I de mere betydningsfulde krige, som briterne bar ført i løbet af det 19. og 20. århundrede, har de lidt svære nederlag i de indledende kampe. Det har således været tilfældet mod Napoleon, i Boerkrigen 1899—1901 og i begge verdenskrige. Alligevel har disse tidlige felttog ofte været ført med dygtighed og altid mod stor overmagt. Men historikerne og militær- skribenterne synes at overse dem: de foretrækker at vie deres tid og kræfter til de sejre, der fulgte efter.
Den operation, der beskrives i det følgende, er en undtagelse fra reglen, for den beretter om en tidlig sejr, der står skarpt midt i alle nederlagene. Det er beretningen om de operationer, der gennemførtes under Generalløjtnant R. N. (nuværende General Sir Richard N.) O’Connor i den vestlige del af Nordafrikas ørken i løbet af vinteren 1940—41.
O’Connors hær, der bestod af australske, indiske, new zealandske og engelske styrker, hvis antal aldrig oversteg 31.000, tilintetgjorde fuldstændig en italiensk hær på over 200.000 mand med et tab, der ikke oversteg 2000 faldne og sårede. Under fremrykningen tilbagelagde den 500 miles og tog mere end 130.000 fanger. Et stort antal kanoner, kampvogne og andet materiel faldt også i de britiske hænder.
Denne eklatante sejr modsiger de fremstillinger, der somme tider lader formode, at sejren ved El Alamein var de Allieredes første sejr i Den anden Verdenskrig. Italienerne kæmpede denne kamp med talmæssig overlegenhed og med megen ny udrustning. O’Connors styrke var talmæssigt underlegen i forholdet 8:1, og udrustningen var for størstedelens vedkommende forældet og nedslidt. Alligevel er chefen og hele felttoget næsten glemt i dag.
I efteråret 1940 stod den britiske lykkestjerne meget lavt. Frankrig var løbet over ende, og briterne stod alene mod Tyskland, der i juni havde fået Italien til forbundsfælle. Ganske vist støttede USA med forsyninger i stadig stigende omfang, samtidig med en uvurderlig moralsk støtte, men på dette tidspunkt var der ingen tegn til, at USA aktivt ville gribe ind i kampen. Ej heller var der noget som helst grund til at antage, at Hitler ville være så tåbelig at angribe Sovjetunionen. De britiske Øer var hårdt medtaget af luftbombardementer. Fremtiden tegnede mørkt for briterne.
I midten af september var italienerne fra deres koloni i Libyen rykket ca. 50 miles ind i Ægypten; men der havde de gjort holdt og viste ingen tegn på yderligere aktivitet.
Kort efter den italienske fremrykning fik forskellige faktorer den britiske øverstkommanderende i Det mellemste Østen — General Sir Archi- bald (senere Feltmarskal Jarl) Wavell — til at mene, at en begrænset vinteroffensiv ville give et godt resultat. Operationer i Øst Afrika og patruljekampe i Nord Afrika havde bestyrket den opfattelse, man havde angående de italienske styrkers dårlige kvalitet. I november var planerne udarbejdede under iagttagelse af de strengeste sikkerhedsforanstaltninger.
Selv om den øverstkommanderende havde ansvaret for operationerne, var General O’Connor føreren i felten. Wavell havde ansvaret for hele Det mellemste Østen: Den libyske Ørken var kun eet af hans mange områder, og han gav O’Connor meget frie hænder. Operationen er somme tider blevet kaldt »Wavell Offensiven«, hvilket fejlagtigt giver det indtryk, at det var Wavell, der havde den direkte ledelse.
Et par ord om de to generaler vil her være på sin plads. Begge var infanterister — Wavell fra The Black Watch, O’Connor fra The Camero- nians (Scottish Rifles). Wavell blev af mange anset for Englands førende soldat. Ud over soldatergemingen var hans interesser mangfoldige: han var en udmærket militærskribent, læste klassisk literalur og poesi, og han var en entusiastisk golfspiller. Wavell var imidlertid en mand af få ord. Han stod ikke på bedste fod med politikerne, og han var ikke altid enig med Mr. Cliurohi]]. »Dick« O’Connor var på nogle områder lig Wavcll i fremtoning og temperament. Hans noget forknytte væsen gjorde, at lian var meget svær at bedømme ved første møde. De to mænd var gode venner og arbejdede udmærket sammen. Under planlægningen af denne operation blev der ikke givet lange skriftlige ordrer og ej beller afholdt store konferencer med alle og enhver tilstede. Ordrer blev for størstedelens vedkommende givet mundtligt, og planlægningen lå bos et lille bold stabsofficerer.
