VI
GENNEMGANG
Kompagnichefen har fulgt den Trang, der altid lever hos den vaagne Fører, til at holde sig bedst muligt underrettet om Forholdenes Udvikling, og er søgt op til Kragedysse i Erkendelsen af, at Føreren kun faar de Efterretninger, som han fortjener. Han faar Lønnen for sit Initiativ i gode og sikre Oplysninger, men han bliver samtidig og — i Betragtning af den tilsyneladende sikre Situation — ganske overraskende stillet overfor Nødvendigheden af at træffe en Beslutning. Han kan ikke, som i de to foregaaende Opgaver søge Vejledning for sin Optræden i de almindelige Bestemmelser for Sikringstjenesten. Hans Kompagni er her ikke nogen Sikringsdel. Tværtimod har han faaet en bestemt Opgave — at beskytte et Batteri — der skiller ham fra den direkte Samvirken med den Styrke, han hører til. Denne Styrke søger at unddrage sig Fjenden, men Begivenhederne udvikler sig nu saaledes, at uforudset Indgriben fra en mindre, fjendtlig Styrkes Side truer med at forstyrre den planmæssige Gennemførelse af denne Hensigt. Dermed er den overordnede Førers Handlefrihed bunden. Kompagnichefen bliver ved Selvsyn fra Kragedysse klar herover og maa nu spørge sig selv: „Hvad skal jeg gøre under disse Forhold?“ — Skal han udelukkende passe sin oprindelige Opgave, eller skal han træde hjælpende til for at søge at bringe Arrieregarden ud af den Klemme, hvori den er? Spørgsmaalet kræver Svar og et hurtigt Svar. Men den eneste, der kan besvare det, er Kompagnichefen selv. Nogen Ordre kan han næppe vente at faa. Han maa altsaa selv tage Initiativet til en Beslutning og søge sit Grundlag for denne i de sædvanlige 3 Faktorer: Fjenden, egen Styrke og Terrainet.
Den Omstændighed, at Arrieregardens nordligste Fodfolksled er begyndt at vise sig nord for Vinskov kunde tyde paa, at ogsaa 1. Træfning — maaske tilmed forreste (sydligste) Linie — allerede er i Bevægelse nordpaa. Sikkerhed derfor kan selvfølgelig ikke skaffes, men er det Tilfældet, kan det føre til Opslemning og Sammenblanding af Tropper i Vinskov, hvis Standsningen bliver af længere Varighed, og tlette er paa ingen Maade utænkeligt, naar man erindrer, at 4 af Datidens endnu ufuldkomne danske Rekylgeværer næsten en hel Dag standsede en japansk Brigade under den russisk-japanske Krig. Men bliver Standsningen af længere Varighed, samtidig med at Fjenden gaar dristigt frem sydfra, kan Arrieregarden blive tvunget til imod sin Hensigt at optage Kamp. Denne Kamp er uforudset og kan derfor næppe faa en planmæssig Ledelse. Heri ligger, netop for en Arrieregarde, et truende Usikkerhedsmoment, og dette bliver endnu større derved, at man maa befrygte, at Kampen helt eller delvis kan blive en Skovfægtning med den deraf sikkert følgende Opløsning, som atter kan bevirke, at Arrieregarden bliver ude af Stand til at fortsætte Løsningen af sin Opgave. Men selv om det ikke gaar saa galt, vil hvert Minut, som Standsningen varer, betyde Indskrænkning af den Tid, som Arrieregarden har paaregnet til den planmæssige Gennemførelse af sin Manøvre, hvilket i sig selv er en betydelig Ulempe. Det Billede, som Situationen hos Fjenden og egen Styrke frembyder, lader altsaa intet tilbage at ønske i Tydelighed: Hjælp er i allerhøjeste Grad ønskelig. — Dermed er Sagen imidlertid ikke afgjort. Til egen Styrke hører ogsaa Batteriet, der er betroet i Kompagnichefens Varetægt. Svaret vil derfor i første Instans afhænge af, om han anser Forpligtelsen overfor Batteriet for at være større end Forpligtelsen til at hjælpe Hovedstyrken, eller omvendt. 1 anden Instans, om Terrainet er saaledes, at der overhovedet kan være Tale om at yde nogen Hjælp. A f de 16 indsendte Besvarelser vil de 15 yde Hovedstyrken en eller anden Hjælp. En fælles og rigtig Begrundelse for dette er. at hvad man saa kan vente, at eget Fodfolk i Vinskov selv vil gøre. maa man regne med, at det vil tage Tid, og Tidsspilde maa forhindres. 