Log ind

Taktiske Eksempler fra Vinterkrigen i Finland 1939—40 II

#

II

Paa Grund af Russernes hurtige Fremrykning mod Kuhmo blev der beordret dannet en selvstændig Brigade bestaaende af Infanteriregiment Nr. 25, et let Kompagni (v. Essen), et Pionerkompagni, et Meddelelseskompagni og de nødvendige Trainformationer, alt under Kommando af Oberstløjtnant Vuokko. Brigaden blev underlagt „den Nordfinske Gruppe“ og med Tog transporteret til Nurmes; III/I. R. 25 dog til Sotkamo. I Dagene fra 4. December om Natten til den 7. December opmarcherede derefter denne Styrke i Terrainet mellem Nurmes og Latvajarvi ca. 3 km SV. f. Rasti.

Skærmbillede 2020-06-30 kl. 10.13.36.png

Efter „den Nordfinske Gruppes“ Ordre den 7/12 skulde alle til Raadighed staaende Styrker den 8/12 ved Daggry angribe og slaa Fjenden, som man vidste befandt sig med sine forreste Dele omkring Vejgaflen ved Rasti og Hovedstyrken længere tilbage ad Marchvejen.

Fra Syd skulde Oberstløjtnant Vuokkos 2 Batailloner angribe mellem Rasti og Sivakka Vej gafler. Fra Nord skulde III/I. R. 25 under Kaptajn Salonmies’ Kommando gaa frem mod Klemetti. Fra Vest skulde endelig 14’ Bataillon angribe mod Mammela. Disse 2 Batailloner (III/I. R. 25 og 14’ B.) blev underlagt Oberstløjtnant Ilomaki; men det blev egentlig kun III /I. R. 25, der kom til at deltage i Angrebet, fordi 14’ B., som kun havde 2 Kompagnier i denne Egn, endnu var for udmattet efter Kampene under Tilbagegangen fra Grænsen. Der var ikke nogen fælles Ledelse af disse 2 Grupper (Oberstløjtnant Vuokko og Oberstløjtnant Ilomaki) paa Grund af de vanskelige Forbindelser. De stod hver for sig direkte under „den Nordfinske Gruppe“. III/I. R. 25 blev Natten mellem 6’ og 7’/12 transporteret 1 Biler over Kuhmo til Rasti, ialt ca. 70 km. Her blev Bataillonen berøvet sine Maskingeværer, og Granatkastere, som Oberstløjtnant Ilomaki lod anbringe i Forsvarsstillingerne ved Rasti sammen med 14’ Bataillon. Resten af Bataillonen rykkede saa paa Ski gennem det tunge, vej løse Terrain mod Klemetti, som skulde naaes Kl. 8. Kulden nærmede sig 20 Grader. Som Sikring gik 500 m foran Hovedstyrken en Deling i 2 Kolonner. Som Følge af Mørket, det tunge Føre og det vanskelige, ukendte Terrain naaede Bataillonen først frem til Landevejen ved Klemetti Kl. 12. Bataillonen skulde her udskille en Sikring mod Øst og med sin Hovedstyrke angribe mod Vest i Retning af Rasti. Vejen var netop lykkeligt blevet afskaaret, og Sikring mod Øst udskilt, da en russisk Rytterstyrke nærmede sig fra Øst, og bagved fulgte en Afdeling Fodfolk. 9’ Kompagni/I. R. 25, som var forrest, gik i Stilling i Skovbrynet nord for Vejen. Bataillonskommandøren, Kaptajn Salonmies, sendte derefter 7’/I. R. 25 sønden om Vejen for at angribe Russerne fra Syd. Flyveropklaring om Morgenen havde observeret en stærk russisk Kolonne ved Saunajarvi paa March mod Vest. Det var aabenbart denne Kolonne, som nu nærmede sig Klemetti. Oberstløjtnant Ilomaki gav derfor Kaptajn Salonmies Ordre til med hele sin Styrke at vende sig mod denne Fjende. Alle 3 Kompagnier blev sat ind paa begge Sider af Landevejen, og ved Tryk paa Flankerne blev Russerne langsomt skubbet tilbage mod Øst. Men Angrebet maatte standse, da Russerne aabnede Granatkasterild, og en Kampvogn dukkede op. Imod denne havde Finnerne ingen Vaaben; men heldigvis faldt Mørket paa. Derved lykkedes det for de trætte og sultne Finner, som ikke havde sovet i 3 Døgn, efter ca. 2 Timers Forløb at samles i den mørke Skov i Sikkerhed for Russerne, som idvrigt ikke foretog sig yderligere. Bataillonen havde faaet sin Ilddaab og kæmpet tappert. Tabene var ikke særlig store. Men den ventede store Sejr blev ikke opnaaet, fordi Russerne greb ind fra Øst og forhindrede den planlagte