Major af reserven J. C. Schlichtkrull, Danske Livregiment, der i en række kronikker og indlæg i bl. a. Jyllandsposten, Aktuelt og Berlingske Tidende har behandlet militære problemer, beskæftiger sig i denne artikel med mulighederne for at tilgodese hærens beredskabs- og uddannelsesmæssige behov samt løse de stadigt stigende rekrutteringsvanskeligheder. Forfatteren mener, at en ordning i lighed med den engelske »The Territorial Army Voluntier Reserve« vil være hensigtsmæssig også under danske forhold.
Det er ikke store
Ord vi trænger til.
Vi har Brug for tusind
Mænd der véd og vil.
(Halfdan Rasmussen, 1944)
Siden 2. verdenskrigs afslutning har den danske Hær årligt uddannet mellem 20-30.000 soldater, der med skiftende uddannelseslængde har fået en mer eller mindre god uddannelse. Mangler - såvel som forhåbninger - har været store. Energi og vilje til at give den værnepligtige ungdom en uddannelse, der kunne gøre dem egnede til at møde krigens prøvelser og krav, har altid loyalt præget befalingsmandskorpset. I dag uddanner Hæren knapt 20.000 unge værnepligtige årlig i et hæsblæsende tempo, hvor uddannelse, beredskab og civilundervisning gennemføres på 12 måneder. Prioriteringen burde være den nævnte rækkefølge, men vi ved alle, at det også er sket i omvendt orden. Når dette for befalingsmændene ofte krævende slid - og for driftsudgifterne særdeles bekostelige foretagende - er slut, hjemsendes soldaten. I det øjeblik han først rigtig er ved at være krigsduelig, siger man »tak for tiden, der gik og farvel«. »Soldaten har gjort sin pligt - han kan gå« - kunne man også sige. De soldater, der hjemsendes med en positiv indstilling til Danmarks forsvar - og det er da heldigvis langt størsteparten - har man kun lidet at byde. Ja måske en mønstring om 3-4 år i en ugestid, lidt soldaterforenings- eller forsvarsbroder-bevægelse, frivillig tjeneste i Hjemmeværnet, men ellers intet. De 12 måneders slid og slæb er selvfølgelig ikke spildt, men de bliver så sandelig heller ikke fulgt op og udnyttet i fornødent omfang. Netop i de år, hvor soldaten er mest egnet til at udfylde sin plads i landets beredskab, lader Hæren ham trænings- og kontaktmæssigt i stikken for at kaste sig ud i et nyt uddannelses- og beredskabs jag. Den motivation, der er skabt hos den enkelte, forsvinder. Det, der er lært, går i glemmebogen. Soldatertiden fortoner sig som en sjov tid, når man kunne gøre løjtnanten lidt til grin - eller minderne om et godt kammeratskab: »Ja - og kan du så huske dengang...«?
Beredskabskravet. Som bekendt skifter tiderne - de, der endnu ikke har fundet ud af det, kan jo bare spørge psykologerne. Trods al deres viden, trods EDB og prognoser er det ligesom om, det er lidt af en overraskelse, at der bliver flere og flere militærnægtere. Når man betragter den intensive propaganda, der i form af tidsskrifter, annoncer, TV og film*) føres, er det - når alt kommer til alt - vel ikke så overraskende, at tallet på nægtere stiger. At fødselstallet har været dalende er heller ikke nyt, og om kort tid vil det (med den nuværende politiske stillingtagen) simpelthen ikke være muligt at opretholde en dækningsstyrke på ca. 13.000 mand. Ikke engang om man så »rationaliserer« rekruttiden ned til 3 uger eller for den sags skyld til 3 dage. Vi kan (vil) altså ikke opretholde det beredskab, som vi så vidt og bredt har fortalt er aldeles afgørende! »Beredskab« er jo et dejligt ord, det er noget vi må have, det kan ingen, der mener et dansk forsvar alvorligt, blive uenige om. Hvis man ved beredskab forstår, at det er soldater, der i kampuniform og med »gevær ved fod« står klar i krigsstærke enheder, der kan rykke ud med næsten lige så kort varsel som Københavns Brandvæsen, ja så er det beredskab, der er effektivt og som soldaterne kan forstå, men er beredskab i den form overhovedet nødvendigt? Er dette overhovedet muligt at opretholde år efter år? Tænk blot på hvor mange soldater og deres pårørende Hæren for blot få år siden indtil grænseløshed irriterede ved, at søn eller forlovede 2 gange på én søndag skulle fare afsted til kasernen for at sige: »Her« til en appel, for derefter omgående at køre hjem i fars eller (ad hoc) svigerfars bil. Var det effektivt beredskab? Nej - det var misforstået beredskab og - hvad der var endnu værre - det var med til at ødelægge soldatens og hans pårørendes indstilling overfor Hæren!