3 Besvarelser anvender hele Kompagniet, 2 anvender 3 Delinger og 4 31/« Deling til Bekæmpelse af Styrken paa Rakkerknøs. De to sidstnævnte Grupper sender henholdsvis 1 Deling og 1 Flalvdeling frem til Batteriet. 2 Besvarelser deler Kompagniet ligeligt mellem de to Opgaver, dog med den Motivering, at 2 Delinger er nok til at gøre det af med Rytterne ved Rakkerknøs. 1 Besvarelse anvender 2 Delinger til hver af de 2 Opgaver og synes saaledes at tillægge dem begge samme Vægt, medens 2 Besvarelser kun anvender 1 Deling i Egnen ved Sørninge, fordi de mener, at i Virkeligheden enhver Ildafgivelse fra dette Terrain er tilstrækkelig til at faa Fjenden til at rømme Rakkerknøs, og det tiltrods for at begge disse Besvarelser regner med ogsaa at tage sig af Fjendens Haandheste. Endelig er der 1 Besvarelse, der vel anvender 2 Delinger til Bekæmpelse af Styrken paa Rakkerknøs, men holder 2 Delinger i Reserve i Sørninge, indtil det kan ses, om Batteriet gør Holdt eller fortsætter til Bredebjerg, hvorefter Delingerne i sidste Tilfælde sendes efter Batteriet, altsaa i alle Tilfælde en Forhaling af deres Anvendelse i en Situation, hvor Tiden er kostbar.
Ikke mindre end 7 Besvarelser lader de forskellige Led aabne Ilden, efterhaanden som de naar frem i Skydestilling, Størsteparten, saaledes Forspidsen, en Halvdeling, 5— 10 Minutter (400 m) før den øvrige Styrke. Ikke alene udsætter de derved de efterfølgende Styrker for unødvendige Tab veti forud at avertere Fjenden om at vende sine Maskingeværer, men de løber ogsaa Fare for det, der i Stortaktikken kaldes partielle Nederlag. I denne Sammenhæng skal det paapeges, at kun 2 Besvarelser tydeligt fremhæver, at Kompagniet nraa gaa frem øst paa i meget spredt Formation for ikke at byde for gunstige Maal. Dette er saa meget mærkeligere, som en Del Besvarelser nævner, at Kompagniet, alene ved at vise sig som Maal, mulig kan sprede Fjendens Ild, saaledes at der kan opstaa gunstigere Betingelser for Hovedstyrken ved Vinskov.
Den Fremgangsmaade, de forskellige Besvarelser vil anvende ved deres Indgriben overfor Styrken paa Rakkerknøs, former sig noget forskelligt. 5 Besvarelser vil straks føre et regulært Angreb frem, en enkelt af disse Besvarelser angiver endogsaa Gærdet i Nord— Syd, knap 200 m øst for Rakkerknøs, som dette Angrebs Maal. Dette maa føre Kompagniet unødvendig langt mod Øst, idet Hensigten fuldt saa godt kan naas ved Ild fra en enkelt, egnet Skydestilling, saaledes som 10 Besvarelser har valgt at gøre, særlig hvis man — som 7 af Besvarelserne — sørger for ogsaa at faa lagt Ild paa Haandhestene. — Med Hensyn til Valget af denne Udstilling har 2 forskellige Synspunkter gjort sig gældende. I grove Træk ligger den ene Ildstilling fra Hødysse sydpaa, den anden fra Kirkeled Banke nordpaa. En Udvikling i den første kan paa Grund af Afstanden — ca. 1000 m — i alt væsentligt kun virke som Trusel og har navnlig ikke større Mulighed for en Tilintetgørelse af Haandhestene. Den østligere Stilling giver derimod gode Betingelser for Virkning, baade mod Maskingeværer og mod Haandheste, og vil hos Fjenden give et langt kraftigere Indtryk af en alvorlig Trusel. Den sidste, endnu ikke omtalte Besvarelse vælger den Udvej, hverken at følge Batteriet eller at gribe ind overfor Maskingeværerne. Den samler hele Kompagniet i Sørninge og udstiller Observation paa Kragedysse, hvorefter Kompagnichefen rider til Batteriet for at faa det til at aabne Ilden og afventer Virkningen af denne Ild, før han træffer Bestemmelse om, hvorvidt han vil sætte sit Kompagni ind.
,,Dette er en anden Historie“ , der i Virkeligheden er færdigbehandlet i Opgave 2, men da yderligere 3 af de ovenfor behandlede Opgaver røber stærke Lyster i samme Retning, er det rigtigt at undersøge dette Forhold noget nærmere.
