Log ind

Tilbage

#

Af orlogskaptajn Jacek Choczynski.

Jacek Choczynski er orlogskaptajn i Det polske Søværn. Han har haft sejlende tjeneste p å missilbåde, stabstjeneste i en missilbådseskadre, samt stabstjeneste i en skibsflotillestab i Polen. I øjeblikket gennemgår orlogskaptajnen VUT II/L-STKpå , Forsvarsakademiet.

"....Polen fører sin sikkerhedspolitik i overensstemmelse med folkeretten, særligt FN-dokumenter og andre bi- og multilaterale aftaler. Polens udenrigspolitik føres ligeledes i henhold til OSCE beslutninger. På internationalt plan anerkender vi eksisterende grænser i Europa og respekterer andre landes suverænitet. Derfor er det vores intention at samarbejde med alle naboer og vi har naturligvis ikke til hensigt at alliere os med én nabo imod en anden..,." 1

På et Stabskursusmøde afholdt i anledning afNATO-udvidelsen den 12. marts 1999 om morgenen sagde Chefen for Forsvarsakademiet til mig: "Velkommen tilbage". Disse ord hørte jeg gentaget mange gange den dag, hvor NATO blev udvidet med tre nye medlemmer, Tjekkiet, Ungarn og Polen, i en lille by Independence i Missouri USA, i Harry S. Truman Biblioteket. NATO blev dannet på Hany Trumans initiativ og dengang, den 4,april 1949, havde NATO 12 medlemmer. Nu er vi 19. Polens udenrigsminister Bronislaw Geremek sagde den dag, efter at have underskrevet officielle dokumenter, at for os er det dagen, hvor den kolde krig i forbi. Som polak forstod jeg naturligvis, hvad Obersten mente med disse ord. Jeg glædede mig desto mere over at konstatere, atvores tankegang er fælles. Tilladmig i den anledning at give et kort resume af den vej, som Polen har fulgt frem til den historiske milepæl, som optagelsen i NATO repræsenterer. Polen har som selvstændig stat rodfæstet i den vestlige civilisation forankret sig på Europas politiske kort gennem mere end tusind år. Grundet den geografiske beliggenhed er Polens historie præget af ufred og kamp, hvorfor der findes talrige eksempler på krige eller slag med deltagelse af polske riddere og soldater. Nogle af de kendteste eksempler herpå er Slaget ved Grunwald i 1410, hvor polske styrker brød de tyske korsridderes hegemoni i det centrale Europa og hvor Polen genvandt adgangen til Østersøen og Slaget ved Wien i 1683, hvor den afgørende indsats af polske styrker under kommando af den polsk konge Jan 3. Sobieski førte til sejr og otomanen Kara Mustafas hærs tilbagetrækning efter dens belejring af byen på vej gennem Europa. Hundrede år senere finder vi polakker i den amerikanske kamp for uafhængighed, og den legendariske general Tadeusz Kosciuszko befæstede i 1778 West Point, hvor man i 1802 oprettede USA’s berømteste militærakademi.2 Det polske valgkongedømme formåede ikke at etablere og fastholde en stærk centralmagt, hvilket førte til at Rusland, Preussen og Østrig var i stand til at gennemføre først deling af Polen i 1772, anden i 1792 og tredje i 1795. Gennem mere end et århundrede eksisterede den polske stat ikke på Europakortet, men stærk og vedholdende national identitet gjorde, at vi polakker aldrig opgav forsøget på at genvinde vores frihed. Under 1. Verdenskrig kæmpede vi igen for uafhængighed, og Polen blev genetableret som stat i november 1918 med Marskal Jözef Pilsudski som statsleder. Marskal Jozef Pilsudski blev øverstbefalende for den genfødte hær, som kæmpede i 1919-1920 i den polsk-russiske krig. Sejren forsvarede Europa mod den bolsjevistiske Røde Hær. Men efter krigens afslutning var der reelle trusler såvel fra øst som fra den tyske revisionisme. Derfor indgik Polen allerede i 1921 en forsvarsalliance med Frankrig. 1 1934 underskrev Polen en 10 års ikke-angrebsaftale med Tyskland. I slutningen af marts måned 1939 stillede Storbritannien sikkerhedsgarantier for Polen i tilfælde af et angreb. Den 23. august blev der sluttet en ikke-angrebs aftale mellem Sovjetunionen og Tyskland. Aftalen indeholdte en hemmelig tillægsprotokol om opdeling af indflydelseszoner i det østlige Europa, den såkaldte Ribbentrop-Molotov-aftale. Den 25. august blev der indgået en militær-politisk samarbejdsaftale mellem Storbritannien og Polen. På trods af aftalen med Polen angreb Hitler, forsikret af sin pagt med Stalin, den 1. september 1939 Polen. Polennåedeatmobilisere850.000mand. Polenkæmpede indædt imod invasionen. Den 9. september forsøgte to polske armeer at standse invasionen ved floden Bzura. Dette slag var det største i felttoget 1939 og et af de største i hele krigen. Som forudset i den tysk-sovjetiske aftale overfaldt Den Røde Hær Polen den 17. september. På dette tidspunkt kæmpede 250.000 soldater imod invasionen og halvdelen af Polens territorium var stadigvæk på polske hænder. Kampene varede næsten tre uger til. Warszawa kapitulerede først den 28. september, og det sidste slag fandt sted ved byen Kock i begyndelsen af oktober.