Indkredsning. Hvis Bataillonen ikke var blevet berøvet sine tunge Vaaben, var Billedet maaske kommet til at se anderledes ud. Dens Forsvarskraft var uden Maskingeværer meget nedsat, og Angrebskraften uden Granatkastere saa stærkt svækket, at Bataillonen faktisk kunde standses af et enkelt Maskingevær. Da Russerne saa satte Kampvogne ind, var det kun de store Skove og Mørket, der reddede Bataillonen fra Tilintetgørelsen. Man tænke sig blot en dansk Bataillon -blive beordret til at løse en saa vanskelig Opgave, som der her var Tale om, og saa tage Skytskompagniet fra den. Vi vil nu se paa, hvad der hændte paa den sydlige Front, hvor Oberstløjtnant Vuokko skulde angribe med I og II Bataillon af I. R. 25. Oberstløjtnanten udgav sine Ordrer den 7/12 Kl. 19. I/I. R. 25 skulde angribe længst til højre mod Sivakka, hvorfra den skulde vende sig mod Øst mod Klemetti og samarbejde med III/I. R. 25. II/I. R. 25 1 Kompagni, som udgjorde Oberstløjtnantens Reserve, skulde til venstre for I/I. R. 25 angribe Landevejen i Retning af Mammela og i Samarbejde med 14’ Bataillons Styrker fra Rasti tilintetgøre den ved Mammela værende Fjende. Stabschefen ved „den Nordfinske Gruppe“ havde godkendt denne Plan; men alligevel blev der sent paa Natten før Angrebsdagen, omkring Kl. 3, pr. Telefon givet Ordre til at ændre Planen, saaledes at hele Oberstløjtnant Vuokkos Styrke skulde angribe mod Sivakka og derfra gaa videre mod Klemetti. Paa det Tidspunkt var Troppebevægelserne imidlertid i Gang i Følge den om Aftenen udgivne Ordre. Afstanden ud til I/I. R. 25’s Marchretning mod Sivakka var lang, og Veje fandtes ikke. Desuden mente Oberstløjtnanten, at han ikke turde blotte sin Forsyningslinie, Landevejen fra Nurmes. Af disse Grunde vilde Oberstløjtnanten ikke trække hele II/I. R. 25 bort fra sin oprindelige Angrebsretning, men beordrede et Kompagni af denne Bataillon til at skaffe Klarhed over Situationen ved at angribe mod Rummet Rasti—Mammela. Resten af Bataillonen beholdt han som Reserve i Nærheden af sin Kommandostation. Det blev 6’ Kompagni under Res.løjtnant Koskinen, der skulde angribe i Stedet for hele II Bataillon, og en Deling af dette Kompagni under Res.fændrik Vaismaa fik af Oberstløjtnant Vuokko Ordre til at tage Vejgaflen ved Rasti. Da Delingen Kl. 8.30 nærmede sig Vejgaflen, opdagede man Russerne i Skoven Øst derfor. Ufortøvet gik Finnerne til Angreb, og Russerne trak sig tilbage mod Mammela, hvor de satte Granatkastere og endog en Kanon i Stilling. Delingens Kræfter slog ikke til. Ingen Hjælp var at faa hverken fra dens eget Kompagni, som synes at have været meget passivt, eller fra 14’ Bataillons Kompagnier. Hen paa Eftermiddagen maatte Delingen gaa tilbage til Nurmesvejen, hvor den indrettede sig til Forsvar paa begge Sider af denne. I/I. R. 25 under Major Veijola havde en vanskelig March gennem det uvejsomme Terrain og den dybe Sne. Alle var paa Ski. Hvert Rekylgeværkompagni var blevet forstærket med en Maskingeværdeling. 1’ Kompagni under Løjtnant Tuovinen var Fortrop, og da denne naaede frem til Vejgaflen ved Sivakka, havde netop en stor russisk Marchkolonne lige passeret i Retning af Rasti. Køen af Trainet var endnu synlig. Der var tilsyneladende ikke andre Fjender; men pludselig aabnede en Panserværnskanon Ild fra et Sted paa Landevejen mod Klemetti. Det skabte naturligvis nogen Forvirring, men Finnerae fik hurtig Betjeningsmandskabet skudt væk, og baade Kanon og Ammunition toges som Bytte. Der udsendtes nu Sikringsled mod Øst og Vest. Russernes Telefonkabler blev revet over, og dermed var Russernes forreste Dele afskaaret fra Hovedstyrken. Da Resten af Bataillonen kom til Vejgaflen, var Kampen allerede forbi. Major Veijola grupperede sin Bataillon paa følgende Maade:

