II.
Gennemgang af Opgave 1.
Den røde Traad, der gaar gennem alle Reglementer, er Fordringen om, at Førerne paa de forskellige T rin skal vise Selvstændighed indenfor de Grænser, som den givne Befaling eller det givne Hverv trækker. Princippet er i Korthed dette: den overordnede angiver Maalet, den underordnede vælger Fremgangsmaaden til at naa dette Maal. Den bundne Selvstændighed, der saaledes tilstaas de underordnede Førere, er paa samme Tid en Ret og en Plig t fo r dem. Det er en Ret, fo rdi den, der har Ansvaret for, at en Ting bliver udført, ogsaa maa have en vis Frihed til at vælge den Maade, hvorpaa han vil udføre den. Først naar han har denne Frihed, vil han lægge fuld K ra ft og Interesse i Arbejdet. Det er naturlig t og menneskeligt. Det er en Plig t, fo rdi det under de fleste militære Forhold — i hvert Fald de her behandlede: Troppeføringen —- er ganske um uligt fo r den overordnede paa Forhaand at vide og angive alt, hvad der kan ske, og at give Anvisninger fo r alle de mange forskellige Situationer, i hvilke den underordnede kan komme, naar han optræder paa egen Haand. Det kan a f mange forskellige Aarsager ske, at den underordnede ikke faar nogen Befaling. Forholdene kan udvikle sig saaledes, at den Be faling eller det Hverv, den underordnede har faaet, bliver um uligt at udføre, eller det kan maaske stille sig tvivlsom t fo r ham, om det er heldigt at udføre Befalingen, eller om han ikke gavner Sagen bedst ved at tillempe sin Optræden efter Forholdene. Staar han overfor det umulige, er Sagen klar nok. Han er ganske sagesløs, naar han ved Kendsgerningernes Hjælp kan bevise, at det har været ham en Umulighed at følge Befalingen. Anderledes derimod i det Tilfælde, hvor der maaske i og fo r sig intet er til Hinder fo r at adlyde Befalingen, men hvor han mener, at en bogstavelig Udførelse a f den vil blive mere til Skade end til Gavn. Hvor der med andre Ord er Tale om ikke blot at vælge Fremgangsmaaden, men tillige at træ ffe en selvstændig Beslutning, og det tilmed maaske en Beslutning, der bryder de oprindelig afstukne Rammer. Denne sidste er vel den vanskeligste Situation, hvori en Befalingsmand overhovedet kan komme, men ogsaa i dette T ilfælde er selvstændig Handlen en Ret og en Plig t. Det maa dog straks understreges, og understreges meget stærkt, at der altid er en stor Fare forbunden med et saadant Udslag a f Selvstændighed, der gaar udenfor de afstukne Grænser. F o r os militære er en Be faling hellig, og den maa være det, fo rdi Disciplinen er den Grundvold, hvorpaa hele det militære Liv hviler. Rokkes der ved den, styrter det hele sammen. Men denne Disciplin maa ikke forveksles med den blinde Lydighed, der er Udtryk fo r træg Intelligens eller manglende. Tænkeevne. Tværtimod maa Førerens Disciplin fremgaa a f den karakterfaste Mands Evne til at opfatte og forstaa og udføre et Tankearbejde med Maalet at adlyde, saaledes at han fastholder Retningslinien og naar Hensigten: Alle Kræ fters Samvirken mod det fælles Maal. Bliver den underordnede Fører stillet overfor den Vanskelighed at skulle afgøre, om Forholdene kræver en A fvigelse fra den bogstavelige Udførelse a f en given Befaling, vil det jo som oftest forholde sig saaledes, at denne Be faling er givet under andre Forsudsæ tninger end dem, der virkelig er til Stede fo r Modtageren, saa at