Kampagnen kostede omkring 100.000 polske soldater livet. Vores allierede greb ikke aktivt ind, hvilket påvirkede krigens videre forløb. Polens regering blev evakueret, først til Rumænien siden til England. Eksilregeringen blev dannet 1. oktober 1939 med general Wladyslaw Sikorski som premierminister, og påbegyndte opstillingen af polske militære enheder i udlandet. Det Tredje Rige og Sovjetunionen underskrev en aftale, hvori de forpligtede sig til at bekæmpe de polske frihedsbevægelser. I november dannede General Sikorski Forbundet for Væbnet Kamp, den senere AK-hær (Hjemmehæren), med det formål at forberede oprør, udføre efterretningsvirksomhed og propaganda, samt at øve aktiv modstand mod besættelsen. Efter det tyske angreb på USSR i sommeren 1941 blev hele det polske territorium besat af tyskere, der indledte deres udryddelsespolitik i Polen. Den 30. august 1941 genoprettede den polske eksilregering diplomatiske forbindelser med USSR og indledte oprettelsen af en polsk hær på sovjetisk territorium. Enhederne af denne blev senere via en sovjetisk-britisk aftale evakueret til Irak. Efter opdagelsen af massegrave med polske officerer og soldater i Katyn og et polsk ønske om at undersøge sagen af International Røde Kors afskar USSR i april 1943 de diplomatiske forbindelser med de polske regering. På russisk territorium dannede kommunister alligevel med henblik påkamp mod den tysk invasion 1. Infanteridivision opkaldt efter Tadeusz Kosciuszko, der indsattes i kamp ved Lenino.Gennem fortsat rekruttering opstilledes 1. Polske Korps under kommando af general Zygmunt Berling. 11944 nåede den østlige offensiv ind på polsk område. Den fra London kontrollerede AK-hær havde indledt operation “Storm", for med større polske guerillaenheder at bekæmpe tyskerne på besat polsk territorium. Opstanden i den polske hovedstad Warszawa fra 1. august 1944 var en del af denne plan, men slog fejl efter 63 dage af blodig kamp, ikke mindst pga. den afventende sovjetiske holdning til sagen. Polske officerer og soldater kæmpede under 2. Verdenskrig på alle krigens fronter. NarvikiNorge i foråret 1940, Frankrigs forsvar, luftslaget om Storbritannien, Tobruk på den afrikanske krigsskueplads, 2. Polske Korps ved Monte Cassino i maj 1944, 1. Panserdivision ved Falaise i august 1944 er blot eksempler på den polske indsats i krigen. I krigens sidste fase kæmpede polske enheder ved Bologne i Italien, i Holland, i det nordlige Tyskland og i Berlin- operation. 2. Verdenskrig kostede omkring 7,5 mio. polakker livet og 40% af landets infrastruktur, fabrikker, huse mv. blev ødelagt. Men endnu før krigens afslutning, på Jalta-konferenceni dagene 4.-11. februar 1945, der havde deltagelse af USA, Storbritannien og USSR’s regeringschefer (Roosevelt, Churchill og Stalin) blev der taget beslutninger vedrørende det strategiske samarbejde i krigens sidste fase, USSR’ s deltagelse i krigen mod Japan, forholdet til Tyskland efter krigens afslutning og den nye politiske verdensorden.

