-quo-Overenskomst, hvortil Frankrig paa dette Tidsrum maatte formodes at være villig. Derefter skulde Hovedparten af Stridskræfterne overføres til Østfronten, hvor Russerne endnu næppe vilde være naaet udover Weichsel med større Styrker. Som General Kuhi bemærker i sit Værk om den tyske Generalstab, var det en meget stor Rolle, Strategien her vilde overlade Diplomatiet, en Disposition, der vel kunde forklares og forsvares, saalænge det var Bismarck, der ledede den tyske Udenrigspolitik, men som næppe kunde indgaa i rimelige Beregninger, naar nye Folk traadte til i Udenrigspolitikken. Det varede heller ikke længe, før der indtraadte en Æ ndring i Moltkes Opfattelse; hertil var en Række andre Aarsager medvirkende. Dels var Mulighederne for offensiv Optræden paa Østfronten blevet øget ved Forbundet med Østrig (1879), dels var den franske Hær blevet reorganiseret og forstærket (1875), dels var det franske Fæstningssystem allerede i Aarene kort efter Krigen blevet væsentlig udbygget, hvortil kom Indtrykket af den Sejghed, hvormed Franskmændene i den anden Fase af Krigen havde forsvaret sig. Disse Faktorer var bestemmende for, at Moltke omkring 1880 gik ind for en Offensiv imod Øst og en Defensiv imod Vest. Paa Vestfronten vilde han udnytte Rhinen og de store Fæstningers defensive Evne, og imod Øst kunde man som Følge af den endnu mangelfulde Udbygning af det russiske Jernbanenet regne med at kunne samle jævnbyrdige, maaske endog overlegne tyske Styrker paa store Dele af Fronten. Paa Vestfronten var Betingelserne for en strategisk Defensiv ikke ugunstige. Foruden de førnævnte Hovedforhold var det fordelagtigt, at Vogeserne dækkede en ikke ringe Del af Fronten, og at Jernbanenettets Udbygning tillod Koncentration indenfor rimelig Tid imod truede Steder. Anderledes laa Forholdene paa Østfronten, hvor Russerne ved Jernbaneknudepunktet Warschau kunde operere paa de indre Linier overfor de tyske Stridskræfter, der kun kunde føres frem ad 4 enkeltsporede Baner, fra hvis Udladestationer der endda til en Koncentration omkring Thorn var meget betydelige Marcher. Det stod derfor Moltke klart, at man paa Østfronten maatte gribe Initiativet; kun derved kunde Rigets østlige Dele beskyttes imod Invasion. Samlingspunktet maatte lægges helt frem paa fjendtligt Territorium. Ganske vist havde Rusland store Garnisoner i Polen; men de vilde dog, mente Moltke, først efter den 16. Mobiliseringsdag kunne koncentrere mere end ca. 200.000 Mand ved Kowno—Warschau. Derimod vilde den tyske Hær allerede den 10. Mobiliseringsdag kunne overskride Grænsen, og da Ruslands Styrker i de kommende Uger stedse vilde blive forøget, var det af Vigtighed snarest at søge Afgørelsen imod de først mobiliserede Styrker. Af afgørende Betydning var, som før nævnt, den østrigske Hær, der, selv efter at Besættelses- og Bevogtningstropper til henholdsvis Bosnien og Grænsen imod Italien var fraregnet, vilde andrage ca. 500.000 Mand. Moltke regnede med, at ca. Halvdelen, senere dog kun Trediedelen af de tyske Tropper skulde anvendes paa Østfronten til det strategiske Overfald imod den endnu ikke koncentrerede russiske Hær; denne sidste Løsning forblev den raadende Anskuelse lige til Begyndelsen af Aarhundredets sidste Tiaar.
De Antagelser om Fjenden, der laa til Grund for Moltkes strategiske Plan, var i Hovedsagen følgende: Russerne vilde opmarchere i 7 Arméer med tilsammen ca. 750.000 Mand. Disse 7 Grupper tænktes at være*):
— ca. 90.000 Mand om Kowno( (Njemenarmé),
— 50.000 Mand om Bialystok (1. Narewarmé(,
— ca. 100.000 Mand om Njemens nedre Løb (2. Narewarmé)
— ca. 100.000 Mand om Warschau (Weichselarmé),
— ca. 170.000 Mand om Lublin (1. wolhynske Armé),
— ca. 130.000 Mand om Dubno (2. wolhynske Armé),
— ca. 110.000 Mand om Proskurow (Podolske Armé).
