Tabellen viser en kraftig omlægning af tekstilimporten med stærk stigning i indførselen af råvarer og indtil 1935 en væsentlig nedskæring for de mere bearbejdede varer. Stigningen fra 1935 til 1938 for indførselen af de mere bearbejdede varer skyldes især stigende priser.

Svarende til ændringerne i indførselen skete der en kraftig stigning i produktionen fra 1931 til 1938. Tekstilproduktionen steg 42 pct. (1931—36 var stigningen 52 pct, hvorefter produk­tionen faldt noget); beklædningsindustrien opnåede en produk­ tionsfremgang på 61 pct. i tiden 1931—38.

Trods den stærke stigning i indførselen af spindestoffer, duk­ kede den danske spinderiproduktion i 1938 dog kun nogenlunde samme andel af forbruget i 1931, nemlig ca. to trediedele. For tekstilindustrien som helhed steg „dækningsprocenten“ fra ca. 35 til ca. 55; fremgangen lå især på produktionen af metervarer (og strømper) jfr. den tilsvarende nedgang i indførselen. Konfektions­ industriens „dækningsprocent“ steg fra ca. 75 til ca. 90; ser man bort fra forbruget af hatte og sække, dækkedes praktisk taget hele konfektionsforbruget af den danske produktion.

Forsyningsvanskeligheder 1940—47.
I de første krigsår faldt produktionen en hel del, men takket være tilførsler af celluld og opkradsede varer lykkedes det — bortset fra 1945 — så nogenlunde at holde produktionen oppe.

I de forste efterkrigsår var tilførslerne til tekstil- og beklæd­ningsindustrierne meget små, men i 1947 lå produktionen af tekstilvarer dog lidt liojere end i 1938, mens produktionen af beklædning var en smule mindre end i 1938.

Den kraftige produktionsstigning 1947— 51.
De bedre forsyningsmuligheder — blandt andet som følge af Marshallhjælpen og det vesteuropæiske samarbejde — satte produktionen stærkt i vejret. Det skønnedes i 1947, at underforsy­ ningen i de foregående år svarede til to-tre års normalforbrug. 1 årene efter 1947 lå afsætningen derfor væsentligt over normalt forbrug — udslidt tøj og linned kasseredes, efterhånden som det blev muligt at købe noget nyt. Samtidig skete der en kraftig forbedring i kvaliteterne.

Produktionen steg yderligere i 1950 og i begyndelsen af 1951 som følge af hamstringskøbene efter Koreakrigens udbrud. Frem­ gangen standsede imidlertid brat i marts 1951, da råvarepriserne faldt stærkt. Virksomheder, der lå inde med store varelagre, led betydelige tab, som vanskeliggjorde senere investeringer til mo­ dernisering.

Produktionen var meget lønnende indtil 1951. Den fandt især i de første år for en stor del sted på maskiner, der var så gamle, at de var afskrevne; en del virksomheder indførte treholds­ drift, og der startedes mange små virksomheder. Arbejderantallet gik stærkt i vejret, og den store efterspørgsel efter arbejdskraft førte til lønstigninger, som var større end de gennemsnitlige for hele industrien. Konkurrence var omtrent udelukket gennem im­ portreguleringen, og den begrænsede import foregik til høje pri­ser (og forholdsvis meget store avancer) samtidig med,at pris­ reguleringen blandt andet af forsyningsmæssige grunde tilsikrede mange af de mindst effektive danske virksomheder god renta­ bilitet.

Adskillige virksomheder investerede i årene efter 1949 store beløb i maskiner og nyanlæg, og så vidt man kan skønne, har der va-ret en kraftig stigning i arbejdsproduktiviteten i de to industrier. Det er dog værd at bemærke, at det ved en ameri­ kansk undersøgelse af vor konfektionsindustri i 1952 betegnedes som et yderst forsigtigt skøn, at produktionen kunne øges med yderligere 15— 20 pct.

Kriseårene efter 1952.

Endnu i 1954 lå tekstilproduktionen over 1949’s høje niveau. Konfektionsindustrien nåede sit hidtil bedste år i 1954 efter en nedgang i 1951— 52; endnu i 1955 lå produktionen 6 pct. højere end i 1949. Efter 1951 skete der imidlertid en stærk forøgelse i tekstil- og konfektionsindførselen, som var særligt stor i 1954.