Polen samt Ungarn, Tjekkoslovakiet, Bulgarien og Rumænien befandt sig i den sovjetiske indflydelseszone. Efter krigen blev allierede stater fjender, en altomfattende kold krig tog snart sinbegyndelse, og i Polen indledtes den stalinistiske terror. Dette betød skueprocesser med henrettelse eller fængsling som formål alene for at eliminere oppositionen. Overfor den katolske kirke, som har spillet en særlig rolle i Polens historie, blev der ført en stram politik, såvel overfor kirken som helhed som overfor dens øverste hovedpersoner (men dette er emne til mindst en hovedopgave). I Polen blev den nye orden aldrig accepteret. Utilfredshed i befolkningen og den stadigt forværrede levestandard førte første gang til alvorlige demonstrationer i 1956 i Poznan. Næste gang i 1970 i havnebyerne Gdansk of Szczecin, i 1976 i industribyen Radom, og endelig protesterne på skibsværfterne i 1980, som spredte ud til andre virksomheder i hele landet. Resultatet var at for første gang i historien blev det i en kommunistisk stat tilladt arbejderne at organisere sig i en uafhængig fagforening. Med Lech Walçsa som leder begyndte fagforeningen Solidaritet kampagnen for frihed og forbedre levevilkår. Generalstrejken i januar 1981 førte til den daværende premierministers afgang og indsættelsen af general Wojciech Jaruzelski i denne stilling. Den 13. december 1981 blev der indført krigsretstilstand i Polen og Lech Walçsa samt andre Solidaritetsledere blev arresteret. Krigsretstilstanden ophævedes officielt den 22. juli 1983, men stigende opposition mod regeringen som følge af den faldende økonomi, ledte til en ny strejkebølge i 1988 i hele landet. Siden 1989 har Polen været på en direkte vej mod normalisering. 1989 var et markant år med begivenheder såvel ude som hjemme. Den polske leder general Wojciech Jaruzelski fremlagde den 19. januar en plan der gik ud på at legalisere den hidtil forbudte fagbevægelse Solidaritet. Hvis planen ikke fik støtte truede generalen med at trække sig tilbage. Den 5. april traf regeringen og oppositionen i Polen endelig en aftale, der betød afslutningen på kommunistpartiets magtmonopol. Det skete efter to måneders "rundbordssamtaler'’. Den 17. april blev Solidaritet registreret ved distriktsdomstolen i Warszawa. Den polske statschef general Wojciech Jaruzelski udtrykte tilfredshed under et møde med Solidaritets leder Lech Walçsa. Den 24. august samme år fik det frie Solidaritet magten i Polen ved at vinde næsten alle, dvs. 99%, mandater i Senatet og alle de mulige, dvs. 33%, afpladseme i Polens parlament Sejmen. Tadeusz Mazowiecki blev valgt tit Polens nye premierminister. Han havde fungeret som juridisk rådgiver for Solidaritet siden 1980. Den 13. november fik lederen for den polske fagbevægelse Solidaritet Lech Walçsa Frihedsmedaljen overrakt af George Bush. Den amerikanske præsident hyldede Walçsa som "den åndelige fader til de demokratiske bevægelser, som præger Østeuropa". Den 29. december besluttede Polens parlament at ændre landets officielle navn fra Den Polske Folkerepublik til Republikken Polen. Den hvide ørns hoved skulle atter prydes med en krone. Uden for Polen var der i 1989 samtidig demonstrationer i Prag, hvor dramatikeren Vaclav Havel blev fængslet. Den sidste sovjetisk soldat forlod Afghanistan. I Sovjet var der øget etnisk uro. Der var voldsomme demonstrationer i Pristina på grund af ophævelsen af Kosovos autonomi med Slobodan Milosevic bag scenen. Ungarn fjernede sit "jerntæppe", som dannede grænsen mellem Ungarn og Østrig, og gik ligeledes over til at være en parlamentarisk republik. Den russiske leder Michail Gorbachov opfordrede under sit besøg i Østtyskland i dagene 6.