Af disse antoges de tre Arméer ved Njemen—Narew Fronten at være operationsberedt den 20., de wolhynske Arméer den 32., den podolske den 24. og Weichselarméen tidligst den 32. Mobiliseringsdag. De tre førstnævnte ventedes rettet mod Tyskland, de tre sidstnævnte imod Østrig-Ungarn. Det kunde ikke afgøres, hvorvidt Weichselarméen vilde blive anvendt det ene eller det andet Sted. Som tidligere antydet havde en saadan Opmarch efter Moltkes Opfattelse et udpræget offensivt Præg; det Indbrud, der tilsyneladende var tilsigtet i de allieredes Territorium, vilde Moltke altsaa komme i Forkøbet ved den tyske Hærs hurtigere Mobilisering. Medens da de østrig-ungarske Tropper fra Syd skulde angribe imod Lublin, skulde en tysk Hovedhær paa 236.000 Mand fra Ortelsburg— Przasnyzs angribe Russerne over Narewafsnittet Pultusk— Ostrolenka. Samtidig skulde en Styrke paa 115.000 Mand fra Opmarchomraader om Lyck—Gumbinnen dække venstre Flanke imod Russerne, som man formodede vilde rykke frem fra Kowno—Bialystok. Fra Warschau, mente Moltke, vilde Russerne kun daarligt kunne angribe ind i Posen eller Schlesien; thi de raadige Styrker vilde nødes til at foretage meget betydelige Flankesikringsforanstaltninger baade imod Syd og Nord. Snarere vilde den russiske Hær søge Afgørelse til en af Siderne ved en Kamp i aaben Mark. Skulde Russerne beslutte sig til at angribe Østpreussen fra Njemen, skulde de tyske Styrker efter Omstændighederne imødegaa dem offensivt eller defensivt, bag Angerapp. I Nødsfald maatte der viges ud imod Allenstein eller Ortelsburg, men ikke imod Königsberg. De tyske Tropper vilde da staa paa den indre Linie mellem de i Østpreussen indtrængende Fjender og de Tropper, der stod mellem Weichsel og Narew. Hvis Russerne da gik til Angreb over Narew, vilde man tage Kampen med alle Midler. Forholdt de sig derimod passivt bag Floden, skulde der kun efterlades svage Kræfter til Bevogtning, medens alle øvrige Styrker skulde gaa til Angreb imod den i Preussen indtrængende Fjende, der i øvrigt vilde være vanskeligere stillet, jo længere han var rykket frem. Disse meget grundige Overvejelser om den fjendtlige Opstilling ved Krigsudbrud var sikkert i højere Grad baseret paa en samlet Betragtning af Modstanderens Styrkeforhold og den sandsynlige Operationsplads’ Særegenheder end paa egentlige Agentmeddelser. Ved den Offentliggørelse af Dokumenter og øvrige Papirer, der har fundet Sted i Sovjetrusland i Aarene efter Verdenskrigen, har man imidlertid nu faaet Mulighed for at skønne om, hvor berettigede den tyske Generalstabs Antagelser var i de nævnte Henseender. I Erkendelse af den tyske Hærs store Opmarchhastighed og dermed følgende hurtigere Operationsdygtighed kom den russiske Hærledelse, der først efter Berlinerkongressen gjorde disse Spørgsmaal til Genstand for en mere indgaaende Behandling, til den Opfattelse, at man i hvert Fald i den første Periode af Krigen maatte basere sig paa forsvarsvis Krigsførelse. Som Følge heraf maatte Fæstningerne Nowogeorgiewsk, Brest og Iwangorod moderniseres, og nye, saaledes Osowiec, anlægges. De i 1880 anerkendte Synspunkter gik ud paa, at Russerne efter Omstændighederne skulde optræde defensivt eller defensivt-offensivt, hvilket var at forstaa saaledes, at man enten vilde forblive defensiv over hele Fronten eller ogsaa defensiv imod Tyskland, offensiv imod Østrig-Ungarn. Man ansaa det, som