Log ind

Taktiske Eksempler fra Vinterkrigen i Finland 1939—40

#

V.

Dagene 3—12/2 1940 stod for den russiske (54’) og den finske (9’) Division i Enkeltkampenes Tegn. Kampene stod om de forskellige, indesluttede, russiske Styrker (Motti’er), som sogte at slippe ud mod Øst. De finske Tropper blev sat ind, Batailloner og Kompagnier imellem hinanden, uden Hensyn til den taktiske Inddeling. Reservekompagnier blev taget fra deres Batailloner og nye Afdelinger skabt deraf. Batailloner og Kompagnier optraadte snart paa den ene og snart paa den anden Del af den langstrakte Front. Læserne af denne Kampskildring faar Indtrykket af stor Forvirring, og det er ingenlunde let at bevare Overblikket. For den finske Ledelse har disse Dispositioner, som enhver Hærledelse vil søge at undgaa, sikkert været nødvendige. Forposterne og Sikringsdelene mod Øst meldte nemlig om stærke, russiske Troppers forestaaende Indgriben, og samtidig med de haarde Kampe ved Loytovaara med Front baade mod Øst og Vest meldtes fra Terrainet om Hukkaj årvi om stærk russisk Aktivitet. Det gjaldt altsaa om at skynde sig, hvis Finnerne skulde naa at tilintetgøre deres indesluttede Fjende, inden Undsætningen ankom. Det lykkedes ikke for Finnerne. Motti’erne ved Loso og Kannas og Stormotti’en ved Luelahti holdt Stand, til Freden blev sluttet. Aarsagen dertil var den, at Finnerne maatte sætte Størsteparten af deres Styrker ind mod den russiske Undsætningshær, og denne Kamp vil vi nu studere lidt nærmere. Situationen ved Kiekinkoski—Hukkajårvi begyndte at blive usikker. De finske Forposter ved Hukkajårvi bestod kun af ca. 4 decimerede Delinger af 6’ og 8’/I. R. 65 under Res.- løjtnant Valle. Patrouiller udsendtes helt til Grænsen. Der havde før været russiske Skiløberstyrker paa Rekognoscering i denne Egn, men den 10/2 fik Afdeling Valle Ordre til at bluffe Russerne. Han skulde ved Mørkets Frembrud den Dag tænde en Række Lejrbaal i Terrainet mellem Hukkajårvi og Grænsen, for at Russernes Opmærksomhed skulde rettes mod denne Egn og dermed lette Trykket mod Loytovaara. Det blev imidlertid ikke muligt, for de Patrouiller, som fik tildelt Opgaven, stødte allerede ca. 2 km øst for Hukkajarvi paa Fjenden. Det kom til Skudveksling, og Russerne, der var meget overlegne, gik til Angreb. Kun Mørket og Skovene reddede de smaa, finske Styrker tilbage. Løjtnant Valle havde, naar Patrouille- og Sikringsmandskab gik fra, kun ca. 20 Mand i Stillingen. Russerne trængte paa, og da Finnernes Ammunition begyndte at blive knap, besluttede Løjtnant Valle at gaa tilbage. Endnu ved Hamavaara gjorde han Modstand, men Tilbagegangen maatte fortsættes. Russerne trængte den 11/2 Kl. 800 frem nord om Kiekinkoski. I det tætte Skovterrain forekom en interessant Begivenhed. En finsk Underofficer med en Rekognosceringsgruppe faldt over en russisk Afdeling paa et Par Hundrede Mand og tilføjede den tunge Tab samt tog henimod 50 Fanger. Da man undersøgte de faldne, opdagede man, at Staben for en Skiløberbrigade var faldet her. Kommandøren, Oberst Dolin, samt et stort Antal af hans Officerer var blandt de faldne. Russerne viste sig først foran Stillingerne