1 begyndelsen af 1956 var produktionen i de to industrier ca. 15 pct. mindre end i begyndelsen af 1955. Samtidig er der dog på nogle områder tale om kraftigt faldende indførsel. Den samtidige nedgang i produktion og indførsel må ses som udtryk for, at forbruget af tekstil og konfektion er faldet efter indfø­relsen af omsætningsafgifterne for disse varer i marts 1955. Det bør fremhæves, at eksporten af tekstilvarer bar været stærkt sti­ gende siden 1954.

Den skærpede udenlandske konkurrence og den nedenfor nævnte forbrugsomlægning bar dog indvirket meget forskelligt på de enkelte dele af de to industrier. Spinderierne og væverierne nåede deres største produktion i 1950—51 og bar siden haft stærkt faldende produktion. Trikotagefabrikkerne var præget af den alm indelige nedgang i 1951— 52, men produktionen steg der­ efter og nåede sit h id til højeste niveau i 1954. Noget tilsvarende synes at have været tilfældet for tekstilindustriens øvrige grene.

Herrekonfektionsfabrikkeme bar haft stadig tilbagegang si­ den 1951, mens damekonfektionsproduktdonen efter en nedgang i 1951 fortsatte fremgangen og allerede i 1952 havde større pro­ duktion end i 1950; toppunktet nåedes i 1954. De virksomheder, der tilvirker underbeklædning, ramtes end ikke af den alminde­lige nedgang i 1951— 52, men nåede et toppunkt i 1954.

Ovenstaaende viser tydeligt, at der ved en betragtning af tekstil- og beklædningsindustrien kun dårligt kan arbejdes med tal, der omfatter hele industrien, da udviklingen har været langt fra ensartet.

Arbejdsløshedsprocenten er for tekstilarbejderne „kun “ ste­get fra 3,8 til 10,1 i 1955. Når stigningen ikke har været større trods den kraftige produktionsnedgang, skyldes det en stærk bort­ vandring af arbejdskraft fra denne industri: fra 1951 til 1955 er medlemstallet i tekstilarbejdernes arbejdsløshedskasse gået ned fra 28.065 til 20.464 — eller med 27 pct. Man kan hertil for­ mentlig regne med, at en del af den arbejdskraft, der antoges omkring Korea-krigens udbrud, ikke har været arbejdsløsheds­ forsikret, således at bortvandringstallet faktisk har været endnu større.

Efterkrigsårenes forbrugsomlægning.

Samtidig med udsvingene i produktionsomfanget er der sket en kraftig omlægning af forbruget i forhold til førkrigsårene.

Det er en alm indelige iagttagelse, at tekstiler og beklædning ud­gør en faldende del af befolkningens forbrug ved stigende ind­komster. Da befolkningens indkomster har været stigende over den sidste menneskealder, har der været tale om en ikke helt lille nedgang i tekstilvarernes andel i det samlede forbrug. For arbejdere gælder det således, at tekstilforbruget i 1931 blev op­ gjort til 14— 15 pct. af deres indkomst; før krigen ansloges pro­ centen til 11— 12, og i 1948 blev den — trods den kraftige ud­ skiften af tøj og linned — målt til godt 10 pct. Det er sandsyn­ligt, at procenten det sidste par år bar ligget under 8.

Forbruget af uld og bomuld har ikke fuldt ud holdt trit med befolkningstilvæksten, hvorimod de såkaldte kemofibre har fået stadigt større betydning.

Med frigivelsen af tekstilindførselen i 1952 og den samtidige væsentlige billiggørelse af de indførte varer er der sket en mærk­bar omlægning af forbruget i retning af indførte varer. Pris­ faldet siden 1951 på råvarer, garner m. v. er tilsyneladende kun i beskeden grad slået igennem i færdigvarepriserne. Da det sam­ lede tøjforbrug ser ud til at have været stagnerende — trods sti­gende befolkningstal — fra 1952 til begyndelsen af 1955, er den danske produktions andel af forbruget faldende. Der er dog vig­tige afvigelser fra denne hovedregel; således har produktionen af strømper og strikvarer (trikotage) ikke alene i det væsentlige kunnet dække det hjemlige forbrug, men har også omfattet en stigende eksport.

Endelig bør det fremhæves, at den stigende anvendelse af nylon, dacron osv. på adskillige områder har givet de fremstillede varer længere levetid og derfor har medvirket til at mindske det hjemlige salg.