han med en vis Berettigelse — men ogsaa kun med en vis Berettigelse — kan gaa ud fra, at havde den overordnede kendt de Forhold, i hvilke han befinder sig, vilde han ikke have givet den. Dette er dog kun og kan kun være Formodninger, fuld Sikkerhed derfor har den underordnede ikke. Det maa derfor kun være de mest tvingende Grunde, som kan berettige ham til at fravige den Vej, der er blevet ham angivet. Det bliver dog hans personlige Skøn, der bliver det afgørende, hans Bedømmelse a f Situationen, som maa danne Grundlaget fo r hans Beslutning, og her støder man paa den første Vanskelighed. T il denne Bedømmelse raader han ofte kun over forsvindende kort Tid, har jæ vnlig kun mangelfuldt Kendskab til Forholdene og maa som Regel arbejde under meget vanskelige Omstændigheder. Alt afhænger af, hvor udviklet hans Dømmekraft, hans militære Blik , hans Koldblodighed er, og intet maa derfor forsømmes fo r at udvikle disse Egenskaber hos Befalingsmændene. Fører nu disse Overvejelser til det Resultat, at en Udbryden a f den anviste Ramme synes paakrævet, staar man overfo r en ny Vanskelighed. Der skal træ ffes en Beslutning. Vanskeligheden opstaar nu fra Følelsen af, at der altid er Ansvar forbundet med en selvstændig Handling. Denne Fø lelse a f Ansvar hviler tyngende paa mange og lammer deres Beslutsomhed og Handlekraft. De ved, at de med deres Person skal staa inde fo r den Beslutning, de tager. D erfor hører der en vis Grad a f Personlighed, a f Karakterstyrke til at tage en selvstændig Beslutning. Kun den Mand, der virkelig er en Mand, har Mod til at tage et Ansvar paa sig og K ra ft til at bære det, hvis Følgerne a f hans Beslutning maaske skulde blive daarlige. Gælder dette ganske i Almindelighed, saa gælder det selvfølgelig i langt højere Grad, naar Talen er om at tage en Beslutning, der bringer Forholdenes U dvikling udenfor de anviste Rammer, maaske paa en saadan Maade, at man er ude a f Stand til forud at maale Beslutningens Rækkevidde. Det ligger i Sagens Natur, at der ikke kan gives bestemte Regler for, naar det er tilladeligt, endog god Konduite, at undlade at følge en given Befaling. Det ligger endvidere i Sagens Natur, at man kun sjældent vil komme til Enighed om, hvorvidt den Beslutning, der tages, er den absolut rigtige eller ej, saavist som to Mennesker aldrig ser paa samme Sag med ganske de samme Øjne. I Troppeføringen er der — heldigvis — ingen bestemte Form ler, der leder det hele efter forud bestemte Regler. H er er en vid M ark fo r den enkeltes personlige Skøn, og her regnes der med Mennesker, modtagelige fo r indre og ydre Indtryk. Mens dette paa den ene Side gør al Føring saa vanskelig, gør det den paa den anden Side saa interessant og vækkende. Men det bevirker ogsaa, at man som Regel aldrig kan sige, om Løsningen a f en Opgave er rig tig eller forkert, førend man har set Resultatet. Det er Resultatet, der fælder den endelige og afgørende Dom, som alle maa bøje sig for. I Opgaverne 1 og 2 danner Spørgsmaalet om Førernes Selvstændighed Kærnen. I Opgave 1 er en Styrke — Kompagniet udsendt fra en større Styrke med et Hverv, der stille r den i et sæ rligt Fo rhold til og paalægger den visse Forpligtelser overfor denne. Den mindre Styrke er endvidere stillet i en saadan Situation, at man kunde give Opgaven Overskriften „Adlyde eller ikke adlyde“ .