ved Kiekinkoski den 12/2 ved Il-Tiden. Løjtnant Valle besluttede her at foretage et Modstød, men inden det kom dertil, havde Fjenden ændret Taktik. Russerne veg ud og forsøgte i Stedet en omgaaende Bevægelse. Vi ser her de lette, russiske Skiløberformationer for første Gang anvende den kendte Rytter- og Cyklisttaktik: Aldrig lade sig standse, hvor det er muligt at undgaa det. Støder man paa Modstand, man ikke hurtig kan kaste, i Fronten, saa uden om med Hovedstyrken, medens den mindst mulige Styrke søger at binde Fjenden i Fronten. (Regi. f. Fodfolket VIII Cyklistregimentet, Pkt. 227, 1. Stykke). Den russiske Hovedstyrke, som nu gik frem i Retning af Kalkainenjårvi, viste sig at være 3 Batailloner. Over for den Trusel gav Divisionen Ordre til I. R. 27 (Oberstløjtnant Makiniemi) om øjeblikkelig at løsgøre en fuldtallig Bataillon, som lettest kunde dannes af II og III/I. R. 27 (Kaptajnerne Sihvonen og Airimo). Bataillonen skulde detacheres til Kalkainen. 1 Batteri blev flyttet fra Rasti til Lutja. Divisionen ventede endvidere Forstærkning af Partigængerbataillon Nr. 5 (SissiBat. o), som hovedsagelig var sammensat af Flygtninge. Dens Chef var Major Hamalainen. De første Biltransporter ventedes allerede til Kuhmo. Bataillonen blev straks dirigeret videre pr. Bil til Raajavaara.

Skærmbillede 2020-06-30 kl. 13.46.48.png

Situationen var meget ubehagelig for Finnerne. Deres Forsyninger var helt afhængige af Vejen Raajavaara—Kålkåinen, og den kunde nu, hvad Øjeblik det skulde være, afskæres. Samtidig forsøgte Russerne et Gennembrud øst for Loytovaara. Finnerne var fuldstændig udmattede, men endnu engang modstod de Stormløbet. Divisionen besluttede at frigøre ogsaa Bataillonen Hakanen og detachere den som Divisionsreserve til Terrainet om Lammi. Partigængerbataillon 5 blev underlagt I. R. 65. Medens de finske Patrouiller ledte efter Russerne i Ødemarkerne mellem Kiekinkoski og Kalkåinen, optraadte der pludselig en ny, fjendtlig Skiløberafdeling paa Saunajiirvis østre Kyst. Ved 5-Tiden kom der Melding fra en Feltvagt ved -Tumi, at den blev angrebet fra Øst. Om Styrken kunde intet siges. Feltvagten fik Ordre til at holde Stand, og 1 Gruppe sendtes til Forstærkning. Kl. 6 meldte Feltvagten, at Fjenden stadig angreb og ca. 50 Russere var faldet, men mindst lige saa mange var tilbage. 1 Deling blev nu sendt til Undsætning for Feltvagten, og denne kunde Kl. 900 melde, at Fjenden havde trukket sig tilbage mod Øst efterladende ca. 100 døde. Kort efter rapporteredes fjendtlige Afdelinger ved Landevejen, samtidig med at en Forfølgelse blev sat i Gang fra Feltvagten ved Jumi. I den Kamp, der saaledes opstod, faldt ca. 50 Russere. Nu greb ogsaa I. R. 27 ind i Kampen. 