Lykkes det Kompagniet ved hurtig og haandfast Indgriben at gengive Arrieregarden sin Bevægelsesfrihed, maa Batterichefens Tanke være, at han har faaet anvist sin Opgave i den kommende Kamp, at denne Kamp synes nær forestaaende, og at alt, der kan indføre den fjerneste Vaklen i Dispositionerne for Kampen, derfor bør undgaas. Dette er en yderligere Spore for Kompagniet til at skaffe Luft, og maa principielt føre til, at Batterichefen afviser Tanken om at gøre Holdt. Den Tid, han har til sin Raadighed til Stillingsindtagelse, synes i Forvejen knap. En Skelen efter Batteriet er desuden en Svigten af den rette Fodfolksaand, der skal være præget af Trangen til at løse de Opgaver, der frembyder sig, ved Fodfolkets egne Kampmidler, naar Hjælpen udefra ikke kan komme til at virke. Og hvorledes er Forholdene her?
I Almindelighed gaar Artilleriet nødig til aaben Skydning paa Maskingeværer, og her er det endnu mere utilraadeligt end ellers. Skydningen nraatte foretages fra Højderne, Høbjerg eller der omkring, indset fra og med Flanken til fjendtligt Artilleri, syd for Aamosen, indenfor 5— 6 km Afstand. Maaske kunde en nogenlunde sikker Stilling findes, men det vilde tage Tid. Indrykning til skjult Skydning vilde kræve henimod 1 Time, maaske mere, og selv om det skulde lykkes at stedfæste Maalene, vilde Opnaaelsen af et fuldstændigt Resultat kræve mange Skud, sandsynligvis 6— 800. Batteriets Indgriben kan altsaa ikke passes ind i den foreliggende Situation, der netop kræver en hurtig Fjernelse af den opstaaede Hindring for Bevægelsen.
Til Grund for Beslutningen om at hjælpe Hovedstyrken ligger den Betragtning, at det kun har lidt at sige, om man beskytter Batteriet nok saa godt, hvis Hovedstyrken bliver i Klemmen. Det gælder først og fremmest om at faa Bugt med den lille Styrke, der ved sin Optræden har krydset Arrieregardens Planer, men det er højst tvivlsomt, saadan som Terrainet om Vinskov er, om Arrieregarden selv vil være i Stand til at naa dette Maal indenfor rimelig Tid. — Kompagniet møder ikke tilsvarende Vanskeligheder i Terrainet, og det maa derfor træde hjælpende til. Batteriet maa overlades til at klare sig selv, idet der dog drages Omsorg for, at det ikke bliver udsat for Overraskelser. Denne Betragtning stiller altsaa Forpligtelsen til at hjælpe H ovedstyrken over Forpligtelsen til at hjælpe Batteriet, og der kan ikke være Tvivl om, at Kompagnichefen har en bydende Forpligtelse til at gøre alt, hvad han kan, for at hjælpe Hovedstyrken. For dennes Redning og den fjendtlige Styrkes Bekæmpelse maa alle andre Hensyn vige.
Først skal det undersøges, hvad der kan gøres med Batteriet. Saavel Batteriet som Kompagniet har hidtil, og med Rette, betragtet Forholdene nord for Aamose som temmelig sikre. Dette har vist sig, dels i at Batteriet er kørt forud for Kompagniet, og dels i at begge Enheder har foretaget Bevægelsen i Marchkolonner, ganske vist under Udnyttelse af Skjul r Terrainet for at undgaa, at Bevægelsen erkendes sydfra og mulig drager Artilleriild paa sig. Denne Følelse af Sikkerhed synes tler ingen Grund til at opgive. Aamosen ligger stadig paa sin Plads, og Arrieregarden sikrer endnu ved Vinskov og har Rytteri paa begge sine Fløje, paa den vestlige Fløj endogsaa meget nær. Den fjendtlige Styrke, som optræder ved Rakkerknøs, synes at have listet sig igennem, østen om Aamose. Men denne Vej er lang og besværlig og overfor vort Rytteri sandsynligvis ikke praktikabel for større Styrker, og selv om en saadan Maskingeværgruppe vel næppe færdes helt alene, tyder dens Optræden paa, at den formodentlig mindre Styrke, som den hører til, har fæstet sin Opmærksomhed paa Vinskov. Desuden synes det ikke fristende for fjendtligt Rytteri at vove sig ind i den Sæk i Terrainet, hvor Batteriet uset færdes, og som før eller senere vil blive lukket af den tilbagegaaende Arrieregarde. Der synes derfor ikke foreløbig at kunne opstaa nogen større Fare for Batteriet, og skulde Forholdene fuldstændig forandre sig, vil Kompagniet fra Egnen ved Sørninge kunne naa op til Batteriet ved Bredebjerg i Løbet af en halv Times Tid. Tilmed har Batteriet Ryttere, der kan varetage dets Sikring og formodentlig allerede sikrer Marchen — Hjortebjerg, Brændelykke, Lille Møsten, Tornved Skov — og Indrykningen i Stillingsomraadet, og desuden har det Rekylgeværer og Karabiner, der kan afvise mindre Styrker.