Vest for Vejgaflen indrettede 1’ Kompagni (-^ 1 Deling) sig til Forsvar med Front mod Rasti. Øst for Vejgaflen med Front mod Klemetti blev 3’ Kompagni under Løjtnant Karkama sat i Stilling forstærket med 2 Delinger af 2’ Kompagni. Selv havde Majoren Kommandostation i selve Vejgaflen med 2 Delinger af 2’ Kompagni som Reserve. Det varede ikke længe, før den russiske Kolonne paa Vej mod Rasti blev urolig for sin Skæbne. Forbindelsen bagud med egen Hovedstyrke var afbrudt, og forfra blev den standset af finske Tropper ved Rasti (14’ Bataillons Kompagnier). En Del af Tropperne gjorde omkring og søgte at bryde sig Vej tilbage mod Øst, og samtidig angreb en russisk Styrke understøttet af Kampvogne 3’ Kompagni fra Øst. Kampen førtes altsaa nu paa 2 Fronter og paa et ret begrænset Omraade. Løjtnant Karkama havde 6 tunge Maskingeværer i sin Styrke, og det lykkedes ved Hjælp af dem at forhindre de russiske Kampvogne i at bryde igennem. Den første Kampvogn, der kom frem paa Landevejen, blev skudt i Brand, den næste blev skudt i Staa, en tredie blev ogsaa bragt til Standsning, og Vejen var nu spærret, saa de andre Vogne ikke kunde komme frem. De turde aabenbart ikke lige saa lidt som det russiske Fodfolk vove sig væk fra Vejen. Alt det russiske Fodfolk, som søgte frem i Ly af Kampvognene, blev nedkæmpet. Saa fik Russerne Hjælp af deres tunge Vaaben, og de forsøgte at omringe Karkamas Støttepunkter; men Finnerne bevarede Roen og afværgede alle Angreb. Løjtnant Tuovinens Stillinger laa ca. 300 m Vest om Vejgaflen. Alle 3 Delinger samt Maskingeværdelingen var sat ind i 1’ Linie. Kompagniet var lige kommet frem, da den russiske Kolonne nærmede sig fra Vest. Den fik en varm Modtagelse og maatte trække sig tilbage. Flere Gange forsøgte Russerne at trænge igennem, men hver Gang med samme Resultat. Først hen paa Aftenen, Kl. 18, fik Angrebet en alvorlig Karakter. Den ene store Angrebsbølge efter den anden stormede frem mod de finske Stillinger. Man lod dem komme langt ind, og først paa kort Hold aabnedes en kraftig Ild med alle Vaaben. Store Skarer af faldne Russere og Heste hobede sig op paa Vejen. En Kampvogn og en Personbil blev ødelagt. Samme Skæbne ramte en stor Del af det russiske Train. En tilfangetaget russisk Officer fortalte, at I. R. 337 i denne Kamp ved Sivakka mistede næsten Halvdelen af sit Train og mange Hundrede dræbte. Finnerne siger, at de kun mistede 3 døde. Hvorfor mislykkedes de russiske Angreb? Hvorfor kunde de tapre, russiske Tropper, som ovenikøbet var overlegne i Antal, ikke slaa sig igennem? Finnerne giver ikke selv Svaret, men man maa vel gaa ud fra, at Russernes tætte Formationer, som ikke turde vove sig langt væk fra Vejen, og manglende effektiv Understøttelse af svære Vaaben maa have været Aarsagen. Det er ogsaa muligt, at det ikke har været Russernes allerbedste Tropper. De kan dog i hvert Fald ikke have staaet Maal med de Tropper, der senere slog Tyskerne fra Stalingrad til Berlin. Trods alt indsaa Oberstløjtnant Vuokko nu, at en Afgørelse maatte bringes i Stand inden Mørkets Frembrud. Han gav derfor allerede Kl. 13 Ordre til Kommandøren for sin Reserve, Kaptajn Taube, at han sammen med 6’ Kompagni, som jo allerede var sat ind mod Rummet Rasti—Måmmelå, skulde