Kompagnichefen, der er Hovedpersonen, ser fra sin Standplads en fjend tlig Styrke dukke op. Situationen er ganske klar. Hans Flankesikringshverv angiver ham, hvad han skal gøre. Men saa forplum res paa een Gang Forholdet. Han faar en O rdre fra Bataillonschefen, som intet lader tilbage af ønske i Tydelighed, og som vilde være overmaade simpel at efterkomme, hvis der ikke var det fatale med de fjendtlige Styrker ved Vinskov. Dermed er han med et Slag ude i Kon flikten: adlyde eller ikke adlyde, thi det er med Rette, hvis han giver sig til at tvivle om, hvorvidt Bataillonschefen vilde have givet sin Befaling, hvis han havde anet, at der kom Fjender vest om Vinskov. Situationen kræver imidlertid et Svar, og den kræver et hurtigt Svar. Der er ikke lang Tid til Overvejelser. Afstandene er smaa. Fjenden kommer stadig nærmere, og Forholdet kan blive k ritisk fo r egen Styrke, der først vil bryde op om et K varter og tilmed vil udføre en Svingning tilbage om sin højre Fløj og saaledes komme til at byde Flanken til de fjendtlige Styrker, vest fo r Vinskov. „Skal jeg adlyde, eller skal jeg ikke adlyde Befalingen?“ Det er det Spørgsmaal, som Kompagnichefen skal besvare. Der er desuden det ubehagelige ved det, at Beslutningen ikke alene skal tages hurtigt, men at den ikke kan gøres om, hvis Kompagnichefen senere skulde komme paa andre Tanker. Den Beslutning, han tager, maa staa fast. Terningerne er kastede i det Øjeblik, han har bestemt sig. — H e rtil kommer saa, at han, hvad der fo røvrig t saa godt som altid vil være Tilfældet, kun har et ret mangelfuldt Kendskab til Forholdene. Han ved ikke, hvorledes det staar til i og nord fo r Vinskov, hvor Forholdene maaske endogsaa kan være saadanne, at egen Styrke kan blive tvunget til at opgive den paatænkte Manøvre.
Vender vi os nu til de indleverede Besvarelser, falder de — som det var at vente — i Grupper, 2 Hovedgrupper, de der adlyder, og de, der ikke adlyder. Men der er desuden en 3’ Gruppe, der indtager et Mellemstandpunkt, baade— og. Fo r ikke at komme ud i Enkeltheder, som i denne Forbindelse er uvæsentlige, skal Grupperne behandles ret summarisk.
1) De, der adlyder. Selv om det ikke udtrykkelig siges, synes de at regne med, at Befalingen skal adlydes, skønt det fremgaar a f deres V u rdering a f Situationen, at de ser en alvorlig Trusel mod egen Styrkes højre Flanke i de fjendtlige Styrker vest fo r Vinskov. Men de nøjes med at tilbageholde en Styrke ved Sørninge, i alt væsentligt bestemt til Observation, uanset at denne Styrke næppe har Betingelser fo r at faa sine Meldinger rettidigt ind, saa meget mindre som alt tyder paa, at Forholdene vil udvikle sig med katastrofal Hurtighed.
2) Baade— og. Disse Løsninger deler Styrken paa forskellig Maade. Nogle gaar med 3 Delinger, men efterlader 1 Deling til Beskydning a f Fjenden, nogle ved Kirkeled Banke, hvor Forholdene er gode, en i Sørninge, hvorfra den næppe kan komme til Skud. Nogle deler Kompagniet midt over og sender den ene Halvdel til Bødkerhus, medens den anden Halvdel bliver tilbage til Beskydning a f Fjenden. Enkelte Løsninger fordeler den tilbagesendte Styrke paa forskellig Maade i Mellem- eller Optagestillinger ved Høbjerg eller Katrinebjerg Huse, en enkelt vil herved opnaa at holde Brændelykke under Observation som sandsynligt Udgangspunkt for et senere Angreb paa Grønninge Huse.