Vesteuropas produktionsudvikling i efterkrigsårene.

Ligesom herhjemme steg den vesteuropæiske tekstilproduk­ tion stærkt i årene forud for 1950. Der er dog den bemærkelses­ værdige forskel, at for Vesteuropa som helhed nåede produktionen først et stykke ind i 1948 op på 1938-niveauet, mens den danske tekstilproduktion i 1948 var halvanden gang så stor som i 1938 (da den i forvejen — som følge af indførselsrestriktionerne — var udvidet meget stærkt).

Endvidere nåede den vesteuropæiske tekstilproduktion lige­ som den danske et højdepunkt omkring årsskiftet 1950— 51. Efter en kraftig nedgang i 1952 steg produktionen noget i 1953—54 for så at falde igen i 1955. Den danske produktion steg ikke fuldt så meget som den vesteuropæiske som lielhed i 1953— 54. Denne forskel kan formentlig blandt andet begrundes med, at Danmark ikke har nogen produktion af kemofibre, som i de øvrige lande er af stærkt stigende betydning (verdensproduktionen af kemo­ fibre var i 1954 større end den samlede uldproduktion målt i tons), samt at den danske produktion i begyndelsen af 1951 som tidligere nævnt var højst unormalt stor: dobbelt så stor som i 1938, mens produktionen for Vesteuropa som helhed ved års­ skiftet 1950— 51 kun lå godt 20 pct. over 1938-niveauet. Den dan­ ske tekstilindustris meget store tilbagegang i 1955—56 svnes — ud over de nævnte forhold — at kunne forklares ved de omsæt­ ningsafgifter, der i foråret 1955 blev pålagt tekstilvarer.

Tekstilkrisens årsager.

Det stærke fald i produktionen har ført til en kriseagtig si­ tuation i den vesteuropæiske tekstilindustri. Produktionen ligger stadig næsten 25 pct. højere end i 1938, men denne stigning sva­rer omtrent til den samtidige stigning i befolkningstallet.

Den umiddelbare årsag til denne krise er den stærke udvi­delse af kapaciteten. Produktionen er ikke steget tilsvarende, hvorfor kapacitetsudnyttelsen er faldende. 1 1954 lå den således i Vesteuropa på 40—50 pct. af bomuldsspinderiernes teoretiske ka­pacitet (i U.S.A. var det tilsvarende tal 75 pct.); for bomulds- væverierne var den vesteuropæiske udnyttelse endnu ringere: 30—40 pct., mod den amerikanske udnyttelsesprocent på 77. For produktionen af uldne varer var udnyttelsesgraden i Vesteuropa omtrent den samme som for bomuldsvæverierne.

Søger man at finde de dybereliggende årsager til krisen, sy­nes de nedennævnte forhold at være blandt de vigtigste:

1. Over hele den vestlige verden er der en klar tendens til, at tekstilforbruget stiger mindre end det samlede forbrug. I en række lande ser det endvidere ud til, at også tøkstilforbruget pr. indbygger er nedadgående.

2. Den stigende produktion har presset priserne ned. Dette gælder så meget desto mere, som de asiatiske markeder er af stærkt aftagende betydning, efter at Indien og Japan bar forøget deres produktion meget væsentligt.

3. Japan og — i mindre Omfang — andre asiatiske lande bar tværtimod stigende eksport, der takket være disse landes forholds­ vis meget lave arbejdsløn sker til priser, der ligger under det rentable for europæiske virksomheder. Det hævdes, at lønforskellen mellem vesteuropæiske og japanske tekstilarbejdere ikke modsvares af produktivitetsforskellen.

4. En del europæiske producenter eksporterer til priser, der ikke er baseret på normale kalkulationer. Det drejer sig dels om producenter, som for at holde deres virksomheder i gang ekspor­ terer til priser, der ikke dækker meget mere end udgifterne til råvarer og arbejdsløn, dels om virksomheder, der under en eller anden form modtager statstilskud til deres eksport. En række østeuropæiske stater understøtter tilsyneladende deres tekstileks­port kraftigt.

5. Nogle lande har gennem toldforhøjelser eller importafgif­ ter søgt at mindske virkningerne af den internationale krise inden for deres egne grænser.