-7. oktober åbent til reformer i landet, og den 18. oktober sker der et lederskifte i Østtyskland. Erich Honecker, leder af Det socialistiske Enhedsparti siden 1971, afløstes af Egon Krenz. Og endelig brød Berlinmuren, som havde delt Berlin i næsten tre årtier og var et symbol på den kolde krig, sammen om aftenen den 9. november. Vaclav Havel fik Olof Palme-prisen for sin konsekvente og modige indsats for sandhed og demokrati. Den 29. december valgtes han som Tjekkoslovakiets præsident med 323 stemmer mod 0. I Bulgarien gik Todor Ziwkow, efter at havde været generalsekreter for det bulgarske kommunistparti i 35 år, den 10. november af, hvilket førte til ændringer på landets ledende poster. Den 11. december var der demonstrationer i Bulgarien og efterfølgende frie valg for første gang og den endelige afslutning på kommunistpartiets monopol den 15. januar 1990. Og ikke mindst udbrød der oprør i Rumænien, hvorved Nicolae Causescublev styrtet den 22. december. Både Causescu og hans hustru Helena blev henrettet efter en summarisk retssag. Siden 1989 er polsk udenrigspolitik blevet ført med en logisk konsekvens. Polen har naturligvis ført sin egen udenrigspolitik, hvor beslutninger træffes i Warszawa, og ikke i et anden lands hovedstad. Politikken har ført målrettet mod at vende tilbage til de lande, som vi er tilknyttet civilisationsmæssigt. Eller sagt anderledes, for at komme fri af de strukturer, som Polen blev tvunget ind i som følge af Jalta-konferencen. Vi har oplevet en ganske usædvanlig situation i den nyeste historie. Det er naturligvis ikke normalt, når et land på sin 3054 km lange landegrænse i løbet af få måneder mister alle sine naboer. Sovjetunionen, Østtyskland og Tjekkoslovakiet eksisterer ikke længere. I stedet har vi fået syv nye naboer og har skullet etablere forhold til dem. Kun på vores 528 km søgrænse er der ikke sket nogle ændringer. Som det næste har vi forsøgt at genetablere relationer til de vestlige og europæiske trukturer, herunder NATO. Det indledende skridt mod NATO blev taget den 21. marts 1990 under Polens udenrigsminister Krzysztof Skubiszewski’s første besøg i NATO’s hovedkvarter og blev videreført via samtaler med generalsekretær Manfred Wömer og de faste medlemslandes repræsentanter. Den 31. marts 1991 blev Warszawapagtens militære strukturer formelt opløst. Næste skridt var at ordne relationer til Rusland og at etablere forhold med alle tidligere sovjetiske republikker, der havde det til ønske. Vi har forsøgt atvære forudseende i relation til USSR’s opløsning. Polen var det første land i verden, der anerkendte et uafhængigt Ukraine. I dag har vi etableret fælles militære strukturer med Ukraine med Litauen. Polens rolle i regionen er ændret væsentligt. Vi har et usædvanlig godt forhold til Tjekkiet, Slovakiet og Ungam, den såkaldte Vysehrad-Trekantet, samt et veletableret forhold til Tyskland og Frankrig. Hvad angår samarbejdet i Østersøregion deltog Polens udenrigsminister i dagene 5.-6. marts 1992 i det møde i København, hvor repræsentanter fra Danmark, Estland, Finland, Litauen, Letland, Norge, Polen, Tyskland, Rusland og Sverige oprettede Østersørådet. Vores udenrigspolitiske bestræbelser har haftvægtpåto hovedpunkter, nemlig at give maksimale muligheder (NATO og EU), samt at minimere historiske og geopolitiske trusler. Med Tyskland har vi etableret forhold der er til gavn for Polen og forhåbentlig vil forholdene udvikle sig på samme måde med alle lande. Et resultat af det fælles ønske om samarbejde på alle niveauer i regionen er det tysk-dansk-polske korps i Szczecin (MNC NE), som snart vil være på plads. Som NATO-land er vi i Alliancen nu ikke kun sammen med lande, som var vores allierede fra 2. Verdenskrig. Det tilføjer en særlig betydning og historisk dimension til de indbyrdes forhold. Verden har forandret sig og man skal være med. Det har ikke været hensigten med vores tilslutning til NATO at alliere os med en nabo imod en anden. Der hersker ingen tvivl hos os om, at andre kan være med i fællesskabet, men det er et spørgsmål, som de selv må tage stilling til. I dag, hvor Polen er et frit og demokratisk land, realiserer vi det, der har været ønsket af generationer af polakker, hjemme som ude. Dette ønske, samt enighed angående Alliancens strategiske interesser, har ledt til Polens medlemskab i NATO. Ved Polens optagelse i NATO får Alliancen en stærk og loyal allieret på Europas østflanke. For Polens vedkommende har vi fået sikkerhedsgarantier, som vi aldrig nogensinde før har haft. Fritaget for en fornemmelse af noget midlertidigt, kan man på en helt anden måde skue fremad.

Fodnoter

1. Fra den polske sikkerhedsdoktrin.

2. "Tadeusz Kosciuszko - Polish general andpatriotinthe AmericanRevolution", American Heritage Dictionary, Houghton Miffin Company, 1994.