3) De, der ikke adlyder. Disse Løsninger bliver med hele Kompagniet ved Sørninge paa Grundlag a f følgende Betragtninger: Den iagttagne, fjendtlige Styrke kan ca. Kl. 10,15 være paa Højde med Kirkeled Banke og derfra lægge en dominerende og flankerende Ild over egen Styrke under dens Tilbagegang til den nye Stilling, og Kompagnichefen maa gaa ud fra, at Detachementet ikke har været bekendt med disse fjendtlige Styrkers Tilstedeværelse, da det gav sin Befaling. Enkelte Besvarelser fremhæver tillige, at Skydning vil være den hurtigste Melding om den truende Fare.
Til Besvarelserne skal gøres følgende Bemærkninger: De Besvarelser, der gaar til Bødkerhus, og som altsaa adlyder Befalingen, tager ikke tilstrækkelig Hensyn til den nye Situation, Fjenden vest fo r Vinskov. Det er ganske øjensynligt, at denne har været Bataillonschefen ubekendt, da han gav sin Ordre. Fjenden vil jo, naar Kompagniet gaar, støde lige ind i den blottede Flanke paa den mod Nordvest tilbagegaaende Hovedstyrke. A t blotte denne Flanke ved at beordre Flankesikringen bort, vil være Vanvid. Denne Besvarelse tilsidesætter altsaa den Pligt, enhver Fører har, ikke alene til at hindre, at den Styrke, han virker for, kommer ind i en kompromitterende Situation, men ogsaa til at arbejde for, at Føreren for denne Styrke kan bevare sin Handlefrihed, altsaa i dette Tilfælde bestemme, om han vil blive eller gaa. I sidste Tilfælde maa der desuden sikres ham Tid til at træffe sine Sikringsforanstaltninger fo r en Tilbagegang under Kamp. Selve Grundlaget for Bataillonschefens Bestemmelser — en Melding — vil indtræffe for sent, navnlig hvis Fjenden faar Lov til at fortsætte uforstyrret, fordi Afstanden til de nærmeste Dele a f Bataillonen er 1 km, og Vejen til Skamstrup sikkert ikke kan benyttes. I disse Besvarelser har Kompagnichefen altsaa ikke vurderet Situationen, saaledes som den altid skal vurderes, ud fra det, der gavner Hovedstyrken. De Løsninger, som kan kaldes „bande— og“ , og de, som ikke adlyder, viser, at Kompagnichefen har Blikket aabent for, at den Fare, som truer Bataillonen fra den ny, opdukkende Fjende vest for Vinskov, maa afværges. „Baade— og“erne mener, at de maa tage en Parade mod den ny Fare, men tillige, at de maa adlyde Befalingen. De trækker derved i 2 modsatte Retninger og stilles over fo r en Vurdering af, hvad der er vigtigst, at gaa til Bødkerhus eller at standse Fjenden, en Vurdering, der, som ovenfor anført, fører til forskellige Resultater. Men der kan næppe være Tvivl om, at Standsningen af Fjenden saa absolut er den vigtigste Opgave, henset til de katastrofale Virkninger, hans fortsatte Frem rykning faar. 1 Deling efterladt til hans Standsning er fo r intet at regne, og de Besvarelser, som har valgt dette, maa egentlig henregnes til dem, der „adlyder“ . Halveringen a f Kompagniet vurderer heller ikke Situationen rigtigt. Den anvender for lidt til Standsning af Fjenden og for meget til Besættelse ved Bødkerhus, der i dette Øjeblik bliver a f ganske sekundær Betydning. Den, der vil dække alt, dækker intet. Den Løsning, der anvender 3 Delinger til Standsning og sender 1 Deling tilbage, har rigtigt vurderet, hvor Hovedvægten skal lægges, og den vil kunne