*) Jørgen Vestergård: »Dengang jeg drog afsted«, optaget med støtte og statister fra Hæren og 55.000 kroner fra Filmfonden. Af presseanmeldelser betegnet som den bedste propaganda for militærnægteme.
Nyvurdering nødvendig.
Enten vi kan lide det eller ej, så bliver vi nu tvunget ud i at måtte omvurdere vor opfattelse og vort krav til dækningsstyrke og beredskab. Fra politisk side er stærke kræfter igang med en nytænkning, der navnlig koncentrerer sig om hvervede soldater, der til en årlig gage af ca. 50.000 kroner skal fordele tiden mellem krigskunst og civil uddannelse. Styrken varierer mellem 7 og 13.000 mand suppleret med et antal militsagtige enheder uden tilstrækkelig uddannelse. Hvor mange af de 7 til 13.000 mand, der - hvis en sådan ordning bliver ført ud i livet - så rent praktisk kan fastholdes i et beredskab på helligdagene, vil jeg overlade til den enkelte at gætte på! Skulle man prøve en nyvurdering på dette område synes det mere nærliggende at antage, at beredskab er noget med elektronisk overvågning, efterretningstjeneste, fremskudt fly/maritim patruljering, hjemmeværn og sidst - men ikke mindst - evne og vilje hos politikerne til at sætte den samlede forsvarsmagt i beredskab eller formere sikringsstyrken. Lige siden 9. april 1940 (4. april) og til dato har ingen udenrigspolitisk krise berørt Danmark uden at vore ansvarlige politikere har haft to eller flere døgns varsel. Uanset hvad man mener om mulighed for at få et varsel så vil det være den sidste af ovennævnte faktorer, der virkelig spiller en afgørende rolle: nemlig politisk evne og vilje til at sætte forsvaret i effektivt beredskab i en truende eller skærpet situation. Det politiske rivegilde mellem Kurt Brauer og E. Ninn Hansen under eller efter besættelsen af Czeckoslovakiet, kan nok få enkelte til at tvivle på denne vilje - Kejser gadesagen og hetzen mod forsvarsminister Knud Østergård kan også virke nedslående - men ét er dog sikkert; beredskabsviljen hos politikere og den øvrige befolkning bliver ikke større af at forsvarets personel på fridage eller i fritiden irriteres med beredskabsforanstaltninger, der nærmest synes uden større betydning. Både disciplinært og rent pædagogisk har dettte misforståede beredskab virket nedbrydende og særdeles uheldigt.