1 Kompagni blev sendt frem til Hjælp for Feltvagten, og ved Niskavaara blev den russiske Skiløberafdeling tilintetgjort. Her faldt ogsaa ca. 50 Mand. Ialt var saaledes mindst 200 Russere faldet. Smaa Grupper strejfede endnu et Stykke Tid om i Skovene, inden ogsaa de blev nedkæmpet. Om Finnemes Tab meldes intet. Medens disse Hændelser udspilledes, dukkede den midlertidig forsvundne Skiløberbrigade Dolin atter op paa Skuepladsen. Kl. 1400 indløb Melding om et russisk Kompagni ved Kesseli, hvor finsk Trainmandskab laa i Kamp med det. Efter at I. R. 27 havde maattet gribe ind mod Syd til Hjælp for Feltvagten ved Jumi, begyndte det at knibe for Regimentet. Det havde kun 1 Kompagni i Reserve, og heraf blev saa 1 Deling sendt til Etapechefen i Kesseli. Senere greb Divisionen ind og sendte Partigængerbataillon 5 (Sissi-Bat. 5), som var underlagt I. R. 65, frem langs Vejen Raajavaara—Kälkäinen for at slaa Fjenden ved Kesseli. Denne Bataillon naaede dog kun at genere Russerne lidt vest for Kesseli. Den vendte tilbage om Aftenen og havde altsaa ikke formaaet at standse Fjenden. Til Hjælp ved Føring og Orientering af den russiske Skiloberbrigade kredsede talrige, forskelligfarvede Flyvemaskiner i Luften. De gik nu og da ned paa de tilfrosne Soer for at opretholde Forbindelsen. Kl. 11-° havde en Hestepasser meldt, at han havde set en fjendtlig Patrouille ved Landevejsbroen nord for Kesseli. Vagtposten ved Broen havde intet set, men en Patrouille blev alligevel sendt ud. Den stødte snart paa Russerne. Den saa en uafbrudt Kolonne af Skiløbere iført Snedragter krydse over Landevejen i vestlig Retning. Patrouillen trak sig saa tilbage til Kesseli Gaard, men nu begyndte Russerne at nærme sig Gaarden vestfra. Til Patrouillens store Forskrækkelse opdagede den, at der ogsaa var Russere i selve Gaarden. Den tog beslutsomt Kampen op og meldte til Føreren for I. R. 27’s Train, hvorefter den trak sig velbeholdent tilbage. Medens dette skete, var Russerne trængt videre mod Vest, hvor de overraskede et Pionerkompagni, som dog kæmpede bravt; men Fjendens Overmagt var for stor, og Finnerne maatte trække sig tilbage efterladende Størstedelen af Pionerkompagniets Køretøjer i Russernes Hænder. Ved 17-Tiden naaede Russerne Martila og fortsatte mod Vetko, efter at de havde varmet sig et Par Timer ved Lejrild i Skoven. De naaede Vetko den 14/2 straks efter Midnat. Løjtnant Suokkonens Kompagni var i Hælene paa dem. Ogsaa et Kompagni af Bataillonen Hakanen beordredes fra Lammi frem til Vetko, som det naaede den 14/2 omkring Kl. 1. Saasnart dette Kompagni fik Føling med Russerne, gik det til Angreb, skønt Russerne var meget overlegne. Det hjalp paa Situationen, at Russernes halvautomatiske Geværer ikke funktionerede i den stærke Kulde. De sprang da ofte op og angreb med Bajonetten, ja endog med bare Næver. Da Kompagniet imidlertid ogsaa blev angrebet bagfra, maatte det opgive sit Angreb og gaa over til Forsvar, indtil Major Hakanen om Morgenen kom til med Resten af Bataillonen. Da Vejen vesterud om Vetko saaledes var spærret for Russerne, forsøgte en Del af dem at trænge sydpaa om Kälkäinenjärvi. Paa dennes søndre Bred fandtes i/ 2 Deling Fodfolk samt to Maskingeværer. En Deling af Partigængerbataillonen sendtes til Forstærkning af denne, og Fjenden blev standset. I. R. 27’s Chef ansaa det nu for nødvendigt at blive Herre over Situationen ved Vetko. Han gav derfor Løjtnant Suokkonen Ordre til at angribe Vetko med 2 Delinger nordfra og 1 Deling østfra. Vestfra skulde Major Hakanen slutte sig til Angrebet. Naar man læser denne