forsvares. Men det gælder for denne Løsning, ligesom for de 2 andre, at de synder mod det Princip, der kræver, at man sætter fuld K ra ft ind paa det Sted, hvor man vil naa et Resultat. Og saaledes som Forholdene ligger, er det Resultat, der skal n'aas fo r enhver Pris, dette, at standse Fjenden ved Vinskov. Men hertil kræves, at hele Kompagniets Ildkra ft sættes ind. Der er enkelte, som lader den tilbagegaaende Del indtage en Mellemstilling og ikke gaa til Bødkerhus. Dette kan ikke godkendes, fordi denne Styrke unddrages Løsningen a f begge de Opgaver, som foreligger. Altsaa, saavel det almindelige Princip, at sætte fuld K ra ft ind der, hvor man vil Resultatet, som en Vurdering a f Situationen maa føre til, at man bliver med hele Kompagniet i S tillingen og foretager ét Ildoverfald paa Fjenden. Man giver ogsaa Bataillonschefen den stærkeste Støtte derigennem, at han faar den størst mulige Styrke at raade over, hvad han sikkert vil have Brug fo r under den nye og farlige Situation. Med andre Ord, man maa, saaledes som Størstedelen a f Besvarelserne har gjort, blive i Stillingen, uanset Ordren til Afmarch. Der er nogen Forskel i disse Løsningers Enkeltheder. Nogle udfører Ildoverfald med alle 4 Delinger, nogle med 3 Delinger, medens Reservedelingen bliver paa sin Post. Forholdet er jo det, at de 2 Delinger ved Kragedysse og Kirkeled Banke hurtigt kan være klar til Skud, og Reservedelingen kan næsten samtidig aabne Ilden fra en Stilling tæt vest eller nordøst fo r disse Delinger, men det vil tage nogen Tid at trække Delingen fra Søminge til, og den er desuden fordelagtigt placeret til at lette de 3 andre Delingers Tilbagegang. Disse Enkeltheder er imidlertid ret uvæsentlige. Det a fgørende er, at Kompagnichefen beholder hele Kompagniet i sin Haand til samlet Indsættelse. Ser man paa Kortet, vil man se, at der fra Kragedysse— Kirkeled Banke er fo rtrinlig t Skud over Terrainet nordvest for Nordvestudkanten a f Vinskov, medens man fra den sydlige Del af Sørninge ikke kan beskyde dette Terrain, men derimod kan holde Sydaffaldet fra Kragedysse— Kirkeled Banke under kra ftig Ild. Ilden bør aabnes som et pludseligt og samtidigt Ildoverfald fra det størst mulige Antal Rekylgeværer og Geværer, dels fordi en Sammentrængen i Tid og Rum a f Ilden vil have den største moralske Virkning paa Fjenden, dels fordi en pludselig og voldsom Aabning a f Ilden vil være den virksomste og hurtigste Advarsel for Bataillonen om, at en alvorlig Fare truer, og tillige en Meddelelse om, at Kompagniet er paa sin oprindelige Plads. Kompagnichefen maa fuldt og helt træffe sin Bestemmelse og selv tage Ansvaret. Selvfølgelig skal han melde til Bataillonen, men han maa hverken spørge eller argumentere. Det røber Usikkerhed, og Bataillonschefen har sikkert Brug nok for at føle sig støttet a f sikre Kompagnichefer i den prekære Situation. En kort og knap Melding: „Dette har vi gjort, dette agter vi at gøre“ , er tilstrækkelig fo r Bataillonschefen. Ser Kompagnichefen, at Bataillonen tiltræder Tilbagetoget, ved han, at han kun skal holde, indtil Bataillonens Fløj har naaet Birgittehøj. — Bliver Bataillonen liggende udover Kl. 10,15, maa han regne med, at han faar en ny Befaling.