tilintetgøre Fjenden i Måmmela. Afdelingen rykkede hurtigt frem. Til højre for Kolonnen gik 2 Delinger af 4’ Kompagni under Res.løjtnant Ku jala med den Opgave at afskære Landevejen Øst for Måmmela og derefter ved en omgaaende Bevægelse nordfra at angribe Russernes Flanke. Resten, Res.løjtnant Taskilas Kompagni, 2 Delinger af 4’ Kompagni og en Maskingeværdeling, gik lige mod Måmmelå. Løjtnant Kujalas Afdeling var den første, som fik Føling med Fjenden Sydøst for Måmmelå. Russerne havde besat Nordranden af et Kær. Løjtnant Kujala gik i Stilling paa den søndre Side og beskød derfra Russerne. Ogsaa Bataillonens Hovedstyrke, hvis 1’ Linie Kaptajn Taube fulgte (vort Kampreglement Pkt. 52), stødte paa Russernes Stillinger i Kærets Nordkant; men paa venstre Fløj var der et skovrigt Terrain, som muliggjorde Fremrykning. Kaptajn Taube gav nu Løjtnant Taskila Ordre til at gaa til Angreb gennem Skoven. Medens Kaptajn Taube ventede paa Resultatet af dette Angreb, fik han Øje paa en saaret, finsk Soldat, som frivilligt var gaaet frem som Observatør. Kaptajnen skyndte sig straks ud sammen med nogle Mand for at hjælpe Soldaten. Under dette faldt han med en russisk Kugle gennem Hovedet. Russerne, som var klar over deres Styrke, gjorde samtidigt Modstød paa flere Steder. Bataillonen, som nu havde mistet sin Kommandør, og som befandt sig i Kamp for første Gang, blev paa Grund af Mørket og som Følge af Russernes Tryk splittet i ikke uvæsentlig Grad. Oberstløjtnant Vuokko besluttede derfor at trække Bataillonen ud af Kampen for at faa den gjort kampduelig til næste Dag. Kun nødtørftige Sikringer udstilledes for Natten. Skønt Oberstløjtnant Vuokko ikke havde noget Kendskab til Situationens Udvikling ved Klemetti, hvorfra Kaptajn Salonmies’ Bataillon allerede var trukket tilbage, mente han dog ikke at kunne lade Major Veijolas Bataillon blive ved Sivakka Natten over. Tilførselsvejen hertil var meget daarlig og ogsaa udsat for Russernes Overraskelser. Russerne, som ikke blev angrebet paa andre Fronter mere, vilde nu være i Stand til at koncentrere alle Styrker mod Major Veijola. Med tungt Hjerte gav Oberstløjtnanten derfor Ordre om ogsaa at trække denne Bataillon tilbage til Udgangspunktet for dens Angreb.. Saaledes endte denne Kamp, uden at man naaede den store Afgørelse, som saavel Situationen hos Russerne som hos Finnerne havde lagt op til og frembudt yderst gode Muligheder for. De Erfaringer, man kan høste af denne Kamp, maa blive følgende: Aarsagen til det for Finnerne saa triste Resultat maa først og fremmest søges i den manglende fælles Kommando og Manglen paa tilstrækkelig Forberedelse. Der var heller ikke nogen Tyngde i Finnernes Angreb. De var lige svage overalt. Ogsaa Opklaringstjenesten har været mangelfuld. Finnerne vidste ikke, hvor Russerne var. Endelig var det meget uheldig at ændre Planen for Angrebet, efter at denne var sat i Værk. Det førte, som vi har set, til halve Forholdsregler (Feltreglement I. B. I. 3, 2. Stk.). Blev Russerne saaledes ikke tilintetgjort, saa led de dog saa store Tab i de haarde Kampe, at Fremrykningen standsede, og Kuhmo Kirkeby ikke blev naaet. „Nordfinske Gruppe“ gav Ordre om Overgang til Forsvar med Forposter ca. 3 km Syd for Rasti Vejgaffel.

A. E. G. Klein.