Prøvede man at betragte sagen fra en helt ny side, kunne man jo starte med at sige, at de første 12 måneders indkaldelse kun var en uddannelsesperiode, hvor det absolut primære var, på alle årstider og med de bedste hjælpemidler, at give den værnepligtige en gennemgribende og første klasses træning. Hvornår enheden så ville være brugelig til indsættelse i tilfælde af krig ville ikke være afgørende om det var efter 4, 6 eller 8 måneder. Skulle man stille virkeligt krav til en effektiv og første klasses uddannelse, er det højst sandsynligt, at dette tidspunkt tidligst kunne blive efter 12 måneders intensiv træning. Efter en sådan 12 måneders træningsperiode kunne Hæren så ved hjemsendelsen tilbyde det værnepligtige mandskab en rådighedspligt over en 3-4 årig periode med en årlig pligtig indkaldelse på 21 dage, eventuelt suppleret med frivilligt week-end kursus. Her kunne man udnytte tanken om en semi-hvervet hær ved at tilbyde en rimelig betaling til den del af ungdommen, der vil påtage sig en ekstra beredskabsforpligtelse med deraf følgende krav til fysisk standard, opbevaring af uniform og personlig udrustning, samt årlig trænings- og øvelsesperiode i ferien eller ved orlov, med eller uden løn fra det civile arbejde. Tænker man sig Hærens, nuværende og fremtidige, dækningsstyrke/mobiliseringsstyrke opstillet som en rådighedsreserve eller territorialhær med en styrke på 13-23.000, eller for den sags skyld 33.000 mand, der alle mindst har 12 måneders uddannelse, alle er frivillige og alle opstillet i enheder, der år efter år møder ved efter årsmanøvrerne, vil karakter og effektivitet af vort beredskab blive en ganske anden end det vi har idag. Hvis man virkelig vil gå ind på effektiv opbygning af sådanne territorialenheder, bør afdelingsstabe - og måske også i begrænset omfang kompanistabe - være fast opstillet. Våben og specialudrustning bør selvfølgelig være oplagt i afdelingens depoter. Køretøjer til den komplet udrustede enhed bør stå klar i garagerne, hvor hver underafdelings heltidsansatte seniorsergent (materielbefalingsmand) sørger for, at de altid kan være køreklare på få timer. Beredskabet i en sådan enhed ville for Sjællands og Fyns vedkommende kunne holdes under 8 timer og for enheder i Jylland næppe over 10 timer. Det er ikke meget mere end hvad der er muligt idag med den såkaldte dækningsstyrke, men på 3 punkter er det foreslåede absolut overlegent i forhold til det nuværende.
1) Det er vel samarbejdede enheder der opstilles. Alle kender hinanden fra tidligere øvelser. Alle véd nøjagtigt, hvor våben, materiel og køretøjer er oplagret - nemlig der, hvor de afleverede sidst, enheden var indkommanderet. Der vil selvfølgelig forekomme udskiftninger, når personellet ophører med at have rådighedspligt. Personeludskiftninger kan såvel i krigstid som under fredsforhold ikke undgås i nogen hær og på lang sigt vil dette komme ind i en rolig rytme. Det er i alle tilfælde ikke noget større problem i England. Muligheden for at forny rådighedspligten for en ny og evt. kortere periode bør da også indgå i ordningen. Flytter en rådighedssoldat fra f. eks. Sjælland til Jylland overflyttes han automatisk til nærmeste territorialenhed i den pågældende landsdel. 2) Ingen soldater har under 12 måneders uddannelse. 3) Der er altid 100 % bemanding (evt. 5% over den organisatoriske styrke) i de foreslåede enheder i modsætning til den nuværende 60 % bemanding, der af mange - og med rette - er betegnet som tvivlsom. Ved evt. indførelse af den foreslåede territoriale rådighedsreserve ville man kunne opdele Hærens personel i følgende 3 funktionsgrupper:
A) Officerer, øvrige befalingsmænd, konstabler (ca. 3.000 mand) samt værnepligtige menige. For dette faste personel bør, udover stabs- og administrationsarbejde, uddannelse og træning være det primære, men efterhånden som uddannelsen skrider frem stiger enhedens værdi og opgave som dækningsstyrke. Der bliver altså tale om en mere glidende overgang til dækningsstyrken og under alle omstændigheder ikke efter kun 3 måneders uddannelse.
B) Den territoriale rådighedsreserve (Ever Readies, »brandkorps - med højst 12 timers beredskab« eller hvad man nu kan finde på!) bestående af:
1) Heltidsansatte officerer og øvrige befalingsmænd i territorialenhedernes stabe.
2) Linieofficerer fra skoler og stabe med ikke krigsmæssige opgaver.
3) Reserveofficerer, øvrige befalingsmænd, tidligere FN-soldater og konstabler samt hjemsendte menige - alle med rådighedspligt.