(Læseren anbefales at følge operationerne på kortet. Hvor ordet »britisk« er benyttet i omtalen af tropperne, omfatter det alle de lande fra Commonwealth, som deltog: Australien, Indien, New Zealand og England. Det må bemærkes, at den fjendtlige styrke ofte angives i »divisioner«. Disse divisioners størrelse svingede betydeligt og kunne variere fra 6000 til 16000).
I begyndelsen af december 1940 var alt klart, og der var blevet afholdt en prøve på fremrykningen og det indledende angreb, sløret som en øvelse og i terrain, der mindede om det, hvori operationerne skulle foregå. Det må understreges, at den oprindelige plan var beskeden i sin målsætning: Erobring af Sidi Barrani efter kamp i højst fire eller fem dage. Det var den overvældende og delvis uventede sukces. som det indledende angreb fik, der førte til udvidelse af operationerne.
De vestlige ørkenstyrker bestod af 7. Panser Division (de oprindelige »ørkenrotter«) under Generalmajor M. O’Moore Creagh, og 4. Indiske Division under Generalmajor N. M. de la P. Beresford-Peirse. Kort tid forinden var der tilgået en numerisk lille, men meget vigtig forstærkning fra moderlandet, nemlig 7. Boyal Tank Regiment, bestående af 60 tunge (Matilda) kampvogne, bestemt til støtte for infanteriet. Disse kampvogne kunne modstå de fleste italienske panserværnskanoner.
De italienske styrker under Marskal Rodolfo Graziani bestod af fjorten divisioner organiseret i to armeer: 10. (General Guidi), der stod over for briterne i Ægypten og 5. (General Garibaldi) i Tripolitania. Den totale styrke var på ca. 250.000 mand, hvoraf mange indfødte fra Libyen, 1400 kanoner og 450 kampvogne. Den øjeblikkelige fjende i Ægypten og i den østlige del af Cvrenaica bestod af syv divisioner.
Et indgående studium af de italienske dispositioner viste, at der var et betydeligt bul mellem de forsvarede områder ved Nibeiwa og Rabia. Det blev besluttet at føre hovedangrebet gennem dette hul i et natteangreb og derefter svinge mod nord og angribe fjenden i flanken og ryggen ved Sidi Barrani. Både den pansrede division og infanteridivisionen skulle deltage i angrebet.
En mindre styrke skrabet sammen fra garnisonen i Matruh skulle fastholde italienerne i fronten ved at rykke frem ad kystvejen.
Den 9. december kl 0715 begyndte angrebet på Sidi Barrani med en kort, intensiv beskydning af den første italienske lejr, der skulle angribes. Beskydningen blev straks opfulgt af tunge kampvogne og britisk og indisk infanteri fra 4. Indiske Division. Der opnåedes fuldstændig overraskelse. Officerer blev taget til fange iført pyjamas. Den stedlige kommandant, General Maletti, døde tappert kæmpende ved sit skyttehul, og hans søn blev taget til fange. Selv om der forekom isolerede tilfælde af hårdnakket forsvar, viste det samlede billede stor forvirring blandt italienerne, medens britiske tropper trængte støt mod nord. Nogle new zealandske motorvognsførere, der natten igennem havde transporteret infanteri, greb deres geværer og gik frem sammen med infanteriet. De blev imidlertid stoppet ved mellemkomst af en ældre officer, som forklarede dem, at hele planen vedrørende fremførsel af forstærkninger og forsyninger ville falde sammen, hvis køretøjerne blev forladt af deres motorvognsførere.
Kort efter begyndte infanteriet at angribe, og dele af 7. Panser Division kom i kamp ved Rabia og Sofafi mod syd. Samtidig rykkede styrken fra Matruh mod Mattila.