6. Den amerikanske bomuldspolitik liar vist sig at have en udpræget depressiv virkning på hele tekstilindustriens råstofforsy­ ning. Gennem en årrække har U.S.A. gennem opkøb holdt mar­ kedsprisen på amerikansk bomuld oppe. Mere end et halvt års høst er på denne måde købt og oplagret. Såfremt U.S.A. begynder at sælge ud af disse lagre, således som det ventes at ske til august, må det foregå til priser, der vil presse verdensmarkedets priser ned. Da hele den vestlige verdens forbrugere af råbomuld fryg­ ter en sådan ændring i den amerikanske politik, er priserne for bom uld til frem tidig levering forholdsvis lave, og liom uldsspinde­ rierne holder derfor det mindst mulige lager. Tilsvarende ønsker bomuldsvæverierne, fabrikanter af bomuldsvarer o. s. v. ikke at ligge med nævneværdige lagre for det tilfælde, at bomuldsprisen pludseligt skulle falde. Dette medfører naturligt en uhensigts­ mæssig tilrettelæggelse af dispositionerne ikke blot i bomuldsindustrien, men også i den øvrige del af tekstilindustrien, da det for den spiller en stor rolle, hvorledes prisforholdet er mellem bom uld og de øvrige anvendte råvarer.

Sammenfatning.

Den vesteuropæiske (og den amerikanske) tekstilindustri op­ lever for tiden en række vanskeligheder, hvoraf nogle ser ud til at være af varig karakter (nedgangen i forbruget, den store pro­ duktionskapacitet og den stigende konkurrence fra de tidligere asiatiske markeder), mens andre (konkurrence til underpriser, indførselsbegrænsninger, der i sig selv er følger af de nævnte varige vanskeligheder, og den amerikanske bomuldspolitik), vil kunne mindskes eller helt elimineres, hvis de interesserede nærer ønske om det.

Vanskelighederne bliver naturligt særligt store for den dan­ ske tekstilindustri, eftersom den 1932— 38 og 1947— 51 forcerede produktionen stærkt i vejret. Fra 1931 til 1954 er tekstilindu­ striens produktion således steget lige så meget som produktionen i den samlede industri, skønt man — da tøjforbruget er relativt faldende — skulle vente, at stigningstakten ville have været en hel del mindre.

Tekstilindustriens stærke vækst blev muliggjort ved den ef­ fektive importregulering. Ved frigivelsen af indførselen i 1952 skabtes en deponeringsordning, som for mere bearbejdede tekstil­ varer anslås at rumme en beskyttelse på 5— 10 pct. af import­ værdien; denne deponeringsordning tænkes afviklet efter vedta­ gelsen af toldrevisionen.

Erfaringerne synes at vise, at en meget væsentlig del af såvel tekstilindustrien som beklædningsindustrien meget vel kan klare sig i den normale konkurrence med udlandet og endda er i stand til at øge eksporten. For disse virksomheder vil den nu gennem­ førte, beskedne toldforhøjelse i det store og hele kun betyde en indtægtsforøgelse, der formentlig opnås gennem forøgelse af sal­ get og ved prisforhøjelser. Toldforhøjelsen vil derimod ikke yde nogen nævneværdig beskyttelse mod den ret betydelige dumping­ indførsel, der har fundet sted det sidste par år.

Der er verden over sket en større udvidelse af produktions­ kapaciteten, end afsætningsmulighederne betinger. Der er således på et begrænset felt tale om en udvikling, som for hele verdens­ økonomien var en væsentlig årsag til den store krise i 1930- tallet. Der er nu principiel enighed om, at de enkelte landes bestræbelser for at give Sorteper videre gennem stadigt større toldbeskyttelse eller skærpede importrestriktioner for landene un­der ét dengang førte til en uddybning af krisen, en nedsættelse af levestandarden og gjorde det vanskeligere at overvinde krisen.

Det forekommer derfor — ud fra et samfundsøkonomisk syns­ punkt — uheldigt, at man ved den seneste tids toldpolitik ikke har taget større hensyn til tekstilkrisens internationale perspek­ tiv, som (bortset fra en eventuel teknisk revision af holdsatser) alene kan begrunde foranstaltninger mod dumping-indførselen. Dette synes at finde bekræftelse i de svenske erfaringer, idet en svensk toldforhøjelse i 1955 allerede har vist sig utilstrækkelig og derfor nu søges suppleret med et dumpingværn.

Sven Reiermann.