C) Mobiliseringshæren bestående af Linieofficerer (afdelingschefer), afskedigede officerer og øvrige befalingsmænd, reserveofficerer, øvrige befalingsmænd og menige uden rådighedspligt. Alle samlede i enheder, der stort set følger det nuværende mobiliseringssystem og hvor mønstringer af mindst 1 - helst 2 ugers varighed - er en selvfølge.
Omkostningerne.
Den foreslåede rådighedsreserve, som supplement til dækningsstyrken og effektivisering af beredskabet som helhed, vil økonomisk blive langt billigere end hvervede soldater (konstabler). Kr. 4.000 pr. måned + bonus + civilundervisning synes at være det aktuelle beløb for en konstabel, der skal lade sig hverve for en årrække. For en hjemsendt menig, der påtager sig rådighedspligt tænkes aflønning på følgende måde:
Det ses altså, at man vil kunne have 10-12 rådighedssoldater hver gang man har én hvervet konstabel og selvom konstablen er højt kvalificeret specialist eller hører til »den hårde kerne« eller hvad man nu vil kalde det, vil han på kamppladsen - for det er jo der, det tæller - næppe kunne gøre det ud for 10-12 mand! Uden på nogen måde at forklejne de nuværende konstabler eller andre, der tænker på at lade sig hverve til flere års soldatertjeneste, vil ingeniørstuderende eller andre under højere uddannelse, EDB-teknikere, el-installatører, mekanikere og maskinarbejdere m. fl. nok kunne klare de komplicerede våben, som vor Hær har eller har mulighed for at blive udrustet med i de kommende år. Vil man hævde, at i alle tilfælde kampvogne og panserartilleri samt visse signalenheder vil kræve stampersonel til konstant vedligeholdelse og træning, kan dette med den nuværende ordning også lade sig gøre. Behovet synes dog næppe at kunne overstige 2.500-3.000 mand, altså mindre end det, man med lodder og trisser og gyldne løfter har fået skrabet sammen i dag.
Er rekruttering mulig?
Vil man overhovedet kunne skaffe 13-23-33.000 mand, der vil påtage sig en sådan rådighedspligt? Hvorfor ikke? Idag, hvor 4 ugers ferie er en realitet, vil der uden tvivl findes mange hjemsendte soldater, som både af økonomiske - men forhåbentlig også af andre grunde er rede til at påtage sig den foreslåede rådighedspligt. Under højere uddannelse er idag ca. 65.000 unge. Blot 5 % herfra ville ikke være usandsynligt, selvom størsteparten må hentes udenfor de akademiske rækker. Til belysning af dette spørgsmål kan det oplyses, at ca. 4.000 hjemsendte soldater, der er designeret til tjeneste i Hæren, gør frivillig tjeneste i Hjemmeværnet idag. Den nylig udsendte perspektivplan anslår, at vi i 1980 vil have 5 ugers ferie og måske 4 dages arbejdsuge for størsteparten af arbejdere og funktionærer. Tanken om semi-hvervede soldater synes derfor i udpræget grad at kunne indpasses i udviklingen frem til 1985 - ja også længere!*) Vil det civile erhvervsliv acceptere, at medarbejderne påtager sig en sådan forpligtelse? I adskillige år havde vi hvert efterår 3 ugers genindkaldelse af ca. 12-14.000 mand. Erhvervslivet accepterede dette loyalt; så arbejdsgiveren vil sikkert også stille sig positiv til at en del af de ansatte påtager sig denne rådighedspligt, navnlig hvis de 15 dages samlede indkaldelse i oktober sker i den ansattes ferie. For stats- og kommunaltansatte, der som bekendt er en stærkt voksende sektor, kan det heller ikke blive noget problem, det er blot et spørgsmål om ministerielle bestemmelser. I det hele taget vil en sådan rådighedsordning vinde meget, hvis man fra lovgivningsmagten virkelig støttede ordningen f. eks. som det er tilfældet i England, hvor det ved lov er forbudt at afskedige en mand (kvinde), der melder sig til »The Territorial and Army Volunteer Reserve«. Loven er dog unødvendig, idet det overhovedet ikke er noget problem i England. Ja, der gives endda eksempler på, at firmaer ligefrem opfordrer de yngre mandlige ansatte til at forrette tjeneste i TAVR. Socialdemokratiets nye forslag til en forsvarsordning indeholder også værnepligtige genindkaldelser i 2 perioder af 14 dages varighed. Så under alle omstændigheder har man fortsat tanker om genindkaldelser herhjemme, hvad der også er aldeles nødvendigt, hvis man overhovedet vil opretholde et forsvar.