Kompagnichefen kan derfor forsvare at nøjes med at sende en af sine Cyklister til Batteriet med Oplysning om den nye Situation og Melding om, at Kompagniet foreløbig ikke vil møde op ved Bredebjerg. — Un bon averti en vaut deux. — Det næste Spørgsmaal er, hvor Kompagniet skal yde sin Hjælp. Den, der her har den afgørende Stemme, er Terrainet. Hvorledes er da det Afsnit, der faar Betydning? Igennem Sørninge kan Troppebevægelser foregaa øst paa, usete fra Egnen om Rakkerknøs, til Kragedysse og ret snævert norden om denne til Kirkeled Banke og dennes nordlige Affald, ligeledes nordpaa, vest for Linien Kragedysse— Hødysse og derfra, sandsynligvis, østpaa langs Hegnet, tæt sønden om Hødysse, og endelig synes der at være gode Betingelser for at fremskyde en mindre Styrke langs Vejen til Skamstrup indtil Bastbjerg. Man vil altsaa i Løbet af en Snes Minutter, maaske kortere Tid — Afstand ca. 1200 m — kunne aabne en overraskende Ild mod Rakkerknøs fra en Stilling paa Kirkeled Banke og videre nordpaa paa godt Skudhold — 5— 600 m — fra den generende, fjendtlige Styrke. Maaske kan alene en Trusel om en saadan Ildaabning tvinge denne Styrke til at forlade Rakkerknøs. Men dette maa ikke tilfredsstille Kompagnichefen. A f den fjendtlige Patrouilles Optræden kan han skønne, at han staar overfor en Fører, der forstaar at finde sin Chance og udnytte den resolut og behændigt, og han skylder Hensynet til det Hele, saa vidt det staar til ham, at forhindre, at disse gode Egenskaber senere paany kommer til Udfoldelse. Med andre Ord, Kompagnichefens Bestræbelser maa være rettede imod ikke alene at fordrive den fjendtlige Styrke, men ogsaa at tilintetgøre den. Dette kan ske ved at sende en Styrke fra Sørninge nordpaa og videre sønden om Hødysse til Terrainet ved Birgittehøj, hvorfra Fjendens Haandheste før eller senere maa kunne belægges med virksom Ild. — Det er saa heldigt, at Kompagniet allerede har '/a 4’Deling ved Sørninges Sydvesthjørne, hvorfra Afstanden til nævnte Terræn er ca. 1200 m. Halvdelingen vil altsaa kunne være derude samtidig med, at de sydligere Dele gaar i Stilling ved Kirkeled Banke.
Hvis nu Kompagnichefen følger sin Trang til at holde sit Kompagni i sin egen Haand og anvender det gode Princip at sætte fuld Kraft ind paa det Sted, hvor han vil naa Resultatet, kan han
1) sende Va 4'Deling til Terrainet, syd for Birgittehøj for at tage sig af Fjendens Haandheste.
2) føre Va 4', 3’, 2' og V2 l ’Deling frem mod Øst til Skydning fra en Stilling over bred Front og med højre Fløj paa Kirkeled Banke, medens
3) V2 l ’Deling (Bagspidsen) holdes rede til at gaa frem, under Beskyttelse af de andre Delingers Ild, sønden om Kirkeled Banke til Bastbjerg, hvis Ild fra nærmere Hold skulde vise sig nødvendig.
Ammunitionsdelingen holdes tilbage, eller sendes efter Batteriet. Ved Kompagniet skulde der ikke blive nogen Anvendelse for den. Denne Løsning følger altsaa 2 ubetinget rigtige Principper for Føringen, men den i Opgaven fremstillede Situation er ikke saa udpræget, at de Besvarelser, der er gaaet til en Deling af Styrken, kan forkastes. Batteriet kan maaske faa Brug for sit Fodfolk og har Ret til at regne med det. Det afgørende er, at der sættes tilstrækkelige Kampmidler ind til Bekæmpelse af den fjendtlige Styrke paa Rakkerknøs, at det gøres uden Tøven, men at der dog iagttages fornøden Forsigtighed for at umlgaa unødvendige Tab og vises Omtanke for at naa et fuldstændigt Resultat. Det er her Resultatet, der skal fælde Dommen. Vurderingen af Mulighederne er afhængig af et personligt Skøn over Enkeltheder, der for Størstedelen ikke kan fremstilles paa Kortet.