Ordre til Løjtnant Suokkonen, forbavses man over en saadan Indblanding fra en foresat i en undergivens Handlefrihed. (Feltreglmt. I. A. Side 10, 2’ Stykke). Trods Mandskabets Udmattelse satte Løjtnant Suokkonen sig i March Kl. 545. Nord for Vetko kom de to Delinger i haard Kamp, men den tredie Deling, der skulde angribe fra Øst, blev fuldstændig omringet, og først efter store Tab lykkedes det at bryde ud. Opgaven, at omringe og tilintetgøre Fjenden ved Vetko, blev altsaa ikke løst. Ved Midnat gav Chefen for I. R. 65 Ordre til Chefen for 2’ Mgk./I. R. 65, Res.løjtnant Kuronen, om at tage Kommandoen over Partigængerbataillon 5’s 1’ og 3’ Kompagni og gøre Vejen fri fra Raajavaara til Kalkåinen. Han fik imidlertid kun et Kompagni (3’), og med det naaede han ved 1-Tiden til Kesseli Gaard. Kompagniet bestod af 84 Mand, Størstedelen Skoledrenge i Alderen 17—18 Aar, som ikke før havde været i Kamp. Der var ingen finske Tropper at se, men derimod nogle Russere paa Højderne vest for Kesseli Gaard. Løjtnant Kuronen efterlod en Gruppe ved Gaarden for at holde Vejen under Observation og fortsatte med Resten af Kompagniet for at søge Forbindelse med I. R. 27’s Train. Paa Vejen forbi Martila Gaard blev Kompagniet pludselig beskudt fra Gaarden og en Skov mellem Vejen og Gaarden. Vejen laa dog i død Vinkel for denne Ild, og det lykkedes at fortsætte, indtil det fik Forbindelse med Trainet. Sammen med dette gik Kompagniet nu til Angreb mod Vest, og det viste sig, at Russerne, uden at Finnerne vidste det, kun laa ca. 50 m fra dem. Krybende i Sneen nærmede de sig hinanden til en Afstand af 10—20 m, da Russerne pludselig rejste sig og løb ca. 70 m tilbage. De fik under dette Løb store Tab. Da Morgenen gryede, ønskede Russerne at underhandle. De var lige ved at overgive sig, men da man paa begge Sider rejste sig op, aabnede Kusserne længere tilbage pludselig Ild igen. Finnerne mente, at det var en »Kommissær«, som trods Officerernes Ordre havde ophidset Folkene. Kampen begyndte nu igen, og mellem Kl. 9—10 fik Russerne betydelige Forstærkninger, som kom fra Vetko. Nu gjaldt det for Løjtnant Kuronen for enhver Pris at beskytte Trainet. Russerne angreb 3 Gange, men blev hver Gang slaaet tilbage med store Tab. Ved 19-Tiden fik Løjtnant Kuronen Meddelelse om, at han vilde faa Forstærkning bl. a. af Kompagniet Valle. Dolins Skiløberbrigade havde haft Uheldet med sig lige fra Begyndelsen. Allerede ved Hukkajårvi og Kiekinkoski led den store Tab, bl. a. mistede den, som vi har hørt, sin Chef med næsten hele sin Stab. Da den forsøgte at komme den 54’ Division til Undsætning ved at rykke frem i sydvestlig Retning mod Kalkainen, stødte den paa I. R. 27’s Train, som længe spærrede Vejen for den. Den søgte saa videre frem og blev ved Vetko standset og angrebet fra alle Sider. Flere mindre, russiske Afdelinger forsøgte at slaa sig igennem samme Vej, som de var kommet. Paa den Maade opstod de forvirrede Kampe ved Kesseli og Martila. Nogle vildfarende Styrker naaede helt til Nordvestkanten af Alas j årvi, inden de blev revet op. Ved Vetko havde Major Hakanen forsøgt et frontalt Angreb, men det mislykkedes. Russerne