Angrebet fortsatte den 10. mod stadig voksende modstand. Men den følgende dag, den 11., drejede alle italienske anstrengelser sig om at slippe bort fra maskerne i det net, der blev kastet over dem. Den 11. om aftenen var britiske styrker i Sidi Barrani og en panserkolonne bavde nået Buq Buq. Kun en lille del af de italienske styrker undslap. Der blev taget 38000 fanger, og 237 kanoner samt 73 kampvogne blev erobret.
Vi må nu gå et par timer tilbage for at se på en sag, som, skønt den ikke bavde noget at gøre med de igangværende kampe, fik betydelig indflydelse på senere operationer.
Netop som General O’Connor den 11. om morgenen var ved at tage af sted på et besøg bos de forreste enheder af 4. Indiske Division, fik han en melding med den højst uvelkomne nyhed, at 4. Indiske Division skulle trækkes ud af kampene så hurtigt som muligt med henblik på tjeneste i Sudan. Den skulle erstattes af 6. Australske Division. Dette kom som en fuldstændig overraskelse for O’Connor, som ikke havde modtaget det svageste vink om. at han skulle af med halvdelen af sin styrke midt under slaget. Ordren bavde været til at forstå, hvis den oprindelige plan om begrænsede operationer af fire-fem dages varighed stadig bavde været gældende. Men dette var ikke tilfældet: Det var allerede besluttet, at den bemærkelsesværdige indledende sukces måtte udnyttes.
O’Connor var ikke den mand, der diskuterede en ordre, og han havde tilstrækkeligt kendskab til Wavcll til at vide, at der måtte være en god grund til en sådan beslutning. Han protesterede ikke, men gik straks i gang med at ordne Den indiske divisions hurtige tilbagetrækning. Den fulde forklaring på denne hændelse blev først givet nogle år senere, da Wavcll i et privat brev til General O’Connor, dateret den 27. juni 1945. bl. a. skrev: »... det drejede sig om skibsfart: der var ankommet en konvoj til Suez, og jeg kunne benytte nogle af de returnerede skibe til at bringe dele af divisionen til Port Sudan, den eneste måde, hvorpå jeg kunne få divisionen samlet i Sudan til den tid, som jeg havde fastsat som den seneste gunstige dato for at angribe italienerne (i Øst Afrika) .. . Med de begrænsede hjælpemidler, jeg rådede over, måtte jeg bestemme mig til enten at forblive i defensiven i Sudan eller forsinke forfølgelsen i ørkenen, medens Den australske Division afløste inderne . . .«
Alt dette kendte O’Connor ikke noget til. Man kan så spørge, hvorfor australierne ikke kunne sendes til Sudan i stedet for inderne. Der var to grunde: For det første anså man de erfarne soldater i Den indiske Division for yderst egnede til den særlige opgave i Øst Afrika, og for det andet kunne der være opstået politiske hindringer, livis 6. Australske Division var blevet adskilt fra resten af de australske styrker, der var samlet i Ægypten. Den australske regering ønskede, at alle dens styrker skulle operere i samme strategiske område. Betragtet med eftertidens øjne synes det, som om Wavell handlede rigtigt. Han vandt sejr i Øst Afrika og i Nord Afrika.
Den 14. december havde 4. Indiske Division forladt kampområdet ved Sidi Barrani, men først omkring fjorten dage senere var australierne klar til indsættelse.
Det næste område med fjendtlig modstand var Bardia. Her bestod forsvaret af en befæstet ring rundt om havnen. Det var planen, at det australske infanteri og tunge kampvogne skulle gennembryde forsvarsringen og rykke frem til bavnen, medens dele af panserdivisionen afskar vejen til Tobruk for at hindre italienerne i at undslippe mod vest. Angrebet begyndte den 3. januar 1941, og efter en del hårde kampe, især i kystområdet, var al modstand brudt den 6. om eftermiddagen. Byttet her var 32000 fanger og 200 kanoner. Omkring 1000 køretøjer faldt også i briternes hænder — mange af dem køreklare — og det var et værdifuldt bytte i betragtning af General O’Connors mangel på transportmidler.