*) Kahn og Wiener: The Year 2000. A Framework for Speculation on the Next ThirtyThree Years, New York 1967. Anslår 8 ugers ferie samt 28 timers arbejdsuge som gældende til den tid.
Engelske erfaringer.
Som mange sikkert har bemærket er forslaget i nogen grad baseret på det engelske »The Territorial Army Volunteer Reserve«. Det bør dog bemærkes, at medens TAVR består af soldater på et meget spredt og vidt forskelligt uddannelsestrin, vil en dansk rådighedsreserve altid starte med mandskab, der - forhåbentlig - har mindst 12 måneders grunduddannelse. Erfaringerne fra et privat besøg ved 10. Para Bn (TA) i en weekend i juni 1971 giver et ganske godt billede af den alvor og vilje man lægger i enhedernes uddannelse:
No I-Coy: Fredag aften afmarch fra Sydengland pr. fly til Scotland. Natlige faldskærmsudspring og derefter øvelse til lørdag morgen. Lørdag middag: skydning samt 2 faldskærmsudspring pr. mand fra ballon. Lørdag aften: natorienteringsøvelse. Søndag morgen: flytransport tilbage til Sydengland. Taktisk luftlandsætning ved Aldershot efterfulgt af mindre øvelse. Søndag kl. ca. 11.00 aflevering af våben. Aftrædning i DrillHall, White City, London, kl. 12.30
No II-Coy: Sportskonkurrence lørdag eftermiddag. Selskabelig sammenkomst med damer lørdag aften
No Ill-Coy: Fredag aften afmarch i turistbusser til Wales for træning i bjergbestigning. Hjemkomst søndag middag.
HQ-Coy: Ingen aktivitet denne week-end.
»10. Para Bn 15 days continuous camp« vil i år ske i sidste halvdel af oktober i Sennelager, Tyskland. Det årlige gennemsnit pr. mand er 16 udspring med faldskærm fra fly eller ballon. Som man vil forstå, har bataljonens faste stab, der består af 5 officerer + RSM og 12 NCO’8 rigeligt at gøre med tilrettelæggelse af øvelser, personeladministration, materielvedligeholdelse o. s. v.
Rådighedspligt og forsvarstanken. Folketingsmand Kjeld Olesen har på glimrende vis belyst problematikken omkring det stigende antal militærnægtere, idet han har udtalt at hovedårsagen må søges i »at vi ikke har forstået at argumentere tilstrækkeligt godt for forsvarstanken«. På dette område må man absolut give folketingsmanden ret.