havde forskanset sig i Husene. Major Hakanen fik saa en svensk 75 mm Feltkanon til Laans fra et i Nærheden liggende Batteri og anvendte den mod Husene. Ogsaa Haandgranater blev slynget ind i Husene, og disse tilsidst antændt. Russerne gav sig dog ikke, men prøvede paa at slippe igennem de finske Linier. De, der ikke var blevet brændt levende i Husene, faldt i denne Kamp, og saaledes blev Vetko renset for Fjender. For nu ogsaa at faa nedkæmpet Resten af den russiske Skiløberbrigade vest for Kesseli blev Kaptajn Lassilas Hovedstyrke løsgjort fra dens Sikringsopgave ved Luelahti og forlagt til Kalkainen. Herfra rykkede han frem mod Kesseli, samtidig med at Major Hakanen fik Ordre til at rense Kalkainen jarvis nordre Kyst. Nordfra avancerede Kompagniet Valle. Ringen sluttede sig saaledes stadig fastere om Resterne af den russiske Brigade, og i Løbet af Natten blev dens Skæbne afgjort. Da Morgenen kom, var Kampen slut. Den Dolinske Skiløberbrigade havde ophørt at eksistere. I flere Dage derefter kunde man stadig træffe paa smaa, forvildede Afdelinger, men efter en Finkæmning af Skovene blev alt roligt. Det havde været en farlig Situation for Finnerne, idet ikke blot en umiddelbar Fare truede den finske Division, men Tilførselsvejene nordfra til Saunajärvivejen var i lang Tid afbrudt. Medens Kampene ost for Löytövaara var paa sit højeste, udeblev Ammunition og Levnedsmidler til de kæmpende Finner, som heller ikke kunde faa deres saarede evakueret. Det var saaledes paa høje Tid, at det lykkedes at fjerne denne Trusel. 3 russiske Skiløberbatailloner (Nr. 9, 13 og 34) var tilintetgjort, og Finnerne tog et mægtigt Bytte af Vaaben og Materiel. Der fulgte nu en Omgruppering af de finske Styrker efter den Desorganisation, som Kampene havde foraarsaget. Men Kampene med de russiske Skiløberformationer var ingenlunde forbi. Allerede den 17/2 optraadte en ny Fjende paa 2 Steder. Ca. 1 russisk Bataillon med 25 Køretøjer, formodentlig en Materieltransport til Undsætning for den indesluttede Styrke i Loso, rykkede uden om Löytövaara, over Ukonvaara, hvor en lille, finsk Sikring blev fordrevet, mod Loso. Et svagt, finsk Kompagni ved Niskavaara brød op for at komme paa Spor af Russerne. Man fandt Russernes Spor paa en Sti i Skoven, og en voldsom Kamp begyndte. Endnu et finsk Kompagni kom til, og Kampen endte med store russiske Tab. Kun 100 Russere naaede frem til de indespærrede Kammerater ved Loso. Men endnu den følgende Dag maatte Finnerne kæmpe ved Ukonvaara for at rense ud i dette Terrain. Den 18/2 om Aftenen trængte en ca. 200 Mand stærk, russisk Afdeling over Kuusijärvi frem til Landevejen mellem Kuusijoki og Löytövaara. 2’ Pionerkompagni blev sendt ud og nedkæmpede i Løbet af Natten Russerne med store Tab paa begge Sider. Vi ser her Pionertropper anvendt ganske som Fodfolk (smign. vore Stormpionerer). Ogsaa ved Kylmäjärvi og flere andre Steder mellem de to Parallelveje til Kuhmo kom det til Sammenstød. Russerne forsøgte formodentlig at undsætte Dolins Skiløberbrigade, hvis Skæbne de var ukendt med, og Trykket fra Øst voksede. Modangrebet gik over i Defensiven.

A. E. G. Klein.