Det er her fremhævet som et uvurderligt Gode, at Førerne kan udvise Selvstændighed. Men det maa betones meget k ra ftigt, at denne ikke maa udarte til Vilkaarlighed. Man er da inde paa et meget farlig t Skraaplan. En vilkaarlig Handling fra en underordnets Side vil meget let sprænge den Ramme, der skal holde det hele sammen, bryde Enheden i Føringen og sætte alt paa Spil. Faren er saa meget større, som Grænsen mellem Selvstændighed og Vilkaarlighed er meget vag. I deres Ytringsform er kan de godt se ganske ens ud. Forskellen paa dem ses bedst ved at betragte Bevæggrundene. Vilkaarligheden er ligesom Selvstændigheden et Udslag a f Handlekraft. Men medens Selvstændigheden er reguleret af Hensynet til det Hele, af et vist Fond a f Kundskaber og til Tider af en vis Resignation, er Vilkaarligheden et ganske ubehersket og ofte uoverlagt Udbrud a f en blot og bar Trang til at gøre noget. Men lægger man Vægt paa, at der vises Selvstændighed fra de underordnedes Side, kan det selvfølgelig ikke undgaas, at der sker Fejltagelser. Selvstændigheden er som et tveægget Sværd: dygtigt ført slaar det Modstanderen til Jorden, ubehændigt ført saarer det den, der svinger det. Man kunde da maaske mene, at det var bedre at sætte en Bom fo r al selvstændig Handlen og slaa sig til Taals med en bogstavret Udførelse a f de givne Befalinger a f Fryg t for, at Selvstændigheden skal udarte til Vilkaarlighed. Men det vilde være ensbetydende med Undergang, hvis man — a f Fryg t fo r Fejltagelser — kvalte al Selvstændighed. Ingen vilde dog give A fkald paa et saa uvurderligt Gode som en ædel Hest, fordi der kan være Risiko og Vanskelighed ved at ride den. Langt snarere vil man anvende særlig Omhu paa dens Tilridning, for at dens gode Egenskaber kan komme fuldt til deres Ret. Ganske paa samme Maade med Selvstændigheden. Langt hellere et fejlagtigt Udslag nu og da af et friskt, fre jdigt Initiativ, end en ængstelig Passivitet og Korrekthed. Dér er dog noget at bygge paa, her er et uhjælpeligt Dødvande. Det gælder kun om at retlede Selvstændigheden og holde den indenfor de rette Grænser.
O P G A V E 2.
Grundlag.
Vor Styrke er under Tilbagegang imod Nord gennem Vinskov, udfoldet over bred Front, for at optage haardnakket Kamp i en Stilling mellem Vesterbjei'g, sydøst for Bennebo, og Orelund. Eget Rytteri er i Terrainet ved og Nord for Brokjøb. Fjenden er i Frem rykning nordpaa over Skjellingsted. Kompagniet er under Tilbagegang fra Brokjøb tæt vest om Sørninge for efter Ordre at indtage en bagudecheloneret Opstilling om Skovbjerg til Sikring ved Ild a f Bataillonens højre Flø j paa Vesterbjerg — Øjeforbindelsen med egne Tropper Østpaa er gaaet tabt.
Udgangssituation Kl. 10.
Kompagniet bevæger sig lige imod Nord i Terrainet, tæt sydvest for Sørninge, udfoldet i delingsvise Marchkolonner i et Kvadrat med •300 m Front og Dybde. Kvadratets sydvestlige H jørne er ved Vejknæet ca. 400 m sydvest for Sørninge. Ammunitionsdelingen er sendt nordpaa i Forvejen. Føreren for en Rytterpatrouille ved Sørninge melder til Kompagnichefen ved Sørninges Vestkant, at mange, tætte, fjendtlige Marchkolonner a f Fodfolk dukker frem paa Affaldet imod Nord fra Brokjøb Oredrev og bevæger sig nordpaa langs Vestudkanten a f Vinskov over et Bælte paa 3— 400 m Bredde. Han tilføjer, at man fra Kirkeleds Banke kan faaet fortrinlig t Skud paa dem, og oplyser paa Forespørgsel, at de sydligste Led a f det tilbagegaaende Detachement netop er ved at passere Vejen Grønninge Huse— Skamstrup.
Kompagnichefens Beslutning med. Motivering?
Søltoft.