Næste angreb gjaldt Tobruk, ca. 70 miles længere mod vest, og operationerne her var stort set en gentagelse af angrebet på Bardia. Slaget fandt sted den 21. og 22. januar, og ved aftenstide den 22. var det hele forbi — og yderligere 25000 fanger, 200 kanoner og 87 kampvogne i britiske hænder.
Med Tobruks fald regnede man med, at der ikke var mere end tre svage og modløse italienske divisioner tilbage til at gå imod de britiske styrker.
Vest for Tobruk buler Nord Afrikas kyst mod nord de næste 200 miles. Og landskabet skifter. Mellem Tobruk og Benghazi er der ikke overalt udpræget ørkenlandskab. Meget terræn er opdyrket og stærkt bølget. Befolkningen er ikke tvunget til at bo i kystområdet, således som tilfældet er i andre dele af Libyen.
Disse forhold nødvendiggjorde en ændring af fremrykkemåden, og General O’Connor gav 6. Australske Division ordre til at rykke frem langs kystvejen mod Derna og Benghazi, medens 7. Panser Division — midlertidig reduceret til 50 kampvogne — rykkede frem mod Mecliili. Mechili blev nået den 27. januar, medens australierne blev mødt af sej modstand og tog ikke Derna før den 30.
I nærheden af Mechili havde 7. Division mødt en italiensk styrke, der omfattede artilleri, infanteri og omkring 50 kampvogne. Til General O’Connors store misfornøjelse lykkedes det for denne styrke at undslippe mod nord.
Den 1. februar måtte O’Connor tage cn vigtig beslutning. Alle rapporter antydede, at italienerne var ved at trække sig tilbage fra Cyrenaica for at hurtigst muligt at rykke mod Tripolis. Skulle O'Connor afvente forstærkninger — der kunne være klar den 10. februar — og akeeptere, at hovedparten af den fjendtlige styrke undslap? Eller skulle han straks sende den yderst reducerede panserdivision af sted på cn 150-miles march mod vest til Beda Fomm i et forsøg på at afskære og tilfangetage det af den fjendtlige styrke, der var tilbage? Sidstnævnte løsning var yderst risikabel. Der fandtes ingen nøjagtige kort over området, der var klippefyldt og vanskelig passabel. Kun ved at gøre alle ikke livsvigtige køretøjer immobile kunne der skaffes brændstof nok til de pansrede køretøjer. Ikke desto mindre besluttede O’Connor sig for den dristige løsning: Beda Fomm skulle erobres.
Forud for panserdivisionens hovedstyrke mareberede cn fortrop af hurtigt kørende køretøjer, heri også artilleri og en motoriseret infanteri- bataillon (2. Bifle Brigade), alt under kommando af Oberstløjtnant J. F. B. Combe. Denne styrke — kaldet Kommando Combe — startede fra Mochili ved daggry den 4. februar. Nogle af de pansrede køretøjer nåede Msus samme aften, men hovedparten nåede først frem tidlig næste morgen.
For at gøre en lang historie kort — kl. 1300 den 5. var Kommando Combe i stilling tværs over kystvejen vest for Antelat, klar til at angribe den italienske styrke, som man nu vidste var ved at trække sig tilbage fra Bengbazi. Del var en bemærkelsesværdig præstation og, som General O’Connor senere skrev »denne styrke skal have hovedparten af æren for at den kamp. som fulgte, blev gennemført med sukces«.
7. Panser Divisions hovedstyrke gjorde også gode fremskridt, og 4. Panser Brigade nåede terrainet om Beda Fomm omkring kl. 1700 den 5.
Kl. ca. 1430 indtrådte det dramatiske øjeblik, hvor Kommando Combe fik øje på de første italienske styrker. Det var en blandet styrke, som ubekymret kørte af sted. Fanger fortalte senere, at det ikke var faldet en eneste ind, at cn britisk styrke kunne træffes så langt mod vest.
Italienerne angreb Kommando Combe bele natten igennem, den 6. og natten mellem den 6.—7. i et forsøg på at bryde gennem til Tripolis. Det var nær gået galt. og nogle af de italienske forsøg var ved at lykkes, men den 6. om morgenen opererede 4. Panser Brigade mod italienernes venstre flanke omkring 12 miles mod nord. Dette lettede presset mod Combes folk.