Ikke alene har vi ikke forstået at argumentere godt nok, men vi har lukket os inde i en skal - gået i defensiven og overladt hele initiativet til de kredse i vort samfund, der absolut ikke ønsker et effektivt eller overhovedet noget dansk forsvar. »Ro om forsvaret« har været et yndet slogan de sidste 15-20 år. Den ene part har loyalt fulgt dette misforståede ønske, medens forsvarets modstandere har haft hele udspillet til selv at vælge hvordan og hvornår der skulle sættes ind med nægterkampagner, Kejsergadesag, hemmelige kartoteker, tjenestetidsnedsættelse, ud af NATO o. s. v., o. s. v. At man i nogen grad fik »Ro om forsvaret« - i alle tilfælde fra den ene part - er desværre en kendsgerning, men at det har været med til at give forsvaret bedre vilkår, er der vel næppe nogen, der vil påstå som forholdene er idag! Når dette - lidt ømtålelige forhold - nævnes, er det fordi det synes givet, at man nu må komme med et initiativ, der på bredere basis vil kunne engagere den værnepligtige ungdom. Indførelse af rådighedspligt for hjemsendte menige og øvrige befalingsmænd vil - udover den allerede nævnte beredskabsmæssige forbedring - være et effektivt modtræk mod den 5. kolonne-lignende aktivitet, som idag føres mod forsvaret. Uanset om årsagen til at en hjemsendt soldat lader sig hverve til rådighedstjeneste er økonomien eller interesse for sagen, vil han få et helt nyt forhold til forsvaret. Hvis rådighedssoldaten ved, at hans enhed er vel udrustet, at alt materiellet ligger klart i depotet, at enheden år efter år genopfrisker sin kunnen ved manøvrer herhjemme eller måske med allierede enheder i Tyskland, England eller Sydnorge, vil han - både medens han står til rådighed, men også senere - være med til i sin omgangskreds at skabe troværdighed om forsvaret. Selvom skeptikerne ryster på hovedet, er det vel ikke utænkeligt, at indførelsen af en rådighedspligt for menige også kunne have en gavnlig virkning for interessen og lysten til en bedre indsats under de første 12 måneders værnepligtige træning, da det selvfølgelig kun bør være de bedste blandt de værnepligtige, der efter hjemsendelsen får tilbudet om rådighedspligt. Alt under hensyn til hvor stor en styrke man vil lade opstille. Antallet af ansøgninger om udsættelse af indkaldelse til efter studietiden vil også falde, idet rådighedsordning bedst vil kunne praktiseres samtidig med studierne og må samtidig virke tillokkende som yderligere studiehjælp. Med kreative og dygtige ledere vil de foreslåede territorialenheder få et sammenhold og et samarbejde, der vil nærme sig hvad vi har set i f. eks. FN-enhederne. Uden at blive misforstået kan man vel hævde, at de også vil overgå vor bestående dækningsstyrke med de forhold man idag byder denne. Disciplinære forseelser vil blive af minimal karakter, og skulle der være enkelte, der ikke vil indordne sig, kan ophævelse af kontrakten tages i brug. Selvom man i England ikke kunne drømme om at gå på akkord med den militære straffelov viser erfaringerne, at antallet af disciplinarmidler (oftest bøde, som det jo er meget let at inddrive) i TA-enheder er forholdsvis små. Alvorligere straffesager ender selvfølgelig også med afskedigelse. Ser man nærmere på den aflønningsmæssige del af forslaget, vil der nok være nogle, der finder en årlig pristalsreguleret indtægt på knapt 4.000 kroner, hvor det månedlige rådighedsbeløb på kr. 150.- er skattefrit, for at ligge i overkanten. Mere end kr. 1.000 - om ugen er en god betaling, men det skal også være attraktivt, ellers får man ingen til at melde sig idag. Sammenlignet med de fordele militærnægterne idag nyder under aftjeningen af CA og den begunstigelse de har efter at CA er overstået, er den foreslåede aflønning ikke urimelig. Det kan jo blive farligt at have rådighedspligt - dødsensfarligt! I den mere eller mindre saglige debat, der er foregået om forsvaret, er der fra flere sider ofte nævnt det store tab for produktionen som værnepligten medfører. Nu er tabet vel lige uheldigt om det er værnepligtige eller konstablers arbejdskraft, der ikke udnyttes. Gør man det op i mand/ timer er der meget der tydér på, at tabet bliver størst ved en ren hvervet hær. Med en territorial rådighedsreserve er dette problem — selvfølgelig bortset fra den første uddannelsesperiode - ganske elimineret, idet den enkelte soldat til daglig passer sin civile beskæftigelse eller sin uddannelse. Civil undervisning vil nu altid bedst kunne gennemføres på de dertil egnede civile undervisningsinstitutioner. Heraf følger, at civilundervisningen i de første 12 måneders værnepligt vil kunne indskrænkes væsentligt, ja måske helt bortfalde eller omorganiseres til aftenundervisning på AOF/ FOF-plan, hvor der frivilligt undervises i de fag, som soldaterne selv søger.