det hedder i den russiske Fremstilling »for at være mindst risikabelt at forblive samlet i Midten af de vestlige Omraader, saa at man kunde spærre Vejen til det Indre af Rusland og imødegaa de Slag, der fra forskellige Sider maatte ventes, med samlede Kræfter. Den russiske Hær, hvis Styrke — som skønnet af Moltke — regnedes til ca. 800.000 Mand, skulde formeres til Forsvar i 4 Grupper: En (relativt svag) Njemenarmé mellem Schaulen (Schawli) og Grodno til Dækning for Østersøomraaderne og Vejene til St. Petersborg; en (langt stærkere) Vestarmé skulde dække Polen; en wolhynsk Armé skulde sikre Wolhynien, Podolien og Sydrusland; Hovedarméen skulde sammendrages som strategisk Reserve i Rummet Brest—Grodno—Kowel. General Obrutschew, der siden 1881 varetog Forretningerne som Chef for Generalstaben, var klar over, at en saadan rent passiv Optræden ved Krigens Begyndelse vilde være behæftet med forskellige Ulemper, navnlig i det Tilfælde at Fjenden efter at have besat Polen ikke rykkede videre frem, men derimod vilde nøjes med at kaste de russiske Detachementer tilbage over Narew, Schara og Styr og i øvrigt sætte sig tast i det besatte Omraade. Russerne maatte da angribe Modstanderen. De største Muligheder saa Generalen i et Angreb eaa Galizien. Men Omgrupperingen til et saadant Angreb og navnlig Transporten af Hovedarméen fra Centralopstillingen til Sydfronten vilde kræve ca. 2 Maaneder og finde Sted under ugunstige Betingelser. Obrutschew besluttede sig til i Planerne at arbejde med en Losning, der bestod i at virke defensivt imod Mord og angrebsvis paa Sydfronten; Opmarchen fik da følgende Udseende: Njemenarméen med førstnævnte Opgave i Linien Schaulen—Kowno—Grodno. Vest- eller Weichselarméen skulde forsvare Polen i Rummet Lomza—Nowogeorgiewsk— Iwangorod; 2 Infanteri- og 2 Kavalleridivisioner af denne Armé skulde være paa venstre Weichselbred. Mellem Weichsel >g Pruth skulde Resten af Operationshæren samles, og heraf skulde ca. % gaa til Angreb imod Galizien og samtidig observere imod Rumænien, medens % (»Bugarmé«) skulde blive i Defensiven. Dog skulde udover de nævnte Styrker en mindre Armé tjene som Forbindelsesled mellem Njemen- og Weichselarméerne. Den sidst skitserede Opstilling danner Grundlaget i den første egentlige russiske Operationsplan for et Felttog imod Vest. Man søgte at betone denne Plans aktive Karakter, navnlig efter at en Ændring af Planen i 1883 havde foreskrevet en stærkere Aktivitet ved ogsaa de hidtil til Defensiven udpegede Arméer, idet disse skulde søge at opnaa Resultater ved selvstændige Angreb, omend i mindre Maalestok. Som det fra tysk Side er udtalt, var der dog god Grund til at tro, at denne stærke Betoning dækkede over den russiske Hang til Passivitet, saaledes som det eksempelvis kunde sluttes af Vendingerne i en officiel Skrivelse fra hine Aar, og hvori det hed, at »der bestaar ikke nogen Aktionsplan, der kunde garantere os nogetsomhelst sandt og sikkert Resultat ...« Uanset de Aftaler, der, som det senere skal omtales, i den følgende Tid blev truffet med den franske Generalstab, var let Obrutschews operative Tanker, der lige indtil 1909 beherskede de russiske Operationsplaner. Først efter dette Aar skete ien betydningsfulde Ændring, der regnede med russisk Indfald i Østpreussen. De tyske Planer ændredes hurtigere; dette vir blive nærmere omtalt i en følgende Artikel.
(Fortsættes).