Medens alt delte skete, pressede australierne på langs vejen til Benghazi og truede derved italienerne i ryggen. Tidlig om morgenen den 7. februar blev det hidtil kraftigste angreb ført mod Kommando Combe. Da det slog fejl, var slutningen kommet, og kl. 0900 overgav italienerne sig. Krigsbyttet ved Beda Foinm beløb sig til ca. 25000 fanger, 100 kanoner, 110 kampvogne (mange stærkt beskadigede) og et stort antal lastvogne. Som General O’Connor sagde: »Efter min mening må dette betegnes som en fuldstændig sejr, eftersom ikke een fjende undslap.« Mange generaler blev taget til fange, deriblandt chefen for 10. Armé, General Tellera, som blev fundet døende i en kampvogn. De britiske tab var næsten mirakuløst små: 9 dræbte og 15 sårede. Men det antal kampvogne, der var tilbage, var yderst ringe, nemlig 12 middeltunge og 40 lette, mange i en slem forfatning.
Således sluttede den første britiske sejr i Den anden Verdenskrig — på mange måder et mønsterfelttog.
Slutfacit for felttoget beløb sig til lidt over 130 000 fanger, ca. 400 kampvogne, omkring 850 kanoner og mange tusinde køretøjer. Hertil kom, at et stort antal italienere blev dræbt og megen udrustning ødelagt.
De britiske tab beløb sig til 500 døde, 1373 sårede og 55 savnede.
De tal, der gives her. kan give det indtryk, at italienerne kun ydede svag modstand. Det er imidlertid ikke tilfældet. Mange italienere kæmpede med stor tapperhed og døde på deres post. Den britiske sejr skyldes en mere robust udrustning (især kampvogne), bedre træning, større mobilitet og, fremfor alt, bedre føring.
Straks efter, at italienerne havde overgivet sig ved Beda Fomm, sendte O’Connor en styrke frem langs vejen mod Tripolis og begyndte at planlægge en fremrykning mod Tripolis.
Men den kom ikke til udførelse. Den britiske regering havde allerede vendt blikket mod Grækenland, hvor grækerne havde ført defensive operationer med held mod italienske styrker, men hvor de nu blev truet af tysk invasion fra nord. General Wavclls svage ressourcer udelukkede ganske en fremrykning mod Tripolis samtidig med et ekspeditionskorps til Grækenland. Det måtte blive enten Tripolis eller Grækenland — og den britiske regering besluttede sig for Grækenland. Et par dage før det sidste skud var løsnet ved Beda Fomm, var forberedelserne i fuld gang til at reducere O’Connors hæt til en let beskyttelseshær. O’Connor selv rejste tilbage til Cairo for al tage kommandoen over de britiske styrker i Ægypten, og to måneder senere sendte Wavel 50 000 mand til Grækenland.
Briterne fik ikke sukces. Mindre end cn måned senere måtte de trække sig tilbage fra Grækenland, der blev besat af tyskerne, og først i januar 1943 skulle britiske tropper rykke ind i Tripolis.
Den 12. februar, kun fem dage efter det italienske nederlag ved Beda Fomm, ankom den navnkundige General Erwin Rommel til Tripolis, efterfulgt af Det tyske Afrikakorps. Under Rommels senere fremrykning mod øst blev General O’Connor sendt fra Cairo for at være rådgivende m. h. t. operationerne. Han blev taget til fange en nat af en tilfældig tysk snigpatrulje og var krigsfange, indtil ban undslap i december 1943. Det var i løbet af de første dage af sit fangenskab i Italien, at ban skrev sin detaljerede beretning om operationerne i ørkenen, hvorpå denne artikel er baseret. General O’Connors beretning blev smuglet ud af fængslet og nåede til sidst U.S.A. Senere blev der sendt kopier til de britiske myndigheder.
Vi kan gennemsøge historiens annaler og det vil blive vanskeligt at finde en større militær sejr end den briterne vandt i Den vestlige Ørken i vinteren 1940—41.