Baggrunden for denne Opgave er en Situation, hvor den overordnede Førers Handlefrihed er bundet. Problemet, den tager frem til Behandling, er dette: Har en underordnet Fører, der ved sin øjeblikkelige Stilling ikke har nogen udtrykkelig Opfordring til at vaage over den andens Sikkerhed, men endog har et særligt Hverv, — nogen Forpligtelse til, paa eget Initiativ, at gribe ind for at søge at give den overordnede Fører hans Handlefrihed tilbage? Dette Spørgsmaal er eenstemmigt besvaret med „Ja“ , og dette Svar er det rigtige, saavist som egen Styrkes Redning og Fjendens Bekæmpelse maa skyde alle andre Hensyn til Side.
En Beslutning som den at gribe ind her, bærer i høj Grad Initiativets Præg. Det, der karakteriserer Initiativet, træder her tydeligt frem: En hurtig Bedømmelse af Situationen og en resolut Griben ind paa eget Ansvar. Selv om Kompagnichefen her vover sig udenfor den afstukne Ramme, gaar han ikke udover det tilladeliges Grænse.
Hensigten med disse sidste 3 Opgaver har været at pege paa Betydningen af den underordnede Førers Initiativ. I den daglige Tjeneste er det meste reguleret ved Programmer, Reglementer og Instruktioner, ved Traditionen og til en vis Grad ved de mange Led, hvoraf det militære Hierarki bestaar. Men det personlige Initiativ er derfor ingenlunde kvalt. Der vil i den daglige Tjeneste altid være et Virkefelt for den enkeltes Initiativ, som, følgende U d viklingen, søger at bryde nye Veje og føre Uddannelsen frem i nye Spor, og indenfor den Side af den militære Virksomhed, som omfatter Førervirksomheden, er der, som foran antydet, den videste Mark for Initiativet, og hvad mere er, det er i højeste Grad nødvendigt.
Ved Øvelser i Marken staar man altid overfor noget ufuldkomment. Under Fredsforhold bliver man aldrig stillet under de samme Vilkaar som under Krigsforhold, og den militære Stand er vel nok den eneste Stand, der maaske kun een Gang, maaske aldrig vil komme til at udøve den betydningsfuldeste Del af sin Gerning under „virkelige Forhold“ . „Hvis det havde været under virkelige Forhold“ , er en Bemærkning, der ofte høres og kan anvendes ved saa godt som enhver Øvelse i Marken, og dens Fortsættelse er næsten altid: :Saa vilde jeg have baaret mig saadan og saadan ad“ , d. v. s. ganske anderledes, end jeg nu har været nødt til paa Grund af de utallige Fredshensyn. Denne „Uvirkelighed“ , under hvilken vi tilbringer en stor Del af vort Liv, og under hvilken vi skal øve os i den vigtigste Del af vor Gerning, kan let komme til at sætte sit Præg paa os og paa vore Handlinger, naar vi ikke passer nøje paa. Det kan til en vis Grad være forklarligt, om end ikke undskyldeligt, naar man nu og da ligesom gaar for halv Kraft og lukker Øjet til for Skødesløsheder og Forsyndelser, som, hvis der var Skarp i Geværerne, nok skulde faa deres Straf. Visheden om, at hvad der end sker, bliver det noget „uvirkeligt“ , kan virke sløvende. Derfor maa man af Befalingsmændene kræve en stor Pligtfølelse, en stor Agtpaagivenhed overfor sig selv og en ikke saa helt ringe Grad af Idealisme for under disse Forhold at vedligeholde Interessen og Energien til at udføre deres betydningsfulde Arbejde, saaledes som det skal udføres, og for at de ikke skal synke ned til at blive slet og ret Levebrødsmilitære. Bevidstheden om, at deres Arbejde kan blive stillet paa en Prøve, haardere end nogen anden, maa føre dem til at sætte hele deres Personlighed, alle deres Aandsevner ind paa Dygtiggørelsen til dette Arbejde. I ingen Stand, mere end i den militære, har det gamle Ord Gyldighed: „Ikke fanger sovende Mand Sejr“.
Søltoft.