For en del år siden talte et af vore politiske partier meget om, at en schweizisk hærordning var noget man burde stræbe efter herhjemme. Det var navnlig den korte tjenestetid under første uddannelse - den civile borger i uniform - og så en hel masse andet, som man heller ikke havde sat sig ind i, der lokkede. Diskussionen hørte dog brat op, da en behjertet general i fjernsynet skabte »Ro om forsvaret« ved saglig og nøgtern oplysning om, at det schweiziske system ville betyde, at Danmark i tilfælde af krig skulle have 300.000 mand under våben, at værnepligten ville komme til at strække sig over 15-20 år og at forsvarsudgifterne skulle fordobles! Styrkemål som man har det i Schweiz eller Sverrig vil den foreslåede ordning selvfølgelig ikke kunne bringe, men at den - med en tidsvarende udformning - vil nærme sig tanken om den civile borger i uniform er vel ikke for optimistisk. Erfaringerne fra England viser også her, at man i høj grad bør arbejde på at territorialhæren får dette præg i modsætning til Regular Army.
Jeg skal ikke nærmere komme ind på, hvordan den foreslåede rådighedsreserve bør opstilles. Meget tyder på, at man med den nuværende ordning nok i første omgang bør tilstræbe at opstille supplementsenhederne - altså de enheder, der mangler eller vil komme til at mangle i de fire 60 % (50 %) brigader vi idag arbejder med. Andet taler for, at det måske skulle være 3. Sjællandske og 3. Jydske Brigade, der forsøgtes opstillet som rådighedsreserve. Disse spørgsmål må dog underkastes et nøjere studie, men ændrer intet ved selve tanken om en udvidelse af rådighedspligten, hvad forslaget i sin inderste konsekvens jo kun er. Det kan dog ikke kraftigt nok fremhæves, at en eventuel opstilling af en territorial rådighedsreserve bør ske enhedsvis. Helst hele krigsstærke afdelinger, undtagelsesvis evt. i underafdelinger. Spredes rådighedsreservisterne ud til eksisterende reducerede enheder f. eks. de to mand, der mangler i gruppens organisation i dag, er tanken spildt og vil kun give uhomogene enheder uden det samarbejde og sammenhold som man vil have mulighed for at skabe indenfor en enhed med 100 % rådighedsreservister. At der også her vil blive brug for dygtige ledere er givet og at de må have andet end ord og nok så velmenende anvisning til deres hjælp i at »tømre enheden sammen« er ligeledes givet.
Forsøgsvirksomhed i den ene og den anden retning har været noget man i mange år har ofret i tusindvis af timer og dage på. Når man betænker med hvilken hurtighed og iver man - efter politisk ønske og »overvåget« af civile skolelærere - atter er gået igang med at holde forgøg om nedsættelse af tjenestetiden, når man betænker, at alle de mange forsøg altid har været for at »effektivisere« Hæren, og at det for det meste er presset igennem politisk af et parti, der i mere end 70 år har gjort, hvad der var muligt for at ødelægge vort forsvar, var det måske en overvejelse værd, om man nu ikke skulle holde et forsøg, hvor man opstillede 4 underafdelinger som rådighedsreserve? Udover de særdeles vigtige erfaringer, der derved kunne indhøstes og afprøves, kunne disse fire kompagnier samtidig erstatte det tab som forsøget med tjenestetidsnedsættelsen vil påføre den nuværende dækningsstyrke.
J. C. Schlichtkrull.
Blandt det vigtigste kildemateriale kan nævnes:
Major-General E. K. G. Sixsmith, C. B.: The years of fulfilment. Lt-col. Hovard Green, M. C.: The territorials in the first world war. Soldier, June 1958 & June 1966. International Defense Review, December 1970 & Februar 1971. Kjeld Olesen: Forsvaret til debat. P. Westergaard: En hvervet hær. Venstres Landsorganisation: 70-emes Forsvar. John Laf fin: Tommy Atkins. »The Tenth, 10th Para Bn. (T.A.). Kaare Per Johannesen: Værnepligt - med alle finesser. Perspektivplanlægning 1970-1985.
